En kort, positiv artikel

Anne stillede for mig for nyligt over for den udfordring, at skrive en artikel til bloggen, der var både kort, positiv og som jeg kunne offentliggøre på den internationale autismedag 2 april.

I dag er det så den d. 8 april…. (sad klokken 23:30 d. 2 april med en halv side tekst, tunge øjne og en savlstribe i mundvigen og tænkte ”Hey! Hvem prøver jeg egentlig at narre??!”)

Kort, positiv!? Godt, så! Jeg prøver. For der er, sandt at sige, faktisk en del godt at berette.

Indledningsvis skal jeg bekræfte, hvad jeg skrev i et opslag på AutismePlusFars Facebookside for nyligt.

Ja. Det er korrekt. Jeg HAR skåret et lille stykke af mine højre pegefinger.

En lille skive af min pegefinger, var det vel nok egentlig…. Det var midt i det hvad der senere skulle blive til 3 kilo flødekartofler. Jeg var heldigvis lige begyndt.

Snittet som det kirurgisk skarpe stål på mandolinjernet lavede, var så fint, at der faktisk gik et stykke tid før at jeg mærkede det.

Lidt ligesom hønen der løber rundt uden hoved –eller soldaten der forsætte hen over slagmarken med adskillige kugler i benet.

Sådan har vi levet vores liv i efterhånden mange år, Anne og jeg.

Min datter var hurtigt på banen med både køkkenrulle -og senere med 10 stykker plaster, som hun møjsommeligt pakkede ud ét efter ét.

Vi vedtog, begge to, senere enstemmigt, at vi nok efterhånden er ved at være der henne, hvor vi skal ha’ os en rigtig forbindingskasse.

Vi skærer nemlig en del i os selv, mine børn og jeg… altså på den spotane og klodsede måde.

Apropos det, så vidste fra jeg fra en lignende episode, hvor jeg ligeledes havde forkortet min venstre tommefinger, at selvom det blot drejede sig om få millimeter kød og hud, ja så afstedkommer den slags mikroamputationer altså en betragtelig mængde blod.

Og ganske rigtigt.

Freja er heldigvis ikke sart, når det handler om at se blod!

Hun har selv jævnligt præsteret at sprøjte næseblod ud i mængder der har fået hende til at ligne en vampyrzombiebrud.

Husker særligt én episode med en blodig Freja (-og lidt stolt. Hun er ret vild med zombier) i hvid sommerkjole.

I lige præcis dette tilfælde frabad hun sig dog venligt, men bestemt, at jeg blødte direkte på hende. Ligeledes måtte jeg sådan set også gerne forlade køkkenet.

Det er sådan en angst-for-infektioner-ting hun har.

Fair nok……

Nogle gange bærer en sådan en akut opstået og uafvendelig situation, forandringen med sig på skuldrene.

Således brasede jeg, stadigvæk blødende ud på toilettet, mens at min søn var i bad. Noget jeg ellers aldrig ville gøre!! Ganske som forventeligt udstødte Toke også et udefinerbart næsten dyrisk brøl, af den slags han også har benyttet sig af i forbindelse med nedsmeltninger, og råbte dernæst, at jeg skulle forsvinde.

Jeg forklarede så tålmodigt som man nu kan, når man dryp-bløder, hvad der var sket.

 

”Kan du så ikke finde et andet sted at bløde?!” Skreg han!

”Nej. Det kan jeg fandeme ikke!!” Skreg jeg tilbage, med en stemme der slet ikke var min –og som var meget lidt autismepædagogisk korrekt….

”Ok….Godt så..” lød det, overraskende roligt, fra den anden side af badeforhænget….

”Det var lige godt pokkers!” -tænkte jeg, alt imens at jeg skyllede mit sår -og iagttog vandet forsvinde i lyserøde hvirvler ned i vasken.

Selvom EXPOSURE –altså forsøg på behandling via pludselig og voldsom eksponering for, hvad der nu engang måtte tricke ens barns ubehag, faktisk repræsenterer et af mange greb i den store psykologiske værktøjskasse, er det altså IKKE noget jeg, hverken som fag –eller privatperson, vil anbefaler at man giver sig i kast med, i hjemmelaboratoriet.

I autismeland, hvor vores familie har postadresse, kommer blivende forandringerne til det gode nemlig sjældent over night –eller på Nescoffee-maner.

Altså hvor man overhælder to skefulde af ens barns rigide adfærd, sansefølsomhed eller angst med kogende vand, rører rundt, lukker øjnene og så ellers nyder smagen af frihed mens at førligheden og forstanden efterhånden melder deres hjemkomst i ens, ellers efterhånden godt og grundigt afsjælede legeme.

Det kunne ellers være fedt…..

Man kan heller ikke råbe eller ruske autismen og dens følgetilstande ud af sit barn.

Til gengæld hører viden, benhårdt arbejde, grænseløs tålmodighed, –samt i visse tilfælde, noget så gammeldags som tro, til blandt de hårdeste og mest gangbare valutaer når ens autistiske barn skal købes fri af, eksempelvis den rituelle adfærd, der kan lægge ikke blot barnet, men hele familien i usynlige lænker.

Kodeordet i den forbindelse er: Stressreduktion!

Toke fyldte 13 år her den 25 marts…. Godt en uge før blodbadet i badeværelse. Bum! Så havde man lige pludselig to teenagere.

Knap nok havde jeg rystet chokket af mig over at Tokes alder nu ikke længere tillod mig af ignorere hans markante barytonstemme, nu 182 cm lange krop, de tætte dun på overlæben og hans størrelse 45 ¾ i sko, før at han diskret hev mig til side og bekendtgjorde følgende:

”Far. Der er lige noget vi snakke om. Jeg har tænkt over det med tidspunkterne og hvis at I ellers vil love ikke at snakke om det –eller rose mig med de dersens irriterende lyse stemmer, I (mest mor) nogle gange bruger, så tror jeg, at jeg er klar til at stoppe med det. Faktisk har jeg været klar i et stykke tid”

Jeg blev så paf at jeg, til Tokes slet skjulte irritation, måtte bede ham gentage det, han lige havde sagt.

Den var god nok…

Det med tidspunkter, som Toke var klar til at stoppe med, hvis vi ellers ville love ikke at være irriterende, var et angstbåret autismeritual som igennem tiden var blevet næret af stress i et omfang så det var blevet decideret invaliderende for Toke –og styrende for resten af familien i en grad, at det trak tråde til stort set alle vores aktiviteter.

Toke havde haft den idé at han, alle sine vågne timer, skulle være på sit værelse foran sin computer HVER time klokken 00.59 og se uret skifte. Først til klokken hel, og siden til klokken ét minut over.

Et tilsyneladende meningsløst ritual, der dog på en eller anden måde havde fungeret som det kit der holdt sammen på Tokes skrøbelige verden. Og i en eller anden forstand også på vores, for Anne, jeg selv –og storesøster Freja havde, hvor skørt det end må lyde, efterhånden vænnet os til, at sådan var det bare.

Man kan vænne sig til en hel del, hvis det skal være…

En tilværelse uden hoved -eller med adskillige kugler i benet….

-eller noget…

Men nu var det tilsyneladende slut.

Processen frem mod det punkt, hvor Toke følte sig tryg nok til at gøre sig selv fri af den mentale sikkerhedsline, der ellers på hvert timeslag trak ham ind på værelset, havde været et langt, sejt træk, hvor vi løbende havde stressreduceret ham, på så mange områder som muligt.

I den forbindelse havde vi gjort vores yderste, for at Toke ikke skulle føle sig skamfuld over sin adfærd. Toke vidste jo godt, at det ikke var helt normalt, det han havde gang i. Omvendt vidste vi, at hans adfærd udsprang af en ekstrem angst over for krav, valg og kontroltab.

Pathological Demand Avoidance, (PDA) kalder man den slags. (se link nederst)

En følgetilstand inden for autismespektret, som man altså ikke bare sådan, uden videre bider skeer med.

Og slet ikke på den korte bane.

Ikke at vi slet ikke italesatte det der skete. Det gjorde vi skam. Men vi bestræbte os på, at bevare en ro der, skønt det måske kunne se sådan ud, hverken var udtryk for resignation -eller laden stå til.

Alene det, at vi ikke stressede Toke yderligere ved konstant, bevidst eller ubevidst at bebrejde ham en adfærd, som han, på daværende tidspunkt ikke havde skyggen af en chance for at tænke –eller handle sig ud af –lige præcis DET var medvirkende til, at han hver dag bevægede sig en lille smule tættere på muligheden for, en dag rent faktisk bryde med sit usunde adfærdsmønster-

Og det lykkedes, til trods for at undertegnede professionelle autismeekspert (og nu også hjemmekirurg) med jævne mellemrum faldt i gryden med vrede, sorg, frustration –og utålmodighed ,hvilket afstedkom en håndfuld ret åndsvage forsøg på at forcere Tokes stressreducering…….

Anne satte heldigvis ikke en fod forkert. Det gør hun sjældent!

Derfor var det også lidt uretfærdigt, at hun ikke måtte rose barnet, med sin lyse –jeg vil nok kalde den, entusiastiske stemme, da hendes bestræbelser rent faktisk gav pote.

I stedet roste vi hinanden med den slags grødede stemmer, som en solid omgang gin & tonic kan udstyrer en med.

Efterhånden som vi stressreducerede, begyndt Toke gradvist at lave små orienteringsforsøg.

Først kunne han klare et af vores desværre ultra sjældne besøg, hos vores ældste vennepar, hvis jævnaldrene børn Freja og Toke har kendt altid.

Senere turde Anne og jeg knap nok tro vores egne øjne, da Toke mestrede at deltage i et flere timer langt rollespilsarrangement, blot for efterfølgende at lægge sig i sengen adskillige dage –og så i øvrigt falde tilbage i timestrukturen –altså lige indtil næste arrangement, en måned senere.

Og så fremdeles….

Anne og jeg skiftevis holdt vejret og vejrede morgenluft (det er ret svært, skal jeg hilse at sige) og da miraklet langt om længe indfandt sig og Toke efter halvandet års skolevægring fik anvist den højt specialiserede behandlingsplads, vi kun turde drømme –men aldrig mistede håbet om, var vi selvsagt mere end almindeligt spændte på hvordan en skolehverdag dog skulle kunne hånd i hånd med Tokes timestruktur?

Spørgsmålene tårnede sig op og jeg begyndte efterhånden at forstå de forældre der efter år i stress –og autismefængslet retter deres våben mod det kavaleri der kommer for at befri dem.

For hvad nu??!!

Ville skoleindkøring ikke bare betyder mere stress? En stress der med et snuptag, ville trevle den løst strikkede imaginære sweater af tryghed op, iført hvilken Toke nu faktisk kunne klare at opholde sig få timer uden for matriklen i Vanløse?

Både ja og nej….

Faktisk gik det lidt ligesom på film…..

Den slags film, hvor hovedpersonen, en dreng med autisme og PDA, på sin 13 års fødselsdag, diskret trækker sin far til side med ordene. ”Der er lige noget vi skal snakke om”

En dreng der samtidig var blevet matchet med en fantastisk behandlingsskole og en fantastisk lærer, som kompenserer med oceaner af tålmodighed, for alt det han endnu ikke forstår.

Alt peakede synkront, i vores liv, og den børneopsparing af lige dele stressreducering -og behandling, vi tålmodigt havde forvaltet kom til udbetaling, på det helt rigtige tidspunkt alt imens kavaleriet kom ridende ind fra vest, med den nedgående sol i ryggen.

The end….

Eller…

Vi sover så virkelig dårligt om natten for tiden! Alle sammen!!

Guess you can’t win them all….

For da Toke gjorde sig fri at sin timestruktur i dagtimerne, åbnede skolestarten og alle de forandringer den trak med sig ind i hans liv, døren op for at en ældgammel følgesvend, i alt ubemærkethed kunne snige sig ind.

’Den bange fornemmelse’

En natte-gyser af en angst tilstand, hvor truende skygger materialiserer sig i hans synsfelt –og hvor  alle de billeder og øvrige indtryk hans støvsuger af en youtube hjerne får samlet op, flagrer rundt bag hans lukkede øjenlåg, usorterede og i krystalklar opløsning.

Det er så her, at jeg ender med at krybe sammen på de få centimeter seng hans brede skuldre efterlader til mig, mens han krampagtige holder fast i min arm –for med den som en slags forankring til virkeligheden, at kunne overgive sig til søvnen.

Anne kører lidt det samme show med Freja, for tiden. For Freja har jo også lige fået behandlingsskole plads og selvom såvel skole som lærer, også i hendes tilfælde, er et match made in heaven, ja så kender forandringerne deres pris.

Og den pris er så åbenbart vores ellers hårdt tilkæmpede nattesøvn.

Så måske var det, i virkeligheden derfor –i et anfald af træthed, at jeg her forleden skar en fin lille skive af min pegefinger.

Så fin, at der gik noget tid før at jeg kunne mærke det.

Shit happens.

(Den var da både kort -og positiv, ik?)

Kh. Morten

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her

http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 43 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 13 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Apropos PDA

Kirsten Callesen, Psykologisk Ressource Center afholder kursus om PDA, her:

http://psyk-ressource.dk/course/pda/

Læs hvad Ole Sylvester Jørgensen skriver om PDA, her:

http://autismeforening.dk/videncenter/temaArtikelSe.aspx?id=66

På Søstjerneskolen, hvor jeg selv arbejder -og hvor Toke nu er elev, har vi stor erfaring med børn -og unge ned kravafvisende profiler.

Skolen får , til næste år, tilknyttet et STU tilbud.

http://www.søstjerneskolen.dk

OG selv kommer jeg i år på SIKON og fortælle PDA og næsten usynlig struktur.

Hold øje med bloggen og Facebooksiden

“Min datter er en kat” (om autisme, stress, kridtstreger og skarpe kløer)

Godt så.

For en time siden bankede jeg på hos min datter, Freja på 15 år for at færdiggøre sidste halvdel af et interview med hende.

Efterfølgende var det så meningen at jeg skulle sidde og samle trådene og lige så stille støbe fundamentet til den færdige artikel, som jeg ville offentliggøre på bloggen en af de kommende dage.

Nu var der så bare lige det, at Freja stort set kun kunne sige som en kat….

Så det…….

Min gudindesmukke knap 180 cm høje datter, med en hjerne under det lange eventyrligt røde hår, der placerer hende blandt den absolut kvikkeste del af befolkningen, kunne kun sige som en kat.

Freja som næsten kunne snakke før at hun kunne gå –og som nu læser Shakespeare på originalsproget og sluger litterære klassikere –samt vanskeligt tilgængelige bøger om alt fra ’The big bang’ til ateisme i det antikke Grækenland, ja hun sad ganske enkelt der i sengen og hvæsede og pev alt imens at hun lod sine imaginære, barberblads skarpe kløer fægte gennem den tomme luft imellem os, som et uomtvisteligt vidnesbyrd om at interviewet var slut endnu før at det var begyndt.

Og så var det vist også noget med et par manglende hyggebukser

Miav!

Når Freja på denne måde ’snakker kat’ eller ’katter’, som vi kalder det her hjemme er det ikke for sjov.

Det er derimod en stressmarkør der med alt tydelighed viser omgivelserne, at hun er i så akut et underskud, at den civiliserede, kognitivt højtfungerende del af hende, for en tid må vige pladsen for en langt mere primitiv udgave –et psykisk KATastrtofeberedskab, om man vil.

Den miavende og hvæsende –til tider spinnende personlighedsskabelon, er blevet det mentale beskyttelsesrum, hun fra tid til anden bliver nødt til at krybe ind i, når summen af krav, valg, miljøskift, sanseindtryk, intellektuelle –samt ikke mindst sociale udfordringer lægges oven i en regning for eventuelt manglende søvn m.m.

Daglige prøvelser som de fleste af os formår at ignorere, børste af os -eller på bedste beskub får padlet os igennem uden nødvendigvis at gro knurhår alene af den årsag.

Med vores Freja, vores kære datter, har diagnoserne infantil autisme og ADHD, og selvom hun er velsignet med både høj begavelse, en sjælden selvforståelse –og i øvrigt har to specialister som forældre, balancerer hun alligevel dagligt på en knivsæg der strækker sig gennem alle hendes vågne timer.

Falder hun ned på det forkerte side, kan hun i bedste fald ’katte’ i værste fald kan hun slet ingen ting.

Uden for min egen matrikel, bliver jeg, i mit arbejde som underviser inden for dagbehandlingsområdet –og som psykologisk konsulent, også jævnligt konfronteret med børn og unge med autismetilstande med funktionsniveauer der spænder uhyre bredt.

Det kan syntes næsten umuligt at begribe, at det samme unge menneske den ene dag kan fremstå næsten socialt, føre komplekse samtaler med op til flere menneske på én gang -samt løse matematiske ligninger på et svimlende højt niveau mens at vedkommende ugen efter kan ligger ude af stand til at forlade sin seng –og i øvrigt kun kommunikere med lyde og fagter.

Lad mig forklare..

Kigger man isoleret set på eksempelvis min datters grunddiagnoser –infantil autisme og ADHD, så er de hver især blevet givet ved at speciallæger i psykiatri har holdt hendes symptomer op mod en række kriterier, som på diagnosticeringstidspunktet er blevet vurderet opfyldt i tilstrækkelig høj grad.

Fuldstændigt på samme måde, som det ville have foregået, hvis hun var blevet udredt for en somatisk sygdom.

Havde den somatiske sygdom eksempelvis heddet Diabetes, ja så var der efterfølgende blevet lagt en behandlingsplan der ville kunne omfatte alt fra enkelte kostomlægninger og diæter til mere indgribende livstilsændringer og livslang medicinering.

Jeg bruger gerne diabetes som eksempel fordi at det en sygdom rigtig mange kan relatere til på den ene eller den anden måde. De der selv har diabetes tæt inde på livet –enten som patient eller pårørende ved således også at det er en sygdom man, i en vis forstand, sagtens kan leve med, så længe at man vel at mærke holder sig inden for de kridtstreger som sygdommen har udstukket.

Skubber man sig selv ud på den anden side eller, som det oftest hænder, bliver man skubbet –af omstændigheder man ikke selv er herre over, ja så koster det. Oftest i form af en lang række følgetilstande, som kan være med til at komplicere og forværre det oprindelige sygdomsbillede.

Således forholder det sig også med psykiske lidelser.

I sammenhæng med autismetilstandene, er et par af nøglebegreberne: stresspåvirkninger (fysiske/psykiske) og de deraf følgende belastningsreaktioner –og følgetilstande  eksempelvis angst)

Ganske kort fortalt kan folk med autismetilstande –herunder mine to børn og jeg selv, være i særlig risiko for at ende i en form for negativt stressloop, hvor større og mindre stressende hændelser i vores liv, i ubearbejdet form, aldrig rigtigt når at finde deres rette plads i de rette skuffer i hjernen.

Sådan lettere forenklet.

Ligesom diabetikeren er udfordret på sin produktion af insulin –og evne til at nedbryde sukker, er vi ofte udfordrede i forhold vores perception og evne til at dæmme op for –og nedbryde sanseindtryk.

Ved perception forstås, den løbende oversættelse af indtryk der hele tiden finder sted, hvor at forskellige centre i hjernen eksempelvis samarbejder om at vurdere hvornår at en given situation, et fysisk miljø, en lyd, en person, en handling m.m skal opfattes som værende bekymrende, truende, alvorlig, farlig o.s.v.

Når indkomne data fra omverdenen på denne måde ryger ’lost in translation’ i autismehjernen, fører det oftest en forkert eller overdreven kemisk respons med sig. På den ultrakorte bane er det kamphormonet adrenalin der bliver skudt ud i blodbanerne.

På længere sigt er det mængden af hormonet kortisol der bliver forhøjet.

Niveauet af kortisol, der blandt andet skærper opmærksomheden og øger blodsukkeret, vil som udgangspunkt, i forbindelse med en sund stressreaktion, hurtigt finde sit normale leje, når den udfordring eller trussel, der har ført til udskillelsen, er vel overstået.

I en presset autismehjerne kan fejlalarmerne imidlertid let hobe sig op, hurtigere end de kan nå at blive afblæst.

De advarselslamper der burde slukke, bliver således ved med at blinke og hjernen der nu, populært sagt, bliver stresset over at være stresset, reagerer ved at udskille mere kortisol.

De negative effekter af et længerevarende forhøjet niveau af kortisol i kroppen, er talrige.

Blandt andet i hippocampus, den del af hjernen der blandt andet spille en rolle i forbindelse med dannelse af nye hjernecelle, men også i forbindelse med lagring af netop viden OG sanseindtryk i langtidshukommelsen.

Et kortisolkup, som denne negative selvforstærkende stresstilstand også kaldes, kan udvikle sig til et punkt, hvor summen af følgetilstande (eksempelvis angst) der klumper sig sammen om grunddiagnoserne, efterhånden når et omfang hvor de rent faktisk fylder mere og ikke længere kan ignoreres.

Tag nu for eksempel vores ’katte-datter’, Freja.

Hun har ikke været i sit specialskoletilbud siden december 2016.

Indtil da havde hun ellers, siden starten i indskolingen formået klare sig igennem såvel den, som mellemtrinet, primært takket være en lille håndfuld, vanvittigt dygtige, anarkistiske ildsjæle bestående af lærere og pædagoger i hendes gruppe.

Sammen formåede de at læse den vilde, temperamentsfulde, intelligente, men også super skrøbelige pige helt perfekt. Samtidigt skabte de på magisk vis nogle eksklusive Frejavenlige rammer, med et hav af undtagelser og særhensyn.

Deres særlige kunst var at forstod de motivere hende med faglig lokkemad på et tilpas højt niveau, hvilket banede vej for at de kunne arbejde med Frejas reelle udfordringer – det sociale.

De skyndte sig langsomt og ramte i mange år den helt rigtige balance i bevægelsen mellem kærligt, men bestemt, at puffe hende fremad mod grænsen af hendes kridtstreger med den ene hånd, mens at de nænsomt holdt den anden hånd et stykke under hende, således at hun ganske vist kunne falde, men aldrig for dybt.

Hjemme foretog Anne og jeg den samme bevægelse, mens vi arbejdede benhårdt for at ’genrejse’ Freja for at hun så mange dage som muligt, kunne indgå i den skolevirkelighed vi, takket være en fantastisk kommunikation med hendes team, vidste at hun havde så inderligt brug for at være del af.

Selvom Freja yderst sjældent formåede at gennemføre en 5 dages skole uge, var hun, med andre ord, velplaceret på sin skole –og, hvis vi skal bruge parrallen til det somatiske område fra før, også ganske velbehandlet.

Årene gik missionen så ud til at lykkedes og Freja glædede sig til tilværelsen som udskolingselev.

Her gik det imidlertid galt.

På trods af at de kunne stille sig på skuldrene af deres kollegaers indsats, havde det nye hold voksne ikke forudsætningerne for –ej heller ressourcerne til både at kunne imødekomme Frejas behov for faglige udfordringer på et højt niveau og den behandlingsindsats hun sideløbende krævede i forhold til hendes vanskeligheder med at begå sig socialt.

I løbet af ganske kort tid, blev Freja tiltagende stresset og med stressen fulgte angsten.

En destruktiv duo der altid havde luret i skyggerne for med jævne mellemrum –særligt i de tidlige år, at dukke frem med hallucinationer, nedsmeltninger og depressiv adfærd i deres kølvand.

Angsten blev hurigt til svær angst og Freja stod snart på den anden side af sine kridtstreger, krasende på en usynlig dør, med stresshormonerne rasende i kroppen, mens følgetilstandene klæbede sig til hende, som fluepapir, igen med angsten som den hastigt voksende altoverskyggende faktor.

4 måneder som udskolingselev. Det var hvad det blev til, før at Freja gik hjem fra den specialskole hun havde tilbragt de foregående 7 år på, for aldrig siden at vende tilbage.

Mere skulle der simpelthen ikke til for at vælte hende –og det til trods for at Freja selv såvel som Anne og jeg tidligt i processen forstod i hvilken retning det gik og herefter gjorde alt, hvad der stod i vores magt for at forhindre det uundgåelige.

Fra mit arbejde ved jeg, at andre tilsyneladende velfungerende, ofte højtbegavede børn –og unge med autismetilstande og opmærksomhedsforstyrrelser, som tavse tikkende kortisol-bomber kan tilbringe adskillige år ’under radaren’, i skyggen af deres faglige dygtighed og/eller evner til at imitere, overpræstere, bide tænderne sammen -og samarbejde.

Enkelte opdager vi først når de dukker op med svære psykiske –og/eller somatiske lidelser spændende fra mavesmerter over hovedpine og andre symptomer, der ikke umiddelbart lader sig forklare og til regulære spiseforstyrrelser, angst i et utal af forklædning, personlighedsforstyrrelser, selvskade og selvmordsforsøg.

Set i det lys, var de 4 måneder, trods alt billigt sluppet, om end det efterfølgende tog Freja et år, hvor hun to gange ugentligt gik hos verdens dygtigste PPR psykolog, samtidig med at vi dels stressreducerede og dels genopbyggede hende hjemme, at komme nogenlunde på fode igen.

Og så var Freja jo heldigvis også kat……. Hvilket betød, at hun tidligt i den proces, der havde hendes exit fra udskolingen som slutdestination, gav sig til kende for med små klynkende lyde og et defensivt kropssprog at lade os – hendes forældre, vide, at der altså var noget helt galt.

Frejas katteadfærd var allerede den gang, på en eller anden vis gledet ind, og var blevet en fast del af hendes fysiske og verbale repertoire, siden at vores to terapikatte, Toke’s kat Bora –samt Freja’s kat Twister, var blevet en del af vores familie knap 3 år forinden.

I dag har det ”kat”, som sproget kaldes her hjemme, efterhånden udviklet sig til en temmelig avanceret udtryksform, med et væld af sproglige nuancer –og kropslige nuancer.

Det er, som nævnt, en stressmarkør som vi taget ganske alvorligt her hjemme –og som da også kulminerede i ugerne omkring hendes skolestop.

Og ja… så også lige i dag.

For som jeg indledte med at skrive, så kan der, også over kort tid, være ganske store variationer i forhold til hvad børn -og unge med autismetilstande kan klare.

Det oplever vi fortsat hos Freja.

Og det til trods for, at hun, med redskaberne fra tiden hos PPR psykologen i baggagen, efterhånden selv har kunnet overtage en del af arbejdet med at føre sig selv frem til et punkt, hvor tanken om at kunne genoptage sin skolegang – denne gang på en behandlingsskole, (vi har indskrivningsmøde 6 marts) måske nok virker skræmmende, men dog ikke helt uden for rækkevidde.

Stressreaktioner hos børn og unge, som Freja og lillebror Toke, kan imidlertid være utroligt individuelle –og bundet op på helt særlige sammenhænge, miljøer, situationer, genstande, personer, tanker, handlinger –og tidsforløb.

Derfor oplever vi også en pige, som den ene dag kan stå tidligt op og lave brunch til hele familien, mens at hun dagen efter knap nok kan tygge den morgenmad, vi har lavet til hende.

Lige præcis DEN modsætning kan det være utroligt vanskeligt at få folk, som eksempelvis sagsbehandlere og deres bevillingsansvarlige ledere til at forstå.

Så…

Husk det! Hvad enten I sidder i første eller andet geled i forvaltningen, er for den sags skyld er undervisere, pædagoger –eller behandlere i psykiatrien.

Her et lille nedslagspunkt fra vores dagligdag. Lige nu faktisk.

Lige nu, søndag aften, render Freja rundt og små-miaver over at et par særligt vigtige hyggebukser endnu ikke er blevet tørret helt færdige.

Bukserne, som føles helt rigtige mod hende hud – og får hende til at slappe af, skal hun have på, før at hun kan påbegynde et særligt mentalt ’nedlukningsprogram’, som psykologen Anna lærte hende i løbet af det skoleløse år, hvor de to arbejdede sammen.

Får hun ikke startet programmet op, i tiden, kan hun muligvis ikke falde i søvn.

I morgen er det mandag, og selvom –eller rettere FORDI at hun endnu ikke har et fast skoletilbud, så har det kloge barn fyldt sin hverdag i hjemmet op med en masse rutiner og gøremål, der stimulere såvel krop som intellekt.

Hele mandag er potentielt set i fare for at mislykkedes.

Desværre er der så tilmed en lille del af hendes tandbøjle der faldt af i går. Så ud over at skulle leve med de genen, fra den løse stump metal i munden, skal hun nok forberede sig på at skulle ind til en akut reparation – sandsynligvis tirsdag.

På onsdag skal hun mødes med sin ’Bedste’.

Og så videre….

Svævende over det hele, som en bleg dis af nervøsitet, ligger Frejas bevidsthed om det usynlige ur der nu tikker ned mod den dag, 6 marts 2018, som bliver hendes første i en ny tilværelse som behandlingsskoleelev.

Så….

Her bliver det pludseligt rigtig afgørende om sådan et par bløde blå hyggebukser er våde eller tørre.

Og indtil videre, er altså det mig, hendes far, som er ansvarlig for at de er våde – med alle de negative konsekvenser det potentielt kan føre med sig.

Ligesom hvis jeg var ansvarlig for at støtte hende i et behandlingsforløb i forbindelse med en somatisk lidelse –og have været uopmærksom på en vigtig detalje.

Forstår I pointen?

Nuvel….

Freja ved i øvrigt godt, at jeg skriver denne artikel –og hun beder mig forsikre jer om, at hun har det helt fint med at jeg deler dette med jer.

Altså det med at hun fra tid til anden, er en kat.

Faktisk er hun stolt af at kunne ’katte’.

For med sine miavlyde, hvæsen –og krassen er hun, når ordene ikke finder vej ,trods alt velsignet med en form for sprog, der kan give os der elsker og kender hende, en idé om dårligt hun har det.

Jeg er også stolt af hende.

Min store kat.

Vi skal nok få skrevet den artikel sammen, vi to.

Miav!

Kh. Morten

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her

http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

PDA og anslagsfølsomhed (om kravafvisende adfærd, japanske eneboere -og det at være underspillet målrettet og ramme døren på den helt rigtige måde, med sine knoer)

FullSizeRender
Fantastiske Toke

”Anslag, inden for musik den måde, hvorpå en tone slås an på et tangentinstrument. På et klaver har dog ikke blot fingerens berøring af tangenten, men også hammerens slag mod strengen betydning. Anslag er afgørende for spillemåde, dynamik osv.*”

Døren til min søns værelse er haspet –indefra (hans første værn mod krav) så jeg ved at han sidder der inde et sted. Sandsynligvis bag nedrullede gardiner –og med støjreducerende høretelefoner på (hans andet værn mod krav)

Jeg kigger på min telefon. Shit! Tiden! Uret viser fortsat 15:00, så jeg nødbremser mine knoer i allersidste sekund.

Jeg må ikke banke på før 15.02. Godt at jeg opdagede det.

Og her står jeg så.

Fanget midt i en potentielt skæbnesvanger bevægelse, som et stykke lyn frossent vidnesbyrd om en mand der, trods det faktum, at han til dagligt professionelt beskæftiger sig med komplekse autismetilstande, (endnu en gang) var lige ved at glemme en at han ALDRIG (som i never, ever) skal banke på døren til hans søns værelse på et helt timeslag. (hans tredje værn mod krav)

Før i tiden skete det ganske ofte, at jeg kom hjem fra arbejde, pustede mig op, ’spændte bælte’ og i mit tåbelige overmod tænkte at jeg kunne fikse mine egne børn, med en minimum af indsats (fra min side) –og på den halve tid –for eksempel ved at brase ind på værelset.

Nu sker det….. ikke særlig ofte.

I de to lange minutter jeg pludselig har fået forærende til at genoverveje med hvilken kraft mine knoer skal ramme døren (hans fjerde værn mod krav) er der ét, kun ét ord, der står og flimrer nervøst og ude af takt, i min bevidsthed, som jeg forestiller mig at en gammel neonreklame, i en mindre pæn del af Tokyo ville gøre sekunderne før at den drog sit sidste suk -og slukkede for bestandigt.

Ordet er: Hikikomori….

I japan er der p.t 500.000 af dem. Primært i storbyerne hvor infrastrukturen gør det muligt for dem at opretholde deres livsstil.

Hikikomori er unge mennesker der lever i mere eller mindre selvvalgt ensomhed. Moderne eneboere med bredbåndsforbindelser, isoleret i små lejligheder som de ALDRIG (som i never, ever) forlader.

Her overlever de på mad, de bestiller på nettet –eller hvad deres forældre i al diskretion (i visse kredse er der stor skam forbundet med at have en Hikikomori som søn/datter) stiller foran deres låste dør.

Enkelte klarer sig på førnævnte forældres nåde, mens andre udfører programmeringsopgaver –eller driver anden form for småvirksomhed der ikke kræver at de begiver sig ud i det benhårde, hierarkiske Japanske konkurrencesamfund, som de frygter og derfor har brudt stort set alle bånd til.

Deres eneste sociale kontakt er den de opnår i onlinefora, hvor de blandt andet chatter med andre Hikikomori.

Mine to minutter er næsten gået.

Drengen på den anden side af døren –min søn Toke er, trods sin store interesse for japansk sprog, kultur, manga –og animé, IKKE en Hikikomori.

Toke har autisme. En autisme der har fået følgeskab af en kravafvisende profil. Tokes kravafvisende profil betyder, at han er angst for krav –og for valg i ekstrem grad. Altså sådan rigtig angst. Ligesom hvis han var angst for hunde, store pladser eller lukkede rum.

Ikke bare:

”Jeg har ikke lyst!” (udelukkende fordi at der er noget andet, jeg hellere vil)

eller

”Jeg vil ikke!” (fordi at det er nyt/ukendt/svært)

eller

”Jeg gider ikke!” (fordi at jeg er doven/uopdragen/prøver at løbe om hjørner med de voksne),

men

”Jeg KAN simpelthen ikke og alene tanken om, at du vil ha’ at jeg skal gøre det giver mig en følelse i kroppen, der er så ubehagelig, at jeg nogle gange føler, at jeg skal dø!!”

Blandet andet derfor omtales den adfærd børn og unge som Toke udviser også som værende ekstremt –eller sygeligt kravafvisende.

PDA – Pathological Demand Avoidance er den engelske betegnelse.

I Storbritannien, hvor nu afdøde Professor Elizabeth Newson allerede for 20 år tilbage beskrev –og kortlagde profilen, har den efterhånden vundet stor udbredelse, hvorimod den, her hjemme deler vandene blandt de som har kendskab til den, blandt privatpraktiserende psykiatere, på de børne –og ungdomspsykiatriske afsnit, -samt på landets special –og behandlingsskoler.

For nyligt blev jeg kontaktet af to psykologistuderende der, i forbindelse med deres specialeskrivning, blandt andet var i færd med at kigge nærmere på det faktum at stadig flere blandt forældre og pårørende, i stigende grad gør brug af selvdiagnosticering –og i det hele taget anvender diagnostiske begreber og diagnoser i hverdagssproget.

I den forbindelse var de blevet opmærksomme på PDA – der som profil (PDA er ikke en selvstændig diagnose) ikke figurerer i diagnosemanualerne her i landet.

I det undervisnings, behandlings -og forskningsmiljø jeg til dagligt arbejder i på Søstjerneskolen –og i Psykologisk Ressource Center har vi, imidlertid stor fokus på børn –og unge med kravafvisende adfærd –og en af de få psykiatere herhjemme, der beskæftiger sig med profilen, pensioneret overlæge Ole Sylvester Jørgensen, er vores nære samarbejdspartner.

Derfor er det også lidt ironisk, at jeg står her, nu med lukkede øjne, og smager på min egen frustration, i form af en masse ord jeg ved, at jeg bestemt ikke skal sige.

Men nu er jeg jo også drengens far….. –med kærlighed, sorg –og alt hvad der ligger derimellem.

Det ekstreme –eller sygelige ved Tokes kravafvisende adfærd er at den styrer hans liv –og gør det det til en kolossal udfordring at arbejde med ham ved hjælp af de sædvanlige pædagogiske/psykologiske tilgange og værktøjer, som man ellers normalt ville anvende til en 12 årig, højt begavet dreng med hovediagnosen Aspergers Syndrom.

Ekstrem kravafvisning er, med andre ord, IKKE det samme som den ubehag –og modvilje alle med autisme oplever, i varierende grad, i deres møde med alt fra nyt tøj, til nye menneske, nye rutiner –og i det hele taget alt hvad der er nyt og ukendt.

Slet ikke.

Den ’almindelige’ kravafvisende adfærd som mange forældre til børn –og unge med autisme, kan opleve i den sammenhæng -og i mange tilfælde i tæt følgeskab med sanseforstyrrelser, kan ellers være både voldsom og langvarig nok i sig selv.

Det skal guderne vide.

For børnene –eller de unge med PDA hænger angstfølelsen sammen med en følelse af tab af selvkontrol, der er så overvældende, at de er underlagt en massiv stresspåvirkning og derfor vil gøre hvad som helst for at slippe ud af kravsituationer.

I den forbindelse kan de udvikle avancerede fysiske, men i høj grad også sproglige undvigelsesstrategier og værn, der både i karakter og i vedholdenhed adskiller sig markant fra dem, børn uden PDA anvende, når de føler sig pressede.

Adfærd der på overfladen kan virke manipulerende eller beregnende (noget man ellers stort set aldrig møder i ’autismeland’) –eller som produkter af en løbsk fantasi, dækker i virkeligheden over en forpinthed, som børnene –og de unge, trods en ofte høj sproglig begavelse, ikke selv formår at sætte ord på.

Enkelte oplever varierende grad af somatiske symptomer som smerter, følelsesløshed –eller at de, i kravsituationer, slet og ret ikke kan bruge deres arme, fingre –eller ben.

Blandt andet derfor har Toke ikke været i den højt specialiserede autismespecifikke specialskole, han ellers har været indskrevet i siden børnehaveklassen, i over et halvandet år.  Og blandt andet derfor har han reelt aldrig modtaget undervisning i traditionel forstand.

Egentlig er det ikke så meget selve kravene i sig selv, Tokes angst er rettet imod, som det er selve tanken om krav eller valg –eller det at nogle skal forlange noget af ham.

Dette er centralt for forståelsen af ekstrem kravafvisende adfærd.

Børn –og unge med kravafvisende profiler kan, i den forbindelse udvikle et finfølende, nærmest overtændt sanse apparat over for folk, lærer, pædagoger, læger, psykologer –og forældre, med planer, intentioner og dagsordner –hvor rigtige og omsorgsfulde de end måtte være.

Børnene –og de unge mærker, fornemmer, læser og reagerer ofte før at man har sat ord på det krav, de allerede ved kommer.

Og det er tid tider voldsomt frustrerende. For kravene kan være fornuftige nok i sig selv –og man bliver derfor, som pårørende –eller professionel, oftest gidslet ind i låste situationer.

Barnet eller den unge vil gerne, men vil ikke.

Man skal hjælpe, men man må ikke hjælpe.

Så når jeg nu står her foran min søns dør, og vejer mine knoer og mine endnu usagte ord på guldvægt, er det altså ikke fordi at han, som sådan, har noget imod at skulle i bad – for det skal han nemlig, her lige om lidt.

Han elsker at gå i bad!

Det er er heller ikke fordi, at han uforberedt på at han skal i bad klokken 15.02 – for det skal han altid.

Nej.

Det min søn reagerer på er det faktum, at jeg vil noget med ham, forlanger noget, har en hensigt, kræver noget OG, ikke mindst reagere han den måde, hvorpå jeg vælger at præsentere det for ham.

Djævlen ligger i detaljen.

Ude i køkkenet, få meter fra døren til Tokes værelse, hvor jeg står, hænger der en whiteboardtavle.

Tavlen, en standart hyldevare fra Bog & Idé omtales i det daglige som ”Fars tavle”, selvom den reelt er Tokes.

Jeg har nævnt den én gang tidligere – i et andet indlæg, her på bloggen.

På tavlen står der blandt andet skrevet følgende 15:02: BAD.

Samtlige familiemedlemmer, inklusive de to terapi-katte Bora og Twister, ved at undertegnede er et eklatant rodehoved og derfor har brug for at få tingene serveret firkantet og i snorlige rækker.

Den præmis har Toke købt, især fordi at den rummer en høj grad af sandhed.

Så fordi at tavlen ikke bærer hans navn, men mit alias ’FAR’, kan Toke til nøds også godt overskue, diskret at skulle orienterer sig efter det program, der i øvrigt ikke ændrer sig stort henover sådan en jævnt kedelig (læs: forudsigelig) standartuge af den slags det fylder godt op i vores årskalender.

Usynlig struktur eller indirekte struktur, som tavlen med det ‘forkerte’ navn,  er et konkret symbol på, er ikke blot noget vi, i rent fysisk forstand har meget af her på matriklen, men noget der er efterhånden er blevet dybt integreret i alt hvad vi foretager os.

Børnenes kravafvisende profiler har således, i den grad fået mig til at skærpe min opmærksomhed ifht. de mange små, næsten usynlige, men dog så vigtige markører som vi fletter ind i alt fra ansigtsmimik til kropsholdning, stemmeføring –og ikke mindst i vores sprog.

Det med sproget vender vi tilbage til lige straks

Toke er ellers født ind i en verden af autismepædagogisk struktur, visualisering og forudsigelighed af den mere traditionelle, tydelige og direkte slags.

