(Udgivet første gang i 2020)
Langsommelighed og tålmodighed.
Jeg blev for nyligt interviewet af journalist Maise Njor om netop de emner, i forbindelse med det øgede fokus, som der heldigvis p.t er på forekomsten af langvarigt ufrivilligt skolefravær blandt børn- og unge med angst, autisme, opmærksomhedsforstyrrelser m.m.
Interviewet fandt sted cirka en måned efter, at min søn, som i øvrigt også har autisme, havde været ude for et grimt uheld, hvor han var faldet så uheldigt, at hans arm var gået igennem en rude, med det resultat at en nerve, en muskel, et par sener og et par vener var blevet skåret over.
Hele forløbet omkring ulykken, fra førstehjælpen, turen i ambulancen, undersøgelsen på traumecenteret, indlæggelsen på børn- og unge afsnittet, til den 130 minutter lange operation på håndkirurgisk afdeling og til slut den genoptræning der stadigvæk foregår, satte en masse tanker i gang hos mig.
Såvel i min rolle som professionel, som i min rolle som pårørende oplever jeg, fra til anden, at det kan være vanskeligt for de forskellige aktører omkring et barn- eller et ungt menneske med psykiske udfordringer, helt at forstå hvor lang tid det reelt kan tage, at rejse sig igen, eksempelvis efter længere tids ufrivilligt skolefravær.
Ligeledes oplever jeg også, hvorledes at såvel professionelle, pårørende -samt faktisk også barnet eller den unge selv, kan føle sig fristede eller pressede til unødigt at fremskynde et igangværende behandlingsforløb, med fare for at sætte det hele over styr.
I tilfældet med min søns arm, hvor der til at begynde med, var et meget konkret og blodigt fysisk traume, som enhver kunne se og forholde sig til, har det på intet tidspunkt været til diskussion at fravige så meget som en millimeter, fra den behandlingsplan der blev lagt.
Ydermere har alle de fagpersoner, der har været involveret, fra første sekund været fantastisk dygtige til at forklare både Toke og os forældre præcis hvad der var sket med hans arm, samt forklare hvordan at de ville behandle skaden.
Efterfølgende har de gang på gang understreget, at genoptræningen af armen ville komme til at strække sig over lang tid og at det, i den forbindelse var virkelig vigtigt, at Toke og vi andre respekterede, at den overskårne håndnerve skulle have tid til at gro rigtigt sammen igen.
Vi måtte derfor, under ingen omstændigheder føle os fristet til at gå for hurtigt frem.
Heller ikke når arene var vokset sammen, forbindingen fjernet og alt i øvrigt, i hvert fald for den udeforstående, tilsyneladende virkede normalt.
Man kan jo ligesom ikke bare råbe af en nerve og bede den skynde sig lidt mere med at vokse sammen, vel?
Jeg tænker umiddelbart, at det kunne være rart, hvis den måde at tænke i traumebehandling, restitution og genoptræning, som vi har oplevet på Rigshospitalet i forbindelse med Tokes meget synlige fysiske skade, kunne finde vej ud i alle afkroge af det system, der har med de ofte usynlige psykiske skader og funktionsnedsættelser at gøre.
Langsommelighed og tålmodighed. Jeg tror godt at det kunne gå hen og blive det nye sort. Hvis vi ellers kan finde tiden til det.
Bare en tanke.
Det nævnte interview vil i øvrigt bliver gjort tilgængeligt på et endnu ikke fastlagt tidspunkt. Stay Tuned
Opdateret i maj 2021
Her er linket til det nævnte interview. Interviewet indgår i en podcastserie om skolefravær, som Børns vilkår udgav i 2020. Jeg medvirker i episode 4, men hele serien kan varmt anbefales.
AutismePlusFar 
Skriv et svar