Udsigten fra Babelstårnets foreløbige top (om ikke at kunne lære før at man har det godt og om små cigarkasser, fyldt med minder, fra før at verden gik af lave)

Jeg elsker når sociale medier lader gamle minder åbenbare sig i mit nyhedsfeed.

Det er lidt ligesom, når man egentlig bare er gået i kælderen efter is fra fryseren, på en varm sommerdag og lige pludselig finder sig selv stående med fugtige øjenkroge i den flygtige sky af støv, cigarkassetræ, farmors tobak og en diskret snert af fremkaldervæske og sorgløse dage en gang i maj for længe siden.

En sky som det låg, der indtil for et øjeblik siden bevogtede stakken af falmede fotos, med et lader indgå i den kælderkolde atmosfære, som en transparent, vægtløs tidskapsel, indfanget ikke så mange år før at verden gik af lave.

Fotoet her fiskede sig selv op af min elektroniske Facebook-blå cigarkasse, for ganske nyligt.

Det viser min søn Toke og mig selv siddende højt til vejrs på en birkestamme, der vokser parallelt med breden af Buresø bord for København.

Kigger man nærmere efter, kan man ane at jeg netop har ladet en langtrukken vokal undslippe mine kurvede læber.

I mellem os ligger en danskbog. Vi øver bogstavlyde.

Det er lidt over fem år siden at fotoet blev taget.

Fotoet af far og søn der, balancerende på en birkestamme og med kurvede læber, bruger de få stjålne minutter som sønnen har tilladt ham at få, til at bygger fundamentet til et helt Babelstårn af læring.

Et tårn, hvis byggeri Toke, ligesom i bibelhistorien, efterfølgende satte i stå.

I hans tilfælde, blandt andet fordi, at han var bange for at alt ny viden (som han i virkeligheden stræbte efter, mere end noget andet) ville få hans i forvejen skrøbelige, men dog overskuelige verden til at kollapse.

Faktisk lidt ligesom i forfatteren Peter Bischels novelle om manden der ikke ville vide mere.

Her lukker manden, der ikke vil vide mere sig inde i et mørkt rum og barrikaderer alle døre.

I sin selvvalgte isolation og med sin undrende hustru på den anden side af døren, kommer han i midlertid til den konklusion, at han jo først må sørge for at vide alt, hvad der er at vide, for herefter at glemme det igen.

For at gøre en lang historie kort, så ender manden med at droppe sit projekt, men inden at han når der til, lykkedes det ham at lære sig selv kinesisk.

I lighed med manden der ikke ville vide mere, fik drengen i træet også en periode af sit liv, hvor han havde det så dårligt og verden pressede så meget på, at han nødigt forlod sit værelset.

Første del af beretningen om den indefra lukkede dør, der iøvrigt tager sin begyndelse ikke længe efter at fotoet blev taget, kan I læse andetsteds her på bloggen.

……………………

Jeg skulle, i en Corona fri verden, i netop disse dage have afholdt to workshops på SIKON konferencen i Odense.

På den ene af de to workshops ville jeg have delt nogle de erfaringer mine kollegaer på Søstjerneskolen, og jeg selv har gjort os, ifht. at få indhentet 2, 3, 5, 7 års tabt undervisning på ganske kort tid, hos unge mennesker der har været uden skoletilbud længe som følge af angst, PTSD og andre belastningsreaktioner.

Erfaringer som jeg ikke blot har gjort mig i professionel sammenhæng, men også med mine egne to børn.

Drengen i træet er den ene af dem.

For det lykkedes jo faktisk- ikke blot med hans søster, men også med ham. (spoiler).

De lykkelige slutninger skriver sig selv og miraklerne bygger nyt til, hver evigt eneste dag, for tiden.

Det er ret fedt, at være nået dertil og faktisk næsten ikke til at tro på.

Efter sensommerdagen i træet i 2015 fulgte nemlig nogle næsten lige så ufatteligt svære år hjemme.

Og det, vel at mærke på bagkant af at Toke, allerede mens at han gik i sit hidtidige specialskoletilbud, havde været så plaget af angst og andre følgetilstande, at han stort set ikke havde modtaget sammenhængende undervisning.

Det var blandt andet derfor at vi var kravlet op på den vandrette birkestamme og selvom vi kravlede ned med munden fuld af vokaler, så kravlede angsten efter os og fulgte med tilbage til Vanløse, hvor den allerede havde fast folkeregisteradresse.

Den lede satan!

Først for næsten 3 år siden fik Toke sit behandlingsskoletilbud.

Når jeg er ude og holde foredrag og supervisere nævner jeg gerne at det, som en tommelfingerregel, selv under optimale forhold, kan tage lige så lang tid for et barn- eller ungt menneske at nå dertil, hvor han/hun er både afstresset, velbehandlet OG helt undervisningsparat, som den tid barnet/den unge har tilbragt i en plaget og ofte ufrivillig skolefri tilstand før den optimale behandlings opstart.

På Tokes nye behandlingsskole, Søstjerneskolen, startede man med at vægte relation, stressreducering og behandling tårnhøjt, alt i mens at man håbede på at lysten til -og modet på at lære langsomt ville komme op til overfladen, fra hvor de end måtte have gemt sig.

Man måtte ganske enkelt skynde sig langsomt og det egentlige læringsgennembrud meldte først for alvor sin ankomst for lige under et års tid siden.

Herefter er det gået ret stærkt.

Hele herligheden hviler imidlertid på en tålmodig treeninghed af netop stressreducering, relationsdannelse og udfordringer i skolen, samt en endnu mere langsommelig og benhård arbejdsindsats i hjemmet.

Her har især Anne, særligt i begyndelsen, sørget for en behandling og en logistik, der muliggjorde at Toke kunne stå på benene dag efter dag og havde overskud til at bygge relationer til de voksne og, i sidste ende, havde overskud til at lære.

Sammen har vi skabt den helt rette balance mellem skærmning og udfordringer og de helt rette forudsætninger for at der kunne bygges videre på det revnede, men dog solide fundament under byggeriet af det Babelstårn af viden som har ligget stille så længe.

Min erfaring, både den professionelle og den private, har imidlertid lært mig at stressreduceringsforløb skal tilrettelægges individuelt og helt ned i detaljen, så de passer til den enkeltes behov.

Nogle børn- og unge vil således have behov for en langt højere grad af faglige udfordringer fra dag ét, fordi at det giver mening for dem og dermed baner vejen for relations- og behandlingsindsatsen.

Med Toke forholdt det sig stik modsat.

Han har så godt nok først for alvor lært at læse dansk (engelsk har han kunnet længe) for ganske nyligt, men til gengæld lærer han nu det som ellers ville have taget ham år -eller evigheder, på ganske få måneder.

Faktisk har hans kurve- både på det behandlingsmæssige og det det læringsmæssige plan været så stejl, at børne-og ungeforvaltningen i Københavns Kommune har haft vanskeligt ved at aflæse den.

Derfor arbejder vi da også p.t på at overbevise dem om, at en nedskrivning af Toke (der nu går i 9 klasse) og et ekstra skoleår, vil være en rigtig god investering.

Den er sådan set en kamp vi godt kunne have undværet, men en ringe trøst er at vi har været hele møllen igennem med storesøster.

Hun går på HF inklusion i dag.

Derfor ved vi også at nedskrivninger, i modsætning til Toke, langt fra hænger på træerne og slet ikke, hvis Børne- og unge forvaltninger tvivler på at kandidaten vil have vanskelig ved at gennemføre folkeskolens afgangsprøve.

Fair nok.

I Tokes tilfælde er den så absolut inden for rækkevidde. Ikke fordi at han pludselig er blevet til drengen der vil vide alt.

Inderst inde har han nemlig altid været ham.

Men man kan ikke lære, før at man har det godt.

Så det gør han. Ikke for at kunne glemme det hele igen, men for at kunne nyde udsigten fra toppen af babelstårnet. En top som vokser i højde dag for dag.

Selv når han sover og hjernen lægger dagens farvesorterede indtryk og udtryk nænsomt tilrette i små fine cigarkasser hvorfra de kan hentes frem på forlangende-eller gemmes til senere brug, for tilfældets skyld at verden en dag skulle gå af lave – igen.

/Morten

http://www.facebook.com/autismeplusfar

IKKE PÅKLÆDT OG IKKE NØGEN, IKKE RIDENDE OG IKKE KØRENDE, IKKE PÅ VEJEN OG IKKE UDENFOR VEJEN.

Beskæftigelsesborgmesteren og Socialborgmesteren i Kbh. Må gerne læse med.

Her er en historie fra det virkelige liv. Vi håber på en happy ending.

Anne som jeg er gift med har siden 2008 sat karriere, socialt liv m.m på stand-by for at stå for pasning og behandling af vores to børn Freja og Toke, som begge har autisme og har været plaget af angst, komplekse belastningsreaktioner og længere perioder med ufrivilligt skolefravær.

Faste læsere kender vores historie

Anne har modtaget fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste 37 timer om ugen, men jobbet har reelt i lange periode krævet hendes tilstedeværelse 24 timer i døgnet 7 dage om ugen 365 dage om året.

Det har været ret vildt.

Indsatsen ser imidlertid faktisk ud til at bære frugt. I hvert fald hvad børnene angår. Anne derimod har betalt en ufattelig høj pris for succesen.

Den evig alarmtilstand hun har befundet sig i, talrige voldsomme og traumatiske oplevelser med børnene og usikkerheden ifht. konstant at skulle retfærdiggøre familiens støttebehov overfor det offentlige, har givet Anne PTSD.

Operationen lykkedes men mor fik PTSD 🙄

Anne ønsker nu selv brændende at komme af den tabte arbejdsfortjeneste og på sigt vende tilbage på arbejdsmarkedet.

Det er bare ikke så enkelt.

En praktiserende læge, en psykiater og to psykologer udtaler samstemmende, men uafhængigt af hinanden, at Anne er så slidt af den årelange psykisk hårde indsats med børnene og den sideløbende systemstress, at hun p.t ikke bare sådan uden videre kan arbejde igen.

Et revalideringsforløb med uddannelse , fordybelse og udvikling vil til gengæld være både realistisk og en rigtig god idé, ifht. at Anne atter med tiden kan blive selvforsørgende.

Anne har søgt et revalideringsforløb til det studie hun har fået lovning på. at hun kan starte på, men har fået afslag af jobcentret på at kunne modtage revalideringsydelse.

Et afslag der er blevet givet stik mod de fire eksperters klare anbefalinger og alt den øvrige og meget omfattende dokumentation, som vi har indsendt.

Jobcentret siger på den ene side, at de tænker at Anne måske er for dårlig til revalidering, og de tvivler på at hun kan gennemføre en uddannelse, men samtidig opfordrer de hende til at gå ud og tage et deltids eller et fuldtidsjob.

For eksempel som handicaphjælper, selvom det er netop indsatsen med børnene og deres handicap, der har gjort hende syg.

Ret skørt. Et catch 22.

Hun skal kunne arbejde, men hun skal ikke kunne arbejde.

At komme i betragtning til revalidering er åbenbart ligeså svært som at løse gåden i Brøderene Grimms eventyr om den kloge bondepige hvor kongen stiller bondepigen følgende opgave.

“Du skal komme til mig ikke påklædt og ikke nøgen, ikke ridende, ikke kørende, ikke på vejen og heller ikke udenfor vejen”

Al erfaring viser, i øvrigt at revalidering virker.

I Annes tilfælde giver uddannelse gennem revalidering virkelig mening, da hun har arbejdet så hårdt så længe med børnene, at alle arbejdsrelaterede kravsituationer p.t reaktiverer hendes PTSD.

Som studerende vil hun derimod have mulighed for at fokusere på egne behov – noget hun har forsømt i årevis. Revalideringen ville samtidig kunne holde hånden under vores økonomi.

Anne er jo fortsat medforsørger og skal også være det i fremtiden, hvis vores hårdt prøvede familie skal hænge sammen.

Man kan godt få det indtryk, at det skal gå grueligt galt med Anne, før at jobcentret, kan tilkende hende den revalidering, som hun så til den tid måske reelt vil være blevet for dårlig til at få glæde af, på grund af presset.

På trods af en praktiserende læge, en psykiater og to psykologers klare anbefalinger om at revalidering er en farbar vej nu og her.

Det minder lidt om den praksis man anvendte, dengang hvor kvinder skulle bevise at de ikke var hekse, ved at drukne.

Vi er ikke interreseret i at skabe en førtidspensionist. Anne er 40 år gammel og har “blot” brug for tid til at trykudligne.

Hvad det betyder, forklarer jeg lige om lidt. Så hæng på.

Jobcentret har desuden slet ikke forholdt sig til vores baggrund og belastningsgrad som handicapfamilie.

Og det selvom lovgivningen klart og tydeligt kræver en helhedsorienteret, tværfaglig indsats på tværs af forvaltningerne – samt foreskriver at alle kender kommunens handicappolitik.

Alligevel har jobcentret ikke hentet oplysninger fra Handicap Centret. Det er åbenbart ikke almindelig praksis.

Hos BHCK er vi ellers “tæt på” familie med et særligt intensiv fokus på familiens samlede trivsel og vores samarbejde med dem har faktisk fungeret glimrende de sidste par år.

Det til trods har Borger Centret Handicap København heller ikke sendt oplysninger den anden vej. Beskeden til sagsbehandleren der, oppefra, var at hun skulle afvente en henvendelse fra jobcentret.

En henvendelse der aldrig kom.

Der ville ellers klæde de to forvaltninger at koordinere deres arbejde så mange års, vellykkede og ret bekostelige indsatser omkring vores familie ikke sættes over styr.

Alt dette holder vi p.t henholdsvis Integrations -og Beskæftigelses Borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og socialborgmester Mia Nyegaard ansvarlige for.

Forældre til børn med handicap, der i årevis, som Anne, har båret en tung opgave på deres skuldre, er en særlig gruppe.

En gruppe hvor mange vil have rigtig god gavn af at kunne vende gradvist tilbage via et revalideringsforløb.

Gruppen, deres særlige vilkår og behov bliver faktisk specifikt nævnt i vejledningen til serviceloven.

Vi er, med andre ord, ikke de eneste. Vi har bare lige præcis kræfter nok til at lade vores ord få vinger der bærer dem længere end til rundt om spisebordet.

P.t venter vi på reaktionen på den 20 side lange klage vi netop har sendt til Jobcentret på Lærkevej 18 og til København og til Intergrations- og beskæftigelsesforvaltningen og borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard.

En klage som det tog undertegnede mange søvnløse nætter samt nærlæsning af socialjura, at stå fader til. Tid jeg egentlig hellere ville have brugt sammen med min familie.

Socialborgmester Mia Nyegaard har også fået en kopi, som efterfølgende er sendt videre til Borgercenter Handikap

Selvom vi har en virkelig, virkelig god sag, frygter vi alligevel at Jobcentret, der jo sådan set blot administrerer den gældende lovgivning, efter bedste evne, men også under stort arbejdspres, køber sig tid og administrativt forhaler den ved at sende den i månedlang rotation i Ankestryrrelsen.

Efterhånden et klassisk greb i værktøjskassen, når der klages.

Man kunne naturligvis også bare indrømme sine fejl og ændre afslaget til et medhold.

Den kloge bondepige i Grimms eventyr løste i øvrigt Kongens udfordring ved at ankomme slæb i rabatten, svøbt i et fiskenet bundet til en hests hale.

Mange kvinder er til gengæld, i tidens løb, gået til bunds i den nærmeste sø eller mose i forsøget på at bevise deres uskyld.

Og apropos.

Faste læsere af bloggen her ved godt hvad det vil sige, at være i neddykket tilstand og skulle trykudlignes før at man omsider når overfladen, som forældre til børn med handicap og andre udfordringer (ellers kommer der en link, lige om lidt, som du kan trykke på)

Det er netop en sådan trykudligning i form at revalidering, som vi ønsker for seje Anne. Anne der har været neddykket på alt for dybt vand de sidste 12 – 14 år.

Her har hun været den stærkeste for de svageste (for nu at omskrive vores Statsministers udtryk) alt for længe.

Nu er det Annes tur (også et omskrevet Mette Frederiksen citat)

Hun skal bare lige trykudlignes.

Så er hun klar.

Del gerne.

Læs min artikel om de lange og dybe neddykninger her.

https://autismeplusfar.com/2019/09/14/en-far-eller-en-mor-til-et-barn-med-autisme-og-angst-kan-holde-sig-konstant-neddykket-i-mindst-7-aar-om-hvad-fanden-man-stiller-op-med-sig-selv-naar-det-langsomt-begynder-at-gaa-helt-ok-med-ens-b/

Ps.

Endnu en gang. Tak for jeres kommentarer. Både her og på Facebook. De varmer.

Her hjemme prøver vi at holde fast i tanken om, at det er mennesker og ikke monstre, der efter bedste evne og under et til tider stort arbejdspres, prøver at administrere de regler der er blevet politisk besluttet.

Derfor prøver vi også- omend det kan være vanskeligt, at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Vores hjerter er i hvert fald ikke blevet mindre varme af alle jeres kommentarer. ❤️

Kh Anne og Morten

Partshøringssvar, 80’er pandekager, ondt i kroppen og lidt for meget af den kolde chokoladesovs fra Odense Marcipanfabrik (En skrive-soldats forhåbentlig sidste tur på slagmarken)

I går, tirsdag, var det “1980’er børne dessert på en italiensk restaurant – dag” – til hovedret.

Vi spiste pandekager med regnbue is, syltetøj, flødeskum og chokoladesovs til aftensmad. Fandme!

Det var Annes fremragende idé ❤️

Få timer forinden havde jeg sendt en 7 sider lang kommentar på en partshøring afsted med sikker mail til Beskæftigelses -og Integrationsudvalget i min kommune. 7 sider plus bilag, der meget vel kan få afgørende betydning for vores lille, i forvejen hårdt prøvede familie.

Hver en muskelfiber i min krop værkede af systemstress og udmattelse. I den forstand kom 80’er desserten med dens velsignede salvende blanding af fedt, sukker og tilsætningsstoffer, som sendt fra himlen.

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen skulle trække i jernskjorten og med spidset pen kæmpe mod mangelfuld sagsbehandling og for rettigheder der, i en perfekt verden, ville have været indiskutable.

Men her sad jeg, med sitrende nervesystem, en kun langsomt aftagende puls dunkende i tindingerne og ganen lamineret i kold chokoladesovs fra Odense Marcipanfabrik.

Dette måtte være “The job to end all jobs” tænkte jeg, vel vidende at et eventuelt afslag ville kaste en langvarig klagesag af sig, efterfulgt af en endnu længere tur i manegen hos Ankestyrelsen.

Samtidig kunne jeg også godt mærke, at jeg bestemt ikke var blevet yngre siden min seneste tur på slagmarken.

“Mine dage som skrivende kampsoldat i familiens tjeneste, er forlængst talte. Jeg hører ikke til her, men fortjener et roligt otium i et stille hjørnekontor i en afdeling ingen har hørt om” tænkte jeg, mens at jeg priste mig lykkelig for at modstanderen denne gang, trods alt ikke var Borgecenter Handicap København.

Dem havde vi heldigvis, efter mange år, sluttet fred med og havde nu et glimrende samarbejde med en kompetent og forstående sagsbehandler.

Hun ved hvem hun er 😊

Modtagerne af vores 7 sider lange partshørings kommentar, plus bilag, ved også hvem de er, skulle det hænde, at de læser med her.

Det er egentlige tragisk at det skal være sådan her. Jeg arbejder til dagligt på begge sider af skrivebordet – så at sige. Som far og som professionel.

Jeg har endnu ikke mødt et eneste bevist ondsindet menneske, i mine efterhånden mange år på begge sider af bordet.

Kun gode mennesker, hvis gode intentioner og ønsker om, gennem deres profession at gøre verden til et bedre sted, er blevet voldsomt udfordret af den rigiditet og mistænkeliggørelse der i årenes løb langsomt er sevet ind og har forurenet det system de gode mennesker er blevet sat til at administrere. Så lad nu være med at sprænge kommentarfeltet i luften med med personlige udfald mod den ene og den anden. (Pjat. Det kunne I, som de skønne læsere I er, naturligvis aldrig finde på😉)

For der ER gode mennesker og gode intentioner. Der er masser af begge dele. Jeg oplever det dagligt.

Heldigvis.

Så hvorfor skulle jeg egentlig sidde der? Tirsdag aften, med ondt i kroppen, en kun langsomt aftagende puls dunkende i tindingerne og et sitrende nervesystem?

Vi havde begge ondt i kroppen – Anne og jeg. Vi var slidte, kede af det, trætte og gik tidligt i seng.

Pandekagerne og Anne reddede mig – semi. Jeg kom bare til at spise alt for meget af den der chokoladesovs fra Odense Marcipanfabrik.

Fortsættelser følger (uanset udfaldet)

/Morten

http://www.facebook.com/autismeplusfar

Er du ny her, så velkommen til.

Prøv eventuelt at læse denne her, som din artikel nummer to (eller genlæs den, hvis du allerede kender den)

https://autismeplusfar.com/2019/09/

Mit ikke særlige overskuelige arkiv over gamle artikler (skal nok ændre layout snart 🙄) har nu rundet 50 udgivelser siden starten i februar 2017. Slå dig endelig løs.

En hyldest til folk der ikke er mig (om at være den, der kender sit barn med autisme bedst. Altså lige bortset fra, når man ikke er det)

Jeg står foran en dør med et lidt for fast greb i en hånd, der er større end jeg umiddelbart husker den.

Så slipper jeg.

Mens at jeg iagttager døren langsomt glide i, kommer jeg til at tænke på, at jeg da vist engang her på bloggen skrev noget i retningen af:

“Vi forældre med sjove børn, er de som kender børnene bedst”

Lyset fra rummet på den anden side af døren forvandledes til en smal sprækker og i sekundet før at det forsvinder tilføjer jeg et:

“Ja. Bortset fra når vi ikke gør”

Selvom jeg, som fagperson er professionel ekspert inden for områderne autisme, angst PDA, ufrivillig skolefravær m.m , er det ikke altid at jeg som farmand, i momentet, forstår helt hvad mine børns lærere og pædagoger, psykologer, ergoterapeuter m.m laver.

Men jeg stoler på dem.

For hvor er det dog fantastisk, at der er mennesker til, der ikke er mig, som kender mine børn på en helt anden måde og som får lov at afdække evner og potentialer jeg måske nok har anet eksistensen af, men ikke selv evner at kultivere i samme omfang som de.

Noget der kan lade sig gøre fordi at de (ud over ikke at være mig) er virkelig kompetente -samt fordi at deres ledere og ikke mindst vi som forældre viser dem tillid og giver dem handlerfrihed til netop at være virkelig kompetente, tilpas autonome og til at gøre ting mit hårdt prøvede fader-hjerte måske ikke altid forstår i momentet, men som giver så meget mening på den lange bane.

Som farmand har det tidligere nogle gange været min første indskydelse, at slå ring om mine børn, obstruere og råbe “stooooopp. Det her går da bare slet ikke!”

Min indre professionelle tvilling – min fagmand, ved heldigvis bedre. Så når trangen har meldt sig har han været god til at lægge en beroligende hånd på min skulder og blidt føre mig i den modsatte retning, mens at ordene endnu har hængt i halsen på mig.

“Giv dem lige lidt arbejdsro. Et års tid eller to. Så skal du bare se løjer” hvisker han til mig.

“Fuck, altså! To år!!!”😳, svarer jeg.

“Eller et år” svarer han

“Hvor ved du den slags fra” vrisser jeg skeptisk.

“Jeg er jo dig -og du mig, din idiot”

“Nå ja… ,🙄 Sorry”

“Det er ok”

Og mens at vi sådan slentrer afsted, væk fra begivenhedernes centrum minder han mig ligeledes om, at de virkelig kompentente og tilpas autonome mennesker, der ikke er mig, faktisk ofte lykkes med at få adgang til hjerne og følelsesrum hos mine børn, hvor mit far-nøglekort med alle dets følelse, små og store traumer og 15 og 18 års historie, slet ikke virker.

Som far ved jeg som regel nogenlunde hvor de rum ligger og det er da også mig eller børnenes seje mor, der viser vejen til dem.

Vi er trods alt børnenes forældre.

Forældre der kender deres børn rigtig, rigtig godt, men som også ved, at der er døre, som det ikke er meningen at vi skal følge dem ind ad.

Apropos.

Låsen klikker og lyden minder mig om, hvor sindsygt meget jeg længes efter at kunne tage på hotel med børnenes mor -eller andre af de gode mennesker, som jeg ved venter i periferien af mit liv.

Jeg lægger forsigtigt øret til døren.

Der foregår spændende ting og sager, på den anden side.

Et ungt menneske (var det ikke er barn der gik ind?) åbner. Jeg snubler halvt af forskrækkelse.

“Far! Hvad laver du?

“Øh”

Døren lukker.

Jeg lader mig langsomt falde ned på knæ.

Bukker og takker.

Døren åbnes igen. En ung voksen kigger spørgende ned på mig. En mørk stemme, der minder om min egen finder blidt vej til mine røde ører.

Far. Hvad laver du egentlig dernede?”

“Øh”

“Du må sådan set gerne tage hjem nu!”

“Ok, så”

/Tak fordi at I læste med.

Morten

Til nye (og gamle) læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift. Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops. Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler. Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 3 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her. https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

Nyttige links

Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk (Stiftet af Psykolog Kirsten Callesen. Stor ekspertise indenfor blandt andet PDA)

Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk

Min og min søns fantastiske skole (også gode til at skynde sig langsomt – samt til PDA o.lign) http://soestjerneskolen.dk

AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

I skovens dybe stille ro (Om PDA hos børn -og unge, et to måneder langt interview og helt særligt vandret træ)

IMG_2839
NU, er jeg lykkelig

Det var egentlig ikke meningen at det skulle tage min gode kollega fra Søstjerneskolen, Frederik, flere måneder at få afsluttet det interview med mig, om PDA (Pathological Demand Avoidance/Ekstrem kravafvisende adfærd), som han skulle bruge til sit speciale på psykologistudiet.

Men omstændighederne ville, at sådan blev det.

Den dag hvor det så omsider lykkedes at få de sidste 15 min i kassen (naturligvis over zoom) ville skæbnen så yderligere, at flere ender mødtes og flere brikker på smukkeste vis faldt på plads.

Sådan er det også ofte, har jeg efterhånden erfaret.

Blandet andet fik jeg mulighed for at tage dette smukke foto af mine to unge mennesker.

Fotoet er taget klokken 20:55. De to sidder sammen og nyder aftenlyset og stilheden på et væltet træ, der er vedblevet med at vokse vandret ud over Furesøs overflade.

Træet har i mange år været Tokes yndlingssted og netop denne aften fik han omsider mulighed for at dele det med sin storesøster.

I de år hvor Toke  stod uden skoletilbud og hans autisme og PDA indrammede hans liv som var den en usynlig fodlænke, var det vandrette træ og den smukke natur omkring den, i blandt de få steder hvor han, i små dryp, kunne skubbe til grænserne for sin egen formåen, selvom det kostede ham både skrammer og adskillige jordhvepsestik.

Smertefulde, men også ganske konkrete påmindelser fra naturen, om hvad konsekvenserne kan være af at sætte sin fod det forkerte sted.

Måske blandt andet netop derfor, vendte Toke og jeg ofte tilbage til den lille teltplads på plateauet over det vandrette træ.

Her lavede vi vores mad på det lille trangia-sæt, snittede vores snobrødspinde, gravede vores huller i skoven, når vi skulle og sov i det lille letvægtstelt, der havde været Annes og mit hjem i Sydfrankrig en velsignet sommer med brød, ost og billig rødvin, før at vi fik børn.

Tokes om mine ture kunnet virkelig et eller andet og det gjorde mig høj af lykke at vågne i minus 9 grader i polarsoveposen (som vi havde ønsket os) og iagttage isblomsterne på teltdugen og min sovende søn ved min side, i sikker forvisning om, at her var i hvert en verden som jeg havde nogenlunde styr på.

En verden der, i små dryp, fungerede for ham og for mig.

For det meste af tiden kæmpede Toke med fjender der, selvom de var ligeså usynlige som skarpe sten, skjulte rødder og jordhvepsebo, var langt mægtigere og vanskeligere at blive klogere på – både for ham og for os.

Hans PDA fulgte sin helt egen kravafvisende logik og betød, at han på et tidspunkt end ikke kunne forlade sit værelse i længere tid, end at han kun regne med at være tilbage præcis én time senere.

Han ville gerne, men han kunne ikke.

I lige præcis den periode blev det selvsagt ikke til så mange teltture.

Den var dengang….

…………………………….

Frederik havde gjort et stykke fremragende research og formuleret nogle virkelig interessante spørgsmål om PDA.

Vi havde fundet et uforstyrret sted i et samtalelokale i Søstjerneskolens nye videns og kompetence center Koherenz.

Jeg havde både friskbrygget kaffe, masse tid og gode pointer og derfor kom det også fuldstændig bag på mig da jeg, med kun ganske få (men virkelig spændende)  spørgsmål igen, måtte afbryde det hele.

Fra det ene øjeblik til det andet, kunne jeg ganske enkelt ikke tænke en eneste sammenhængende tanke.

Først forstod jeg ingenting, men da jeg kom hjem og havde fået lagt mig ligeså vandret som træet ved Furesø, kunne jeg godt se sammenhængen.

Blot halvanden måned forinden havde jeg været involveret i et alvorligt trafikuheld.

Et sammenstød mellem mig og en anden billist, som jeg havde været uden skyld i, men som havde efterladt mig med et piskesmæld og en hjernerystelse samt en re-traumatisering af et tidligere og væsentlig voldsommere trafikuheld som jeg havde overværet på nærmeste hånd.

Usynlige fjender, der nu satte ligeså usynlige grænser for min mentale rækkevidde. Grænser som jeg hidtil havde virkelig svært ved at fatte -og respektere eksistensen af.

Altså lige indtil det øjeblik hvor at jeg, som her, i overført betydning, stod med foden helt nede i jordhvepseboet.

Frederik og jeg havde sjovt nok lige været rundt om de mulige sammenhænge mellem traumer, stresspåvirkninger og PDA, da klappen gik noget så eftertrykkeligt ned.

Skæbnens ironi?

Sådan er det nogle gange, har jeg efterhånden erfaret.

…………………………….

Et par uge senere sad Toke og jeg foran det grønne telt ved Furesø.

Alt var dejligt enkelt. Lige som jeg huskede at det havde været det for, hvad der synes som et øjeblik siden.

Det var ikke desto mindre tre år siden at vi sidst havde siddet der og jeg var vågnet op til isblomster på teltdugen.

Denne februar var isfri. Til gengæld blæste det af helvede til.

Vi havde imidlertid både varm kakao, ild i bålet, skumfiduser og de berømte polarsoveposer. Vi havde byttet. Toke havde fået min 200 cm sovepose og jeg hans 190 cm. Alt andet ville have været urimeligt.

Toke var i mellemtiden blevet en ung mand på lige godt 15 år, uden den usynlig PDA fodlænke og med skoletilbud, så denne gang havde vi i ligeså høj grad slået teltet op for min skyld, som for hans.

For Tokes vedkommende havde et langt sejt træk – først af især Anne og senere i samarbejde med hans behandlingsskole, med en kombination af stressaflastning og nye udfordringer, gradvist bragt ham derhen, hvor han kunnet genoptage en skolehverdag, som der imidlertid var slået et to og et halvt år stort hul i.

Lidt ligesom den proces jeg p.t gennemgik, men blot i meget, meget større skala.

Jeg havde tit og ofte spekuleret over, hvad det egentlig var at Toke og hans storesøster i sin tid var “kørt ind i”, i overført betydning.

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vise det her sted til min søster” 

-sagde han pludselig, mens at vinden hylede i træerne og gløderne fra bålet dansede ud over den vintersovende mark, der grænsede op til skovbrynet og den vidtstrakte sø på den anden side, hvor bølgerne nu dannede sjældne skumtoppe i det begyndende tusmørke.

”Vi gør det, når det er blevet lidt varmere i vejret” svarede jeg.

………………………….

Da Frederiks smilende ansigt tonede frem på skærmen og vi kunne tage fat på den sidste del af PDA interviewet, var vi et godt stykke inde i april.

Jeg var kort forinden, omsider blevet helt raskmeldt i en totalt forandret verden, hvor alle nu lige pludselig sad i hvert deres ”grønne telt” med rødvin, hjemmefitness og tiltagende lejr-kuller, mens at de ventede på, at den pandemi der fejede hen over verden udenfor og ruskede i teltdugen, skulle lægge sig igen.

Frederik og jeg samlede tålmodigt trådene op i forhold til en diskussion vi havde haft små to måneder tidligere i forhold til et spørgsmål om, hvorvidt at den øgede forekomst af -og fokus på PDA og PDA lignende belastningsreaktioner, hos børn og unge med autisme, kan havde en sammenhæng med den måde vi lever på og organiserer os, i den moderne vestlige verden.

Et rigtig interessant spørgsmål.

Frederik var i den forbindelse i færd med at kigge nærmere på det primært Japanske fænomen: “Hikikomori”

I en tidligere artikel her på bloggen, PDA og anslagsfølsomhed,  havde jeg selv givet denne korte karakteristik af fænomenet.

”Hikikomori er unge mennesker der lever i mere eller mindre selvvalgt ensomhed. Moderne eneboere med bredbåndsforbindelser, isoleret i små lejligheder som de ALDRIG (som i never, ever) forlader.

Her overlever de på mad, de bestiller på nettet –eller hvad deres forældre i al diskretion (i visse kredse er der stor skam forbundet med at have en Hikikomori som søn/datter) stiller foran deres låste dør.

Enkelte klarer sig på førnævnte forældres nåde, mens andre udfører programmeringsopgaver –eller driver anden form for småvirksomhed der ikke kræver at de begiver sig ud i det benhårde, hierarkiske Japanske konkurrencesamfund, som de frygter og derfor har brudt stort set alle bånd til.

Deres eneste sociale kontakt er den de opnår i onlinefora, hvor de blandt andet chatter med andre Hikikomori”

(Jeg linker til artiklen længere nede. I  den kan I også læse mere om PDA)

Mens at vi snakkede videre – blandt andet og sammenfaldet mellem adfærden hos folk med PDA og med PTSD, kom jeg til at tænke på beretninger jeg havde læst, om hjemvendte soldater, der flyttede ud i skoven i en kortere eller længere periode.  Ikke kun som følge af traumatiske oplevelser, men også som en konsekvens af mødet med det uforudsigelige civilsamfund de så længe havde været væk fra.

Åh, skoven…

Jeg sagde på gensyn (uden at vide hvornår) til Frederik, lukkede computeren, rejste mig fra drivhuset (mit helle) og gik ind til mine to unge mennesker.

På vejen gennem haven konstaterede jeg at: ”det var blevet varmere  i vejret”

Da jeg senere, samme aften, sad bag rattet mens at den nedgående sol farvede kabinen og de to unge mennesker på bagsædet orange, tænkte jeg atter en gang over hvad Frederik og jeg har snakket om tidligere.

Frederik havde spurgt mig om jeg tænkte at et fænomen som Hikkikomori kunne brede sig til vores del af verden. Jeg havde svaret, at måske var det her allerede, blot under et andet navn.

Og havde vi begge ret i vores antagelser, var der så i virkeligheden noget fundamentalt galt med den måde vi i årevis havde organiseret os på og var børn -og unge med angst, PDA og andre belastningstilstande -samt de japanske Hikkikomori i virkeligheden ”kanariefuglene i minen”?!

Tanken var lige så interessant, som den var skræmmende. Måske var det også bare mig der gerne ville have et eller andet jeg kunne hænge de to orange unge menneskers årelange lidelser op på.

Tidligere på dagen havde jeg snakket med politiet. Mit trafikuheld fra november sidste år, var omsider blevet behandlet. Det viste sig at min modpart, slet og ret havde overset mig.

Efterfølgende var han flygtet til fods fra ulykkesstedet fordi at han var gået i panik. Længere var den simpelthen ikke.

Han havde hverken været fuld, skæv, kriminel eller noget. Bare en uopmærksom og efterfølgende meget bange fyr, i en sort Volvo.

Måske var han stresset?

Jeg slog tanken hen.

Nogle gange sker ting bare, hvor svært det end kan være, at erkende.

Gruset knasede under mine vandrestøvler.

Freja og Toke var løbet i forvejen. Først havde Freja ikke ville med ud til vores sted. Hun havde sin helt egen rute ved Bagsværd sø, som hun havde gået adskillige gange og var tryg ved. Tanken om det nye og ukendte stressede hende.

Jeg forstod hende godt.

Jeg kunne høre deres stemmer slå smut på søens overflade og da jeg forsigtigt bevægede mig tættere på, kunne jeg ane deres silhuetter.

De sad side om side, næsten helt ude for enden af det vandrette træ.

Fjerne stemmer, latter og duft af brænderøg antydede at vi ikke var alene.

Andre end os var kravlet gennem det ”vindue” corona krisen uforvarende havde åbnet for os, sådan en ellers helt almindelige tirsdag aften i april.

Et vindue hvor spørgsmålene ”Hvad er det egentlig vi vil, hvor vil vi hen og hvornår vi lykkelige?” står skrevet med tusch på de sprossede ruder.

Jeg greb forsigtigt kameraet, fokuserede, mens jeg skævede ned på uret.

klokken var 20.55

Klik.

NU

-er jeg lykkelig.

…………………………………………….

(Held og lykke, Frederik. Jeg glæder mig til at læse resultatet)

/Tak fordi at I læste med.

Morten

Til nye (og gamle) læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

HER er artiklen jeg omtaler længere oppe.

https://autismeplusfar.com/2018/01/12/pda-og-anslagsfoelsomhed-om-kravafvisende-adfaerd-japanske-eneboere-og-det-at-vaere-underspillet-maalrettet-og-ramme-doeren-paa-den-helt-rigtige-maade-med-sine-knoer/

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

Nyttige links
Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk (Stiftet af Psykolog Kirsten Callesen. Stor ekspertise indenfor blandt andet PDA)
Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
Min og min søns fantastiske skole (også gode til at skynde sig langsomt – samt til PDA o.lign) http://soestjerneskolen.dk
Koherenz – Søstjerneskolens nye kursus og videnscenter https://www.facebook.com/koherenz/
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

 

 

 

Det var MIG der slog lektor Blomme ihjel! (Om at være corona-fange på en familie ø, man burde stemmes hjem fra, om at være en idiot og erkende det -OG om, med de bedste intentioner og på et oplyst grundlag, at have ramt skuespilleren Fritz Helmuth meget, meget hårdt med en læderfodbold)

image0

“Du opfører dig virkelig som en idiot, far. Vil du ikke nok holde op med det?!” Ordene var min 17 årige datters og hun havde så inderligt ret. For ja. Den første uge – nej, den første en og en halv uge af nedlukningen  var jeg virkelig ikke noget videre behageligt selskab for min søde familie.

Pænt sølle, når man nu tænker nærmere over det. Jeg kunne også godt mærke på lillebror Toke og hans mor, at de sådan set heller ikke ligefrem var super imponerede.

For mens at Freja og Toke og Anne, der jo alt andet lige har prøvet at være isolerede de over to år, hvor de to var uden skoletilbud og samtidigt havde det herredårlig, opførte sig totalt eksemplarisk, sprællede undertegnede drama queen (der i samme periode havde gjort både karriere og haft en social omgangskreds) nu på ynkeligste vis i det finmaskede net af nye hverdagsrutiner og begrænset bevægelsesfrihed, som vores regering med rettidig, omsorgsfuld, men også indiskutabel bestemt omhu trak ned over os alle sammen.

Måske var det min egen autisme, der sparkede ind. Hvad ved jeg?

Faktum var at den nye spyt og snotbårne virkelighed strammede mig gevaldigt over skuldrene og krøb helt op til navlen som et stykke tøj, man bare ikke vil indrømme, er mindst et nummer for småt og faktum var at jeg hadede det som…… pesten.

Well. Bare ærgerligt.

Faktum var også at jeg efterhånden var blevet en 45 årig far på særlige vilkår med udvidet ansvar samt brainpower, specialfaglig viden og livserfaring nok til at handle anderledes end at være en idiot i en grad, at min kloge datter, hos hvem jeg ellers har kosmisk lang line, følte sig kaldet til at fortælle mig det face-to-face.

“Det kunne jeg virkelig ikke være bekendt” 

 “OK I HER RET” sagde jeg afvæbnende og lidt for skingert, hvorefter jeg mere afdæmpet, men desværre højt nok til at alle hørte det, fortsatte med et “Hvis det her var Robison ekspeditionen, så var jeg nok blevet stemt hjem fra øen, hva´? 

(Den helt store udfordring i den sammenhæng var at øen og hjem nu pludselig var et og samme sted)

Her over to uger inde i nedlukning spræller jeg kun i små spjæt og der bliver længere og længere imellem dem. Min familie har forlængst tilgivet mig, og jeg har ligeledes forlængst tilgivet mig selv.

Og netop tilgivelsen, både den ydre, men især også den indre af slagsen, er en disciplin som, hånd i hånd med en mængde, til tider smertelige erkendelser – herunder ikke så få om mig selv, i den grad har været med til at bære mig igennem de helt svære år.

År hvor at det, at være både følelsesmæssigt og lavpraktisk i lære som far til to børn med autisme og angst, gav anledning til at jeg begik ikke så få, men også meget menneskelige fejl, som jeg så efterfølgende måtte tage ved lære af.

Et super relevant, men også liiidt tung emne, som jeg af selv samme årsag har bundet sammen med ret absurd -og på behørig afstand af episoden, nu også ret sjov historie.

Hvad enten jeg taler til professionelle eller til pårørende, runder jeg som regel mine foredrag og workshops om autisme, angst, PDA og behandlingsarbejde af med netop denne historie.

Både som en påmindelse til mine tilhørere om at de dels ikke skal være for hårde ved sig selv (det kan andre tidsnok være) -samt ligeledes for at minde dem om at de, selvom de er forældre til -eller arbejder professionelt med skrøbelige børn og unge, må tillade sig selv at “slå nogle æg i stykker for at lave en omelet” – som man siger.

Og så fortæller jeg naturligvis også historien for at sikre mig, at mine tilhørere husker bare lidt af, hvad jeg forinden har sagt.

Et ældgammelt foredragstrick. 😉

Historien, den kommer her:

Foråret og sommeren 1992 var en usædvanlig varm fornøjelse. Faktisk så varm at havde vi ikke haft så pokkers travlt med at stemme imod EU Maastricht traktaten og 24 dage senere slå tysken i bold, ja så havde vi måske lugtet kaffen i forhold til den globale opvarmning, som dengang fortsat var noget som kun et antal forskere og langhårede miljøaktivister gad beskæftige sig med.

Selvom jeg personligt, og i øvrigt ganske frivilligt, forsømte en god bid af foråret 1992, var de høje temperature alligevel allesteds nærværende.

Jeg befandt mig nemlig en god del af tiden i en kæmpe ombygget lade i Nordisk Films legendariske studier i Risby, hvor jeg iført vintertøj gjorde mit bedste for at virke bare nogenlunde troværdig som “ham den rødhårede, på bagerste række i klassen” mens at projektørene lyste ubønhørligt dagslyst-hvidt på os fra alle retninger og solen bagte tilsvarende ubønhørligt ned på studietaget 10 meter over vores  uldklædte drengekroppe.

Skæbnens ironi ville, at optagelserne, som jeg mens bier og blomster forlystede sig udenfor studiet, svedende kæmpede mig igennem, blandt andet  på et lidt for højt indtag af de mængder af maltbolcher ,som producenten Evers beredvilligt havde stillet til rådighed, senere skulle blive en del af filmatiseringen af Hans Scherfigs klassiker med titlen:

“Det Forsømte Forår”.

Da jeg i sin tid var blevet opmærksom på castingen til filmen havde min første umiddelbare indskydelse været, at jeg da naturligvis skulle gå benhårdt efter rollen som den elev, der i desperation tager livet af den sadistiske latinlærer, Lektor Blomme, ved at putte giftstoffet stryknin i hans maltbolcher.

En sand drømmerolle.

Og her må I ikke foranledige jer til at tro, at der lå et slet skjult skole-vendetta og gemte sig under trangen til at se et af de dummeste svin i dansk skønlitteratur forsvinde ind i det evige mørke i slowmotion, med skum om sine blå læber og vide, at det var MIG der havde gjort det.

Tværtimod. Jeg havde netop afsluttet, hvad jeg fortsat ser tilbage på, som værende en god folkeskoletid.

God til trods for, at jeg særligt i de yngre klasser var præget af tilsyndeladende uforklarlige raserianfald og deciderede nedsmeltninger.

God til trods for, at jeg alle dage havde været voldsomt grovmotorisk og derfor ikke kunne ramme en fodbold.

God trods det åbenlyse faktum at jeg, til at begynde med, var socialt ret akavet og reelt faktisk aldrig rigtigt formåede at identificerede mig med mine 26 jævnaldrende klassekammerater, eller deres interesser.

Når jeg alligevel klarede mig igennem på bedste Klods Hans agtige manér, skyldtes det en kombination af gode menneskers mellemkomst, en hjerne der huskede og forstod stort set alt det faglige stof den blev præsenteret for -samt den kendsgerning at jeg, alle mine besynderlighedder til trods, i det store hele blev rummet i skolen og elsket hjemme, som den jeg nu engang var.

Og så lærte jeg relativt tidligt, at prøve mig frem, falde og rejse mig og ikke mindst, at lade som om.

Når jeg, som barn og teenager ikke opholdte mig i klasseværelset på Buddinge Skole, hvor jeg i øvrigt også, mest på grund af min højde, sad på bagerste række brugte jeg nemlig stort set alle mine vågne timer på at spille teater.

Det var min enlige mor der, trods moderate til svære protester, blidt havde puffet 11 årige ekstremt hurtigt snakkende mig (snakke DET kunne jeg!)  i retningen af et kunstnerisk miljø med så højt til loftet og så mange skøre typer, at jeg næsten med det samme følte mig hjemme.

Her tilbragte jeg de næste mange år, rejste rundt, optrådte, fik venner og byggede dermed det spraglede, men også bundsolide fundament, som skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det voksenliv, der ventede mig lige om hjørnet.

I skuespillet opdagede jeg  hurtigt at den sociale adfærd, som jeg havde så svært ved at integrere i mit liv uden for teatersalen, men som jeg samtidig fandt dybt fascinerende i en grad, at den på det nærmeste var blevet en form for særinteresse – at den adfærd i virkeligheden kunne tillæres og perfektioneres til at grad så at den til sidst virkede både ægte og dybtfølt, selvom at jeg i virkeligheden “bare” lod som om.

Der lå en enorm frisættelse i den erkendelse.

At det rent faktisk var en gangbar strategi og en farbar vej at følge  – ikke bare på scenen, men også i det virkelige liv – at lade som om, fake, imitere uden nødvendigvis altid at skulle lede efter ægte følelser på stort set tomme lagerhylder i ens indre og derfor, i ren og skær desperation, påtage sig dem man nu engang lige kunne få fat i.

Skuespillet og den legende tilgang til det, blev derfor lige så stille min emotionelle kravlegård, hvor jeg gennem årene fik lov til at gøre mig en masse erfaringer, som jeg ville have slået mig gevaldigt på ude i virkeligheden.

Således var det også skuespillet, der havde ført mig til den nu umenneskeligt varme ombyggede lade i Risby, i hvilken maltbolcherne i skålen på bordet uden for kulissen, nu lige så stille klisterede sammen til en uformelig brun masse.

…………………………………………………

Den karakteristiske brummende alarm lød og den røde lamper på kameraet slukkede, som et tegn på, at optagelsen var slut.

Skoleklassen blev tildelt en tiltrængt pause, mens at Skuespilleren Fritz Helmuth der med skræmmende autoritet udfyldte rollen som lektor Blomme og Thomas Villum Jensen, der spillede den unge morder Edward Ellerstrøm blev tilbage.

Willum Jensen havde tilsyneladende allerede været en stensikker Ellerstrøm, da jeg meldte mig ind castingprocessen og da jeg tilmed gav den lidt for meget gas og overspillede fælt i kampen om de andre hovedroller, anviste den erfarne børne -og unge caster Jette Terman mig høflig en plads til venstre på bagerste række i klasselokalet.

En plads jeg som bekendt allerede kendte, holdt ganske meget af, men nu kortvarigt havde forladt sammen med de øvrige drenge, for at spille…….mur.

Interesse for, viden om -og talent for fodbold, havde alle dage været den hårdeste af alle  valutaer, blandt både drenge og piger i min rigtige folkeskoleklasse. Således var den det også, i denne tilfældigt sammentømrede en af slagsen.

Jeg kunne, som allerede nævnt, ikke spille fodbold! Slet ikke!

Tiden frem mod mit 17 år havde imidlertid været god mod min krop der efterhånden, syntes jeg selv, nærmede sig en ganske fin balance mellem færre kilo og en mærkbart bedre motorik.

Dog med plads til forbedring.

I den forstand var konceptet “mur” som skabt til mit niveau.

Man sparker en fodbold op af en mur, som man stort set ikke kan undgå at ramme, bolden flyver tilbage, næste mand rammer bolden, bolden rammer muren o.s.v.

Jeg husker stadigvæk skuddet – mit skud, med samme glasklare tydelighed som jeg husker John Faxe Jensens tilsvarende, et par måneder senere til EM finalen mod tysken på Nya Ullevi stadion.

Begge to ramte vi bolden “lige i røven” – som man siger. John Faxe og så mig.

Det var som om at bolden foldede sig rundt om min fod og jeg følte et lille strejf af lykke bevæger sig opad mod hjertet.

NU skete det. Omsider havde jeg forstået det. Forstået hvordan at en rigtig dreng (m/k) sparker til en rigtig fodbold.

Alle de observationer (og det var mange) jeg havde gjort mig af andre sparkende og alle de tanker jeg havde gjort mig om, hvordan at jeg selv ville gøre det mødtes i dette gyldne splitsekund.

Med andre ord.

Jeg ramte virkelig den læderfodbold med de bedste intentioner og, syntes jeg selv, på et nogenlunde oplyst grundlag.

Mindet hvor Fritz Helmuth , i Lektor Blomme kostume, åbner døren til det store filmstudie til venstre for muren, løfte højre arm og jovialt udbryder “Hej drenge”, står ligeledes ganske klart – selv her 28 år senere.

Allerede mens at det spinkle ekko af hans hilsen endnu hænger i den forsømte forårslune luft, mellem bygningerne, kløves den med stor kraft af en læderfodbold, med sorte og hvide felter, der med en træfsikkerhed som følge af min nøje afstemte blanding af kraft, koordination og præcision, misser den 10 meter lange og 3 meter høje mur, der var det oprindelige mål og ender sin korte rejse……….. direkte i skridtet på skuespilleren.

Skuespilleren krummer sig sammen på gårdspladsen. Optagelserne indstilles midlertidigt.

Fuck!

Jeg har senere forsøgt at regne mig frem til, i hvor høj grad at det, med mit “pragskud” lykkedes mig at fordyre indspilningen.

Det er jo ikke helt billigt at holde sådan et filmhold kørende.

Der gik naturligvis ikke lang tid før at nyheden om den faldne lektor havde fundet vej ud i et par afkroge af produktionen.

Måske var det netop derfor (og selvom jeg tager helt og aldeles fejl, er det stadigvæk en fed historie) at instruktør Peter Schrøder senere tildelte mig den replik der, selvom den skulle blive min eneste, efter min opfattelse blev den vigtigste – ikke blot i filmen, men i resten af mit liv.

Replikken lød: “Det er menneskeligt at fejle”

Fritz selv, tog det faktisk meget pænt.

Et par uger senere, da en stor fællesscene skulle filmes i gymnastiksalen på Duevejens skole, på Frederiksberg sneg han sig tilmed ind på mig og overraskede mig med ordene.

“Nå der du igen. Ja. Der fik du mig sgu, med det skud!”

Jeg spærrede øjnene op

“Der fik du mig sgu”, sagde han.

“Ha” tænkte jeg triumferende

“Så var det alligevel lidt mig der slog Blomme ihjel”

……………………………..

Nøjagtig 6 år (og vi taler på dagen!) efter filmens premiere tjekkede jeg ind på Ærø Folkehøjskole officelt for at spille mere teater, men reelt for at nulstille og genstarte mit liv efter min fars alt for tidligere død året forinden.

5 dage senere mødte jeg dengang 18 årige Anne.

4 år senere blev vi gift og forældre til Freja (I ved, hende der kaldte mig for en idiot i starten af artiklen) To og et halvt år efter Frejas ankomst meldte lillebror Toke sig under fanerne.

To børn, nu unge mennesker, som der er skrevet mange spaltemeter om på denne blog (og er dette din første artikel her hos mig, så bare gå i krig. Så giver det hele omend endnu mere mening)

Et par unge før at statsministeren sendte skoledanmark hjem, sad nu 15 årige Toke og hans lærer ,Morten, på Søstjerneskolen og så filmen Det Forsømte Forår.

I den forbindelse hæftede de sig begge ved en sært velkendt, lettere ranglet, rødhåret skikkelse der gik ind og ud af en masse døre, men ellers for det meste bare sad i baggrunden, hvor han velskede mellem at se fra lettere kuet til aldeles rædselssagen ud, bortset fra det korte øjeblik hvor at han, smilende (til den rare vikar), leverede sin ene gyldne replik.

Da nedlukningen officielt var en realitet, havde Toke blandt andet fået den hjemmeopgave, at interviewe mig.

Det kastede en interessant samtale af sig som blandt andet omhandlede den triste skæbne der, i såvel romanen som i filmen, viser sig at have overgået drengene fra lektor Blommes klasse, da de mødes til genforening 25 år senere.

Ganske vist er de lykkedes, i den forstand, at mange af dem nu bestrider poster i samfundets top, de som unge blev stillet i udsigt, ville være frugten af alt sliddet og alle ydmygelserne.

Men som mennesker er de ødelagte, bitre, uforløste og ensomme. En enkelt af dem, højesretsdommer Ellerstrøm, har tilmed et liv på samvittigheden.

Toke og jeg legede for sjov med tanken om mon ikke, at min navnløse karakter i virkeligheden var den eneste af drengene, der var sluppet igennem som et nogenlunde helt, forløst og lykkeligt menneske, FORDI at HAN og INGEN ANDEN, havde fået lov opleve smagen af  de fem magiske ord.

Fem magiske ord der tilsammen havde dannet et sætning, så kraftfuld at den var kommet til at definere resten af hans liv i en grad, at han efterfølgende ikke var vågnet til én eneste håbløs gråvejrsdag eller havde stået over for én eneste tilsynelandende uoverskuelig udfordring, uden at ordene, der nu var blevet hans evige mantra, var flammet op for hans indre blik, med samme glød og styrke, som da han udtalte dem for første gang, den dag i klasselokalet

“Det er menneskeligt at fejle” 

Yeah!

Vi nikkede stiltiende, Toke og jeg, rørende enige om at sådan måtte det nødvendigvis forholde sig.

Herefter var der pressemøde.

Mette Frederiksen talte åbent og ærligt om alle de fejl hun, regeringen og sundhedsmyndighederne uundgåeligt ville komme til at begå, i den kommende tid, men vedstod sig også at de – fejlene var en del af en læreproces i forbindelse med en udfordring til hvilken der ikke eksisterede nogen drejebog.

Det der med ikke at have nogen drejebog, kender jeg godt.

Og alt imens at jeg skiftevis lod blikket vandre fra Mette Frederiksen til Toke  -samt videre til hans storsøster, der i al ubemærkethed havde sneget sig ud i det åbne køkken bag os for at lave sort kaffe ledsaget af toastbrød med appelsinmarmelade og jazzmusik, tænkte jeg ved mig selv, at drengen fra filmens -og nu også statsministerens mantra, helt sikkert også var endt med at blive mit eget.

Men når man sådan, i alt stilfærdighed sad og betragtede de to harmoniske, kloge, seje, selvstændige og smukke slutprodukter der efterhånden var ved at udkrystalisere sig for øjnene af deres mor og mig, kunne man et enkelt åndedrags tid, godt glemme hvor hård en omgang det egentlig talt havde været.

Ikke bare for Freja og Toke, med deres autisme, adhd, deres angst, pda og ufrivilligt skoleløse år eller for Anne, der som en anden infanterisoldat havde stået i forreste linje meget af tiden, men også for undertegnede i forhold til at kunne erkende, rumme og håndtere summen af det hele.

Nu hvor jeg var nået så langt, at jeg kunne tillade mig selv den luksus, at bearbejde fortiden kunne jeg samtidig også godt se at vejen til marts 2020, godt nok havde været brolagt med hårdt arbejde, generel sejhed, blod, sved og tårer, men også med fejl og dårlige beslutninger, fra min side, der til trods for at de måske føltes som en enormt god idéer i momentet, stadigvæk var fejl og dårlige beslutninger.

For eksempel når jeg gennem en optik af sorg, skyld og kuldsejlede far-drømme, prøvede at få øje på lette, hurtige løsninger på Frejas og Tokes komplekse udfordringer, og til sidst i overført betydning, lossede så hårdt jeg kunne til “bolden”, bare for da for helvede, at kunne gøre et eller andet.

Her 12 år efter at Freja, som den første af de to blev udredt, og jeg modtog psykiaterens besked, uden rigtig at lytte efter og med nogenlunde samme mine som en kuet elev fra den sorte skole der har glemt sin latinlektie, har jeg efterhånden opnået en ikke ueffen “spilforståelse” samt et ret så eminent “boldøje” der gør det muligt for mig at navigere sikkert rundt på den bulede livsbane, vores sjove familie har fået tildelt.

Her ramme jeg faktisk, tilmed nogenlunde, det jeg sigter efter.

Men….

En sjælden gang,  når spillets regler uden varsel, ændrer sig, som nu med COVID 19, kan jeg godt, for en kort bemærkning blive stanghamrende autistisk, humørsyg og urimelig og råbe grimme ting efter dommeren….

-og sprælle med arme og ben.

Som her forleden.

Nuvel.

Jeg bliver heldigvis også hele tiden en marginalt klogere af mine fejl.

Hvilket nok er meget godt.

Ellers ville det nok bare ende med at en eller nogen fik nok og besluttede sig for sætte en stopper for min menneskelighed, ved at putte gift i mine maltbolcher.

Min søde familie, for eksempel. Ingen ville nogensinde mistænke dem.

…………………………………

Spøg til side.

Her kommer histories morale.

Lige nu bor vi alle sammen mere eller mindre på den samme corona-ø, med alt dens isolation, dens regler, faste rutiner, dens afsavn og alle dens fravalg.

Men på et eller andet tidspunkt, når stormen har lagt sig, må man vel forvente, at hovedparten af Danmarks befolkning rejser væk fra øen igen – “hjem” for at genoptage, hvad der nu end var deres liv, før at corona ramte.

Mange af I, som har børn med særlige behov, vil sansynligvis, til den tid stå på stranden og vinke farvel (jeg er der nok også), vel vidende at isolationen, reglerne og de faste rutiner, afsavnet og de fravalg som de andre kun midlertidigt oplevede, vil være jeres virkelighed i mange år fremover.

Ikke længere på grund af corona, men på grund af den autisme, adhd, angst -eller anden tilstand hos jeres børn -og unge mennesker der gør, at I bliver hvor I er, måske sætte jeres fødder ekstra forsigtigt, vejer jeres ord på en guldvægt og måske også er ekstra meget på vagt overfor hinanden, hvis I, som Anne og jeg, da er så heldige stadigvæk at være sammen.

I der arbejder professionelt med de unge øboere og deres forældre, vil ligeledes mange år fremover fortsat skulle rejse frem og tilbage mellem dem og jeres fastland og fortsat have overskuddet til at være visionære og viljen til at føre jeres visioner ud i livet.

Til glæde for de fastboende.

Og I der træffer beslutningerne og betaler for indsatserne og rejserne til øen. Husk at visionære ideér kræver tid og rum for at kunne vokse.

For alle jer er fejlene og modet til at begå dem, med de bedste intentioner og på et så oplyst grundlag som muligt (man skal jo ikke være dum, vel) et ufravigeligt grundvilkår. Just saying. 😉

Desuden ved aldrig man aldrig helt hvad der sker, når man giver bolden et ordentligt los.

I mit tilfælde førte det en replik med sig og et mantra og en indsigt som har hjulpet mig med at holde tungen lige i munden, hovedet koldt og hjertet varmt, i forbindelse med min families store kampe på de knoldene og ujævne livsbaner.

Marcus Tullius Cicero sagde det i sin Filippiske tale i år 43 f.kr.

Hans Scherfig skrev det i 1940

Og jeg fik lov til at gentage det i 1992

Errare humanum est = det er menneskeligt at fejle,

Et udsagn der i øvrigt oftes efterfølges med et:

Ignoscere divinum = ‘at tilgive er guddommeligt’.

Og igen.

Vær ikke for hårde ved jer selv og hinanden. Det kan andre tidsnok værre.

Desuden tyder meget på at fejl (inden for rimelighedens grænser) bliver det nye sort.

Menneskelige fejl og menneskelig tilgivelse.

Statsministeren sagde det selv.

På seneste ø-råd.

……………………………………………………

Tak for fordi at du læste med.

/Morten

Ps. Undskyld at jeg var sådan en idiot den første halvanden uge, Freja og Toke og Anne. Jeg skulle bare lige vænne mig til alt det her corona halløj.

PPS. Jeg har stadigvæk ikke lært at spille fodbold, men sker det en sjælden gang, at jeg befinder mig bag en bold, ja så gør jeg virkelig mit bedste for at ingen kommer til skade.

……………………………………………

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

 

 

 

Må man le af angsten? I den grad! Hvis man tør.

https___www.grob.dk_wp-content_uploads_2019_05_Rædsel-Grob-Foto-Søren-Meisner-s-2554
Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement i RÆDSEL på Teater Grob Foto: Søren Meisner

Anmeldelse. RÆDSEL, Teater Grob, / Morten Gantzler Oschlag, AutismePlusFar

Jeg var ikke mange minutter inde i forestillingen “RÆDSEL”, som netop nu og frem til 21 marts (en måned der er gået før at du ved af det) kan opleves hos Teater GROB, på Nørrebro i København før at min egen medbragte bange anelse var forduftet som dug for solen.

Faktisk skulle der ikke meget mere til end en kontant skolelæreragtig rømmen fra skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, der i al sin kraftfulde skrøbelighed, pludselig havde materialiseret sig på scenen få meter væk, til at få mig til rette mig op i stolen og skærpe mine sanser på nøjagtigt den måde, man gør den slags på, når man allerede godt ved at man få øjeblikke senere skal til at opleve noget ud over det sædvanlige.

Få øjeblikke inden at lyset langsomt dæmpedes og dramatiker Anna Bro’s på en gang krystalklare enkle og til tider skræmmende afgrundsdybe tekst fik fri løb, form og krop hos de to skuespillere, havde jeg imidlertid, sandt at sige, ellers haft min tvivl i forhold til om det her overhovedet ville kunne lade sig forløse.

For ikke blot sad jeg nu der på række 2, sæde 10 i min egenskab af fagmand, med efterhånden mange års erfaring indenfor den komplekse ende af dag-behandlingen med autisme, angst og PTSD som arbejdsområder, jeg var i ligeså høj grad tilstede som far-mand til to unge mennesker på snart 15 og 18 år for hvem den RÆDSEL som her havde givet navn til 1 time og 15 minutters dramatik, havde været allerstedes nærværende i et antal år som vi, derhjemme, efterhånden havde opgivet at holde rede på.

Så i takt med at premieren havde nærmet sig og holdet bag havde markedsført hele herligheden som: “En fabulerende, humoristisk og tankevækkende forestilling om de øjeblikke hvor sammenbruddet rammer, og man bliver revet ud af verden. Og om hvordan man finder tilbage igen”  Ja så havde jeg (indrømmet) siddet med korslagte arme i den anden ende af Teater GROBS facebookreklamer og tænkt.

“Yeah right. Vi får se” 

10 minutter inde i forestillingen havde jeg allerede fået vekslet mindst et par indforståede blikke med ligeså indforståede smil fra min ledsager, lige så vel som jeg, til min egen store overraskelse, af flere omgange havde leet højlydt og længe.

Min ledsager skævede til mig. Jeg smilede. Hvis der var en person i salen der havde lov til at le, ja så var det mig.

Ida Cæcilie Rasmussen spiller med en sitrende energi og en timing der, på en gang flytter rummets tyngdepunkt så det konstant hviler på hende og hendes medspiller og som samtidig efterfølgende fik mig til at sværge på, at jeg fra første parket havde overværet hende tabe såvel ansigtskulør som adskillige kilo kropsvægt, som forestillingen skred frem, selvom hun stort sig ikke forlod scenen mere end et par sekunder ad gangen.

Alexander Clement er en både elegant-slesk og til tider brutale kropsliggørelse af angsten som den usynlige livsledsager, hvis ægteskabskontrakt man pludselig ikke kan komme ud af.

Han er et charmerende og farligt bekendskab, når han med affekteret Giro 413 dialekt og et diabolsk glimt i øjnene som en anden gadeprædikant, sætte foden i døren og minder Ida Cæcilie Rasmussens karakter, Eva, om at hun jo slet, slet ikke kan undvære ham.

Og netop med pointen om, at man rent faktisk kan blive så fortrolig med sin angst, at man næsten kan savne den, i det øjeblik den en dag kun er en fjern stemme og en sitren i en krop der aldrig glemmer helt, rammer Anna Bro med sin tekst ned i et afgørende og ofte overset aspekt af tilværelsen som angstramt.

Sjovt nok havde min datter Freja og jeg netop, for ganske nyligt, en sen nattetime en snak om dagligdagen og hvor skræmmende og uoverskueligt den kan tage sig ud, på den anden side af de “kridtstreger” der måske ellers en tid har skabt det reservat der, i al sin absurditet nu engang har været det liv man har kendt til og har kunnet navigere i.

I den forstand var det heller ikke svært for mig at identificere mig med Ida Cæcilie Rasmussens succesfulde øjenkirurg der, til trods for at hun har både karriere, mand og barn langsomt hvirvles ind i en næsten kæresteagtig relation med Alexander Clements sært tillokkende angst-karakter.

Og jeg forstod hendes tilsyneladende “selvvalgte” isolation, hvor ringetonerne og bankelydene fra velmenende og bekymrede venner og bekendte vokser til en kakofoni af skyld og skam over ikke en gang at have overskuddet til at række ud efter hjælp.

I den forbindelse formår Jonas Vest med sit eminente lyddesign at skabe en slags tredje medspiller som bliver placeret så henholdvist massivt og så præcist i rummet at man gisper efter vejret – særligt når lyden i smukt samspil får Kristians Knudsens enkle, men fleksible scenografi og Frederik Dahl Houghs diskrete, støvede lys til virke næsten organisk og næsten FOR tæt på.

Instruktør Rune David Grue har med vanligt blik for detaljen i sin personinstruktion, været med til at give liv til et ægte, troværdigt menneske af kød, blod og truende sammenbrud i scenerummet på Nørrebrogade 37.

Et menneske der ligeså godt kunne være en selv eller en man kender.

Hendes angst føles tilsvarende så nærværende, ægte og ja… menneskelig, at man hurtigt køber illusionen og synes at man har kendt ham altid.

Og det har man måske også…

Anna Bro forløser RÆDSLEN i en let, ligetil, humoristisk, genkendeligt, intelligent tone der, som sådan ikke kræver den store sproglige samlevejledning eller teatererfaring hos publikum.

Og dette er absolut ment i positiv forstand.

For det er netop det som kunstnere kan og nogle gange skal, når de har 1 time og 15 minutter til deres rådighed til at formidle det kontroversielle, det potentielt skam -og sorgfulde, det usagte og det komplekse.

Med andre ord, ikke udelukkende sigte efter at tilfredsstille fag -og far-nørder som undertegnede, der måske visse steder sukker over småfejl og ønsker sig flere detaljer.

Men istedet på den fineste mest respektfulde vis  bygge en bro af tankevækkende dramatik og mild forløsende humor, der kan og bør betrædes af alle unge -og voksne mennsker.

Apropos den milde forløsende humor.

På vej ud af døren spurgte min ledsager mig i øvrigt. “Må man egentlig le af angsten?” 

“I den grad!” svarede jeg “Hvis man tør”. 

………………………………

OG Apropos brobygning. Som så mange andre store “entreprenørprojekter” har byggeriet af RÆDSEL været undervejs i adskillige år. idéen blev således oprindeligt undfanget og sidenhen udviklet for 4 år siden af AHA produktion v. dramatiker Anna Bro og kreativ producent Hanna W Grue i samproduktion med Teater GROB

Tak fordi at I tog jer tiden og havde tålmodigheden, lyder det fra en der også er vandt til at arbejde på den helt lange bane.

Forestillingen RÆDSEL spiller på teater GROB, Nørrebrogade 37 i København frem til 21 marts 2020 og herefter på Teater NORDKRAFT i Aalborg fra 27 marts til 4 april og har mine varmeste anbefalinger.

Link til forestillingen

RÆDSEL

Find mig på Facebook:

http://www.facebook.com/autismeplusfar

Jeg arbejder til dagligt som selvstændig Psykologisk konsulent og er desuden ansat på den højt specialiserede dagbehandlingsskole SØSTJERNESKOLEN på Østerbro i København.

Privat er jeg far til to unge mennesker som har autisme og angstproblematikkerne tæt inde på livet.

De har set ikke fra fremmede 😉

Her et Link til en artikel min datter og jeg har skrevet om angst:

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

 (Se ældre artikler/indlæg nedenfor) ⬇️

 Velkommen til 😊

 

Manden under kappen er langt fra død og han skal ud af sit køkken! (En slags nytårstale fra AutismePlusFar)

Ligner jeg virkelig min farfar?

Nyt år. Nyt årti. Tid til at gøre status og foretage en optælling af det mentale varelager og tid til, i det hele taget, at underkaste ens lettere brugte hylster og flossede sjæl et udvidet revisortjek.

Jeg har, i indeværende kalenderår, for eksempel indset, at jeg tilsyneladende er at finde iblandt den minoritet, der har forladt såvel 90’erne, 00’erne -og nu også 10’erne uden så meget som en eneste lille bitte tribal-tatovering på kroppen. 

Men jeg klager ikke.

Jeg ved nemlig, fra mine adskillige svømmehalsture, hvor uskønt at ordene ”Carpe Diem” kan tage sig ud på en bleg mellemlederlænd, hvor de med svungen, ubehjælpsomt mejslet, nu falmet skrift er blevet strakt ud i absolut bredformat af en kombination af en lidt for god kantineordning og den obligatoriske (just for the team spirit) fredagsbar. 

Jeg har desuden, med årene, udviklet en decideret afsky for de to ord ”Carpe” og ”diem” tilsammen, i den forstand at jeg har været af den opfattelse, at diverse irriterende camino vandrende, lædersmykkebehængte selvhjælpstyper, halvdårlige tatovører og pågående sælgere af billige t-shirts på al-inklusive turistdestinationer efterhånden har fået vredet al substans, samt perverst meget kapital, ud af det potentielt smukke budskab, efter at Robin Williams i sin tid forærede det til en samling kuede kostskoledrenge -og således også det brede biografpublikum, i Peter Wiers sen 80’er film ”Døde Poeters Klub”

Lyder jeg som indbegrebet af en aspirerende passiv-aggressiv, næsten midaldrende mand? Well. I know 🙄

En formildende omstændighed er, at jeg for ganske nyligt er blevet marginalt klogere. 

I året der nu rinder ud, 2019, ville min farfar være fyldt 100 år og min far ville være fyldt 70.

Selv rundede jeg det bløde hjørne 44. To år under den alder min far havde da han døde. 

De sidste 6 år min gamle farfar, Hans, levede mistede han mere eller mindre evnen til at sætte sig ned og spise et måltid mad, sammen med os andre, når vi besøgte ham i huset i Gilleleje.

I stedet stod han for det meste ret op og ned i køkkenet og indtog i hast sin del af måltidet, hvorefter at han serverede resten for os, ved bordet, uden selv at gøre os selskab.

Han opholdte sig i det hele taget en hel del i det køkken, den sidste tid. 

I grunden ikke så mærkeligt for køkkenet havde i mange år været hans bastion, helle, holdepunkt og arbejdsplads i en tilværelse, hvor han først passede sin alvorligt syge kone, min farmor Lizzie og senere sin alvorligt syge søn, min far Søren. 

Min farmor lå i sengen hele mit liv med hende.

De sidste par år med et halvt venstreben og et imponerende bagkatalog af mere eller mindre alvorlige komplikationer, efter talrige operationer, som blev holdt på behørig afstand af en blanding af cerutter, ketogan i flydende og faste mængder der kunne have taget livet af en bataljon, -samt en jernvilje og lyst til at leve, som hun selv påstod havde fået ekstra nærring, da hendes eneste barnebarn, mig, havde meldt sin ankomst. 

Jeg nåede at høre mange nattelige morfintågede røverhistorier, i den ligeså røg-tågede stue med hessiantapetet, mens mit medicinske mirakel af en farmor og jeg selv spiste blomme i madeira, ventede på den næste natlæge og lyden af fiskerilastbilerne rumlen på Strandvejen blandede sig med kutternes lavfrekvente motorbanken på det sjældent rolige Kattegat få meter væk. 

I 1987, to år før at Robin Williams rebelske lærer tog de to latinske ord i sin mund for første gang, gav min farmors krop op og et liv, der var blevet meget længere end nogen som helst havde forventet, var slut.

Hun havde netop bedt min farfar løfte lidt på hende, for aflaste hende for de liggesår hendes mange år i sengen havde tilføjet hende. ”Det var du sgu bedre til, da vi var unge”blev hendes sidste ord.

Og så var hun væk. 

Lidt over 6 år senere blev min far, Søren, alvorligt syg. (Læs eventuelt: https://autismeplusfar.com/2017/08/16/at-modtage-en-isbjoern-med-posten-et-forsvar-for-diagnoserne/ )

Skæbnen ville at han kom til at bo, en del af de 3 år det tog ham at dø, hos sin egen far der hermed atter satte næsen i det omsorgsspor han kendte så godt og atter iførte sig en falmet, usynlig kappe som ingen kendte vægten af, men som udefra set virkede så tung, at man kunne undre sig over, at der fortsat var et helt menneske indenunder.

I de yderligere 6 år, der gik fra at min farfar og jeg sammen stod ved min fars kiste i den solbeskinnede, hvidkalkede Gillejeje kirke og til at jeg stod samme sted ved min farfars kiste, nu med højgravide Anne ved min side, blev den gamle smed aldrig helt sig selv igen. 

Når jeg besøgte ham, stod han for det meste i sit køkken og snakkede med sin døde søn eller sin gnavne kat, mens at han lavede en af de 5 retter han mestrede til perfektion. 

Jeg bebrejder ham det ikke. Han var en gammel mand for hvem den evige parathed var blevet en skæbne han hverken havde kræfter eller strategier til at kaste af sig.

Han var som en hjemvendt soldat, der forsøger at genoptage en normal tilværelse, men ender med at måtte flytte ud i en skov.

Jeg savner stadigvæk både ham og hans bøf stroganoff. 

Året 2002, hvor min farfar fik den nådige død, som det alt andet lige må være, at lægge sig på sin egen seng for aldrig igen at rejse sig, bød selvsagt på lidt af hvert og tilmed inden for ganske få måneder. 

En begravelse i Gillejele, et stort udendørs bryllup, mellem Anne og jeg, i et sjældent vindstille og solbeskinnet Thy, toppet med ankomsten af en smuk lille stjernekigger, som vi selv mere eller mindre måtte forløse på Herlev sygehus, da hendes hastighed og hendes mors sejhed kom fuldstændig bag på jordemoderen. 

At Freja og hendes lillebror Toke, som gjorde hende følgeskab to et halvt år senere, ville udgøre en mere end almindelig stor livsopgave, stod måske nok skrevet i de stjerner, som det lille rødhårede alfe-agtige væsen kiggede op i, men det fik vi hurtigt alt for travlt med at elske de to til at bekymre os om. 

Og da omfanget efterhånden åbenbarede sig, gjorde vi det som forældre og alle andre der nogensinde har elsket til hver en tid har gjort: satte næsen i omsorgssporet og tog helte-kapper på. 

Kapper, hvis tyngde blev forøget tilpas langsomt til at vi kun langsomt mærkede, at de personer vi engang havde været langsomt svandt ind under vægten, alt imens at vi voksede ind i –og efterhånden næsten blev ét med den behandlingsopgave, der var blevet vores på ubestemt tid.

Selv blev jeg til manden, der kaldte sig selv for AutismePlusFar, med licens til at flyve ind og ud af hjemmet.

Seje, kloge Anne kaldte sig ikke for noget som helst.

Til gengæld holdt hun skansen og stod i forreste linje, blandt andet i de delvist –og helt skoleløse år, hvor børnenes autisme, angst og PDA, flåede godt og grundigt i ikke bare deres, men også i deres forældres fysiske og mentale helbred.

Resten er historie, som man siger. Historie som jeg efterhånden har skrevet mange blogindlæg om.

I 2019, året hvor min farfar ville være fyldt 100 og min far ville være fyldt 70, begyndte deres olde og børnebørn, Freja og Toke, nu to unge mennesker, for første gang for alvor at vise tegn på, at Anne og mig, hvis vi ellers turde, godt kunne kaste et flygtigt blik på hvad der nu engang måtte være tilbage af os selv. 

Men turde vi? Og ville vi vide, hvordan at vi skulle bruge, hvad der end måtte åbenbare sig derinde

-bag heltekapperne.

For mit eget vedkommende fandt jeg, til min store overraskelse for ganske nyligt ud af, at kernen i den person, jeg gerne vil have at både jeg selv og andre mennesker gerne skal kunne vedkende sig, trods sin ringe størrelse, tilsyneladende virker overraskende velbevaret.

Kernen ser tilmed ud til at vokse, lidt på samme måde som en selvoppustelig luftmadras, i nogenlunde samme takt med at kappen, jeg så længe har båret, langsomt taber vægt igen. 

Som det så ofte er tilfældet, skulle der naturligvis udefrakommende indgriben til, før at jeg nåede til den erkendelse.

Ikke en guddommelig indgriben (med mindre at Gud har en særlig morbid form for humor), men den slags indgriben hvor en sort Volvo pludselig svinger ind foran ens bil en november aften, i regnvejr –i fucking Valby.

Trafikulykken i sidste måned kostede mig heldigvis ikke mere end en bil, samt en længere sygemelding. En sygemeldinge jeg brugte til at følge min læges strenge ordre om at holde mig selv nogenlunde i ro, hvis jeg da ellers ville slippe for hovedpine i alt fra 6 måneder til resten af livet. 

Det ville jeg.

Alt imens at jeg prøvede at spore min erindring ind på, hvad det dersens ro nu egentlig talt var for noget, gik det op for mig, at………..jeg rent faktisk havde stået virkelig, virkelig meget i mit køkken, uden nogen særlig grund, de sidste par måneder. 

Faktisk var det ikke mere end et par dage siden, at jeg havde indtaget det meste af et måltid, jeg lige så godt kunne have nydt sammen med Anne (børnene spiser fortsat en del på værelserne), i stående tilstand og i stor hast.

Senere den dag, hvor erkendelsen udkrystalliserede sig og jeg stod i badet, kunne jeg ikke dy mig for at kigge mig selv i spejlet, for at se om jeg mon lignede min farfar. 

Det gjorde jeg faktisk. 

Jeg bemærkede desuden, hvad jeg jo udmærket allerede godt vidste, at min krop ikke havde andre udsmykninger end de ar dygtige kiruger havde tilføjet mig, efter to operationer for brok. 

“Brok?!” Var det virkelig hvad det kunne blive til? 

Og alt imens at jeg grinede højt for mig selv over det –samt over forekomsten af lettere korpulente mellemledertyper med ordene ”Carpe Diem” stående i bredformat hen over lænden med svungne, ubehjælpsomt mejslede og nu lettere falmede bogstaver, ændrede mit grin langsomt karakter indtil at det fladede ud og satte sig i det ansigt, som lignede min farfars til forveksling, som et varmt, eftertænksomt smil og som en nyslået erkendelse. 

”Stop dit brok og grib dagen!” 

Min benamputerede, cerutrygende farmor, ville have elsket den leveregel. 

Banalt? I allerhøjeste grad! 

Sandt? Meget! 

…………………..

Så 2020 bliver, blandt andet, året hvor jeg skal øve mig i at gribe, holde fast og så rent faktisk bruge det jeg har grebet til noget….

Lidt ligesom den gang jeg som moderat overvægtig fulme-tumler barn sad og forsøgte at gribe de ærteposer, som min afspændingspædagog Ellen (jeg har aldrig glemt dig, Ellen) tålmodigt kastede til mig, i Buddinge Skoles tumlesal.

For inde under den gradvist lettere, men stadigvæk forbandede tunge heltekappe, findes en mand som ikke kun er nogle sjove børns far.

OG den mand er langt fra død, endnu. 

OG den mand, han skal altså ud af sit køkken

-som man siger. 😉 

Vil I være med?

Rigtig godt nytår, helte og heltinder.

Og 50.000 tak (så mange besøgende har bloggen nemlig haft i 2019) for i år.

Vi ses derude.

Kh.Morten
Nyttige links
Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk
Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
Min og min søns fantastiske skole http://soestjerneskolen.dk
Koherenz – Søstjerneskolens nye kursus og videnscenter https://www.facebook.com/koherenz/
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk
Til eventuelle nye læsere.
Hej.
Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 14 med autisme og Adhd.
Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂
Heldigvis er jeg også godt gift.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.
I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.
Ring eller skriv for et tilbud.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet.
Bare slå dig løs 😉
Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Stærk kaffe og uventede gæster (om autisme, PDA, tålmodighed, kunsten at oversætte -samt om at have det helt rigtige hold med sig, når man begiver sig ind i de iltfattige rum)

Min datter Freja og jeg er begge to ret vilde med filmen Arrival. Vi var inde og se den i Imperial, ved Vesterport i København selvsamme dag, hvor Freja drak sin første kop kaffe, ever! En ret vild kombi. 

Dels fordi at Freja ved en fejltagelse fik mit tripple shot kaffekrus stukket i hånden, med det resultat af låget til ”Pandoras bundløse kaffedåse” på det nærmeste blev flået af, hvorefter at Freja med et overrasket smil forsvandt i en malmstrøm af brune bønner, fra hvilken hun aldrig er vendt tilbage, men også på grund af selve filmoplevelsen.

En oplevelse der måske nok havde en, om muligt stærkere effekt på Freja end den ellers ville have haft, nu hvor den fik mulighed for at tæske løs på hendes koffein boostede og derfor pivåbne sanse –og følelsesapparat. 

Den følgende uge måtte vi derfor retur til kæmpebiografen 2 gange for at se filmen igen –og igen, uden kaffe, bare for at være sikre på at vi stadigvæk elskede den. 

Det gjorde vi.

Meget!

Jeg ved ikke med Freja, men et af mine yndlingsøjeblikket er det hvor filmens to hovedpersoner, sprogforskeren Dr. Louise Banks (usminket, introvert og smukt funderende portrætteret af skuespilleren Amy Adams) og hendes mere udadvendte, men stadigvæk nørdede kollega, fysikeren Ian Donnelly (altid gode Jeremy Renner) mødes på ladet af en pickup truck, i det begyndende tusmørke, for foden af de bløde bakker, på en mark i delstaten Montana.  

Her sjæler de sig sammen til et øjebliks tiltrængt pause fra den enorme opgave, som en flok uventede gæster har hevet dem ud af deres trygge kontorer og auditorier for at løse.

Ian: ”Du forholder dig til sprog, som en matematiker. Er du godt klar over det?” 

Louise: ”Det vælger jeg at tage som en kompliment”

Ian: ”Det er det også”.

Ian: ”Du styre os alle sammen uden alle de her kommunikationsfælder, som jeg ikke engang anede eksisterede…. Det er nok derfor at jeg er single”

Louise: Tro mig. Selvom man forstår sig på kommunikation, kan man sagtens ende med at være single”

Filmen Arrival – som du nok kan regne ud, at jeg absolut mener, at du bør se, indeholder virkelig mange paralleller til mit liv – både privat og professionelt.   

Jeg mødte Frejas mor for 22 år siden til en fest i en teatersal på Ærø. Min far var netop død efter et kort liv med alkoholmisbrug efterfulgt af et langt, brutalt og ikke særligt filmisk kønt sygdomsforløb.

Jeg havde derfor efterfølgende afbrudt mine universitetsstudier, købt mig et par sorte læderbukser, farvet mit endnu røde hår omtrent ligeså sort og var draget til det sydfynske øhav for at reboote mit liv, trække vejret og for at spille teater. 

5 dage inde i det halvt år lange forløb, til den første fest mødte jeg så Anne. 

Bum!

Det fascinerende var, at selvom jeg uden problemer og med stor overbevisningskraft, kunne både stå og gå på en scene, ligne en der virkelig følte ting –samt vide præcis hvad jeg skulle gøre, hvem jeg skulle snakke med -samt hvordan at jeg skulle gøre det og selvom min kandidatgrad i kommunikation få år senere dumpede ind ad brevsprækken i en anonym A4 kuvert, som et håndgribeligt bevis på at jeg, i hvert fald i teorien forstod mig på alt det der med afsender vs. modtager, ja så anede jeg på daværende tidspunkt, til den første fest på Ærø, endnu ikke hvordan at man flirtede.

Som i overhovedet ikke!

Derfor så jeg mig nødsaget til at hive så hårdt jeg kunne i det største og mest tilgængelige håndtag i den indflytningsklare, men endnu sparsomt møblerede sociale del af min hjerne. Det håndtag, der gør at man begynder at skære absurde grimasser af den smukke unge kvinde med det korte ravnsorte strithår og den lange kjole, i den anden ende af rummet. 

Under normale omstændigheder en gennemført dumdristig og ud fra et kommunikativt perspektiv, mildest talt katastrofal strategi.

Men såvel kvinden som omstændighederne var nu langt fra gennemsnitlige, så strategien virkede. Pænt heldigt. Ellers havde jeg nok stadigvæk været single.

……………..

Ikke langt fra de to trætte og på hver deres måde ensomme forskere, Louise og Ian, deres pickuptruck og deres halvtomme kaffekrus, kaster et 400 meter højt ligeledes ensomt og åbenlyst fejlplaceret objekt dagens sidste skygger, i deres retning. 

Som en kulsort halv mandel stillet på højkant, svæver det lydløst over markblomsterne og det vilde græs. 

Det er dette objekt der uforvarende er blevet de tos arbejdsplads, på ubestemt tid. 

Med autistisk præcise intervaller døgnet rundt, åbnes en lem i bunden af ”mandlen” og Ian og Louise inviteres inden for af de to beboere i en gensidig audiens, der står på indtil at iltniveauet er så lavt, at forskerne og deres modvillige følge af nervøst dirrende soldater forsigtigt gelejdes ud under Montanas åbne himmel, mens at de to beboere arbejder på at genoprette en atmosfære som deres gæster kan trække vejret i.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange at Anne og jeg har befundet os i et rum der, både helt konkret og i overført betydning var iltfattigt, mens at at vi har vejet vores lånte minutter og vores ord på en guldvægt for at få det meste ud af den tid, hvor vores to ufrivilligt skolefraværende børn med autisme, adhd og PDA, Freja og Toke var tilgængelige, før at atmosfæren fortykkedes og besværliggjorde al yderligere kommunikation. 

Derfor var det heller ikke vanskeligt for mig at identificere mig med forskerheltene Louise og Ian og den næsten fodslæbende metodiske grundighed, ydmyghed og tålmodighed, hvormed de satte næserne i det spor, som de to rumvæsner (for det var det jo) på den anden side af en enorm glasvæg, i maven på den 400 meter høje kulsorte, svævende halve mandel af et rumskib, med samme tålmodighed trak foran dem. 

Et spor hvor ordene ”Lær vores sprog, mennesker!” stod skrevet med flygtige, endnu uoversættelige symboler. 

Ians og i særdeleshed Louises voksende erkendelse af -og viden om deres udenjordiske og åbenlyst fredsommelige gæster, som får navnene Abbot og Castello, skaber efterhånden et højt hævet fundament af samhørighed og gensidig respekt og forståelse, som kun de fire befinder sig sammen på. 

Rumvæsnerne har øjensynligt tid nok og de to forskere forstår netop det, ligesom at de forstår så meget andet, som kun folk der arbejder med evigheden som bagkant kan forstå.

Blot en ”cirkel” længere ude i ”kredsløbet” befinder sig imidlertid hele det enorme udtræk af amerikansk militærpersonale som sådan en landing, i sagens natur kræver og de forstår, som udgangspunkt meget, meget lidt. 

Selvom de reelt kun befinder sig få meter bag Louise og Ian, betragter de forskernes langsommelige fremfærd, med dens tilsyneladende fravær af den handlekraft, det initiativ og de konkrete resultater, der er den hårdeste valuta i soldaternes egen verden, med omtrent samme undren og sitrende utålmodighed og spirende frygt, som den de betragter de to rumvæsener med. 

I tredje cirkel sidder desuden præsidenten, med hele sin stab og med alle sine affyringskoder. Han vil sådan set også bare gerne vide, hvad fanden der egentlig foregår.

Den civile befolkning bag afspærringerne i det yderste kredsløb, fatter slet ingenting. Panikken breder sig og medierne er bestemt ikke nogen stor hjælp, i den sammenhæng.

Midt i hele dette tiltagende kaos sidder to på hver deres måde ensomme mennesker på ladet af en pick-up truck, mens at de med deres halvtomme kaffekrus i hænderne stjæler til et øjebliks fred og ro fra den enorme opgave der, ganske uforvarende er blevet deres. 

Det kunne lige så godt være Anne og mig. 

Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange at vi, ligesom Louise og Ian, har skullet mobilisere al vores pædagogiske sans –samt et overskud vi slet ikke havde, for at oversætte den ualmindelig hårde og komplekse virkelighed, der uforvarende var blevet vores børns og vores til udenforstående.

Udenforstående der egentlig bare helst ville have noget med hjem, som de kunne genkende som værende konkrete fremskridt.

Faktisk også helst noget der havde en udløbsdato på to til tre måneder (“nu må de børn da have fået det bedre”) og som tilsvarende kunne rummes og forklares i to til tre sætninger og, når hele molevitten skulle videreformidles opad i beslutnings –og bevillingspyramiden.

Som professionel inden for den højt specialiserede (og tilsvarende bekostelige) del af dagbehandlingsområdet for børn –og unge, befinder jeg mig ofte i tilsvarende situationer og dilemmaer.

Dog uden det flimrende, delvist transparente gardin af sammenvævede følelser der, fra tid til anden kan glide ind foran ens synsfelt, når man er nogens far eller mor. 

Som undervisere og behandlere af børn –og unge med autisme, belastningsreaktioner –samt i flere tilfælde, mange års ufrivillig skolefravær, arbejder vi, om ikke med evigheden som bagkant, så dog trods alt med nogle undervisnings –og behandlingsplaner, hvis næsten fodslæbende metodiske grundighed, ydmyghed, tålmodighed og for den udeforstående tilsyneladende mangel på progression, vi ofte skal oversætte når de skal formidles opad i beslutnings –og bevillingspyramiden.

Men sådan er vilkårene.

Og jeg kan kun glæde mig, når nuancerne i en erkendelse som jeg længe har delt med ganske få, omsider finder vej ud på den anden side af afspærringerne, hvor den bliver hørt, forstået og, med tiden almengjort.

Og så glæder jeg mig øvrigt også over at jeg, privat (trods alt) endte med at blive godt gift, med hende den smukke, kloge med den ravnsorte strithår og den lange kjole –samt at jeg, professionelt, fik verdens bedste kollegaer at gå på opdagelse i de iltfattige rum med.

……………………….

I mellemtiden, på en mark i Montana, har tusmørket såvel som stilheden sænket sig over de to på ladet. Pludselig udbryder den ene:

Louise: ”Jeg har det som om, at alt det der sker derinde står og falder med os to”

Ian: ”Ja, men det er da kun godt, at det er dig og mig” 

 

Tak fordi at DU læste med

/Morten

Nyttige links

Min datters skole (også gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk

Min og min søns skole http://soestjerneskolen.dk

Koherenz – Søstjerneskolens nye kursus og videnscenter https://www.facebook.com/koherenz/

AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 14 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

“Kys det nu” (om at betale for platinmedlemskab af karmaloven og så åbenbart alligevel ikke altid have adgang til alt det fede indhold i ens område…. -eller noget)

Det var med ulykken, som det nogle gange kan være med livet i al almindelighed. Man når lige at tænke ”Kæft hvor det kører” og smak! Så bliver man tryktestet på det skammeligste af universet, som nonchalant og med søsters lette hånd smider et eller andet ind foran den livsbane, hvor man ellers lige havde fundet både ro, retning -samt en efter forholdende tilpas tilpasset hastighed. 

Noget mørkt og massivt, som man slet, slet ikke havde set komme.

Her i lørdags var det en sort Volvo S80 sedan. Et ordenligt lokum af en bil. Som hugget direkte ud af en svensk jernmalmsforekomst. 

Sekunderne før sammenstødet havde jeg ellers lige siddet og gjort mig munter over, hvor godt det egentlig talt gik med mit liv. 

Jeg var på vej hjem fra en skøn aften. En aften som det for bare et år tilbage ikke have været muligt for mig at nyde i tilnærmelsesvist samme omfang, men som nu var at finde blandt de nænsomt indpakkede små gaver med egentid og frihed, som kom flyvende til mig på sarte vinger og som jeg endnu ikke helt havde vænnet mig til at tage imod eller for den sags skyld lært at pakke ud. 

Men jeg øvede mig! Jeg var ”i proces” som det hedder på terapeut-dansk.

For ikke blot var det mit liv, forstået som livet i al almindelighed, som det gik godt med, men i særdeleshed den den del af mit liv og tilværelse der hidtil havde drejet sig om vores to unge mennesker, Freja og Toke. 

Med andre ord: det meste. 

To kloge, gudesmukke, men også skrøbelige skabninger der, siden de i 6 -7 års alderen blev udredt for autisme –og for Frejas vedkommende også for ADHD, begge havde taget livtag med både massiv angst, PDA (ekstrem kravafvisning) og langvarigt ufrivillig skolefravær i et omfang der havde presset dem, men også deres ellers overnaturligt seje mor og jeg selv i eksil på ubestemt tid, fra den normale tilværelse vi ellers måske have forstillet os, skulle være vores. 

Men for første gang i den tid vores slidte hjerner kunne huske tilbage, gik alting faktisk for alvor den rigtige vej med de to.

De var begge velplacerede på hver deres behandlingsskole og stod nu og svajede, omend på relativ fast grund efter en langsom, men kontrolleret opstigning fra det diagnosehav, hvor de ellers i årevis havde befundet sig på en dybde, hvor lyset kun glimtvis trængte ned. 

Anne og jeg selv trådte fortsat vande. Udmattede, men stolte og i øvrigt ude af stand til at genkalde os så meget som konturerne af en normal tilværelse, hvis vi blev bedt om at beskrive den.

Og vi som eller nok mente, at skønt vi mindst havde betalt for et platin medlemskab, når det handlede om karmaloven, så var det nok alligevel lidt med den, som det var med Netflix.

Vi havde åbenbart ikke adgang til alt det fede indhold, i lige præcis vores område.

Til gengæld gik Murphys lov klart og tydelige igennem, syntes vi (= alt der kan gå galt, går galt)

Og så alligevel…

”Hold kæft hvor kører den egentlig også bare godt, denne her bil” tænkte jeg, mens at konturerne af en mørk skygge, jeg i øvrigt heller ikke endnu havde registeret, trak ind fra venstre.

‘Denne her bil’ var en sølvgrå Audi A2. På alle måder en opgradering den VW Lupo 3L, et lille håndtaske-stort køretøj der i årevis trofast havde ædt flere hundrede tusinde kilometer med børnene på bagsædet. 

Men netop bagsædet, som Toke i bedste autismestil have insisteret på at opholde sig på, var ganske enkelt blevet for trangt til hans 192 cm. Faktisk havde det været sådan et godt stykke tid. Toke ville blot ikke være til besvær. Så han havde, som det høflige barn han er, troligt pakket sig selv sammen, med knæene godt oppe om ørene. En dag havde jeg så selv sat mig derom, for ligesom at opleve verden set fra hans perspektiv og havde ret hurtigt fået krampe i fødderne. 

Så det var blevet en Audi. Langt fra spritny, men rummelig, lydsvag, 

quadratisch, praktischgut.

“Vorsprung durch Technik

 
Kææææft hvor den bil dog kører godt” tænkte jeg en sidste gang. 

Men…
 
Den slags skal man måske afholde sig fra at tænke, når skæbnen i øvrigt er løs og i fri dressur, i en svensk kampvogn på Valbys regnvåde og Henrik Nordbrandt-november deprimerede asfalt.

Universet lytter nemlig altid med. 

”Smak!”

Det splitsekund hvor tyngdekraften blev ophævet, så et udvalgt af løse genstande i kabinen korvarigt gik i kredsløb om mit hoved, som var de små satellitter, mens at jeg med nørdet interesse kunne iagttage Audifarbrikkernes karakteristiske logo med de fire ringe folde sig ud på overfladen af de to eksploderende front-airbags, DET splitsekund føltes lige præcis langt nok til, at det rent faktisk kunne have fået sit helt eget soundtrack…..

Et soundtrack af bandet TV2 med Steffen Brandts vokal og blændende smukke poesi. 

”Bedst som livet lige gik så godt
Og bilen næsten var betalt..(…)”

En tom cola zero dåse tog hul på sidste kredsløb for nedstyrtning og blev afløst af et de-ja-vu, der ankom side om side med lyden af aluminiumskarrosseriet der krøllede sig sammen foran mig, en uspecificeret hyletone fra instrumentbrættet samt en skarp krudtagtig lugt, som jeg gættede på måtte stamme fra de to små sprængladninger, der havde sendt bilens airbags ud på deres første, eneste og sidste færd. 

“HA! For pokker”. Slog det pludselig ned i mig. “Jeg havde jo prøvet det her før – eller noget lignende, i hvert fald. Og jeg havde overlevet!”

“Kom an, trafikulykke!!”

……………………

”Kæft. Det kører godt. Det her…… øh…barn”  

Jeg ved ikke om det lige præcis var med den ordlyd, at mine tanker lagde sig tilrette i min unge, friske, naive hjerne den gang for længe siden, i årene og månederne før at Freja, som de første af de to, begyndte at udvise de indledende symptomer? Men lad nu i øvrigt det ligge. 

Følelsen var den samme.

“What could possibly go wrong?”

Autismen og angsten kom glidende ind fra venstre. Først som en mørk skygge, som knapt blev bemærket i en familie, hvor der i forvejen var højt til loftet, senere som massiv mur der, på et splitsekund materialiserede sig, som havde en eller anden idiot taget Pandoras æske og vendt bunden i vejret på den lige foran snuden på os. 

”Bedst som livet lige gik så godt
Og bilen næsten var betalt
Kom du og krævede mit hjerteblod
Og intet mindre” *

Først Freja. Dernæst Toke. 

Vi havde hverken sikkerhedsseler eller airbags. 

Det var i årene herefter at Anne og jeg, med slet skjult sarkasme jævnligt kunne citere Steffen Brandt for en anden af hans tekster. 

 ”Og det hænger mig ud af halsen, jeg har gennemskuet alt

det er for meget, det er for lidt, det er for ondt, det er for galt

jeg anråber himlen og jeg sværger til Gud

det var slet ikke sådan mit liv skulle se ud”**

Men det skulle det altså. Sådan ungefähr de følgende 10 års tid. Plus/minus. 

De 10 år kan der skrives tykke bøger om. Jeg har allerede skrevet en del, her inde på bloggen og har du ikke været hele arkivet igennem, så hold dig endelig ikke tilbage. 

Den seneste artikel før denne korte katastrofefortælling, som du i øvrigt (bare rolig) snart har læst til ende, handlede om , hvordan at det sjovt nok kan være forbandet svært, som forældre til børn som vores, at mønstre det minimum af initiativ det faktisk kræver, at gribe ud efter livet, med alt det indhold vi så længe har ønsket os, når det – livet altså, omsider byder sig til i plukkehøjde.

Det er ikke altid let. 

Mens at jeg skrive disse linjer, omtrent en uge efter at jeg pressede døren til bilvraget op og kravlede ud på asfalten, spekulerer jeg for eksempel også fortsat lidt over hvorfor, at ham jeg ramte (der fuldstændig overså sin ubetingede vigepligt), løb væk fra ulykken, frem for at hjælpe mig. 

Omvendt ved jeg, af alle menneske, jo udemærket at det egentlig er ret meget efter traumehåndbogen, sådan at stikke i pludselig løb. 

Selv skal jeg ikke kunne sige mig 100% fri for ikke at have haft lyst til at løbende skrigende ud over den første og bedste mark, en gang eller fem, i løbet af de sidste 10 års tid. 

Plus/minus. 

Til gengæld har jeg, stadigvæk forslået og lettere haltende som jeg er (det holder de værste typer på afstand, kan jeg afsløre) 😉 allerede regnet ud, hvad det egentlig helt præcis var, at den mørke Volvo 80S og alt dens svenske stål ville have at jeg skulle huske, da den stillede sig på tværs af min livsbane, lørdag aften klokken 21:01 ud for adressen Valby Langgade 176, i mere end moderat november møgvejr.

Jeg skulle huske TV2 og Steffen Brandts blændende smukke sang. 

”Der er nogen chancer som man selv kan ta
Og flytte rundt med hvis man synes
Lidt op og ned, du ved man klarer sig
åh gud hvor åndssvagt”

”Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi” *

 

Karmaloven works in mysterious ways 🤔

…………………………..

Tak Freja og Toke, for at være lige præcis de fantastiske, kloge, seje, smukke unge mennesker I er. Og tak for at I er så forbandet høje 180cm/192cm så at man rent faktisk må skifte til en mere sikker bil, på grund af jer.

Tak Michael, fra Karlsholm Leasing for allerede at være ved at finde en ny bil af samme slags til mig, selvom jeg lige har smadret hans første. Jeg køre ikke i andet fra nu af!

Tak til jer unikke, helt uundværlige mennesker, der er I mit liv og som jeg nu pludselig kan besøge og smadre biler på vej til og fra. 

Tak kloge, smukke, seje og enormt udholdende Anne for at have sunget, nej skrålet med i 22 år og i særdeleshed de seneste 10 

……..plus/minus 

OG

Tak fordi at DU læste med

/Morten

Nyttige links

Min datters skole (også gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk

Min og min søns skole http://soestjerneskolen.dk

Koherenz – Søstjerneskolens nye kursus og videnscenter https://www.facebook.com/koherenz/

AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 14 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

 Noter:

 *= Kys det nu det satans liv. Fra albummet: Nærmest lykkelig 1988 © Tekst og musik: Steffen Brandt

**= Der trænger til at blive skovlet noget sne. Fra albummet: Yndlingsbabe 1998 © Tekst og musik: Steffen Brandt