Jeg skrev på Facebook, at jeg søgte en læreplads som binge watcher af serier, der ikke krævede den store hjerneaktivitet.

Jeg mente det faktisk alvorligt.

I ved, den slags serier, man med sindsro kan stemple ind og ud af, i sikker forvisning om, til hver en tid, at blive modtaget med åbne arme, som den hjemvendte søn, måske ligefrem af seriens egen hjemvendte søn (m/k)

Da jeg holdt onlineforedrag for Landsforeningen Autisme 1 april, talte jeg en del om vigtigheden af, at hverdagen og alle de små komponenter den er opbygget af, fremstår meningsfyldt.

Valg, fravalg, muligheder og pligter.

Det er nemlig ofte i det sitrende tomrum fraværet af mening skaber, at udfordringerne, konflikterne og misforståelserne opstår.

Har jeg efterhånden erfaret.

I al almindelighed, for langt de fleste og i særdeleshed for personer med autisme.

I den henseende er vi mange, der er født mindst 70 år for sent.

For mening, mål og retning er ikke længe en slidstærk stangvare, tilgængelig i store, ensartede partier og matchende halvtriste kulører, som da min farfar, årgang 1919, kom i lærer, ikke som binge watcher af serier, der ikke kræver den store hjerneaktivitet, men som smed, fordi at sådan var det bare.

En tilværelse med mening, mål og retning vævet ind, er i udpræget grad et kostume man selv vælger stoffet til og lader skræddersy, nu om dage.

Også selvom ens “eksistentielle livvidde” langtfra er så omstillingsparat som den til hver en tid gældende moderne virkelighed kræver det.

Så man trækker maven ind og spejder, i et tilsyneladende fravær af himmel, helvede, kampen for det daglige brød, social immobilitet, farlige dyr, mørke skove og andre pejlepunkter, efter en serie med et enkelt manuskript, der ikke kræver den store hjerneaktivitet og kan indramme verden bare en lille smule.

Eller i hvert fald få den til at give mening. Om ikke andet så i hvertfald i 45 minutter ad gangen, hvor man kan puste ud og lade alting hænge.

I min tid på universitetet var vi en hel generation af forskerspirerne, der alle sammen trak maverne ind, til vi var gasblå i hovederne, mens at vi i øvrigt prøvede at skabe mening i vores liv ved at diskutere det moderne, frisatte, men også ofte rodløse og snotforvirrede individ, samtidig med at vi gruede for, på hvilket jobmarked man dog nogensinde ville få brug for kvalifikationer som vores.

En del snotforvirrede år og to sjove børn senere, da jeg, fuldstændig ude af trit med alle karriereplaner jeg nogensinde havde lagt, var landet inden for autismeområdet, havde jeg den glæde at arbejde med en ung mand med et sæt interessante hverdagsstrategier hængende i garderoben.

Den unge mand skabte nemlig struktur, orden og mening i hverdagen ved at anskue den, som var den en serie befolket af et broget, med let genkendeligt persongalleri, hvor alle (undertegnede inklusive) spillede hver deres faste rolle.

Og det virkede faktisk.

Forstod og anerkendte man, ikke blot gyldigheden af hans strategier, men også hans “serie” og hans fortællings præmisser, spillede man sin rolle og undlod man i øvrigt at snuble over rekvisitterne 😉 ja, så kunne man, som professionel, nå overraskende langt med den unge mand, pædagogisk, læringsmæssigt og behandlingsmæssigt.

Når jeg har været ude og holde foredrag og/eller supervisere dygtige og erfarne fagfolk inden for dagbehandlingsområdet og den øvrige børn-og unge psykiatri, er jeg fra tid til anden blevet præsenteret for sager, hvor stort set alle tænkelige indsatser har været afprøvet.

Kompetente, velmenende mennesker med hjertet på det rette sted, har strakt sig til det yderste og gået den ekstra meter uden at sætte en fod forkert, blot for at kunne konstatere at ingen eller ganske få af deres anstrengelser har ført den ønskede forandring eller reflektion med sig, hos det barn- eller unge menneske som har været centrum for indsatsen.

Har man først kigget lige under overfladen, hvilket jo ofte er den udefrakommendes privilegium, har det af og til vist sig, at indsatsen, hvor velskrevet, figursyet og straight by the book, den end har måtte være, simpelthen ikke har fremstået meningsfuld for barnet- eller den unge og derfor har både strammet om “livet”, har kradset og i det hele taget bare, har føltes alt for varm og alt for tung at bære.

Heldigvis har der, som regel, sjældent skullet mere mere end en fælles opklaring og efterfølgende justering af mål, mening og retning til, for at også hovedpersonen selv har kunnet føle sig godt tilrette i rollen.

En rolle som vedkommende rent faktisk har kunnet trække vejret og ånde i og samtidig (eller måske ligefrem derfor) har kunnet lade indtræde som en del af en pædagogisk, lærings- eller behandlingsmæssig fortælling, der pludselig har fremstået overskuelig og ligefrem meningsfuld.

Nuvel. Det var den læreplads vi kom fra.

I fraværet af en fiktionsserie vi alle, i familien kunne enes om, og som opfyldte de nødvendige kriterier, faldt valget i første omgang på “Alene i Vildmarken, sæson 4 på DR TV.

Et godt valg.

Da jeg først nogenlunde mestrede kunsten overhovedet at blive siddende i sofaen (alene det tog undertegnede lærling en halv uges tid) velsignede serien mig nemlig med en hårdt tiltrængt, meditativ, nærmest zen agtig ro i krop og sind.

Den ro det gav at følge Alfreds, Kims, Jespers, Emmas og de øvrige deltageres daglige, enkle, men rasende nødvendige, og derfor også meningsfyldte rutiner med at skaffe fisk, bær, læ, holde sokkerne tørre og hjertet fri af savnet efter deres kære, mens at kulden og den svindende kropsvægt langsomt fjernede sandet under deres ømme fødder i det timeglas, der nøje afmålte den tid, de havde tilbage af deres selvvalgte eksil i den norske vildmark.

Og så vækkede serien minder.

Minder om ungdoms topture på fjeldski i et vinterklædt landskab, i tavs indforståethed med min gode ven Jakob og på en meningsfyldt bund af knirkende sne, mørk chokolade og varm solbærsaft.

Og senest, minder om nætter i polarsoveposer og letvægtstelt med min søn, Toke.

Minder om mislykkede, men helt perfekte pandekager på trangiasæt til morgenmad, “møffen” op og ned af skrænterne langs Furesø til frokost og en duft af brænderøg til middag der, sammen med små stykker smeltet skumfidus, efterfølgende ville klæbe til ens tøj og efter hjemkomsten tjene som vidnesbyrd om en ny far/søn fortolkning af en ældgammel fortælling.

Den helt enkle fortælling der løber fra mørke til lys, fra solopgang til solnedgang og handler om os mennesker og vores daglige, rutineprægede, men strengt nødvendige samspil med natur vi efterhånden har kultiveret og lagt afstand til.

Vi skal vist snart have gravet letvægtsteltet fri af kælderrums tsunamien og så se få skrevet os ind i den fortælling, i et par dage, min søn og jeg.

Det giver mening, for os.

Men det betyder altså ikke, at jeg sådan uden videre opgiver min nyfundne lærlingetilværelse på sofaen foran seriealteret.

Nogle gange er det nemlig ok, at være den hjemvendte søn (m/k), uden rent faktisk først at være vendt hjem fra noget som helst.

Der må også gerne være bland selv slik.

Og chips og bløde bukser fra den assorterede rodebunke i bunden af skabet.

Gode serieforslag modtages med kyshånd.

/Morten

Tak fordi at du læste med.

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele

Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en ung kvinde på 19 og en ung mand på 17, med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener.

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent. 

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops. 

Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra. 

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. 

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs