Ikke alle døre fører til Rom (En historie om næsten at sætte en rejse over styr, fordi at man ikke kunne skelne sine egne behov fra ens børns)

Er det dit eller barnets/den unges behov?”Spørgsmålet plejede at være en af mine foretrukne powersætninger i professionel sammenhæng og princippet om at vægte barnets/den unges behov højest, plejede at være et af de bærende af slagsen.  

At jeg selv havde svigtet netop det princip på det groveste, indså jeg for alvor nu. 

Og sandheden gjorde pokkers ondt, som jeg stod her, i den ene ende af mit tunnelsyn, mens at lyden af min datters angstanfald, de automatiske højtalerudkald om ikke at efterlade sin bagage uden opsyn og lyden af kabinekufferters hjul der rammer fuger i gulvbelægningen, dæmpes til fordel for de taktfaste og alt for høje klonk, som jeg bildte mig selv ind pludseligt tydeligt at kunne høre, fra viseren på uret over det lufthavnsblå skilt med påskriften gate 18A. 

Viseren, der med et tempo på 50% af min aktuelle hvilepuls forlystede sig i en buffet af dyrebare sekunder, alt imens at de sidste passagerer defilerede forbi, som begravelsesgæster defilerer forbi en kiste og med hovederne let på skrå kastede stjålne, bekymrede blikke i retningen af optrinnet. 

Et optrin som jeg i øvrigt, i små ryk, havde sneget mig til efterhånden kun at befinde mig i periferien af, som prøvede jeg at fraskrive mig eller i hvert fald nedtone enhver eventuel forbindelsen mellem det og så mig. Og det selvom samtlige pile med påskriften “hvis-fuck-up-er-det-her-så-monstro?” i overvejende grad pegede i min retning.

Jeg kiggede ned på det nyligt voksbehandlede lufthavnsgulv, for blot at se på et eller andet og opdagede, ud over mit eget grotesk forvredne spejlbillede, at sandet i det usynlige timeglas Anne, Toke, hans angste storesøster Freja og jeg selv var lukket inden i, skred mærkbart under vores fødder for hvert sekund-klonk. 

Det var ikke ligefrem raketvidenskab, at lave en fremskrivning der kunne fortælle os, hvornår at fundamentet for turen ville være forsvundet. Den professionelt høflige, nu tydeligt nervøse yngre mand, der bevogtede porten til flyet og den evige stad, lod mig, med en autoritet der klædte ham nogenlunde lige så dårligt som et nedarvet jakkesæt klæder en alt for spinkel konfirmandkrop, da også vide at vi, ikke overraskende, havde sand til præcis to minutter.

Fuck, fuck, fuck altså. Jeg havde jo prøvet det her før. 

Jeg elsker min familie, jeg elsker at rejse, jeg elsker Italien, italienerne, byen Rom, historiens vingesus, rødvin, ost og store kødfulde tomater som man presser ud over brød der skal spises lige nu og her. I morgen er det nemlig for sent. 

Ydermere har jeg bevaret et livslangt kæmpemæssigt crush, som jeg har slæbt med mig fra en fjern børnefri tilværelse, på flyvning som rejseform og i særdeleshed på den vægtløse følelse som den petroleumsagtig lugt af flybrændstof blandet med duften af overpriced morgenmad og taxfree parfume fremkalder i mig, når den indsnuses i Københavns Lufthavn i Kastrup virkelig tidlig om morgenen. Helst før at solen står op.

Har man læst min rejseberetning (og det bør man) om min og min søns 4 timer lange ”hit and run” besøg i London, ved man også, at selv den bedste planlægning ikke er bedre end det svageste led. 

I dette tilfælde var det svageste led mig og min egen forbandede morgenfriske, petroleumsagtige, drivende sentimentale rejseforfængelighed. 

Klog af skade havde jeg ellers researchet i bund, i en grad der nærmede sig det excentriske. 

I Rom ville et dyrt, men hurtigt tog føre os fra lufthavnen i Rom og direkte til Termini, fra hvilken der var 10 minutters gang til den rummelige penthouselejlighed, udvalgt og booket måneder i forvejen. Med udsigt over byens tage, rummede den et stort værelse til hver af de to unge mennesker, ét til Anne og jeg, spisekøkken samt to badeværelser. 

Turen til lejligheden havde jeg gået mindst 100 gange i Google street view ligesom at jeg vidste at jeg nemt ville kunne finde de lokale supermarkeder, Colloseum og samtlige af det antikke Roms øvrige seværdigheder, med både bind for øjnene og i ganske let beruset tilstand.

Beruset på den romersk elegante og aldrig vulgære måde i den Chianti, som jeg forestillede mig at Anne, Freja og jeg skulle nippe til hver eftermiddag, kulturelt ømme i fødderne, mens at novembersolen kastede sine sidste stråler på de frodige tagterrasser og den lille kirke på den modsatte side af gaden. 

Så jeg glædede mig. Helt sindssygt meget. 

Turen var ikke blot en gave til Anne i anledningen af hendes 40 års fødselsdag. Den markerede i lige så høj grad også en forsigtig fejring af, at forandringens middelhavslune vinde nu for alvor blæste vores to unge menneskers vej. Det manglede også bare. For det havde, mildest talt, været nogle magre år, hvor autisme, angst, PDA og ufrivillig skolefravær havde reduceret vores aktionsradius betragteligt og tvunget vores drømme i tørdok på ubestemt tid.  

I den forstand var turen her nok det tætteste vi p.t kunne komme på den forjættede spontanitet, jeg i årevis havde forestillet mig, at andre jævnaldrende med børn skyllede ned med uendelige mængder kølig rosé, iført hvide hørbukser og fjerlette sommerkjoler, mens at børnene lavede blomsterkranse og dansede i rundkreds og bare fødder på et leje af  bevidst skødesløst langt, dugvådt græs i skyggefulde villahaver, med gamle krogede frugttræer kørvel og ramsløg.   

Nu var det så vores tur til at lege kosmopolitter og så henkastet som muligt, sige sætninger som ”Ej, unger. Ved i hvad. Vi tager sgu da lige en tur til Rom, fordi at vi kan”

Sandheden var imidlertid at alt var planlagt, skrevet og lamineret ned til allermindste detaljer. 

Næsten alt.  

Turen havde, som den fødselsdagsgave den nu en gang var, længe været en velbevaret hemmelighed mellem børnene og mig. Og alene det faktum at Anne, i hvert fald fra begyndelsen af ikke, på den ene eller den anden måde, var inddraget eller havde skulle være ansvarlig for noget, var faktisk på det nærmeste en gave i sig selv.

Som den, på ubestemt tid, ufrivilligt hjemmegående halvdel af vores to mand store autismeforældre enhed, havde Anne i løbet af årene, ikke blot befundet sig i en del flere ”skarpe situationer” end mig. Hun havde også, i nogle tilfælde, stået i dem uden andre end hende selv, hendes erfaring og, i sidste ende, hendes mavefornemmelse at fordele byrden af ansvaret og konsekvenserne, imellem.

”If you want something done, you gotta do it yourself” var blevet det motto vi havde redet på ryggen af, fra solopgang til solopgang, i så lang tid at det have indlejret sig i sind og krop som en tatovering, skrevet med en flammeskrift så dyb, at selv det mest avancerede laserbehandling aldrig helt ville kunne fjerne den.

I den forstand var turen til Rom også ment som et kærkomment dryp ansvars-detox til et par kortisol marinerede hjerne der, på den hårde måde, for længst havde lært, at det var en rigtig god idé, at tænke mindst ti skridt frem og så i øvrigt forvente det værste.  

Og så var turen, i sidste ende i virkeligheden vel også en tryktest af samtlige systemer i hele familien Gantzler Oschlag. 

Rom ventede ganske vist, for enden af 2 timers flyvning, som en 20 november grader lun ældgammel kiste fyldt til randen med rigelige mængder af det historiske, arkæologiske og kulinariske guld som vi vidste, at vores to unge mennesker ville elske. 

Men det var to unge mennesker der fortsat var indskrevet på hvert deres indgribende behandlingsskoletilbud hvor de, til trods for at de i den grad var ved at rejse sig og børste støvet af sig efter deres årelange og dybe fald, fortsat havde deres at slås med. 

Med sig havde de os. Anne og Morten. To slidte bodyguards der havde gået rundt med deres bedste skudhånd konstant og årvågent hvilende på pistolskæftet i deres mentale skulderhylstre så længe at de nu, som sømænd der afmønstrer efter år med langfart og høj sø, gik en lille smule skævt, uden selv at opdage det, og derfor havde vanskeligt ved at ramme døren til den ventende tilværelse, med potentielt færre bekymringer. 

”Klonk” 

Jeg drejede hovedet. Boardingen af flyet til Rom var nu tilendebragt. Kun vi manglede. Frejas 190 cm høje lillebror Toke havde lagt en stor hånd på hver af hendes skuldre. Han sagde noget til hende med en stemme så kraftig og dyb at jeg burde kunne høre den. Freja havde røde øjne. Hendes læber bevægede sig, men jeg kunne heller ikke høre hvad hun svarede. Anne stod ved siden af Toke. Hun så irriterende rolig ud

Som de stod der på hver deres side af et afspærringsbånd i grå nylon, gik det op for mig at båndet var magen til det bånd, jeg resolut havde forceret i et lummervarmt informationskontor under tvillingestationerne Kings Croos og Sct. Pancras i London to år tidligere, mens at Toke langsomt smeltede ned bag mig. Dengang havde jeg redet såvel dagen som æren og højst sandsynligt også Tokes fremtidig syn på konceptet storbyrejser.  

Her, hængende i neglene fra gate A18 i Københavns Lufthavn, vidste jeg ikke engang hvordan at jeg skulle redde mig selv. 

”Et minut” lød det nervøst fra konfirmanden. ”Så skal vi altså lukke døren til flyet”

Apropos døre. 

Konceptet ”bagdøren” havde i årevis udgjort en af de søjler hvorpå det meste aktivitet i familien hvilede. 

Visuel struktur og planlægning var ligeledes bærende elementer.

Kort tid efter Anne og jeg, for efterhånden mange år siden, med glasklare øjne og optændt af den hellige ild, efter et kursus hos Psykologisk Ressource Center, var danset igennem Københavns gader med vores første printede og laminerede dagsskema med piktogrammer i tasken, fandt vi selvsamme skema under en seng, med en temperamentsfuld, nyligt udredt 7 årigs tandaftryk og tydelige mishag mod det nye tiltag, bidt ind i lamineringen. 

Herefter indså vi hurtigt, at vi nok måtte udstyre den hårdt tiltrængte, men også ret stramme visuelle struktur vi nu prakkede vores børn og os selv på, med en form for nødudgang eller overtryksventil. 

Viola. Bagdøren var født. 

Den bagdør man ville ønske man selv havde haft, når man sad og døde i stilhed til endnu et visionsmøde med kold, bitter kaffe, flipover, skærefast tørkage og powerpoint. 

Et møde der strengt taget burde have været aflyst, men som alligevel blev afholdt fordi at det nu engang figurerede i mødekalenderen. 

Eller den bagdør man ville være flygtet ud af og så langt ens ben kunne bære en, over knoldede marker, fra et sølvbryllup i et forsamlingshus i provinsen, hvor den pastelfarvede maling skallede af væggen og skinnet fra lysstofrørene fik ens blodårer til at se lilla ud, alt imens at den lokale hyggemusiker var en halv takt bagud til den nyligt uddelte festsang (skjult i et rugbrød uden kerner) sunget på melodien til ”Det er hammer, hammer fedt”   

-eller noget.  

Ikke at den visuelle struktur ikke virkede på vores børn. Det gjorde den skam. De mange A4 ark med fortrykte piktogrammer og de små velcrobesatte brikker fungerede eminent som de trædesten der kunne få børnene nogenlunde helskindet gennem dagen. Men lige så snorlige og tydelig en visuel struktur omkring en hvilket som helst udfordring eller aktivitet kunne være, ligeså så sikkert var det, at der altid skulle være en vej ud, hvis og såfremt man pludselig ikke kunne mere.  

Vi erfarede hurtigt hvordan at bagdørene kunne trække meget af den stress, der ellers måske ville have været forbundet med det at skulle lære noget nyt, ud af processen og blandt andet derfor var det også utroligt sjældent at børnene rent faktisk valgte at benytte sig af dem.

Skete det endeligt var det så til gengæld også vigtigt, at vi Anne og jeg, som havde vi været ægte bodyguards, var parate til, på få sekunder, at forlade selv den tilsyneladende mest hyggeligt og uskyldige aktivitet eller sammenkomst m.m med hvinende dæk og i en sky af brændt gummi, hurtigere end man kunne  nå sige ”farvel” eller ”Hov går i allere….”

Det var blandt andet denne evige parathed der var ansvarlig for at vi, i takt med at børnene blev stressreducerede, nu selv stod tilbage med to lettere flossede nervesystemer. 

Efterhånden som børnene voksede ud af skemaerne og den sødlige lugt af laminerings plastik sivede ud af vores liv, blev strukturen en del af den fælles tankegang og bagdøren skiftede fra at være en lille firkant med et konkret visuelt symbol (sjovt nok en lyserød dør) på et ark A4,  til at være noget børnene havde lært at italesætte. 

Helst før at de nåede det punkt, hvor de blev rigtig pressede.

Sætningerne ”Hvad er min bagdør?” eller ”Jeg har brug for min bagdør”, har således, sammen med væld af særhensyn og undtagelser, taget luften ud af en del potentielt eskalerende og konfliktfyldte episoder. 

Bagdøren var med andre ord, et fantastisk redskab i den ofte langvarige proces præget af utallige gentagelser, frem mod det punkt, hvor nye rutiner eller potentielt vanskelige aktiviteter og begivenheder forhåbentlig til slut kunne mestres. 

Et forsømt forår for efterhånden en del år siden, hvor Freja var tilmeldt et lille overskueligt kreahold 200 meter fra vores hoveddør, havde hun og Anne således et bagdørs-skema med i tasken samtlige 12 gange. 

Frejas had mod skemaer og strukturer af enhver art var, på det tidspunkt, fortsat omtrent lige så stort som hendes behov for dem. 

Hun skulle derfor absolut heller ikke nyde noget af at orientere sig efter dette skema, som jo strengt taget også bare viste et forløb (krea hos Maria) som hun kendte forfra og bagfra, samt indeholdt en nødplanen over hvad hun kunne gøre, hvis hun blev forvirret og havde brug for hjælp. 

Anne sad ude på trappen foran døren til krealokalet samtlige 12 gange, det vidste Freja. Ligeledes vidste hun at den ultimative bagdør var at hun og Anne gik hjem før tid, hvis det blev for overvældende at være der. 

Under et besøg i Washington D.C, år tidligere, hvor Freja og jeg trillede rundt med klapvognen på må og få, tog jeg ofte mig selv i at tænke over hvor skræmmende mange skarpladte håndvåben der potentielt konstant befandt sig inden for skudafstand. Gemt væk (men ikke for langt væk) i små nette håndtasker hos de i øvrigt amerikansk høfligt smilende medhandlende eller hos gæsterne på fortovsrestauranterne i Georgetown. 

Just in case. 

Virkelig freaky, på den amerikanske måde. Så var et bagdørsskema dog trods alt at foretrække.   

For Frejas vedkommende fik hun aldrig brug for at ”skyde sig ud”. ”Pistolen” -altså  skemaet der viste hendes bagdør, forblev i tasken samtlige 12 krea-onsdage hos Maria. Altså lige bortset fra den ene dag, hvor Freja, ud af det blå, lige pludselig forlangte at se skemaet, som Anne den ene dag, naturligvis havde glemt på spisebordet. Freja kendte ganske vist skemaet forfra og bagfra. Alligevel var der intet andet at gøre, end at vende om, hente skemaet og putte den ned i tasken, hvor det i øvrigt blev liggende. 

Just in case. 

……….

”Klonk”

Jeg kiggede på den anonyme sorte Samsonite kabinekuffert, hvis håndtag jeg knugede så hårdt at jeg næsten fik hvide knoer. Måske håbede jeg at jeg, hvis jeg åbnede den nu, ville kunne trække om ikke en pistol, så i hvert fald en plan for, hvordan at man boarder et fly med små 45 sekunder at gøre godt med og en datter med et full blown angst anfald.

Freja mente i øvrigt selv at hendes flyskræk kunne føres tilbage til turen fra Washington D.C til København. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret. 

Ikke blot brækkede hun sig i stænger samtlige 6 timer. De sidste 40 minutters flyvning foregik tilmed i et stormvejr med så kraftige kastevinde, at kaptajnen på det enorme American Airlines fly, resolut måtte tæve det ned på landingsbanen i Kastrup med en sådan kraft, at flykroppen vred sig (jeg sad bagerst og kunne tydeligt se det og en pilot veninde kunne senere bekræftet at jeg ikke så syner) baggageboksene sprang op, og den spinkle tyske steward, der lignede en sprechstallmeister fra et lurvet kabaretteater i sen 20’ernes dekadente Berlin, stak i et langtrukkent, højlydt hvin der, som det skiftevis steg og faldt i toneleje, afslørede små, men umiskendelige elementer af ægte dødsangst.  

Siden den januar morgen havde Freja fløjet adskillige gange, om end kun af nød. Bestemt ikke af lyst.  

Det vidste jeg jo for helvede godt. 

Selv elskede jeg, som sagt, at flyve og tilmed i en sådan grad, at jeg, som spædbarnet der begynder at græde fordi at sidemanden gør det, let kunne forlede mig selv til at tro, at der var et direkte sammenfald mellem mine egoistiske behov og så de behov andre kunne tænkes at have. 

Som for eksempel denne alt, alt, alt for tidlige morgen i november.

Da jeg blidt havde vækket min datter klokken 04:45 havde hun ikke sovet mange timer. 3, måske 4. Hun har efterfølgende fortalt mig, at havde hun i det mindste fået lov til at sove bare sådan nogenlunde længe, så var det nok ikke gået så galt som det efterfølgende gik. 

En ting er at have autisme, adhd og som udgangspunkt være følsom over for skift. Det kan man som regel lære at håndtere med den rette tålmodige træning samt de rette indre og ydre strategier. Dem havde Freja faktisk en del af. 

Flyskrækken var, isoleret set i sig selv, en voldsom modstander, men faktum var, at familien havde både fløjet og overlevet op til flere gange, siden den dramatiske landing i det storm- og slud fyldte januarmørke år tilbage. Også flyskrækken kunne potentielt håndteres. 

Det var, med andre ord, det næsten komplette fravær af nattesøvn der gjorde udslaget og for alvor lukkede angsten indenfor, i øvrigt i tæt omfavnelse med den følelse af komplet desorientering, som selv en ikke diagnosticeret person ville have følt, hvis vedkommende, som det skete for Freja, var blevet trukket ud af en drøm midt i en ufuldendt søvncyklus en mørk november morgen, for få øjeblikke senere at befinde sig uden for i kulden, med en rullekuffert i hånden og kurs mod helvedes petroleums -og parfumelugtende forgård: Københavns Lufthavn.  

Egentlig ikke just ny viden for en far der i øvrigt til dagligt arbejder professionelt med autisme og belastningsreaktioner, kender til kognitiv terapi og som efterhånden har lært og forstået en ting eller to om hjerne og hvordan at de fungerer.

Altså tilsyneladende lige bortset fra den der tilhører hans eget kød og blod.

Det var virkelig åndssvagt. Hvordan kunne jeg dog have overset det? 

Selvom jeg havde haft måneder til at ombooke billetterne, var det faktisk, forbavsende nok først der, sådan cirka klokken 04:55 på afrejsedagen, at tiøren for alvor faldt og selv da var jeg markant mere stædigt benægtende end handlekraftig.  

Fandeme nej. Det skulle være løgn! Her stod jeg med fire pakkede kufferter, adskillige hundrede euro i kontanter samt et skudsikkert hjemmestrikket program, ifølge hvilket vi alle fire, 29 timer senere ville skulle indfinde os i køen, for i forvejen bestilte og betalte billetter til Colosseum.

”Fuck, fuck, fuck, altså”, tænkte jeg, meget modent, mens at familien steg ombord i det tomme metrotog.  

Herefter fulgte en kort, lang rejse fra Flintholm Station mod gate A18, hvor hverken jeg selv og faktisk heller ikke Anne, bar os særlig smart ad. 

