En slags nytårstale fra en Autismeplusfar, plus plads til udvidelse, forbedring og (når ingen kigger) måske også lidt begejstring

Hej

Godt nytår.

Sidder og tænker tilbage på hvorledes at jeg, for præcis et år siden lå og rallede på et isolationshotel i Københavns Centrum, med så meget corona i kroppen at turen til badeværelset halvanden meter væk var en heldagsudflugt hvoraf 7 timer gik med planlægning af ruten 🙄

“Til gengæld” havde jeg, kort før min hastige og velmente flugt fra hjemmet, smittet resten af familien, og de havde det omtrent ligeså dårligt derhjemme.

Det var før vaccinerne.

Jeg tilbragte en uge i mit 12 kvadratmeter store mikrokosmos før at jeg havde det godt nok til at køre bilen de 7 kilometer gennem byen og lade mig genforene med familien, så vi i det mindste kunne være sølle sammen.

De korte perioder hvor det ikke gjorde ondt at have øjnene åbne, kunne jeg på hotelværelsets tv, til min store forbløffelse iagttage, hvorledes en mand iført bar mave og bøffelhorn stod og rablede et eller andet uforståeligt af sig fra talerstolen i repræsentanternes hus, i kongresbygningen i Washington DC.

Da jeg var helt feberfri stod han der endnu.

Jovist! Det gode (og ellers garanteret synkefri skib) MS 2021 lagde godt nok fra kaj med manér….. 🙄

Næ. Så var der mere stil over den mimosa (juice og bobler) jeg blandede til min voksne datter og jeg selv ifbm. det rituelle indtag af røræg og bacon 1 januar 2022.

En trylledrik der øjeblikkeligt sparkede min promille væsentligt højere op end den nogensinde kom i løbet af selve nytåraften

Ret klassisk vores familie.

Altså ikke det at være småtipsy længe før dagens smittetal indfinder sig, men klassisk i den forstand, at nytårsaften (eller vores familieliv i al almindelighed) her hos Gantzler Oschlak klanen, naturligvis altid har været en pæn uortodoks størrelse, der nok aldrig ville finde vej til et dobbeltopslag på glitrende tykt papir i et livsstils -eller bolig magasin..

I psykologbladet måske eller i Dagens Medicin.

Ikke at vores nytårsaftnerne har været foruden årligt tilbagevendende ritualer. I guder nej.

Dem har vi skam haft mange af.

Ritualer og en stram koreograferet aften der, som en Broadway musical, der bare nægter at dø, har ladet sig genopføre år efter år.

Fortællingen om vores nytårsaften har så til gengæld ikke være den, hvor sidste akt 1. januar åbner med en kvalm sukret fornemmelse i munden af kransekage og bobler (købt sød, skulle ha’ været tør 🙄).

Fortællingen om vores nytårsaften har heller aldrig sat sig i festtøjet, som et umiskendeligt duftspor af parfume, sjatter, krudt og cigaretter (efterfulgt af et “shit! Røg jeg i går?”)

Ordene: “Same procedure as every year” har til gengæld stået med flammeskrift i vores bevidsthed (men så til gengæld ikke som en ægte tatovering, lavet henover lænden i et svagt gin og tonic marineret yo-lo øjeblik”)

Så som I nok kan høre, har vi, som forældre til børn med autisme, i årenes løb, måtte se mange, mere eller mindre mindeværdige, (og tror vi nok) traditionelle nytårsfejringer flyve bort i den kemisk farvede røg fra naboens 1500 kroners krudtbatteri.

Pokkers også 😉

Nogle år i træk faldt børne og deres mor konsekvent i søvn ved 22:30 tiden og jeg kunne kortvarigt forlade domicilet, hvor duften af lamineringsplast endnu hang i luften, som vidnesbyrd om de piktogrammer vi havde produceret for at de, som trædesten, skulle få børnene sikkert frem mod de rådhusklokker, de alligevel aldrig hørte.

De år gate-Chrashede jeg hos neurotypiske venner, blot for at opdage, at jeg, i deres selskab, allerede var sat med adskillige banelængder i opløbet frem mod de tømmermænd, der for vennernes vedkommende ville indfinde sig nederst på sidste side i manuskriptet over deres rejse ind i det nye år.

Sådan nogenlunde synkront med at den første hopper i Garmish Partenkirchen ville få luft under skiene.

19 år uden nytårs-tømmermænd. Stakkels mig, hva?

Ej vel.

Hvis sandheden skal frem, så har vores neuro-atypiske og ret så tørlagte årlige fejringer givet mig et tiltrængt alibi ifht. desvæææææærre Ikke at kunne tage del i en festkultur der, indrømmet, altid har føltes lidt for syntestisk. lidt for svedigt (på den ufede måde) og har strammet mig lidt rigeligt hen over brystet.

Udfordringen sådan helt aktuelt er, at det alibi lige så stille er smuldret bort i takt med at børnene er vokset ud af den struktur, der har udgjort deres og vores nytårsaften de sidste mange år.

Ligeså kritisk forholder det sig med alibiet der har fritaget mig fra at forholde mig til andre dele af min personlighed end ham med sjove børn, men uden serpentiner og selvforskyldt ondt i håret.

Og det er nok i virkeligheden her, at de langt mere hardcore eksistentialistiske tømmermænd sparker ind.

Med renter.

For hvem i alverden er jeg, når jeg ikke er ham med børnene?

Et spørgsmål, hvis Breaking News bjælke bare et blevet mere og mere skriggul i toppen af min bevidstheds nyhedsfeed, ifbm. de sidste par årsskift.

Min søn fylder snart 17, min datter snart 20 og den løbende overdragelsesforetning (ansvar for egen hjerne) som deres mor og jeg har dedikeret adskillige leveår til, kører faktisk ret ok …. Ish.

Det er ret fantastisk og ret frusterende.

De har slet ikke brug for os og de har mega meget brug for os.

Lige til en skønne morgen, hvor man halvvejs gennem bacon og en ekstra stærk mimosa indser at man, i det store hele har haft sin tid og nu mest af alt skal forsøge at forvalte -og sortere i en masse behov man ikke helt ved om tilhøre børnene eller en selv.

Og man kigger sig omkring og opdager at livet ned sjove børn er har været lidt som at bo på 12 “mentale kvadratmeter” med et væg til væg tæppe af absurde, men tiltagende trygge rutiner, mad der ikke rigtig smager af noget, kronisk træthed og virkelig mærkeligt fjernsyn…..

Den opmærksomme læser har (forhåbentlig) nok bemærket at det har været småt med opdateringer og artikler, det sidste halve års tid.

Well.

Cruiset med det gode skib MS 2021 vedblev, også på det personlige plan, med at være en tour de force i hvor mange “isbjerge” vi kunne nå at ramme og stadigvæk holde skuden flydende, mens at vi skrålede med på “Nærmere Gud til dig”

En del af de “kollisioner” familien oplevede i årets løb havde faktisk intet med autisme at gøre.

Det var mere sådan noget med sygdom og pludselig død.

Alligevel føltes konceptet “alle mand til pumperne” skræmmende velkendt. Næsten trygt.

I hvert fald for mig.

Og alt i mens jeg sådan stod og pumpede vand ud af “maskinrummet” slog det

mig endnu en gang, at undtagelsestilstanden og kaos efterhånden var blevet den optik jeg, hvor grumset og ubehagelig den end måtte være, var blevet bedst til at anskue verden igennem.

En optik, hvor grundinstillingen var, at skete der ikke et eller forfærdeligt lige nu, jeg så kunne jeg (trygt) regne med at det gjorde der helt sikkert lige om lidt.

Og sådan kan man jo ikke leve….I hvert fald ikke for længe og slet ikke når alibiet for evig parathed nærmer sig sin udløbsdato.

Kort før jul kørte jeg en af efterhånden talrige ture med Falck fra der hvor min gamle Audi nu havde valgt at gå i stykker og til værkstedet i Herlev.

Chaufføren, tidligere ambulanceredder fortalte mig, at en af hemmelighederne bag det, dag efter dag,

år efter år, at kunne sætte sig bag rattet i ambulancen var, at lige meget hvad man kom ud til, når alarmen lød, så var ens formål og opgave altid klart defineret.

Ligeledes var der for det meste ligeledes klart definerede procedurer man kunne og skulle læne sig op af, selv når man stod ansigt til ansigt med opgaver og tragedier, der ville efterlade mange udenforstående handlingslammede og potentielt også traumatiserede.

Same procedure as last time. Det kunne jeg godt genkende.

Den sidste del af hemmeligheden gik ud på, at vide hvornår at tiden var inde til at aflevere nøglerne til ambulancen, krænge identiteten som redder af sig og så eventuelt hellige sig opgaven, i ro og mag at fragte raske og levende menneskers fejlramte biler fra a til b.

Det tænkte jeg en del over.

Mit nytårsfortsæt er, at få læst op på procedurerne for, hvordan at man lever et lidt mere mindre krøllet -måske ligefrem mere normalt liv.

Just in case.

Et liv med egne behov og interesser der række ud over de “12 mentale kvadratmeter”, et liv med lidt mindre “alle mand til pumperne” og med færre udrykningskørsler.

(hovedparten af dem viser sig efterhånden alligevel at være falske alarmer)

Et liv hvor jeg forventer det bedste, selvom jeg faktisk er bedst til “det værste”

Og hvis det virkelig skal være, vil jeg da gerne give det et skud ifht. at drikke mig fuld i sød crémant, danse rundt på en knækket stillet med en cigar i hånden mens at jeg synger med på ABBAs “Happy New year” af mine lungers fulde kraft, blot for at vågne dagen efter med en tatovering jeg omgående fortryder og tømmermænd på størrelse med Manhattan….

For det er da sådan I andre voksne gør, ude i den normale verden. Ik’? 😉

Eller er der nogle procedurer, jeg skal ha’ læst op på?

Jeg er jo små 20 år bagud, må I regne med 😉

Godt nytår og velkommen om bord på MS 2022. “Det gode håb”

Kh.

Autismeplusfar plus plads til udvidelse, forbedring OG, i et svagt yo-lo øjeblik, når ingen kigger – plads til begejstring.

(Og så regner jeg da også med at min datter, som jo også er blevet en skrivende del af Autismeplusfar, og jeg selv, skal ud undervise lidt mere sammen, når job, studier og mentalt helbred tillader det)