Vildt alene, i meningsfyldtheds-marken. (Om autisme, duften af brænderøg, den hjemvendte søn (m/k) om at søge en lærlingeplads som binge watcher af serier, der ikke kræver den store hjernekapacitet)

Jeg skrev på Facebook, at jeg søgte en læreplads som binge watcher af serier, der ikke krævede den store hjerneaktivitet.

Jeg mente det faktisk alvorligt.

I ved, den slags serier, man med sindsro kan stemple ind og ud af, i sikker forvisning om, til hver en tid, at blive modtaget med åbne arme, som den hjemvendte søn, måske ligefrem af seriens egen hjemvendte søn (m/k)

Da jeg holdt onlineforedrag for Landsforeningen Autisme 1 april, talte jeg en del om vigtigheden af, at hverdagen og alle de små komponenter den er opbygget af, fremstår meningsfyldt.

Valg, fravalg, muligheder og pligter.

Det er nemlig ofte i det sitrende tomrum fraværet af mening skaber, at udfordringerne, konflikterne og misforståelserne opstår.

Har jeg efterhånden erfaret.

I al almindelighed, for langt de fleste og i særdeleshed for personer med autisme.

I den henseende er vi mange, der er født mindst 70 år for sent.

For mening, mål og retning er ikke længe en slidstærk stangvare, tilgængelig i store, ensartede partier og matchende halvtriste kulører, som da min farfar, årgang 1919, kom i lærer, ikke som binge watcher af serier, der ikke kræver den store hjerneaktivitet, men som smed, fordi at sådan var det bare.

En tilværelse med mening, mål og retning vævet ind, er i udpræget grad et kostume man selv vælger stoffet til og lader skræddersy, nu om dage.

Også selvom ens “eksistentielle livvidde” langtfra er så omstillingsparat som den til hver en tid gældende moderne virkelighed kræver det.

Så man trækker maven ind og spejder, i et tilsyneladende fravær af himmel, helvede, kampen for det daglige brød, social immobilitet, farlige dyr, mørke skove og andre pejlepunkter, efter en serie med et enkelt manuskript, der ikke kræver den store hjerneaktivitet og kan indramme verden bare en lille smule.

Eller i hvert fald få den til at give mening. Om ikke andet så i hvertfald i 45 minutter ad gangen, hvor man kan puste ud og lade alting hænge.

I min tid på universitetet var vi en hel generation af forskerspirerne, der alle sammen trak maverne ind, til vi var gasblå i hovederne, mens at vi i øvrigt prøvede at skabe mening i vores liv ved at diskutere det moderne, frisatte, men også ofte rodløse og snotforvirrede individ, samtidig med at vi gruede for, på hvilket jobmarked man dog nogensinde ville få brug for kvalifikationer som vores.

En del snotforvirrede år og to sjove børn senere, da jeg, fuldstændig ude af trit med alle karriereplaner jeg nogensinde havde lagt, var landet inden for autismeområdet, havde jeg den glæde at arbejde med en ung mand med et sæt interessante hverdagsstrategier hængende i garderoben.

Den unge mand skabte nemlig struktur, orden og mening i hverdagen ved at anskue den, som var den en serie befolket af et broget, med let genkendeligt persongalleri, hvor alle (undertegnede inklusive) spillede hver deres faste rolle.

Og det virkede faktisk.

Forstod og anerkendte man, ikke blot gyldigheden af hans strategier, men også hans “serie” og hans fortællings præmisser, spillede man sin rolle og undlod man i øvrigt at snuble over rekvisitterne 😉 ja, så kunne man, som professionel, nå overraskende langt med den unge mand, pædagogisk, læringsmæssigt og behandlingsmæssigt.

Når jeg har været ude og holde foredrag og/eller supervisere dygtige og erfarne fagfolk inden for dagbehandlingsområdet og den øvrige børn-og unge psykiatri, er jeg fra tid til anden blevet præsenteret for sager, hvor stort set alle tænkelige indsatser har været afprøvet.

Kompetente, velmenende mennesker med hjertet på det rette sted, har strakt sig til det yderste og gået den ekstra meter uden at sætte en fod forkert, blot for at kunne konstatere at ingen eller ganske få af deres anstrengelser har ført den ønskede forandring eller reflektion med sig, hos det barn- eller unge menneske som har været centrum for indsatsen.

Har man først kigget lige under overfladen, hvilket jo ofte er den udefrakommendes privilegium, har det af og til vist sig, at indsatsen, hvor velskrevet, figursyet og straight by the book, den end har måtte være, simpelthen ikke har fremstået meningsfuld for barnet- eller den unge og derfor har både strammet om “livet”, har kradset og i det hele taget bare, har føltes alt for varm og alt for tung at bære.

Heldigvis har der, som regel, sjældent skullet mere mere end en fælles opklaring og efterfølgende justering af mål, mening og retning til, for at også hovedpersonen selv har kunnet føle sig godt tilrette i rollen.

En rolle som vedkommende rent faktisk har kunnet trække vejret og ånde i og samtidig (eller måske ligefrem derfor) har kunnet lade indtræde som en del af en pædagogisk, lærings- eller behandlingsmæssig fortælling, der pludselig har fremstået overskuelig og ligefrem meningsfuld.

Nuvel. Det var den læreplads vi kom fra.

I fraværet af en fiktionsserie vi alle, i familien kunne enes om, og som opfyldte de nødvendige kriterier, faldt valget i første omgang på “Alene i Vildmarken, sæson 4 på DR TV.

Et godt valg.

Da jeg først nogenlunde mestrede kunsten overhovedet at blive siddende i sofaen (alene det tog undertegnede lærling en halv uges tid) velsignede serien mig nemlig med en hårdt tiltrængt, meditativ, nærmest zen agtig ro i krop og sind.

Den ro det gav at følge Alfreds, Kims, Jespers, Emmas og de øvrige deltageres daglige, enkle, men rasende nødvendige, og derfor også meningsfyldte rutiner med at skaffe fisk, bær, læ, holde sokkerne tørre og hjertet fri af savnet efter deres kære, mens at kulden og den svindende kropsvægt langsomt fjernede sandet under deres ømme fødder i det timeglas, der nøje afmålte den tid, de havde tilbage af deres selvvalgte eksil i den norske vildmark.

Og så vækkede serien minder.

Minder om ungdoms topture på fjeldski i et vinterklædt landskab, i tavs indforståethed med min gode ven Jakob og på en meningsfyldt bund af knirkende sne, mørk chokolade og varm solbærsaft.

Og senest, minder om nætter i polarsoveposer og letvægtstelt med min søn, Toke.

Minder om mislykkede, men helt perfekte pandekager på trangiasæt til morgenmad, “møffen” op og ned af skrænterne langs Furesø til frokost og en duft af brænderøg til middag der, sammen med små stykker smeltet skumfidus, efterfølgende ville klæbe til ens tøj og efter hjemkomsten tjene som vidnesbyrd om en ny far/søn fortolkning af en ældgammel fortælling.

Den helt enkle fortælling der løber fra mørke til lys, fra solopgang til solnedgang og handler om os mennesker og vores daglige, rutineprægede, men strengt nødvendige samspil med natur vi efterhånden har kultiveret og lagt afstand til.

Vi skal vist snart have gravet letvægtsteltet fri af kælderrums tsunamien og så se få skrevet os ind i den fortælling, i et par dage, min søn og jeg.

Det giver mening, for os.

Men det betyder altså ikke, at jeg sådan uden videre opgiver min nyfundne lærlingetilværelse på sofaen foran seriealteret.

Nogle gange er det nemlig ok, at være den hjemvendte søn (m/k), uden rent faktisk først at være vendt hjem fra noget som helst.

Der må også gerne være bland selv slik.

Og chips og bløde bukser fra den assorterede rodebunke i bunden af skabet.

Gode serieforslag modtages med kyshånd.

/Morten

Tak fordi at du læste med.

☺️

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele

Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent. 

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops

Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra. 

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. 

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs

Langsommelighed og tålmodighed er det nye sort. (man kan jo ligesom ikke bare råbe af en nerve og bede den skynde sig lidt mere med at vokse sammen, vel? )

Langsommelighed og tålmodighed.

Jeg blev for nyligt interviewet af journalist Maise Njor om netop de emner, i forbindelse med det øgede fokus, som der heldigvis p.t er på forekomsten af langvarigt ufrivilligt skolefravær blandt børn- og unge med angst, autisme, opmærksomhedsforstyrrelser m.m.

Interviewet fandt sted cirka en måned efter, at min søn, som i øvrigt også har autisme, havde været ude for et grimt uheld, hvor han var faldet så uheldigt, at hans arm var gået igennem en rude, med det resultat at en nerve, en muskel, et par sener og et par vener var blevet skåret over. 

Hele forløbet omkring ulykken, fra førstehjælpen, turen i ambulancen, undersøgelsen på  traumecenteret, indlæggelsen på børn- og unge afsnittet, til operationen og til slut den genoptræning der stadigvæk foregår, satte en masse tanker i gang hos mig. 

Såvel i min rolle som professionel, som i min rolle som pårørende oplever jeg, fra til anden, at det kan være vanskeligt for de forskellige aktører omkring et barn- eller et ungt menneske med psykiske udfordringer, helt at forstå hvor lang tid det reelt kan tage, at rejse sig igen, eksempelvis efter længere tids ufrivilligt skolefravær.    

Ligeledes oplever jeg også, hvorledes at såvel professionelle, pårørende -samt faktisk også barnet eller den unge selv, kan føle sig fristede eller pressede til unødigt at fremskynde et igangværende behandlingsforløb, med fare for at sætte det hele over styr. 

I tilfældet med min søns arm, hvor der til at begynde med, var et meget konkret og blodigt fysisk traume, som enhver kunne se og forholde sig til, har det på intet tidspunkt været til diskussion at fravige så meget som en millimeter, fra den behandlingsplan der blev lagt.

Ydermere har alle de fagpersoner, der har været involveret, fra første sekund været fantastisk dygtige til at forklare både Toke og os forældre præcis hvad der var sket med hans arm, samt forklare hvordan at de ville behandle skaden.  

Efterfølgende har de gang på gang understreget, at genoptræningen af armen ville komme til at strække sig over lang tid og at det, i den forbindelse var virkelig vigtigt, at Toke og vi andre respekterede, at den overskårne håndnerve skulle have tid til at gro rigtigt sammen igen. 

Vi måtte derfor, under ingen omstændigheder føle os fristet til at gå for hurtigt frem.

Heller ikke når arene var vokset sammen, forbindingen fjernet og alt i øvrigt, i hvert fald for den udeforstående, tilsyneladende virkede normalt.

Man kan jo ligesom ikke bare råbe af en nerve og bede den skynde sig lidt mere med at vokse sammen, vel?

Jeg tænker umiddelbart, at det kunne være rart, hvis den måde at tænke i traumebehandling,   restitution og genoptræning, som vi har oplevet på Rigshospitalet i forbindelse med Tokes meget synlige fysiske skade, kunne finde vej ud i alle afkroge af det system, der har med de ofte usynlige psykiske skader og funktionsnedsættelser at gøre. 

Langsommelighed og tålmodighed. Jeg tror godt at det kunne gå hen og blive det nye sort. Hvis vi ellers kan finde tiden til det.         

Bare en tanke. 

Det nævnte interview vil i øvrigt bliver gjort tilgængeligt på et endnu ikke fastlagt tidspunkt. Stay Tuned

Opdateret i maj 2021

Her er linket til det nævnte interview. Interviewet indgår i en podcastserie om skolefravær, som Børns vilkår udgav i 2020. Jeg medvirker i episode 4, men hele serien kan varmt anbefales.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?fbclid=IwAR3OKRHf9H7y-LGEEbPheqfxWEadZG_LIDHFmvo-YLQc2xX7SMe70724iaI

Udsigten fra Babelstårnets foreløbige top (om ikke at kunne lære før at man har det godt og om små cigarkasser, fyldt med minder, fra før at verden gik af lave)

Jeg elsker når sociale medier lader gamle minder åbenbare sig i mit nyhedsfeed.

Det er lidt ligesom, når man egentlig bare er gået i kælderen efter is fra fryseren, på en varm sommerdag og lige pludselig finder sig selv stående med fugtige øjenkroge i den flygtige sky af støv, cigarkassetræ, farmors tobak og en diskret snert af fremkaldervæske og sorgløse dage en gang i maj for længe siden.

En sky som det låg, der indtil for et øjeblik siden bevogtede stakken af falmede fotos, med et lader indgå i den kælderkolde atmosfære, som en transparent, vægtløs tidskapsel, indfanget ikke så mange år før at verden gik af lave.

Fotoet her fiskede sig selv op af min elektroniske Facebook-blå cigarkasse, for ganske nyligt.

Det viser min søn Toke og mig selv siddende højt til vejrs på en birkestamme, der vokser parallelt med breden af Buresø bord for København.

Kigger man nærmere efter, kan man ane at jeg netop har ladet en langtrukken vokal undslippe mine kurvede læber.

I mellem os ligger en danskbog. Vi øver bogstavlyde.

Det er lidt over fem år siden at fotoet blev taget.

Fotoet af far og søn der, balancerende på en birkestamme og med kurvede læber, bruger de få stjålne minutter som sønnen har tilladt ham at få, til at bygger fundamentet til et helt Babelstårn af læring.

Et tårn, hvis byggeri Toke, ligesom i bibelhistorien, efterfølgende satte i stå.

I hans tilfælde, blandt andet fordi, at han var bange for at alt ny viden (som han i virkeligheden stræbte efter, mere end noget andet) ville få hans i forvejen skrøbelige, men dog overskuelige verden til at kollapse.

Faktisk lidt ligesom i forfatteren Peter Bischels novelle om manden der ikke ville vide mere.

Her lukker manden, der ikke vil vide mere sig inde i et mørkt rum og barrikaderer alle døre.

I sin selvvalgte isolation og med sin undrende hustru på den anden side af døren, kommer han i midlertid til den konklusion, at han jo først må sørge for at vide alt, hvad der er at vide, for herefter at glemme det igen.

For at gøre en lang historie kort, så ender manden med at droppe sit projekt, men inden at han når der til, lykkedes det ham at lære sig selv kinesisk.

I lighed med manden der ikke ville vide mere, fik drengen i træet også en periode af sit liv, hvor han havde det så dårligt og verden pressede så meget på, at han nødigt forlod sit værelset.

Første del af beretningen om den indefra lukkede dør, der iøvrigt tager sin begyndelse ikke længe efter at fotoet blev taget, kan I læse andetsteds her på bloggen.

……………………

Jeg skulle, i en Corona fri verden, i netop disse dage have afholdt to workshops på SIKON konferencen i Odense.

På den ene af de to workshops ville jeg have delt nogle de erfaringer mine kollegaer på Søstjerneskolen, og jeg selv har gjort os, ifht. at få indhentet 2, 3, 5, 7 års tabt undervisning på ganske kort tid, hos unge mennesker der har været uden skoletilbud længe som følge af angst, PTSD og andre belastningsreaktioner.

Erfaringer som jeg ikke blot har gjort mig i professionel sammenhæng, men også med mine egne to børn.

Drengen i træet er den ene af dem.

For det lykkedes jo faktisk- ikke blot med hans søster, men også med ham. (spoiler).

De lykkelige slutninger skriver sig selv og miraklerne bygger nyt til, hver evigt eneste dag, for tiden.

Det er ret fedt, at være nået dertil og faktisk næsten ikke til at tro på.

Efter sensommerdagen i træet i 2015 fulgte nemlig nogle næsten lige så ufatteligt svære år hjemme.

Og det, vel at mærke på bagkant af at Toke, allerede mens at han gik i sit hidtidige specialskoletilbud, havde været så plaget af angst og andre følgetilstande, at han stort set ikke havde modtaget sammenhængende undervisning.

Det var blandt andet derfor at vi var kravlet op på den vandrette birkestamme og selvom vi kravlede ned med munden fuld af vokaler, så kravlede angsten efter os og fulgte med tilbage til Vanløse, hvor den allerede havde fast folkeregisteradresse.

Den lede satan!

Først for næsten 3 år siden fik Toke sit behandlingsskoletilbud.

Når jeg er ude og holde foredrag og supervisere nævner jeg gerne at det, som en tommelfingerregel, selv under optimale forhold, kan tage lige så lang tid for et barn- eller ungt menneske at nå dertil, hvor han/hun er både afstresset, velbehandlet OG helt undervisningsparat, som den tid barnet/den unge har tilbragt i en plaget og ofte ufrivillig skolefri tilstand før den optimale behandlings opstart.

På Tokes nye behandlingsskole, Søstjerneskolen, startede man med at vægte relation, stressreducering og behandling tårnhøjt, alt i mens at man håbede på at lysten til -og modet på at lære langsomt ville komme op til overfladen, fra hvor de end måtte have gemt sig.

Man måtte ganske enkelt skynde sig langsomt og det egentlige læringsgennembrud meldte først for alvor sin ankomst for lige under et års tid siden.

Herefter er det gået ret stærkt.

Hele herligheden hviler imidlertid på en tålmodig treeninghed af netop stressreducering, relationsdannelse og udfordringer i skolen, samt en endnu mere langsommelig og benhård arbejdsindsats i hjemmet.

Her har især Anne, særligt i begyndelsen, sørget for en behandling og en logistik, der muliggjorde at Toke kunne stå på benene dag efter dag og havde overskud til at bygge relationer til de voksne og, i sidste ende, havde overskud til at lære.

Sammen har vi skabt den helt rette balance mellem skærmning og udfordringer og de helt rette forudsætninger for at der kunne bygges videre på det revnede, men dog solide fundament under byggeriet af det Babelstårn af viden som har ligget stille så længe.

Min erfaring, både den professionelle og den private, har imidlertid lært mig at stressreduceringsforløb skal tilrettelægges individuelt og helt ned i detaljen, så de passer til den enkeltes behov.

Nogle børn- og unge vil således have behov for en langt højere grad af faglige udfordringer fra dag ét, fordi at det giver mening for dem og dermed baner vejen for relations- og behandlingsindsatsen.

Med Toke forholdt det sig stik modsat.

Han har så godt nok først for alvor lært at læse dansk (engelsk har han kunnet længe) for ganske nyligt, men til gengæld lærer han nu det som ellers ville have taget ham år -eller evigheder, på ganske få måneder.

Faktisk har hans kurve- både på det behandlingsmæssige og det det læringsmæssige plan været så stejl, at børne-og ungeforvaltningen i Københavns Kommune har haft vanskeligt ved at aflæse den.

Derfor arbejder vi da også p.t på at overbevise dem om, at en nedskrivning af Toke (der nu går i 9 klasse) og et ekstra skoleår, vil være en rigtig god investering.

Den er sådan set en kamp vi godt kunne have undværet, men en ringe trøst er at vi har været hele møllen igennem med storesøster.

Hun går på HF inklusion i dag.

Derfor ved vi også at nedskrivninger, i modsætning til Toke, langt fra hænger på træerne og slet ikke, hvis Børne- og unge forvaltninger tvivler på at kandidaten vil have vanskelig ved at gennemføre folkeskolens afgangsprøve.

Fair nok.

I Tokes tilfælde er den så absolut inden for rækkevidde. Ikke fordi at han pludselig er blevet til drengen der vil vide alt.

Inderst inde har han nemlig altid været ham.

Men man kan ikke lære, før at man har det godt.

Så det gør han. Ikke for at kunne glemme det hele igen, men for at kunne nyde udsigten fra toppen af babelstårnet. En top som vokser i højde dag for dag.

Selv når han sover og hjernen lægger dagens farvesorterede indtryk og udtryk nænsomt tilrette i små fine cigarkasser hvorfra de kan hentes frem på forlangende-eller gemmes til senere brug, for tilfældets skyld at verden en dag skulle gå af lave – igen.

/Morten

http://www.facebook.com/autismeplusfar

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: