Har du talt med din standardmeter i dag (En fortælling om stress, mit hemmelige sted i byernes by samt om en lynfrossen artiskok)

Man overser den let, “Mètre étalon”, en lille hylde af marmor, der er installeret under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.

Jeg overså den ikke. Slet ikke.

Faktisk havde jeg gjort det til min mission at finde netop den hylde, da jeg som ranglet, nørdet teenager, for en kort bemærkning, var raget uklar med min mor, under et besøg i byernes by.

Hvori uenigheden med mor helt nøjagtigt bestod, kan jeg simpelthen ikke genkalde mig (vi er gode venner i dag), men det var i hvert fald så meget liv eller død for 16-årige mig, at jeg i en hel lang dag konsekvent nægtede at følges med hende.

Så efter en kop tavs kaffe og nogle tørre, men alligevel vidunderlige små stykker brød med usaltet smør og abrikosmarmelade, som vores ældre franske værtinde serverede for os, i en herskabsstue prydet med udstoppede zebrahovedet, gazellehoveder, træmasker spyd og amuletter, som værtindens afdøde opdagelsesrejsende mand havde hjembragt, gik vi hver til sit. Min mor og så jeg.

Ha! Så kunne hun lære det!

Det viste sig senere hen, til min utilslørede weltschmerz marinerede teenager ærgrelse, at vi naturligvis havde været på stort set de samme lokationer, med ganske få timer, nogle gange minutters mellemrum.

Marmorhylden fik min mor dog aldrig at se. Den oplevelse var helt min egen. Og hvilken oplevelse. Jeg tror at jeg stirrede intens på den hylde i næsten en halv time.

Hylden var den ene af to overlevende af i alt 16, der blev installeret efter den 26. marts 1791 for at udbrede kendskabet til et nyt og revolutionerende stykke videnskab. 

Slut skulle det være med at knibe øjnene sammen i lyset fra stråleglansen der før var udsprunget fra solkongens forbandende, forgyldte slot i Versailles.

Vive La revolution, Vive la republique, Vive la France. 

En ny ære var begyndt. En videnskabens og oplysningens tid, hvor man skuede mod fjerne horisonter, men ingen horisont så fjern at rejsen mod den ikke lod sig udmåle i den nye enhed.

Meteren!  

Defineret i øvrigt samme år af de franske astronomer Delambre og Méchain som 10 milliontedele af afstanden fra Nordpolen til Ækvator gennem en Parismeridian (naturellement) som man i øvrigt stadig kan finde i centrum af Paris Observatorium.

Den godt gemte og næsten glemte marmorhylde, som sure, nørdede teenager Morten stod og stirrede på, så han fik tårer i øjnene, der en gang tilbage i 1991 på 200 året for dens indførelse, var – og er præcis én standardmeter lang.

Præcis!

Et magisk, en lille smule farligt, men også særdeles kærkomment faktum tilbage i 1791.

Royale hoveder og gamle dogme stod for fald og der var, alt forandringen til trods (eller måske netop derfor), en stor del af tiden, sandt for dyden ikke ret meget at grine af.

Til gengæld kunne indbyggerne i Paris nu til hver en tid opsøge en af de 16 små måle-marmorhylder og finde ro og måske trøst i, at der da i hvert fald var én konstant, der fik verden til at hænge bare en lille smule sammen.

De kunne naturligvis også blot forvisse sig om, at de havde fået den længde reb, pølse eller hvidløgsranke de havde betalt for på markedet.

Eller, for at sige den på en anden måde.

I marts 1791 var der endnu små to år til at Marie-Antoinette og Ludwig den 16 skulle endes deres liv foran folkemasserne i guillotinen på Place de La Concorde præcis 2600 nye standardmeter væk, men tronskiftet havde for længst fundet sted.

Et tronskifte med den lille marmorhylde under arkaden på 36, Rue Vaugirard og dens 15 brødre og søstre, som de nye konger og dronninger.

Små sole af oplysning i folkets tjeneste.

Når alt andet ramlede (og det gjorde det i den grad i 1791) var en meter altid præcis en meter lang.

Magnifique.

…………

Ok. Hold godt fast. Nu tager vi lige et ordentligt spring i fortællingen. Og så alligevel ikke.

Året er 2023 Jeg er 48 år gammel og jeg har stress!

Sådan for alvor stress…. åbenbart

Så meget stress, at jeg vel p.t er 80 -90% sygemeldt og reelt ikke har en tidshorisont for hvornår jeg, med fuld styrke kan vende tilbage til det job jeg elsker, men som nu har gjort mig syg.

Og undskyld, du som er nået så langt som hertil i teksten, men det her er ikke bare en fortælling om en marmorhylde i Paris.

Det er også en slags skriftemål.

I metermål.

For alt det her med at jeg tilsyneladende har stress, er simpelthen så vanskeligt for mig helt at begribe, selvom fire læger og to psykologer samstemmende har fortalt mig det.

Derfor har jeg brug for at dele det med dig.

Ikke for at du skal have ondt af mig (ej, fair nok, lidt måske) men mere for at få lov til at sige det rigtig højt. (Har allerde prøvet ude i min lille have foran kattene, og på en mark lidt uden for København, men det her fungerer bedre)

Således deklareret, kan fortællingen nu fortsætte.  

En fortælling der dybest set også er en hyldest til de mennesker der p.t hjælper mig med en slags rekonstruktion.

For når stressen rammer, skal man ikke være alene.

Heller ikke selvom der måske nok står “Konge af egen hjerne” -samt “enmandshær” med svungen guldskrift på ens visitkort.

………

Attention!

Stress er snigeren med det lange tilløb. (også en unfair kombi)

Før man aner sine levende råd, står den foran gitterporten med fakler og høtyve og kræver ens ubetingede kapitulation.

Og når man rejser sig for at råbe. ”Hey! Stop en halv” og for at kæmpe med hvad man hurtigt opdager er tillært pondus, kollapser man til sin egen yderligere overraskelse under vægten af alle de lag, der i årenes løb er groet ud over ens oprindelige kerne.

Kernen.

Den fine skabning man i bund og grund selv tænker man er og gerne vil kendes som.

Med etik, drømme, håb, principper, visioner, kærlighed og overskud.  

Lagene der sender en med næsen først direkte ned i perlegruset, repræsenterer så omvendt alle de ydre fortællinger om en selv.

Det kunne for eksempel være fortællinger om ens Job, karriere eller ens arbejde.

Bare for nu at nævne tre tilfældige.

Fortællinger som man, på en eller anden måde, ad åre har tillagt uforholdsmæssig stor værdi, som var det de hundredvis af kilo bladguld, der dækker træpanelerne, på den hovedløse og derfor også forlængst meget afdøde franske adels slot i Versailles.

Når tyngdepunktet mellem det indre og det ydre på et eller andet tidspunkt har forskubbet sig tilpas meget, kan selv den stærkeste kerne ikke holde sammen på skidtet.

Jeg overværede en gang hvorledes en artiskok (garanteret en fransk en af slagsen) der netop var blevet neddyppet i minus 200 grader koldt flydende kvælstof, blev fravristet sine rustning af kronblade med et let slag fra en hammer.

Det så vildt ud.

De mange nu frostsprøde lag raslede af som papirstyndt krystal i en omvendt kogleformet lysekrone og efterlod artiskokkens kerne og eftertragtede delikatesse, kaldet “hjertet” intakt og frostfrit, men også næste tragikomisk hjælpeløst i al dets lillebitte ikke videre prangende mørkegrønhed.

Havde man efterfølgende bedt artiskokken kigge sig selv i spejlet ville den næppe have kunnet genkende sit eget spejlbillede.

Sådan var det også med mig.

Der første par dage og uger efter sygemeldingen havde jeg, som mand uden lag, slot uden bladguld, artiskokhjerte uden kronblade, mere end vanskeligt ved at forholde mig til min indre, nu blotlagte kernes højde, bredde, dybde, skønhed og nytteværdi.

Jeg havde, med andre ord, desperat brug for en standard meter at holde det hele op imod.

Ikke i form af en undseelig marmorhylde, i Paris, men personificeret i kød og blod af mennesker, der i årenes løb, enten havde turde grave sig helt ind til den blegfis der gemte sig i midten af manden eller havde kendt ham længe nok til kende plantegningerne over og dimensionerne på den oprindelig skabelon.

Morten version 1.0

Jeg ringede til en af de sidstnævnte og fik lov til at lufte ham, hans hund samt så mange spørgsmål, at jeg få timer senere, kunne lægge mig til at sove, med mere end pletvist ro i sindet.

Og det selvom halvdelen af min standardmeters svar var blevet taget af den stride vind og de hvide skumsprøjt ved Sjællands nordkyst, hvor vi gik.

Den var god nok. Jeg fandtes endnu. Skællet og skravlet men med et hjerte der var både intakt og frostfrit.

I den seneste tid har jeg haft travlt med at kontakte, lytte til og lære af mine menneskelige standardmetre.

Mine hyldemeter af omvandrende målestokke, mine livsvidner, mine hukommelser.

Der er færre end 16, men helt sikkert flere end 2.

Det er faktisk ret godt.

Har du snakket med en af dine menneskelige standardmetre for nyligt?

Eller drukket et glas vin?

Det er vigtigt.

Særligt hvis man lever et liv der, selv uden klinisk stress, godt kan se lidt skørt ud, når man står udenfor og kigge ind.

Man overser så let, hvor vigtige de er.

Ligesom man let kan overse en lille hylde af marmor i byernes by.

Nu ved I heldigvis hvor I kan finde den.

“Mètre étalon”

Den sidder under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.

Herfra får den en verden hvor der, sandt for dyden, ikke altid er tilstrækkeligt at grine af, til at hænge bare en lille smule sammen.

For hvis det hele ramler, kan man stille sig foran den og forvisse sig om, at en meter stadigvæk er præcis en meter lang.

C’est bon.

One thought on “Har du talt med din standardmeter i dag (En fortælling om stress, mit hemmelige sted i byernes by samt om en lynfrossen artiskok)

Add yours

  1. Wow, siger jeg bare. Dejligt at læse for mig, der fik ‘arbejdsrelateret overbelastningsreaktion’ som 58-årlig. Efter et år troede jeg mig ‘rask’ – efter fyring som gymnasielærer, forskelligt alternativt, 10 psykologtimer, lykkepiller og anvist ‘praktik’ i kommunen med det, jeg troede skulle være mit nye job – måtte jeg på ny kaste håndklædet i tingen og lægge mig hjem på sofaen med te og tv. Fuck! Efter endnu et år med magtesløshed og begyndende akcept af, at jeg ikke kom tilbage i job, fik jeg lykkeligvis tilkendt førtidspension. Og derfra kravlede jeg ud og lærte mig selv at kende. Laaang vej – og helt selv! – igen, igen.
    Nu er jeg 73. Alt er godt. Og her for et par måneder begyndte symptomerne igen. Fuck!
    Som selv’diagnosticeret’ neurodivers må jeg indse, at det aldrig bliver anderledes: min tilpasning til ændrede livsvilkår – både gode og dårlige – som jeg ikke har indflydelse på, er stressudløsende.
    De fysiske symptomer, som kan true mit helbred er nu også forhøjet blodtryk. Det må jeg tage mig af. Starte meditation igen, erstatte kaffe med dejligt vand m salt og citron, gennemføre et kursus for at blive min sukkerafhængighed kvit og styrke mine mentale kræfter, så jeg kan regulere mine følelser af sorg, vrede, glæde, ro og lykke uden stimulanser. DEN åndelige øvelser er svær for mig. Men jeg ser ikke anden mulighed, hvis jeg i min sidste tid skal være tro mod min kerne og i sand forbindelse med min datter og tre børnebørn, hund, hest og venner – få men kærlige.
    Jeg har fulgt dig og dine ‘skriv’ længe og fundet megen inspiration og viden. Tak for det. Den her med standardmeteren er lige ud genial! Som metafor og dom altid formidlet med et blink i øjet, ærlighed og litterær kvalitet.
    Jeg ville ønske, at vi i DK havde et forlag, der påtog sug at udgive ‘autismelitteratur’ ligesom UK har. Så skulle du udgives dér. Til gavn og glæde for mange både neurodiverse og neurotypiske.
    Rigtig god bedring – giv dig selv al den tid, der er i hele verden ❤️

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: