Ham jeg var engang.

Livet med børn med gennemgribende udfordringer, har selv grebet dybt i lommerne.

Lommerne hvor tidligere gangbare forestillinger om frihed, lykke og kærlighed ellers har været syet ind i foret, som en startkapital til, hvad der end måtte være tilbage af det liv, der skulle være ens helt eget, plus til én eller flere modige ledsagere.

Det er sjovt. De værdier jeg tænkte jeg med tiden ville savner, stræbe efter og en gang ville få udbetalt, den gang at jeg deponerede min tilværelse og lod tålmodigheden forrente den, er nogle andre nu hvor jeg omsider har fået adgang til boksen.

Tiden er gået. Der har været valutaombytning og en del af mit endelig afkast har antaget en form, som jeg nok engang ikke ville have kunnet begribe værdien af.

Mennesker.

De få, særligt mennesker, som er blevet en gennemgribende del af mit liv. De som griber gennem det panser, som jeg nødtvunget har båret det meste af tiden.

Her holder de mit hjerte, holder det varmt og holder deres hoveder kolde, når jeg ikke selv kan.

De få særlige mennesker som kender historien og kan lytte til den uden af lægge hovederne på skrå.

Mennesker der kan se og elske ham jeg er blevet til.

Takket være dem, en på mange måder mere ægte, pletvis klogere, og mangefacetteret udgave af ham jeg var engang.

Så hvis de. Mit menneskelige aktieudbytte ellers bare er inden for rækkevidde, så er jeg faktisk allerede nærmest lykkelig og velpolstret med kærlighed, forståelse og klogskab, i en grad der nok skulle kunne holde til hvad der end måtte være tilbage af det liv, der er helt mit eget.

Plus én eller flere modige ledsagere. ❤️