Hans storesøster Freja har en autismeprofil der ligner hans stort set på en prik, så da Tokes diagnose så dagens lys, stod børnenes mor (verdens dygtigste, nu desværre hjemmegående pædagog) og jeg selv klar med den helt store pædagogiske og behandlingsmæssige pakke.

Børnenes kravafvisende profiler har imidlertid, gennem årene tvunget os til at omskole os selv i forhold til alt det vi tænkte ville virke –og strække vores tålmodighed til det yderste i forhold til, hvor hurtigt det ville gå.

Apropos..

Displayet på min Iphone viser 15:02. Det er tid – til bank, som man siger…..

Føler mig lidt som en koncertpianist, lige før at han sætter fingrene på tangenter. Anslaget –den måde jeg banker, det jeg siger –og måden hvorpå jeg siger det, er altafgørende.

Jeg husker mine musiktimer i gymnasiet, hvor vores lærer spillede den samme sonate af Beethoven for os, i forskellige indspilninger med forskellige pianister, med forskellige temperamenter.

En ultra kort tøven eller en let krumning i fingrene i deres møde med tangenterne, kunne forplante sig igennem hele sonaten som en poesi eller en aggressivitet, man ikke helt kunne sætte ord eller formel på. Den var der bare, ændrede hele den måde man lyttede på –og det følelsesregister sonaten aktiverede.

Det er fuldstændig det samme når mennesker interagerer, har jeg erfaret.

I forhold til børn med autisme og kravafvisende profiler, gælder det i udpræget grad.

Sproget er Tokes femte værn mod krav, så jeg forsøger at vælge mine ord med omhu. Men det er svært, når man er i sine følelsers vold.

Den lange patosfyldte symfoni af en enetale, jeg egentlig allermest har lyst til at skrige direkte ind i den lukkede indefra låste dør, tordner forbi mit indre blik som en stak tætskrevet nodepapir, der aldrig bliver udgivet:

”Ahhhgg for helvede! Kom nu i bad! Klokken er 15. Du trænger helt vildt meget til det! Jeg er løbet SÅ meget tør for tålmodighed. Du har ufrivilligt rastahår på den grimme ’sidste dag på Roskilde Festival’ -agtige måde og ligner en der har siddet og spillet rigtig meget computer på et mørkt værelse (og det har du jo faktisk) Vi skal i biografen senere i morgen og selvom at vi skal se Star Wars og guderne skal vide, at der vil være mange kiksede typer tilsteder, så vil du alligevel stikke ud i mængden, hvis ikke at du tager det forbandende bad. Og selvom at jeg elsker dig og er stolt af dig, så vil jeg også ha’ at du ser så normal og velplejet ud som muligt, så folk ikke kigger på os –og tænker ”Hvad fanden er der galt med ham? Og hvem er den far ved siden af, der ikke kan passe ordentlig på sin søn” –eller noget…. For når de gør det – kigger altså, så får jeg et lille stik i hjertet. Et stik som jeg burde kunne klare, fordi at jeg er professionel autismeekspert –og som din mor kan klare fordi at hun er sej og pisse ligeglad med hvad folk tænker, men som jeg alligevel mærker fordi at jeg er så meget i mine følelsers magt og så pokkers…….. utålmodig, når det gælder mine egne børn…….og selvom jeg ved bedre,  så er jeg……. bare så skidebange for at du skal vokse op og blive sådan en

Hikikomori –type…….

Den flossede neonreklame med det japanske ord lyser endnu en gang kortvarigt op i min bevidsthed og dør så ud sammen med ekkoet af de ord, der heldigvis aldrig forlader mine læber.

Pokkers til kærlighed, pokkers til sorg –og pokkers, pokkers, pokkers til skam! For ja. Den er der også, hvad enten jeg vil det eller ej. Ligesom hos de japanske Hikikomori forældre.

I den professionelle del af mit liv – der hvor alting står knivskarpt –og jeg stort altid ved præcis hvor hårdt eller blødt et anslag skal være, arbejder vi blandt andet med den teori, at der kan være en sammenhæng mellem kravafvisende profiler som PDA, og traumetilstande og belastningsreaktioner.

Det er blandt andet Psykolog Kirsten Callesen som jeg efterhånden har arbejdet tæt sammen med i en årrække, på Psykologisk Ressource Center –og på Søstjerneskolen, hvor hovedparten af eleverne har kravafvisende profiler, der for tiden føre an i det arbejde.

Det er et spændende, men også alt andet end enkelt felt at arbejde i, hvor idéen om sammenhængen med traumetilstande, om end den er fremherskende blandt mine kollegaer, repræsenterer bare én blandt flere forklaringsmodeller.

Til gengæld ved vi, at en af den sikre måder at få et forpint barn –eller ungt menneske trukket ud af en kravafvisende tilstand, går via stressreduktion i ordest bredeste forstand.

Først når vi har stressreduceret, kan vi begynde det lange seje træk med at genopbygge og blidt føre barnet –eller unge fremad. For eksempel mod indlæring.

Det kan godt kræve et par års underspillet målrettethed, alene at nå dertil.

Set i det perspektiv, var det nok meget heldigt, at jeg ikke lod følelserne løbe af med mig lige før J

Gangen er mørk, selv efter at jeg har åbnet øjnene igen.

Der er stille, på samme måde som når et stort symfoniorkester netop har stemt deres instrumenter og dirigenten har hævet sin stok.

Jeg banker på døren. Ikke perfekt. Anne, der som konsekvens af snart 8 års ufrivillig hjemmegang, stort set aldrig rammer en falsk akkord, ville sige at det var for hurtigt, aggressivt og utålmodigt, men det er altså hvad det kan blive til, sådan en tirsdag i december.

Tokes seje storesøster, Freja, ville ubetinget have bakket sin mor op. De to befinder sig i den absolutte stjernehimmel, når det handler om at læse Toke og om at sætte fingrene rigtigt på tangenterne. I den sammenhæng er jeg en talentfuld, lovende musikskoleelev.

Kort kunstpause og vejrtrækning.

Og, som den mest ydmyge, fokuserede, underspillede, selvbevidste, afslappede, målrettede, professionelt autentiske udgave af Tokes far, jeg kan finde frem siger jeg ordene:

”Toke. Der er ledigt på badeværelset”

Toke kom i bad den dag……. Klokken 17:30, takket være sin mor. J

Den skønne dreng.

Det skal nok gå

med ham.

Kh. Morten

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Kirsten Callesen, Psykologisk Ressource Center afholder kursus om PDA, her:

http://psyk-ressource.dk/course/pda/

Læs hvad Ole Sylvester Jørgensen skriver om PDA, her:

http://autismeforening.dk/videncenter/temaArtikelSe.aspx?id=66

OG selv kommer jeg i den kommende periode, fra tid til anden, til at rejse ud i landet og fortælle.

Hold øje med bloggen og Facebooksiden

*Anslag Bertel Krarup: anslag i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38438

GODT NYTÅR

Klokken er 23:52

Jeg er pinligt ædru.

Det har været den bedste nytårsaften nogensinde OG

Jeg kan lige nå at skrive årets sidste -og korteste indlæg.

Kære alle sammen. (45.000 besøgende siden at jeg åbnede bloggen -samt 3250 faste abonniner 🙂)

Jeg er så glad for at I læse med -og for alle jeres søde og kloge kommentarer, som jeg ikke altid når at få svaret på, fordi at jeg jo lever det hersens spøjse liv, med min familie, som alle mine skriverier handler om.

Ville egentlig have skrevet et langt og klogt nytårsindlæg, men så kom jeg til at se alle afsnit af ‘Stranger Things’ , på Netflix, med min datter.

Den var vildt god!

Godt nytår alle sammen

Vi læses ved til næste år (om 2 minutter)

Kh.

Morten

(Ps. Bogen oppe i venstre hjørne, bag vores nytårstræ, er FRØKEN JENSENS KOGEBOG. Den var lige præcis de par centimeter tyk, som vi manglede for at kattenes klatre/sove træ kunne stå helt stabilt. Så der har den hængt -i snart 4 år. Vi savner den ikke)

Lykken ligger begravet for enden af kassenbånd nummer 12 i IKEA (om at modtage den bedste besked i flere år, på det mest uventede sted -og herefter få præcis 30 minutter til at fejre den!)

I guder, hvor jeg dog plejede at hade det sted.

Nu elsker jeg, om end modvilligt, IKEA af hele mit efterhånden hårdt prøvede hjerte.

Ikke mindst elsker jeg IKEA på grund af det mirakel, der udefoldede sig, sidste gang at jeg var der.

Det var i Gentofte filialen, (endnu) en regnvåd, mørk eftermiddag, sådan cirka halvvejs igennem den helvedesmåned, som hos nogle lystrer navnet december, men som jeg personligt har valgt at kalde ’En lamettapyntet blegfed møgunge’ (se forrige indlæg)

IKEA havde ellers altid figureret i min bevidsthed, som det sted parforhold tager hen for at dø.

I vores tilfælde havde det nu aldrig været en risiko, vi havde behøvet at tage særligt alvorligt.

Børnenes mor og jeg var jo aldrig det samme sted –uden at ét eller begge børn også var der. Det sted var i øvrigt, i 90% af alle tilfælde, der hjemme.

Vi var ganske vist engang på hotel sammen, Anne og jeg, men små 16 timer inde i opholdet, var der pludselig en der døde.

Lige præcis tilpas tæt nok på, i bekendtskabskredsen, til at vi måtte tjekke ud.

En måned senere var vi vist nok i Netto – sammen.

Det var lidt over 5 år siden.

Siden da, har vi ikke engang kunnet tillade os den luksus at tage i IKEA og slå op.

Og her stod jeg altså, I f…ing IKEA, ved den fjerneste kasse, med vognen fyldt med ting vi reelt ikke havde brug for, mens at jeg fumlede med min Iphone, for at åbne et nyoprettet, midlertidigt IKEA – Family kort.

Det vel nok niende i en endeløs række af kort der, når det omsider kom frem med posten, på forhånd ville være dømt til et evigt liv i skjul, på bunden af en skuffe med papirer –og uåbnede konvolutter, som ingen orker at sortere.

”IKEA, Family….LORT” nåede jeg lige at tænke, men så ringede telefonen.

Navnet på skærmen afslørede at opkaldet kom fra Borger Center Handicap København…..

Mit blod frøs –og kogte på en og samme tid.

Herefter var alt ligesom på film.

  1. Ekspedienten scannede sit eget Family kort og sikrede mig rabat på det 12 personers stel (vi får sgu da aldrig så mange gæster!)  som jeg nyligt havde sikret mig

2.    Købet blev på UNDER 1000 kroner (alt ender ellers ALTID med at blive over 1000 kroner dyrt, på en IKEA tur)

3.     STEMMEN I RØRET FORTALTE AT SOCIAL –OG BØRNE –OG UNGE FORVALTNINGEN HAVDE BELSUTTET AT ANVISE VORES SØN TOKE EN PLADS PÅ LIGE PRÆCIS DEN FANTASTISKE DAGBEHANDLINGSSKOLE, VI I ÅREVIS HAR KÆMPET FOR AT HAN SKULLE IND PÅ!!

Tadaaa! Kære læsere af min blog.

Hvad siger I så? Vi gjorde det sgu! Børnenes seje, seje, kloge, smukke, mor –og så mig (ikke skide køn, men klog nok –og i følge vores datter, ikke uden en vis portion charme)

Det lykkedes! Hundredevis af timers skriverier, telefonsamtaler, møder –og alt, alt for mange søvnløse nætter manifesterede sig omsider i det resultat vi, nok i det skjulte havde drømt om, men ikke havde turde håbe på.

Jer der har fulgt med i mine skriverier, ved hvad jeg snakker om. Hvis ikke, kan I med fordel læse indlægget ”Lykke-crémant, skibbrud og systemstress”, som jeg udgav for en måneds tid siden.

Herefter gav jeg pokker i den portion köttbullar

med mos, som ellers er den bløde valuta jeg

normalt afregner mine IKEA besøg i og kørte, med

rystende hænder (tak, automatgear) og fugtige

øjenkroge hjem, hvorefter jeg klemte alt luften ud

af Anne i én lang, forløsende omfavnelse, mens at

vi begge skiftevis råbte og græd.

Straks efter flåede vi den hengemte flaske crémant,

som ellers havde henslæbt en sølle tilværelse (lidt

ligesom Annes hjemmegående ditto)  i

grøntsagsskuffen i køleskabet, ud i lyset, hvorefter

vi befriede den fra den korkprop vi aldrig havde

troet at vi skulle se forsvinde i en blød bue ud i den

halvmørke, diskret julepyntede stue.

Og så fejrede vi vores sejr………… I PRÆCIS 30 minutter.

Så stoppede Freja festen og bad os høfligt, men med en umiskendelig fast, let skinger stemme om vi ikke nok ville være søde, at opføre os lidt normalt igen, da hun var lidt stresset, glædede sig til premieren på den nye Star Wars film, dagen efter –og derfor havde kraftigt brug for stabilitet og RIGTIG julehygge i sit liv.

Ok. Godt så….

På trods af at vi lige havde modtaget den, vel nok vildeste –og bedste nyhed i vores familie i årevis, lagde vi bånd på vores trang til at hælde de sidste rester af boblerne i håret, og satte os i stedet roligt ned for, med en vis promille i blodet, at gennemføre det selvsamme julehyggeritual, som de foregående 11 dage.

Te, småkager, julehistorie (den samme på nu tolvte år), kalenderlys, julekalender.

Herefter aftensmad, spilletid på værelserne -og så i

seng.

Bum!

No mercy! Sådan er livet i autismeland!

Men pssst. Vi klarede den! Toke skal omsider være

skolebarn igen!

Hurra! (skal hviskes)

Nuvel…

Vi mangler så godt nok lige, at få storesøsters behandlingsskoletilbud på plads, men efter dette, er vores tro på egen formåen, aldeles grænseløs.

I hvert fald året ud.

Så….

Crémantflasken fra grøntskuffen, er smidt i genbrugscontaineren og en ny er lagt på køl.

