Beskæftigelsesborgmesteren og Socialborgmesteren i Kbh. Må gerne læse med.
Her er en historie fra det virkelige liv. Vi håber på en happy ending.
Anne som jeg er gift med har siden 2008 sat karriere, socialt liv m.m på stand-by for at stå for pasning og behandling af vores to børn Freja og Toke, som begge har autisme og har været plaget af angst, komplekse belastningsreaktioner og længere perioder med ufrivilligt skolefravær.
Faste læsere kender vores historie
Anne har modtaget fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste 37 timer om ugen, men jobbet har reelt i lange periode krævet hendes tilstedeværelse 24 timer i døgnet 7 dage om ugen 365 dage om året.
Det har været ret vildt.
Indsatsen ser imidlertid faktisk ud til at bære frugt. I hvert fald hvad børnene angår. Anne derimod har betalt en ufattelig høj pris for succesen.
Den evig alarmtilstand hun har befundet sig i, talrige voldsomme og traumatiske oplevelser med børnene og usikkerheden ifht. konstant at skulle retfærdiggøre familiens støttebehov overfor det offentlige, har givet Anne PTSD.
Operationen lykkedes men mor fik PTSD 🙄
Anne ønsker nu selv brændende at komme af den tabte arbejdsfortjeneste og på sigt vende tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er bare ikke så enkelt.
En praktiserende læge, en psykiater og to psykologer udtaler samstemmende, men uafhængigt af hinanden, at Anne er så slidt af den årelange psykisk hårde indsats med børnene og den sideløbende systemstress, at hun p.t ikke bare sådan uden videre kan arbejde igen.
Et revalideringsforløb med uddannelse , fordybelse og udvikling vil til gengæld være både realistisk og en rigtig god idé, ifht. at Anne atter med tiden kan blive selvforsørgende.
Anne har søgt et revalideringsforløb til det studie hun har fået lovning på. at hun kan starte på, men har fået afslag af jobcentret på at kunne modtage revalideringsydelse.
Et afslag der er blevet givet stik mod de fire eksperters klare anbefalinger og alt den øvrige og meget omfattende dokumentation, som vi har indsendt.
Jobcentret siger på den ene side, at de tænker at Anne måske er for dårlig til revalidering, og de tvivler på at hun kan gennemføre en uddannelse, men samtidig opfordrer de hende til at gå ud og tage et deltids eller et fuldtidsjob.
For eksempel som handicaphjælper, selvom det er netop indsatsen med børnene og deres handicap, der har gjort hende syg.
Ret skørt. Et catch 22.
Hun skal kunne arbejde, men hun skal ikke kunne arbejde.
At komme i betragtning til revalidering er åbenbart ligeså svært som at løse gåden i Brøderene Grimms eventyr om den kloge bondepige hvor kongen stiller bondepigen følgende opgave.
“Du skal komme til mig ikke påklædt og ikke nøgen, ikke ridende, ikke kørende, ikke på vejen og heller ikke udenfor vejen”
Al erfaring viser, i øvrigt at revalidering virker.
I Annes tilfælde giver uddannelse gennem revalidering virkelig mening, da hun har arbejdet så hårdt så længe med børnene, at alle arbejdsrelaterede kravsituationer p.t reaktiverer hendes PTSD.
Som studerende vil hun derimod have mulighed for at fokusere på egne behov – noget hun har forsømt i årevis. Revalideringen ville samtidig kunne holde hånden under vores økonomi.
Anne er jo fortsat medforsørger og skal også være det i fremtiden, hvis vores hårdt prøvede familie skal hænge sammen.
Man kan godt få det indtryk, at det skal gå grueligt galt med Anne, før at jobcentret, kan tilkende hende den revalidering, som hun så til den tid måske reelt vil være blevet for dårlig til at få glæde af, på grund af presset.
På trods af en praktiserende læge, en psykiater og to psykologers klare anbefalinger om at revalidering er en farbar vej nu og her.
Det minder lidt om den praksis man anvendte, dengang hvor kvinder skulle bevise at de ikke var hekse, ved at drukne.
Vi er ikke interreseret i at skabe en førtidspensionist. Anne er 40 år gammel og har “blot” brug for tid til at trykudligne.
Hvad det betyder, forklarer jeg lige om lidt. Så hæng på.
Jobcentret har desuden slet ikke forholdt sig til vores baggrund og belastningsgrad som handicapfamilie.
Og det selvom lovgivningen klart og tydeligt kræver en helhedsorienteret, tværfaglig indsats på tværs af forvaltningerne – samt foreskriver at alle kender kommunens handicappolitik.
Alligevel har jobcentret ikke hentet oplysninger fra Handicap Centret. Det er åbenbart ikke almindelig praksis.
Hos BHCK er vi ellers “tæt på” familie med et særligt intensiv fokus på familiens samlede trivsel og vores samarbejde med dem har faktisk fungeret glimrende de sidste par år.
Det til trods har Borger Centret Handicap København heller ikke sendt oplysninger den anden vej. Beskeden til sagsbehandleren der, oppefra, var at hun skulle afvente en henvendelse fra jobcentret.
En henvendelse der aldrig kom.
Der ville ellers klæde de to forvaltninger at koordinere deres arbejde så mange års, vellykkede og ret bekostelige indsatser omkring vores familie ikke sættes over styr.
Alt dette holder vi p.t henholdsvis Integrations -og Beskæftigelses Borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og socialborgmester Mia Nyegaard ansvarlige for.
Forældre til børn med handicap, der i årevis, som Anne, har båret en tung opgave på deres skuldre, er en særlig gruppe.
En gruppe hvor mange vil have rigtig god gavn af at kunne vende gradvist tilbage via et revalideringsforløb.
Gruppen, deres særlige vilkår og behov bliver faktisk specifikt nævnt i vejledningen til serviceloven.
Vi er, med andre ord, ikke de eneste. Vi har bare lige præcis kræfter nok til at lade vores ord få vinger der bærer dem længere end til rundt om spisebordet.
P.t venter vi på reaktionen på den 20 side lange klage vi netop har sendt til Jobcentret på Lærkevej 18 og til København og til Intergrations- og beskæftigelsesforvaltningen og borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard.
En klage som det tog undertegnede mange søvnløse nætter samt nærlæsning af socialjura, at stå fader til. Tid jeg egentlig hellere ville have brugt sammen med min familie.
Socialborgmester Mia Nyegaard har også fået en kopi, som efterfølgende er sendt videre til Borgercenter Handikap
Selvom vi har en virkelig, virkelig god sag, frygter vi alligevel at Jobcentret, der jo sådan set blot administrerer den gældende lovgivning, efter bedste evne, men også under stort arbejdspres, køber sig tid og administrativt forhaler den ved at sende den i månedlang rotation i Ankestryrrelsen.
Efterhånden et klassisk greb i værktøjskassen, når der klages.
Man kunne naturligvis også bare indrømme sine fejl og ændre afslaget til et medhold.
Den kloge bondepige i Grimms eventyr løste i øvrigt Kongens udfordring ved at ankomme slæb i rabatten, svøbt i et fiskenet bundet til en hests hale.
Mange kvinder er til gengæld, i tidens løb, gået til bunds i den nærmeste sø eller mose i forsøget på at bevise deres uskyld.
Og apropos.
Faste læsere af bloggen her ved godt hvad det vil sige, at være i neddykket tilstand og skulle trykudlignes før at man omsider når overfladen, som forældre til børn med handicap og andre udfordringer (ellers kommer der en link, lige om lidt, som du kan trykke på)
Det er netop en sådan trykudligning i form at revalidering, som vi ønsker for seje Anne. Anne der har været neddykket på alt for dybt vand de sidste 12 – 14 år.
Her har hun været den stærkeste for de svageste (for nu at omskrive vores Statsministers udtryk) alt for længe.
Nu er det Annes tur (også et omskrevet Mette Frederiksen citat)
Hun skal bare lige trykudlignes.
Så er hun klar.
Del gerne.
Læs min artikel om de lange og dybe neddykninger her.
Ps.
Endnu en gang. Tak for jeres kommentarer. Både her og på Facebook. De varmer.
Her hjemme prøver vi at holde fast i tanken om, at det er mennesker og ikke monstre, der efter bedste evne og under et til tider stort arbejdspres, prøver at administrere de regler der er blevet politisk besluttet.
Derfor prøver vi også- omend det kan være vanskeligt, at holde hovedet koldt og hjertet varmt.
Vores hjerter er i hvert fald ikke blevet mindre varme af alle jeres kommentarer. ❤️
Kh Anne og Morten
AutismePlusFar 
Jeg bliver så rasende og afmægtig på jeres vegne. Det giver jo INGEN mening, hverken menneskeligt eller økonomisk – eller samfundsmæssigt – og det er vel det det burde være rationalet.
I to har løftet en gigantisk opgave, som ikke mange kan klare. I beder ikke en gang om kompensation, bare lidt helt rimelig hjælp til at komme videre.
Jeg har selv fået at vide, at vi er “jo sådan en ressourcestærk familie!” Jo tak, men det bliver man fan’me ikke ved med at være, når man lever med konstant pres 24 timer i døgnet år efter år efter år…..
Det burde ikke være nødvendigt at skulle igennem en klagesag, når man allerede er nede og bide i græsset, men jeg tror faktisk (og det er i grunden uhyggeligt), at det er helt bevidst, der bliver givet afslag. Det er simpel matematik: Mange opgiver, og så har man sparet de penge.
Jeg håber inderligt for jer, at I får medhold – og medvind.
Knus fra en mor, der også har været der!
Lill-Ann Colfach
Hent Outlook til iOS
________________________________
Fra: AutismePlusFar
Sendt: Monday, June 29, 2020 4:18:31 PM
Til: Lill-Ann Colfach
Emne: [Nyt indlæg] IKKE PÅKLÆDT OG IKKE NØGEN, IKKE RIDENDE OG IKKE KØRENDE, IKKE PÅ VEJEN OG IKKE UDENFOR VEJEN.
AutismePlusFar posted: ” Beskæftigelsesborgmesteren og Socialborgmesteren i Kbh. Må gerne læse med. Her er en historie fra det virkelige liv. Vi håber på en happy ending. Anne som jeg er gift med har siden 2008 sat karriere, socialt liv m.m på stand-by for at stå for p”
LikeLike
Det her møder så meget mine egne tanker om hvad der dog skal blive af mig når kommunen på et tidspunkt stopper min deltids tabte arbejdsfortjeneste.
Arbejdet med en søn med ADHD & autisme og de mange kampe og ikke mindst bekymringer, har fuldstændig ødelagt mit nervesystem og jeg tror desværre ikke længere på, at jeg nogensinde kommer til at kunne arbejde meget mere end de 20 timer jeg pt. er ansat. Jeg er enlig mor og der er kun mig til at tage sig af børnene.
Hvordan forklarer man den slags til en sagsbehandler, der alene er ansat til at tænke i kroner og øre? Hvordan kan man forklare, at den uddannelse, som man har brugt 5 år på universitetet virker spildt?
Jeg synes det er svært.
LikeLike
Det er desværre typisk meningløs kommunal sagsbehandling – jeg kalder det , hvad det er. Jeg har , som mor til nu voksne børn med kompleks autisme og ADD været samme rute igennem , som jer. Konfliktniveauet i forhold til det offentlig er ofte eksplosivt. Sidste “krig” med kommunens ‘sparekonsulent’ var for mindre end et år siden. Det slider. I lange perioder har det såkaldte ‘samarbejde’ med forvaltningen reelt kostet min forældreevne eller min evne og pligt til at være helt nærværende. Men det var efter omstændighederne nødvendigt, at mine ressourcer i perioder gik til forvaltningen i
trivselens navn .
Undevejs mødte jeg som person og mor ingen forståelse, rummelig eller goodwill i forvaltningen.
MEN mit ægteskab forliste uden arbejdspresset, jeg mistede mit hjem, mistede min mor uden at have mulighed for at give hende den kærlighed, hun fortjente, fordi børnene krævede den. Og børnene må stå først .
Jeg blev førtidspensionist.
Min ældste datter med ia/kompleksautisme bliver 22 om lidt , kampen for begge børn trivsel fortsætter.
Undervejs og fortsat betaler jeg med mit eget helbred . Kommunale sagsbehandlere og deres ledere har en tarvelig agenda.
Mest muligt tilgang til handicapfamilien for mindst muligt – det giver desværre ingen mening i forhold til vores situation, en situation , hvor kun den helt rigtige tilgang kunne vende sygdom til trivsel
LikeLike
‘uden’ arbejdspresset – der skulle selvfølgelig stå ‘under ‘ arbejdspresset.
Jeg ønsker Anne rigtig god vind, jeg er overbevist om, at det kan lykkes ,
beklageligvis har kommunens forskellige forvaltninger ingen pligt til at samarbejde .
Det er en kommunal hurdle og barriere for
mange borgerens livskvalitet og nu også Annes.
LikeLike
Åh jo, jeg kender alt til at være i neddykket tilstand og at skulle trykudlignes.
Først en ros og kado til dig for at have et overskud til at beskrive,..ikke bare jeres verden som forældre til børn med særlige behov, men også vores andres verden.
For som du skriver, os der har prøvet det (jeg selv inklusiv) vi ved præcis hvad du mener , også når du skriver; seje Anne skal bare lige trykudlignes.
Fantastisk at det lykkedes jer at få TAF, men nej, det kan aldrig udligne de timer Anne har fået. I mit eget liv som enlig mor til to hvoraf den ene har autisme/ADD mv og en datter med social angst og præstationsangst…da er døgnets 24 timer aldrig nok.
Ydermere har kommunen ikke villet give mig TAF, og min sag kører på 3 år…og Ankestyrelsen har nu givet mig medhold i noget og bedt kommunen lave en ny vurdering, på trods af utallige hjemsendelser pga mangelfuld sagsbehandling.
Så jeg har gået gratis på kontanthjælp og passet mine børn, fordi min søn kom i massiv mistrivsel i sin skole pga mgl støtte. Da jeg i sin tid mistede mit ny vellønnede job, pga min søns vanskeligheder i skolen samt skolevægring, da vurderede min min A-kasse at jeg ikke kunne stå til rådighed…,og resten er en la g historie.
Så kan kun sige, at der er noget helt galt i systemet, og der er i den grad ikke taget højde for hjælpen til os forældre hverken før sagen om TAF eller efter,…som i Annes tilfælde. Hvad bilder jobcentret sig ind?
Problemet er at de kan sidde bag hver deres skrivebord og tørre hænder og sige, at det er en andens bord eller sådan er reglerne. I stedet burde man indkalde til en rundbordssamtale, ja invitere dem alle. Jobcenter, rådgiver og læge eller hvem der er bekendt med Annes PTSD, og på den måde tvinge dem til at tale sammen og forstå samt tage ansvar og handle ud fra hvad de hver især allerede ved, at selvfølgelig har hun brug for en stille tilbagevenden til jobmarkedet.
Jeg selv er også pt ramt fordi jeg er i klemme i systemet, og jobcentret vil nu have mig i aktivering, dvs 5 timers praktik fra kl 09:00, og samtidig har jeg stået til rådighed og søgt 4 jobs i måneden fuldtid/deltid. Som I som forældre helt sikkert har forståelse for, at der ikke er ressourcer til i en forvejen presset dagligdag .
Skal jeg i praktik så ender det med at ødelægge min søns sygeundervisning idet han har store soveproblemer og jeg skal være der til at få ham op og gøre ham klar….jeg behøver vist ikke forklare her.
Tillige skal det efter et års skolevægring forsøges at få ham langsomt tilbage engang efter sommerferien , når vi har fået afholdt et netværksmøde. Hans fantastiske lærer har tilmed haft ham med ude at besøge skolen 4 gange Inden sommerferien, for at opbygge trygheden og fadtholde kontakten,….nu kan praktikken ende med at ødelægge alt det gode der er bygget op under sygeundervisningen…..Men som jobcentret blot siger, så kan de godt se min udfordring, men de kan ikke gradbøje reglerne.
Hold nu op , hvad f….. foregår der, og alt imens socialforvaltningen forhaler min sag, så er jeg i klemme. Frem for at hjælpe og forebygge, så risikerer de to kvinder, ja og alle jer andre der har prøvet dette eller står i det som jeg, de risikerer at vi knækker af systemstress og det ikke at kun e se en løsning ud i horisonten. De skulle skamme sig.
Tam for indlægget og tanker til jer (seje Anne, håber det lykkedes med revalideringen til sidst.) og tanker til alle os andre seje forældre. Vi gir aldrig op og sammen kæmper vi videre🙏🏻🌺❤️
LikeLike
I er alle en kilde til stor inspiration og forståelse for egen og andres styrker, muligheder og begrænsninger. Tak for dine indlæg, dit mod, og din åbenhed – og massiv moralsk, etisk og emotionel støtte herfra.
LikeLike