Jeg var en af den slags elever, som havde læst eller hørt et sted, at man åbenbart koncentrerer sig bedre om undervisningen, hvis man står op.
Jeg havde herre svært ved at koncentrere mig, men til gengæld huskede jeg alt, behøvede sjældent repetition og lavede kun nødtvungent lektier.
Jeg spurgte min lærer om jeg måtte stå op i timen.
Det måtte jeg godt.
Jeg tror at jeg holdt til det én dag. Så blev jeg træt i benene.
Jeg var også typen der ikke kunne forstå, hvorfor at filosofi ikke for længst var kommet på skoleskemaet.
Jeg interesserede mig desuden for meteorologi, hørte fusionsjazz, spillede teater, stillede spørgsmålstegn ved det meste, var gammelklog og i øvrigt i opposition til alle former for regler, som jeg ikke umiddelbart kunne se logikken i.
Til gengæld snakkede jeg som et vandfald.
Jeg var vel 12- 13 år på det tidspunkt og pænt mærkelig.
Af en eller anden årsag blev jeg aldrig drillet eller mobbet i skolen. Eller også lagde jeg bare ikke mærke til.
Havde jeg ikke fundet mit fristed, i det kunstneriske ungdomsmiljø, hvor jeg tilbragte hovedparten af mine vågne skolefrie timer, som teenager og ung voksen, havde jeg nok alligevel følt at jeg stod lidt vel alene, blandt andre jævnaldrende, i al min filosofiske, kreative, speedsnakkende og jazzede nørdethed.
Men i stedet for at ende med at stå alene, endte jeg med at føle mig enestående.
Den følelse har heldigvis hængt ved og som voksenudredt far på særlige vilkår til to sjove og enestående børn, har jeg, sammen med deres mor, fra starten spundet dem ind i en kærlig fortælling om vores særlige familie.
Ikke en “os mod dem” – fortælling.
Men en “I står ikke alene ” – fortælling.
Samtidig har jeg efterhånden samlet mig min helt egen voksen-flok.
Enkelte er fulgt med fra min fortid. Andre er kommet til.
Det er næsten som at have bygget sig en familie.
En samling blandede bolcher af mennesker som jeg tør stå alene med og føle mig enestående sammen med.
De ved selv hvem de er.
Bogstaveligt talt.
AutismePlusFar 
Skriv et svar