The Woman in my mirror.

An Autofictional story by Freja Gantzler Oschlak.

Disclaimer brought to you, because my mother who was worried, about misunderstandings. This text is work of fiction, about living with mental illness. The character is a personification of intrusive thoughts, I don’t have strong hallucinations.

There is a woman in my mirror. She is my reflection, but she does not reflect me. she does not reflect my ideals, belief, my thoughts. When I stand beside her, my mind and body changes, until I cannot recognize myself anymore.

She lures me in with sweet words and false promises. I fear her, but I love her all the same. I keep coming back to her. She has a hold over me. She takes me in her arms and strokes my hair. She whispers in my ear and tells me, that she knows what’s best for me; for us. She thinks she should be the one in control, I start to agree with her.

The longer she holds me, the weaker I get. I see my body change before my eyes. I am ugly. I am cruel. I look at myself and I hate what I see. I try to get away from her. She tightens her grip. I discover I no longer have the strength to escape her. I look at her. The other me. She is suddenly so beautiful. I stop struggling. Maybe she is right. Maybe she knows whats best for us.

Look at her, compared to me. I cannot compete with her. She cares about me, even though I know, I am not deserving of her love. I cannot lose her. I can’t imagine what I would do without her, by my side. She smiles down at me and softly kiss my cheek. She praises me. She tells me I have made the right decision. She is going to make everything alright.

She takes my hand and says “let us go home and kill you. When you die, you no longer feel. When you die, you are neither ugly nor beautiful. All you will be is a memory. For a second it all makes sense. For that second, I believe her. Why wouldn’t I? I look back at the mirror. The two of us standing side by side, and then I realize, that she is no longer my reflection. That is not me. I do not think like that. I am not in control.

As I look at her, her mask fall. Her skin is falling off, in flakes. She no longer resembles me. She has become a concept without form. Strangely enough, this is how I prefer to think off her. As a thing outside my own head. We are separate, yet alike. Now that I have seen her, for what she is, it is easier to resist her temptations. Still there are days where I look in the mirror, and all I see is her. In those moments I want nothing more than to believe her once again. I want nothing more than to embrace and let her take my troubles away.

This Madwoman, is being burnt alive.

Sometimes recovery seems like an impossible dream. It is a goal I have almost reached so many times in the last two years, but each time I reach the top of the metaphorical mountain something always seems to knock me back to the bottom. I have autism, adhd, anxiety and ocd, it is a long list of conditions that I thought I had learned to live with, but the past weeks have shown me, that the mind is an ever-changing thing.

I was thriving. I went to school. I was meeting with friends, on a regular basis. I was even taking the train (which for me is kind of a big deal). but here I am sitting at home, with a wounded arm from the harm I have inflicted on myself. Sometimes it seems like there is no point in recovering when I always end up back at the beginning. I feel weak and hopeless, ending up in this hole I dug for myself.

I know that I shouldn’t feel this way. Yet I find it almost impossible to stop thinking like that. This is not the first time I have experienced a set back and it won’t be the last, but it still hurts me to end up in place I thought I had left behind for good. I have made this exact mistake so many times before. It is so easy to convince yourself, that life will only get better and never worse. I find there is this hidden stigma around setbacks when it comes to recovery and mental health. We would much rather talk about the good than the bad. We are praised and celebrated when we make improvement, but when we regress, we are mostly met with silence.

I think it is natural to want to celebrate the good in life, but sometimes people’s enthusiasm can seem like a trap. I know that people’s expectations for me have changed, and that honestly scare the living shit out of me. I feel like I am letting people down, by being low functioning this week, when I was fine the last. I feel like people expect a version of me that I can’t always give them. I do not have the energy to function like a normal person all the time. In many ways, I have come to terms with the limitations of my disability. Yet there are still days where I get frustrated and upset about it all. I love and hate my brain at the same time. I sometimes get upset about the symptoms I experience. It seems like such a silly thing to write, but sometimes, I feel like I should be better at dealing with it all.

I do not know why I set so high expectation for myself. It is just so easy to blame yourself for your mental health, and that makes it so tempting, to believe everybody blames you too. I am afraid of the future. I am frustrated. I fear I will never again recover, but at the same time I know that I have been here before. I have survived, this before I will survive again. But what I think some people forget is that that is not enough. There is so much work and pain involved in recovering. Sometimes I feel tempted to just drop it all and never get better. It is safer to feel bad. When you are burning, you do not fear, the flames of the world.

written by Freja Gantzler Oschlak.

Den helt rette, uforudsigelige timing

Hey. Min skønne søn på 16 forstod først for alvor her forleden, hvad det vil sige at have autisme – altså for ham.

Jeg har fået tilladelse af ham, til at fortælle den korte historie her.

Også bare for at sætte en streg under, i hvor høj grad at man, som afsender, er ansvarlig for at ens budskab bliver forstået korrekt.

Min søns erkendelse indfandt sig umiddelbart efter at jeg havde afsluttet en standart forelæsning om autisme, hjernen, sanser og sociale input, plus det løse.

Bare sådan kort fortalt og i overskrifter, som respons på hans selvbebrejdende undren over hele tiden at føle sig så udmattet.

“Det har at gøre med din autisme” sagde jeg, nærmest for sjov.

“Min autisme?”

“Jep” svarede jeg, Altså din autisme gør dig jo mere følsom over for stress og i nogle tilfælde også den angst som du har oplevet”

Jeg kunne høre at han lyttede.

“Du bliver ganske enkelt lettere og hurtigere træt, i nogle sammenhænge”

Intet svar.

“Og det er jo fordi at din hjerne er udfordret i forhold til at skulle analysere og kategorisere sanseindtryk. Altså lys, lyd, farver, berøring, teksturer, skift fra et fysisk miljø til at andet og så videre.

“Sociale sammenhænge og afkodning og andre menneskers kropssprog, stemmer og intentioner, kan også udtrætte dig helt enormt”

“Så kommer hjerne og krop på overarbejde med at opfange, afkode og kategorisere verden omkring dig. Og det kan mærkes”

“Hos ikke autistiske menneske kører mange af hjernens programmer og algoritmer helt af sig selv stort set uden at de bemærker energiforbruget og energitabet”

“Folk som os to og søster (og måske også mor, som er under udredning) skal nogle gange nærmest indlæse programmerne manuelt og manuelt forholde os til alle de data der kommer ind”

“Kender du ikke det, aktivt næsten at skulle skubbe en tanke frem inde i hovedet og forholde dig til den, mens alt muligt andet halløj, man ikke har bedt om, eller måske har hevet ned fra den forkerte tankehylde, trænger sig på og forvirrer? ”

“Jo” svarede han.

“Det kan man godt blive rigtig udmattet af og der er altså bare en grænse for, hvor meget af det hele, man kan klare over tid. Skift, sanseindtryk, sociale indtryk, løbske tanker m.m”

“Aha…”

“Hvorfor har du aldrig fortalt det her til mig før, far?” Spurgte han efterfølgende

“Han laver sjov” tænkte jeg. Men nej.

Og han fortsatte:

“Altså jeg ved jo godt, at du arbejder med det her professionelt og at du og mor og søster har fortalt det hele rigtig mange gange tidligere, siden at jeg var 7 år og fik at vide at jeg havde autisme, men måske var jeg først rigtig klar til sådan for alvor at tage det ind nu -altså hvad det helt konkret betyder for mig”

“Eller også….”

“Ja…?”

“Eller også har har du bare ikke været god nok til at forklare det til mig”

“Næ” svarede jeg, mens at jeg grinede af situationens absurditet. “Det har jeg sgu nok ikke”

“Altså, jeg lever jo, som sagt, godt nok af, at være pænt god til at kunne forklare lige netop den slags til alle mulige andre og jeg har tilmed været flabet nok til at kalde min blog for AutismePlusFar”

“Men hey, søn. Du har ret”

………

Så hey, læsere. Det er ikke helt ukompliceret, det her!

Der er kilometer højt til loftet her hjemme. Alle har vi en til flere diagnoser, jeg har diagnoser som min profession og der bliver snakket autisme og psykiatri til den store guldmedalje over kaffen og jordbærtærten.

Men nogle gange kræver erkendelsen bare virkelig god tid for at kunne indfinde sig.

Godt hjulpet på vej af gode forklaringer, gensidig forståelse -samt den helt rette uforudsigelige timing.

Man kender det godt fra sig selv, ik’? 😉

God weekend🍓

AutismePlusFar plus “os” (om ikke at eje hinanden og om at sætte hinanden fri til at elske andre)

Ingen ejer månen, men de fleste elsker den.

Nå ja, forresten.

Anne og jeg lever polyarmorøst. Sådan har det altid været. I samtlige de 23 år vi har kendt hinanden.

Vi mødte hinanden bag et scenetæppe på Ærø i 1997 og nåede næsten omgående til den fælles forståelse at:

1. Vi var skabt for hinanden

2. Vi måtte også kunne elske andre.

Vi var henholdsvis 18 og 22 år den gang, og hey! Vi er her minsandten endnu.

Reelt har vi dog kun kunne praktisere idéen om den delte kærlighed de seneste 7 års tid.

Der var først lige noget med nogle sjove børn, I ved. Den del af historien er efterhånden ret velbeskrevet her på bloggen.

Hvad den anden del af historien angår…

Tja…

Jeg har, gentagende gange overvejet om ,hvorvidt jeg måske egentlig burde flette alt det med den delte kærlighed ind, i en af mine artikler, men jeg har foreløbig ladet det blive ved tanken.

Mest fordi at jeg har ledt efter den rette vinkel og har tænkt at emnet også skulle give mening, ifht. bloggens kernestof og ikke tage fokus fra andre, synes jeg selv, langt mere væsentlige fortællinger om livet som os.

Det ændrede sig imidlertid her i den forgangne weekend.

Dels gik det lige pludselig op for mig, at ordet “os” i relation til familien, jo skulle forståes i absolut flertal og også dækker over de andre vigtige, kloge og smukke mennesker, polyamorøse eller ej, der har været -og stadigvæk er medforfattere på krøniken om vores skramlede familie.

Dels gjorde et af disse helt særlige mennesker, der står mit hjerte ufatteligt nært, mig høfligt opmærksom på, at jeg måske skulle minde mig selv om, at det jo ikke sådan ligefrem er normen at leve som “os” på lige præcis det område.

Heller ikke på det område, burde man måske tilføje 🙄

En herregod pointe.

Faktisk en pointe jeg måske havde glemt at forholde mig til, fordi at der netop i forvejen har været så mange andre krøllede aspekter af vores liv, der ikke just har holdt sig inden for de kridtstreger der markerer grænsen mellem det normale og …..det andet.

Også bare fordi at jeg ikke ville gøre et stort nummer ud af det.

Men jo. Vi elsker altså flere. Efter bedste evne.

Ikke at det, på sin vis, nogensinde har været sådan super hemmeligt i vores allernærmeste omgangskreds

Men når jeg nu, i små fire år, alt andet lige har været så offentlig og bramfri omkring så meget andet, her på bloggen , er det måske også meget fair – både over for jer der læser med , og overfor førnævnte vigtige, kloge og smukke meddigtende mennesker, at den del af historien, der handler om den delte kærlighed, får sit eget lille kapitel.

For den jo er vigtig, den fortælling og dens persongalleri er vigtigt. For “os” som familie.

Den er et lille, stort nummer, som jeg måske i virkeligheden bør gøre lidt ud af.

Om ikke andet så måske alene for tilfældets skyld, at I skulle rende ind i os, et sted ude i den virkelige virkelighed og, med god ret, tænke:

“Hey. Wait a minut. Hvad fanden har han/hun gang i?! Jeg kender den ene, men hvem er lige den anden?!” Sådan en latterlig utro spade! AutismePlusFjols!

No worries. Det er bare “os” – sådan fortolket i bred forstand.

Skulle det hænde, behøver I ikke at ringe eller skrive til Anne eller til mig. Der er styr på det. 🙂

Spøg til side.

For mig er det at leve polyarmorøst, at kunne elske flere. Sådan rigtigt.

Elske, i den forstand, at man uden skyld og skam, åbent kan danne og indgå i tætte og dybe relationer med andre end den person man er kæreste med eller er gift med.

For sådan en som mig, der altid bare har snakket bedst med kvinderne, har det betydet, at jeg, i ro og mag og med skuldrene nede, har kunnet lade relationerne mellem mig og mine ligesindede og/eller indforståede kvindevenner udvikle sig frit. uden at jeg har skullet skelne til, at de var kvinder og jeg var en mand og tilmed en gift mand.

Det samme har gjort og gør sig fortsat gældenden for Anne med mænd i hendes liv.

Åbenlyst, uden regler og uden hierarkier.

Men ikke uden ansvar!

At tage flere mennesker så tæt ind i ens liv og holde deres hjerter i ens hænder, kalder på meget af det samme gensidig ansvar, nærvær og engagement som i det monogame forhold.

Faktisk næsten i højere grad, fordi at der er flere hjerter og skæbner i spil.

“Man er ansvarlig, for det man har gjort tamt” som ræven siger, i Historien om Den Lille Prins”

Så når det er gået galt og indsatsen har været høj (fordi at vi ikke kan på anden anden måde) har det gjort ondt, som i et hvert andet forhold .

Det har vi begge to prøvet i varierede grad.

At leve polyarmorøst er hellere ikke en fri bar til ubegrænset sex og relation-surfing uden bindinger eller konsekvenser.

I hvert fald ikke for os.

Jeg kan således godt blive liiiidt træt, når den polyamorøse livsstil fremstilles, som et tag selv bord, hvor folk knalder til højre og venstre, fordi at de kan.

Indrømmet. Det er skidegodt fjernsyn og nok også en sikker clickbate på Ekstra Bladet, men sandheden, i hvert fald for os (m/k) er, at den dybe, fortrolige følelsesmæssige relation, oftest er mere intim end den sexuelle.

Jeg har endnu ikke oplevet det, men hvis jeg endelig skulle kunne blive bare en lille smule jaloux på Anne, er det når en anden forstår hende bedre, på et andet plan og har nøglekort til andre følelsesrum og kender vejen til andre kærlighedshaver end jeg.

Men det er faktisk der, de dybe poly relationer har kunnet lede os hen. Til de rum eller indre haver, vi næsten selv havde glemt eksistensen af.

Der er der, hvor man virkelig bliver belønnet for at kunne tage sine relationer hele vejen, men det er også der, hvor man virkelig sætter sig selv og hinanden på spil.

Den slags skal man kunne holde ud at være i, når man deler matrikel, realkreditlån, seng og børn, det meste af tiden.

Når det er sket. Når vi hver især, ved andres mellemkomst er nået helt derind, har Anne og jeg heldigvis været gode til at være glade på hinandens vegne og taknemmelig over for de som har ført os dertil.

Nogle af mine dybeste relationer og mit allermest dyrebare venskab er således over tid, nænsomt vokset frem af den porøse, polyarmorøse jord, hvor det kræver et godt rodnet at stå fast.

Det er nemlig krævende at elske og mere krævende at elske mere og flere og krævende at vande og kultivere kærligheden, men kan man og tør man og lader man hinanden gøre det, bliver man, over tid belønnet med mennesker og relationer, man ikke havde drømt om kunne finde vej ind i ens liv.

Og med frihed.

Ikke frihed blot til at være den man er, men også frihed til at være den man er -og afdækker nye sider af sig selv, sammen med andre.

Af og til også frihed i ordets bogstavelige forstand. Som i timer, minutter og sekunder.

Her bliver det særligt relevant for vores autismePlus familie.

I de mange år, (fra 2005 og til og med nu, sådan cirka) hvor Anne og jeg stort set aldrig har kunnet gå ud og spise sammen, gå på museum, i teatret eller tager på hotel sammen, på grund af børnene, har vores livstil og de mennesker den har bragt med sig, nemlig været en velsignelse.

De er det fortsat.

Og i takt med at relationer har vokset sig dybere, har skønheden i at ligge og flyde på en sofa og se en film trekvart færdig eller tage til coronatest med en man (også) elsker, åbenbaret sig under koncerter, restaurant og museumsbesøg.

Det stadie er jeg selv netop ankommet til. Poly Nirvana.

Andre gange har vores polyliv ført kærkomne forandringer med sig, ifht. børnenes udvikling.

Da Anne, i en periode var væk hjemmefra, og jeg stod alene ved roret, genopdagede børnene, der i mellemtiden var godt på vej til at blive to unge mennesker, for eksempel i den grad deres far, på det helt rigtige tidspunkt.

For Anne for dem og for mig.

Faktisk er nogle af de gennembrud og skift, der er sket ifht. de to og deres funktionsniveau og modning, blevet hjulpet på vej af at de havde to forældre, der hver især tillod sig selv, i perioder og på afgørende tidspunkter, at være væk, undværlige og blive elsket, af andre.

Ikke fordi at kærligheden imellem de to forældre var væk, men fordi at omstændighederne havde efterladt den med få “kvadratmeter” og minutter til sin rådighed i et hjem, hvor fortællingen om børnenes udfordringer, kampen og traumerne havde sat sig i væggene var løbet nedad og var groet ind i fundamentet.

Giver det mening?

Ovennævnte unge mennesker ved i øvrigt udemærket godt hvem deres forældre er.

I mere end én forstand.

Bare rolig.

Da vi, på et tidligt tidspunkt, troede at vi skulle breake nyheden, havde vores datter forlængst lagt to og to sammen, var helt cool og i øvrigt selv langt mere fremme i skoene, end vi havde fattet.

Men ok. Det har altid været højt til loftet her hjemme.

At leve som vi gør, er ikke nødvendigvis lykken for alle.

Måske fungerer vi i det fordi at vi er lige præcis dem vi er og har levet og fortsat lever underlagt de særlige vilkår som livet har bragt os.

Måske havde vi fungeret i det, under alle omstændigheder.

Anyway.

Der er mange versioner af fortællingen om sandheden om det polyarmorøse, såvel som det monogame liv, i omløb derude.

De er alle sammen rigtige og giver mening, for de som efterlever dem. Indtil at de ikke giver mening længere.

Det skal man huske og respektere.

Vores fortælling om den delte kærlighed har, i hvert fald i det store hele, givet god mening, so far.

For Anne og for mig for nogle af de vigtige, kloge og smukke mennesker som sammen med Anne og mig udgør “os”.

AutismePlusFar plus “os”

To seje, benhårde forældre til to fantastiske unge med udfordring, men også to mennesker med intellekt, krop, sjæl, drømme, længsler og lyst til at lære og vokse sammen og hver for sig.

Og hey. Vi er her endnu. Sammen med de andre og en 23 år gammel nyhed.

At.

Vi ikke kan eje hinanden eller andre. Lidt ligesom månen. Den er der heller ingen der ejer.

Men vi kan elske hinanden og sætte hinanden fri til at elske andre.

Efter bedste evne.

Der er kærlighed nok derude.

……………..

Tak fordi at du læste med hele vejen.

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele 

Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent. 

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops

Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra. 

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. 

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs

🙂

Morten

Vildt alene, i meningsfyldtheds-marken. (Om autisme, duften af brænderøg, den hjemvendte søn (m/k) om at søge en lærlingeplads som binge watcher af serier, der ikke kræver den store hjernekapacitet)

Jeg skrev på Facebook, at jeg søgte en læreplads som binge watcher af serier, der ikke krævede den store hjerneaktivitet.

Jeg mente det faktisk alvorligt.

I ved, den slags serier, man med sindsro kan stemple ind og ud af, i sikker forvisning om, til hver en tid, at blive modtaget med åbne arme, som den hjemvendte søn, måske ligefrem af seriens egen hjemvendte søn (m/k)

Da jeg holdt onlineforedrag for Landsforeningen Autisme 1 april, talte jeg en del om vigtigheden af, at hverdagen og alle de små komponenter den er opbygget af, fremstår meningsfyldt.

Valg, fravalg, muligheder og pligter.

Det er nemlig ofte i det sitrende tomrum fraværet af mening skaber, at udfordringerne, konflikterne og misforståelserne opstår.

Har jeg efterhånden erfaret.

I al almindelighed, for langt de fleste og i særdeleshed for personer med autisme.

I den henseende er vi mange, der er født mindst 70 år for sent.

For mening, mål og retning er ikke længe en slidstærk stangvare, tilgængelig i store, ensartede partier og matchende halvtriste kulører, som da min farfar, årgang 1919, kom i lærer, ikke som binge watcher af serier, der ikke kræver den store hjerneaktivitet, men som smed, fordi at sådan var det bare.

En tilværelse med mening, mål og retning vævet ind, er i udpræget grad et kostume man selv vælger stoffet til og lader skræddersy, nu om dage.

Også selvom ens “eksistentielle livvidde” langtfra er så omstillingsparat som den til hver en tid gældende moderne virkelighed kræver det.

Så man trækker maven ind og spejder, i et tilsyneladende fravær af himmel, helvede, kampen for det daglige brød, social immobilitet, farlige dyr, mørke skove og andre pejlepunkter, efter en serie med et enkelt manuskript, der ikke kræver den store hjerneaktivitet og kan indramme verden bare en lille smule.

Eller i hvert fald få den til at give mening. Om ikke andet så i hvertfald i 45 minutter ad gangen, hvor man kan puste ud og lade alting hænge.

I min tid på universitetet var vi en hel generation af forskerspirerne, der alle sammen trak maverne ind, til vi var gasblå i hovederne, mens at vi i øvrigt prøvede at skabe mening i vores liv ved at diskutere det moderne, frisatte, men også ofte rodløse og snotforvirrede individ, samtidig med at vi gruede for, på hvilket jobmarked man dog nogensinde ville få brug for kvalifikationer som vores.

En del snotforvirrede år og to sjove børn senere, da jeg, fuldstændig ude af trit med alle karriereplaner jeg nogensinde havde lagt, var landet inden for autismeområdet, havde jeg den glæde at arbejde med en ung mand med et sæt interessante hverdagsstrategier hængende i garderoben.

Den unge mand skabte nemlig struktur, orden og mening i hverdagen ved at anskue den, som var den en serie befolket af et broget, med let genkendeligt persongalleri, hvor alle (undertegnede inklusive) spillede hver deres faste rolle.

Og det virkede faktisk.

Forstod og anerkendte man, ikke blot gyldigheden af hans strategier, men også hans “serie” og hans fortællings præmisser, spillede man sin rolle og undlod man i øvrigt at snuble over rekvisitterne 😉 ja, så kunne man, som professionel, nå overraskende langt med den unge mand, pædagogisk, læringsmæssigt og behandlingsmæssigt.

Når jeg har været ude og holde foredrag og/eller supervisere dygtige og erfarne fagfolk inden for dagbehandlingsområdet og den øvrige børn-og unge psykiatri, er jeg fra tid til anden blevet præsenteret for sager, hvor stort set alle tænkelige indsatser har været afprøvet.

Kompetente, velmenende mennesker med hjertet på det rette sted, har strakt sig til det yderste og gået den ekstra meter uden at sætte en fod forkert, blot for at kunne konstatere at ingen eller ganske få af deres anstrengelser har ført den ønskede forandring eller reflektion med sig, hos det barn- eller unge menneske som har været centrum for indsatsen.

Har man først kigget lige under overfladen, hvilket jo ofte er den udefrakommendes privilegium, har det af og til vist sig, at indsatsen, hvor velskrevet, figursyet og straight by the book, den end har måtte være, simpelthen ikke har fremstået meningsfuld for barnet- eller den unge og derfor har både strammet om “livet”, har kradset og i det hele taget bare, har føltes alt for varm og alt for tung at bære.

Heldigvis har der, som regel, sjældent skullet mere mere end en fælles opklaring og efterfølgende justering af mål, mening og retning til, for at også hovedpersonen selv har kunnet føle sig godt tilrette i rollen.

En rolle som vedkommende rent faktisk har kunnet trække vejret og ånde i og samtidig (eller måske ligefrem derfor) har kunnet lade indtræde som en del af en pædagogisk, lærings- eller behandlingsmæssig fortælling, der pludselig har fremstået overskuelig og ligefrem meningsfuld.

Nuvel. Det var den læreplads vi kom fra.

I fraværet af en fiktionsserie vi alle, i familien kunne enes om, og som opfyldte de nødvendige kriterier, faldt valget i første omgang på “Alene i Vildmarken, sæson 4 på DR TV.

Et godt valg.

Da jeg først nogenlunde mestrede kunsten overhovedet at blive siddende i sofaen (alene det tog undertegnede lærling en halv uges tid) velsignede serien mig nemlig med en hårdt tiltrængt, meditativ, nærmest zen agtig ro i krop og sind.

Den ro det gav at følge Alfreds, Kims, Jespers, Emmas og de øvrige deltageres daglige, enkle, men rasende nødvendige, og derfor også meningsfyldte rutiner med at skaffe fisk, bær, læ, holde sokkerne tørre og hjertet fri af savnet efter deres kære, mens at kulden og den svindende kropsvægt langsomt fjernede sandet under deres ømme fødder i det timeglas, der nøje afmålte den tid, de havde tilbage af deres selvvalgte eksil i den norske vildmark.

Og så vækkede serien minder.

Minder om ungdoms topture på fjeldski i et vinterklædt landskab, i tavs indforståethed med min gode ven Jakob og på en meningsfyldt bund af knirkende sne, mørk chokolade og varm solbærsaft.

Og senest, minder om nætter i polarsoveposer og letvægtstelt med min søn, Toke.

Minder om mislykkede, men helt perfekte pandekager på trangiasæt til morgenmad, “møffen” op og ned af skrænterne langs Furesø til frokost og en duft af brænderøg til middag der, sammen med små stykker smeltet skumfidus, efterfølgende ville klæbe til ens tøj og efter hjemkomsten tjene som vidnesbyrd om en ny far/søn fortolkning af en ældgammel fortælling.

Den helt enkle fortælling der løber fra mørke til lys, fra solopgang til solnedgang og handler om os mennesker og vores daglige, rutineprægede, men strengt nødvendige samspil med natur vi efterhånden har kultiveret og lagt afstand til.

Vi skal vist snart have gravet letvægtsteltet fri af kælderrums tsunamien og så se få skrevet os ind i den fortælling, i et par dage, min søn og jeg.

Det giver mening, for os.

Men det betyder altså ikke, at jeg sådan uden videre opgiver min nyfundne lærlingetilværelse på sofaen foran seriealteret.

Nogle gange er det nemlig ok, at være den hjemvendte søn (m/k), uden rent faktisk først at være vendt hjem fra noget som helst.

Der må også gerne være bland selv slik.

Og chips og bløde bukser fra den assorterede rodebunke i bunden af skabet.

Gode serieforslag modtages med kyshånd.

/Morten

Tak fordi at du læste med.

☺️

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele

Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent. 

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops

Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra. 

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. 

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs

Det foreløbigt bedste bud på sandheden, findes et sted derude (om professionelle, dilemmaer, fjerne objekter, øjnene der ser, manglende sengetøj samt om en halvfyldt kølig flaske med skruelåg)

Besøger politiet en børnefamilie og kan konstatere at der mangler sengelinned på dynerne og mad i køleskabet, skal de i princippet reagere på det og bringe oplysningen videre. Og med god grund. De to markører kan være et tegn på mistrivsel.

Det må være et forbandet vanskeligt dilemma at stå i.

Man har måske et øjeblik eller mindre, hvor et kort glimt af information åbenbarer en verden der er helt og aldeles fremmed fra den verden man selv færdes hjemmevant i, som privatperson.

Hvad er det egentlig talt lige at man ser eller ikke ser ?

Hvad fortælle ens intuition en, er det rigtig at gøre, hvad står der i håndbogen og hvad i alverden stiller man i det hele taget op, som professionel, når ressourcerne i øvrigt er knappe og tvivlen samtidig banker på?

Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i politiet, med den enorme menneskelige berøringsflade man skal navigere indenfor, den flygtige kontakt man ofte har med borgeren og det ansvar, man samtidig skal forvalter, men jeg har den allerdybeste respekt for folk som er.

Det var en kursist på det efteruddannelseskursus i autisme og ADHD hos børn og unge, som jeg har undervist på siden 2017, på Københavns Professionshøjskole, der gjorde mig opmærksom på tommelfingerreglen ifht. den manglende mad og det manglende sengelinned.

Hans bemærkning faldt som en del af en debat, i forbindelse mit undervisningsmodul om angst og belastningsreaktioner.

Kursisterne, alle erfarne fagfolk, havde i plenum netop udvekslet erfaringer fra sagsarbejde med børn- og unge med komplekse PDA lignede følgetilstande samt, ikke mindst, erfaringer fra arbejdet med deres hårdt prøvede familier.

Flere af kursisterne havde oplevet, at arbejde i og omkring private hjem, hvor det var tydeligt at alvorlige og ubehandlede autisme og angsttilstande hos børnene -og de unge, med tiden havde sat gode strukturer, samt sunde værdier og principper under et så enormt pres, at de til sidst var kolapset under vægten af barnets eller det unge menneskes forpinthed.

Forældre, søskende og andre pårørende var således ufrivilligt blevet gidsler i et hjem, der drev formålsløst rundt for solvinden. Det meste af tiden, med tomme stole i cockpittet.

I andre hjem viste der sig, ved nærmere eftersyn, at være en både mening med galskaben samt styr på både fart og retning.

Forældrene vidste hvad de lavede. Og det til trods for at den verden, man for en kort bemærkning kunne kigge ind i, ved første øjekast kunne tage sig ud som noget der, holdt op imod en standart familiemålestok, i bedste fald, ville kunne betegnes som: det glade vanvid.

Et vanvid uden sengelinned eller syninger i sokkerne, men til gengæld med plastikservice samt ensformigt mad uden farve eller tekstur.

Alt sammen på grund af et barn eller et ungt menneskes sansefølsomhed, men tålt og udholdt af familien for, på sigt, at kunne frigive energi og overskud til en langt vigtigere behandlingsindsats og, i sidste ende, måske “en tilværelse i farver”

Som udefra kommende observatør, kunne man således hurtigt finde sig selv balancerende på en knivsæg, når man skulle tage afgørende beslutninger.

Det krævede nemlig, som udgangspunkt, mere end et trænet øje og et skarpt blik at kunne skelne det ene fra det andet for, efterfølgende, at kunne sætte ind med en relevant indsats.

Det havde alle på kurset erfaret.

“Sådan kunne der faktisk, i princippet godt have set ud, i mit hjem og i mit køleskab” svarede jeg kursisten, alt imens at jeg forsøgte at genkalde mig et særligt vanvittigt kapitel i historien om mine egne to særlige unge menneskers lysår lange rejse mod bedre trivsel.

En rejse af en vej der havde være brolagt med et hav af særhensyn, afsavn og kompromiser, samt med jænvlige rituelle afbrændinger af en god del af det arvegods og de idealer, som børnenes mor og jeg forestillede os at grundpillerne til vores familieliv skulle støbes af.

Der var selvsagt en rum tid, hvor vi sjældent fik gæster, men de få vi fik, ville med god ret kunne stille sig selv spørgsmålet:

“Hvad fanden foregår der her”

Alle øvrige, private såvel som offentlige og profesionelle relationer og kontakter, var pænt henvist til en plads i et planet kredsløb i varierende afstand fra vores lille familie og således også fra begivenhedernes centrum.

Derfra kunne de, efter bedste evne og intentioner, tolke på de små bidder af information, der nu engang undslap matriklen.

Information der, som lyset der bøjes gennem en prisme og efterfølgende spredes i alle retninger og farvernuancer, blev set og gransket af modtagerne ud fra deres erfaringer, deres aktuelle ståsted -samt ud fra den professionelle og følelsesmæssige arv, de nu engang var rundet af.

Alt sammen forståeligt og i grunden meget menneskeligt.

Udfordringen var blot, at den bedste version af sandheden om vores lille familie, lå spredt som brikkerne i et puslespil hos venner, familie, socialforvaltning, PPR, skole o.s.v.

Hovedparten af brikkerne lå hos os.

Hver og en havde de forskellige aktører, os selv inklusive, deres helt egen idé om, hvad det færdige motiv ville forestille. Men reelt var der ingen af der vidste det.

Jeg ved, fra fysikkens verden, at man netop ved at måle på det synlige og usynlige lys, selv fjerne himmellegeme udsender, kan sige ret præcist hvilke grundstoffer, eller puslespilsbrikker – om man vil, de består af.

Hvordan at de fjerne planter, stjerner og galakser helt præcis ser ud, kan man dog kun gisne om, da de enorme afstande i universet reelt gør rejser uden for vores eget solsystemer umulige at gennemføre.

Hvad vores eget lille kosmos angik, var sandheden at vi, i det store hele, havde styr på hvad vi lavede, Anne og jeg.

Der var en mening med galskaben.

Også selvom køleskabet på udvalgte dage måske kun havde de syltede agurker og den bløde farveløse kødpølse som børnene. spiste, som dets eneste triste logerende, sammen med den hvidvin, som vi voksne, i stjålden øjeblikke, drak for at kunne holde det hele ud.

Det var autisme, angst og sanseforstyrrelser hos børnene fulgt af en udmattende, undtagelses- og stresstilstand hos os voksne, der var på spil i vores hjem og ikke at mistrivsel, socialt armod og manglende forældreevne.

Autisme hos børn og unge mennesker, kan imidlertid være en overordentlig svært gennemskuelig størrelse.

Og når belastningsreaktionerne tilmed begynder at klumpe sig sammen om barnet -eller det unge menneske, for efterfølgende at trække ressourcer fra familien, skolen og socialforvaltningen som et andet sort hul, kan det være fristende at trække i det største håndtag af dem alle, for i det mindste bare at kunne pege pilen i en eller anden retning.

Jeg har således oplevet en kommune bestille en forældrekompetenceundersøgelse, i noget der bedst kunne betegnes som en tilstand af afmagt, fordi at de simpelthen ikke kunne se, hvad der reelt var på spil i familien.

Der var intet galt med forældrene.

Det forbandede er bare, at nogle gange er der noget galt med forældrene.

De er selv syge og den manglende mad og den manglende sengelinned er lige præcis hvad det giver sig ud for at være.

Et råb om hjælp.

Andre gange er forældrene “blot” pressede og stressede, men i øvrigt kompentente indbyggere i en fjern autismekoloni med undtagelsestilstand og delvist udgangsforbud, på ubestemt tid.

Djævlen bor i detaljen og detaljer er der lige så mange af, som der er stjerner på himlen.

Derfor er det godt at have årvågne og observante ordenshåndhæver, lærere, sagsbehandlere, pædagoger samt psykologer og psykiatere.

Den erfarne fagprofessionelles klarsyn og dømmekraft i forhold til, hvilken type hjælp der er brug for, kan være lige præcis det sikre hus, man behøver, hvis ens nye tilværelse som kolonist i autismekosmos er blevet en iltfattig kampplads, hvor man har mistet grebet såvel som håbet og alt, i bedste fald, er til forhandling.

Også hvis man, som vores familie, har styr på det autismepædagogiske (omend alt tager sig mærkeligt ud, set udefra) og man egentlig bare har brug for støtte i form af anerkendelse, ro og tid til at føre projekt barn/ung med autisme ud i livet- samt en nogenlunde stabil økonomi.

I den sammenhæng er det afgørende at de observerende parter, har de fornødne forudsætninger for efterfølgende, at kunne tolke korrekte på – eller i hvert fald danne sig et overblik over, hvad det egentlig er de er vidner til.

Selv i forhold til de helt korte glimt.

Som en der, i snart 12 år har stået med et ben i henholdsvis det professionelle og det personlige hjørne at den galakse som autismeområdet inden for børne -og unge psykiatrien udgør, kan jeg afsløre, at det, set fra det profesionelle perspektiv selvsagt langtfra altid er helt let, at være ham der trækker stregen i sandet mellem godt og skidt, sundt og usund, samt rigtigt og forkert

“Til gengæld” er det så heller ikke altid super let, efterfølgende, at komme med et kvalificeret bud på, hvad der egentlig er vi , fra tid til anden, kigger ind i.

Tingene er nemlig sjældent, hvad de giver sig ud for at være og derfor bliver stregen i sandet stort set heller aldrig lige eller helt sammenhængende.

Jeg er imidlertid glad for have fået muligheden for at være manden med stregen.

Ligeledes holder jeg af at få besøg af folk som mig selv, når jeg, som farmand, et øjeblik bliver (for)blændet af det lys mine egne børn udsender og derfor, i lige præcis det moment ikke er den person, der kender dem og deres behov bedst, selvom de og jeg er indbyggere i den samme verden.

Og det hænder faktisk.

Drømmer man om lette løsninger på komplekse problemstillinger er der, med andre ord, så absolut bestemt andre brancher, der er langt mere tillokkende end dem som jeg selv og mine kursister repræsenterede, den dag på Københavns Professionshøjskole tilbage i 2018.

Brancher hvor stadig mere snævre bevillingsrammer, længere afstande mellem borger og professionelle, kortere observationstider og faldende normeringer, i årenes løb har dannet tvivlsomme parløb med en stigende efterspørgsel efter regnearksvenlige næsten naturvidenskabeligt kvantificerbare data, entydige konklusioner og hurtige billige indsatser.

Vel at mærke i en verden, hvor vi , som professionelle, i takt med at vi bliver klogere, gradvist også bare må indse, hvad vi sådan set har vidst længe, nemlig at den grad af kompleksitet vi stirrer ind i, er dybere og rummer langt flere farvenuancer end hvad vi kan observere fra “femte planetkredsløb”.

Eller når vi, i et kort glimt, åbner døren til et køleskab med drueagurker, blød farveløs kødpølse og en halv flaske Chardonnay med skruelåg.

Alligevel handler vi, efter bedste evne og med de bedste intentioner. Fordi at vi kan, skal og vil.

Selvom afstandene kan synes uoverkommelige og signalerne, af og til, er ufuldstændige og peger i mange retninger.

Set fra et pårørendeperspektiv, så ved alle bedsteforældre, der har fristet en tilværelse blot et enkelt planetkredsløb væk fra deres særlige børnebørn, hvor uendeligt langt væk “tæt på” pludselig kan føles.

Lige så forholder det sig for de mange, primært fædre, der, som en slags astronauter dagligt lader sig affyre væk fra børnene og børnenes mor på tabt arbejdsfortjeneste, til en dag i vægtløshed på deres arbejdeplads, når de lander igen, åbner døren til følelsernes kampplads, stirrer ind i lyset fra deres børn og stiller dig selv spørgsmålet:

“Hvad fanden sker der lige her?”

Autismeområdet hvor jeg arbejder og den øvrige børne- og unge psykiatri er ikke på sammen måde som astrofysikkens verden underlagt de samme lovmæssigheder og konstanter, omend det nogle gange kunne være rart.

Men i hvertfaldt på et område er vi sidestillet, astrofysikerne og vi (og politifolkene som åbner døren til en verden der ikke ligner deres egen)

Ud fra de observationer vi, som professionelle, foretager kan vi nemlig kun nå frem til det bedste bud på sandheden.

Astrofysikerne har dog ikke den fordel og det privilegium som vi har, rent faktisk at kunne kommunikere med de fantastiske og forunderlige væsner der findes derude.

I vores tilfælde, børnene, de unge og deres familier der står med fødderne plantet i verdner, de imidlertid ikke altid selv ser klart og ånder frit i, og som vi professionelle, for det meste er henvist til at måtte observere på afstand.

Men vi kan tale sammen. Og det er dog noget.

Derfor har vi brug for hinanden. De professionelle , familierne der modvilligt har koloniseret autismekosmos samt deres pårørende.

Det lyder muligvis banalt, men det er sådan at det forholder sig.

Ligeledes har vi brug for alle de ressourcer, som fælles forståelse gror og slår rødder i, når jordbunden på den fremmede grund vi sammen står på, synes gold og ugæstfri.

Ikke mindst behøver vi tid.

Kommunikation over store afstande kræver tålmodighed.

Det bedste bud på sandheden findes nemlig et sted derude.

Har jeg hørt.

Så viden, arbejdsro og tid.

Både til de som næsten stirrer sig blinde på ét punkt på autismehimlen og til de som bevæger sig fra et flygtigt glimt til det næste.

Som fagmand opdager jeg til stadighed nye verdener, der udsender lys i nuancer jeg ikke vidste fandtes.

Det er smukt og frusterende på én og samme tid, på den måde, næsten dagligt at skulle revidere meget af det man troede man vidste.

Men det holder blikket skarpt.

Som farmand opdager jeg ligeledes, stort set dagligt, mine to unge mennesker på ny.

I særlig grad når jeg pludselig ser dem skinne gennem andre menneskers øjne.

Kosmiske hilsner

Morten Gantzler Oschlag/AutismePlusFar, fag- og farmand, intergalaktisk brobygger og rejsende dobbeltagent.

(Ps. Vi har stadigvæk hvidvin på køl. I må gerne kigge efter)

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele ☺️

Klike HER (nedenfor)for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en ung kvinde på 19 og en ung mand på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener.

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

Min datter, Freja, har undervist sammen med mig, i efterhånden et par år og har netop (september 2021) udgivet sine første solo artikler her på bloggen. (Se link længere nede)

Vi tager gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

Ring eller skriv for et tilbud.

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs

Min datters første artikel.

https://autismeplusfar.com/2021/09/30/this-madwoman-is-being-burnt-alive/

At finde sin flok og være ene-stående sammen.

Alternativt kan man være BATMAN.

Jeg var en af den slags elever, som havde læst eller hørt et sted, at man åbenbart koncentrerer sig bedre om undervisningen, hvis man står op.

Jeg havde herre svært ved at koncentrere mig, men til gengæld huskede jeg alt, behøvede sjældent repetition og lavede kun nødtvungent lektier.

Jeg spurgte min lærer om jeg måtte stå op i timen.

Det måtte jeg godt.

Jeg tror at jeg holdt til det én dag. Så blev jeg træt i benene.

Jeg var også typen der ikke kunne forstå, hvorfor at filosofi ikke for længst var kommet på skoleskemaet.

Jeg interesserede mig desuden for meteorologi, hørte fusionsjazz, spillede teater, stillede spørgsmålstegn ved det meste, var gammelklog og i øvrigt i opposition til alle former for regler, som jeg ikke umiddelbart kunne se logikken i.

Til gengæld snakkede jeg som et vandfald.

Jeg var vel 12- 13 år på det tidspunkt og pænt mærkelig.

Af en eller anden årsag blev jeg aldrig drillet eller mobbet i skolen. Eller også lagde jeg bare ikke mærke til.

Havde jeg ikke fundet mit fristed, i det kunstneriske ungdomsmiljø, hvor jeg tilbragte hovedparten af mine vågne skolefrie timer, som teenager og ung voksen, havde jeg nok alligevel følt at jeg stod lidt vel alene, blandt andre jævnaldrende, i al min filosofiske, kreative, speedsnakkende og jazzede nørdethed.

Men i stedet for at ende med at stå alene, endte jeg med at føle mig enestående.

Den følelse har heldigvis hængt ved og som voksenudredt far på særlige vilkår til to sjove og enestående børn, har jeg, sammen med deres mor, fra starten spundet dem ind i en kærlig fortælling om vores særlige familie.

Ikke en “os mod dem” – fortælling.

Men en “I står ikke alene ” – fortælling.

Samtidig har jeg efterhånden samlet mig min helt egen voksen-flok.

Enkelte er fulgt med fra min fortid. Andre er kommet til.

Det er næsten som at have bygget sig en familie.

En samling blandede bolcher af mennesker som jeg tør stå alene med og føle mig enestående sammen med.

De ved selv hvem de er.

Bogstaveligt talt.

Sin fars søn. (om at elske og blive elsket)

Fredag d. 5 februar fylder jeg 46 år. 

Dermed har jeg den samme alder som min far havde, da han døde. Det var i 1996.

Jeg klippede hans kontokort i stykker. Der var mange.

Plastikken først vred sig, i et øjebliks fornægtelse, men gav hurtigt efter og efterlod skarpe smæld, som sidste vidnesbyrd om renters rente.

I månederne der fulgte, hvor kuverter med hans navn på, fortsat fandt vej til mig, slog det mig hvor vanskeligt det rent faktisk er at dø, i et så gennemreguleret samfund som vores.

En opfattelse jeg sidenhen måtte revidere, i takt med at brevenes dump mod gulvet forstummede og tiden skyllede hen over min fars eksistens og trak sig tilbage så mange gange, at kun konturerne efterhånden stod tilbage af et levet liv og et navn som ganske få mennesker lod forlade deres læber.

Søren Gantzler Nielsen. 

Googler man det navn, får man intet svar. 

46 år er ingen alder. Altså helt reelt.

Der er intet odiøst ved den. Tallet 46 er som en af de små triste byer, hvis eksistens ikke engang fremgår af afkørslen på motorvejen og som man derfor passerer i høj fart, lykkelig uvidenhed og med kaffe i thermokruset.

Men ikke for mig. 

Min 46 års fødselsdag har hele tiden stået som en milepæl i mit liv.

En milepæl som jeg, i takt med at jeg har nærmet mig den, har opdaget i virkeligheden er en opslået grænsebom til et land, som jeg nu skal gøre til mit.

Søren var misbruger. Den psykiske skrøbelighed løb i familien, hvor den fik næring af tidernes og socialklassens generelle ugunst.

Selvom Søren var et både klogt og følsomt menneske, var han ikke specielt vellykket som far. Han gjorde dog sit bedste, fik mig og jeg klarede den.

Jeg har, med tiden lært, ikke at tvivle på hans kærlighed.

Det år der er gået frem mod de 46 har været interessant. 

Selvsamme skrøbelighed der for 25 år  visnede med lyden af smældende kontokort, som eneste afskedssalut er hos Sørens to børnebørn, blevet kultiveret og vandet med omsorg og viden i en grad, at to smukke, levedygtige eksemplarer nu står tilbage og kan skue mod en fremtid, der ikke blev deres farfar beskåret. 

Hvad deres egen far angår, har hans genfundne bevidsthed om, hvor kort og flygtigt et liv reelt kan være, skærpet hans egen lyst til livet og givet ham mod til fortsat at elske og blive elsket. Ikke halvt, men fuldt ud.   

På den anden side af grænsebommen. 

At elske og blive elsket. 

Det er livet.

Søren Gantzler Nielsen.

Æret være dit minde.

Kærlig hilsen

Din søn, Morten ❤️

Ham jeg var engang.

Livet med børn med gennemgribende udfordringer, har selv grebet dybt i lommerne.

Lommerne hvor tidligere gangbare forestillinger om frihed, lykke og kærlighed ellers har været syet ind i foret, som en startkapital til, hvad der end måtte være tilbage af det liv, der skulle være ens helt eget, plus til én eller flere modige ledsagere.

Det er sjovt. De værdier jeg tænkte jeg med tiden ville savner, stræbe efter og en gang ville få udbetalt, den gang at jeg deponerede min tilværelse og lod tålmodigheden forrente den, er nogle andre nu hvor jeg omsider har fået adgang til boksen.

Tiden er gået. Der har været valutaombytning og en del af mit endelig afkast har antaget en form, som jeg nok engang ikke ville have kunnet begribe værdien af.

Mennesker.

De få, særligt mennesker, som er blevet en gennemgribende del af mit liv. De som griber gennem det panser, som jeg nødtvunget har båret det meste af tiden.

Her holder de mit hjerte, holder det varmt og holder deres hoveder kolde, når jeg ikke selv kan.

De få særlige mennesker som kender historien og kan lytte til den uden af lægge hovederne på skrå.

Mennesker der kan se og elske ham jeg er blevet til.

Takket være dem, en på mange måder mere ægte, pletvis klogere, og mangefacetteret udgave af ham jeg var engang.

Så hvis de. Mit menneskelige aktieudbytte ellers bare er inden for rækkevidde, så er jeg faktisk allerede nærmest lykkelig og velpolstret med kærlighed, forståelse og klogskab, i en grad der nok skulle kunne holde til hvad der end måtte være tilbage af det liv, der er helt mit eget.

Plus én eller flere modige ledsagere. ❤️

Premiere. 😊🎧Podcast med mig, om Skolefravær, produceret for Børns Vilkår (lyt og del) 🎧

Premiere. 😊
🎧Podcast med mig, om Skolefravær, produceret for Børns Vilkår (lyt og del) 🎧

Tak for alle jeres god bedring hilsner på bloggens Facebook side. Vi er stadigvæk herre syge, men dagens premiere (som jeg har glædet mig til) har alligevel sparket lidt liv i mig.

Før jul satte jeg mig til rette i Heartbeats lille bitte studie på Værnedamsvej på Vesterbro i København sammen med Journalist og forfatter Maise Njor og indspillede, hvad der endte med at blive klippet bed til 28 rigtig vellykkede minutter, om skolefravær.

Jeg medvirker i afsnit 4 (linket til hele serien kommer nederst) hvor jeg taler, både som far og som fagperson, om den tålmodighed der kræves, samt hvad det gør ved familien, når børn- og unge (som mine egne) med særlige udfordringer er skolefraværende i længere tid og skal hjælpes tilbage til noget der minder om en hverdag.

I afsnit 5 har Maise Njor inviteret psykologen Helle Lund i studiet. De sammenfatter nogle af de vigtigste pointer fra serien og taler om, hvad man kan gøre, hvis man er bekymret for sit barn trivsel i skolen. Hvordan taler man med sit barn om de ting, der kan være svære at sætte ord på? Og hvordan håndterer man det bedst som familie?

Lyt og del, del, DEL , meget gerne. (Og skriv meget gerne i opslaget, hvad det handler om)

Så kan vi få de vigtige budskaber ud, som jeg selv og de øvrige medvirkende kommer rundt om, i løbet af seriens 5 episoder som alle er tilgængelige nu. 🙏

Mange kærlige hilsner, god lytning og hold øje med Børns Vilkårs kampagne, hvor der, i den kommende tid sættes ekstra fokus på et fænomen, som desværre bliver mere og mere udbedt.

Årsagerne er talrige og komplekse. Løsningerne ligeså. Men én ting er sikkert.

Det er aldrig barnet- eller den unges skyld.

Morten

Følg linket til podcasten her:

https://lnk.to/foraeldremodet

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: