“Mens solen går ned bag mulighedshorisonten” (At få det bedre er ikke altid let)

Et ungt menneske sagde engang følgende til mig:

“Folk omkring mig forventer, at jeg kan bygge en diamant (= gode strategier) men jeg har næsten kun mudder ( = traumer og andre blandede dårlige minder) at bygge af”

Vedkommende havde for nyligt fået det bedre. I fuld offentlighed.

Jeg har efterfølgende ikke kunne få det unge menneskes ord ud af mit hoved og her forleden satte jeg mig foran mit stuevindue og skrev følgende lille historie.

At få det bedre er ikke altid let.

At få det bedre kan være som at få overrakt nøglerne til et lille slot.

Et slot med en lyse rummelige, herskabelige højloftede rum på mindst 500 mentale kvadratmeter hver.

Mentale kvadratmeter, man ikke har den fjerneste idé om hvordan man skal indrette.

Og alle ved at man er blevet slotsejer.

Alle taler om hvor heldig man er og hvor mange muligheder for indretning slottet rummer.

At få det bedre er ikke altid let, når bedringen får følgeskab af muligheder.

At få det bedre kan være som at blive forfremmet fra bonde til dronning (m/k), i et spil skak.

En dronning med lov til -og mulighed for at bevæge sig i alle retninger.

Og det ville man da også, hvis ikke det var fordi at ens fødder føltes så forbandet tunge og man i øvrigt ikke rigtigt ved hvilken retning man, i givet fald bør starte med at gå i.

Så man slæber sig hen til vinduet i et af de lyse, herskabelige, højloftede – i bedste fald kikset indrettede rum og kigger forsigtigt ud mod horisonterne.

Mulighedshorisonten og handlehorisonten.

At få det bedre, er ikke altid let.

At få det bedre kan være ensbetydende med at ens mulighedshorisont en dag, for første gang i lang tid, står helt knivskarpt, når man sådan står der og kigge ud af slotvinduet.

Mulighedshorisonten. Den yderste grænse for det rige man pludselig potentielt kan regere over.

Samtidig bliver man smerteligt bevidst om, at ens reelle handlehorisont måske i virkeligheden ligger så tæt på som ens udstrakte arme kan række.

Og ligeledes bliver man smerteligt bevidst om, at det ingenmandsland der samtidig åbenbarer sig mellem de to horisonter – Mulighedshorisonten og handlehorisonten, føles skamfuldt og uoverskueligt at skulle betræde.

Særligt nu hvor man, i fuld offentlighed har fået det bedre, er blevet dronning med eget slot og alle i øvrigt taler om hvor priviligeret man er, og hvordan at verden nu ligger for ens fødder.

Og de lytter ikke eller bliver fraværende, når man prøver at forklare dem, at det faktisk mere føles som om at verden ligger PÅ ens fødder, når man, en sjælden gang vover sig uden for handlehorisonten for at vinde nyt land til kongeriget.

Ligger på eller måske ligefrem klæber til ens fødder.

Som mudder.

“Hey. Skal du ikke have nogle juveler, nu du er blevet dronning. En diamant eller sådan noget…?” Råber en eller anden.

“Men jeg har jo kun et lille slot, som jeg ikke en gang har haft overskud til at indrette, og så en masse….. mudder” svarer man, høfligt på grænsen til irritabelt .

“Mudder er også kulstof” lyder det fra en eller anden klog, på grænsen til bedrevidende type.

“Du skal bare presse hårdt nok. Så bliver det til diamant”

“Yeah right” tænker man

“Hurra! Dronningen har fået det bedre. Længe leve dronningen” råber nogle lidt for begejstrede type.

De er ikke engang på grænsen til. De ER alt for begejstrede.

Men man vinker og smiler anstrengt og pligtskyldigt, som man står der foran slottet med verden på fødderne.

Og solen går ned i alle retninger, bag mulighedshorisonten.

One thought on ““Mens solen går ned bag mulighedshorisonten” (At få det bedre er ikke altid let)

Add yours

  1. Et skønt perspektiv, som jeg tænker tåler at blive delt, og delt, og delt….. Det er ikke altid let at få det bedre, når man mest har mudder at bygge sine diamanter med. Og når man så får det bedre, er det heller ikke nødvendigvis let!

    Der var noget smertefuldt genkendeligt i din fortælling, som til forveksling lignede de betragtninger, jeg for nylig gjorde i forbindelse med, at en nær veninde begejstret kommenterede, hvor meget vores unge menneske med diagnose havde udviklet sig. Jeg synes under samtalen, at jeg kom til at sidde og tale ham ned, selvom der er mange områder, hvor han virkelig rykker sig – hvilket egentlig gjorde mig lidt ked af det indeni. Men jeg gjorde det for at “beskytte” ham mod urealistiske forventninger.
    Det er nemlig heller ikke let, at blive dygtigere til noget eller udvikle sig på nogle områder, når man er ung med en diagnose, uden at andre så tænker at mulighedshorisonten flytter sig. Og så bliver det ulige fortsat svært at opleve succes, at komme i mål, at mestre livet – i andres øjne.
    Jeg har selv gjort det – altså hævet mine forventninger, når der skete udvikling. Og dermed ikke sagt, at vi som forældre ikke skal have høje, gode forventninger og ønsker på vores børns vegne. Men måske de også bare skal anerkendes og elskes for det de er og kan lige nu – og ikke for det de måske engang kan blive….

    Lad os blive indenfor armslængde – der er nok at gøre der 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: