Forleden dag, alt imens jeg stod med hånden på kogepladen genlæste jeg en besked fra en læser, som har fulgt bloggen her gennem en længere periode.
Hun skrev at hun savnede mine fortællinger (skriverier) fra det virkelige liv.
Jeg var rygende enig. Bogstaveligt talt. (Forklaring følger)
Jeg savnede dem skam også, skriverierne.
Ikke at kilden med potentielle emner var tørret ud. Tværtimod. Der havde, som vanligt, været mere end nok at berette om.
Autisme, angst, datters armlægning med jobcenter, medicinskift, mutisme, ansøgning om servicehund, selvskade, træghed i voksenpsykiatrien….
Alt det og mere til, havde længe givet mig den velkendte lyst til at løbe langt, langt væk.
Helt ud forbi byskiltet, ud på min faste pløjemark for at råbe….
Råbe højt og længe.
Metaforisk set, naturligvis.
Billedligt talt sådan som katten Tom gør det på tegnefilm, når Gud ved hvilket af hans evige, resultatløse forsøg på af fange musen Jerry, har sendt endnu en ambolt (er det som regel ) eller en anden massiv genstand, fra hans egen snedigt udtænkte fælde ned over en fod eller en tommelfinger .
Meget apropos har jeg faktisk altid lidt tænkt bloggen her, som den virtuelle pløjemark, tegneseriefiguren Autismeplusfar tilsvarende kunne løbe ud og råbe på.
Så da jeg læste min trofaste læsers besked drev min første umiddelbare impuls mig da også straks i retningen af plovfurerne , så jeg hurtigst muligt kunne få sat nogle ord på det dersens virkelige liv.
Jeg stoppede lige før jeg nåede til byskiltet.
Det var i første omgang synet af min hånd, hvis tydelige røgfane endnu hang i luften langs min rute , der fik mig til at sætte hælene i.
Hånden så forfærdelig ud.
En hurtigt inspektion afslørede at det hverken var en ambolt, et pengeskab eller noget andet tegneserietungt der havde været på spil.
Det var kogepladen, den lede satan.
“Hånden på kogepladen, frøen i gryden”, snedigt barn har mange navne.
Udtrykket dækker over det faktum at vi mennesker har en evne til at kunne tolerere absurd høje temperaturer på mærkeligheds skalaen, når disse blot bliver hævet et lille nøk ad gangen over tilpas lang tid.
Den reelle fare er, at man på et tidspunkt, med sin brændende hånd, uden helt at have opdaget det, har antændt og futtet alt hvad man har rørt ved, herunder det meste af normaliteten i sit liv, af.
Og så står man lige pludselig der iført det eneste rene anstrengte smil, der var i skuffen og danser det bedste man har lært på det glødende kul, der engang udgjorde broerne tilbage til det rimelige, det overkommelige, det tålelige, det begribelige og det menneskeligt mulige.
Man får måske tilmed, i samme moment, forvisset sig selv om at dans på glødende kul lavet af brændte broer, skam er et helt naturligt forekommende, måske ligefrem forventeligt indslag i standardudgaven af et virkeligt liv.
Det er det ikke. Det er fucking mærkeligt, kan jeg så fortælle.
Men man danser videre. Ramt som man er af galopperende Stockholmssyndrom, med tilværelsen som gidseltager……
Mellem os sagt.
Jeg savner ikke kun skriverierne. Jeg savner faktisk også virkelig, et virkeligt liv.
Et liv langt fra pløjemarken, på den anden side af de brændte broer.
Et liv som få eller slet ingen ville gide læse om, hvis jeg beskrev det.
Et liv med nul følgere.
Et lige ved og næsten, men så alligevel i virkeligheden overhovedet ikke kedeligt liv.
Et vægtløst og i virkeligheden ret forudsigeligt liv.
Forudsigeligt og vægtløst som boblernes færd mod overfladen af et glas mousserende vin, man har tid til at nippe til med den ene hånd, mens at man i den anden hånd holder endnu et glas mousserende vin.
Så er der nemlig ingen frie hænder tilbage til at lade hvile på kogepladen.
Jeg ved godt at sådan et mousserende liv nok ikke helt findes i virkeligheden.
Men omvendt.
At være Stockholmssyndrom ramt i symbiose med den mindst ringe tilværelse, som far til “sjove børn, på særlige vilkår, er i bedste fald, heller ikke helt normalt.
Og det, har jeg lige lært, er det faktisk ok, at være smerteligt bevidst om, selv om det…… smerter i kogepladehånden.
Smerteligt bevidst om, at der findes noget andet. Et sted. Derude. Et mindre uvirkeligt liv.
Så..
Kære læser
Jeg råber mine små kvalificerede fortællinger ud så ofte jeg kan.
Korrespondenten fra pløjemarken. Det er mig.
Råber om det urimelige, det uoverkommelige, det utålelige, det ubegribelige og det menneskeligt umulige.
Råber om den p.t mindst ringe tilværelse, hvor gidselforhandlingerne øvrigt rygtes at gøre store fremskridt.
Lige nu og her er det min forkullede virkelighed i yderste plovfure.
Men det må aldrig blive MIT virkelige liv, DIT virkelige liv eller DET virkelige liv.
Et “sådan er det bare – liv” man tager for givet selv når temperaturen på mærkelighedsskalaen er helt deroppe hvor ikke blot normaliteten, men også integriteten og virkelighedsfornemmelsen lige så stille futter af.
Derfor vil jeg da også lige minde om at:
Hvis det, i et øjebliks smertelig bevidsthed, føles hårdt og hvis det ser hårdt ud anskuet udefra (gælder også jer, kære pårørende og fagprofessionelle).
Ja så er det nok fordi at det er hårdt.
Skørt og hårdt.
I virkeligheden.
Men det bliver bedre. Det skal det blive. Når blot man husker, at “bedre” eksisterer.
Nå ja, forresten. Nu vi er ved det.
Det går allerde bedre med hånden.
Med lidt blid ADL træning vil dens ejermand nok snart kunne holde forsigtigt fast om et langstilket glas, tålmodigt følge boblernes dansende og snørklede rejse mod deres forudsigelig destination – overfladen og nippe lidt….
til livet.
Kh. Autismeplusfar aka Morten (eller omvendt)
………
Hej og velkommen til.
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (20), Toke (17) Anne (43) samt undertegnede (47) Vi har alle autisme. Freja og jeg har også ADHD.
Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien.
Så der er nok at skrive om.
Men kig dig omkring. Arkivet er et godt sted at starte.
Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Vi er glade for at du er her 🙂
Mvh.
Freja og Morten
Er dette din første artikel så prøv eventuelt denne her:
Eller denne her (skrevet af Freja)
https://autismeplusfar.com/2021/09/30/this-madwoman-is-being-burnt-alive/
AutismePlusFar 
Skriv et svar