(Udgivet første gang i november 2018 og fagsprogligt opdateret i april 2022)
Når man åbner glasdøren ud til vores godt tilgroede, men virkelig hyggelige, sydvendte, lille have, træder man gennem et tungt gardin af vinranker og direkte ud på resterne af en patineret azurblå trappe.
Jeg har efterhånden siddet på den trappe et utal af gange og funderet over småt og stort, mens at jeg har indsnuset glasklar morgenluft eller set solens sidste stråler forsvinde bag det mørke skiffertag på naboens gule villa.
Her for nyligt sad jeg således på trappen og funderede over hvor grænsen egentlig går mellem ekstrem/patologisk kravundgående adfærd og sund/normal kravundgående adfærd.
Snakken og debatten om de kravundgående adfærdsprofiler hos børn –og unge med autismetilstande, har i efterhånden mange år fyldt godt op i såvel fora for forældre/pårørende på nettet, som i professionelle kredse.
Jeg færdes hjemmevandt begge steder, og som den hybrid jeg nu engang er blevet mellem privat, at være far til to teenagere med autisme og nedsat kravkapacitet , samt professionelt at beskæftige mig med nøjagtigt det samme, indså jeg for nyligt, at jeg i min fartblindhed havde tilegnet mig en vane med at anskue nedsat kravkapacitet og decideret kravundgående adfærd, som noget entydigt negativt.
Og så måtte jeg jo en tur på trappen, med kaffe og kat –som man siger, og få styr på nuancerne, forud for den mindre foredragstur om autisme, nedsat kravkapacitet, kravundgående adfærd –og ufrivilligt skolefravær, som stod og blinkede i min kalender..
Jeg returnerede til stuens varme med et humoristisk glimt i øjet og udkastet til følgende beskrivelse af 3 eksempler på sunde/normale former for kravundgående adfærd, kradset ned på notesblokken.
- Jeg vil bare helst selv få idéen.
Brædderne jeg sidder på, når jeg tænker på trappen, er så slidte, at det eneste der holder dem fra at give efter for vægten af den næste fod eller kattepote, er de ti – femten terrassesten jeg i et sindrigt system, har klodset op for at understøtte deres allersvageste punkter.
Og det er jo pløk åndssvagt.
Det syntes børnenes mor også. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange hun har bedt mig reparere den forbandede trappe. Hun har tilmed et ’trappe-blik’. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.
Min gode ven Anders der, modsat mig, er typen der rent faktisk kan både save i træ og bygge noget ud af det, uden at komme til skade eller ødelægge noget, har tilmed tilbudt mig at hjælpe.
Jeg har naturligvis kategorisk afvist al hjælp –ligesom jeg frabedt mig yderligere påmindelser, og det i en grad så jeg omsider har opnået det jeg benhårdt har gået efter hele tiden:
Fred og ro, om end det er på lånt tid, samt en flosset og illusorisk indre forvisning om at jeg er herre i både eget hus, have OG ikke mindst herre i min egen hjerne!
Jeg skal da i hvert fald nok selv bestemme, hvornår at den trappe skal bygges.
-eller noget..
Dumt? Afgjort!
Stædigt? I allerhøjeste grad, men tanken om det frie valg, er nu engang en vigtig komponent i den spartelmasse (for nu at blive i gør-det-selv land) der fylder hullerne i mit liv ud, så det kan vedblive med at have både form, indhold og se bare nogenlunde jævnt og sammenhængende ud, når man anskuer det indefra som udefra.
Så.
I den forstand, at ingen kommer til skade (terassestenene skal nok holde skidtet oppe) falder modvilje mod trappebygning, alt andet lige, ind under kategorien af –om ikke sund, så i hvert fald relativt normal, afgrænsende -og identitetsskabende kravundgående adfærd.
I kender det garanteret fra jer selv (-eller fra en I kender 😉)
- Jeg skal re-kalibrere min hjerne.
Jeg har langt fra altid lyst til at snakke med børnenes mor, når jeg kommer hjem fra arbejde. Eller lyst til at snakke med nogen som helst, for den sags skyld.
Det skal da måske lige være vores to katte.
Er jeg heldig, kan jeg sætte mig på trappen et par minutter (Jeg tester naturligvis først forsigtigt dens stabilitet, med den ene fod).
Har jeg kørt alene hjem i bil, har jeg måske, godt beskyttet af kabinens ambassadeagtige ukrænkelighed, allerede kunnet omstille min hjerne til mødet med hjemmeverdenen i det røde hus i Vanløse.
En verden jeg langt fra altid færdes i med samme indfølingsevne og overblik, som når jeg rådgiver andres børn –og unge, familier –eller som når jeg rådgiver professionelle.
En ting er omgivelserne og miljøskiftet fra ”ude” til ”hjemme”.
Et andet er alle de assorterede følelser, som sparker ind, når man sætte nøglen i hoveddøren og ændrer status til: ”Far til Freja og Toke” og ”Gift med Anne”
Her kan jeg godt lige have brug for et par kravafvisende minutter, for mig selv….
Eller fem…
Og jeg kan i øvrigt aldrig rigtig huske, hvad jeg har lavet på arbejdet.
Virker det en anelse bekendt?
- Min hjerne har ikke opnået korrekt driftstemperatur.
Tidligt om morgenen, her i den kolde sæson, sidder jeg i min lille fornuftige, 14 år gamle Volkswagen og stirre tålmodigt på en lille blå indikator i instrumentbrættet, som jeg venter på skal slukke.
Min stirren falder som regel sammen med, at min flinke nabo går hjemmefra, på vej mod Flintholm station.
Jeg vinker høfligt og min høflighed besvares med et tilsvarende vink, samt en grimasse der afslører at han, selv efter 5 år med mig som nabo, endnu ikke helt har regnet ud, hvad det egentlig er at jeg laver i den bil.
Alt afhængig af udendørstemperaturen -og af hvor længe bilen har stået stille, tager det op til 4 minutter før at motoren er driftsklar og den lille blå lampe slukker.
Egentlig kunne jeg, strengt taget kaste mig ind på førersædet, dreje tændingsnøglen, sætte automatgearet i ’drive’ og så ellers bare give dieselmotoren solid bundgas.
Men det er en rigtig dårlig idé, på den lange bane.
Det går ud over brændstofforbruget, ydeevnen og miljøet –og ikke mindst går det ud over motorens holdbarhed. Desuden udsender den en irriterende, høj klaprende lyd, som dæmpes betragteligt, hvis man ellers har tålmodighed til at vente på at den lille blå lampe slukker.
-sådan er det egentlig også lidt med hjerner….. –isch
Tidligere på morgenen, i god tid før at jeg indfinder mig bag rattet, er min hjernes blå driftslampe som hovedregel blevet vandet med rigelig mængder kaffe, ro og tålmodighed før den er slukket.
Folk der kender mig, er godt klar over, at der ikke kommer stor kunst ud af at forlange noget som helst af mig, mens at jeg ”lyser blåt”.
Det går ud over min brændstoføkonomi, miljøet (alt omkring mig) -samt min generelle holdbarhed.
Desuden kommer der en lind strøm kravafvisende,retorisk ’dielselklapren’ ud af min mund, hvis man altså ikke har tålmodighed til at vente på at lampen slukker.
……………………
Børn –og unge med autismetilstande kan sagtens have kravundgående adfærdsmønstre og benytte sig af hverdagsstrategier der for omverdenen fremstår irrationelle og usunde, uden at de nødvendigvis er det.
Deres adfærd behøver med andre ord ikke at være ekstrem, fordi at vi voksne – forældre, pårørende eller professionelle ikke forstår den. Ej heller behøver den at være ekstrem, fordi at det tager os lang tid at gennemskue formålet bag den. (apropos min nabos underen over min biladfærd)
Sund kravundgående adfærd kan godt indramme, forklare, fastholde, skabe et øjebliks helle og peger fremad.
I den sammenhæng kan man som ungt menneske, med autisme, godt sidde foran computeren i, hvad der for forældre med en sund analog opvækst, kan virker som alt for mange timer, uden at det er mere usundt end ens manglende fysiske aktivitet gør det til.
Men man rejser sig dog….. På et tidspunkt.
Den ekstreme kravafvisende adfærd, derimod, er angstdrevet, fængslende, handlingslammende, potentielt invaliderende, men heldigvis også ret sjældent forekommende.
Prøv engang voksne læsere, med mine tre, lettere forsimplede eksempler i erindringen, at stille jer selv det spørgsmål, hvor meget af jeres egen såkaldte sunde/normale kravundgående adfærd, der giver umiddelbar mening for jeres omgivelser.
Nej, vel…
Børn –og unge UDEN autisme, evner formentlig, ligesom jer, at tolke –og efterfølgende forklare deres egen adfærd over for omverdenen. Og kan de ikke selv, så kan andre det som regel.
Sådan forholder det sig ikke altid med børn –og unge med autisme.
Jeg mødte engang en ung mand, som godt kunne lide at røre ved bordhjørner.
Han vidste ikke rigtig selv hvorfor
I fællesskab fandt vi dog snart frem til, at det havde noget af gøre med, at følelsen af de håndfaste 90 graders vinkler stimulerede ham rent sansemæssigt og forankrede ham i virkeligheden, når han var på nippet til at fortabe sig i sine egne tanker.
Men det var sådan set ok.
Den unge mands adfærd med bordhjørnerne var ikke udtryk for en alvorlig –eller ekstrem OCD tilstand, i den forstand at hans hud ikke faldt af og at han i øvrigt ikke gjorde sig negative tanker om, hvad der kunne ske, hvis han IKKE rørte ved sine bordhjørner.
Han kunne bare enormt godt lide det. Og hans adfærd tjente et formål, der pegede fremad.
Den indrammede hans verden, så han kunne mærke sig selv, handle og komme videre -fra bordhjørne til bordhjørne – efterhånden så diskret at ingen bemærkede det.
Vi har alle sammen brug for vores bordhjørner og rammer og…….trapper – så længe at vi ikke hænger fast i dem.
……………….
Apropos…… træ
Det skulle blive en kold vinter, siger de kloge.
Det giver mig i omegnen af 4 minutters gratis egen ventetid, i bilen hver morgen.
En dag, men jeg vælger selv hvilken, kunne det måske godt være at jeg skulle bruge et par af de 4 minutter, på at få ringet til ham der Anders.
Så kunne vi måske mødes i Silvan på Slotsherrensvej og kigge på nogle planker.
-som man siger..
Så vi kan få lavet den forbandede trappe.
Læser du med, Anders?
.………………………
Tak for at DU læste med 🙂
/Morten
April 2022. Trappen er delvist repareret. Jeg tog mod til mig, lod skægget stå, iførte mig en skovmandsskjorte, tog min teenager (også I iført skovmandsskjorte) med og købte de forbandede brædder. Det var ikke så svært, men Anders havde også vejledt mig.
Bilen med den blå lampe er udskiftet til en større model. Førnævnte teenager på knap 190 cm kunne ikke være i den mere og eftersom han insisterede på, at sidde på bagsædet, var der ikke så meget at rafle om.
Jeg savner den lille blå lampe.
AutismePlusFar 
Skriv et svar