Man overser den let, “Mètre étalon”, en lille hylde af marmor, der er installeret under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.

Jeg overså den ikke. Slet ikke.

Faktisk havde jeg gjort det til min mission at finde netop den hylde, da jeg som ranglet, nørdet teenager, for en kort bemærkning, var raget uklar med min mor, under et besøg i byernes by.

Hvori uenigheden med mor helt nøjagtigt bestod, kan jeg simpelthen ikke genkalde mig (vi er gode venner i dag), men det var i hvert fald så meget liv eller død for 16-årige mig, at jeg i en hel lang dag konsekvent nægtede at følges med hende.

Så efter en kop tavs kaffe og nogle tørre, men alligevel vidunderlige små stykker brød med usaltet smør og abrikosmarmelade, som vores ældre franske værtinde serverede for os, i en herskabsstue prydet med udstoppede zebrahovedet, gazellehoveder, træmasker spyd og amuletter, som værtindens afdøde opdagelsesrejsende mand havde hjembragt, gik vi hver til sit. Min mor og så jeg.

Ha! Så kunne hun lære det!

Det viste sig senere hen, til min utilslørede weltschmerz marinerede teenager ærgrelse, at vi naturligvis havde været på stort set de samme lokationer, med ganske få timer, nogle gange minutters mellemrum.

Marmorhylden fik min mor dog aldrig at se. Den oplevelse var helt min egen. Og hvilken oplevelse. Jeg tror at jeg stirrede intens på den hylde i næsten en halv time.

Hylden var den ene af to overlevende af i alt 16, der blev installeret efter den 26. marts 1791 for at udbrede kendskabet til et nyt og revolutionerende stykke videnskab. 

Slut skulle det være med at knibe øjnene sammen i lyset fra stråleglansen der før var udsprunget fra solkongens forbandende, forgyldte slot i Versailles.

Vive La revolution, Vive la republique, Vive la France. 

En ny ære var begyndt. En videnskabens og oplysningens tid, hvor man skuede mod fjerne horisonter, men ingen horisont så fjern at rejsen mod den ikke lod sig udmåle i den nye enhed.

Meteren!  

Defineret i øvrigt samme år af de franske astronomer Delambre og Méchain som 10 milliontedele af afstanden fra Nordpolen til Ækvator gennem en Parismeridian (naturellement) som man i øvrigt stadig kan finde i centrum af Paris Observatorium.

Den godt gemte og næsten glemte marmorhylde, som sure, nørdede teenager Morten stod og stirrede på, så han fik tårer i øjnene, der en gang tilbage i 1991 på 200 året for dens indførelse, var – og er præcis én standardmeter lang.

Præcis!

Et magisk, en lille smule farligt, men også særdeles kærkomment faktum tilbage i 1791.

Royale hoveder og gamle dogme stod for fald og der var, alt forandringen til trods (eller måske netop derfor), en stor del af tiden, sandt for dyden ikke ret meget at grine af.

Til gengæld kunne indbyggerne i Paris nu til hver en tid opsøge en af de 16 små måle-marmorhylder og finde ro og måske trøst i, at der da i hvert fald var én konstant, der fik verden til at hænge bare en lille smule sammen.

De kunne naturligvis også blot forvisse sig om, at de havde fået den længde reb, pølse eller hvidløgsranke de havde betalt for på markedet.

Eller, for at sige den på en anden måde.

I marts 1791 var der endnu små to år til at Marie-Antoinette og Ludwig den 16 skulle endes deres liv foran folkemasserne i guillotinen på Place de La Concorde præcis 2600 nye standardmeter væk, men tronskiftet havde for længst fundet sted.

Et tronskifte med den lille marmorhylde under arkaden på 36, Rue Vaugirard og dens 15 brødre og søstre, som de nye konger og dronninger.

Små sole af oplysning i folkets tjeneste.

Når alt andet ramlede (og det gjorde det i den grad i 1791) var en meter altid præcis en meter lang.

Magnifique.

…………

Ok. Hold godt fast. Nu tager vi lige et ordentligt spring i fortællingen. Og så alligevel ikke.

Året er 2023 Jeg er 48 år gammel og jeg har stress!

Sådan for alvor stress…. åbenbart

Så meget stress, at jeg vel p.t er 80 -90% sygemeldt og reelt ikke har en tidshorisont for hvornår jeg, med fuld styrke kan vende tilbage til det job jeg elsker, men som nu har gjort mig syg.

Og undskyld, du som er nået så langt som hertil i teksten, men det her er ikke bare en fortælling om en marmorhylde i Paris.

Det er også en slags skriftemål.

I metermål.

For alt det her med at jeg tilsyneladende har stress, er simpelthen så vanskeligt for mig helt at begribe, selvom fire læger og to psykologer samstemmende har fortalt mig det.

Derfor har jeg brug for at dele det med dig.

Ikke for at du skal have ondt af mig (ej, fair nok, lidt måske) men mere for at få lov til at sige det rigtig højt. (Har allerde prøvet ude i min lille have foran kattene, og på en mark lidt uden for København, men det her fungerer bedre)

Således deklareret, kan fortællingen nu fortsætte.  

En fortælling der dybest set også er en hyldest til de mennesker der p.t hjælper mig med en slags rekonstruktion.

For når stressen rammer, skal man ikke være alene.

Heller ikke selvom der måske nok står “Konge af egen hjerne” -samt “enmandshær” med svungen guldskrift på ens visitkort.

………

Attention!

Stress er snigeren med det lange tilløb. (også en unfair kombi)

Før man aner sine levende råd, står den foran gitterporten med fakler og høtyve og kræver ens ubetingede kapitulation.

Og når man rejser sig for at råbe. ”Hey! Stop en halv” og for at kæmpe med hvad man hurtigt opdager er tillært pondus, kollapser man til sin egen yderligere overraskelse under vægten af alle de lag, der i årenes løb er groet ud over ens oprindelige kerne.

Kernen.

Den fine skabning man i bund og grund selv tænker man er og gerne vil kendes som.

Med etik, drømme, håb, principper, visioner, kærlighed og overskud.  

Lagene der sender en med næsen først direkte ned i perlegruset, repræsenterer så omvendt alle de ydre fortællinger om en selv.

Det kunne for eksempel være fortællinger om ens Job, karriere eller ens arbejde.

Bare for nu at nævne tre tilfældige.

Fortællinger som man, på en eller anden måde, ad åre har tillagt uforholdsmæssig stor værdi, som var det de hundredvis af kilo bladguld, der dækker træpanelerne, på den hovedløse og derfor også forlængst meget afdøde franske adels slot i Versailles.

Når tyngdepunktet mellem det indre og det ydre på et eller andet tidspunkt har forskubbet sig tilpas meget, kan selv den stærkeste kerne ikke holde sammen på skidtet.

Jeg overværede en gang hvorledes en artiskok (garanteret en fransk en af slagsen) der netop var blevet neddyppet i minus 200 grader koldt flydende kvælstof, blev fravristet sine rustning af kronblade med et let slag fra en hammer.

Det så vildt ud.

De mange nu frostsprøde lag raslede af som papirstyndt krystal i en omvendt kogleformet lysekrone og efterlod artiskokkens kerne og eftertragtede delikatesse, kaldet “hjertet” intakt og frostfrit, men også næste tragikomisk hjælpeløst i al dets lillebitte ikke videre prangende mørkegrønhed.

Havde man efterfølgende bedt artiskokken kigge sig selv i spejlet ville den næppe have kunnet genkende sit eget spejlbillede.

Sådan var det også med mig.

Der første par dage og uger efter sygemeldingen havde jeg, som mand uden lag, slot uden bladguld, artiskokhjerte uden kronblade, mere end vanskeligt ved at forholde mig til min indre, nu blotlagte kernes højde, bredde, dybde, skønhed og nytteværdi.

Jeg havde, med andre ord, desperat brug for en standard meter at holde det hele op imod.

Ikke i form af en undseelig marmorhylde, i Paris, men personificeret i kød og blod af mennesker, der i årenes løb, enten havde turde grave sig helt ind til den blegfis der gemte sig i midten af manden eller havde kendt ham længe nok til kende plantegningerne over og dimensionerne på den oprindelig skabelon.

Morten version 1.0

Jeg ringede til en af de sidstnævnte og fik lov til at lufte ham, hans hund samt så mange spørgsmål, at jeg få timer senere, kunne lægge mig til at sove, med mere end pletvist ro i sindet.

Og det selvom halvdelen af min standardmeters svar var blevet taget af den stride vind og de hvide skumsprøjt ved Sjællands nordkyst, hvor vi gik.

Den var god nok. Jeg fandtes endnu. Skællet og skravlet men med et hjerte der var både intakt og frostfrit.

I den seneste tid har jeg haft travlt med at kontakte, lytte til og lære af mine menneskelige standardmetre.

Mine hyldemeter af omvandrende målestokke, mine livsvidner, mine hukommelser.

Der er færre end 16, men helt sikkert flere end 2.

Det er faktisk ret godt.

Har du snakket med en af dine menneskelige standardmetre for nyligt?

Eller drukket et glas vin?

Det er vigtigt.

Særligt hvis man lever et liv der, selv uden klinisk stress, godt kan se lidt skørt ud, når man står udenfor og kigge ind.

Man overser så let, hvor vigtige de er.

Ligesom man let kan overse en lille hylde af marmor i byernes by.

Nu ved I heldigvis hvor I kan finde den.

“Mètre étalon”

Den sidder under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.

Herfra får den en verden hvor der, sandt for dyden, ikke altid er tilstrækkeligt at grine af, til at hænge bare en lille smule sammen.

For hvis det hele ramler, kan man stille sig foran den og forvisse sig om, at en meter stadigvæk er præcis en meter lang.

C’est bon.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.

Ren muskelhukommelse. Kultiveret, lagret, pakket og jævnligt reaktiveret ifm. utallige kolde og varme situationer gennem års tjeneste og vedligeholdende træning.

Jeg er ikke bodyguard jeg er heller ikke jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.

Jeg er far til to unge mennesker som har haft det rigtig svært i en stor del af deres leveår, fordi at de har autisme, Adhd, angst m.m

De to har, på trods af at de elsker viden og læring, i længere perioder været ufrivilligt skolefraværende.

Min makker og jeg har, uden synlig bagkant udlånt vores nervesystem og nattesøvn til de to.

Vi har trukket vejret i takt med dem, tænkt frem og trukket os tilbage fra det værst tænkelige til det mindst ringe i en sky af pædagogisk krudtrøg og brændt gummi fra familiebilens hvinende dæk.

Alt for mange kugler har vi taget.

Så mange at kroppene nogle gange føles tunge som bly.

Men vi er fortsat ufortrødent og har slidt os selv og hinanden op i hvert vores fjerne, evigt årvågne ringhjørne.

Kort før jul var vi sammen (uden unge mennesker!!), min makker og jeg, i Vor Frue Kirke, for at høre min makkers tvillingesøster læse digte op.

Efterfølgende var der reception med gløgg æbleskiver og voksentid i Rotunden, kirkens smukke meninghedslokaler.

På et tidspunkt greb tvillingensøsteren ud efter sit halstørklæde. Ikke fordi at hun ville gå, men fordi at hun frøs lidt.

Hurtigere end vi selv kunne nå at fatte det, var min makker og jeg selv på benene og i tøjet.

Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.

Men der var ingen attentatmænd -eller kvinder og heller intet gidsel (barn) der skulle beskyttes og i al hast fragtes ud af bagdøren.

Der var blot en (lettere målløs) kvinde på vores egen alder, med et halstørklæde i hånden.

Og der var gløgg, æbleskiver, poesi og absolut inden fare på færde.

Jeg er hverken bodyguard, jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.

Men jeg er godt nok en lille smule fucked up.

Mit nytårsfortsæt (mit første i mange år. Har ikke rigtig turde) skal være:

“Mere poesi, sødt bagværk og alkohol og mindre skyd-først-og-spørg-bagefter”

Og så huske at det ikke kun er kugler man behøver tage imod. Kærligheden er faktisk også en mulighed.

Rigtig godt nytår.

😎

Et ungt menneske sagde engang følgende til mig:

“Folk omkring mig forventer, at jeg kan bygge en diamant (= gode strategier) men jeg har næsten kun mudder ( = traumer og andre blandede dårlige minder) at bygge af”

Vedkommende havde for nyligt fået det bedre. I fuld offentlighed.

Jeg har efterfølgende ikke kunne få det unge menneskes ord ud af mit hoved og her forleden satte jeg mig foran mit stuevindue og skrev følgende lille historie.

At få det bedre er ikke altid let.

At få det bedre kan være som at få overrakt nøglerne til et lille slot.

Et slot med en lyse rummelige, herskabelige højloftede rum på mindst 500 mentale kvadratmeter hver.

Mentale kvadratmeter, man ikke har den fjerneste idé om hvordan man skal indrette.

Og alle ved at man er blevet slotsejer.

Alle taler om hvor heldig man er og hvor mange muligheder for indretning slottet rummer.

At få det bedre er ikke altid let, når bedringen får følgeskab af muligheder.

At få det bedre kan være som at blive forfremmet fra bonde til dronning (m/k), i et spil skak.

En dronning med lov til -og mulighed for at bevæge sig i alle retninger.

Og det ville man da også, hvis ikke det var fordi at ens fødder føltes så forbandet tunge og man i øvrigt ikke rigtigt ved hvilken retning man, i givet fald bør starte med at gå i.

Så man slæber sig hen til vinduet i et af de lyse, herskabelige, højloftede – i bedste fald kikset indrettede rum og kigger forsigtigt ud mod horisonterne.

Mulighedshorisonten og handlehorisonten.

At få det bedre, er ikke altid let.

At få det bedre kan være ensbetydende med at ens mulighedshorisont en dag, for første gang i lang tid, står helt knivskarpt, når man sådan står der og kigge ud af slotvinduet.

Mulighedshorisonten. Den yderste grænse for det rige man pludselig potentielt kan regere over.

Samtidig bliver man smerteligt bevidst om, at ens reelle handlehorisont måske i virkeligheden ligger så tæt på som ens udstrakte arme kan række.

Og ligeledes bliver man smerteligt bevidst om, at det ingenmandsland der samtidig åbenbarer sig mellem de to horisonter – Mulighedshorisonten og handlehorisonten, føles skamfuldt og uoverskueligt at skulle betræde.

Særligt nu hvor man, i fuld offentlighed har fået det bedre, er blevet dronning med eget slot og alle i øvrigt taler om hvor priviligeret man er, og hvordan at verden nu ligger for ens fødder.

Og de lytter ikke eller bliver fraværende, når man prøver at forklare dem, at det faktisk mere føles som om at verden ligger PÅ ens fødder, når man, en sjælden gang vover sig uden for handlehorisonten for at vinde nyt land til kongeriget.

Ligger på eller måske ligefrem klæber til ens fødder.

Som mudder.

“Hey. Skal du ikke have nogle juveler, nu du er blevet dronning. En diamant eller sådan noget…?” Råber en eller anden.

“Men jeg har jo kun et lille slot, som jeg ikke en gang har haft overskud til at indrette, og så en masse….. mudder” svarer man, høfligt på grænsen til irritabelt .

