Jeg var en af den slags elever, som havde læst eller hørt et sted, at man åbenbart koncentrerer sig bedre om undervisningen, hvis man står op.
Jeg havde herre svært ved at koncentrere mig, men til gengæld huskede jeg alt, behøvede sjældent repetition og lavede kun nødtvungent lektier.
Jeg spurgte min lærer om jeg måtte stå op i timen.
Det måtte jeg godt.
Jeg tror at jeg holdt til det én dag. Så blev jeg træt i benene.
Jeg var også typen der ikke kunne forstå, hvorfor at filosofi ikke for længst var kommet på skoleskemaet.
Jeg interesserede mig desuden for meteorologi, hørte fusionsjazz, spillede teater, stillede spørgsmålstegn ved det meste, var gammelklog og i øvrigt i opposition til alle former for regler, som jeg ikke umiddelbart kunne se logikken i.
Til gengæld snakkede jeg som et vandfald.
Jeg var vel 12- 13 år på det tidspunkt og pænt mærkelig.
Af en eller anden årsag blev jeg aldrig drillet eller mobbet i skolen. Eller også lagde jeg bare ikke mærke til.
Havde jeg ikke fundet mit fristed, i det kunstneriske ungdomsmiljø, hvor jeg tilbragte hovedparten af mine vågne skolefrie timer, som teenager og ung voksen, havde jeg nok alligevel følt at jeg stod lidt vel alene, blandt andre jævnaldrende, i al min filosofiske, kreative, speedsnakkende og jazzede nørdethed.
Men i stedet for at ende med at stå alene, endte jeg med at føle mig enestående.
Den følelse har heldigvis hængt ved og som voksenudredt far på særlige vilkår til to sjove og enestående børn, har jeg, sammen med deres mor, fra starten spundet dem ind i en kærlig fortælling om vores særlige familie.
Ikke en “os mod dem” – fortælling.
Men en “I står ikke alene ” – fortælling.
Samtidig har jeg efterhånden samlet mig min helt egen voksen-flok.
Enkelte er fulgt med fra min fortid. Andre er kommet til.
Det er næsten som at have bygget sig en familie.
En samling blandede bolcher af mennesker som jeg tør stå alene med og føle mig enestående sammen med.
Dermed har jeg den samme alder som min far havde, da han døde. Det var i 1996.
Jeg klippede hans kontokort i stykker. Der var mange.
Plastikken først vred sig, i et øjebliks fornægtelse, men gav hurtigt efter og efterlod skarpe smæld, som sidste vidnesbyrd om renters rente.
I månederne der fulgte, hvor kuverter med hans navn på, fortsat fandt vej til mig, slog det mig hvor vanskeligt det rent faktisk er at dø, i et så gennemreguleret samfund som vores.
En opfattelse jeg sidenhen måtte revidere, i takt med at brevenes dump mod gulvet forstummede og tiden skyllede hen over min fars eksistens og trak sig tilbage så mange gange, at kun konturerne efterhånden stod tilbage af et levet liv og et navn som ganske få mennesker lod forlade deres læber.
Søren Gantzler Nielsen.
Googler man det navn, får man intet svar.
46 år er ingen alder. Altså helt reelt.
Der er intet odiøst ved den. Tallet 46 er som en af de små triste byer, hvis eksistens ikke engang fremgår af afkørslen på motorvejen og som man derfor passerer i høj fart, lykkelig uvidenhed og med kaffe i thermokruset.
Men ikke for mig.
Min 46 års fødselsdag har hele tiden stået som en milepæl i mit liv.
En milepæl som jeg, i takt med at jeg har nærmet mig den, har opdaget i virkeligheden er en opslået grænsebom til et land, som jeg nu skal gøre til mit.
Søren var misbruger. Den psykiske skrøbelighed løb i familien, hvor den fik næring af tidernes og socialklassens generelle ugunst.
Selvom Søren var et både klogt og følsomt menneske, var han ikke specielt vellykket som far. Han gjorde dog sit bedste, fik mig og jeg klarede den.
Jeg har, med tiden lært, ikke at tvivle på hans kærlighed.
Det år der er gået frem mod de 46 har været interessant.
Selvsamme skrøbelighed der for 25 år visnede med lyden af smældende kontokort, som eneste afskedssalut er hos Sørens to børnebørn, blevet kultiveret og vandet med omsorg og viden i en grad, at to smukke, levedygtige eksemplarer nu står tilbage og kan skue mod en fremtid, der ikke blev deres farfar beskåret.
Hvad deres egen far angår, har hans genfundne bevidsthed om, hvor kort og flygtigt et liv reelt kan være, skærpet hans egen lyst til livet og givet ham mod til fortsat at elske og blive elsket. Ikke halvt, men fuldt ud.
Livet med børn med gennemgribende udfordringer, har selv grebet dybt i lommerne.
Lommerne hvor tidligere gangbare forestillinger om frihed, lykke og kærlighed ellers har været syet ind i foret, som en startkapital til, hvad der end måtte være tilbage af det liv, der skulle være ens helt eget, plus til én eller flere modige ledsagere.
Det er sjovt. De værdier jeg tænkte jeg med tiden ville savner, stræbe efter og en gang ville få udbetalt, den gang at jeg deponerede min tilværelse og lod tålmodigheden forrente den, er nogle andre nu hvor jeg omsider har fået adgang til boksen.
Tiden er gået. Der har været valutaombytning og en del af mit endelig afkast har antaget en form, som jeg nok engang ikke ville have kunnet begribe værdien af.
Mennesker.
De få, særligt mennesker, som er blevet en gennemgribende del af mit liv. De som griber gennem det panser, som jeg nødtvunget har båret det meste af tiden.
Her holder de mit hjerte, holder det varmt og holder deres hoveder kolde, når jeg ikke selv kan.
De få særlige mennesker som kender historien og kan lytte til den uden af lægge hovederne på skrå.
Mennesker der kan se og elske ham jeg er blevet til.
Takket være dem, en på mange måder mere ægte, pletvis klogere, og mangefacetteret udgave af ham jeg var engang.
Så hvis de. Mit menneskelige aktieudbytte ellers bare er inden for rækkevidde, så er jeg faktisk allerede nærmest lykkelig og velpolstret med kærlighed, forståelse og klogskab, i en grad der nok skulle kunne holde til hvad der end måtte være tilbage af det liv, der er helt mit eget.
Premiere. 😊 🎧Podcast med mig, om Skolefravær, produceret for Børns Vilkår (lyt og del) 🎧
Tak for alle jeres god bedring hilsner på bloggens Facebook side. Vi er stadigvæk herre syge, men dagens premiere (som jeg har glædet mig til) har alligevel sparket lidt liv i mig.
Før jul satte jeg mig til rette i Heartbeats lille bitte studie på Værnedamsvej på Vesterbro i København sammen med Journalist og forfatter Maise Njor og indspillede, hvad der endte med at blive klippet bed til 28 rigtig vellykkede minutter, om skolefravær.
Jeg medvirker i afsnit 4 (linket til hele serien kommer nederst) hvor jeg taler, både som far og som fagperson, om den tålmodighed der kræves, samt hvad det gør ved familien, når børn- og unge (som mine egne) med særlige udfordringer er skolefraværende i længere tid og skal hjælpes tilbage til noget der minder om en hverdag.
I afsnit 5 har Maise Njor inviteret psykologen Helle Lund i studiet. De sammenfatter nogle af de vigtigste pointer fra serien og taler om, hvad man kan gøre, hvis man er bekymret for sit barn trivsel i skolen. Hvordan taler man med sit barn om de ting, der kan være svære at sætte ord på? Og hvordan håndterer man det bedst som familie?
Lyt og del, del, DEL , meget gerne. (Og skriv meget gerne i opslaget, hvad det handler om)
Så kan vi få de vigtige budskaber ud, som jeg selv og de øvrige medvirkende kommer rundt om, i løbet af seriens 5 episoder som alle er tilgængelige nu. 🙏
Mange kærlige hilsner, god lytning og hold øje med Børns Vilkårs kampagne, hvor der, i den kommende tid sættes ekstra fokus på et fænomen, som desværre bliver mere og mere udbedt.
Årsagerne er talrige og komplekse. Løsningerne ligeså. Men én ting er sikkert.
”Hvad fanden har du gang i, din idiot?! Stop omgående! Det gør ondt! Av” Nogenlunde sådan falder ordene fra min semi-slidte krop, hver gang at jeg, som nu, i bedste mening, prøver at hjælpe den af med det ekstra julefedt.
Julefedt der i et ikke så fjernt hjørne af menneskehedens historie, ellers ville have kunnet spille en afgørende rolle i forhold til min egen, og potentielt min families muligheder for at slippe levende gennem vinteren.
Alligevel løber jeg nu. Eller lige om lidt.
Jeg skal bare lige tage mig sammen.
Tager mig sammen til at løbe fordi at jeg omsider har muligheden.
Muligheden for at stikker afsted i trods og stiv kuling iført nye løbesko, stramtsiddende, brandfarlig syntetisk lycra og en ligeså stramtsiddende og brandfarlig omgang weltschmertz tilsat sure opstød af den julemad jeg fik at spise i går.
En ret dum ting at ønske sig, faktisk.
For ikke blot er menneskekroppen en nøjsom størrelse, dens design er også ældgammelt og, som udgangspunkt tilpasset en liv eller død virkelighed, der ligger milevidt fra den centralvarmedegløgg-komfort undertegnede ellers nyder i disse dage.
Derfor er det da også svært at bebrejde kroppen dens modvilje mod at give slip på de dyrebare kalorier, man på idiotisk vis ønsker at fravriste den, sådan en kold og klam decembermorgenpå et dårlig oplyst og, bortset fra enkelte andre lycraklædte tosser, mennesketomt stisystem et sted i nærheden af Damhussøen.
Menneskekroppen hader nemlig al overflødig og irrationel aktivitet, der potentielt kan bringe dens eksistens i fare.
Fedtdepotreducerende løb i koldt og klamt mørke, når der nu reelt ikke er noget at løbe fra, er bare ét eksempel.
Til gengæld elsker den, og i særdeleshed den hjerne der står for 15% af det samlede energiforbrug, struktur, regelmæssighed, strategier, vaner og koncepter. Og det uanset om man har en diagnose eller ej.
Således kan hjernen, med vedhæng, på kort tid tilegne sig, tåle og udholde, hvad end der skal til for at tilpasse sig de til enhver tidgældende vilkår.
I hvert fald så længe at omstændighederne rent evolutionært giver mening -eller er tvingende nok.
Er en strategi eller et koncept først indlejret og har bevist sin styrke og relevans, ja holder hjernen og resten af kroppen gerne fast med en ihærdighed som var det et fedtmolekyle den havde fået fat i.
Super smart, energieffektivt og i sidste ende potentielt livreddende er det da også, for eksempel ikke først at skulle tænke situationen grundigt igennem, i det øjeblik der står noget og grynter i junglekrattet, som man rent faktisk bør løbe væk fra.
Her ved Damhussøen i København er de farligste gryntende skabninger vel i virkeligheden nok de få halvsløve pindsvin der, ligesom jeg, går imod naturens orden, ved endnu ikke at have fundet sig en hæderlig bunke blade at gå i hi i.
Alligevel har jeg før prøvet at løbe gennem mørket langs søbreden, som havde jeg fanden i hælene.
For selv med min rationelle pindsvineviden placeret på forreste parket i bevidstheden, holder de dybereliggende dele af min hjerne mig alligevel beskæftiget med alskens spørgsmål om hvad det mørke, som den i tidernes morgen er programmeret til at reagere på, nu ellers kunne tænkes at gemme på af ubehageligheder.
Alt det mærker jeg nu, som regel, ikke som meget andet end lidt ekstra fart i skoene samt en udefinerbar agtpågivenhed, der i øvrigt bliver holdt i stram snor af de banaliteter, som den bevidste del af min hjerne tror at jeg i virkeligheden spekulerer over.
Lige p.t er jeg meget optaget af, hvor lang tid det mon vil tage mig, at genfinde/vinde evnen til at give et solidt håndtryk, når den tid kommer?
Eller genopdage evnen til at kunne kramme uden tilbageholdt åndedræt, akavet tøven og en dirrende afsprittet finger pånødknappen.
Og vil jeg mon, for tid og evighed, være indskrevet på afstands-tangoholdet for let øvede til øvede, når jeg bevæger mig rundt blandt mine medmennesker?
Afstandstango. En dans vi i øvrigt alle, på rekordtid, tilsyneladende har lært et mestre grundtrinene til, som havde vi været elever på en af de talrige stramt disciplinerede danseskoler,med knold i nakken, der tilsyneladende var lige så obligatoriske som de var hadede, blandt børnene af de 1950 og 1960’ere min mor og far voksede op i.
Nuvel.
Omstændighederne omkring covid 19 har i hvert fald vist sig tvingende nok til at rigtig mange mennesker på rigtig kort tid, har formået at ændre adfærd.
En kollektiv adfærdsændring der indtil videre holdes flyvende på en blanding af viden/sund fornuft, lovgivning samt en generel modvilje mod at fremstå som det ene pinlige og sølle eksempel på ham i bagerkøen, der har glemt sin ansigtsmaske, når nu resten af flokken har gjort sig den umage, at huske deres.
Komikeren Frank Hvam beskrev for nyligt, i radioprogrammet Brinkmans Briks, netop pinligheden og den efterfølgende potentielle eksklusion fra fællesskabet som et element det, ud fra et evolutionært synspunkt, har givet rigtig god mening at holde sig fri af,
”For titusind år siden så havde det at skulle sidde alene ude i junglen (fordi at man havde været pinlig), en hel nat, måske kostet en livet”(Frank Hvam, Brinkmans Briks, DR P1, 14 oktober, 2020)
Det slår mig at Anne og jeg jo faktisk har prøvet at ”sidde alene ude i junglen” i adskillige år og har overlevet.
Vi sad der Ikke fordi at vi var pinlige, i ordets bogstavelige forstand, men nok mere fordi at vi, på rigtig mange parametre, faldt uden for, hvad der den gang var normen.
Omstændighederne omkring vores børns autisme, angst og ufrivillige skolefravær tvang os nemlig til at føre en tilværelse med social isolation, fravalg, afstand og afsavn der, i store træk minder om den spyt og snotbårne undtagelsestilstand, som flere og flere af os nu rykker sammen om junglebålet for at italesætte, sammen med alt hvad lorteåret 2020 ellers har smidt efter os af ulykker.
Her har Anne og jeg vel i virkeligheden været en slags firstmovere. Vi blev mestre i afsavn og struktur før at det blev det nye sort.
Went into the jungle, didn’t die, got the t-shirt.
I mange år og, ironisk nok, til kort før nedlukningen kunne vi således ikke:
Tage på date (i hvert fald ikke med hinanden)
Gå i biografen, i teateret til koncert m.m sammen.
Gå en tur sammen
Gå ud og købe ind i Netto sammen.
Gå ud og købe ind i Netto alene, når jeg først var kommet hjem fra arbejde.
Tage til fester sammen (måske alene, når/hvis børnene sov)
Have besøg i hjemmet.
Besøge andre.
Have et job eller en karriere (for Annes vedkommende)
Rejse længere væk end til Sydsverige.
Eller
Løbe en tur en tidlig mørk og kold morgen i slutningen af december…… -eller, det kunne jeg måske nok.
Overordnet set, har store dele af nedlukningen derfor ikke være big news for os her hjemme.
Til gengæld forstår vi så omvendt, om nogen, godt hvorfor at mange virkelig føler sig ramte, rådvilde og ensomme.
Ligeledes forstår vi, om nogen, hvorfor at nogle synes at de nye påbud, strukturer og retningslinjer strammer gevaldigt om skuldrende og begrænser deres frihed.
Koncepterne social isolation, alskens begrænsninger -samt strategierne og strukturere til at stå det hele igennem var imidlertid allerede en del af standartsortimentet i vores nøjsomme hjerner, og ikke blot dette års spotvarer, da Coronaen ramte.
Derfor føltes de nye tilstande, om ikke trygge, så i hvert fald særdeles velkendte da de, i en sky af sprit og til lyden af afstandstangomusik, rullede ind over landet tidligere på året, sammen med det nye ”søskendepar i klassen”, med de charmerende navne Nul Kram og Nul Håndtryk.
Jeg tænker på iskiosken ved Damhusengen, halvvejs på min løberute.
Her kan man, om sommeren, fylde sine overlevelsesdepoter op med både cowboytoast og varm kakao med flødeskum. Dog helst ikke samtidig, mener jeg at have erfaret.
Sjovt nok er kombinationen cowboytoast og varm kakao med flødeskum alligevel et fejlkøb som jeg render panden og smagsløgene ind i, hver evig eneste sommer, uden tilsyneladende at blive meget klogere af den grund.
Lidt ligesom når man lover sig selv, aldrig at drikke sig fuld igen, på den umiddelbare bagkant af en omgang gedigne portvins tømmermænd.
Med det i mente, konkluderer jeg, i al stilhed at jeg, hvad afstand, kram og håndtryk angår, nok hurtigt skal finde tilbage til normalen.
Visse ting kan jo rent faktisk aflæres og anskuet i et længerevarende perspektiv ender Coronaen og hvad den har bragt med sig af leveregler (lige bortset fra grundig håndvask) forhåbenligt blot med at blive en krusning på overfladen af den sø, jeg spejler mit liv i.
Anderledes forholder det sig, desværre allerede, med de alle de ting der, i de sidste 10 års tid, potentielt har kunnet trigge vores børns autisme og angst.
Minder herom sidder rigtig godt fast adskillige steder og ikke blot i min hjerne.
Faktisk har de låst sig inde, dybt nede i min muskelhukommelse, hvorfra de nægter at flytte ud fra, som afhang mit liv af, at de boede der.
Da min søn var mindre kunne han for eksempel reagere voldsomt, når/hvis vi smed æsker, papkasser og andet emballage ud, fordi at han ikke kunne klare tanken om at det skulle brændes.
Lige meget hjalp det, at vi lavede små fine fortællinger om, hvordan at det hele jo kom tilbage som god og miljøvenlig varme i vores radiatorer i lejeligheden på Amager.
Netop den angstvariant forsvandt imidlertid, ligesom så mange andre med tiden, men blev dog hængende længe nok til at jeg, selv den dag i dag, lige tøver et øjeblik og mærker et lille nerveryk iøjenbrynet når jeg folder en papkasse sammen.
I den tungere ende af skalaen skal jeg nogle gange virkelig holde mig selv tilbage, for ikke at agere problemfixer og redningsmand, på forhånd, i forbindelse med et væld at situationer som mine to unge mennesker på 18 og snart 16 år, for længst har lært at mestre.
Når jeg på denne måde, måde sidder på mine egne hænder, for ikke at forhindre alle de små angstbetingede familiekatastrofer der heldigvis hører fortiden til alle andre steder end i min hjernebark og i mine sitrende muskler, kan min krop let fyldes med et snigende ubehag.
Et snigende ubehag meget lig det, man kan føle en tidlig, mørk december morgen, når man i al sin kropsnære brandfarlighed, måske skal lige til at kaste sig ud på et dårligt oplyst stisystem, nær Damhussøen, for at byde evolutionen trods.
Jeg kigger mig om efter en bunke blade som er stor nok til et kunne rumme en pensioneret redningsmand på 185 cm -samteventuelt også et enkelt halvsløvt pindsvin, blot for at opdage at jeg faktisk stadigvæk står foran min hoveddør, uden på noget tidspunkt at have forladt matriklen.
Jeg fryser.
Forandring fryder, men den gør også nas. Jeg tror at jeg springer løbeturen over i dag og går i hi.
Faktisk syntes jeg også at jeg hørte Søren Brostrøm anbefale på landsdækkende tv, at man går i hi, hvis man har mulighed for det.
Eller var det isolation han snakkede om?
Well. Same/same.
Meget apropos Søren Brostrøm.
En del af æren for, at det rent faktisk er gået så godt som det er, med vores to unge mennesker, skal tilskrives det faktum, at Anne og jeg tidligt satte ind med tydelig, genkendelig visuel struktur, der kunne agere trædesten gennem den hverdagsjungle børnene havde så uendeligt vanskeligt ved at navigere i.
Tydelig og genkendelig struktur i stil med den vi oplever, når Søren Brostrøm stirrer os dybt ind i sjælen med sit særlig Søren Brostrøm blik, lister de vigtigste coronaråd op og bakker det hele op med de piktogrammer som vi nu møder og er fortrolige med, over alt i det offentlige rum.
Det er sjovt….. -eller, så besynderligt, i hvert fald.
Afsavn, fravalg, tydelig, genkendelig struktur og mærkelige tilværelser uden for normen.
Engang forbeholdt os med sjove børn, men nu en fast integreret del af hverdagen version 2.0 for de fleste. I hvert fald indtil at effekten af vaccinerne begynder at slå igennem.
I mellemtiden er alle velkomne herude i Frank Hvams og vores jungle, hvor vi i øvrigt snart er så mange, at den efterhånden er det nye normale og dermed langt fra pinlig.
Her er struktur og faste regler for det meste, samt piktogrammer til at minde en om, hvad man alligevel måtte have glemt og man dør ikke af at være her.
Tværtimod, faktisk. Den er god til autisme, men perfekt til pandemier, så træd endelig nærmere. Og bare rolig, hvis du kommer for tæt på, så kan jeg en dans, men højst sandsynligt ligger jeg, velfortjent, i min bladbunke.
Eller som forsangeren i Guns’n Roses, Axel Rose halvt skreg halv vrængede det i hittet fra 1987:
”Welcome to the jungle”
……………….
Ps. Ingen af vores børn, i særdeleshed ikke Freja, var voldsomt begejstrede for den struktur vi pålagde dem, i de rigtige svære år. I hvert fald ikke officielt.
Men som Freja senere, nok så smukt udtrykte det, i forbindelse med et af de kurser vi sammen har afholdt på Københavns Professionshøjskole:
”Alle har brug for struktur og alting bliver bedre af det. Det er så ikke det samme som at alle er lige begejstrede for struktur. Lidt ligesom, at alle jo godt ved at de får det bedre, hvis de løber en tur, men de fleste hader at gøre det”
Kender det godt 😉 Jeg tror også bare at jeg beholder bare en lille smule at det der julefedt.
Det ville de fleste pindsvin nok også have gjort.
Desuden, så ved man jo aldrig.
Glædelig bagjul
Morten.
Til eventuelle nye læsere.
Hej. Jeg hedder Morten.
Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂
Heldigvis er jeg også godt gift.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.
I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.
Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet.
Jeg blev for nyligt interviewet af journalist Maise Njor om netop de emner, i forbindelse med det øgede fokus, som der heldigvis p.t er på forekomsten af langvarigt ufrivilligt skolefravær blandt børn- og unge med angst, autisme, opmærksomhedsforstyrrelser m.m.
Interviewet fandt sted cirka en måned efter, at min søn, som i øvrigt også har autisme, havde været ude for et grimt uheld, hvor han var faldet så uheldigt, at hans arm var gået igennem en rude, med det resultat at en nerve, en muskel, et par sener og et par vener var blevet skåret over.
Hele forløbet omkring ulykken, fra førstehjælpen, turen i ambulancen, undersøgelsen på traumecenteret, indlæggelsen på børn- og unge afsnittet, til den 130 minutter lange operation på håndkirurgisk afdeling og til slut den genoptræning der stadigvæk foregår, satte en masse tanker i gang hos mig.
Såvel i min rolle som professionel, som i min rolle som pårørende oplever jeg, fra til anden, at det kan være vanskeligt for de forskellige aktører omkring et barn- eller et ungt menneske med psykiske udfordringer, helt at forstå hvor lang tid det reelt kan tage, at rejse sig igen, eksempelvis efter længere tids ufrivilligt skolefravær.
Ligeledes oplever jeg også, hvorledes at såvel professionelle, pårørende -samt faktisk også barnet eller den unge selv, kan føle sig fristede eller pressede til unødigt at fremskynde et igangværende behandlingsforløb, med fare for at sætte det hele over styr.
I tilfældet med min søns arm, hvor der til at begynde med, var et meget konkret og blodigt fysisk traume, som enhver kunne se og forholde sig til, har det på intet tidspunkt været til diskussion at fravige så meget som en millimeter, fra den behandlingsplan der blev lagt.
Ydermere har alle de fagpersoner, der har været involveret, fra første sekund været fantastisk dygtige til at forklare både Toke og os forældre præcis hvad der var sket med hans arm, samt forklare hvordan at de ville behandle skaden.
Efterfølgende har de gang på gang understreget, at genoptræningen af armen ville komme til at strække sig over lang tid og at det, i den forbindelse var virkelig vigtigt, at Toke og vi andre respekterede, at den overskårne håndnerve skulle have tid til at gro rigtigt sammen igen.
Vi måtte derfor, under ingen omstændigheder føle os fristet til at gå for hurtigt frem.
Heller ikke når arene var vokset sammen, forbindingen fjernet og alt i øvrigt, i hvert fald for den udeforstående, tilsyneladende virkede normalt.
Man kan jo ligesom ikke bare råbe af en nerve og bede den skynde sig lidt mere med at vokse sammen, vel?
Jeg tænker umiddelbart, at det kunne være rart, hvis den måde at tænke i traumebehandling, restitution og genoptræning, som vi har oplevet på Rigshospitalet i forbindelse med Tokes meget synlige fysiske skade, kunne finde vej ud i alle afkroge af det system, der har med de ofte usynlige psykiske skader og funktionsnedsættelser at gøre.
Langsommelighed og tålmodighed. Jeg tror godt at det kunne gå hen og blive det nye sort. Hvis vi ellers kan finde tiden til det.
Bare en tanke.
Det nævnte interview vil i øvrigt bliver gjort tilgængeligt på et endnu ikke fastlagt tidspunkt. Stay Tuned
Opdateret i maj 2021
Her er linket til det nævnte interview. Interviewet indgår i en podcastserie om skolefravær, som Børns vilkår udgav i 2020. Jeg medvirker i episode 4, men hele serien kan varmt anbefales.
Min datter Freja og jeg er begge to ret vilde med filmen Arrival. Vi var inde og se den i Imperial, ved Vesterport i København selvsamme dag, hvor Freja drak sin første kop kaffe, ever! En ret vild kombi.
Dels fordi at Freja ved en fejltagelse fik mit tripple shot kaffekrus stukket i hånden, med det resultat af låget til ”Pandoras bundløse kaffedåse” på det nærmeste blev flået af, hvorefter at Freja med et overrasket smil forsvandt i en malmstrøm af brune bønner, fra hvilken hun aldrig er vendt tilbage, men også på grund af selve filmoplevelsen.
En oplevelse der måske nok havde en, om muligt stærkere effekt på Freja end den ellers ville have haft, nu hvor den fik mulighed for at tæske løs på hendes koffein boostede og derfor pivåbne sanse –og følelsesapparat.
Den følgende uge måtte vi derfor retur til kæmpebiografen 2 gange for at se filmen igen –og igen, uden kaffe, bare for at være sikre på at vi stadigvæk elskede den.
Det gjorde vi.
Meget!
Jeg ved ikke med Freja, men et af mine yndlingsøjeblikket er det hvor filmens to hovedpersoner, sprogforskeren Dr. Louise Banks (usminket, introvert og smukt funderende portrætteret af skuespilleren Amy Adams) og hendes mere udadvendte, men stadigvæk nørdede kollega, fysikeren Ian Donnelly (altid gode Jeremy Renner) mødes på ladet af en pickup truck, i det begyndende tusmørke, for foden af de bløde bakker, på en mark i delstaten Montana.
Her sjæler de sig sammen til et øjebliks tiltrængt pause fra den enorme opgave, som en flok uventede gæster har hevet dem ud af deres trygge kontorer og auditorier for at løse.
Ian:”Du forholder dig til sprog, som en matematiker. Er du godt klar over det?”
Louise:”Det vælger jeg at tage som en kompliment”
Ian:”Det er det også”.
Ian:”Du styre os alle sammen uden alle de her kommunikationsfælder, som jeg ikke engang anede eksisterede…. Det er nok derfor at jeg er single”
Louise:”Tro mig. Selvom man forstår sig på kommunikation, kan man sagtens ende med at være single”
Filmen Arrival – som du nok kan regne ud, at jeg absolut mener, at du bør se, indeholder virkelig mange paralleller til mit liv – både privat og professionelt.
Jeg mødte Frejas mor for 22 år siden til en fest i en teatersal på Ærø. Min far var netop død efter et kort liv med alkoholmisbrug efterfulgt af et langt, brutalt og ikke særligt filmisk kønt sygdomsforløb.
Jeg havde derfor efterfølgende afbrudt mine universitetsstudier, købt mig et par sorte læderbukser, farvet mit endnu røde hår omtrent ligeså sort og var draget til det sydfynske øhav for at reboote mit liv, trække vejret og for at spille teater.
5 dage inde i det halvt år lange forløb, til den første fest mødte jeg så Anne.
Bum!
Det fascinerende var, at selvom jeg uden problemer og med stor overbevisningskraft, kunne både stå og gå på en scene, ligne en der virkelig følte ting –samt vide præcis hvad jeg skulle gøre, hvem jeg skulle snakke med -samt hvordan at jeg skulle gøre det og selvom min kandidatgrad i kommunikation få år senere dumpede ind ad brevsprækken i en anonym A4 kuvert, som et håndgribeligt bevis på at jeg, i hvert fald i teorien forstod mig på alt det der med afsender vs. modtager, ja så anede jeg på daværende tidspunkt, til den første fest på Ærø, endnu ikke hvordan at man flirtede.
Som i overhovedet ikke!
Derfor så jeg mig nødsaget til at hive så hårdt jeg kunne i det største og mest tilgængelige håndtag i den indflytningsklare, men endnu sparsomt møblerede sociale del af min hjerne. Det håndtag, der gør at man begynder at skære absurde grimasser af den smukke unge kvinde med det korte ravnsorte strithår og den lange kjole, i den anden ende af rummet.
Under normale omstændigheder en gennemført dumdristig og ud fra et kommunikativt perspektiv, mildest talt katastrofal strategi.
Men såvel kvinden som omstændighederne var nu langt fra gennemsnitlige, så strategien virkede. Pænt heldigt. Ellers havde jeg nok stadigvæk været single.
……………..
Ikke langt fra de to trætte og på hver deres måde ensomme forskere, Louise og Ian, deres pickuptruck og deres halvtomme kaffekrus, kaster et 400 meter højt ligeledes ensomt og åbenlyst fejlplaceret objekt dagens sidste skygger, i deres retning.
Som en kulsort halv mandel stillet på højkant, svæver det lydløst over markblomsterne og det vilde græs.
Det er dette objekt der uforvarende er blevet de tos arbejdsplads, på ubestemt tid.
Med autistisk præcise intervaller døgnet rundt, åbnes en lem i bunden af ”mandlen” og Ian og Louise inviteres inden for af de to beboere i en gensidig audiens, der står på indtil at iltniveauet er så lavt, at forskerne og deres modvillige følge af nervøst dirrende soldater forsigtigt gelejdes ud under Montanas åbne himmel, mens at de to beboere arbejder på at genoprette en atmosfære som deres gæster kan trække vejret i.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange at Anne og jeg har befundet os i et rum der, både helt konkret og i overført betydning var iltfattigt, mens at at vi har vejet vores lånte minutter og vores ord på en guldvægt for at få det meste ud af den tid, hvor vores to ufrivilligt skolefraværende børn med autisme, adhd og PDA, Freja og Toke var tilgængelige, før at atmosfæren fortykkedes og besværliggjorde al yderligere kommunikation.
Derfor var det heller ikke vanskeligt for mig at identificere mig med forskerheltene Louise og Ian og den næsten fodslæbende metodiske grundighed, ydmyghed og tålmodighed, hvormed de satte næserne i det spor, som de to rumvæsner (for det var det jo) på den anden side af en enorm glasvæg, i maven på den 400 meter høje kulsorte, svævende halve mandel af et rumskib, med samme tålmodighed trak foran dem.
Et spor hvor ordene”Lær vores sprog, mennesker!”stod skrevet med flygtige, endnu uoversættelige symboler.
Ians og i særdeleshed Louises voksende erkendelse af -og viden om deres udenjordiske og åbenlyst fredsommelige gæster, som får navnene Abbot og Castello, skaber efterhånden et højt hævet fundament af samhørighed og gensidig respekt og forståelse, som kun de fire befinder sig sammen på.
Rumvæsnerne har øjensynligt tid nok og de to forskere forstår netop det, ligesom at de forstår så meget andet, som kun folk der arbejder med evigheden som bagkant kan forstå.
Blot en ”cirkel” længere ude i ”kredsløbet” befinder sig imidlertid hele det enorme udtræk af amerikansk militærpersonale som sådan en landing, i sagens natur kræver og de forstår, som udgangspunkt meget, meget lidt.
Selvom de reelt kun befinder sig få meter bag Louise og Ian, betragter de forskernes langsommelige fremfærd, med dens tilsyneladende fravær af den handlekraft, det initiativ og de konkrete resultater, der er den hårdeste valuta i soldaternes egen verden, med omtrent samme undren og sitrende utålmodighed og spirende frygt, som den de betragter de to rumvæsener med.
I tredje cirkel sidder desuden præsidenten, med hele sin stab og med alle sine affyringskoder. Han vil sådan set også bare gerne vide, hvad fanden der egentlig foregår.
Den civile befolkning bag afspærringerne i det yderste kredsløb, fatter slet ingenting.Panikken breder sig og medierne er bestemt ikke nogen stor hjælp, i den sammenhæng.
Midt i hele dette tiltagende kaos sidder to på hver deres måde ensomme mennesker på ladet af en pick-up truck, mens at de med deres halvtomme kaffekrus i hænderne stjæler til et øjebliks fred og ro fra den enorme opgave der, ganske uforvarende er blevet deres.
Det kunne lige så godt være Anne og mig.
Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange at vi, ligesom Louise og Ian, har skullet mobilisere al vores pædagogiske sans –samt et overskud vi slet ikke havde, for at oversætte den ualmindelig hårde og komplekse virkelighed, der uforvarende var blevet vores børns og vores til udenforstående.
Udenforstående der egentlig bare helst ville have noget med hjem, som de kunne genkende som værende konkrete fremskridt.
Faktisk også helst noget der havde en udløbsdato på to til tre måneder (“nu må de børn da have fået det bedre”) og som tilsvarende kunne rummes og forklares i to til tre sætninger og, når hele molevitten skulle videreformidles opad i beslutnings –og bevillingspyramiden.
Som professionel inden for den højt specialiserede (og tilsvarende bekostelige) del af dagbehandlingsområdet for børn –og unge, befinder jeg mig ofte i tilsvarende situationer og dilemmaer.
Dog uden det flimrende, delvist transparente gardin af sammenvævede følelser der, fra tid til anden kan glide ind foran ens synsfelt, når man er nogens far eller mor.
Som undervisere og behandlere af børn –og unge med autisme, belastningsreaktioner –samt i flere tilfælde, mange års ufrivillig skolefravær, arbejder vi, om ikke med evigheden som bagkant, så dog trods alt med nogle undervisnings –og behandlingsplaner, hvis næsten fodslæbende metodiske grundighed, ydmyghed, tålmodighed og for den udeforstående tilsyneladende mangel på progression, vi ofte skal oversætte når de skal formidles opad i beslutnings –og bevillingspyramiden.
Men sådan er vilkårene.
Og jeg kan kun glæde mig, når nuancerne i en erkendelse som jeg længe har delt med ganske få, omsider finder vej ud på den anden side af afspærringerne, hvor den bliver hørt, forstået og, med tiden almengjort.
Og så glæder jeg mig øvrigt også over at jeg, privat (trods alt) endte med at blive godt gift, med hende den smukke, kloge med den ravnsorte strithår og den lange kjole –samt at jeg, professionelt, fik verdens bedste kollegaer at gå på opdagelse i de iltfattige rum med.
……………………….
I mellemtiden, på en mark i Montana, har tusmørket såvel som stilheden sænket sig over de to på ladet. Pludselig udbryder den ene:
Louise:”Jeg har det som om, at alt det der sker derinde står og falder med os to”
Ian:”Ja, men det er da kun godt, at det er dig og mig”
Tak fordi at DU læste med
/Morten
Nyttige links
Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk
Til eventuelle nye læsere.
Hej.
Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂
Heldigvis er jeg også godt gift.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.
I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉
AutismePlusFar 