An Autofictional story by Freja Gantzler Oschlak.
Disclaimer brought to you, because my mother who was worried, about misunderstandings. This text is work of fiction, about living with mental illness. The character is a personification of intrusive thoughts, I don’t have strong hallucinations.
There is a woman in my mirror. She is my reflection, but she does not reflect me. she does not reflect my ideals, belief, my thoughts. When I stand beside her, my mind and body changes, until I cannot recognize myself anymore.
She lures me in with sweet words and false promises. I fear her, but I love her all the same. I keep coming back to her. She has a hold over me. She takes me in her arms and strokes my hair. She whispers in my ear and tells me, that she knows what’s best for me; for us. She thinks she should be the one in control, I start to agree with her.
The longer she holds me, the weaker I get. I see my body change before my eyes. I am ugly. I am cruel. I look at myself and I hate what I see. I try to get away from her. She tightens her grip. I discover I no longer have the strength to escape her. I look at her. The other me. She is suddenly so beautiful. I stop struggling. Maybe she is right. Maybe she knows whats best for us.
Look at her, compared to me. I cannot compete with her. She cares about me, even though I know, I am not deserving of her love. I cannot lose her. I can’t imagine what I would do without her, by my side. She smiles down at me and softly kiss my cheek. She praises me. She tells me I have made the right decision. She is going to make everything alright.
She takes my hand and says “let us go home and kill you. When you die, you no longer feel. When you die, you are neither ugly nor beautiful. All you will be is a memory. For a second it all makes sense. For that second, I believe her. Why wouldn’t I? I look back at the mirror. The two of us standing side by side, and then I realize, that she is no longer my reflection. That is not me. I do not think like that. I am not in control.
As I look at her, her mask fall. Her skin is falling off, in flakes. She no longer resembles me. She has become a concept without form. Strangely enough, this is how I prefer to think off her. As a thing outside my own head. We are separate, yet alike. Now that I have seen her, for what she is, it is easier to resist her temptations. Still there are days where I look in the mirror, and all I see is her. In those moments I want nothing more than to believe her once again. I want nothing more than to embrace and let her take my troubles away.
WOW Freja, tusind tak for dit meget smukke og dybe skriv. Du har sat ord på dét, som jeg har følt og kæmpet med i MANGE år uden at kunne få sprog for eller så fint et greb og billede på det, som du gør. Min personlige kamp med pigen i spejlet er kampen om at stå ved mig selv, op for mig selv og sige fra og kræve mere af livet efter at have været slidt op i 15 års ægteskab med voldsomt reagerende (ikke fysisk voldelig) og udiagnosticeret mand med ADHD og autisme (nu diagnosticeret) og at have familie og børn under de vilkår og gøre alle det bedste og glemme sig selv til spejlbilledet. Kampen har været at se, hvad det gør ved os, men ikke kunnet og turdet bryde med det og lukke munden på spejlbilledet, som dagligt har undermineret pigen foran spejlets forsøg på at bryde ud. Kampen om drømmen og at gøre hvad der var bedst for børnene og jeg. At se på hvordan vi bliver påvirket af det, men hver dag underminere den ‘egentlige’ mig som står og råber værdier, grænser, behov og selvrespekt, men som bare bliver tysset på af den anden pige i spejlet og lullet ind i hendes magiske spindelvæv, som opsluger alle den anden piges råb. Men nu er den ‘rigtige’ pige blevet stærk og giver spejlbilledet modstand omend kampen er ikke slut endnu, og det endnu ikke vides, hvem af dem, som kommer ud som vindere – dog ved de begge, at det føles som et sidste afgørende slag for, hvem der står tilbage.
LikeLike
Hej Freja
Der er noget inde i det du skriver, jeg så nemt kan genkende. Men det på det ydre er ik.
At være i en af flere verdner, at være en person af flere, at være, se, føle, høre osv. i flere lag.
Man er noget, man ikke genkender, eller genkender man noget man ikke vil genkende?
Tjoo… Tror de næste ord og sætninger ryger i min notes bog, til at blive grublet over 😊
Ville blot sige tak for dit skriv, og så på engelsk, hvilket er mere passende. ( Og så svare jeg på dansk, gud fader vor herre… 😊 )
Hold dig endelig ik tilbage med flere skriv. Jo mere man skriver, jo dybere graver man, og graver man læge nok, de rette steder finder man altid noget godt 😊
LikeLike