“Mudder er også kulstof” lyder det fra en eller anden klog, på grænsen til bedrevidende type.

“Du skal bare presse hårdt nok. Så bliver det til diamant”

“Yeah right” tænker man

“Hurra! Dronningen har fået det bedre. Længe leve dronningen” råber nogle lidt for begejstrede type.

De er ikke engang på grænsen til. De ER alt for begejstrede.

Men man vinker og smiler anstrengt og pligtskyldigt, som man står der foran slottet med verden på fødderne.

Og solen går ned i alle retninger, bag mulighedshorisonten.

Forleden dag, alt imens jeg stod med hånden på kogepladen genlæste jeg en besked fra en læser, som har fulgt bloggen her gennem en længere periode.

Hun skrev at hun savnede mine fortællinger (skriverier) fra det virkelige liv.

Jeg var rygende enig. Bogstaveligt talt. (Forklaring følger)

Jeg savnede dem skam også, skriverierne.

Ikke at kilden med potentielle emner var tørret ud. Tværtimod. Der havde, som vanligt, været mere end nok at berette om.

Autisme, angst, datters armlægning med jobcenter, medicinskift, mutisme, ansøgning om servicehund, selvskade, træghed i voksenpsykiatrien….

Alt det og mere til, havde længe givet mig den velkendte lyst til at løbe langt, langt væk.

Helt ud forbi byskiltet, ud på min faste pløjemark for at råbe….

Råbe højt og længe.

Metaforisk set, naturligvis.

Billedligt talt sådan som katten Tom gør det på tegnefilm, når Gud ved hvilket af hans evige, resultatløse forsøg på af fange musen Jerry, har sendt endnu en ambolt (er det som regel ) eller en anden massiv genstand, fra hans egen snedigt udtænkte fælde ned over en fod eller en tommelfinger .

Meget apropos har jeg faktisk altid lidt tænkt bloggen her, som den virtuelle pløjemark, tegneseriefiguren Autismeplusfar tilsvarende kunne løbe ud og råbe på.

Så da jeg læste min trofaste læsers besked drev min første umiddelbare impuls mig da også straks i retningen af plovfurerne , så jeg hurtigst muligt kunne få sat nogle ord på det dersens virkelige liv.

Jeg stoppede lige før jeg nåede til byskiltet.

Det var i første omgang synet af min hånd, hvis tydelige røgfane endnu hang i luften langs min rute , der fik mig til at sætte hælene i.

Hånden så forfærdelig ud.

En hurtigt inspektion afslørede at det hverken var en ambolt, et pengeskab eller noget andet tegneserietungt der havde været på spil.

Det var kogepladen, den lede satan.

“Hånden på kogepladen, frøen i gryden”, snedigt barn har mange navne.

Udtrykket dækker over det faktum at vi mennesker har en evne til at kunne tolerere absurd høje temperaturer på mærkeligheds skalaen, når disse blot bliver hævet et lille nøk ad gangen over tilpas lang tid.

Den reelle fare er, at man på et tidspunkt, med sin brændende hånd, uden helt at have opdaget det, har antændt og futtet alt hvad man har rørt ved, herunder det meste af normaliteten i sit liv, af.

Og så står man lige pludselig der iført det eneste rene anstrengte smil, der var i skuffen og danser det bedste man har lært på det glødende kul, der engang udgjorde broerne tilbage til det rimelige, det overkommelige, det tålelige, det begribelige og det menneskeligt mulige.

Man får måske tilmed, i samme moment, forvisset sig selv om at dans på glødende kul lavet af brændte broer, skam er et helt naturligt forekommende, måske ligefrem forventeligt indslag i standardudgaven af et virkeligt liv.

Det er det ikke. Det er fucking mærkeligt, kan jeg så fortælle.

Men man danser videre. Ramt som man er af galopperende Stockholmssyndrom, med tilværelsen som gidseltager……

Mellem os sagt.

Jeg savner ikke kun skriverierne. Jeg savner faktisk også virkelig, et virkeligt liv.

Et liv langt fra pløjemarken, på den anden side af de brændte broer.

Et liv som få eller slet ingen ville gide læse om, hvis jeg beskrev det.

Et liv med nul følgere.

Et lige ved og næsten, men så alligevel i virkeligheden overhovedet ikke kedeligt liv.

Et vægtløst og i virkeligheden ret forudsigeligt liv.

Forudsigeligt og vægtløst som boblernes færd mod overfladen af et glas mousserende vin, man har tid til at nippe til med den ene hånd, mens at man i den anden hånd holder endnu et glas mousserende vin.

Så er der nemlig ingen frie hænder tilbage til at lade hvile på kogepladen.

Jeg ved godt at sådan et mousserende liv nok ikke helt findes i virkeligheden.

Men omvendt.

At være Stockholmssyndrom ramt i symbiose med den mindst ringe tilværelse, som far til “sjove børn, på særlige vilkår, er i bedste fald, heller ikke helt normalt.

Og det, har jeg lige lært, er det faktisk ok, at være smerteligt bevidst om, selv om det…… smerter i kogepladehånden.

Smerteligt bevidst om, at der findes noget andet. Et sted. Derude. Et mindre uvirkeligt liv.

Så..

Kære læser

Jeg råber mine små kvalificerede fortællinger ud så ofte jeg kan.

Korrespondenten fra pløjemarken. Det er mig.

Råber om det urimelige, det uoverkommelige, det utålelige, det ubegribelige og det menneskeligt umulige.

Råber om den p.t mindst ringe tilværelse, hvor gidselforhandlingerne øvrigt rygtes at gøre store fremskridt.

Lige nu og her er det min forkullede virkelighed i yderste plovfure.

Men det må aldrig blive MIT virkelige liv, DIT virkelige liv eller DET virkelige liv.

Et “sådan er det bare – liv” man tager for givet selv når temperaturen på mærkelighedsskalaen er helt deroppe hvor ikke blot normaliteten, men også integriteten og virkelighedsfornemmelsen lige så stille futter af.

Derfor vil jeg da også lige minde om at:

Hvis det, i et øjebliks smertelig bevidsthed, føles hårdt og hvis det ser hårdt ud anskuet udefra (gælder også jer, kære pårørende og fagprofessionelle).

Ja så er det nok fordi at det er hårdt.

Skørt og hårdt.

I virkeligheden.

Men det bliver bedre. Det skal det blive. Når blot man husker, at “bedre” eksisterer.

Nå ja, forresten. Nu vi er ved det.

Det går allerde bedre med hånden.

Med lidt blid ADL træning vil dens ejermand nok snart kunne holde forsigtigt fast om et langstilket glas, tålmodigt følge boblernes dansende og snørklede rejse mod deres forudsigelig destination – overfladen og nippe lidt….

til livet.

Kh. Autismeplusfar aka Morten (eller omvendt)

………

Hej og velkommen til.

Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.

Vores familie består af Freja (20), Toke (17) Anne (43) samt undertegnede (47) Vi har alle autisme. Freja og jeg har også ADHD.

Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien.

Så der er nok at skrive om.

Men kig dig omkring. Arkivet er et godt sted at starte.

Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”

Vi er glade for at du er her 🙂

Mvh.

Freja og Morten

Er dette din første artikel så prøv eventuelt denne her:

https://autismeplusfar.com/2022/04/14/vil-du-ikke-nok-vaere-soed-at-loefte-boremaskinen-vaek-fra-sengen/

Eller denne her (skrevet af Freja)

https://autismeplusfar.com/2021/09/30/this-madwoman-is-being-burnt-alive/

(Udgivet første gang i 2019 🐢)

Nå, men…jeg læste her forleden, i et af de aflagte eksemplarer af Illustreret Videnskab, som vores genboer Henning og Bente gavmildt donerer til børnene – og som nu fylder godt op på vores badeværelse, at en læderskildpadde kan holde sig neddykket i op til 7 timer. ”Ha!” Tænkte jeg. ”Jeg må le” (uden at jeg dog, af den grund gjorde det) ”Vi forældre med sjove børn, kan forblive neddykket i 7 år!! Eller mere, hvis det skal være!”

Og således, stadigvæk med det åbne magasin i hånden, der på relativt lidt spalteplads og med farverige illustrationer, på pædagogisk vis prøvede at redegøre for det ældgamle slægtskab mellem skildpadder og fugle, åbnede jeg lige så stille, for gud ved hvilken gang, døren til min bevidsthed på klem og inviterede en velkendt erkendelse indenfor.

Erkendelsen havde første gang materialiseret sig for mig, omkring begyndelsen af skolernes sommerferie 2019. Først som en diskret, endnu luftig og sjælden gæst der dog, som sommeren skred frem, efterhånden blev fortættet i en grad, så at den til sidst fik både form, farve og selvtillid nok til at den turde melde sin ankomst dagligt.

Erkendelsen, som sjovt nok også virkede sært skræmmende på mig, var –og er:

”Det går faktisk ret godt med vores to børn”

It’s true.

”Det går faktisk ret godt med vores to børn”

Alt den behandling samt den følelsesmæssige og autismepædagogiske opsparing, som især Anne, men også jeg selv, i årenes løb har ladet rulle ind på to spærrede hjernekonti hos Freja og Toke og som vi reelt ikke har vidst, hvornår at vi -eller de ville få adgang til. Den opsparing – vores reelle arv til dem, har forrentet sig og bliver p.t udbetalt til børnene i stadig større rater i takt med at andre kyndige hænder end vores, gradvist er med til bære dem fremad.

Så jo. Det går faktisk ret godt med de to. Sgu!

Men hey!

Altså ikke så godt, at vores søde og dygtige sagsbehandler, som måske også læser med her, og som jo egentlig faktisk godt ved -og forstår, at alt det, der virker ligetil, i virkeheden er møg-komplekst og at ting bare sådan generelt taget tid, at hun (-eller måske nærmere hendes ledelse) skal foranlediges til at tro, at familiens behov for behandlingsskolepladser og øvrig støtte, bare sådan uden videre fordamper som vanddråberne, i tropesolen, på skjoldet af en læderskildpadde der, for en kort bemærkning, er oppe for at trække frisk luft i sandet på en ø med en enlig palme.

Sådan er det slet ikke – ikke endnu i hvert fald.….

Og hey, igen.

Hvor er det i grunden åndsvagt at jeg overhovedet bruger spalteplads på sådan at forklare mig.  Jeg havde ellers egentlig forsvoret, at jeg ville gøre det. But here we are.

For, når sandheden skal frem, er det er faktisk i langt mindre grad omverdens mulige fejltolkninger af min forsigtige optimisme, der skræmmer mig, så meget som det er tanken om den verden –og den tilværelse der venter over det ”vandspejl”, som Anne og jeg, før eller siden kommer til at gennembryde permanent, når børnene får det så godt, at vi kan forlade vores neddykkede tilstand, trækker vejret – ikke i små gisp, men helt ned i lungerne OG

-for alvor mærke os selv.

Hvem ”os selv” så, i det hele taget, er?

………………………………………………….

Et af de mest følsomme, kontroversielle og derfor, i hvert fald officielt, mindre debatterede fænomener inden for den professionelle del af min verden, dagbehandlingsområdet, er når forældre til børn med særlige behov, bevidst eller ubevidst sætter hindringer i vejen for deres børns udvikling.

I langt, langt de fleste tilfælde sker dette ikke fordi at forældrene er uvidende eller ondskabsfulde. Ej hellere ikke fordi, at de lider af Münchausen by proxy, som reelt er et virkelig, virkelig sjældent forekommende fænomen. Nogle forældre sætter bevidst eller ubevidst hindringer i vejen for deres børns udvikling fordi at de  – forældrene, har stået så længe og så alene i rollen som omsorgsperson, behandler m.m, at de enten ikke tør -eller ganske enkelt ikke kan give ansvaret videre, selvom det er lige netop det, de ønsker sig mere end noget andet, at kunne gøre.

En del af dem mener, af bitter erfaring at have lært, at hvis ikke det er lige præcis er dem – og ingen andre, der er der for deres barn, når det gælder (for der har måske hidtil reelt kun været dem til at løfte opgaven) , ja så bliver tingene enten ikke gjort, ELLER de bliver gjort forkert.

Og så er det, at det går galt.

Og er det først kommet dertil, ja så er det alligevel dem, forældrene, der efterfølgende skal samle det ødelagte barn –samt hvad barnet eventuelt har ødelagt op og bære det hele på deres skuldre.

Barnets smerte, glasskår,  omverdens bebrejdelser – det hele!

I den forstand forstår jeg dem godt, forældrene.

Jeg har tidligere, her på bloggen, brugt udtrykket sekundær traumatisering som et udtryk for en tilstand hvor barnets og forældrene nervesystemer, efter mange års belastning, på det nærmeste gror ind i hinanden.

Barnets smerte bliver forældrenes smerte – en smerte der, sammen med en følelse af evig parathed, tager bo i en krop, hvor hver en celle måske nok skriger efter ilt, men hvor en fortsat neddykning i det eneste element, forældrene efterhånden kan huske at kunne navigere i, føles som et trygt alternativt til, hvad end der måtte vente på den anden side af den flimrende overflade i det skarpe lys.

Her kan det være fristende, at prøve at hive andre med ned i dybet. Dels for at bryde ensomheden, men ligeså meget for at også DE, bare et øjeblik, for helvede da også skal mærke og forstå, hvad det er for en verden man har levet i.

Og det er måske tilmed her – lige præcis her, at man ud af øjenkrogen, til sine egen delte glæde og frustration, ser sit eget barn gøre sig fri af ens nervesystem og tage et par raske svømmetag forbi en, rækkende armen skråt opad.

Som den behandler, som den pædagog –eller som den lærer, der står oven vande og rækker armen skråt nedad, kan det være en overordentlig vanskelig situation at stå i.

For hvem skal man egentlig redde først? Trækker man et velbehandlet barn op, men lader en endnu hårdt ramt far eller mor svæve under overfladen. Hvad sker der så?

Risikere barnet at blive trukket tilbage i vandet af fars eller mors dødvægt?

Disse er blot få ud af mange etiske dilemmaer, man ofte stilles overfor i den del af et langt behandlingsforløb, hvor ens indsats, som professionel rent faktisk begynder at bære frugt.

Ovenstående konkrete dilemma er, som udgangspunkt, ganske ligetil. I hverfald som ressourcerne og prioriteterne er fordelt i dagbehandlingssystemet, hvor jeg selv har min daglige gange – både som privat og som professionel.  Her er det p.t barnet der bliver prioriteret højest, selvom alle aktører omkring tit og ofte kan være enige om behovet for en mere gennemgribende og koordineret indsats, der strengt taget også burde omfatte de forældre -samt eventuelle søskende, der måske i årevis har befundet sig i et ugæstfrit miljø, på varierende dybder.

Så ja.

Jeg forstår, som nævnt, udemærket godt de forældre der, selvom de måske ikke siger det højt, frygter den positive forandring der, med andre gode –og dygtige menneskers mellemkomst forhåbentlig før eller siden skyller ind over deres børn, når de rammer overfladen.

Forældre som måske netop derfor sænker tempoet mere end hvad godt er.

Men guderne skal da også vide, at jeg har hørt om -og været vidne til en del situationer, hvor både børn med autisme og angst m.m –samt deres forældre er blevet underlagt krav om en opstigning der, i bedste mening, men mod bedre vidende, har skullet foregår i et mildest talt usundt tempo.

Jeg nåede ganske vist, i sin tid – før at jeg fik børn, aldrig at fuldende mit rigtige dykkerkursus. Noget af det første vi lærte på modul 1 var, imidlertid  hvad en alt for hurtigt opstigning fra dybderne, kan føre med sig af uhyrligheder.

Trykfaldssyge! (populært dykkersyge) Noget som alle dykkere frygte! Et grufuldt fænomen hvor dannelse af kvælstofbobler i blodet kan føre til en tilstand, som i værste fald kan ende med at tage livet af en.

Før at det kommer så vidt, og man reelt mister bevidstheden, kan der optræde symptomer som: hovedpine, svimmelhed træthed, ledsmerter, føleforstyrrelser og lammelser.

Som far til to børn med autisme, adhd og angst/PDA, har jeg ”sjovt nok” været hele rækken igennem – undtaget, naturligvis, død. (faste læsere ved nok, at det er forbudt at dø her hjemme 😉 )

Alle symptomer, på nær et, er kommet hånd i hånd med stress i forskellige afskygninger. Besvimelsen indtraf så til gengæld den gang at min søn, i en forbigående tilstand af affekt, ramte mig så uheldigt på halspulsåren, at jeg lige var væk i et par sekunder.

Kritiske anfald af ægte dykkersyge behandles effektivt, ved at patienten anbringes i et trykkammer. Så meget har jeg læst mig til.

Men hvordan behandler man egentlig forældre, hvor børnene måske, med hjælp fra et kompetent hold af behandlere, pædagoger og lærere, har holdt de obligatoriske pauser, for hver 5 meters opstigning fra autisme –og angsthavet, men hvor forældrene, anderledes uforberedte, intet andet valg har end at følge hurtigt efter, når vandspejlet pludselig brydes af deres børn?

HER må vores søde, dygtige sagsbehandler –samt alle de andre hårdarbejdende, samvittighedsfulde godhjertede mennesker i forvaltningerne, som jeg ved findes –og som jeg jævnligt møder, som samarbejdspartnere, gerne læse med.

Realiteten er, at mange forældre til børn – ikke bare med autisme, men med alle mulige typer handicap, kæmper en ulige kamp når de forsøger at genoptage den tilværelse de engang drømte om skulle være deres – med job og med fritid.

Mange ønsker måske nok, at vende tilbage til det ”rigtige” arbejdsmarked, efter reelt at have sparet det offentlige for store udgifter, ved ofte, i årevis 24/7 365 dage om året at have løftet en opgave så tung som en flere hundrede meter høj vandsøjle over deres børns hoveder, til gengæld for den relativt beskedne og tidsbegrænsede indkomst som en tabt arbejdsfortjeneste udgør.

For nogle lykkedes det at vende tilbage og dem skal vi glæde os over.

Men samtidig må vi også forholde os til det åbenlyse faktum, at opholdet i dybet, det konstante tryk –samt opstigningen til tilværelsen, gør at enkelte forældre er så påvirkede og helt konkret syge, at de har brug for hjælp og støtte for at kunne rejse sig igen og hjælpe med at vedligeholde de gode strategier som deres velbehandlede børn har fået med sig.

I denne gruppe finder man tillige forældre hvor de professionelle kvalifikationer de måske en gang havde –og som måske var relevante og tidssvarende, da de smed alt hvad de havde i hænderne for at passe børnene, tilsvarende for længst er blevet smidt som uddateret dødvægt og nu befinder sig der, hvor lyset ikke når ned.

Så….

Hvordan sikre man sig, at der står et ”trykkammer” parat til den gruppe, hvor de bobler af posttraumatiske stress, en del af dem lider af, nænsomt -og i et tempo der er mennesker værdige, kan presses ud af deres systemer?

Et godt spørgsmål. Ikke sandt?

En langsom trykudligning i form af et revalideringsforløb, med en kombination af behandling og professionel omskoling, vil måske være en rigtig god løsning for nogle (i den grad også samfundsøkonomisk), mens at nogle igen vil have gavn af andre typer individuelt tilpassede forløb.

Her på matriklen i Vanløse har undertegnede været så privilegeret altid at have haft en arbejdsplads, hvor han, som på øen med den enlige palme, har kunnet ligge og gispe lidt i sandet fra tid til anden.

Børnenes mor, derimod, har for længst brugt tiden på sit dykkerur og en lang tur i ”kammeret” synes at virke som en overordentlig god idé for hende, når børnene ellers atter kan holde balancen på landjorden.

Og apropos børnene.

Det fylder os stolthed og glæde at være vidner til den transformation vores to fantastiske unge mennesker gennemgår, og det fylder os med håb for fremtiden, sådan at se dem stå og tørre langsomt i solen.

Men vi, deres forældre, skal altså også se at komme ud af det dersens hav.

Efterfølgende, skal vi have presset havet ud af os, hvilket nok kommer til at tage en del længere tid.

For vi er IKKE læderskildpadder.

Læderhalse, måske, 😉 men det er så også det.

Og vi hører slet, slet ikke til dernede.

I dybet.

🐢

Tak fordi du læste med.

Hej og velkommen til (opdateret December 2022)

Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017.

I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende.

Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende. Vores familie består af Freja (20), Toke (17) Anne (43) samt undertegnede (47)

Vi har alle autisme. Freja og jeg har også ADHD. Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien. Så der er nok at skrive om.

Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”

Vi er glade for at du er her 🙂 Mvh. Freja og Morten

Er dette din første artikel. Så prøv denne her.

Eller denne her (skrevet af Freja)

🔐 “Det er menneskeligt at fejle” Jeg har ofte spekuleret på, hvad der mon blev af den navnløse unge mand bagerst til venstre i klassen , i Adjunkt Langhaves Latintime, i filmen “Det forsømte forår” fra 1991.

Adjunkt Langhave, den unge visionære sympatiske lærer der, for en kort stund, vikarierer for den ondskabsfulde Lektor Blomme.

Hvor Lektor Blomme tæsker pensum ind med koporligt, men i særdeleshed også psykisk terror, har Adjunkt Langhave forstået, at læring (som alt andet i øvrigt) hænger ved og indlejrer sig, hvis det fremstår meningsfuldt.

Langhave lader således sit nøglebundt gå på omgang på kryds og tværs i klassen, for at øve forskellige former af det latinske ord for nøgle, “clavis”

Og det virker! Når elevernes fingre lukker sig om nøglebundtet, husker kroppen.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end at en elev, ved et uheld får kastet nøglebundtet ud af vinduet og da skolens hidsige gymnastiklærer returnerer dem, koster det en rude livet.

Og det er så her at den rare Adjunkt Langhave med en lunt smil og ordene “errare humanum est” fisker nøglerne op fra bunken af glasskår.

Den unge mand, bagerst til venstre, får lov at oversætte.

“Det er menneskeligt at fejle”

Har man læst bogen eller set filmen, ved man kun alt for godt, hvordan det sidenhen går Lektor Blommes latinklasse fra Metropolitanskolen.

Som voksne indtager de stort set alle de positioner i samfundets top, som fra begyndelsen af var tiltænkt dem.

Menneskeligt, er de imidlertid forkrøblede og en enkelt af dem har et liv på samvittigheden.

Trist. Hvis det da ikke lige var for ham bagerst til venstre.

Jeg forestiller mig, af en eller anden grund, at han voksede han op og fik et barn med særlige behov. Eller også valgte han en levevej som professionel indenfor autisme området.

Måske begge dele på én gang.

Sikkert er det i hvert fald, at selvom Lektor Blomme genoptog sit terrorregime og Adjunkt Langhave, i hvert fald for en tid, måtte vige pladsen, så forlod de ord, der blev sagt, den helt særlige dag, på det helt perfekte tidspunkt aldrig den unge mands bevidsthed.

Så selvom hans krøllede familie liv måske nok en gang i mellem kunne synes udfordrende og selvom han professionelt af og til, fandt sig selv stirrende ind i, hvad der til forveksling kunne ligne behandlingsmæssige blindgyder, så vidste han, at det alt sammen nok skulle gå, for:

“Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive” (hvem ved, måske selv alverdens Lektor Blomme typer….)

Desuden huskede han, at det meste bliver lettere eller i hvert fald til at holde ud, (herunder livet i al almindelighed😉) i de glimt hvor det fremstår meningsfuldt.

Som når et ungt, usikkert menneskes hånd lukker sig om et nøglebundt.

Den 17 årige skuespilleraspirant (mig), der fik lov til at forløse rollen som den unge navnløse mand bagerst til venstre, i et bagende varmt Risby Studie, der år senere skulle lægge rum til Badehotellet på TV2, voksede i øvrigt selv op, fik sjove børn, en blog samt et komplekst, men fantastisk job inden for autismeområdet …. plus det løse.

Som farmand og som fagmand begik han masser af fejl, altså virkelig mange, i sin søgen efter de små fortættede øjeblikke af tid og rum, hvor man kan være heldig og dygtig nok til kunne skabe små glimt af noget der måske kan virke meningsfuldt 🔑

Men det er en anden historie 😉

(Udgivet første gang i november 2018 og fagsprogligt opdateret i april 2022)

Når man åbner glasdøren ud til vores godt tilgroede, men virkelig hyggelige, sydvendte, lille have, træder man gennem et tungt gardin af vinranker og direkte ud på resterne af en patineret azurblå trappe.

Jeg har efterhånden siddet på den trappe et utal af gange og funderet over småt og stort, mens at jeg har indsnuset glasklar morgenluft eller set solens sidste stråler forsvinde bag det mørke skiffertag på naboens gule villa.

Her for nyligt sad jeg således på trappen og funderede over hvor grænsen egentlig går mellem ekstrem/patologisk kravundgående adfærd og sund/normal kravundgående adfærd.

Snakken og debatten om de kravundgående adfærdsprofiler hos børn –og unge med autismetilstande, har i efterhånden mange år fyldt godt op i såvel fora for forældre/pårørende på nettet, som i professionelle kredse.

Jeg færdes hjemmevandt begge steder, og som den hybrid jeg nu engang er blevet mellem privat, at være far til to teenagere med autisme og nedsat kravkapacitet , samt professionelt at beskæftige mig med nøjagtigt det samme, indså jeg for nyligt, at jeg i min fartblindhed havde tilegnet mig en vane med at anskue nedsat kravkapacitet og decideret kravundgående adfærd, som noget entydigt negativt.

Og så måtte jeg jo en tur på trappen, med kaffe og kat –som man siger, og få styr på nuancerne, forud for den mindre foredragstur om autisme, nedsat kravkapacitet, kravundgående adfærd –og ufrivilligt skolefravær, som stod og blinkede i min kalender..

Jeg returnerede til stuens varme med et humoristisk glimt i øjet og udkastet til følgende beskrivelse af 3 eksempler på sunde/normale former for kravundgående adfærd, kradset ned på notesblokken.

1. Jeg vil bare helst selv få idéen. 

Brædderne jeg sidder på, når jeg tænker på trappen, er så slidte, at det eneste der holder dem fra at give efter for vægten af den næste fod eller kattepote, er de ti – femten terrassesten jeg i et sindrigt system, har klodset op for at understøtte deres allersvageste punkter.

Og det er jo pløk åndssvagt.

Det syntes børnenes mor også. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange hun har bedt mig reparere den forbandede trappe. Hun har tilmed et ’trappe-blik’. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.

Min gode ven Anders der, modsat mig, er typen der rent faktisk kan både save i træ og bygge noget ud af det, uden at komme til skade eller ødelægge noget, har tilmed tilbudt mig at hjælpe.

Jeg har naturligvis kategorisk afvist al hjælp –ligesom jeg frabedt mig yderligere påmindelser, og det i en grad så jeg omsider har opnået det jeg benhårdt har gået efter hele tiden:

Fred og ro, om end det er på lånt tid, samt en flosset og illusorisk indre forvisning om at jeg er herre i både eget hus, have OG ikke mindst herre i min egen hjerne!

Jeg skal da i hvert fald nok selv bestemme, hvornår at den trappe skal bygges.

-eller noget..

Dumt? Afgjort!

Stædigt? I allerhøjeste grad, men tanken om det frie valg, er nu engang en vigtig komponent i den spartelmasse (for nu at blive i gør-det-selv land) der fylder hullerne i mit liv ud, så det kan vedblive med at have både form, indhold og se bare nogenlunde jævnt og sammenhængende ud, når man anskuer det indefra som udefra.

Så.

I den forstand, at ingen kommer til skade (terassestenene skal nok holde skidtet oppe) falder modvilje mod trappebygning, alt andet lige, ind under kategorien af –om ikke sund, så i hvert fald relativt normal, afgrænsende -og identitetsskabende kravundgående adfærd.

I kender det garanteret fra jer selv (-eller fra en I kender 😉)

2. Jeg skal re-kalibrere min hjerne.

Jeg har langt fra altid lyst til at snakke med børnenes mor, når jeg kommer hjem fra arbejde. Eller lyst til at snakke med nogen som helst, for den sags skyld.

Det skal da måske lige være vores to katte.

Er jeg heldig, kan jeg sætte mig på trappen et par minutter (Jeg tester naturligvis først forsigtigt dens stabilitet, med den ene fod).

Har jeg kørt alene hjem i bil, har jeg måske, godt beskyttet af kabinens ambassadeagtige ukrænkelighed, allerede kunnet omstille min hjerne til mødet med hjemmeverdenen i det røde hus i Vanløse.

En verden jeg langt fra altid færdes i med samme indfølingsevne og overblik, som når jeg rådgiver andres børn –og unge, familier –eller som når jeg rådgiver professionelle.

En ting er omgivelserne og miljøskiftet fra ”ude” til ”hjemme”.

Et andet er alle de assorterede følelser, som sparker ind, når man sætte nøglen i hoveddøren og ændrer status til: ”Far til Freja og Toke” og ”Gift med Anne”

Her kan jeg godt lige have brug for et par kravafvisende minutter, for mig selv….

Eller fem…

Og jeg kan i øvrigt aldrig rigtig huske, hvad jeg har lavet på arbejdet.

Virker det en anelse bekendt?

3. Min hjerne har ikke opnået korrekt driftstemperatur.

Tidligt om morgenen, her i den kolde sæson, sidder jeg i min lille fornuftige, 14 år gamle Volkswagen og stirre tålmodigt på en lille blå indikator i instrumentbrættet, som jeg venter på skal slukke.

Min stirren falder som regel sammen med, at min flinke nabo går hjemmefra, på vej mod Flintholm station.

Jeg vinker høfligt og min høflighed besvares med et tilsvarende vink, samt en grimasse der afslører at han, selv efter 5 år med mig som nabo, endnu ikke helt har regnet ud, hvad det egentlig er at jeg laver i den bil.

Alt afhængig af udendørstemperaturen -og af hvor længe bilen har stået stille, tager det op til 4 minutter før at motoren er driftsklar og den lille blå lampe slukker.

Egentlig kunne jeg, strengt taget kaste mig ind på førersædet, dreje tændingsnøglen, sætte automatgearet i ’drive’ og så ellers bare give dieselmotoren solid bundgas.

Men det er en rigtig dårlig idé, på den lange bane.

Det går ud over brændstofforbruget, ydeevnen og miljøet –og ikke mindst går det ud over motorens holdbarhed. Desuden udsender den en irriterende, høj klaprende lyd, som dæmpes betragteligt, hvis man ellers har tålmodighed til at vente på at den lille blå lampe slukker.

-sådan er det egentlig også lidt med hjerner….. –isch

Tidligere på morgenen, i god tid før at jeg indfinder mig bag rattet, er min hjernes blå driftslampe som hovedregel blevet vandet med rigelig mængder kaffe, ro og tålmodighed før den er slukket.

Folk der kender mig, er godt klar over, at der ikke kommer stor kunst ud af at forlange noget som helst af mig, mens at jeg ”lyser blåt”.

Det går ud over min brændstoføkonomi, miljøet (alt omkring mig) -samt min generelle holdbarhed.

Desuden kommer der en lind strøm kravafvisende,retorisk ’dielselklapren’ ud af min mund, hvis man altså ikke har tålmodighed til at vente på at lampen slukker.

……………………

Børn –og unge med autismetilstande kan sagtens have kravundgående adfærdsmønstre og benytte sig af hverdagsstrategier der for omverdenen fremstår irrationelle og usunde, uden at de nødvendigvis er det.

Deres adfærd behøver med andre ord ikke at være ekstrem, fordi at vi voksne – forældre, pårørende eller professionelle ikke forstår den. Ej heller behøver den at være ekstrem, fordi at det tager os lang tid at gennemskue formålet bag den. (apropos min nabos underen over min biladfærd)

Sund kravundgående adfærd kan godt indramme, forklare, fastholde, skabe et øjebliks helle og peger fremad.

I den sammenhæng kan man som ungt menneske, med autisme, godt sidde foran computeren i, hvad der for forældre med en sund analog opvækst, kan virker som alt for mange timer, uden at det er mere usundt end ens manglende fysiske aktivitet gør det til.

Men man rejser sig dog….. På et tidspunkt.

Den ekstreme kravafvisende adfærd, derimod, er angstdrevet, fængslende, handlingslammende, potentielt invaliderende, men heldigvis også ret sjældent forekommende.

Prøv engang voksne læsere, med mine tre, lettere forsimplede eksempler i erindringen, at stille jer selv det spørgsmål, hvor meget af jeres egen såkaldte sunde/normale kravundgående adfærd, der giver umiddelbar mening for jeres omgivelser.

Nej, vel…

Børn –og unge UDEN autisme, evner formentlig, ligesom jer, at tolke –og efterfølgende forklare deres egen adfærd over for omverdenen. Og kan de ikke selv, så kan andre det som regel.

Sådan forholder det sig ikke altid med børn –og unge med autisme.

Jeg mødte engang en ung mand, som godt kunne lide at røre ved bordhjørner.

Han vidste ikke rigtig selv hvorfor

I fællesskab fandt vi dog snart frem til, at det havde noget af gøre med, at følelsen af de håndfaste 90 graders vinkler stimulerede ham rent sansemæssigt og forankrede ham i virkeligheden, når han var på nippet til at fortabe sig i sine egne tanker.

Men det var sådan set ok.

Den unge mands adfærd med bordhjørnerne var ikke udtryk for en alvorlig –eller ekstrem OCD tilstand, i den forstand at hans hud ikke faldt af og at han i øvrigt ikke gjorde sig negative tanker om, hvad der kunne ske, hvis han IKKE rørte ved sine bordhjørner.

Han kunne bare enormt godt lide det. Og hans adfærd tjente et formål, der pegede fremad.

Den indrammede hans verden, så han kunne mærke sig selv, handle og komme videre -fra bordhjørne til bordhjørne – efterhånden så diskret at ingen bemærkede det.

Vi har alle sammen brug for vores bordhjørner og rammer og…….trapper – så længe at vi ikke hænger fast i dem.

……………….

Apropos…… træ

Det skulle blive en kold vinter, siger de kloge.

Det giver mig i omegnen af 4 minutters gratis egen ventetid, i bilen hver morgen.

En dag, men jeg vælger selv hvilken, kunne det måske godt være at jeg skulle bruge et par af de 4 minutter, på at få ringet til ham der Anders.

Så kunne vi måske mødes i Silvan på Slotsherrensvej og kigge på nogle planker.

-som man siger..

Så vi kan få lavet den forbandede trappe.

Læser du med, Anders?

.………………………

Tak for at DU læste med 🙂

/Morten

April 2022. Trappen er delvist repareret. Jeg tog mod til mig, lod skægget stå, iførte mig en skovmandsskjorte, tog min teenager (også I iført skovmandsskjorte) med og købte de forbandede brædder. Det var ikke så svært, men Anders havde også vejledt mig.

Bilen med den blå lampe er udskiftet til en større model. Førnævnte teenager på knap 190 cm kunne ikke være i den mere og eftersom han insisterede på, at sidde på bagsædet, var der ikke så meget at rafle om.

Jeg savner den lille blå lampe.

Hej

Godt nytår.

Sidder og tænker tilbage på hvorledes at jeg, for præcis et år siden lå og rallede på et isolationshotel i Københavns Centrum, med så meget corona i kroppen at turen til badeværelset halvanden meter væk var en heldagsudflugt hvoraf 7 timer gik med planlægning af ruten 🙄

“Til gengæld” havde jeg, kort før min hastige og velmente flugt fra hjemmet, smittet resten af familien, og de havde det omtrent ligeså dårligt derhjemme.

Det var før vaccinerne.

Jeg tilbragte en uge i mit 12 kvadratmeter store mikrokosmos før at jeg havde det godt nok til at køre bilen de 7 kilometer gennem byen og lade mig genforene med familien, så vi i det mindste kunne være sølle sammen.

De korte perioder hvor det ikke gjorde ondt at have øjnene åbne, kunne jeg på hotelværelsets tv, til min store forbløffelse iagttage, hvorledes en mand iført bar mave og bøffelhorn stod og rablede et eller andet uforståeligt af sig fra talerstolen i repræsentanternes hus, i kongresbygningen i Washington DC.

Da jeg var helt feberfri stod han der endnu.

Jovist! Det gode (og ellers garanteret synkefri skib) MS 2021 lagde godt nok fra kaj med manér….. 🙄

Næ. Så var der mere stil over den mimosa (juice og bobler) jeg blandede til min voksne datter og jeg selv ifbm. det rituelle indtag af røræg og bacon 1 januar 2022.

En trylledrik der øjeblikkeligt sparkede min promille væsentligt højere op end den nogensinde kom i løbet af selve nytåraften

Ret klassisk vores familie.

Altså ikke det at være småtipsy længe før dagens smittetal indfinder sig, men klassisk i den forstand, at nytårsaften (eller vores familieliv i al almindelighed) her hos Gantzler Oschlak klanen, naturligvis altid har været en pæn uortodoks størrelse, der nok aldrig ville finde vej til et dobbeltopslag på glitrende tykt papir i et livsstils -eller bolig magasin..

I psykologbladet måske eller i Dagens Medicin.

Ikke at vores nytårsaftnerne har været foruden årligt tilbagevendende ritualer. I guder nej.

Dem har vi skam haft mange af.

Ritualer og en stram koreograferet aften der, som en Broadway musical, der bare nægter at dø, har ladet sig genopføre år efter år.

Fortællingen om vores nytårsaften har så til gengæld ikke være den, hvor sidste akt 1. januar åbner med en kvalm sukret fornemmelse i munden af kransekage og bobler (købt sød, skulle ha’ været tør 🙄).

Fortællingen om vores nytårsaften har heller aldrig sat sig i festtøjet, som et umiskendeligt duftspor af parfume, sjatter, krudt og cigaretter (efterfulgt af et “shit! Røg jeg i går?”)

Ordene: “Same procedure as every year” har til gengæld stået med flammeskrift i vores bevidsthed (men så til gengæld ikke som en ægte tatovering, lavet henover lænden i et svagt gin og tonic marineret yo-lo øjeblik”)

Så som I nok kan høre, har vi, som forældre til børn med autisme, i årenes løb, måtte se mange, mere eller mindre mindeværdige, (og tror vi nok) traditionelle nytårsfejringer flyve bort i den kemisk farvede røg fra naboens 1500 kroners krudtbatteri.

Pokkers også 😉

Nogle år i træk faldt børne og deres mor konsekvent i søvn ved 22:30 tiden og jeg kunne kortvarigt forlade domicilet, hvor duften af lamineringsplast endnu hang i luften, som vidnesbyrd om de piktogrammer vi havde produceret for at de, som trædesten, skulle få børnene sikkert frem mod de rådhusklokker, de alligevel aldrig hørte.

De år gate-Chrashede jeg hos neurotypiske venner, blot for at opdage, at jeg, i deres selskab, allerede var sat med adskillige banelængder i opløbet frem mod de tømmermænd, der for vennernes vedkommende ville indfinde sig nederst på sidste side i manuskriptet over deres rejse ind i det nye år.

Sådan nogenlunde synkront med at den første hopper i Garmish Partenkirchen ville få luft under skiene.

19 år uden nytårs-tømmermænd. Stakkels mig, hva?

Ej vel.

Hvis sandheden skal frem, så har vores neuro-atypiske og ret så tørlagte årlige fejringer givet mig et tiltrængt alibi ifht. desvæææææærre Ikke at kunne tage del i en festkultur der, indrømmet, altid har føltes lidt for syntestisk. lidt for svedigt (på den ufede måde) og har strammet mig lidt rigeligt hen over brystet.

Udfordringen sådan helt aktuelt er, at det alibi lige så stille er smuldret bort i takt med at børnene er vokset ud af den struktur, der har udgjort deres og vores nytårsaften de sidste mange år.

Ligeså kritisk forholder det sig med alibiet der har fritaget mig fra at forholde mig til andre dele af min personlighed end ham med sjove børn, men uden serpentiner og selvforskyldt ondt i håret.

Og det er nok i virkeligheden her, at de langt mere hardcore eksistentialistiske tømmermænd sparker ind.

Med renter.

For hvem i alverden er jeg, når jeg ikke er ham med børnene?

Et spørgsmål, hvis Breaking News bjælke bare et blevet mere og mere skriggul i toppen af min bevidstheds nyhedsfeed, ifbm. de sidste par årsskift.

Min søn fylder snart 17, min datter snart 20 og den løbende overdragelsesforetning (ansvar for egen hjerne) som deres mor og jeg har dedikeret adskillige leveår til, kører faktisk ret ok …. Ish.

Det er ret fantastisk og ret frusterende.

De har slet ikke brug for os og de har mega meget brug for os.

Lige til en skønne morgen, hvor man halvvejs gennem bacon og en ekstra stærk mimosa indser at man, i det store hele har haft sin tid og nu mest af alt skal forsøge at forvalte -og sortere i en masse behov man ikke helt ved om tilhøre børnene eller en selv.

Og man kigger sig omkring og opdager at livet ned sjove børn er har været lidt som at bo på 12 “mentale kvadratmeter” med et væg til væg tæppe af absurde, men tiltagende trygge rutiner, mad der ikke rigtig smager af noget, kronisk træthed og virkelig mærkeligt fjernsyn…..

Den opmærksomme læser har (forhåbentlig) nok bemærket at det har været småt med opdateringer og artikler, det sidste halve års tid.

Well.

Cruiset med det gode skib MS 2021 vedblev, også på det personlige plan, med at være en tour de force i hvor mange “isbjerge” vi kunne nå at ramme og stadigvæk holde skuden flydende, mens at vi skrålede med på “Nærmere Gud til dig”

En del af de “kollisioner” familien oplevede i årets løb havde faktisk intet med autisme at gøre.

Det var mere sådan noget med sygdom og pludselig død.

Alligevel føltes konceptet “alle mand til pumperne” skræmmende velkendt. Næsten trygt.

I hvert fald for mig.

Og alt i mens jeg sådan stod og pumpede vand ud af “maskinrummet” slog det

mig endnu en gang, at undtagelsestilstanden og kaos efterhånden var blevet den optik jeg, hvor grumset og ubehagelig den end måtte være, var blevet bedst til at anskue verden igennem.

En optik, hvor grundinstillingen var, at skete der ikke et eller forfærdeligt lige nu, jeg så kunne jeg (trygt) regne med at det gjorde der helt sikkert lige om lidt.

Og sådan kan man jo ikke leve….I hvert fald ikke for længe og slet ikke når alibiet for evig parathed nærmer sig sin udløbsdato.

Kort før jul kørte jeg en af efterhånden talrige ture med Falck fra der hvor min gamle Audi nu havde valgt at gå i stykker og til værkstedet i Herlev.

Chaufføren, tidligere ambulanceredder fortalte mig, at en af hemmelighederne bag det, dag efter dag,

år efter år, at kunne sætte sig bag rattet i ambulancen var, at lige meget hvad man kom ud til, når alarmen lød, så var ens formål og opgave altid klart defineret.

Ligeledes var der for det meste ligeledes klart definerede procedurer man kunne og skulle læne sig op af, selv når man stod ansigt til ansigt med opgaver og tragedier, der ville efterlade mange udenforstående handlingslammede og potentielt også traumatiserede.

Same procedure as last time. Det kunne jeg godt genkende.

Den sidste del af hemmeligheden gik ud på, at vide hvornår at tiden var inde til at aflevere nøglerne til ambulancen, krænge identiteten som redder af sig og så eventuelt hellige sig opgaven, i ro og mag at fragte raske og levende menneskers fejlramte biler fra a til b.

Det tænkte jeg en del over.

Mit nytårsfortsæt er, at få læst op på procedurerne for, hvordan at man lever et lidt mere mindre krøllet -måske ligefrem mere normalt liv.

Just in case.

Et liv med egne behov og interesser der række ud over de “12 mentale kvadratmeter”, et liv med lidt mindre “alle mand til pumperne” og med færre udrykningskørsler.

(hovedparten af dem viser sig efterhånden alligevel at være falske alarmer)

Et liv hvor jeg forventer det bedste, selvom jeg faktisk er bedst til “det værste”

Og hvis det virkelig skal være, vil jeg da gerne give det et skud ifht. at drikke mig fuld i sød crémant, danse rundt på en knækket stillet med en cigar i hånden mens at jeg synger med på ABBAs “Happy New year” af mine lungers fulde kraft, blot for at vågne dagen efter med en tatovering jeg omgående fortryder og tømmermænd på størrelse med Manhattan….

For det er da sådan I andre voksne gør, ude i den normale verden. Ik’? 😉

Eller er der nogle procedurer, jeg skal ha’ læst op på?

Jeg er jo små 20 år bagud, må I regne med 😉

Godt nytår og velkommen om bord på MS 2022. “Det gode håb”

Kh.

Autismeplusfar plus plads til udvidelse, forbedring OG, i et svagt yo-lo øjeblik, når ingen kigger – plads til begejstring.

(Og så regner jeg da også med at min datter, som jo også er blevet en skrivende del af Autismeplusfar, og jeg selv, skal ud undervise lidt mere sammen, når job, studier og mentalt helbred tillader det)