Her venter den, mens at vi atter har sat næsen i det spor af rituel daglig, ufravigelig autisme julehygge, der heldigvis ender brat den 24 december.

Te, småkager, julehistorie (den samme på nu tolvte år), kalenderlys, julekalender

Herefter aftensmad, spilletid på værelset –og så i

seng.

Bum!

PS. Og ja. Guderne skal vide, at rejsen frem mod det magiske telefonopkald i IKEA har været noget så forbandet, urimelig hård og lang. Og ja. Vi er slet ikke i mål med storesøster endnu.

Lige nu og her vil jeg bare tillade mig selv at være ham der er glad. Nej. Ikke bare ham der er glad!

Ham der er lykkelig!

Det tør jeg sgu godt.

(Men samtidig er jeg nok også ham, der er en lille smule nervøs for –nej spændt på, den skoleindkøring der venter forude)

Og ja.

Så har jeg altså også stadigvæk sådan en forbandet

lyst til de Köttbullar.

-med mos.

Måske jeg kan få dem listet med på festmenuen, i

forbindelse med vores næste 30 minutters fejring??

Kh (og glædelig jul)

Morten

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

December, din blegfede, lamettapyntede møgunge

Hey….

Vi med diagnoser, kan godt have det lidt stramt med december….

Faktisk er julemåneden lidt ligesom en uopdragen (neurotypisk) møgunge der, i løbet af et øjebliks uopmærksomhed, kommer høvlende ned ad stranden og med hele sin blegfede lametta pyntede krop totaltsmadrer det sandslot af struktur, forudsigelighed og rutiner som det har taget vores familie det meste af et år at bygge.

Eller noget…

24 dages sanseforstyrret rejse, i tiltagende mørke, mod et klimaks der udspiller sig over få timer, for at klinge af ligeså hurtigt som den umiddelbare følelse af: ‘det smager da ikke så dårligt som jeg husker det’, som man får, når man i et anfald af fatal forglemmelse putter et stykke billigt, nisseformet chokolade i munden.

Både Freja og Toke ved, mere eller mindre, allerede hvilke gaver de får, juleaften.

Heldigvis!

Man (op)finder vel sine strategier.

Nuvel….

I år er det nu ikke så jule-slemt hjemme hos os, som det tidligere har været.

Børnene har nu også efterhånden henholdsvis 15 og 12 december måneder at se tilbage på og i autismeland, er gentagelse jo som bekendt guld.

Det er jo ikke fordi at de ikke bryder sig om julen. Alting er bare så …… anderledes.

Og apropos…

Minsandten om der ikke er blevet plads til at en ny lille juletradition har kunnet klemme sig ind i alt rigiditeten…

Anagramnissen!

På disken ud til køkkenet står der seks træbokstaver der tilsammen danner ordene GOD JUL.

Eller….

Det afhænger naturligvis af, i hvilken rækkefølge bogstaverne er placeret.

Her på førstedagen, i denne årets længste måned, havde Anagramnissen i hvert fald tydeligvis været på spil.

For pludselig stod der…. GUL JOD!!

Så GUL JOD alle sammen -og husk at være ekstra overbærende -og tålmodig med din familie -eller andres familier med autisme, i denne søde, forbandede, provokerende anderledes fra dagligdagen -juletid.

Kh

Morten

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Læs for eksempel denne her :

https://autismeplusfar.com/2017/08/16/at-modtage-en-isbjoern-med-posten-et-forsvar-for-diagnoserne/

Om at være sin fars søn, på godt og på ondt.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Lykke-crémant, skibbrud og Systemstress. (En søvnløs, søgsyg beretning om kampen med BCHK)

FullSizeRender

Mageligt henslængt mellem de økologiske gulerødder fra Netto–og den japanske sovs, til den ret som duftede langt bedre end den smagte, ligger vores lykke-crémant.

En flaske mousserende druesaft, med prop og gylden krans, som ingen må –eller tør flytte rundt på.

Undertegnede var den seneste, der ganske uforvarende, kortvarigt kom til at befri den flydende, gærede, tryksatte helligdom fra dens aparte grønsagsfængsel.

”Hvad laver du!!!?” sagde børnenes mor med fast –grænsende til panisk stemmeføring.

”Øh” var hvad jeg kunne svinge mig op til på den retoriske skala.

Og så kom den flaske tilbage i skuffen….. som man siger… -eller??

Det er helt fjollet – og I griner nok når jeg fortæller det, men sagen er den, at flasken helt tilfældigt blev lagt på køl på en dag, hvor der fandt et gennembrud sted, der kan vise sig at blive ret så afgørende ifht. vores søn Tokes slidsomme færd frem mod den behandlingsskoleplads, som han har ventet på i over et år.

Så nu har vi fået den fjollede idé, at fjerner vi først flasken, ja så vender lykken.

Måske er det søvnmanglen der får os til at tænke sådan….

Vi sover ikke godt om natten mere, hverken Anne eller mig– og det er bestemt ikke noget at grine af.

I Annes tilfælde har det stået på i årevis, men nu det er det så også hende der, alle dage har stået i forreste geled her hjemme, hvor ikke bare lillebror Toke på 12, men også Freja på 15 er uden behandlingsskoletilbud – og har været det længe.

For mit vedkommende begyndte mine nætter først gradvist at blive udstykket –og uden at jeg opdagede det, før at det var for sent, udskibet til BCHK – Borger Center Handicap København, for et par måneder tilbage

Det frustrerer mig virkelig. Jeg har for fanden da altid kunnet sove. Lige meget hvor vanvittige tingene har været.

Søvn var ligesom……min ting.

Nu føler jeg mig konstant en lille smule søsyg.

Her for nyligt var det som om at jeg fik stik nummer 1000 i en serie, hvor de første 999 stik, med deres relative smertefrihed, på forræderisk vis havde lullet mig ind i en forestilling om min egen usårlighed –samt at næste stik i rækken ville være præcis ligesom alle de forrige…

Det er åndssvagt. Som en del af mit arbejde beskæftiger jeg mig jo, blandt andet med lige præcis med traumetilstande og jeg vidste således udmærket godt, at såvel min nattesøvn som udvalgte dele af mit mentale helbred, levede på lånt tid –og havde gjort det forbløffende længe.

Adskillige år, faktisk.

Ville jeg have lavet en fremskrivning af min egen tilstand, kunne jeg jo bare have stillet vækkeuret til klokken 04.00, have vendt mig om i sengen og have kigget på børnenes smukke, men umenneskeligt stressramte mor der lå der, lysvågen med tankerne om den næste notifikation fra E-boks –eller det næste telefonopkald fra endnu en ny sagsbehandler kredsende rundt i et uendeligt væltet ottetal bag hendes søvnløse blik.

Det forholder sig imidlertid sådan med mig, at i mange tilfælde skal mærke konsekvenserne på min egen blege krop, før at jeg helt indser tingenes rette sammenhæng

Det gør jeg så nogenlunde nu og jeg forstår simpelthen ikke, at hun har kunnet holde til det.

Det er også derfor at jeg ikke skriver så meget på bloggen for tiden. Jeg har 3 ufuldendte blogindlæg liggende i kisten. Et af dem er et længe ventet et om PDA.

Det er bare ikke let.

Alt det kreative skrivekrudt jeg har til overs –og som jeg ellers havde tiltænkt jer, bliver for tiden fyret af i retningen på BHCK.

Det må I altså undskylde!

Selvsamme BCHK, i øvrigt der, efter 8 år som vores ’ærke penne fjende’, -og hundredevis af siders korrespondance –samt et utal af opslidende telefonopkald, omsider i et ubevogtet øjeblik har sat det foreløbig sidste sylespidse penne stik (nummer 1000) ind bag den rustning som jeg ellers sover i , og som et spøgelsesskib er sejlet sejrigt væk med de sidste rester af, nu også MIN nattesøvn ombord.

System-stress kalder man den slags. Og det er desværre uhyggeligt udbredt blandt familier som vores.

3 måneder nåede vi at have vores egen sagsbehandler, den gang tilbage i 2008. En moden kvinde der havde været i faget mere end halvdelen af sit liv, kendte sine familier til fingerspidserne –og som havde et stort spillerum –samt en høj grad af tillid fra sin ledelse til at disponere økonomisk –og træffe de rigtige beslutninger.

Så kom reformen af handicapområdet i Københavns Kommune. En brat kursændring. Hvor alt blev kastet op i luften, sagsbehandlerne fik frataget deres faste sager og LEAN modellen blev indført.

Reformen skulle komme til at indvarslet en årelang periode præget af kaos rådvildhed, hjerneflugt blandt medarbejderne ombord, samt en hastigt stigende utilfredshed og desperation blandt klientellet.

Det var en brutal tid, præget af mistillid og kynisme, hvor de som havde ressourcerne lige nøjagtig hang fast med neglene i rælingen ifht. at få tilnærmelsesvis den hjælp og støtte de havde krav på –og brug for, mens en stor, stor gruppe blev ladt i stikken. Glemt, som hundredevis af Robinson Krusoer, i de hastigt voksende bunker på de tilbageværende sagsbehandleres skriveborde.

Anne og jeg tilhørte den første gruppe. Dem med ressourcerne. Anne er uddannet pædagog (verdens dygtigste af slagsen) mens jeg, som den første, i en lang slægt af håndværkere og ufaglærte er universitetsuddannet i kommunikation og i pædagogik.

Allerede den gang var jeg, efter at have arbejdet som lærer i en årrække, på vej til at videreuddanne og dygtiggøre mig inden for autismeområde og den kognitive psykologi og stod således allerede men det ene ben solidt placeret i den branche, hvor jeg har været lige siden.

Alligevel mærkede vi snart at belastningen ved konstant at skulle kæmpe for –og bevise vores ret til eksempelvis ydelser, støtte –og aflastning trak større veksler på vores mentale og fysiske overskud end børnenes handicap alene og det til trods for at vi lagde alt vores samlede erfaring –og faglighed bag vores indsats.

For Anne, der gik hjemme i hele perioden (og stadigvæk gør det) blev system belastningen på et tidspunkt så voldsom at hun blev diagnosticeret med svær belastningreaktion og jeg måtte overtage alt kontakt med HCK –eller Handicap Center København, som det fortsat hed den gang.

Det var smerteligt at se mine børns mor – verdens ubetinget sejeste kvinde, i den grad bukke under –og så alligevel klare sig igennem hverdagen på trods og et overskud hun ikke havde, fordi at der ganske enkelt ikke var andre muligheder.

Selv var jeg med min nyligt diagnosticerede ADHD og aspergers til tider et løsgående missil af stress, men havde min faglighed som professionel formidler at holde fast i, når der om natten skulle laves beskrivelser af børnene –og skrives ansøgninger og klager.

Anne læste korrektur og sendte mig tilbage i blækhuset med den besked af selv den mindste formuleringsfejl –eller udeladelse kunne gøre en forskel ifht. om vi fik hjælp og medhold –eller ej. Jeg vidste at hun havde ret, alligevel skændtes vi så det bragede.

Vi var vanvittigt trætte. Jeg sov, trods alt. Anne talte i søvne og vågnede badet i saltvand.

Heldigvis gav vores kulsorte humor os ofte overskud til at træde et vaklende skridt tilbage og se komikken i det hele.

Når det skete, var det som regel i forbindelse med at vi begge, i forbigående anfald af forloren demens byttede om på ord og begreber.

Det gør vi fortsat.

I dag sagde Anne for eksempel: “Husk nu sofaen”

Hun skulle have sagt: “Husk nu opvaskemaskinen” (næsten det samme ord)

Den er naturligvis lige gået i stykker.

Opvaskemaskinen, altså… 🙂

Nuvel…

Midt i alt dette, var der jo så lige den daglige drift af ’familien Gantzler Oschlag A/S’ med to krævende børn, med komplekse autismeprofiler, der til trods for at de begge gik på specialskole, aldrig på noget tidspunkt samtidig var inde i en stabil skoleuge med et fuldt skema.

Reformen af handicapområdet i Københavns kommune endte med at HCK led et skibbrud af dimensioner. En ihærdig gruppe af ramte forældre sørgede for at det skete under fuld politisk og mediemæssig bevågenhed.

Vraggodset blev fisket op, i al stilhed lappet sammen og døbt BCHK (nok ikke i crémant) Borger Center Handicap København. Der blev lovet bod og bedring.

I den forsvindende kølvandsstribe på det der engang havde været Handicap Center København, lå det menneskelige vraggods heriblandt, Anne og jeg, og gispede i vore redningskranse.

Det er nogle par år siden nu. Et par år med relativ fred, ro. I hvert fald på BCHK fronten.

I den mellemliggende periode havde min profession som psykologisk konsulent og som underviser inden for dagbehandlingsområdet ført mig på ø-hop om på den anden side af skrivebordene hos sagsbehandlere, afdelingslederne og PPR psykologerne i omegnskommunerne.

Her erfarede jeg hvilken faglige, rammemæssige, personaleressourcemæssige udfordringer de sidste 10 års omstruktureringer -og mere eller mindre elegant kammuflerede spareøvelser, har stillet personalet over for i takt med at inklusionsreformen er rullet hen over skoleområdet.

Det gav ny forståelse for de faggrupper, som jeg har lært at gøre mig hård overfor. Folk der nu var vigtige professionelle samarbejdspartnere.

Samtidig mødte jeg, ligeledes som professionel, et stigende antal forældre for hvem kommunikationen med deres lokale socialforvaltning, var blevet den alt overskyggende stressfaktor i deres liv. Mange følte sig tilmed stigmatiseret som hysteriske og besværlige løvemødre (m/k) af de selvsamme sagsbehandlere, hvis stressbelastning jeg nu kendte indefra.

Det var frustrerende at stå der, og være vidne til – med et ben solidt placeret på hver af to udplyndrede tidligere skatteøer , hvor indbyggerne havde kastet anker –og i deres ressourcefattighed, nu i blinde bekrigede de andre –og i sjældne tilfælde også hinanden.

Apropos frustrerende.

På hjemmefronten havde begge vores børn ulykkeligvis –og af forskellige årsager, gradvist fået det så dårligt af angst, at de hver især ikke længere kunne fortsætte på den højt kvalificerede specialskole, Frejaskolen, hvor de ellers havde været siden indskolingen.

I det midlertidige fravær af systemstressen fra Borger Center Handicap, var begge forløb med at prøve at holde børnene i skolen, gået hen op blevet afsindigt opslidende for børnene –og for os. Særligt i Tokes tilfælde.

Frejaskolen og vi endte imidlertid med med at kaste håndklæderne i ringen, i god fælles forståelse.

Hermed stod vi og kiggede ind kanonløbet på to nye sagsforløb ombord på et BCHK der måske nok tog vand ind, men i hvert fald så ud til at holde sig nogenlunde flydende.

Vi havde i hvert fald til at begynde med, en forhåbning om at de to hurtigt ville bliver skudt af sted og ramme de helt rigtige dagbehandlingsforløb, som alle var enige om at de havde brug for.

Sådan kom det ikke til at gå. Følgerne af reformen hjemsøgte fortsat det gode skib og trods gode intentioner fik manglende faglighed på autismeområdet kombineret med en stram økonomisk styret udbudspolitik skroget til at knage og brage.

Vi måtte derfor begge endnu en gang krybe i jernskjorten, fare i blækhuset, strække våben -og i det hele taget påtage os en rolle som ingen af os, efter at have fungeret over et år som vores egne børns behandlere og undervisere, ikke brød os voldsomt meget om.

P.t kan vi næsten se land, men alting har pris.

Efter et år med endeløse skriverier, mødeaktivitet -og telefonersamtaler på kaptajns –og admiralniveau, sover vi ikke ordentligt om natten og har deponeret vores skæbne i en tilfældig flaske Crémant de Bourgogne, mens at vi drømme om den dag, hvor vi kan trække sablen og hugge halsen over på den.

Og det er jo åndsvagt.

At skulle føre sådan en sø-syg tilværelse.

Når det kunne være så meget bedre.

Alle vil jo, i virkeligheden gøre deres bedste og i en bedre verden havde alt dette ikke været nødvendigt.

Heller ikke dette indlæg.
Måske skulle vi købe noget rom, Anne og jeg.

En hel tønde rom.

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Astronauten der engang stod ved bassinet i Gladsaxe Svømmehal, uden badebukser -og i minus 273,15 grader, vender tilbage. (Om skift og hvad de gør ved os)

IMG_7143.JPG

Klar til affyring
10, 9 , 8
Når jeg står foran spejlet tidligt om morgenen, mens at de flygtige rester af sengevarmen hastigt fordamper fra min hårdt prøvede krop, kan jeg godt få min tvivl ifht. om hvorvidt ansigtet, jeg kigger på, tilhører mig selv.
Jeg har ellers generelt ikke problemer med at genkende ansigter –altså lige bortset fra mit eget.

Det er skørt, men inden for skiven i autismeland -og hermed, på en eller anden måde helt normalt på vores lille planet i det røde hus i Vanløse!

Herefter laver jeg morgenmad og smører madpakker til vores børn. De går begge to hjemme og venter på hver deres behandlingsskoleplads. Det har de gjort længe – et år faktisk! Eller mere!

Det er også virkelig skørt. Og slet ikke i orden!

“Houston we have a problem!”

Nuvel….

Tilsammen er vi klart i overtal, når det handler om diagnoser –børnene og jeg.
Tre mod én.

Jeg kysser hende den sidste –børnenes mor, -og afrunder turen væk fra sengen med et sindrigt vinkeritual med vores 12 årige søn.

Madlavning, kys, vink –en sekvens så velkendt at mit nervesystem afspiller den, selvom jeg reelt ikke er klar til at møde resten af verden endnu.

Uanset tilløbets længde kommer jeg således altid for sent ud ad døren og det hænder da også at jeg får fornærmet –eller forvirret et familiemedlem i forbifarten.

7, 6, 5

Ude i bilen kommer der imidlertid gradvist anderledes liv i mig. Bilen er min rumkapsel, mit landingsmodul. Her råber jeg, fra tid til anden, spontant, også ganske højt –og aldeles adresseløst.

Det er sjældent deciderede ord, der komme ud af min mund. Snarere korte dybe, nærmest knurrende lyde. Lidt i stil med dem hulemænd med køller eller pirater -og andre garvede søfolk laver på film. Eller RUMPIRATER!

”Arrrgghh”

Jeg har selvsagt gjort mig mine tanker om, hvad fanden det er der sker med mig, når jeg sidder der og råber. Særligt efter, at jeg for år tilbage for alvor begyndte at slå mine professionelle folder inden for autismeområdet.

Jeg kan huske at jeg en dag kom hjem efter en arbejdsrelateret supervisionstime med en psykiater, hvor emnet blandt andet havde været Tourettes Syndrom, og tænkte: ”Nåååå. Så er det nok bare det, jeg har”

Senere er jeg imidlertid kommet frem til at råberriet nok mere er en form for primitivt mellemstadie i en form for mentalt hamskifte, som finder sted hver morgen, når jeg trække mit private hudlag indad, med alle dets fejl og uregelmæssigheder og åbenbare det langt mere sammenhængende og harmoniske professionelle, der ligger klar lige nedenunder. Min usynlige rumdragt!

4, 3, 2

Når den sidste knurren langsomt fortoner sig og blander sig med lyden af den også gradvist mere driftsklare –og derfor også mindre hakkende dieselmotor foran mig, tænder jeg gerne for radioen og lytter intenst. Helst til et taleprogram på P1 eller Radio 24/7.

Radioens uforpligtende udbud af folk der snakker og konversere og alt fra normal (lucky bastards!) børneopdragelse til global atomkrig, har en sært beroligende og socialiserede effekt på mig.

Ligeså vel som at jeg kort forinden, har genkendte ansigtet i spejlet som værende mit eget. Afkoder og genkender jeg, i ro og mag, mønstrene i de måder, hvorpå der talers i radioen.

Tales, lyttes, svares, ventes på tur, grines, tøves, holdes kunstpauser m.m. Jeg noterer mig det hele. De talenes diktion, tone –samt deres tempo, ligesom jeg scanner deres stemmer for tegn på vrede, kærlighed, hengivenhed, frygt m.m

Alle disse data finder vej til de endeløse rækker af arkivskabe som i årenes løb er blev føjet til allerede endeløse rækker af arkivskabe i min hukommelse, hvor de nøje matches med tidligere erfaringer til det punkt, hvor jeg med 99,9% kan konkludere:

”Jep! Den er god nok. Det er SÅDAN, at man gør, uden i den virkelige verden….. man taler, lytter, svarer, venter på tur, griner, tøver.

Det er SÅDAN, at man er menneske………

Den ansigtsløse mand, rovdyret, huleboeren, rumpiraten (der kun kan sige ”Aarrgghh!!”) –eller hvad der nu har været mit evolutionære udgangspunkt den dag, viger således langsomt til fordel for langt mere civiliseret, tæmmet, vandkæmmet og afrettet udgave af den person, jeg om få øjeblikke skal til at give mig ud for at være.

Når destinationen nås er programmet indlæst og en af flere private eller professionelle personlighedsskabeloner er aktiv.

1, 0 and liftoff!

Det er ikke bare noget der sker helt automatisk –og af sig selv. Jeg skal selv huske at trykke på knapperne.

Heri ligger en af de væsentlige forskelle på at være født med en neurotypisk hjerne –og så sådan en som jeg selv og mine børn har.

Den jævnt uskønne og pletvist støjende daglige affyringsproces, jeg netop har beskrevet, er måske sammen med skiftet i forbindelse med hjemkomst efter endt arbejdsdag, de resterende helt store knaster i den ’lange planke jeg balancerer på’ hver dag – og som helt konkret fører mig gennem et utal af forskellige rum, før end den ender ved den selvsamme seng, som jeg så modvilligt har forladt mange timer forinden for at gå ud og langsomt genkende mig selv, på badeværelset på min egen lille trygge ’hjemmeplanet´´.

Men ellers står den på fremmede rum.

Offentlige rum, møderum, undervisningsrum, samtalerum – for det meste steder hvor jeg, som en professionel kopi af manden i spejlet, mere end én forstand, forventes at være ’rummelig’.

En sand ’rumrejse’ i langt fra altid gæstfri miljøer og atmosfærer, hvor sådan en som mig kun kan overleve, hvis jeg på forhånd har gjort mig klart, hvad der (for)venter mig, har givet mig selv tid og lov til at akklimatisere –og jeg i øvrigt har medbragt ekstra ilt.

Et dagligt giant leap for mankind, som jeg har været 42 år om at forfine.

Som endnu ikke diagnosticeret barn og ungt menneske bar jeg ofte rundt på frygt for ved skæbnens lunefulde mellemkomst, at skulle komme til at gå ind ad en forkert dør.

Og så bare stå der i det lufttomme rum, fuldstændig ubeskyttet, med paraderne nede – uden at vide hvad jeg skulle gøre. Det skete imidlertid aldrig på den måde, jeg havde forestillet mig det.

En enkelt gang, jeg var vel 7 -8 år gammel, lykkedes det mig, helt konkret at forlade bruserummet i Gladsaxe Svømmehal uden badebukser. Jeg var ganske enkelt så meget inde i mit eget hoved, at jeg glemte dem.

Og så stod jeg der. Nøgen….. Rigtig altså –og frysende i hvad der føltes som totalt vakuum og minus 273,15 grader!

I mere end én forstand, et absolut nulpunkt.

På denne måde, halvvejs snublede jeg i mange år faktisk dagligt ind ad de rigtige døre, men som oftest på en skrupforkert måde, stort set altid med fornemmelse af, at gøre alting for første gang, igen og igen og igen.

De følgende mange udiagnosticerede år af mit liv overlevede jeg min strategiforladte GPS løse, rum(ad)færd med hjemmetegnede stjernekort og Apollo 13 løsninger.
Men det kostede på energikontoen. Jeg måtte ofte bære mig selv ud af rumkapslen. Andre gange blev jeg hængende i dagevis i et plan –og vægtløst kredsløb.

I dag har jeg mine strategier.

Spørger I mine børnenes mor, er der imidlertid fortsat plads til forbedring især idenfor den disciplin, der handler om at udføre en tilpas blød landing og hurtigt -og uden brok, at kunne akklimatisere sig til sin egen familie efter adskillige ture rundt om planeten, som autisme-rumhelt.

Vi med diagnoser, kan godt have ellers godt have det lidt stramt med skift. Mildest talt.

For min datters vedkommende var chokket over skiftet fra børnehaveklassens trygge rammer til tilværelsen som elev i 1 klasse (i rummet ved siden af) tilstrækkeligt til at sætte de små autismetandhjul i hendes hjerne i bevægelse. En indre kædereaktion, på den livsændrende oplevelse, sådan et skift kan være, når man kun har 7 leveår på kontoen, som ikke bare stoppede, men i stedet accelererede og åbenbarede hendes sande jeg.

For min søns vedkommende vågnede hans autisme for alvor, om morgenen på min 36 års fødselsdag, til lyden af søsters og mors sang. Pludselig stod han inde i stuen og drejede rundt om sig selv. Den ret spektakulære afvigelse fra de daglige rutiner, som en fuldskala fødselsdagsmorgenvækning nu engang er, var tilsyneladende det er skulle for at skubbe ham ud over kanten.

I dag, 8 år senere skal han helst stadigvæk ind på sit værelse, hver evig eneste af hans vågne timer og, i ro og mag iagttage hvorledes uret på computeren eller på telefonen skifter fra 59 til 00 –og til 01.

Så er der styr på verden, universet og alting og den kunstige tyngdekraft er slået til -i hvert fald de næste 58 minutter.

Skørt, javist, men bydende nødvendigt, sådan som livet former sig for ham lige nu og her.

Så skift kan være svære.

Det behøver man sådan set ikke have en diagnose for at erfare.

Netop betydningen af skift, hvad de gør ved os –og hvordan at man kan komme dem i forkøbet, er noget jeg lægger meget energi i at få snakket om –og arbejdet grundig med, når jeg har unge mennesker igennem et af de selvforståelsesforløb vi i årenes løb har specialiseret os i at udbyde, på Psykologisk Ressource Center, hvor jeg blandt andet arbejder.

Hvis man tager sig tid til at brede sine 12 -16 vågne timer ud foran sig og derpå træde et skridt eller to tilbage, så man rigtig kan betragte dem, er det påfaldende hvor mange gentagelser der optræder.

Begivenheder man ved kommer til at indtræffe, men som alligevel –ikke mindst for den autistiske hjerne, kan virke så overrumplende, at man dag efter dag kan stå og med den samme paniske, handlingslammende, iltfattige følelse i kroppen, samtidig med at man spørger sig selv, hvordan i alverden man dog havnede her.

“Beam me up Scottie!”

Der findes et helt katalog af pædagogiske –og behandlingsmæssige stykker specialværktøj, man kan gribe til for at træne sine små kommende autismeastronauter til mødet med de mange neurotypiske verdensrum.

Visuel struktur (har jeg skrevet om) er et. Sociale historier (skriver jeg snart om) er et andet.

Når jeg har selvforståelsessamtaler med unge –og i mange tilfælde, sent diagnosticerede mennesker sigter jeg på at opbygge en form for udvidet metal parathed hos dem, i forhold til de udfordringer de står overfor.

Et slags indre flight-tjek og læsning af sociale landkort -og vejrudsigter før takeoff.

En ung mand, som jeg arbejder med for tiden, sammenlignede, meget rammende sine møder med sociale udfordringer som følelsen af at være et herreløst fartøj overladt til naturkræfternes luner.

P.t arbejder jeg på, at lære ham, at sætte sig i pilotsædet, i de nære sociale sammenhænge der er vigtige for ham –og så ellers lade den velprogrammerede, oppustelige autopilot (der ligner ham til forveksling) tage over resten af tiden, mens den rigtige pilot tager et velfortjent, godt beskyttet hvil inde bag pandelapperne.

I som har læst mit indlæg her på bloggen om de sorte og de røde nedsmeltninger (find det øverst på Facebooksiden), kan sikkert godt se, hvor jeg har hentet min inspiration til lige netop den strategi.

Og apropos min familie 

Hvis der er nogle der kan slå mig ud af kurs (på godt og ondt), så er det dem –og alle de ubekendte der knytter sig til at være nogens far og/eller ægtemand.

20 september var jeg inviteret til at holde oplæg ved fagmessen Specialkompasset i Roskilde Kongres Center. Det var et oplæg jeg havde set meget frem til at skulle holde, da det var første gang at jeg skulle træde offentligt frem, som AutismeplusFar.

’Avataren’ AutismePlusFar blev undfanget i januar 2017 som en krydsning mellem en masse mænd, som alle sammen er mig. En af dem er far til to børn med autisme og adhd, den anden er professionel ekspert inden for selvsamme områder, en tredje har selv diagnoserne –og så fremdeles.

Lidt af et mentalt sammenskudsgilde, som det kræver sin mand (endnu en) at holde i skak.

Jeg vidste imidlertid at jeg havde en skøn, lang køretur fra planeten i Vanløse –og til konferencelokalet i Roskile, hvor jeg kunne knurre, råbe -og skrige mig ind i den rette tilstand, lige så tosset jeg ville.

“I rummet kan ingen høre dig skrige!”
Jeg havde tilmed sat ekstra god tid af til at få ordnet de daglige morgenrutiner, og var således i den tro at jeg havde fuldstændig styr på situationen.

Altså lige indtil at der med klar og let skinger stemme blev råbt ”VI HAR LUS”
Før jeg vidste af det stod jeg og skrabede desperat på ruden til det lokale apotek og da jeg omsider sad i min lille bil, stadig med dusten af lusseshampoo hængende omkring mig, havde jeg fuldstændig glemt at sætte nedtællingsuret i gang.

Jeg glemte også at råbe -og skrige.

I konferencelokalet skete det følgende (I som var der, kan uden tvivl huske det)
`Foredrags raketten’ blev stående på jorden og ud af døren, med røgen hængende om sig, tumlede jeg (besynderligt nok med vådt hår!!??) ud og holdt et oplæg jeg slet ikke havde set komme.

Et oplæg hvor jeg gik i stå (aldrig sket før), ledte efter ordene –og blev så følelsesmæssigt berørt, at jeg fik fugtige øjekroge, mens at små røde prikker voksede frem på min hals.

Pludselig var jeg alle mænd på én gang. Det var på den ene side slet, slet ikke meningen, men omvendt var det åbenbart lige præcis sådan, at det skulle være.
Jeg tænkte på drengen i Gladsaxe svømmehal og priste mig lykkelig for at han trods alt havde 34 år at stå i mod med, samt ikke mindst tøj på kroppen!

På vejen hjem kunne jeg med et flygtigt blik konstatere, at min professionelle rumdragt lå regnvåd og sammenfiltret i den modsatte grøft på rute 21 i retning mod Holbæk.

En tiltrængt påmindelse om vigtigheden af at være matrikelparat (som vores nye leder på Søstjerneskolen udtrykker det) –samt af altid at have luseshampoo på lager!
Hjemme på planeten var der ikke meget medfølelse at hente. Til gengæld ville de være virkelig taknemmelige, hvis jeg ville sørge for at der kom noget aftensmad på bordet.

Jeg elsker dem! De er benhårde – Anne og børnene.

Sidstnævnte er desværre p.t grounded det meste af tiden og får derfor langt fra de nødvendige sociale og faglige flyvetimer.

Både Freja og lillebror Toke venter, som sagt på en behandlingsskoleplads.

Freja har ikke været i skole i godt og vel et år. Toke endnu længere.
Det er faktisk til at både råbe og skrige –og knurre over.

På fredag den 6 oktober skal jeg mødes med en gruppe ledere fra Borger Center Handicap København, om sagen.

Det er på deres planet, men gennem mit profesionelle virke har jeg lært mig at overleve i deres atmosfære -uden ekstra ilt!

Jeg har tænkt mig at tage bilen derhen.

“May the force be with them!”

Tak fordi, at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

 

At modtage en isbjørn med posten (Et forsvar for diagnoserne)

IMG_7130
Tre generationer

“Nu om dage kan alle og enhver få en diagnose”

Den slags hører jeg en del af.

“Det er noget pjat med alle de diagnoser”

Tilføjer andre.

Her for nyligt havde jeg sågar en diskussion, hvor min modpart udtrykte sin skepsis -og undren over, hvorfor jeg dog går så højt op i at nærlæse journaler og sagsmapper på de børn -og unge menneske jeg arbejder med professionelt, fremfor blot at møde dem med et åbent sind….

“Alle skal vel have en chance for at starte på en frisk” -sagde hun.

Et rigtigt politiker statement, som det var svært at være uenig i.

På det tidspunkt orkede jeg imidlertid ikke at gå dybere ind i diskussionen og forklare, at det jo sådan set var lige præcis derfor, at jeg brugte så pokkers lang tid på at nærlæse de journaler!

Istedet lod jeg tankerne flyve og tænkte tilbage på min far.

Søren Gantzler Nielsen hed han. Det er ham I kan se på fotoet, med det eftertænksomme udtryk i øjnene og ølflasken i hånden.

Fotografen er ukendt, men jeg mener at vide, at fotoet er taget på en rasteplads i Holland under en fodboldrejse.

I år er det 21 år siden, at han døde.

Jeg er egentlig ret overbevist om, at han gjorde det bedste han nu engang kunne, for at være en god far.

Søren var på mange måder født i den forkerte tid, i den forkerte sociale klasse -og i en familie, hvor hans mor i lange perioder var fysisk og psykisk syg og hans far stort set altid var væk.

Overladt til sig selv, endte han med at gå ned ad en vej, der førte til, at han brugte en alt for stor del af sit korte liv på at lade alkohol og hash tøjle -og desværre også nedbryde den kraftfulde og komplekse hjerne og det skrøbelige sind han var blevet udstyret med.

Efter blot 46 år havde det hårde liv, omdannet den flotte mand til et levende skellet med et halvt ansigt og sømandskasket. Kræften fik ram på ham først.

Husk det, i øvrigt, næste gang du går forbi en bænk, hvor nedbrudte mennesker sidder og drikker.

Alle skæbner har en historie!

Fotoet her fanger ham, sådan som jeg gerne vil huske ham, men kun glimtvis oplevede ham (ok, måske lige bortset fra flasken)

I år ville han været blevet folkepensionist.

Søren fik aldrig en adhd eller en add diagnose -tiden var en anden den gang.

Jeg er imidlertid ret sikker på at han ville have fået en i dag.

Og hvem ved?

Måske kunne han, med den i hånden, have fået den fornødne hjælp -og ha’ mødt de rette mennesker, der kunne have skubbet hans livsbane væk fra den katastrofekurs, han meget tidligt i sit liv styrede ind på.

Det er ikke til at sige, hvordan at det kunne være gået hvis -og såfremt..

Nu gik det imidlertid, som det nu engang gik.

Søren forlod skolen efter 7 klasse og kom hurtigt i lære som maler i en tid, hvor der blev sløset med arbejdsmiljøet og drukket tæt fra morgen til aften.

Senere skiftede han til postvæsnet, hvor han drak videre -og arbejdede til sin død.

Han nåede lige at fejre 25 års jubilæum som ansat på Postterminalen ved Københavns Hovedbanegård -eller “skilsmissefabrikken” som den, med et lidet flatterende udtryk, blev kaldt.

Jeg ved, at Søren i sit korte liv formåede at gøre et stort indtryk på mange af de mennesker, der krydsede hans vej.

Enkelte af disse var desværre folk han, som en anden Baron Von Münchhausen der trækker sig selv op af sumpen, med hest og det hele, ved at hive i sin egen hestehale, prøvede at frelse fra den selvsamme afgrund, som han selv stod på bunden af.

Ædelt -og tragisk.

Selv nåede jeg desværre kun glimtvis at ane konturerne af et intelligent, følsomt, filosoferende, rastløst, skrøbeligt -og uden alkoholens og hashens selvmedicinerende effekt også meget introvert menneske, som jeg gerne ville have lært bedre at kende.

Kort tid efter at jeg havde bisat ham fra Gilleleje kirke, modtog jeg en isbjørn i kongeligt porcelæn -tiltænkt ham, som tak for en lang og tro tjeneste.

Jeg erfarede senere, at isbjørnen automatisk tilfaldt dem der glemte at vælge, blandt et ellers udemærket udvalg af jubilæumsgaver.

Sådan kan det gå…

På mange måder en trist historie, hvis det da ikke lige var fordi at manden jo rent faktisk formåede at træffet i hvert fald ét afgørende -og skulle det senere viser sig, rigtig valg i sit liv.

Et kæmpe stort et.

Min far Søren mødte min mor Wivi og sammen valgte de af sætte et barn i verden.

Mig!

5 år holdt han til livet i den almennyttige bolig i Gladsaxe, min far, så skulle han tilbage til det mørke Nørrebro og “realisere sig selv” -et hyppigt anvendt alibi for at gå i hundende, der tilbage i slut 70’erne.

Selvom jeg med jævne mellemrum løste pendlerbillet til den kaotiske -og ikke videre børnevenlige verden, der blev min fars slutdestination, voksede jeg imidlertid op, med en tryg base hos min mor i Søborg.

Tanket op med en blanding af kærlige, gode menneskers bevidste eller tilfældige mellemkomst, tidernes gunst og held satte jeg kursen ind på en livsbane som skulle vise sig at blive meget anderledes end den der blev min far beskåret.

Men på trods af at æblet lige så stille rullede væk fra stammen, rummede dets kernehus fortsat et tikkende genetisk testamente, hvori jeg figurerede som eneste tvangsarving -lidt ligesom med isbjørnen.

Der skulle gå en rum tid, før at jeg havde fået samlet mod nok til at vende blikket indad og læse det.

Da var jeg forlængst blevet en voksen mand. En far på skærpede vilkår, til to nyligt udredte børn, der selv måtte gå til psykiater for at få hjælp til at administrere det bo og den arv han nyligt havde vedkendt sig -og som, nu hvor hans nye liv havde sat ham ekstraordinært under pres, efterhånden rev og flåede godt og grundigt i hans frontallapper.

Min egen journal var både interesant og nyttig læsning, der satte en masse ting i perspektiv.

Blandt andet slog det mig, i hvor høj grad det var lykkedes mig at styre uden mange af de faldgruber, jeg ret beset burde være styrtet i.

I min fars uforudsigelig selskab havde jeg som barn -båret af ren og skær overlevelses trang, lært at sno mig, falde i med omgivelserne, holde tilbage, beherske og i det hele taget afkode miljøer og intentioner i en grad der i et vist omfang kompenserede for min medfødte, akavethed og haltende impulsregulering.

Hans triste endeligt var ligeledes med til at markere nogle stier, som jeg på forhånd vidste -eller hurtigt lærte, at jeg gjorde klogt i ikke at betræde.

Dyrekøbte erfaringer, som jeg egentlig helst ville have været foruden, omend de formede mig -på godt og på ondt.

Nu gik det imidlertid, som det nu engang gik.

Godt.

Og fremtiden ser forholdsvis lys ud!

Sørens søn blev diagnosticeret som 38 årige.

Hans børnebørn var begge 6 år.

I dag er de henholdvis 12 og 15 og kender allerede sig selv væsentlig bedre end jeg tænker at deres farfar og jeg gjorde, da vi var på deres alder.

Samtidig sikrer det profesionelle arbejdsredskab, som en psykiatrisk diagnose ret beset er, at de i princippet (men ikke altid i praksis) har adgang til hjælp og støtte i et omfang, der gør at de i vid udstrækning kan møde verden -og blive mødt og forstået, som de fantastiske og unikke mennesker de nu engang er.

Det må da siges at være et fremskridt.

Og heldigvis for det, for alt til trods er de p.t begge skoleværgende -og har været det længe, fra deres ellers dygtige og dedikerede specialskoletilbud.

Nuvel.

For mit vedkommende vedbliver jeg, trods min diskussionspartners udtalte -og helt sikkert velmente skepsis, med at nærlæse hvad dygtige fagfolk har skrevet før mig, hver gang et barns eller et ungt menneskes journal -og sagsmappe lander på mit skrivebord. Netop for at skabe de bedste forudsætninger for at kunne hjælpe.

Og SÅ kigger jeg naturligvis på mennesket bag diagnosen.

Naturligvis! Alt andet ville da slet ikke give mening 🙂

Skulle der nu alligevel sidde en nostalgiker eller to, blandt mine læsere, med den (ganske forståelige) grundholdning, at tingene som udgangspunkt var meget bedre i gamle dage og at der bliver uddelt ALT for mange diagnoser til nutidens børn og unge -og voksne, ja så håber jeg da at vedkommende så, om ikke andet, vil tage min korte halv triste beretning her til efterretning, og måske endda stille sig selv spørgsmålet om det ikke også kunne skyldes det faktum, at verden i dag er en langt mere kompleks størrelse, at navigere rundt i?

Og ….. at vi rent faktisk, måske tilmed er blevet en lille smule klogere?

Det tænker jeg, at vi er!

Personligt vil jeg i hvert fald gøre alt hvad der står i min magt for at Sørens barnebarn, min søn (I kan se ham øverst på fotoet) ikke en dag skal modtage sin fars isbjørn med pakkeposten.

Kærlig hilsen

Morten

Tak for at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Sommerferien har fanden (m/k) skabt, den samme dag han/hun skabte december måned.

IMG_7115

 

Jeg husker tydeligt sidste gang, at vi var afsted med børnene på sommerferie – sammen.

4 uger i et lejet sommerhus, ved Gilleleje.

Jeg husker det mest af alt fordi, at det var her, at jeg, iført badebukser og moderat solskoldet hud modtog en opringning fra Rigshospitalets afdeling for klinisk genetik, hvor en venligt ældre læge, først undskyldte høfligt, at hun sådan forstyrrede mig midt i min sommerferie, men at hun så i øvrigt blot ville fortælle mig, at jeg IKKE havde den potentielt invaliderende, arvelige sygdom jeg var blevet testet for en måned tidligere.

Børnene og jeg havde ellers allerede ’pladen fuld’ på autisme og adhd, med mig som den sidst ankomne og en potentielt invaliderende, arvelig sygdom var faktisk lige det ’kort’ vi manglede i vores samling, som børnenes mor og jeg tørt bemærkede med det særegne strejf af bidende sarkasme og kulsort diagnose-værkstedshumor i stemmerne, som forældre som os flittigt bruge til at holde det altid lurende, totale skingrende vanvid på behørig afstand.

Anne og jeg drak, så vidt jeg husker, efterfølgende en del hvidvin.

Jeg mindes også, at jeg i ren og skær kådhed, tog et par dansetrin.

Det var vores kærestemoment på den tur.

Så vidt jeg husker, altså!!

Og det var i virkeligheden måske nok kombinationen af de gode nyheder og de rigelige mængder alkohol, der fulgte i hælene på dem, der var hovedårsagen til at jeg husker ferien som markant bedre end de foregående.

Sandheden var, at det var den på ingen måde.

For eksempel kollapsede overkøjen i den seng, hvor jeg hver aften lå og puttede Toke, fordi at han var bange, og sendte os begge ud i et meter langt fri fald mod den lykkeligvis tomme underkøje.

Karmaloven (som vi ellers normalt ikke abonnerer på) belønnede mig i øvrigt, her for nyligt, for det frie fald samt de mange tusinde timers putning, da Toke i en alder af 12 år lærte at falde i søvn selv.

Nuvel….

Ferien i Gilleleje lå således i skarp konkurrence med andre fire uger i et lejet hus i Odsherred et par år forinden, hvor Freja reagerede så voldsomt på en cocktail af ny adhd medicin, den autistiske hjernes generelle modvilje mod forandring –og hysterisk høje sommertemperaturer, at jeg måtte stemme dørklokker i hele kvarteret for at forvisse naboerne om, at de høje skrig de kunne høre IKKE var et resultat, af systematisk ondsindet børnemishandling.

Der var også de fire uger i Villa Villakulla idyllen i Småland, som så bare lå ALT for langt væk –og hvor brøndvandet smagte af svovl -og lyden af vaskemaskinen fik Freja til at hallucinere og tro, at der var en bombe –eller brand i huset. Noget der fortsatte en rum tid efter at vi var kommet hjem.

Annes og mit kæreste-moment det år involverede ikke alkohol og begrænsede sig til en halv times plasken rundt i Kattegat, mens at min mor passede det stadig bombe-og brandforskrækkede barn og hendes lillebror.

Den gang vi stadigvæk rejste væk med vores børn i sommeren, var det altid 4 uger.

Det kunne ikke være anderledes. Det havde vi bestemt.

”Jamen vi lejer normalt ikke huset ud i 4 uger”

”Det er meget muligt, men vi er så heller ikke helt normale”

Anne og jeg havde en idé om, at skulle vi gøre os noget som helst håb om i hvert fald én uges kondenseret ferieidyl, ja så skulle vi bruge en buffer på halvanden uge til fysisk og mental udpakning, samt tilvænning til huset –og omgivelserne -samt halvanden uges buffer i den anden ende til ’nu-skal-vi- snart-hjem – stress’ samt fysisk og mental ’nedpakning’

Plus det løse.

Som udgangspunkt en ganske fin idé.

Den virkede bare langt fra altid.

Odsherred eksempelvis, var bare fire uger i helvede – bortset fra en velsignet dag –vores kæreste-moment, hvor svigermødrene afhentede djævleungerne og tog dem i sommerland Sjælland.

Børnenes mor og jeg skyndte os denne gang at drikke børnefri hvidvin på terrassen og begyndte i øvrigt straks at fortælle hinanden, det der dengang var vores yndlingsjoke, som ikke engang var en joke, men snarere et spørgsmål:

’Hvilke af de to familier er ansvarlig for den højeste andel børnenes ’sjove’ gener?

Som dagen skred frem blev spøgsmålet forsimplet til: ”Hvem er klogest?”

Anne tog en IQ test på nettet der viste at hun, selv i ‘med hvidvin i blodet tilstand’, var usædvanligt godt begavet.

Jeg prøvede at samle alt mit mod til selv at tage testen, men turde ikke, af frygt for hvad resultatet ville sige.

Så kom børnene hjem –og ‘festen’ sluttede.

Et år, minus 4 uger senere havde vi sat vores underskrifter på lejekontrakten til Villa Villakulla. Så klogere end det, var vi altså åbenbart alligevel ikke.

To år senere -året efter mine dansetrin i Gilleleje, var det imidlertid slut med vores ’eventyr’.

Freja havde efterhånden nået en alder –og et refleksionsniveau der betød, at hun, med god ret, var begyndt at stille spørgsmålstegn ved hendes forældres årlige praksis med at leje sommerhuse i enormt lang tid.

Egentlig brød hun sig slet ikke om det –og ville i virkeligheden bare allerhelst blive hjemme.

For helvede! Det kunne du godt have sagt, lidt tidligere! (tænkte vi)

Toke, der i mellemtiden var kommet med på ’autisme-vognen’ havde imidlertid ikke tænkt sig at give køb, hvad der for ham var et trygt, fasttømret sommerritual, så udgangen på det hele blev, at vi holdt ferie hver for sig. Toke og mig i et lejet sommerhus og Anne og Freja hjemme i Vanløse.

Fedt!

Lad det være sagt med det samme.

Sommerferie har fanden (m/k) skabt! Samme dag, i øvrigt som han/hun skabte december måned (Den vender vi tilbage til)

Har man børn, unge mennesker –eller måske en partner med autisme, skal man forstå, at en lang sommerferie, hvor tillokkende den end må tage sig ud for en neurotypisk (diagnosefri) hjerne, repræsentere et potentielt frontalangreb mod alt hvad der er trygt, overskueligt –og tilnærmelsesvis fungerer den resterende feriefrie del af året.

Hvor lidt det så end måtte være.

I den forbindelse var vores velmente (og i øvrigt temmelig dyre) 4 ugers forsøg på at løfte vores hårdt prøvede familie ud af hverdagens grå trummerum, ved rent fysisk at flytte den et andet sted hen, simpelthen for voldsomt et bespænd for vores to børn.

Erkendelsen af, at vi jo rent faktisk ikke behøvede at tage nogle steder hen i virkelig lang tid, bare fordi at vi kunne –og i øvrigt syntes at det var en skidegod idé, stressreducerede hele familien med et trylleslag.

Siden den gang har vores ferier været sådan meget Vanløse-agtige –og børnenes to terapikatte, søstrene Bora og Twister er efterfølgende kommet til som vores pelsede alibier for at blive der, hvor vi trods alt kan få sommerferien til at fungere bare sådan nogenlunde.

Hjemme.

Yderligere er der så sket det, at begge børn, på grund af deres autisme, har været uden skolegang i et godt stykke tid. Derfor har den mest skelsættende forskel på hverdag og ferie i år været, at undertegnede –børnenes far, lige pludselig har været mere hjemme end ’normalt’.

Her blot 10 dage inde i ferien kan vi allerede konstatere, at alene DET har været hårdt nok i sig selv, for de stakkels børn.

Blandt andet derfor –og for i øvrigt at ’ramme ferien ind’,  har vi holdt stædigt fast i en velgennemprøvet koncept, som vi også havde stor succes med, den gang vi fortsat drog ud i verden.

Planlægning!

Der findes en del af min personlighed, som spejler sig i jævnaldrende, hjemmeferierende kønsfæller –og den måde jeg forestiller mig, at de holder fri på.

Det er noget med en løsthængende hvid hørskjorter, en stråhat, knælange bukser, klipklapperede og en mañana –attitude, hvor man sammen resten af sin hvidklædte, blomsterkransbindende, afslappede, men samtidig også vildt impulsive familie, tager en dag ad gangen, mens man smager på livet -samt den evigt kolde hjemmelavede hyldeblomstsaft -og kysser sin elskede.

Og vupti! Så pakker man lige en skovturskurv – fordi at man kan

Om den måde at spendere sine sommerdag på, er virkelig charmerende eller virkelig irriterende må bero på ens temperament.

Jeg hælder nok mest til det sidste, men det er også fordi at jeg, et eller andet sted bag min forvaskede sorte Batman t-shirt, er lidt misundelig på folk der kan sådan noget.

Jeg ved i hvert fald så meget som, at det er en ferieform der aldrig har haft sin gang på jord i vores familie.

Der må planlægning til!

Sommerferie, om man så vælger at være ude eller hjemme, er ofte lig med ændring af rutiner ifht. til alt fra søvn og spisning til fysisk såvel som socialt aktivitetsniveau.

Har man, i den forbindelse tilmed fået den ellers sympatiske idé, at man skal ud og have nogle fælles oplevelser med sit barn –eller unge menneske og lige pludselig komme hinanden helt vildt meget ved, løbe en tur hver morgen -og kompensere for et års manglende kulturelle input, ender man som diagnosefamilie, hurtigt med at løbe sur i sine egne ambitioner.

For børnene –eller de unge orker det ikke.

Og da slet ikke, hvis man falder for den åbenlyse fristelse det er, at sende den forbandede, men strengt nødvendig struktur og detailplanlægning der måske ellers præger ens grå diagnosehverdag, hen hvor peperet gror til fordel for lidt af den spontanitet man måske drømmer hemmeligt om, om natten.

Nope. Det duer ikke.

Autismehjerne går ikke på sommerferie, hvad angår behovet for tryghed, planlægning, struktur –og overblik. Tværtimod!

Dermed ikke sagt, at man ikke kan skubbe sine børn -eller unge blidt i en retning, nu man lige pludselig har dagene til rådighed. Det kan man.

Men man skal gå forsigtigt til værks.

Kloge af skade, har vi denne sommer derfor gjort nøjagtigt som de tidligere år.

Vi har, i god tid, sammen med børnene, der efterhånden er store nok til at det kan lade sig gøre, sat os ned og lagt en detaljeret plan for hver enkelt dag –velvidende, at så er det sådan det bliver!

Hele molevitten er efterfølgende blevet skrevet ind i et skema.

Kigger man på det, er der forbavsende få dage i løbet af ferien, hvor vi rent faktisk skal noget.

Kigger vi helt aktuelt tilbage på ugen vi netop er trådt ud af, vidste vi på forhånd, at skulle turen til kunstmuseet Louisiana torsdag d. 5 klokken 15:30 til 18:30 lykkedes, ja så måtte vi som forældre altså ’æde’ at børnene både før –og efterfølgende lukkede sig inde på værelserne, trak gardinerne for -og spillede counterstrike eller nørdede japansk manga.

Disse ’blanke dage’ som vi kalder dem, tjener som trædesten i sommerferiesumpen -og fordi at børnene kan se dem på forhånd, så kan de (forhåbentlig) også overkomme de realistisk få aktiviteter –og udflugter vi har planlagt.

Og kan de alligevel ikke, ja så er der altså ikke noget at gøre ved det.

Mine trædesten er alle de dage, hvor jeg har fået lov til at arbejde en lille smule. Uden dem er jeg slet ikke til at være i nærheden af, for når sandheden skal frem, så er jeg nok den af os alle fire, der er dårligst til det der med sommerferie.

Mit sommerferieskema hænger på døren i køkkenet, hvor jeg i øvrigt opholder mig rigtig meget, og er en kalender designet af skønne Maren Uthaug (en gave fra Anne) hvor alle mine klientaftaler hen over sommeren står skrevet ind.

Til gengæld for min pletvise arbejdsfrihed (altså frihed til at arbejde), er jeg så omvendt forpligtet til at vende glad og overskudsagtig hjem til jordhulen.
Det er en del af voksenkontrakten – diagnose eller ej.

Apropos glæde og overskud.

Årets kærestemoment indtraf i øvrigt forleden på Kunstmuseet Louisiana, hvor det med massive mængder planlægning og slesk tale, var lykkedes at få begge børn hen. Fra 14:30 til 18:30.

Freja elsker stedet i en grad så at det næsten figurere i samme kategori som ’hjemme’ så hun stod hurtigt på hovedet i de forskellige kunstudstillinger. Toke derimod, var anderledes skeptisk og havde, trods adskillige besøg i sine tidligere barndom INGEN erindring om nogensinde at have sat sine ben på stedet.

Efter at have ligge sammenkrøbet i sengen derhjemme, var han dog alligevel, på forunderlig vis kommet med i bilen. Vel ankommet til museet, havde han fundet et træ i parken under hvilket han kunne sidde og læse sine japanske mangabøger.

Og så lige pludselig, sad vi der i caféen, børnenes smukke -og beviseligt kloge mor og jeg selv –og kiggede ud over Øresund i retningen med Øen Veen –uden helt at vide hvad vi skulle stille op med os selv.

Vi nåede lige at sende hinanden ”Shit! Vi er her endnu -blikket” hvorefter Jeg resolut skyndte mig at bestille to glas hvidvin.

Anne nippede forsigtigt til sit, mens mit blev kylet ned, i forventning om at den skrøbelige idyl snart ville blive brudt.

Det blev den efter to og et halvt minut.

Inden da var det lige før at jeg fik lyst til at tage et par dansetrin -måske var det hvidvinen?

Jeg besindede mig dog. Louisiana er sådan et pænt sted.

Dagen efter – og den derpå følgende dag, forlod børnene, som allerede bebudet, ikke deres værelse.

Toke spillede Counterstrike og Freja læste manga.

Jeg selv kørte på arbejde, et par timer.

God sommerferie alle sammen.

Tak for at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme – et handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.