🔐 “Det er menneskeligt at fejle” Jeg har ofte spekuleret på, hvad der mon blev af den navnløse unge mand bagerst til venstre i klassen , i Adjunkt Langhaves Latintime, i filmen “Det forsømte forår” fra 1991.
Adjunkt Langhave, den unge visionære sympatiske lærer der, for en kort stund, vikarierer for den ondskabsfulde Lektor Blomme.
Hvor Lektor Blomme tæsker pensum ind med koporligt, men i særdeleshed også psykisk terror, har Adjunkt Langhave forstået, at læring (som alt andet i øvrigt) hænger ved og indlejrer sig, hvis det fremstår meningsfuldt.
Langhave lader således sit nøglebundt gå på omgang på kryds og tværs i klassen, for at øve forskellige former af det latinske ord for nøgle, “clavis”
Og det virker! Når elevernes fingre lukker sig om nøglebundtet, husker kroppen.
Det går naturligvis hverken værre eller bedre end at en elev, ved et uheld får kastet nøglebundtet ud af vinduet og da skolens hidsige gymnastiklærer returnerer dem, koster det en rude livet.
Og det er så her at den rare Adjunkt Langhave med en lunt smil og ordene “errare humanum est” fisker nøglerne op fra bunken af glasskår.
Den unge mand, bagerst til venstre, får lov at oversætte.
“Det er menneskeligt at fejle”
Har man læst bogen eller set filmen, ved man kun alt for godt, hvordan det sidenhen går Lektor Blommes latinklasse fra Metropolitanskolen.
Som voksne indtager de stort set alle de positioner i samfundets top, som fra begyndelsen af var tiltænkt dem.
Menneskeligt, er de imidlertid forkrøblede og en enkelt af dem har et liv på samvittigheden.
Trist. Hvis det da ikke lige var for ham bagerst til venstre.
Jeg forestiller mig, af en eller anden grund, at han voksede han op og fik et barn med særlige behov. Eller også valgte han en levevej som professionel indenfor autisme området.
Måske begge dele på én gang.
Sikkert er det i hvert fald, at selvom Lektor Blomme genoptog sit terrorregime og Adjunkt Langhave, i hvert fald for en tid, måtte vige pladsen, så forlod de ord, der blev sagt, den helt særlige dag, på det helt perfekte tidspunkt aldrig den unge mands bevidsthed.
Så selvom hans krøllede familie liv måske nok en gang i mellem kunne synes udfordrende og selvom han professionelt af og til, fandt sig selv stirrende ind i, hvad der til forveksling kunne ligne behandlingsmæssige blindgyder, så vidste han, at det alt sammen nok skulle gå, for:
“Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive” (hvem ved, måske selv alverdens Lektor Blomme typer….)
Desuden huskede han, at det meste bliver lettere eller i hvert fald til at holde ud, (herunder livet i al almindelighed😉) i de glimt hvor det fremstår meningsfuldt.
Som når et ungt, usikkert menneskes hånd lukker sig om et nøglebundt.
Den 17 årige skuespilleraspirant (mig), der fik lov til at forløse rollen som den unge navnløse mand bagerst til venstre, i et bagende varmt Risby Studie, der år senere skulle lægge rum til Badehotellet på TV2, voksede i øvrigt selv op, fik sjove børn, en blog samt et komplekst, men fantastisk job inden for autismeområdet …. plus det løse.
Som farmand og som fagmand begik han masser af fejl, altså virkelig mange, i sin søgen efter de små fortættede øjeblikke af tid og rum, hvor man kan være heldig og dygtig nok til kunne skabe små glimt af noget der måske kan virke meningsfuldt 🔑
Men det er en anden historie 😉
AutismePlusFar 
Skriv et svar