Undertegnede bevægede sig ret hurtigt fra blot at være stædigt benægtende til i stedet at gå i speed snakkende semi-panik, mens at Anne, der jo så alligevel måtte tage ansvar for sin ellers ansvarsfrie tur, trods alt havde nærvær nok til at gribe dybt i kassen med autismepædagogiske værktøjer og op trække …

Bagdøren! 

Selv om det blev gjort i den bedste mening (og hey, den bagdør havde jo reddet os mange gange før) viste det sig at være en skidt og næsten fatal beslutning. 

…………..

Flump”

Flydøren til den kridhvide Airbus 321 lukkede sig med en karakteristisk tung sugende lyd bag os og godt 180 ”begravelsesgæster” iagttog os så diskret som det nu engang lod sig gøre under de trange forhold, mens at vi fandt vores pladser, akkompagneret af den gradvist dybere brummen af flyets to motorer der, i al hast, allerede var startet.

Annes og mine velmente forsikringer om at Freja jo til hver en tid, i metroen, ved ankomsten til lufthavnen, ved security og gud hjælpe mig også ved selve flyet kunne vende om, havde kun været  medvirkende til at booste hendes angst og til at eskalere situationen yderligere. 

Det kunne hun efterfølgende fortælle os. 

Problemet var, at hun allerede klokken 04:45havde krydset en usynlig grænse og efterfølgende befundet sig i en tilstand hvor alle de håndtag med gode strategier, som hun normalt ville have kunnet trække i, var uden for rækkevidde.   

Derfor havde hun også, i dette specifikke tilfælde, langt mere brug for at vide, at vi voksne havde styr på situationen og stille og roligt kunne få hende ombord på det fly, hvor ubehageligt det så end måtte være.

Hvad hun bestemt ikke havde brug for var, at vi prøvede at fixe hendes problemer på den korte bane, ved at præsentere hende for alle mulige valg og scenarier, som hun i situationen hverken havde mulighed for eller lyst til at skulle forholde sig til. 

Hun ville nemlig helt vildt gerne afsted på den tur. 

Faktisk var det hendes store lillebror Toke, der havde endt med at påtage sig det ansvar, der ellers ret beset burde have ligget hos os forældre, og havde få sin storesøster ombord på flyet til Rom. 

Han havde rakt sine lange arme ind over det grå afspærringsbånd, placeret sine store hænder på sin søsters skuldre og havde ladet hende forstå, at hvis hun ikke straks steg ombord på det fly, så gjorde han det heller ikke. 

”Jeg hader jer!” havde hun råbt alt imens hun passerede den måbende, men dog lettede ”konfirmand” og uret under tal- og bogstavkombinationen A18, hvor viseren nu tog grådigt for sig af de sidste 15 sekunder. ”Jeg hader jer” gentog hun. Men det var ikke Toke hun hentydede til. 

……….  

”Klik, bip”

Lyden af tælleapparatet, hvor en ung læderjakke klædt, kvindelig kunststuderende med en aldeles uautoriseret, men meget italiensk smøg i mundvigen stod og skød billetter med en stregkodelæse,  fortonede sig i baggrunden, alt imens at vi, som nogle af de første den dag, indtog et Colosseum, som den sene november morgensol langsomt var ved at farve mere gult end orange. 

Den første dag havde familien brugt på at falde til ro i lejligheden, mens at jeg slæbte det ene indkøbsnet efter det andet med nybagt brød, vin, ost og kødfulde tomater, fra det lokale supermarked og til vores midlertidige romerske adresse.  Helt efter planen. 

Det kunne vi imidlertid nok også have gjort, hvis vi var landet klokken 15 i stedet for klokken 10 og så havde min datter nok heller ikke været tilnærmelsesvist så smadret, som det havde været tilfælde efter vores tidligere ankomst til den ældgamle Italienske hovedstad.

Allerede her på dag nummer to, i den gamle gladiator arena, var det meste heldigvis ”vand under broen”, men hold da helt fest hvor havde det dog været tæt på. 

……………

”Var det dit eller var det børnenes behov, at vi skulle så pokkers tidligt afsted?” 

Anne, min smukke og nu lidt mindre slidte med-bodyguard kiggede på mig med øjne, der havde set mine læbe forme svar på alskens spørgsmål de seneste  21 år, og som derfor ikke kunne lyves for. 

Dagene i Rom var fløjet afsted og resten af den skudsikre plan var blevet afviklet med bravour.  

Vi havde fået pladen fuld på kultur, historie, gastronomi samt ømme fødder og sad nu på en lille uprætentiøs, men virkelig lækker lokal restaurant og grinede så tårerne trillede over at søde, høflige Toke, der ellers til dato endnu ikke havde smagt en dråbe alkohol, spontant lige havde kylet et helt glas iskoldt citronlikør ned i et drag, grebet som han var, af stemningen og tjenernes højlydte ”saluti!”.

Øjeblikket skrev sig ind i en perlerække af højdepunkter. Det ene højere end det andet.  

Et af de øvrige mest mindeværdige var indtruffet da Anne og jeg, kort før at vi hånd i hånd gik ind i en butik for at købe en smuk kjole i grønlige nuancer, havde stukket nøglerne i hånden på Freja, i sikker forvisning om at hun, med sin eminente stedsans, nok skulle få sig selv og sin store lillebror (med markant dårligere stedsans) sikkert hjem til lejligheden et par kilometer og adskillige snørklede gader væk.

Det fik hun, naturligvis. 

Vel at mærket den selvsamme unge kvinde der, blot en lille uge forinden, havde stået og hyperventileret på kanten af gate A18, mens at undertegnede, i sin handlingslammelse havde talt sekunderne til at døren ville lukke. 

Ikke bagdøren, men den dør som man, død og pine skulle ind af, hvis man virkelig ville til den by som alle veje ellers ret beset burde føre til, en alt, alt, alt for tidlig morgen i november. 

Og det ville man, virkelig!

”Tjo…. Det var jo nok i virkeligheden, lidt mit behov” Svarede jeg, og fortsatte

”Undskyld, men det var også bare fordi, a….”

”Bare sig undskyld, ok?”

”Undskyld!” 

”Saluti”

”Saluti”

/Tak fordi at I læste med. Morten

Til nye (og gamle) læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops. Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler. Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i snart 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉 Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

HER er i øvrigt et link til rejseartiklen fra London, som jeg omtaler længere oppe

https://autismeplusfar.com/2018/07/26/keep-calm-and-carry-on-om-at-turde-traekke-autismekortet-og-vaere-sin-soens-hemmelige-agent-i-sommerferien/?fbclid=IwAR0pxQXG8OMQ9k9LEcfNblJUifa4warVS1u5JGiGuy4SUSut0X0WuOMcjgI

I skovens dybe stille ro (Om PDA hos børn -og unge, et to måneder langt interview og helt særligt vandret træ)

IMG_2839
NU, er jeg lykkelig

Det var egentlig ikke meningen at det skulle tage min gode kollega fra Søstjerneskolen, Frederik, flere måneder at få afsluttet det interview med mig, om PDA (Pathological Demand Avoidance/Ekstrem kravafvisende adfærd), som han skulle bruge til sit speciale på psykologistudiet.

Men omstændighederne ville, at sådan blev det.

Den dag hvor det så omsider lykkedes at få de sidste 15 min i kassen (naturligvis over zoom) ville skæbnen så yderligere, at flere ender mødtes og flere brikker på smukkeste vis faldt på plads.

Sådan er det også ofte, har jeg efterhånden erfaret.

Blandet andet fik jeg mulighed for at tage dette smukke foto af mine to unge mennesker.

Fotoet er taget klokken 20:55. De to sidder sammen og nyder aftenlyset og stilheden på et væltet træ, der er vedblevet med at vokse vandret ud over Furesøs overflade.

Træet har i mange år været Tokes yndlingssted og netop denne aften fik han omsider mulighed for at dele det med sin storesøster.

I de år hvor Toke  stod uden skoletilbud og hans autisme og PDA indrammede hans liv som var den en usynlig fodlænke, var det vandrette træ og den smukke natur omkring den, i blandt de få steder hvor han, i små dryp, kunne skubbe til grænserne for sin egen formåen, selvom det kostede ham både skrammer og adskillige jordhvepsestik.

Smertefulde, men også ganske konkrete påmindelser fra naturen, om hvad konsekvenserne kan være af at sætte sin fod det forkerte sted.

Måske blandt andet netop derfor, vendte Toke og jeg ofte tilbage til den lille teltplads på plateauet over det vandrette træ.

Her lavede vi vores mad på det lille trangia-sæt, snittede vores snobrødspinde, gravede vores huller i skoven, når vi skulle og sov i det lille letvægtstelt, der havde været Annes og mit hjem i Sydfrankrig en velsignet sommer med brød, ost og billig rødvin, før at vi fik børn.

Tokes om mine ture kunnet virkelig et eller andet og det gjorde mig høj af lykke at vågne i minus 9 grader i polarsoveposen (som vi havde ønsket os) og iagttage isblomsterne på teltdugen og min sovende søn ved min side, i sikker forvisning om, at her var i hvert en verden som jeg havde nogenlunde styr på.

En verden der, i små dryp, fungerede for ham og for mig.

For det meste af tiden kæmpede Toke med fjender der, selvom de var ligeså usynlige som skarpe sten, skjulte rødder og jordhvepsebo, var langt mægtigere og vanskeligere at blive klogere på – både for ham og for os.

Hans PDA fulgte sin helt egen kravafvisende logik og betød, at han på et tidspunkt end ikke kunne forlade sit værelse i længere tid, end at han kun regne med at være tilbage præcis én time senere.

Han ville gerne, men han kunne ikke.

I lige præcis den periode blev det selvsagt ikke til så mange teltture.

Den var dengang….

…………………………….

Frederik havde gjort et stykke fremragende research og formuleret nogle virkelig interessante spørgsmål om PDA.

Vi havde fundet et uforstyrret sted i et samtalelokale i Søstjerneskolens nye videns og kompetence center Koherenz.

Jeg havde både friskbrygget kaffe, masse tid og gode pointer og derfor kom det også fuldstændig bag på mig da jeg, med kun ganske få (men virkelig spændende)  spørgsmål igen, måtte afbryde det hele.

Fra det ene øjeblik til det andet, kunne jeg ganske enkelt ikke tænke en eneste sammenhængende tanke.

Først forstod jeg ingenting, men da jeg kom hjem og havde fået lagt mig ligeså vandret som træet ved Furesø, kunne jeg godt se sammenhængen.

Blot halvanden måned forinden havde jeg været involveret i et alvorligt trafikuheld.

Et sammenstød mellem mig og en anden billist, som jeg havde været uden skyld i, men som havde efterladt mig med et piskesmæld og en hjernerystelse samt en re-traumatisering af et tidligere og væsentlig voldsommere trafikuheld som jeg havde overværet på nærmeste hånd.

Usynlige fjender, der nu satte ligeså usynlige grænser for min mentale rækkevidde. Grænser som jeg hidtil havde virkelig svært ved at fatte -og respektere eksistensen af.

Altså lige indtil det øjeblik hvor at jeg, som her, i overført betydning, stod med foden helt nede i jordhvepseboet.

Frederik og jeg havde sjovt nok lige været rundt om de mulige sammenhænge mellem traumer, stresspåvirkninger og PDA, da klappen gik noget så eftertrykkeligt ned.

Skæbnens ironi?

Sådan er det nogle gange, har jeg efterhånden erfaret.

…………………………….

Et par uge senere sad Toke og jeg foran det grønne telt ved Furesø.

Alt var dejligt enkelt. Lige som jeg huskede at det havde været det for, hvad der synes som et øjeblik siden.

Det var ikke desto mindre tre år siden at vi sidst havde siddet der og jeg var vågnet op til isblomster på teltdugen.

Denne februar var isfri. Til gengæld blæste det af helvede til.

Vi havde imidlertid både varm kakao, ild i bålet, skumfiduser og de berømte polarsoveposer. Vi havde byttet. Toke havde fået min 200 cm sovepose og jeg hans 190 cm. Alt andet ville have været urimeligt.

Toke var i mellemtiden blevet en ung mand på lige godt 15 år, uden den usynlig PDA fodlænke og med skoletilbud, så denne gang havde vi i ligeså høj grad slået teltet op for min skyld, som for hans.

For Tokes vedkommende havde et langt sejt træk – først af især Anne og senere i samarbejde med hans behandlingsskole, med en kombination af stressaflastning og nye udfordringer, gradvist bragt ham derhen, hvor han kunnet genoptage en skolehverdag, som der imidlertid var slået et to og et halvt år stort hul i.

Lidt ligesom den proces jeg p.t gennemgik, men blot i meget, meget større skala.

Jeg havde tit og ofte spekuleret over, hvad det egentlig var at Toke og hans storesøster i sin tid var “kørt ind i”, i overført betydning.

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vise det her sted til min søster” 

-sagde han pludselig, mens at vinden hylede i træerne og gløderne fra bålet dansede ud over den vintersovende mark, der grænsede op til skovbrynet og den vidtstrakte sø på den anden side, hvor bølgerne nu dannede sjældne skumtoppe i det begyndende tusmørke.

”Vi gør det, når det er blevet lidt varmere i vejret” svarede jeg.

………………………….

Da Frederiks smilende ansigt tonede frem på skærmen og vi kunne tage fat på den sidste del af PDA interviewet, var vi et godt stykke inde i april.

Jeg var kort forinden, omsider blevet helt raskmeldt i en totalt forandret verden, hvor alle nu lige pludselig sad i hvert deres ”grønne telt” med rødvin, hjemmefitness og tiltagende lejr-kuller, mens at de ventede på, at den pandemi der fejede hen over verden udenfor og ruskede i teltdugen, skulle lægge sig igen.

Frederik og jeg samlede tålmodigt trådene op i forhold til en diskussion vi havde haft små to måneder tidligere i forhold til et spørgsmål om, hvorvidt at den øgede forekomst af -og fokus på PDA og PDA lignende belastningsreaktioner, hos børn og unge med autisme, kan havde en sammenhæng med den måde vi lever på og organiserer os, i den moderne vestlige verden.

Et rigtig interessant spørgsmål.

Frederik var i den forbindelse i færd med at kigge nærmere på det primært Japanske fænomen: “Hikikomori”

I en tidligere artikel her på bloggen, PDA og anslagsfølsomhed,  havde jeg selv givet denne korte karakteristik af fænomenet.

”Hikikomori er unge mennesker der lever i mere eller mindre selvvalgt ensomhed. Moderne eneboere med bredbåndsforbindelser, isoleret i små lejligheder som de ALDRIG (som i never, ever) forlader.

Her overlever de på mad, de bestiller på nettet –eller hvad deres forældre i al diskretion (i visse kredse er der stor skam forbundet med at have en Hikikomori som søn/datter) stiller foran deres låste dør.

Enkelte klarer sig på førnævnte forældres nåde, mens andre udfører programmeringsopgaver –eller driver anden form for småvirksomhed der ikke kræver at de begiver sig ud i det benhårde, hierarkiske Japanske konkurrencesamfund, som de frygter og derfor har brudt stort set alle bånd til.

Deres eneste sociale kontakt er den de opnår i onlinefora, hvor de blandt andet chatter med andre Hikikomori”

(Jeg linker til artiklen længere nede. I  den kan I også læse mere om PDA)

Mens at vi snakkede videre – blandt andet og sammenfaldet mellem adfærden hos folk med PDA og med PTSD, kom jeg til at tænke på beretninger jeg havde læst, om hjemvendte soldater, der flyttede ud i skoven i en kortere eller længere periode.  Ikke kun som følge af traumatiske oplevelser, men også som en konsekvens af mødet med det uforudsigelige civilsamfund de så længe havde været væk fra.

Åh, skoven…

Jeg sagde på gensyn (uden at vide hvornår) til Frederik, lukkede computeren, rejste mig fra drivhuset (mit helle) og gik ind til mine to unge mennesker.

På vejen gennem haven konstaterede jeg at: ”det var blevet varmere  i vejret”

Da jeg senere, samme aften, sad bag rattet mens at den nedgående sol farvede kabinen og de to unge mennesker på bagsædet orange, tænkte jeg atter en gang over hvad Frederik og jeg har snakket om tidligere.

Frederik havde spurgt mig om jeg tænkte at et fænomen som Hikkikomori kunne brede sig til vores del af verden. Jeg havde svaret, at måske var det her allerede, blot under et andet navn.

Og havde vi begge ret i vores antagelser, var der så i virkeligheden noget fundamentalt galt med den måde vi i årevis havde organiseret os på og var børn -og unge med angst, PDA og andre belastningstilstande -samt de japanske Hikkikomori i virkeligheden ”kanariefuglene i minen”?!

Tanken var lige så interessant, som den var skræmmende. Måske var det også bare mig der gerne ville have et eller andet jeg kunne hænge de to orange unge menneskers årelange lidelser op på.

Tidligere på dagen havde jeg snakket med politiet. Mit trafikuheld fra november sidste år, var omsider blevet behandlet. Det viste sig at min modpart, slet og ret havde overset mig.

Efterfølgende var han flygtet til fods fra ulykkesstedet fordi at han var gået i panik. Længere var den simpelthen ikke.

Han havde hverken været fuld, skæv, kriminel eller noget. Bare en uopmærksom og efterfølgende meget bange fyr, i en sort Volvo.

Måske var han stresset?

Jeg slog tanken hen.

Nogle gange sker ting bare, hvor svært det end kan være, at erkende.

Gruset knasede under mine vandrestøvler.

Freja og Toke var løbet i forvejen. Først havde Freja ikke ville med ud til vores sted. Hun havde sin helt egen rute ved Bagsværd sø, som hun havde gået adskillige gange og var tryg ved. Tanken om det nye og ukendte stressede hende.

Jeg forstod hende godt.

Jeg kunne høre deres stemmer slå smut på søens overflade og da jeg forsigtigt bevægede mig tættere på, kunne jeg ane deres silhuetter.

De sad side om side, næsten helt ude for enden af det vandrette træ.

Fjerne stemmer, latter og duft af brænderøg antydede at vi ikke var alene.

Andre end os var kravlet gennem det ”vindue” corona krisen uforvarende havde åbnet for os, sådan en ellers helt almindelige tirsdag aften i april.

Et vindue hvor spørgsmålene ”Hvad er det egentlig vi vil, hvor vil vi hen og hvornår vi lykkelige?” står skrevet med tusch på de sprossede ruder.

Jeg greb forsigtigt kameraet, fokuserede, mens jeg skævede ned på uret.

klokken var 20.55

Klik.

NU

-er jeg lykkelig.

…………………………………………….

(Held og lykke, Frederik. Jeg glæder mig til at læse resultatet)

/Tak fordi at I læste med.

Morten

Til nye (og gamle) læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

HER er artiklen jeg omtaler længere oppe.

https://autismeplusfar.com/2018/01/12/pda-og-anslagsfoelsomhed-om-kravafvisende-adfaerd-japanske-eneboere-og-det-at-vaere-underspillet-maalrettet-og-ramme-doeren-paa-den-helt-rigtige-maade-med-sine-knoer/

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

Nyttige links
Psykologisk Ressource Center: http://www.psyk-ressource.dk (Stiftet af Psykolog Kirsten Callesen. Stor ekspertise indenfor blandt andet PDA)
Min datters skole (gode til at skynde sig langsomt) : https://basen.dk
Min og min søns fantastiske skole (også gode til at skynde sig langsomt – samt til PDA o.lign) http://soestjerneskolen.dk
Koherenz – Søstjerneskolens nye kursus og videnscenter https://www.facebook.com/koherenz/
AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk
Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

 

 

 

Det var MIG der slog lektor Blomme ihjel! (Om at være corona-fange på en familie ø, man burde stemmes hjem fra, om at være en idiot og erkende det -OG om, med de bedste intentioner og på et oplyst grundlag, at have ramt skuespilleren Fritz Helmuth meget, meget hårdt med en læderfodbold)

image0

“Du opfører dig virkelig som en idiot, far. Vil du ikke nok holde op med det?!” Ordene var min 17 årige datters og hun havde så inderligt ret. For ja. Den første uge – nej, den første en og en halv uge af nedlukningen  var jeg virkelig ikke noget videre behageligt selskab for min søde familie.

Pænt sølle, når man nu tænker nærmere over det. Jeg kunne også godt mærke på lillebror Toke og hans mor, at de sådan set heller ikke ligefrem var super imponerede.

For mens at Freja og Toke og Anne, der jo alt andet lige har prøvet at være isolerede de over to år, hvor de to var uden skoletilbud og samtidigt havde det herredårlig, opførte sig totalt eksemplarisk, sprællede undertegnede drama queen (der i samme periode havde gjort både karriere og haft en social omgangskreds) nu på ynkeligste vis i det finmaskede net af nye hverdagsrutiner og begrænset bevægelsesfrihed, som vores regering med rettidig, omsorgsfuld, men også indiskutabel bestemt omhu trak ned over os alle sammen.

Måske var det min egen autisme, der sparkede ind. Hvad ved jeg?

Faktum var at den nye spyt og snotbårne virkelighed strammede mig gevaldigt over skuldrene og krøb helt op til navlen som et stykke tøj, man bare ikke vil indrømme, er mindst et nummer for småt og faktum var at jeg hadede det som…… pesten.

Well. Bare ærgerligt.

Faktum var også at jeg efterhånden var blevet en 45 årig far på særlige vilkår med udvidet ansvar samt brainpower, specialfaglig viden og livserfaring nok til at handle anderledes end at være en idiot i en grad, at min kloge datter, hos hvem jeg ellers har kosmisk lang line, følte sig kaldet til at fortælle mig det face-to-face.

“Det kunne jeg virkelig ikke være bekendt” 

 “OK I HER RET” sagde jeg afvæbnende og lidt for skingert, hvorefter jeg mere afdæmpet, men desværre højt nok til at alle hørte det, fortsatte med et “Hvis det her var Robison ekspeditionen, så var jeg nok blevet stemt hjem fra øen, hva´? 

(Den helt store udfordring i den sammenhæng var at øen og hjem nu pludselig var et og samme sted)

Her over to uger inde i nedlukning spræller jeg kun i små spjæt og der bliver længere og længere imellem dem. Min familie har forlængst tilgivet mig, og jeg har ligeledes forlængst tilgivet mig selv.

Og netop tilgivelsen, både den ydre, men især også den indre af slagsen, er en disciplin som, hånd i hånd med en mængde, til tider smertelige erkendelser – herunder ikke så få om mig selv, i den grad har været med til at bære mig igennem de helt svære år.

År hvor at det, at være både følelsesmæssigt og lavpraktisk i lære som far til to børn med autisme og angst, gav anledning til at jeg begik ikke så få, men også meget menneskelige fejl, som jeg så efterfølgende måtte tage ved lære af.

Et super relevant, men også liiidt tung emne, som jeg af selv samme årsag har bundet sammen med ret absurd -og på behørig afstand af episoden, nu også ret sjov historie.

Hvad enten jeg taler til professionelle eller til pårørende, runder jeg som regel mine foredrag og workshops om autisme, angst, PDA og behandlingsarbejde af med netop denne historie.

Både som en påmindelse til mine tilhørere om at de dels ikke skal være for hårde ved sig selv (det kan andre tidsnok være) -samt ligeledes for at minde dem om at de, selvom de er forældre til -eller arbejder professionelt med skrøbelige børn og unge, må tillade sig selv at “slå nogle æg i stykker for at lave en omelet” – som man siger.

Og så fortæller jeg naturligvis også historien for at sikre mig, at mine tilhørere husker bare lidt af, hvad jeg forinden har sagt.

Et ældgammelt foredragstrick. 😉

Historien, den kommer her:

Foråret og sommeren 1992 var en usædvanlig varm fornøjelse. Faktisk så varm at havde vi ikke haft så pokkers travlt med at stemme imod EU Maastricht traktaten og 24 dage senere slå tysken i bold, ja så havde vi måske lugtet kaffen i forhold til den globale opvarmning, som dengang fortsat var noget som kun et antal forskere og langhårede miljøaktivister gad beskæftige sig med.

Selvom jeg personligt, og i øvrigt ganske frivilligt, forsømte en god bid af foråret 1992, var de høje temperature alligevel allesteds nærværende.

Jeg befandt mig nemlig en god del af tiden i en kæmpe ombygget lade i Nordisk Films legendariske studier i Risby, hvor jeg iført vintertøj gjorde mit bedste for at virke bare nogenlunde troværdig som “ham den rødhårede, på bagerste række i klassen” mens at projektørene lyste ubønhørligt dagslyst-hvidt på os fra alle retninger og solen bagte tilsvarende ubønhørligt ned på studietaget 10 meter over vores  uldklædte drengekroppe.

Skæbnens ironi ville, at optagelserne, som jeg mens bier og blomster forlystede sig udenfor studiet, svedende kæmpede mig igennem, blandt andet  på et lidt for højt indtag af de mængder af maltbolcher ,som producenten Evers beredvilligt havde stillet til rådighed, senere skulle blive en del af filmatiseringen af Hans Scherfigs klassiker med titlen:

“Det Forsømte Forår”.

Da jeg i sin tid var blevet opmærksom på castingen til filmen havde min første umiddelbare indskydelse været, at jeg da naturligvis skulle gå benhårdt efter rollen som den elev, der i desperation tager livet af den sadistiske latinlærer, Lektor Blomme, ved at putte giftstoffet stryknin i hans maltbolcher.

En sand drømmerolle.

Og her må I ikke foranledige jer til at tro, at der lå et slet skjult skole-vendetta og gemte sig under trangen til at se et af de dummeste svin i dansk skønlitteratur forsvinde ind i det evige mørke i slowmotion, med skum om sine blå læber og vide, at det var MIG der havde gjort det.

Tværtimod. Jeg havde netop afsluttet, hvad jeg fortsat ser tilbage på, som værende en god folkeskoletid.

God til trods for, at jeg særligt i de yngre klasser var præget af tilsyndeladende uforklarlige raserianfald og deciderede nedsmeltninger.

God til trods for, at jeg alle dage havde været voldsomt grovmotorisk og derfor ikke kunne ramme en fodbold.

God trods det åbenlyse faktum at jeg, til at begynde med, var socialt ret akavet og reelt faktisk aldrig rigtigt formåede at identificerede mig med mine 26 jævnaldrende klassekammerater, eller deres interesser.

Når jeg alligevel klarede mig igennem på bedste Klods Hans agtige manér, skyldtes det en kombination af gode menneskers mellemkomst, en hjerne der huskede og forstod stort set alt det faglige stof den blev præsenteret for -samt den kendsgerning at jeg, alle mine besynderlighedder til trods, i det store hele blev rummet i skolen og elsket hjemme, som den jeg nu engang var.

Og så lærte jeg relativt tidligt, at prøve mig frem, falde og rejse mig og ikke mindst, at lade som om.

Når jeg, som barn og teenager ikke opholdte mig i klasseværelset på Buddinge Skole, hvor jeg i øvrigt også, mest på grund af min højde, sad på bagerste række brugte jeg nemlig stort set alle mine vågne timer på at spille teater.

Det var min enlige mor der, trods moderate til svære protester, blidt havde puffet 11 årige ekstremt hurtigt snakkende mig (snakke DET kunne jeg!)  i retningen af et kunstnerisk miljø med så højt til loftet og så mange skøre typer, at jeg næsten med det samme følte mig hjemme.

Her tilbragte jeg de næste mange år, rejste rundt, optrådte, fik venner og byggede dermed det spraglede, men også bundsolide fundament, som skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det voksenliv, der ventede mig lige om hjørnet.

I skuespillet opdagede jeg  hurtigt at den sociale adfærd, som jeg havde så svært ved at integrere i mit liv uden for teatersalen, men som jeg samtidig fandt dybt fascinerende i en grad, at den på det nærmeste var blevet en form for særinteresse – at den adfærd i virkeligheden kunne tillæres og perfektioneres til at grad så at den til sidst virkede både ægte og dybtfølt, selvom at jeg i virkeligheden “bare” lod som om.

Der lå en enorm frisættelse i den erkendelse.

At det rent faktisk var en gangbar strategi og en farbar vej at følge  – ikke bare på scenen, men også i det virkelige liv – at lade som om, fake, imitere uden nødvendigvis altid at skulle lede efter ægte følelser på stort set tomme lagerhylder i ens indre og derfor, i ren og skær desperation, påtage sig dem man nu engang lige kunne få fat i.

Skuespillet og den legende tilgang til det, blev derfor lige så stille min emotionelle kravlegård, hvor jeg gennem årene fik lov til at gøre mig en masse erfaringer, som jeg ville have slået mig gevaldigt på ude i virkeligheden.

Således var det også skuespillet, der havde ført mig til den nu umenneskeligt varme ombyggede lade i Risby, i hvilken maltbolcherne i skålen på bordet uden for kulissen, nu lige så stille klisterede sammen til en uformelig brun masse.

…………………………………………………

Den karakteristiske brummende alarm lød og den røde lamper på kameraet slukkede, som et tegn på, at optagelsen var slut.

Skoleklassen blev tildelt en tiltrængt pause, mens at Skuespilleren Fritz Helmuth der med skræmmende autoritet udfyldte rollen som lektor Blomme og Thomas Villum Jensen, der spillede den unge morder Edward Ellerstrøm blev tilbage.

Willum Jensen havde tilsyneladende allerede været en stensikker Ellerstrøm, da jeg meldte mig ind castingprocessen og da jeg tilmed gav den lidt for meget gas og overspillede fælt i kampen om de andre hovedroller, anviste den erfarne børne -og unge caster Jette Terman mig høflig en plads til venstre på bagerste række i klasselokalet.

En plads jeg som bekendt allerede kendte, holdt ganske meget af, men nu kortvarigt havde forladt sammen med de øvrige drenge, for at spille…….mur.

Interesse for, viden om -og talent for fodbold, havde alle dage været den hårdeste af alle  valutaer, blandt både drenge og piger i min rigtige folkeskoleklasse. Således var den det også, i denne tilfældigt sammentømrede en af slagsen.

Jeg kunne, som allerede nævnt, ikke spille fodbold! Slet ikke!

Tiden frem mod mit 17 år havde imidlertid været god mod min krop der efterhånden, syntes jeg selv, nærmede sig en ganske fin balance mellem færre kilo og en mærkbart bedre motorik.

Dog med plads til forbedring.

I den forstand var konceptet “mur” som skabt til mit niveau.

Man sparker en fodbold op af en mur, som man stort set ikke kan undgå at ramme, bolden flyver tilbage, næste mand rammer bolden, bolden rammer muren o.s.v.

Jeg husker stadigvæk skuddet – mit skud, med samme glasklare tydelighed som jeg husker John Faxe Jensens tilsvarende, et par måneder senere til EM finalen mod tysken på Nya Ullevi stadion.

Begge to ramte vi bolden “lige i røven” – som man siger. John Faxe og så mig.

Det var som om at bolden foldede sig rundt om min fod og jeg følte et lille strejf af lykke bevæger sig opad mod hjertet.

NU skete det. Omsider havde jeg forstået det. Forstået hvordan at en rigtig dreng (m/k) sparker til en rigtig fodbold.

Alle de observationer (og det var mange) jeg havde gjort mig af andre sparkende og alle de tanker jeg havde gjort mig om, hvordan at jeg selv ville gøre det mødtes i dette gyldne splitsekund.

Med andre ord.

Jeg ramte virkelig den læderfodbold med de bedste intentioner og, syntes jeg selv, på et nogenlunde oplyst grundlag.

Mindet hvor Fritz Helmuth , i Lektor Blomme kostume, åbner døren til det store filmstudie til venstre for muren, løfte højre arm og jovialt udbryder “Hej drenge”, står ligeledes ganske klart – selv her 28 år senere.

Allerede mens at det spinkle ekko af hans hilsen endnu hænger i den forsømte forårslune luft, mellem bygningerne, kløves den med stor kraft af en læderfodbold, med sorte og hvide felter, der med en træfsikkerhed som følge af min nøje afstemte blanding af kraft, koordination og præcision, misser den 10 meter lange og 3 meter høje mur, der var det oprindelige mål og ender sin korte rejse……….. direkte i skridtet på skuespilleren.

Skuespilleren krummer sig sammen på gårdspladsen. Optagelserne indstilles midlertidigt.

Fuck!

Jeg har senere forsøgt at regne mig frem til, i hvor høj grad at det, med mit “pragskud” lykkedes mig at fordyre indspilningen.

Det er jo ikke helt billigt at holde sådan et filmhold kørende.

Der gik naturligvis ikke lang tid før at nyheden om den faldne lektor havde fundet vej ud i et par afkroge af produktionen.

Måske var det netop derfor (og selvom jeg tager helt og aldeles fejl, er det stadigvæk en fed historie) at instruktør Peter Schrøder senere tildelte mig den replik der, selvom den skulle blive min eneste, efter min opfattelse blev den vigtigste – ikke blot i filmen, men i resten af mit liv.

Replikken lød: “Det er menneskeligt at fejle”

Fritz selv, tog det faktisk meget pænt.

Et par uger senere, da en stor fællesscene skulle filmes i gymnastiksalen på Duevejens skole, på Frederiksberg sneg han sig tilmed ind på mig og overraskede mig med ordene.

“Nå der du igen. Ja. Der fik du mig sgu, med det skud!”

Jeg spærrede øjnene op

“Der fik du mig sgu”, sagde han.

“Ha” tænkte jeg triumferende

“Så var det alligevel lidt mig der slog Blomme ihjel”

……………………………..

Nøjagtig 6 år (og vi taler på dagen!) efter filmens premiere tjekkede jeg ind på Ærø Folkehøjskole officelt for at spille mere teater, men reelt for at nulstille og genstarte mit liv efter min fars alt for tidligere død året forinden.

5 dage senere mødte jeg dengang 18 årige Anne.

4 år senere blev vi gift og forældre til Freja (I ved, hende der kaldte mig for en idiot i starten af artiklen) To og et halvt år efter Frejas ankomst meldte lillebror Toke sig under fanerne.

To børn, nu unge mennesker, som der er skrevet mange spaltemeter om på denne blog (og er dette din første artikel her hos mig, så bare gå i krig. Så giver det hele omend endnu mere mening)

Et par unge før at statsministeren sendte skoledanmark hjem, sad nu 15 årige Toke og hans lærer ,Morten, på Søstjerneskolen og så filmen Det Forsømte Forår.

I den forbindelse hæftede de sig begge ved en sært velkendt, lettere ranglet, rødhåret skikkelse der gik ind og ud af en masse døre, men ellers for det meste bare sad i baggrunden, hvor han velskede mellem at se fra lettere kuet til aldeles rædselssagen ud, bortset fra det korte øjeblik hvor at han, smilende (til den rare vikar), leverede sin ene gyldne replik.

Da nedlukningen officielt var en realitet, havde Toke blandt andet fået den hjemmeopgave, at interviewe mig.

Det kastede en interessant samtale af sig som blandt andet omhandlede den triste skæbne der, i såvel romanen som i filmen, viser sig at have overgået drengene fra lektor Blommes klasse, da de mødes til genforening 25 år senere.

Ganske vist er de lykkedes, i den forstand, at mange af dem nu bestrider poster i samfundets top, de som unge blev stillet i udsigt, ville være frugten af alt sliddet og alle ydmygelserne.

Men som mennesker er de ødelagte, bitre, uforløste og ensomme. En enkelt af dem, højesretsdommer Ellerstrøm, har tilmed et liv på samvittigheden.

Toke og jeg legede for sjov med tanken om mon ikke, at min navnløse karakter i virkeligheden var den eneste af drengene, der var sluppet igennem som et nogenlunde helt, forløst og lykkeligt menneske, FORDI at HAN og INGEN ANDEN, havde fået lov opleve smagen af  de fem magiske ord.

Fem magiske ord der tilsammen havde dannet et sætning, så kraftfuld at den var kommet til at definere resten af hans liv i en grad, at han efterfølgende ikke var vågnet til én eneste håbløs gråvejrsdag eller havde stået over for én eneste tilsynelandende uoverskuelig udfordring, uden at ordene, der nu var blevet hans evige mantra, var flammet op for hans indre blik, med samme glød og styrke, som da han udtalte dem for første gang, den dag i klasselokalet

“Det er menneskeligt at fejle” 

Yeah!

Vi nikkede stiltiende, Toke og jeg, rørende enige om at sådan måtte det nødvendigvis forholde sig.

Herefter var der pressemøde.

Mette Frederiksen talte åbent og ærligt om alle de fejl hun, regeringen og sundhedsmyndighederne uundgåeligt ville komme til at begå, i den kommende tid, men vedstod sig også at de – fejlene var en del af en læreproces i forbindelse med en udfordring til hvilken der ikke eksisterede nogen drejebog.

Det der med ikke at have nogen drejebog, kender jeg godt.

Og alt imens at jeg skiftevis lod blikket vandre fra Mette Frederiksen til Toke  -samt videre til hans storsøster, der i al ubemærkethed havde sneget sig ud i det åbne køkken bag os for at lave sort kaffe ledsaget af toastbrød med appelsinmarmelade og jazzmusik, tænkte jeg ved mig selv, at drengen fra filmens -og nu også statsministerens mantra, helt sikkert også var endt med at blive mit eget.

Men når man sådan, i alt stilfærdighed sad og betragtede de to harmoniske, kloge, seje, selvstændige og smukke slutprodukter der efterhånden var ved at udkrystalisere sig for øjnene af deres mor og mig, kunne man et enkelt åndedrags tid, godt glemme hvor hård en omgang det egentlig talt havde været.

Ikke bare for Freja og Toke, med deres autisme, adhd, deres angst, pda og ufrivilligt skoleløse år eller for Anne, der som en anden infanterisoldat havde stået i forreste linje meget af tiden, men også for undertegnede i forhold til at kunne erkende, rumme og håndtere summen af det hele.

Nu hvor jeg var nået så langt, at jeg kunne tillade mig selv den luksus, at bearbejde fortiden kunne jeg samtidig også godt se at vejen til marts 2020, godt nok havde været brolagt med hårdt arbejde, generel sejhed, blod, sved og tårer, men også med fejl og dårlige beslutninger, fra min side, der til trods for at de måske føltes som en enormt god idéer i momentet, stadigvæk var fejl og dårlige beslutninger.

For eksempel når jeg gennem en optik af sorg, skyld og kuldsejlede far-drømme, prøvede at få øje på lette, hurtige løsninger på Frejas og Tokes komplekse udfordringer, og til sidst i overført betydning, lossede så hårdt jeg kunne til “bolden”, bare for da for helvede, at kunne gøre et eller andet.

Her 12 år efter at Freja, som den første af de to blev udredt, og jeg modtog psykiaterens besked, uden rigtig at lytte efter og med nogenlunde samme mine som en kuet elev fra den sorte skole der har glemt sin latinlektie, har jeg efterhånden opnået en ikke ueffen “spilforståelse” samt et ret så eminent “boldøje” der gør det muligt for mig at navigere sikkert rundt på den bulede livsbane, vores sjove familie har fået tildelt.

Her ramme jeg faktisk, tilmed nogenlunde, det jeg sigter efter.

Men….

En sjælden gang,  når spillets regler uden varsel, ændrer sig, som nu med COVID 19, kan jeg godt, for en kort bemærkning blive stanghamrende autistisk, humørsyg og urimelig og råbe grimme ting efter dommeren….

-og sprælle med arme og ben.

Som her forleden.

Nuvel.

Jeg bliver heldigvis også hele tiden en marginalt klogere af mine fejl.

Hvilket nok er meget godt.

Ellers ville det nok bare ende med at en eller nogen fik nok og besluttede sig for sætte en stopper for min menneskelighed, ved at putte gift i mine maltbolcher.

Min søde familie, for eksempel. Ingen ville nogensinde mistænke dem.

…………………………………

Spøg til side.

Her kommer histories morale.

Lige nu bor vi alle sammen mere eller mindre på den samme corona-ø, med alt dens isolation, dens regler, faste rutiner, dens afsavn og alle dens fravalg.

Men på et eller andet tidspunkt, når stormen har lagt sig, må man vel forvente, at hovedparten af Danmarks befolkning rejser væk fra øen igen – “hjem” for at genoptage, hvad der nu end var deres liv, før at corona ramte.

Mange af I, som har børn med særlige behov, vil sansynligvis, til den tid stå på stranden og vinke farvel (jeg er der nok også), vel vidende at isolationen, reglerne og de faste rutiner, afsavnet og de fravalg som de andre kun midlertidigt oplevede, vil være jeres virkelighed i mange år fremover.

Ikke længere på grund af corona, men på grund af den autisme, adhd, angst -eller anden tilstand hos jeres børn -og unge mennesker der gør, at I bliver hvor I er, måske sætte jeres fødder ekstra forsigtigt, vejer jeres ord på en guldvægt og måske også er ekstra meget på vagt overfor hinanden, hvis I, som Anne og jeg, da er så heldige stadigvæk at være sammen.

I der arbejder professionelt med de unge øboere og deres forældre, vil ligeledes mange år fremover fortsat skulle rejse frem og tilbage mellem dem og jeres fastland og fortsat have overskuddet til at være visionære og viljen til at føre jeres visioner ud i livet.

Til glæde for de fastboende.

Og I der træffer beslutningerne og betaler for indsatserne og rejserne til øen. Husk at visionære ideér kræver tid og rum for at kunne vokse.

For alle jer er fejlene og modet til at begå dem, med de bedste intentioner og på et så oplyst grundlag som muligt (man skal jo ikke være dum, vel) et ufravigeligt grundvilkår. Just saying. 😉

Desuden ved aldrig man aldrig helt hvad der sker, når man giver bolden et ordentligt los.

I mit tilfælde førte det en replik med sig og et mantra og en indsigt som har hjulpet mig med at holde tungen lige i munden, hovedet koldt og hjertet varmt, i forbindelse med min families store kampe på de knoldene og ujævne livsbaner.

Marcus Tullius Cicero sagde det i sin Filippiske tale i år 43 f.kr.

Hans Scherfig skrev det i 1940

Og jeg fik lov til at gentage det i 1992

Errare humanum est = det er menneskeligt at fejle,

Et udsagn der i øvrigt oftes efterfølges med et:

Ignoscere divinum = ‘at tilgive er guddommeligt’.

Og igen.

Vær ikke for hårde ved jer selv og hinanden. Det kan andre tidsnok værre.

Desuden tyder meget på at fejl (inden for rimelighedens grænser) bliver det nye sort.

Menneskelige fejl og menneskelig tilgivelse.

Statsministeren sagde det selv.

På seneste ø-råd.

……………………………………………………

Tak for fordi at du læste med.

/Morten

Ps. Undskyld at jeg var sådan en idiot den første halvanden uge, Freja og Toke og Anne. Jeg skulle bare lige vænne mig til alt det her corona halløj.

PPS. Jeg har stadigvæk ikke lært at spille fodbold, men sker det en sjælden gang, at jeg befinder mig bag en bold, ja så gør jeg virkelig mit bedste for at ingen kommer til skade.

……………………………………………

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 15 med autisme, Adhd og pda. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

Skriv eller ring for et tilbud

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

 

 

 

Må man le af angsten? I den grad! Hvis man tør.

https___www.grob.dk_wp-content_uploads_2019_05_Rædsel-Grob-Foto-Søren-Meisner-s-2554
Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement i RÆDSEL på Teater Grob Foto: Søren Meisner

Anmeldelse. RÆDSEL, Teater Grob, / Morten Gantzler Oschlag, AutismePlusFar

Jeg var ikke mange minutter inde i forestillingen “RÆDSEL”, som netop nu og frem til 21 marts (en måned der er gået før at du ved af det) kan opleves hos Teater GROB, på Nørrebro i København før at min egen medbragte bange anelse var forduftet som dug for solen.

Faktisk skulle der ikke meget mere til end en kontant skolelæreragtig rømmen fra skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, der i al sin kraftfulde skrøbelighed, pludselig havde materialiseret sig på scenen få meter væk, til at få mig til rette mig op i stolen og skærpe mine sanser på nøjagtigt den måde, man gør den slags på, når man allerede godt ved at man få øjeblikke senere skal til at opleve noget ud over det sædvanlige.

Få øjeblikke inden at lyset langsomt dæmpedes og dramatiker Anna Bro’s på en gang krystalklare enkle og til tider skræmmende afgrundsdybe tekst fik fri løb, form og krop hos de to skuespillere, havde jeg imidlertid, sandt at sige, ellers haft min tvivl i forhold til om det her overhovedet ville kunne lade sig forløse.

For ikke blot sad jeg nu der på række 2, sæde 10 i min egenskab af fagmand, med efterhånden mange års erfaring indenfor den komplekse ende af dag-behandlingen med autisme, angst og PTSD som arbejdsområder, jeg var i ligeså høj grad tilstede som far-mand til to unge mennesker på snart 15 og 18 år for hvem den RÆDSEL som her havde givet navn til 1 time og 15 minutters dramatik, havde været allerstedes nærværende i et antal år som vi, derhjemme, efterhånden havde opgivet at holde rede på.

Så i takt med at premieren havde nærmet sig og holdet bag havde markedsført hele herligheden som: “En fabulerende, humoristisk og tankevækkende forestilling om de øjeblikke hvor sammenbruddet rammer, og man bliver revet ud af verden. Og om hvordan man finder tilbage igen”  Ja så havde jeg (indrømmet) siddet med korslagte arme i den anden ende af Teater GROBS facebookreklamer og tænkt.

“Yeah right. Vi får se” 

10 minutter inde i forestillingen havde jeg allerede fået vekslet mindst et par indforståede blikke med ligeså indforståede smil fra min ledsager, lige så vel som jeg, til min egen store overraskelse, af flere omgange havde leet højlydt og længe.

Min ledsager skævede til mig. Jeg smilede. Hvis der var en person i salen der havde lov til at le, ja så var det mig.

Ida Cæcilie Rasmussen spiller med en sitrende energi og en timing der, på en gang flytter rummets tyngdepunkt så det konstant hviler på hende og hendes medspiller og som samtidig efterfølgende fik mig til at sværge på, at jeg fra første parket havde overværet hende tabe såvel ansigtskulør som adskillige kilo kropsvægt, som forestillingen skred frem, selvom hun stort sig ikke forlod scenen mere end et par sekunder ad gangen.

Alexander Clement er en både elegant-slesk og til tider brutale kropsliggørelse af angsten som den usynlige livsledsager, hvis ægteskabskontrakt man pludselig ikke kan komme ud af.

Han er et charmerende og farligt bekendskab, når han med affekteret Giro 413 dialekt og et diabolsk glimt i øjnene som en anden gadeprædikant, sætte foden i døren og minder Ida Cæcilie Rasmussens karakter, Eva, om at hun jo slet, slet ikke kan undvære ham.

Og netop med pointen om, at man rent faktisk kan blive så fortrolig med sin angst, at man næsten kan savne den, i det øjeblik den en dag kun er en fjern stemme og en sitren i en krop der aldrig glemmer helt, rammer Anna Bro med sin tekst ned i et afgørende og ofte overset aspekt af tilværelsen som angstramt.

Sjovt nok havde min datter Freja og jeg netop, for ganske nyligt, en sen nattetime en snak om dagligdagen og hvor skræmmende og uoverskueligt den kan tage sig ud, på den anden side af de “kridtstreger” der måske ellers en tid har skabt det reservat der, i al sin absurditet nu engang har været det liv man har kendt til og har kunnet navigere i.

I den forstand var det heller ikke svært for mig at identificere mig med Ida Cæcilie Rasmussens succesfulde øjenkirurg der, til trods for at hun har både karriere, mand og barn langsomt hvirvles ind i en næsten kæresteagtig relation med Alexander Clements sært tillokkende angst-karakter.

Og jeg forstod hendes tilsyneladende “selvvalgte” isolation, hvor ringetonerne og bankelydene fra velmenende og bekymrede venner og bekendte vokser til en kakofoni af skyld og skam over ikke en gang at have overskuddet til at række ud efter hjælp.

I den forbindelse formår Jonas Vest med sit eminente lyddesign at skabe en slags tredje medspiller som bliver placeret så henholdvist massivt og så præcist i rummet at man gisper efter vejret – særligt når lyden i smukt samspil får Kristians Knudsens enkle, men fleksible scenografi og Frederik Dahl Houghs diskrete, støvede lys til virke næsten organisk og næsten FOR tæt på.

Instruktør Rune David Grue har med vanligt blik for detaljen i sin personinstruktion, været med til at give liv til et ægte, troværdigt menneske af kød, blod og truende sammenbrud i scenerummet på Nørrebrogade 37.

Et menneske der ligeså godt kunne være en selv eller en man kender.

Hendes angst føles tilsvarende så nærværende, ægte og ja… menneskelig, at man hurtigt køber illusionen og synes at man har kendt ham altid.

Og det har man måske også…

Anna Bro forløser RÆDSLEN i en let, ligetil, humoristisk, genkendeligt, intelligent tone der, som sådan ikke kræver den store sproglige samlevejledning eller teatererfaring hos publikum.

Og dette er absolut ment i positiv forstand.

For det er netop det som kunstnere kan og nogle gange skal, når de har 1 time og 15 minutter til deres rådighed til at formidle det kontroversielle, det potentielt skam -og sorgfulde, det usagte og det komplekse.

Med andre ord, ikke udelukkende sigte efter at tilfredsstille fag -og far-nørder som undertegnede, der måske visse steder sukker over småfejl og ønsker sig flere detaljer.

Men istedet på den fineste mest respektfulde vis  bygge en bro af tankevækkende dramatik og mild forløsende humor, der kan og bør betrædes af alle unge -og voksne mennsker.

Apropos den milde forløsende humor.

På vej ud af døren spurgte min ledsager mig i øvrigt. “Må man egentlig le af angsten?” 

“I den grad!” svarede jeg “Hvis man tør”. 

………………………………

OG Apropos brobygning. Som så mange andre store “entreprenørprojekter” har byggeriet af RÆDSEL været undervejs i adskillige år. idéen blev således oprindeligt undfanget og sidenhen udviklet for 4 år siden af AHA produktion v. dramatiker Anna Bro og kreativ producent Hanna W Grue i samproduktion med Teater GROB

Tak fordi at I tog jer tiden og havde tålmodigheden, lyder det fra en der også er vandt til at arbejde på den helt lange bane.

Forestillingen RÆDSEL spiller på teater GROB, Nørrebrogade 37 i København frem til 21 marts 2020 og herefter på Teater NORDKRAFT i Aalborg fra 27 marts til 4 april og har mine varmeste anbefalinger.

Link til forestillingen

RÆDSEL

Find mig på Facebook:

http://www.facebook.com/autismeplusfar

Jeg arbejder til dagligt som selvstændig Psykologisk konsulent og er desuden ansat på den højt specialiserede dagbehandlingsskole SØSTJERNESKOLEN på Østerbro i København.

Privat er jeg far til to unge mennesker som har autisme og angstproblematikkerne tæt inde på livet.

De har set ikke fra fremmede 😉

Her et Link til en artikel min datter og jeg har skrevet om angst:

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

 (Se ældre artikler/indlæg nedenfor) ⬇️

 Velkommen til 😊

 

Too much information (om at fake over for sine børn med autisme, at man har totalt styr på det, om at skændes på italiensk, spise på amerikansk og om rent faktisk at have styr på det… -eller noget)

Toke på Københavns Hovedbibliotek.

(Udgivet første gang i marts 2019)

Der er godt nok mange ting, som jeg ikke delagtiggør mine to børn med autisme i.

Faktisk har jeg efterhånden udviklet et helt særligt tale –og kropssprog som er renset for ”too much information” . Et sprog udelukkende reserveret de to møgunger.

Altså renset for.

Hårde facts, potentielle og reelle bekymringer, løse tanker, plus alt hvad der nu engang ellers fylder godt op på lagerhylderne i hovedet hos sådan en farmand som undertegnede.

Vokseninformationer og voksenfrustrationer der, hvis de kom de to unge mennesker for øre, ikke ville tjene meget andet formål end at gøre dem forvirrede, stressede –og i værste fald angste.

Jeg begår mig faktisk efterhånden så flydende på denne særlige no-bullshit dialekt, at jeg knap bemærker det.

I fredags ved 9 tiden om morgenen blev jeg dog, for en kort bemærkning mindet om det, og det er da også derfor at jeg skriver nu.

Det skete på den bedst tænkelige måde i forbindelse at vi modtog nyheden om at vores kommune havde besluttet sig for at bevillige Freja et 10 skoleår på den behandlingsskole, der netop efter at Freja havde været ufrivilligt skolefraværende i lang tid, på kun ét år havde fået skabt en fantastisk relationen til hende og virkelig var begyndt at vise resultater.

Anne og jeg havde virkelig kæmpet for det forbandede 10 år og udsigten til at det, måske ikke ville blive en realitet, havde i månedsvis stresset os begge helt enormt og sat os under et tids –og arbejdspres -noget jeg desværre tror at de fleste familier med børn som vores, kan nikke genkendende til.

Men nu var den altså hjemme.

Anne og jeg råbte og skreg, gav hinanden high-five og kys og knus og fik naturligvis på den bekostning tiltrukket os begge børns udelte opmærksomhed.

Og som de to høje, smukke skikkelser nu engang stod der og stirrede måbende på deres akut fjollede forældre, slog det mig pludselig, hvor mange kampe (og det er rigtig mange) vi har kæmpet på deres vegne uden at de har haft en den fjerneste idé om, hvad der reelt foregik.

Javist. Vi har da muligvis nok set marginalt mere slidte og flossede ud, Anne og jeg, i de perioder hvor børnene har haft det dårligst, hvor uvisheden om deres fremtid har hængt som en tung sky af usikre skolebevillinger over hovederne på os, hvor nætterne er blevet taget i brug til skrivning og hvor frekvensen og intensiteten af vores skænderier har kunnet aflæses på richterskalaen.

Men som vi altid har sagt til børnene, når de har afsløret os med ekkoet af den seneste forbandelse hængende i lokalet :

”Hey. Husk! Vi er en ”italiensk” familie og hvis vi boede der, var der ingen der ville bemærke at vi skændtes. De (italienerne) ville sige. Hey. Kalder I DET et skænderi?”

Og den, samt tilsvarende semi løgnagtige omskrivninger af familiehistorien, har de ligesom bare købt. Lige såvel som de har slået sig til tåls med forvisningen om, at: ”Mor og far har styr på det” (selv da de ikke havde været i skole i snart 2 år)

Af Anne og mig, var jeg, alt andet lige absolut den, der i begyndelsen havde vanskeligst ved holde mine egne behov, for at opnå bod, aflad og sjælefred, ved at dele små detaljer om hvor åndssvag, uretfærdig og irriterende verden (eller Anne) kunne være, adskilt fra hvad børnene reelt havde behov for at høre -og forholde sig til.

Jeg havde således i lang tid en tendens til partout at skulle sige alt hvad jeg tænkte højt, fremfor i første omgang blot at tænke det og dernæst underkaste tankerne selvcensur ud fra kriterierne:

”Hvem i min umiddelbare nærhed får reelt andet end ufrivillige tics, sved på panden og overflødige bekymringstanker ud af at jeg siger det her højt, lige nu og lige her?!”

Oftest handlede det mest om min egen usikkerhed, min dårlige samvittighed -samt mine bristede illusioner, drømme og forestillinger om hvordan at min rolle og mit liv som farmand skulle have foldet sig ud, når jeg med enten slet skjult stram -eller halvbedrøvet stemme, sagde sætninger som:

”Ej. Kommer du ikke ud og spise den dejlige mad jeg har lavet til dig, Toke? Det kunne være så hyggeligt. Du har altså også siddet på det værelse hele dagen!”

Underforstået: ”JEG er så bekymret for dig. JEG ved ikke, hvad det hele skal ende med og desuden aner JEG virkelig ikke mine levende råd. Men nu har JEG altså stået i køkkenet og lavet mad i to timer, så giv lige MIG noget credit. JEG forbinder nemlig fællesspisning med noget trygt, så hjælp MIG lige med at opretholde MIN illusion om det gode nordiske familieliv og kom ind og spis (for helvede)”

Jeg lærte dog ret hurtigt, at når min søn sad på sit værelse, ja så skyldtes det en ubalance i det energiregnskab, som er en ret væsentlig faktor ifht. om man kan fungere med sin autisme.

Et regnskab som Toke med tiden, ville skulle lære selv at forvalte, men som lige nu og her, pinedød, var mit forbandede ansvar.

Og var der i øvrigt noget der kunne suge livet ud af den unge mand (og hans søster) og erstatte det med stress og angst, var det netop det, at skulle forholde sig til alt muligt assorteret, og for dem ligegyldigt bavl, smalltalk og tilsvarende sproglig ”padlen rundt” fra min side.

Bavl som jeg ret beset burde besvære sidemanden i toget, en god ven –eller ultimativt, en god psykolog med.

Heldigvis lærte jeg så også tilsvarende hurtigt, at luge ud i skyld og skam –og spare mine omgivelser for de værste mellemregninger, ligesom børnenes kravafvisende angstprofiler tvang mig til yderligere at trimme mit sprog. Som i:

”Maden er klar”

………………………..

På nogle dage bliver maden serveret “på Amerikansk” på Tokes værelse, uden spørgsmål, fordi at vi allerede har vurderet og truffet valget på hans vegne.  Andre dage må han ind i stuen og hente den og er han så heldig at hans elskede søster sidder med ved bordet, bliver han som regel selv hængende et stykke tid.

Og HER bliver der snakket! Om alt mellem himmel og jord, men med tid og rum til at følge emnerne til dørs.

Det er ikke så ofte at det sker, men når det sker, så fyrer vi den til gengæld virkelig også af, i munden på hinanden, med store armbevægelser og høje stemmer. Vi er jo en ”Italiensk familie” 😉 der så bare tilfældigvis, meget af tiden, spiser på Amerikansk – altså hver for sig.

Men tag endelig ikke fejl. Det et ikke curling, Anne og jeg har praktiseret. Langt fra!

Vi har bare været virkelig selektive ifht. hvornår, hvordan og i hvor store mængder, vi har pakket verden ud for vores to helt særlige børn. Og så har vi selv været med til at skrive historien om vores “multinationale” familie, efterhånden som udpakningen er fundet sted.

Nuvel…

De to særlige børn bør jo så nok, lige meget hvor meget vi prøver gemme os for realiteterne, efterhånden snarere omtales som to helt særlige unge mennesker – med steamkonto, google (find 3 som mener det modsatte*) og blikket rettet udad.

Et søskendepar på snart 14 og 17 der efterhånden er ved at vinde styrken til selv at flå gavepapiret af pandoras æske, netop fordi at der har været så meget som de, på de helt rigtige tidspunkter i deres liv, er blevet skånet for at skulle forholde sig til.

En gang i mellem kunne jeg dog ønske mig, at de to blev bare en liiiiille smule mere begejstrede, på den italienske måde, på de rigtig tidspunkter, vel at mærke! 😉

Som for eksempel her i fredags, hvor Anne og jeg sad på gulvet og næsten fik fugtige øjenkroge, over den gode nyhed om det 10 skoleår og møgungerne mest af alt reagerede på den uventede morgenstøj vi lavede.

”I skulle bare vide” tænkte jeg, men rettede hurtigt mig selv.

”Næ. Ved I hvad. Det skulle I faktisk ikke”

Mor og far har styr på det…

Eller noget…

Tak fordi at du læste med.

/Morten

*= Øvelsen her hjemmet, når man har googlet sig til noget, man selv tænker er et stenhård fakta.

Artiklen du lige har læst, blev som nævnt udgivet første gang i marts 2019. Efterfølgende skrev jeg et kort tillæg til den. Det kan du læse jer

https://autismeplusfar.com/2019/03/17/kort-tillaeg-til-artiklen-too-much-information-forrige-udgivelse-her-paa-bloggen/

 

Her lidt nyttige links:

Min datters skole: https://basen.dk

Min og min søns skole http://soestjerneskolen.dk

AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

Psykologisk Ressource Center – Psykologfirma med speciale i alt hvad jeg har skrevet om 😉 Stiftet af Kirsten Callesen, som, i sin tid introducerede de ekstremt kravafvisende profiler i dansk sammenhæng -og som også har stiftet Søstjerneskolen. https://psyk-ressource.dk

Min Facebookside: http://www.facebook.com/autismeplusfar

 

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 15 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt har arvet fra mig. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/