Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.
Ren muskelhukommelse. Kultiveret, lagret, pakket og jævnligt reaktiveret ifm. utallige kolde og varme situationer gennem års tjeneste og vedligeholdende træning.
Jeg er ikke bodyguard jeg er heller ikke jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.
Jeg er far til to unge mennesker som har haft det rigtig svært i en stor del af deres leveår, fordi at de har autisme, Adhd, angst m.m
De to har, på trods af at de elsker viden og læring, i længere perioder været ufrivilligt skolefraværende.
Min makker og jeg har, uden synlig bagkant udlånt vores nervesystem og nattesøvn til de to.
Vi har trukket vejret i takt med dem, tænkt frem og trukket os tilbage fra det værst tænkelige til det mindst ringe i en sky af pædagogisk krudtrøg og brændt gummi fra familiebilens hvinende dæk.
Alt for mange kugler har vi taget.
Så mange at kroppene nogle gange føles tunge som bly.
Men vi er fortsat ufortrødent og har slidt os selv og hinanden op i hvert vores fjerne, evigt årvågne ringhjørne.
Kort før jul var vi sammen (uden unge mennesker!!), min makker og jeg, i Vor Frue Kirke, for at høre min makkers tvillingesøster læse digte op.
Efterfølgende var der reception med gløgg æbleskiver og voksentid i Rotunden, kirkens smukke meninghedslokaler.
På et tidspunkt greb tvillingensøsteren ud efter sit halstørklæde. Ikke fordi at hun ville gå, men fordi at hun frøs lidt.
Hurtigere end vi selv kunne nå at fatte det, var min makker og jeg selv på benene og i tøjet.
Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.
Men der var ingen attentatmænd -eller kvinder og heller intet gidsel (barn) der skulle beskyttes og i al hast fragtes ud af bagdøren.
Der var blot en (lettere målløs) kvinde på vores egen alder, med et halstørklæde i hånden.
Og der var gløgg, æbleskiver, poesi og absolut inden fare på færde.
Jeg er hverken bodyguard, jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.
Men jeg er godt nok en lille smule fucked up.
Mit nytårsfortsæt (mit første i mange år. Har ikke rigtig turde) skal være:
“Mere poesi, sødt bagværk og alkohol og mindre skyd-først-og-spørg-bagefter”
Og så huske at det ikke kun er kugler man behøver tage imod. Kærligheden er faktisk også en mulighed.
Rigtig godt nytår.
😎
AutismePlusFar 
Skriv et svar