Kunsten at ilte det stillestående vand (en lille hyldest til fagfolket og deres måde at røre rundt på)

Jeg havde sidste år den glæde, sammen med min datter Freja, at afholde et kursus om autisme, skolefravær og belastningsreaktioner for en blandet gruppe dygtige, erfarne fagfolk.

Vi havde netop sammen udforsket den dybere mening bag udsagnet: “forældre kender deres børn bedst”.

Et udsagn en del af vores kursister, sympatisk nok, var begyndt at bruge som rettesnor i deres arbejde.

Det åbenlyse spørgsmål var så bare:

Hvor var det lige at fagfolkene selv kom ind i billedet, hvis forældrene altid var eksperterne?

Både som far og som fagmand var jeg ret nysgerrig.

Kort før kaffepausen gav Freja kursisterne følgende råd:

“Nogle gange har man det så dårligt, at man ikke en gang kan tåle, at folk som jer eksplicit stiller krav til- eller sætter mål for en”

“End ikke mål og krav, man selv drømmer om at kunne opfylde- og leve op til”

“Billedligt talt er alt hvad I kan gøre, i det første lange stykke tid, at røre ganske langsomt rundt i det stillestående vand og skabe lige præcis så meget cirkulation, at vandet iltes, ikke rådner og der ikke dannes bundfald”

Ret klogt sagt af hende, tænker jeg.

Og ikke helt enkelt at udføre.

Faktisk vil jeg, som fagperson med en del år på tælleren, vove den påstand, at netop det at “ilte stillestående vand” nok er den vanskeligste behandlingsdisciplin, at lære at mestre, af dem jeg kender til.

Jo langsommere man rører, jo vanskeligere er det. Selv, eller måske i virkeligheden, hvis man i øvrigt, i alle mulige andre sammenhænge er verdens dygtigste psykolog, læge, lærer eller den leder der har ansvaret for det hele.

Nogle gange skal man røre så langsomt, at man selv (eller eventuelle måbende udenforstående) næsten ikke kan se bevægelsen, samtidig med at man skal ramme en hårfin balance.

Den balance hvor vandet bærer lige præcis ilt nok med sig til at barnet- eller den unge tænker:

“Yes!”

“Der er nogle, der vil noget med mig, et sted der oppe.”

“De er ikke mine forældre, men jeg kan virkelig godt lide deres måde at røre rundt på.”

“Jeg er ikke på vej frem. Jeg er heller ikke på vej tilbage. Alligevel er jeg i bevægelse”

“Det kan jeg lige være i”

“Der er håb”

Pointen vores kursister gik til pause med var derfor følgende:

“Det er måden I rører rundt på”

“Lige der kender I nogle gange børnene bedst”

“Det må I sådan set godt være stolte af. Det smitter”

“Og nogle gang er det faktisk lige præcis det man drømmer om, som hårdt prøvet forældre. At andre, i små glimt, vil kende ens barn bedst. Bare på en anden måde”

“Måske tilmed en måde, man ikke umiddelbart kan gennemskue, før at øjeblikket indtræffer, hvor vandet klarer op og man, for første gang i lang tid, kan se bunden”

“Forældre kender deres børn bedst. Inden at i skriver det på alt jeres brevpapir, alle jeres kuglepenne og de 500 muleposer i er kommet til at bestille, så overvej lige om der ikke også skal stå noget i retningen:

“men vi er til gengæld helt vildt gode til at røre rundt og ilte det stillestående vand på den der helt særlige måde”

“Hvis I tænker, at det måske nok alligevel bliver lidt for langt at skrive, så bare husk det”

Herefter var der kaffepause.

En far eller en mor til et barn med autisme og angst, kan holde sig konstant neddykket i mindst 7 år!! (om hvad fanden man stiller op med sig selv, når det langsomt begynder at gå helt ok med ens børn og man samtidig kan øjne livet, som det tager sig ud, i det skarpe lys, på den anden side af den flimrende vandoverflade)

(Udgivet første gang i 2019 🐢)

Nå, men…jeg læste her forleden, i et af de aflagte eksemplarer af Illustreret Videnskab, som vores genboer Henning og Bente gavmildt donerer til børnene – og som nu fylder godt op på vores badeværelse, at en læderskildpadde kan holde sig neddykket i op til 7 timer. ”Ha!” Tænkte jeg. ”Jeg må le” (uden at jeg dog, af den grund gjorde det) ”Vi forældre med sjove børn, kan forblive neddykket i 7 år!! Eller mere, hvis det skal være!”

Og således, stadigvæk med det åbne magasin i hånden, der på relativt lidt spalteplads og med farverige illustrationer, på pædagogisk vis prøvede at redegøre for det ældgamle slægtskab mellem skildpadder og fugle, åbnede jeg lige så stille, for gud ved hvilken gang, døren til min bevidsthed på klem og inviterede en velkendt erkendelse indenfor.

Erkendelsen havde første gang materialiseret sig for mig, omkring begyndelsen af skolernes sommerferie 2019. Først som en diskret, endnu luftig og sjælden gæst der dog, som sommeren skred frem, efterhånden blev fortættet i en grad, så at den til sidst fik både form, farve og selvtillid nok til at den turde melde sin ankomst dagligt.

Erkendelsen, som sjovt nok også virkede sært skræmmende på mig, var –og er:

”Det går faktisk ret godt med vores to børn”

It’s true.

”Det går faktisk ret godt med vores to børn”

Alt den behandling samt den følelsesmæssige og autismepædagogiske opsparing, som især Anne, men også jeg selv, i årenes løb har ladet rulle ind på to spærrede hjernekonti hos Freja og Toke og som vi reelt ikke har vidst, hvornår at vi -eller de ville få adgang til. Den opsparing – vores reelle arv til dem, har forrentet sig og bliver p.t udbetalt til børnene i stadig større rater i takt med at andre kyndige hænder end vores, gradvist er med til bære dem fremad.

Så jo. Det går faktisk ret godt med de to. Sgu!

Men hey!

Altså ikke så godt, at vores søde og dygtige sagsbehandler, som måske også læser med her, og som jo egentlig faktisk godt ved -og forstår, at alt det, der virker ligetil, i virkeheden er møg-komplekst og at ting bare sådan generelt taget tid, at hun (-eller måske nærmere hendes ledelse) skal foranlediges til at tro, at familiens behov for behandlingsskolepladser og øvrig støtte, bare sådan uden videre fordamper som vanddråberne, i tropesolen, på skjoldet af en læderskildpadde der, for en kort bemærkning, er oppe for at trække frisk luft i sandet på en ø med en enlig palme.

Sådan er det slet ikke – ikke endnu i hvert fald.….

Og hey, igen.

Hvor er det i grunden åndsvagt at jeg overhovedet bruger spalteplads på sådan at forklare mig.  Jeg havde ellers egentlig forsvoret, at jeg ville gøre det. But here we are.

For, når sandheden skal frem, er det er faktisk i langt mindre grad omverdens mulige fejltolkninger af min forsigtige optimisme, der skræmmer mig, så meget som det er tanken om den verden –og den tilværelse der venter over det ”vandspejl”, som Anne og jeg, før eller siden kommer til at gennembryde permanent, når børnene får det så godt, at vi kan forlade vores neddykkede tilstand, trækker vejret – ikke i små gisp, men helt ned i lungerne OG

-for alvor mærke os selv.

Hvem ”os selv” så, i det hele taget, er?

………………………………………………….

Et af de mest følsomme, kontroversielle og derfor, i hvert fald officielt, mindre debatterede fænomener inden for den professionelle del af min verden, dagbehandlingsområdet, er når forældre til børn med særlige behov, bevidst eller ubevidst sætter hindringer i vejen for deres børns udvikling.

I langt, langt de fleste tilfælde sker dette ikke fordi at forældrene er uvidende eller ondskabsfulde. Ej hellere ikke fordi, at de lider af Münchausen by proxy, som reelt er et virkelig, virkelig sjældent forekommende fænomen. Nogle forældre sætter bevidst eller ubevidst hindringer i vejen for deres børns udvikling fordi at de  – forældrene, har stået så længe og så alene i rollen som omsorgsperson, behandler m.m, at de enten ikke tør -eller ganske enkelt ikke kan give ansvaret videre, selvom det er lige netop det, de ønsker sig mere end noget andet, at kunne gøre.

En del af dem mener, af bitter erfaring at have lært, at hvis ikke det er lige præcis er dem – og ingen andre, der er der for deres barn, når det gælder (for der har måske hidtil reelt kun været dem til at løfte opgaven) , ja så bliver tingene enten ikke gjort, ELLER de bliver gjort forkert.

Og så er det, at det går galt.

Og er det først kommet dertil, ja så er det alligevel dem, forældrene, der efterfølgende skal samle det ødelagte barn –samt hvad barnet eventuelt har ødelagt op og bære det hele på deres skuldre.

Barnets smerte, glasskår,  omverdens bebrejdelser – det hele!

I den forstand forstår jeg dem godt, forældrene.

Jeg har tidligere, her på bloggen, brugt udtrykket sekundær traumatisering som et udtryk for en tilstand hvor barnets og forældrene nervesystemer, efter mange års belastning, på det nærmeste gror ind i hinanden.

Barnets smerte bliver forældrenes smerte – en smerte der, sammen med en følelse af evig parathed, tager bo i en krop, hvor hver en celle måske nok skriger efter ilt, men hvor en fortsat neddykning i det eneste element, forældrene efterhånden kan huske at kunne navigere i, føles som et trygt alternativt til, hvad end der måtte vente på den anden side af den flimrende overflade i det skarpe lys.

Her kan det være fristende, at prøve at hive andre med ned i dybet. Dels for at bryde ensomheden, men ligeså meget for at også DE, bare et øjeblik, for helvede da også skal mærke og forstå, hvad det er for en verden man har levet i.

Og det er måske tilmed her – lige præcis her, at man ud af øjenkrogen, til sine egen delte glæde og frustration, ser sit eget barn gøre sig fri af ens nervesystem og tage et par raske svømmetag forbi en, rækkende armen skråt opad.

Som den behandler, som den pædagog –eller som den lærer, der står oven vande og rækker armen skråt nedad, kan det være en overordentlig vanskelig situation at stå i.

For hvem skal man egentlig redde først? Trækker man et velbehandlet barn op, men lader en endnu hårdt ramt far eller mor svæve under overfladen. Hvad sker der så?

Risikere barnet at blive trukket tilbage i vandet af fars eller mors dødvægt?

Disse er blot få ud af mange etiske dilemmaer, man ofte stilles overfor i den del af et langt behandlingsforløb, hvor ens indsats, som professionel rent faktisk begynder at bære frugt.

Ovenstående konkrete dilemma er, som udgangspunkt, ganske ligetil. I hverfald som ressourcerne og prioriteterne er fordelt i dagbehandlingssystemet, hvor jeg selv har min daglige gange – både som privat og som professionel.  Her er det p.t barnet der bliver prioriteret højest, selvom alle aktører omkring tit og ofte kan være enige om behovet for en mere gennemgribende og koordineret indsats, der strengt taget også burde omfatte de forældre -samt eventuelle søskende, der måske i årevis har befundet sig i et ugæstfrit miljø, på varierende dybder.

Så ja.

Jeg forstår, som nævnt, udemærket godt de forældre der, selvom de måske ikke siger det højt, frygter den positive forandring der, med andre gode –og dygtige menneskers mellemkomst forhåbentlig før eller siden skyller ind over deres børn, når de rammer overfladen.

Forældre som måske netop derfor sænker tempoet mere end hvad godt er.

Men guderne skal da også vide, at jeg har hørt om -og været vidne til en del situationer, hvor både børn med autisme og angst m.m –samt deres forældre er blevet underlagt krav om en opstigning der, i bedste mening, men mod bedre vidende, har skullet foregår i et mildest talt usundt tempo.

Jeg nåede ganske vist, i sin tid – før at jeg fik børn, aldrig at fuldende mit rigtige dykkerkursus. Noget af det første vi lærte på modul 1 var, imidlertid  hvad en alt for hurtigt opstigning fra dybderne, kan føre med sig af uhyrligheder.

Trykfaldssyge! (populært dykkersyge) Noget som alle dykkere frygte! Et grufuldt fænomen hvor dannelse af kvælstofbobler i blodet kan føre til en tilstand, som i værste fald kan ende med at tage livet af en.

Før at det kommer så vidt, og man reelt mister bevidstheden, kan der optræde symptomer som: hovedpine, svimmelhed træthed, ledsmerter, føleforstyrrelser og lammelser.

Som far til to børn med autisme, adhd og angst/PDA, har jeg ”sjovt nok” været hele rækken igennem – undtaget, naturligvis, død. (faste læsere ved nok, at det er forbudt at dø her hjemme 😉 )

Alle symptomer, på nær et, er kommet hånd i hånd med stress i forskellige afskygninger. Besvimelsen indtraf så til gengæld den gang at min søn, i en forbigående tilstand af affekt, ramte mig så uheldigt på halspulsåren, at jeg lige var væk i et par sekunder.

Kritiske anfald af ægte dykkersyge behandles effektivt, ved at patienten anbringes i et trykkammer. Så meget har jeg læst mig til.

Men hvordan behandler man egentlig forældre, hvor børnene måske, med hjælp fra et kompetent hold af behandlere, pædagoger og lærere, har holdt de obligatoriske pauser, for hver 5 meters opstigning fra autisme –og angsthavet, men hvor forældrene, anderledes uforberedte, intet andet valg har end at følge hurtigt efter, når vandspejlet pludselig brydes af deres børn?

HER må vores søde, dygtige sagsbehandler –samt alle de andre hårdarbejdende, samvittighedsfulde godhjertede mennesker i forvaltningerne, som jeg ved findes –og som jeg jævnligt møder, som samarbejdspartnere, gerne læse med.

Realiteten er, at mange forældre til børn – ikke bare med autisme, men med alle mulige typer handicap, kæmper en ulige kamp når de forsøger at genoptage den tilværelse de engang drømte om skulle være deres – med job og med fritid.

Mange ønsker måske nok, at vende tilbage til det ”rigtige” arbejdsmarked, efter reelt at have sparet det offentlige for store udgifter, ved ofte, i årevis 24/7 365 dage om året at have løftet en opgave så tung som en flere hundrede meter høj vandsøjle over deres børns hoveder, til gengæld for den relativt beskedne og tidsbegrænsede indkomst som en tabt arbejdsfortjeneste udgør.

For nogle lykkedes det at vende tilbage og dem skal vi glæde os over.

Men samtidig må vi også forholde os til det åbenlyse faktum, at opholdet i dybet, det konstante tryk –samt opstigningen til tilværelsen, gør at enkelte forældre er så påvirkede og helt konkret syge, at de har brug for hjælp og støtte for at kunne rejse sig igen og hjælpe med at vedligeholde de gode strategier som deres velbehandlede børn har fået med sig.

I denne gruppe finder man tillige forældre hvor de professionelle kvalifikationer de måske en gang havde –og som måske var relevante og tidssvarende, da de smed alt hvad de havde i hænderne for at passe børnene, tilsvarende for længst er blevet smidt som uddateret dødvægt og nu befinder sig der, hvor lyset ikke når ned.

Så….

Hvordan sikre man sig, at der står et ”trykkammer” parat til den gruppe, hvor de bobler af posttraumatiske stress, en del af dem lider af, nænsomt -og i et tempo der er mennesker værdige, kan presses ud af deres systemer?

Et godt spørgsmål. Ikke sandt?

En langsom trykudligning i form af et revalideringsforløb, med en kombination af behandling og professionel omskoling, vil måske være en rigtig god løsning for nogle (i den grad også samfundsøkonomisk), mens at nogle igen vil have gavn af andre typer individuelt tilpassede forløb.

Her på matriklen i Vanløse har undertegnede været så privilegeret altid at have haft en arbejdsplads, hvor han, som på øen med den enlige palme, har kunnet ligge og gispe lidt i sandet fra tid til anden.

Børnenes mor, derimod, har for længst brugt tiden på sit dykkerur og en lang tur i ”kammeret” synes at virke som en overordentlig god idé for hende, når børnene ellers atter kan holde balancen på landjorden.

Og apropos børnene.

Det fylder os stolthed og glæde at være vidner til den transformation vores to fantastiske unge mennesker gennemgår, og det fylder os med håb for fremtiden, sådan at se dem stå og tørre langsomt i solen.

Men vi, deres forældre, skal altså også se at komme ud af det dersens hav.

Efterfølgende, skal vi have presset havet ud af os, hvilket nok kommer til at tage en del længere tid.

For vi er IKKE læderskildpadder.

Læderhalse, måske, 😉 men det er så også det.

Og vi hører slet, slet ikke til dernede.

I dybet.

🐢

Tak fordi du læste med.

Har du læst denne her? ⬇️

https://autismeplusfar.com/2022/04/14/vil-du-ikke-nok-vaere-soed-at-loefte-boremaskinen-vaek-fra-sengen/

Du kan kontakte os her, angående foredrag m.m . ⬇️ Mange hilsner Autismeplusfar (Morten) plus datter (Freja)

https://autismeplusfar.com/contact/

Historien om ham den unge mand bagerst til venstre i klassen og om små glimt af noget, der måske kan virke meningsfuldt.

🔐 “Det er menneskeligt at fejle” Jeg har ofte spekuleret på, hvad der mon blev af den navnløse unge mand bagerst til venstre i klassen , i Adjunkt Langhaves Latintime, i filmen “Det forsømte forår” fra 1991.

Adjunkt Langhave, den unge visionære sympatiske lærer der, for en kort stund, vikarierer for den ondskabsfulde Lektor Blomme.

Hvor Lektor Blomme tæsker pensum ind med koporligt, men i særdeleshed også psykisk terror, har Adjunkt Langhave forstået, at læring (som alt andet i øvrigt) hænger ved og indlejrer sig, hvis det fremstår meningsfuldt.

Langhave lader således sit nøglebundt gå på omgang på kryds og tværs i klassen, for at øve forskellige former af det latinske ord for nøgle, “clavis”

Og det virker! Når elevernes fingre lukker sig om nøglebundtet, husker kroppen.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end at en elev, ved et uheld får kastet nøglebundtet ud af vinduet og da skolens hidsige gymnastiklærer returnerer dem, koster det en rude livet.

Og det er så her at den rare Adjunkt Langhave med en lunt smil og ordene “errare humanum est” fisker nøglerne op fra bunken af glasskår.

Den unge mand, bagerst til venstre, får lov at oversætte.

“Det er menneskeligt at fejle”

Har man læst bogen eller set filmen, ved man kun alt for godt, hvordan det sidenhen går Lektor Blommes latinklasse fra Metropolitanskolen.

Som voksne indtager de stort set alle de positioner i samfundets top, som fra begyndelsen af var tiltænkt dem.

Menneskeligt, er de imidlertid forkrøblede og en enkelt af dem har et liv på samvittigheden.

Trist. Hvis det da ikke lige var for ham bagerst til venstre.

Jeg forestiller mig, af en eller anden grund, at han voksede han op og fik et barn med særlige behov. Eller også valgte han en levevej som professionel indenfor autisme området.

Måske begge dele på én gang.

Sikkert er det i hvert fald, at selvom Lektor Blomme genoptog sit terrorregime og Adjunkt Langhave, i hvert fald for en tid, måtte vige pladsen, så forlod de ord, der blev sagt, den helt særlige dag, på det helt perfekte tidspunkt aldrig den unge mands bevidsthed.

Så selvom hans krøllede familie liv måske nok en gang i mellem kunne synes udfordrende og selvom han professionelt af og til, fandt sig selv stirrende ind i, hvad der til forveksling kunne ligne behandlingsmæssige blindgyder, så vidste han, at det alt sammen nok skulle gå, for:

“Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive” (hvem ved, måske selv alverdens Lektor Blomme typer….)

Desuden huskede han, at det meste bliver lettere eller i hvert fald til at holde ud, (herunder livet i al almindelighed😉) i de glimt hvor det fremstår meningsfuldt.

Som når et ungt, usikkert menneskes hånd lukker sig om et nøglebundt.

Den 17 årige skuespilleraspirant (mig), der fik lov til at forløse rollen som den unge navnløse mand bagerst til venstre, i et bagende varmt Risby Studie, der år senere skulle lægge rum til Badehotellet på TV2, voksede i øvrigt selv op, fik sjove børn, en blog samt et komplekst, men fantastisk job inden for autismeområdet …. plus det løse.

Som farmand og som fagmand begik han masser af fejl, altså virkelig mange, i sin søgen efter de små fortættede øjeblikke af tid og rum, hvor man kan være heldig og dygtig nok til kunne skabe små glimt af noget der måske kan virke meningsfuldt 🔑

Men det er en anden historie 😉

SUND KRAVUNGÅENDE ADFÆRD (Om selv at ville få idéen, re-kalibrere sin hjerne og om at opnå den rette driftstemperatur)

(Udgivet første gang i november 2018 og fagsprogligt opdateret i april 2022)

Når man åbner glasdøren ud til vores godt tilgroede, men virkelig hyggelige, sydvendte, lille have, træder man gennem et tungt gardin af vinranker og direkte ud på resterne af en patineret azurblå trappe.

Jeg har efterhånden siddet på den trappe et utal af gange og funderet over småt og stort, mens at jeg har indsnuset glasklar morgenluft eller set solens sidste stråler forsvinde bag det mørke skiffertag på naboens gule villa.

Her for nyligt sad jeg således på trappen og funderede over hvor grænsen egentlig går mellem ekstrem/patologisk kravundgående adfærd og sund/normal kravundgående adfærd.

Snakken og debatten om de kravundgående adfærdsprofiler hos børn –og unge med autismetilstande, har i efterhånden mange år fyldt godt op i såvel fora for forældre/pårørende på nettet, som i professionelle kredse.

Jeg færdes hjemmevandt begge steder, og som den hybrid jeg nu engang er blevet mellem privat, at være far til to teenagere med autisme og nedsat kravkapacitet , samt professionelt at beskæftige mig med nøjagtigt det samme, indså jeg for nyligt, at jeg i min fartblindhed havde tilegnet mig en vane med at anskue nedsat kravkapacitet og decideret kravundgående adfærd, som noget entydigt negativt.

Og så måtte jeg jo en tur på trappen, med kaffe og kat –som man siger, og få styr på nuancerne, forud for den mindre foredragstur om autisme, nedsat kravkapacitet, kravundgående adfærd –og ufrivilligt skolefravær, som stod og blinkede i min kalender..

Jeg returnerede til stuens varme med et humoristisk glimt i øjet og udkastet til følgende beskrivelse af 3 eksempler på sunde/normale former for kravundgående adfærd, kradset ned på notesblokken.

  1. Jeg vil bare helst selv få idéen. 

Brædderne jeg sidder på, når jeg tænker på trappen, er så slidte, at det eneste der holder dem fra at give efter for vægten af den næste fod eller kattepote, er de ti – femten terrassesten jeg i et sindrigt system, har klodset op for at understøtte deres allersvageste punkter.

Og det er jo pløk åndssvagt.

Det syntes børnenes mor også. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange hun har bedt mig reparere den forbandede trappe. Hun har tilmed et ’trappe-blik’. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.

Min gode ven Anders der, modsat mig, er typen der rent faktisk kan både save i træ og bygge noget ud af det, uden at komme til skade eller ødelægge noget, har tilmed tilbudt mig at hjælpe.

Jeg har naturligvis kategorisk afvist al hjælp –ligesom jeg frabedt mig yderligere påmindelser, og det i en grad så jeg omsider har opnået det jeg benhårdt har gået efter hele tiden:

Fred og ro, om end det er på lånt tid, samt en flosset og illusorisk indre forvisning om at jeg er herre i både eget hus, have OG ikke mindst herre i min egen hjerne!

Jeg skal da i hvert fald nok selv bestemme, hvornår at den trappe skal bygges.

-eller noget..

Dumt? Afgjort!

Stædigt? I allerhøjeste grad, men tanken om det frie valg, er nu engang en vigtig komponent i den spartelmasse (for nu at blive i gør-det-selv land) der fylder hullerne i mit liv ud, så det kan vedblive med at have både form, indhold og se bare nogenlunde jævnt og sammenhængende ud, når man anskuer det indefra som udefra.

Så.

I den forstand, at ingen kommer til skade (terassestenene skal nok holde skidtet oppe) falder modvilje mod trappebygning, alt andet lige, ind under kategorien af –om ikke sund, så i hvert fald relativt normal, afgrænsende -og identitetsskabende kravundgående adfærd.

I kender det garanteret fra jer selv (-eller fra en I kender 😉)

  1. Jeg skal re-kalibrere min hjerne.

Jeg har langt fra altid lyst til at snakke med børnenes mor, når jeg kommer hjem fra arbejde. Eller lyst til at snakke med nogen som helst, for den sags skyld.

Det skal da måske lige være vores to katte.

Er jeg heldig, kan jeg sætte mig på trappen et par minutter (Jeg tester naturligvis først forsigtigt dens stabilitet, med den ene fod).

Har jeg kørt alene hjem i bil, har jeg måske, godt beskyttet af kabinens ambassadeagtige ukrænkelighed, allerede kunnet omstille min hjerne til mødet med hjemmeverdenen i det røde hus i Vanløse.

En verden jeg langt fra altid færdes i med samme indfølingsevne og overblik, som når jeg rådgiver andres børn –og unge, familier –eller som når jeg rådgiver professionelle.

En ting er omgivelserne og miljøskiftet fra ”ude” til ”hjemme”.

Et andet er alle de assorterede følelser, som sparker ind, når man sætte nøglen i hoveddøren og ændrer status til: ”Far til Freja og Toke” og ”Gift med Anne”

Her kan jeg godt lige have brug for et par kravafvisende minutter, for mig selv….

Eller fem…

Og jeg kan i øvrigt aldrig rigtig huske, hvad jeg har lavet på arbejdet.

Virker det en anelse bekendt?

  1. Min hjerne har ikke opnået korrekt driftstemperatur.

Tidligt om morgenen, her i den kolde sæson, sidder jeg i min lille fornuftige, 14 år gamle Volkswagen og stirre tålmodigt på en lille blå indikator i instrumentbrættet, som jeg venter på skal slukke.

Min stirren falder som regel sammen med, at min flinke nabo går hjemmefra, på vej mod Flintholm station.

Jeg vinker høfligt og min høflighed besvares med et tilsvarende vink, samt en grimasse der afslører at han, selv efter 5 år med mig som nabo, endnu ikke helt har regnet ud, hvad det egentlig er at jeg laver i den bil.

Alt afhængig af udendørstemperaturen -og af hvor længe bilen har stået stille, tager det op til 4 minutter før at motoren er driftsklar og den lille blå lampe slukker.

Egentlig kunne jeg, strengt taget kaste mig ind på førersædet, dreje tændingsnøglen, sætte automatgearet i ’drive’ og så ellers bare give dieselmotoren solid bundgas.

Men det er en rigtig dårlig idé, på den lange bane.

Det går ud over brændstofforbruget, ydeevnen og miljøet –og ikke mindst går det ud over motorens holdbarhed. Desuden udsender den en irriterende, høj klaprende lyd, som dæmpes betragteligt, hvis man ellers har tålmodighed til at vente på at den lille blå lampe slukker.

-sådan er det egentlig også lidt med hjerner….. –isch

Tidligere på morgenen, i god tid før at jeg indfinder mig bag rattet, er min hjernes blå driftslampe som hovedregel blevet vandet med rigelig mængder kaffe, ro og tålmodighed før den er slukket.

Folk der kender mig, er godt klar over, at der ikke kommer stor kunst ud af at forlange noget som helst af mig, mens at jeg ”lyser blåt”.

Det går ud over min brændstoføkonomi, miljøet (alt omkring mig) -samt min generelle holdbarhed.

Desuden kommer der en lind strøm kravafvisende,retorisk ’dielselklapren’ ud af min mund, hvis man altså ikke har tålmodighed til at vente på at lampen slukker.

……………………

Børn –og unge med autismetilstande kan sagtens have kravundgående adfærdsmønstre og benytte sig af hverdagsstrategier der for omverdenen fremstår irrationelle og usunde, uden at de nødvendigvis er det.

Deres adfærd behøver med andre ord ikke at være ekstrem, fordi at vi voksne – forældre, pårørende eller professionelle ikke forstår den. Ej heller behøver den at være ekstrem, fordi at det tager os lang tid at gennemskue formålet bag den. (apropos min nabos underen over min biladfærd)

Sund kravundgående adfærd kan godt indramme, forklare, fastholde, skabe et øjebliks helle og peger fremad.

I den sammenhæng kan man som ungt menneske, med autisme, godt sidde foran computeren i, hvad der for forældre med en sund analog opvækst, kan virker som alt for mange timer, uden at det er mere usundt end ens manglende fysiske aktivitet gør det til.

Men man rejser sig dog….. På et tidspunkt.

Den ekstreme kravafvisende adfærd, derimod, er angstdrevet, fængslende, handlingslammende, potentielt invaliderende, men heldigvis også ret sjældent forekommende.

Prøv engang voksne læsere, med mine tre, lettere forsimplede eksempler i erindringen, at stille jer selv det spørgsmål, hvor meget af jeres egen såkaldte sunde/normale kravundgående adfærd, der giver umiddelbar mening for jeres omgivelser.

Nej, vel…

Børn –og unge UDEN autisme, evner formentlig, ligesom jer, at tolke –og efterfølgende forklare deres egen adfærd over for omverdenen. Og kan de ikke selv, så kan andre det som regel.

Sådan forholder det sig ikke altid med børn –og unge med autisme.

Jeg mødte engang en ung mand, som godt kunne lide at røre ved bordhjørner.

Han vidste ikke rigtig selv hvorfor

I fællesskab fandt vi dog snart frem til, at det havde noget af gøre med, at følelsen af de håndfaste 90 graders vinkler stimulerede ham rent sansemæssigt og forankrede ham i virkeligheden, når han var på nippet til at fortabe sig i sine egne tanker.

Men det var sådan set ok.

Den unge mands adfærd med bordhjørnerne var ikke udtryk for en alvorlig –eller ekstrem OCD tilstand, i den forstand at hans hud ikke faldt af og at han i øvrigt ikke gjorde sig negative tanker om, hvad der kunne ske, hvis han IKKE rørte ved sine bordhjørner.

Han kunne bare enormt godt lide det. Og hans adfærd tjente et formål, der pegede fremad.

Den indrammede hans verden, så han kunne mærke sig selv, handle og komme videre -fra bordhjørne til bordhjørne – efterhånden så diskret at ingen bemærkede det.

Vi har alle sammen brug for vores bordhjørner og rammer og…….trapper – så længe at vi ikke hænger fast i dem.

……………….

Apropos…… træ

Det skulle blive en kold vinter, siger de kloge.

Det giver mig i omegnen af 4 minutters gratis egen ventetid, i bilen hver morgen.

En dag, men jeg vælger selv hvilken, kunne det måske godt være at jeg skulle bruge et par af de 4 minutter, på at få ringet til ham der Anders.

Så kunne vi måske mødes i Silvan på Slotsherrensvej og kigge på nogle planker.

-som man siger..

Så vi kan få lavet den forbandede trappe.

Læser du med, Anders?

.………………………

Tak for at DU læste med 🙂

/Morten

April 2022. Trappen er delvist repareret. Jeg tog mod til mig, lod skægget stå, iførte mig en skovmandsskjorte, tog min teenager (også I iført skovmandsskjorte) med og købte de forbandede brædder. Det var ikke så svært, men Anders havde også vejledt mig.

Bilen med den blå lampe er udskiftet til en større model. Førnævnte teenager på knap 190 cm kunne ikke være i den mere og eftersom han insisterede på, at sidde på bagsædet, var der ikke så meget at rafle om.

Jeg savner den lille blå lampe.

“Vil du ikke nok være sød at løfte boremaskinen væk fra sengen?”

“Far! Kan du ikke lige komme ind til mig?”

På gulvet lå hun, 178 cm datter, krøbet sammen til godt og vel det halve.

Jeg var ellers lige flygtet ud i vores åbne køkken. Som sædvanligt, uden helt at kunne huske hvorfra jeg var kommet.

Køkkenet er mit ground zero. Stedet hvor man nulstilles, når verden trænger sig på og man mangler mål, mening og retning.

Står man i et køkken har man potentielt altid en funktion. Det føles rart.

Jeg stod for eksempel netop og snakkede til den ene af vores katte, der altid gør mig selskab, da den øredøvende larm pludselig stilnede af og Freja råbte.

Og der lå hun så, som sagt. Med ansigtet skjult. Sært velklædt i sit perfekt, skødesløst sammensatte arbejdstøj og omgivet af en glorie af vildt kobberrødt hår overskydende træ, vintagegrønne malerpensler og ravplugs.

En talende datter-bylt af tøj og hår.

På sengen lå den – hendes batteridrevne Bosch slagboremaskine.

Den lette lugt af ozon fra dens kraftige, endnu varme elmotor blandede sig med de sidste fine, endnu svævende partikler af murstøv, der langsomt dalede ned og lagde sig tilrette i solstriben på det antikke skrivebord.

Vil du ikke nok være sød at løfte boremaskinen væk fra sengen?”

Jeg lod vantro mit blik vandre fra det tyske stykke mekanik på det krøllede lagen til datter-bylten på gulvet og videre op til den boghylde de to, kvinde og maskine netop havde lagt sidste hånd på.

“Ej. Come on. Du laver sjov med mig!” nåede jeg lige at næsten-tænke.

Næsten-tænke, fordi at den kraft tanken forlod min bevidsthed med, mindede om det dovne skvulp, hvormed et par centiliter varm, brunlig væske lige præcis formår at kravle op til kanten og næsten forlade en lidt for brat opbremset kaffekop.

Selvfølglig lavede hun ikke sjov med mig.

Freja på snart 20 kan bygge det meste, tror jeg. Hun er i hvert fald ikke bange for at gøre forsøget. I modsætning til undertegnede. Jeg er stolt af hende.

Hvis hendes oldefar, min farfar Hans, havde nået at møde hende med et stykke værktøj i hånden og savsmuld i det der vilde røde hår, ville han også havde været pavestolt og med det samme have set potentialet.

Den gamle smed døde imidlertid 2 måneder før, at Freja blev født og nåede blot at se hende som en hastigt voksende mave.

Måske havde han allerede regnet ud, hvad der var i venter og gik derfor med sindsro i graven.

På det tidspunkt havde han i hvert fald forlængst slået sig til tåls med, at det helt sikkert ikke blev mig og mine bløde hænder, der skulle løfte familiens årelange håndværkstradition.

Eller løfte noget som helst andet, for den sags skyld.

Det skulle da lige være den batteridrevne slagboremaskine, af mærket Bosch der nu, små 20 år senere, lå foran mig på sengen og kølede af.

…………

Når kvinden på gulvet og jeg selv er ude og holde foredrag eller undervise sammen, har vi altid historien med boremaskinen med os.

Den indrammer på fineste vis et fænomen, jeg tror de fleste der arbejde med autisme og nærmeste psykiatriske omegn eller deres pårørende, er stødt på.

Fænomenet har hidtil ikke haft noget kort, mundret navn.

Man kunne kalde det: “For pokker altså. Du kunne jo……..(udfyld selv de tomme prikker) i går. Hvorfor kan du så ikke………….nu?!” – fænomenet.

Mærkeligt? Ja. Frusterende? I høj grad.

Forklaring følger.

Den autistiske hjerne forholder sig til verden på en anderledes måde end den ikke autistiske hjerne.

Groft forsimplet kan man tale om, at den ikke autistiske hjerne kører med en type af algoritme, der gør den i stand til at hurtigt at filtere en masse irrelevante sanseindtryk fra og tilmed placere de sanseindtryk, der slipper igennem, i de rigtige kategorier.

Og da hjernen er det organ, med det suverænt højeste energiforbrug, er det en rigtig smart funktion.

Den ikke autistiske hjerne er tilmed fantastisk til at lave skabeloner. Skabeloner den hurtigt kan trække på, så det ikke føles som første gang, hver gang den står over for en udfordring, der minder om noget, den har prøvet før.

Den autistiske hjerne er (igen groft forsimplet) blandt andet udfordret af, at dens sansefilter er meget mindre finmasket og at den manuelt, konstant forholder sig til en masse informationer, der burde køre i baggrunden. Ligeledes er den udfordret af at mange sanseindtryk, ofte analyseres forkert og derfor efterfølgende arkiveres under de forkerte kategorier.

Når en skabelon skal trækkes frem og matches med en udfordring, den autistiske hjerne står over for, indeholder skabelonen langt fra altid tilstrækkelig med information, eller den bliver slet og ret hentet frem fra en kategori der reelt ikke matcher udfordringen (kategorien “farlig” eksempelvis).

Dagen før havde man haft undervisning med yndlingskolelæreren Pia og alt var godt, men dagen efter var klasslokalet blevet malet dueblåt og Pia havde fået kontaktlinser.

Det som burde være velkendt, føles forkert eller som første gang.

Og det bliver man træt af. I længden. Fysisk træt, mentalt, træt og i værste fald stresset og angst.

I særdeleshed hvis man, som autistisk mennesker ligger lavt på selvforståelse, ikke aner hvad der sker, men dog kan mærke at der er et eller andet riv, rav ruskende galt.

Energiniveauerne går op og ned, som et aktiemarked ude af kontrol. Man “køber og sælger” mere eller mindre i blinde og har reelt svært ved at håndtere og overskue , meget mere end den allernærmeste fremtid.

Som yderste konsekvens trækker man sig måske fra den ydre verden og bygger en indre verden til sig selv, som man ved man kan håndtere.

Selv for min datter, der blev udredt som 7 årig, har en tårnhøj selvforståelse og selvsagt har haft lang tid til at lære manuelt at handle på den autistiske hjernes energibørs, bliver det nogle gange for meget.

Og der så her at man, som pårørende eller professionel, kan føler sig måbende og magtesløs når man kigger ind i en virkelighed, der med god ret kan få en til at stille spørgsmålet:

“Hvad fanden sker der lige her?”

I Frejas tilfælde var hun på daværende tidspunkt, da historien udspillede sig, fuldtids studerende på KVUC HF inklusion i Københavns centrum.

Materialerne til det perfekt snedkererede møbel, hun netop havde banket sammen og skruet fast i væggen, havde hun selv indkøbt sammen med mig, i det lokale byggemarked, et par dage forinden.

Altså..

En intelligent, klog, veltalende, kreativ, fingernem, smuk ung studerende.

Faktisk kunne man have været heldig, at have mødt hende, dagen før, ulasteligt klædt i vintagetøj- og sko med opsat hår, røde læber og solbriller.

Men her dagen efter, en solbeskinnet sensommer søndag, havde hun transformeret sig om til en ligeså elskelig, smuk, men aldeles handlingslammet bylt, der i bogstaveligste forstand havde ramt gulvet og skulle have hjælp til at løfte en boremaskine.

Hvorfor?

“Det er bare fordi, at hvis ikke at boremaskinen kommer væk fra sengen, så kan jeg ikke ligge i sengen og hvis jeg ikke kan ligge i sengen, så kan jeg ikke restituere og hvis…..”

Jeg kendte resten af remsen. Sådan i store træk.

I dette tilfælde rummede den fortællingen om den ubeskrevne kommende uge, der pludselig var rykket meget tæt på.

Ligeledes rummede den summen af de udfordringer og belastninger, den forgange uge havde budt på.

En sum der nu var gjort op og

langsomt var begyndt at sive ud og sætte sig i krop og sind.

En sum skrevet i røde tal, uden at kassekreditten levnede plads til boremaskineløftning.

Et regnestykke der, selvom jeg kendte- og genkendte det, umiddelbart virkede absurd.

Altså. Hvor svært kunne det være for en snart 20 årig kvinde, at flytte en boremaskine?

Meget svært. Ubeskrivelig svært, faktisk.

Det vidste jeg udemærket godt.

Var der en evne som Anne og mig havde gjort et særligt nummer ud af at bruge Frejas og hendes og lillebror Tokes diagnosticerede tilværelser på at lære dem at mestre, ja så var det evnen til energiforvaltning.

Energiforvaltning.

En af hjørnestenene, når man som autistisk menneske, skal forsøge at være i og navigere i den verden som ikke-autistiske mennesker bebor.

Det er, blandt andet på energiforvaltningen at vi (i hvert fald min datter og jeg selv) virkelig kan bliver udfordret, stikke ud og falde helt igennem, sådan bogstaveligt talt.

Har vi afstemt energikontoen korrekt, kan vi derimod være i verden. Ikke autistiske medborgere vil måske, næppe bemærke os, men mindre de ved hvad de skal kigge efter.

Jeg er selv virkelig dårlig til det med energi.

Både til alt det med planlægning, til at økonomisere med kræfter og overskud, (er)kende mine begrænsninger og så er jeg virkelig pivringe til at bede om hjælp, når det går galt.

Mine børn er heldigvis markant bedre.

Bedre ud i den ædle kunst at mærke efter, vide hvad der kræver energi af dem, bedre til at vide hvad der tilfører dem energi, bedre til at føre energiregnskab.

Fra dag til dag, time til time, året rundt.

Og bedre til at bede om hjælp.

Ret sejt, faktisk. Det er nemlig ikke noget man nødvendigvis lærer overnight.

Det tager tid, at lære at læse, prioritere og forhåbentlig engang helt selv forvalte et helt indre autistisk marked for energi og overskud som, hvad man kunne kalde “børsmægler i egen hjerne”

Et at marked hvor priser, produktionsomkostninger, valutabeholdning og værdi går op og ned og for det meste følger nogle helt andre logikker end på det ikke-autistiske marked for energi og overskud.

Her er løbet nok i virkeligheden kørt for mig , i den forstand at jeg levet de første 36 år mit liv i den ikke autistiske verden.

Her har jeg sat dagskursen for energi og overskud efter den ikke-autistiske gyldne standard og har trofast forsøgt at afregne i den gældende sociale valuta, målløs over altid at have minus på kontoen.

Indtil jeg fik min autismediagnose.

I de efterfølgende 11 år har jeg så, som en anden fodbold far, efter bedste evne prøvet at lære mine børn alt det, jeg ikke selv havde vidst om henholdvis min hjerne og forvaltningen af dens energi, men virkelig gerne vil have haft, at nogle havde fortalt mig.

Efterfølgende har jeg, så igen pisket mig selv til at lære at påskønne når børnene så rent faktisk har mærket efter, forvaltet “formuen” korrekt og har været tro mod dem selv.

Også selvom det har ført afsavn, aflysninger og fravalg med sig, samt et sandt brandudsalg af plettet, men brugbart pædagogisk arvesølv symboliserende mange af de “one size fits all principper” og quick fixes, jeg troede at jeg ville kunne læne mig op af, i modvind , på en i forvejen hård dag.

Både som far, men også som professionel

Selv er jeg fortsat “i proces” som man siger. Hvad børnene angår tegner fremtiden lyst.

Jeg er, for eksempel ret sikker på, at min datter brugte et par timer foran computeren senere, den selvsamme dag hvor hun “energibørs-crashede” på gulvet og råbte på far-hjælp.

Jeg er også ret sikker på, at det fik hendes energi konto i plus igen.

Skærmtid er nok klassikeren over dem alle, når det kommer til strategier hos børn- og unge med autisme, som kan få pårørende og professionelle til at hæve øjenbrynene og anlægge “hvad-skal-der dog-bliver-af-dem minen”

I dette tilfælde var skærmtid en fantastisk god investering med et lavt energiforbrug og et højt afkast.

Men igen..

Havde jeg ikke fjernet boremaskinen, havde Freja måske ikke en gang haft energi til at spille computer eller gå i skole dagen efter eller læser i bøgerne fra den nye hylde.

En yngre (yngre end 36) mindre erfaren, men markant mere stædig og principfast (bare fordi) udgave af mig selv, ville måske have nægtet at fjerne boremaskinen (for hvad er det nu for noget pjat og det skal hun da ikke bestemme).

Dernæst ville jeg, i min rådvildhed, måske have smidt om mig med et par upassende, stressende bemærkninger, hentet fra standarthylden med god børne/ungeopdragelse og pædagogik, om misforholdet mellem min datters skærmtid og de tilgængelige solskinstimer i den friske luft udenfor.

Slutteligt ville jeg have trukket alt det frem, som min datter kunne i sidste uge, for en måned siden eller dagen før og holdt det op foran hende.

“Ha. Se her. Du kan godt. Tag dig sammen!”

Som far, måske for ikke at blive stemplet som en curling-dad af de andre fædre samt for, med påtaget stolthed, men også et hemmeligt, sorgfuldt stik i hjertet, så i det mindste at kunne fortælle dem, at: “min datter skam, selv løfter sin egen boremaskine fra sengen”

Som fagperson kunne jeg, måske, i en mindre oplyst fortid, have begået den samme fejl, med et autistisk barn- eller ungt menneske i min varetægt.

Helt sikkert i den bedste mening (de skal jo, for for pokker også udvikle sig) men måske også for at kunne komme tilbage til min ledelse eller kollegaer som den seje specialist, der var i stand til at fremvise bare en eller form for skinnende trofæ i form af fremskridt og resultater, af den slags, som ville tage sig godt ud i et regneark eller en graf.

Ej. Seriøst. Du laver sjov’ ik’?” kunne jeg måske have sagt”

I håb om en simpel forklaring på en virkelig mærkeligt anmodning.

………

“Vil du ikke nok være sød at løfte boremaskinen væk fra sengen?”

Det gav et smæld, da jeg lukkede og låste den slagfaste værktøjskuffert. Kort forinden havde jeg også ryddet op, luftet ud og lagt alt tilbage på rette plads.

Opgaver jeg godt vidste, hun udemærket selv ville kunne have udført. Bare ikke lige nu, med røde tal på bundlinjen.

Måske i morgen.

Hun vidste det. Jeg vidste det og hun vidste, at jeg vidste det.

Er par meter væk lå hun øvrigt, på et glat lagen, i en boremaskinefri seng, uden skyld og skam, og lignede en rigtig god investering.

En måneds tid senere stod hun, ulasteligt klædt i vintage tøj- og sko, med rød læbestift og solbriller på (indendørs), på den modsatte side af den Powerpoint præsentation, vi sammen var ved at arbejde os igennem.

Vores tilhørere var erfarne fagfolk, der nu , ikke overraskende, måtte lægge øre til vores fortælling om energiforvaltning og “boremaskiner”.

Sidstnævnte, et ord der nu, i mellemtiden, var blevet ophøjet til et symbol på adfærd, der måske ikke umiddelbart giver mening, men hvor det kan betyde en verden til forskel for et barn- eller ungt menneske med autisme, hvis adfærden bliver set, tolket og handlet korrekt på.

Vi snakkede både om, hvornår at det giver mening at bede børn -og unge menneske med autisme om selv at flytte deres “boremaskiner” (for det skal jo også til) og om hvornår at man simpelthen bare skal skal lade være og løfte dem selv.

Enten fordi at timingen er forkert eller fordi at kravet dybest set handler mere om én selv end om barnet- eller den unge.

At løfte eller ikke at løfte?

Det er ikke let.

Frejas oldefar Hans, der ellers var fra 1919, hvor man generelt bare holdt sin kæft og gjorde hvad der blev sagt, ville helt sikkert godt have kunne lært at forstå såvel sit oldebarn samt alt det der med energiforvaltning.

De sidste år han levede, kunne han, når verden trængte sig på, ganske spontant rejse fra en veldækket bord eller forlade en samtale, blot for at søge tilflugt i køkkenet.

Her kunne man så efterfølge finde ham, småsludrende med Bisse, en vild kat han havde taget til sig og som kun han rigtig kunne tackle.

Jeg tror ikke rigtig at Hans vidste hvorfor at han hele tiden endte i det køkken, men han kunne, et eller andet sted nok godt mærke, at han fik det bedre af det.

Så godt, at han kunne være i den verden, vi andre også beboede. I hvert fald for en stund.

Hjælp, var han ikke så god til at bede om, men han havde dog sit køkken og sin kat.

Han var en god mand, den gamle smed.

Han ville helt sikkert også have løftet den boremaskine.

Ærgerligt at de aldrig mødte hinanden, smeden, Hans og datterbylten, Freja.

God med værktøj og næsten færdigudlært som børsmægler med ansvar for egen hjerne.

Han ville have været pavestolt.

En slags nytårstale fra en Autismeplusfar, plus plads til udvidelse, forbedring og (når ingen kigger) måske også lidt begejstring

Hej

Godt nytår.

Sidder og tænker tilbage på hvorledes at jeg, for præcis et år siden lå og rallede på et isolationshotel i Københavns Centrum, med så meget corona i kroppen at turen til badeværelset halvanden meter væk var en heldagsudflugt hvoraf 7 timer gik med planlægning af ruten 🙄

“Til gengæld” havde jeg, kort før min hastige og velmente flugt fra hjemmet, smittet resten af familien, og de havde det omtrent ligeså dårligt derhjemme.

Det var før vaccinerne.

Jeg tilbragte en uge i mit 12 kvadratmeter store mikrokosmos før at jeg havde det godt nok til at køre bilen de 7 kilometer gennem byen og lade mig genforene med familien, så vi i det mindste kunne være sølle sammen.

De korte perioder hvor det ikke gjorde ondt at have øjnene åbne, kunne jeg på hotelværelsets tv, til min store forbløffelse iagttage, hvorledes en mand iført bar mave og bøffelhorn stod og rablede et eller andet uforståeligt af sig fra talerstolen i repræsentanternes hus, i kongresbygningen i Washington DC.

Da jeg var helt feberfri stod han der endnu.

Jovist! Det gode (og ellers garanteret synkefri skib) MS 2021 lagde godt nok fra kaj med manér….. 🙄

Næ. Så var der mere stil over den mimosa (juice og bobler) jeg blandede til min voksne datter og jeg selv ifbm. det rituelle indtag af røræg og bacon 1 januar 2022.

En trylledrik der øjeblikkeligt sparkede min promille væsentligt højere op end den nogensinde kom i løbet af selve nytåraften

Ret klassisk vores familie.

Altså ikke det at være småtipsy længe før dagens smittetal indfinder sig, men klassisk i den forstand, at nytårsaften (eller vores familieliv i al almindelighed) her hos Gantzler Oschlak klanen, naturligvis altid har været en pæn uortodoks størrelse, der nok aldrig ville finde vej til et dobbeltopslag på glitrende tykt papir i et livsstils -eller bolig magasin..

I psykologbladet måske eller i Dagens Medicin.

Ikke at vores nytårsaftnerne har været foruden årligt tilbagevendende ritualer. I guder nej.

Dem har vi skam haft mange af.

Ritualer og en stram koreograferet aften der, som en Broadway musical, der bare nægter at dø, har ladet sig genopføre år efter år.

Fortællingen om vores nytårsaften har så til gengæld ikke være den, hvor sidste akt 1. januar åbner med en kvalm sukret fornemmelse i munden af kransekage og bobler (købt sød, skulle ha’ været tør 🙄).

Fortællingen om vores nytårsaften har heller aldrig sat sig i festtøjet, som et umiskendeligt duftspor af parfume, sjatter, krudt og cigaretter (efterfulgt af et “shit! Røg jeg i går?”)

Ordene: “Same procedure as every year” har til gengæld stået med flammeskrift i vores bevidsthed (men så til gengæld ikke som en ægte tatovering, lavet henover lænden i et svagt gin og tonic marineret yo-lo øjeblik”)

Så som I nok kan høre, har vi, som forældre til børn med autisme, i årenes løb, måtte se mange, mere eller mindre mindeværdige, (og tror vi nok) traditionelle nytårsfejringer flyve bort i den kemisk farvede røg fra naboens 1500 kroners krudtbatteri.

Pokkers også 😉

Nogle år i træk faldt børne og deres mor konsekvent i søvn ved 22:30 tiden og jeg kunne kortvarigt forlade domicilet, hvor duften af lamineringsplast endnu hang i luften, som vidnesbyrd om de piktogrammer vi havde produceret for at de, som trædesten, skulle få børnene sikkert frem mod de rådhusklokker, de alligevel aldrig hørte.

De år gate-Chrashede jeg hos neurotypiske venner, blot for at opdage, at jeg, i deres selskab, allerede var sat med adskillige banelængder i opløbet frem mod de tømmermænd, der for vennernes vedkommende ville indfinde sig nederst på sidste side i manuskriptet over deres rejse ind i det nye år.

Sådan nogenlunde synkront med at den første hopper i Garmish Partenkirchen ville få luft under skiene.

19 år uden nytårs-tømmermænd. Stakkels mig, hva?

Ej vel.

Hvis sandheden skal frem, så har vores neuro-atypiske og ret så tørlagte årlige fejringer givet mig et tiltrængt alibi ifht. desvæææææærre Ikke at kunne tage del i en festkultur der, indrømmet, altid har føltes lidt for syntestisk. lidt for svedigt (på den ufede måde) og har strammet mig lidt rigeligt hen over brystet.

Udfordringen sådan helt aktuelt er, at det alibi lige så stille er smuldret bort i takt med at børnene er vokset ud af den struktur, der har udgjort deres og vores nytårsaften de sidste mange år.

Ligeså kritisk forholder det sig med alibiet der har fritaget mig fra at forholde mig til andre dele af min personlighed end ham med sjove børn, men uden serpentiner og selvforskyldt ondt i håret.

Og det er nok i virkeligheden her, at de langt mere hardcore eksistentialistiske tømmermænd sparker ind.

Med renter.

For hvem i alverden er jeg, når jeg ikke er ham med børnene?

Et spørgsmål, hvis Breaking News bjælke bare et blevet mere og mere skriggul i toppen af min bevidstheds nyhedsfeed, ifbm. de sidste par årsskift.

Min søn fylder snart 17, min datter snart 20 og den løbende overdragelsesforetning (ansvar for egen hjerne) som deres mor og jeg har dedikeret adskillige leveår til, kører faktisk ret ok …. Ish.

Det er ret fantastisk og ret frusterende.

De har slet ikke brug for os og de har mega meget brug for os.

Lige til en skønne morgen, hvor man halvvejs gennem bacon og en ekstra stærk mimosa indser at man, i det store hele har haft sin tid og nu mest af alt skal forsøge at forvalte -og sortere i en masse behov man ikke helt ved om tilhøre børnene eller en selv.

Og man kigger sig omkring og opdager at livet ned sjove børn er har været lidt som at bo på 12 “mentale kvadratmeter” med et væg til væg tæppe af absurde, men tiltagende trygge rutiner, mad der ikke rigtig smager af noget, kronisk træthed og virkelig mærkeligt fjernsyn…..

Den opmærksomme læser har (forhåbentlig) nok bemærket at det har været småt med opdateringer og artikler, det sidste halve års tid.

Well.

Cruiset med det gode skib MS 2021 vedblev, også på det personlige plan, med at være en tour de force i hvor mange “isbjerge” vi kunne nå at ramme og stadigvæk holde skuden flydende, mens at vi skrålede med på “Nærmere Gud til dig”

En del af de “kollisioner” familien oplevede i årets løb havde faktisk intet med autisme at gøre.

Det var mere sådan noget med sygdom og pludselig død.

Alligevel føltes konceptet “alle mand til pumperne” skræmmende velkendt. Næsten trygt.

I hvert fald for mig.

Og alt i mens jeg sådan stod og pumpede vand ud af “maskinrummet” slog det

mig endnu en gang, at undtagelsestilstanden og kaos efterhånden var blevet den optik jeg, hvor grumset og ubehagelig den end måtte være, var blevet bedst til at anskue verden igennem.

En optik, hvor grundinstillingen var, at skete der ikke et eller forfærdeligt lige nu, jeg så kunne jeg (trygt) regne med at det gjorde der helt sikkert lige om lidt.

Og sådan kan man jo ikke leve….I hvert fald ikke for længe og slet ikke når alibiet for evig parathed nærmer sig sin udløbsdato.

Kort før jul kørte jeg en af efterhånden talrige ture med Falck fra der hvor min gamle Audi nu havde valgt at gå i stykker og til værkstedet i Herlev.

Chaufføren, tidligere ambulanceredder fortalte mig, at en af hemmelighederne bag det, dag efter dag,

år efter år, at kunne sætte sig bag rattet i ambulancen var, at lige meget hvad man kom ud til, når alarmen lød, så var ens formål og opgave altid klart defineret.

Ligeledes var der for det meste ligeledes klart definerede procedurer man kunne og skulle læne sig op af, selv når man stod ansigt til ansigt med opgaver og tragedier, der ville efterlade mange udenforstående handlingslammede og potentielt også traumatiserede.

Same procedure as last time. Det kunne jeg godt genkende.

Den sidste del af hemmeligheden gik ud på, at vide hvornår at tiden var inde til at aflevere nøglerne til ambulancen, krænge identiteten som redder af sig og så eventuelt hellige sig opgaven, i ro og mag at fragte raske og levende menneskers fejlramte biler fra a til b.

Det tænkte jeg en del over.

Mit nytårsfortsæt er, at få læst op på procedurerne for, hvordan at man lever et lidt mere mindre krøllet -måske ligefrem mere normalt liv.

Just in case.

Et liv med egne behov og interesser der række ud over de “12 mentale kvadratmeter”, et liv med lidt mindre “alle mand til pumperne” og med færre udrykningskørsler.

(hovedparten af dem viser sig efterhånden alligevel at være falske alarmer)

Et liv hvor jeg forventer det bedste, selvom jeg faktisk er bedst til “det værste”

Og hvis det virkelig skal være, vil jeg da gerne give det et skud ifht. at drikke mig fuld i sød crémant, danse rundt på en knækket stillet med en cigar i hånden mens at jeg synger med på ABBAs “Happy New year” af mine lungers fulde kraft, blot for at vågne dagen efter med en tatovering jeg omgående fortryder og tømmermænd på størrelse med Manhattan….

For det er da sådan I andre voksne gør, ude i den normale verden. Ik’? 😉

Eller er der nogle procedurer, jeg skal ha’ læst op på?

Jeg er jo små 20 år bagud, må I regne med 😉

Godt nytår og velkommen om bord på MS 2022. “Det gode håb”

Kh.

Autismeplusfar plus plads til udvidelse, forbedring OG, i et svagt yo-lo øjeblik, når ingen kigger – plads til begejstring.

(Og så regner jeg da også med at min datter, som jo også er blevet en skrivende del af Autismeplusfar, og jeg selv, skal ud undervise lidt mere sammen, når job, studier og mentalt helbred tillader det)

The Woman in my mirror.

An Autofictional story by Freja Gantzler Oschlak.

Disclaimer brought to you, because my mother who was worried, about misunderstandings. This text is work of fiction, about living with mental illness. The character is a personification of intrusive thoughts, I don’t have strong hallucinations.

There is a woman in my mirror. She is my reflection, but she does not reflect me. she does not reflect my ideals, belief, my thoughts. When I stand beside her, my mind and body changes, until I cannot recognize myself anymore.

She lures me in with sweet words and false promises. I fear her, but I love her all the same. I keep coming back to her. She has a hold over me. She takes me in her arms and strokes my hair. She whispers in my ear and tells me, that she knows what’s best for me; for us. She thinks she should be the one in control, I start to agree with her.

The longer she holds me, the weaker I get. I see my body change before my eyes. I am ugly. I am cruel. I look at myself and I hate what I see. I try to get away from her. She tightens her grip. I discover I no longer have the strength to escape her. I look at her. The other me. She is suddenly so beautiful. I stop struggling. Maybe she is right. Maybe she knows whats best for us.

Look at her, compared to me. I cannot compete with her. She cares about me, even though I know, I am not deserving of her love. I cannot lose her. I can’t imagine what I would do without her, by my side. She smiles down at me and softly kiss my cheek. She praises me. She tells me I have made the right decision. She is going to make everything alright.

She takes my hand and says “let us go home and kill you. When you die, you no longer feel. When you die, you are neither ugly nor beautiful. All you will be is a memory. For a second it all makes sense. For that second, I believe her. Why wouldn’t I? I look back at the mirror. The two of us standing side by side, and then I realize, that she is no longer my reflection. That is not me. I do not think like that. I am not in control.

As I look at her, her mask fall. Her skin is falling off, in flakes. She no longer resembles me. She has become a concept without form. Strangely enough, this is how I prefer to think off her. As a thing outside my own head. We are separate, yet alike. Now that I have seen her, for what she is, it is easier to resist her temptations. Still there are days where I look in the mirror, and all I see is her. In those moments I want nothing more than to believe her once again. I want nothing more than to embrace and let her take my troubles away.

This Madwoman, is being burnt alive.

Sometimes recovery seems like an impossible dream. It is a goal I have almost reached so many times in the last two years, but each time I reach the top of the metaphorical mountain something always seems to knock me back to the bottom. I have autism, adhd, anxiety and ocd, it is a long list of conditions that I thought I had learned to live with, but the past weeks have shown me, that the mind is an ever-changing thing.

I was thriving. I went to school. I was meeting with friends, on a regular basis. I was even taking the train (which for me is kind of a big deal). but here I am sitting at home, with a wounded arm from the harm I have inflicted on myself. Sometimes it seems like there is no point in recovering when I always end up back at the beginning. I feel weak and hopeless, ending up in this hole I dug for myself.

I know that I shouldn’t feel this way. Yet I find it almost impossible to stop thinking like that. This is not the first time I have experienced a set back and it won’t be the last, but it still hurts me to end up in place I thought I had left behind for good. I have made this exact mistake so many times before. It is so easy to convince yourself, that life will only get better and never worse. I find there is this hidden stigma around setbacks when it comes to recovery and mental health. We would much rather talk about the good than the bad. We are praised and celebrated when we make improvement, but when we regress, we are mostly met with silence.

I think it is natural to want to celebrate the good in life, but sometimes people’s enthusiasm can seem like a trap. I know that people’s expectations for me have changed, and that honestly scare the living shit out of me. I feel like I am letting people down, by being low functioning this week, when I was fine the last. I feel like people expect a version of me that I can’t always give them. I do not have the energy to function like a normal person all the time. In many ways, I have come to terms with the limitations of my disability. Yet there are still days where I get frustrated and upset about it all. I love and hate my brain at the same time. I sometimes get upset about the symptoms I experience. It seems like such a silly thing to write, but sometimes, I feel like I should be better at dealing with it all.

I do not know why I set so high expectation for myself. It is just so easy to blame yourself for your mental health, and that makes it so tempting, to believe everybody blames you too. I am afraid of the future. I am frustrated. I fear I will never again recover, but at the same time I know that I have been here before. I have survived, this before I will survive again. But what I think some people forget is that that is not enough. There is so much work and pain involved in recovering. Sometimes I feel tempted to just drop it all and never get better. It is safer to feel bad. When you are burning, you do not fear, the flames of the world.

written by Freja Gantzler Oschlak.

Den helt rette, uforudsigelige timing

Hey. Min skønne søn på 16 forstod først for alvor her forleden, hvad det vil sige at have autisme – altså for ham.

Jeg har fået tilladelse af ham, til at fortælle den korte historie her.

Også bare for at sætte en streg under, i hvor høj grad at man, som afsender, er ansvarlig for at ens budskab bliver forstået korrekt.

Min søns erkendelse indfandt sig umiddelbart efter at jeg havde afsluttet en standart forelæsning om autisme, hjernen, sanser og sociale input, plus det løse.

Bare sådan kort fortalt og i overskrifter, som respons på hans selvbebrejdende undren over hele tiden at føle sig så udmattet.

“Det har at gøre med din autisme” sagde jeg, nærmest for sjov.

“Min autisme?”

“Jep” svarede jeg, Altså din autisme gør dig jo mere følsom over for stress og i nogle tilfælde også den angst som du har oplevet”

Jeg kunne høre at han lyttede.

“Du bliver ganske enkelt lettere og hurtigere træt, i nogle sammenhænge”

Intet svar.

“Og det er jo fordi at din hjerne er udfordret i forhold til at skulle analysere og kategorisere sanseindtryk. Altså lys, lyd, farver, berøring, teksturer, skift fra et fysisk miljø til at andet og så videre.

“Sociale sammenhænge og afkodning og andre menneskers kropssprog, stemmer og intentioner, kan også udtrætte dig helt enormt”

“Så kommer hjerne og krop på overarbejde med at opfange, afkode og kategorisere verden omkring dig. Og det kan mærkes”

“Hos ikke autistiske menneske kører mange af hjernens programmer og algoritmer helt af sig selv stort set uden at de bemærker energiforbruget og energitabet”

“Folk som os to og søster (og måske også mor, som er under udredning) skal nogle gange nærmest indlæse programmerne manuelt og manuelt forholde os til alle de data der kommer ind”

“Kender du ikke det, aktivt næsten at skulle skubbe en tanke frem inde i hovedet og forholde dig til den, mens alt muligt andet halløj, man ikke har bedt om, eller måske har hevet ned fra den forkerte tankehylde, trænger sig på og forvirrer? ”

“Jo” svarede han.

“Det kan man godt blive rigtig udmattet af og der er altså bare en grænse for, hvor meget af det hele, man kan klare over tid. Skift, sanseindtryk, sociale indtryk, løbske tanker m.m”

“Aha…”

“Hvorfor har du aldrig fortalt det her til mig før, far?” Spurgte han efterfølgende

“Han laver sjov” tænkte jeg. Men nej.

Og han fortsatte:

“Altså jeg ved jo godt, at du arbejder med det her professionelt og at du og mor og søster har fortalt det hele rigtig mange gange tidligere, siden at jeg var 7 år og fik at vide at jeg havde autisme, men måske var jeg først rigtig klar til sådan for alvor at tage det ind nu -altså hvad det helt konkret betyder for mig”

“Eller også….”

“Ja…?”

“Eller også har har du bare ikke været god nok til at forklare det til mig”

“Næ” svarede jeg, mens at jeg grinede af situationens absurditet. “Det har jeg sgu nok ikke”

“Altså, jeg lever jo, som sagt, godt nok af, at være pænt god til at kunne forklare lige netop den slags til alle mulige andre og jeg har tilmed været flabet nok til at kalde min blog for AutismePlusFar”

“Men hey, søn. Du har ret”

………

Så hey, læsere. Det er ikke helt ukompliceret, det her!

Der er kilometer højt til loftet her hjemme. Alle har vi en til flere diagnoser, jeg har diagnoser som min profession og der bliver snakket autisme og psykiatri til den store guldmedalje over kaffen og jordbærtærten.

Men nogle gange kræver erkendelsen bare virkelig god tid for at kunne indfinde sig.

Godt hjulpet på vej af gode forklaringer, gensidig forståelse -samt den helt rette uforudsigelige timing.

Man kender det godt fra sig selv, ik’? 😉

God weekend🍓

AutismePlusFar plus “os” (om ikke at eje hinanden og om at sætte hinanden fri til at elske andre)

Ingen ejer månen, men de fleste elsker den.

Nå ja, forresten.

Anne og jeg lever polyarmorøst. Sådan har det altid været. I samtlige de 23 år vi har kendt hinanden.

Vi mødte hinanden bag et scenetæppe på Ærø i 1997 og nåede næsten omgående til den fælles forståelse at:

1. Vi var skabt for hinanden

2. Vi måtte også kunne elske andre.

Vi var henholdsvis 18 og 22 år den gang, og hey! Vi er her minsandten endnu.

Reelt har vi dog kun kunne praktisere idéen om den delte kærlighed de seneste 7 års tid.

Der var først lige noget med nogle sjove børn, I ved. Den del af historien er efterhånden ret velbeskrevet her på bloggen.

Hvad den anden del af historien angår…

Tja…

Jeg har, gentagende gange overvejet om ,hvorvidt jeg måske egentlig burde flette alt det med den delte kærlighed ind, i en af mine artikler, men jeg har foreløbig ladet det blive ved tanken.

Mest fordi at jeg har ledt efter den rette vinkel og har tænkt at emnet også skulle give mening, ifht. bloggens kernestof og ikke tage fokus fra andre, synes jeg selv, langt mere væsentlige fortællinger om livet som os.

Det ændrede sig imidlertid her i den forgangne weekend.

Dels gik det lige pludselig op for mig, at ordet “os” i relation til familien, jo skulle forståes i absolut flertal og også dækker over de andre vigtige, kloge og smukke mennesker, polyamorøse eller ej, der har været -og stadigvæk er medforfattere på krøniken om vores skramlede familie.

Dels gjorde et af disse helt særlige mennesker, der står mit hjerte ufatteligt nært, mig høfligt opmærksom på, at jeg måske skulle minde mig selv om, at det jo ikke sådan ligefrem er normen at leve som “os” på lige præcis det område.

Heller ikke på det område, burde man måske tilføje 🙄

En herregod pointe.

Faktisk en pointe jeg måske havde glemt at forholde mig til, fordi at der netop i forvejen har været så mange andre krøllede aspekter af vores liv, der ikke just har holdt sig inden for de kridtstreger der markerer grænsen mellem det normale og …..det andet.

Også bare fordi at jeg ikke ville gøre et stort nummer ud af det.

Men jo. Vi elsker altså flere. Efter bedste evne.

Ikke at det, på sin vis, nogensinde har været sådan super hemmeligt i vores allernærmeste omgangskreds

Men når jeg nu, i små fire år, alt andet lige har været så offentlig og bramfri omkring så meget andet, her på bloggen , er det måske også meget fair – både over for jer der læser med , og overfor førnævnte vigtige, kloge og smukke meddigtende mennesker, at den del af historien, der handler om den delte kærlighed, får sit eget lille kapitel.

For den jo er vigtig, den fortælling og dens persongalleri er vigtigt. For “os” som familie.

Den er et lille, stort nummer, som jeg måske i virkeligheden bør gøre lidt ud af.

Om ikke andet så måske alene for tilfældets skyld, at I skulle rende ind i os, et sted ude i den virkelige virkelighed og, med god ret, tænke:

“Hey. Wait a minut. Hvad fanden har han/hun gang i?! Jeg kender den ene, men hvem er lige den anden?!” Sådan en latterlig utro spade! AutismePlusFjols!

No worries. Det er bare “os” – sådan fortolket i bred forstand.

Skulle det hænde, behøver I ikke at ringe eller skrive til Anne eller til mig. Der er styr på det. 🙂

Spøg til side.

For mig er det at leve polyarmorøst, at kunne elske flere. Sådan rigtigt.

Elske, i den forstand, at man uden skyld og skam, åbent kan danne og indgå i tætte og dybe relationer med andre end den person man er kæreste med eller er gift med.

For sådan en som mig, der altid bare har snakket bedst med kvinderne, har det betydet, at jeg, i ro og mag og med skuldrene nede, har kunnet lade relationerne mellem mig og mine ligesindede og/eller indforståede kvindevenner udvikle sig frit. uden at jeg har skullet skelne til, at de var kvinder og jeg var en mand og tilmed en gift mand.

Det samme har gjort og gør sig fortsat gældenden for Anne med mænd i hendes liv.

Åbenlyst, uden regler og uden hierarkier.

Men ikke uden ansvar!

At tage flere mennesker så tæt ind i ens liv og holde deres hjerter i ens hænder, kalder på meget af det samme gensidig ansvar, nærvær og engagement som i det monogame forhold.

Faktisk næsten i højere grad, fordi at der er flere hjerter og skæbner i spil.

“Man er ansvarlig, for det man har gjort tamt” som ræven siger, i Historien om Den Lille Prins”

Så når det er gået galt og indsatsen har været høj (fordi at vi ikke kan på anden anden måde) har det gjort ondt, som i et hvert andet forhold .

Det har vi begge to prøvet i varierede grad.

At leve polyarmorøst er hellere ikke en fri bar til ubegrænset sex og relation-surfing uden bindinger eller konsekvenser.

I hvert fald ikke for os.

Jeg kan således godt blive liiiidt træt, når den polyamorøse livsstil fremstilles, som et tag selv bord, hvor folk knalder til højre og venstre, fordi at de kan.

Indrømmet. Det er skidegodt fjernsyn og nok også en sikker clickbate på Ekstra Bladet, men sandheden, i hvert fald for os (m/k) er, at den dybe, fortrolige følelsesmæssige relation, oftest er mere intim end den sexuelle.

Jeg har endnu ikke oplevet det, men hvis jeg endelig skulle kunne blive bare en lille smule jaloux på Anne, er det når en anden forstår hende bedre, på et andet plan og har nøglekort til andre følelsesrum og kender vejen til andre kærlighedshaver end jeg.

Men det er faktisk der, de dybe poly relationer har kunnet lede os hen. Til de rum eller indre haver, vi næsten selv havde glemt eksistensen af.

Der er der, hvor man virkelig bliver belønnet for at kunne tage sine relationer hele vejen, men det er også der, hvor man virkelig sætter sig selv og hinanden på spil.

Den slags skal man kunne holde ud at være i, når man deler matrikel, realkreditlån, seng og børn, det meste af tiden.

Når det er sket. Når vi hver især, ved andres mellemkomst er nået helt derind, har Anne og jeg heldigvis været gode til at være glade på hinandens vegne og taknemmelig over for de som har ført os dertil.

Nogle af mine dybeste relationer og mit allermest dyrebare venskab er således over tid, nænsomt vokset frem af den porøse, polyarmorøse jord, hvor det kræver et godt rodnet at stå fast.

Det er nemlig krævende at elske og mere krævende at elske mere og flere og krævende at vande og kultivere kærligheden, men kan man og tør man og lader man hinanden gøre det, bliver man, over tid belønnet med mennesker og relationer, man ikke havde drømt om kunne finde vej ind i ens liv.

Og med frihed.

Ikke frihed blot til at være den man er, men også frihed til at være den man er -og afdækker nye sider af sig selv, sammen med andre.

Af og til også frihed i ordets bogstavelige forstand. Som i timer, minutter og sekunder.

Her bliver det særligt relevant for vores autismePlus familie.

I de mange år, (fra 2005 og til og med nu, sådan cirka) hvor Anne og jeg stort set aldrig har kunnet gå ud og spise sammen, gå på museum, i teatret eller tager på hotel sammen, på grund af børnene, har vores livstil og de mennesker den har bragt med sig, nemlig været en velsignelse.

De er det fortsat.

Og i takt med at relationer har vokset sig dybere, har skønheden i at ligge og flyde på en sofa og se en film trekvart færdig eller tage til coronatest med en man (også) elsker, åbenbaret sig under koncerter, restaurant og museumsbesøg.

Det stadie er jeg selv netop ankommet til. Poly Nirvana.

Andre gange har vores polyliv ført kærkomne forandringer med sig, ifht. børnenes udvikling.

Da Anne, i en periode var væk hjemmefra, og jeg stod alene ved roret, genopdagede børnene, der i mellemtiden var godt på vej til at blive to unge mennesker, for eksempel i den grad deres far, på det helt rigtige tidspunkt.

For Anne for dem og for mig.

Faktisk er nogle af de gennembrud og skift, der er sket ifht. de to og deres funktionsniveau og modning, blevet hjulpet på vej af at de havde to forældre, der hver især tillod sig selv, i perioder og på afgørende tidspunkter, at være væk, undværlige og blive elsket, af andre.

Ikke fordi at kærligheden imellem de to forældre var væk, men fordi at omstændighederne havde efterladt den med få “kvadratmeter” og minutter til sin rådighed i et hjem, hvor fortællingen om børnenes udfordringer, kampen og traumerne havde sat sig i væggene var løbet nedad og var groet ind i fundamentet.

Giver det mening?

Ovennævnte unge mennesker ved i øvrigt udemærket godt hvem deres forældre er.

I mere end én forstand.

Bare rolig.

Da vi, på et tidligt tidspunkt, troede at vi skulle breake nyheden, havde vores datter forlængst lagt to og to sammen, var helt cool og i øvrigt selv langt mere fremme i skoene, end vi havde fattet.

Men ok. Det har altid været højt til loftet her hjemme.

At leve som vi gør, er ikke nødvendigvis lykken for alle.

Måske fungerer vi i det fordi at vi er lige præcis dem vi er og har levet og fortsat lever underlagt de særlige vilkår som livet har bragt os.

Måske havde vi fungeret i det, under alle omstændigheder.

Anyway.

Der er mange versioner af fortællingen om sandheden om det polyarmorøse, såvel som det monogame liv, i omløb derude.

De er alle sammen rigtige og giver mening, for de som efterlever dem. Indtil at de ikke giver mening længere.

Det skal man huske og respektere.

Vores fortælling om den delte kærlighed har, i hvert fald i det store hele, givet god mening, so far.

For Anne og for mig for nogle af de vigtige, kloge og smukke mennesker som sammen med Anne og mig udgør “os”.

AutismePlusFar plus “os”

To seje, benhårde forældre til to fantastiske unge med udfordring, men også to mennesker med intellekt, krop, sjæl, drømme, længsler og lyst til at lære og vokse sammen og hver for sig.

Og hey. Vi er her endnu. Sammen med de andre og en 23 år gammel nyhed.

At.

Vi ikke kan eje hinanden eller andre. Lidt ligesom månen. Den er der heller ingen der ejer.

Men vi kan elske hinanden og sætte hinanden fri til at elske andre.

Efter bedste evne.

Der er kærlighed nok derude.

……………..

Tak fordi at du læste med hele vejen.

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele 

Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent. 

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops

Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra. 

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. 

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs

🙂

Morten

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: