Kære fagspecialister (mig) kære pårørende til børn-og unge med diagnoser (også mig) og kære I voksne med diagnoser, i det omfang I har overskud (også, også mig)
Kære politikere.
Jeg beskæftiger mig til dagligt, professionelt, med autisme, kombinationsproblematikker (komorbide tilstande) og skolefravær hos børn -og unge.
Privat har jeg, i den grad, også haft ovenstående tæt inde på livet.
Kære alle sammen.
Hvis I, af og til tænker at de udfordringer, I kigger ind i, fremstår virkelig komplekse og vanskeligt overkommelige, ja så er det højst sandsynligt fordi at de ER virkelig komplekse og vanskeligt overkommelige.
Kan I blive enige om det, ja så står I et ret godt sted.
Et komplekst og vanskeligt overkommeligt sted, ganske vist, men I står der sammen.
Der findes sjældent lette løsninger på komplekse udfordringer.
I hate to say it.
Det har historien vist efterhånden lært os.
Både den vi skriver i datid og den, der skrives for øjnene af os netop nu.
Skal vi sammen udforske og omfavne kompleksitet og se nuancer kræver det at vi af og til står på den samme platform, når vi kigger ind i det svært begribelige.
At bygge en sådan platform kræver tid.
At stå på den sammen kræver tålmodighed.
Ligesom det kræver tid og tålmodighed at blive flydende på det fælles sprog, vi sammen må prøve at tilegne os.
Tid og tålmodighed.
Derfor er det også meget menneskeligt når en eller flere parter sætter deres lid til mere forenklende bærende hypoteser.
Den slags ser jeg en del af.
Lige så menneskeligt er det når, man (“man” kunne sagtens være mig, på en dårlig dag) prøver at skyde genvej med stigmatiserende sort/hvide fortællinger og prædikater.
Virkeligheden bliver simpelthen nogle gange så mangekantet, at man får lyst til (brug for) at banke den ind i en form, man kan forholde sig til.
Her er det så at nogle har en større hammer end andre.
Men….
Kære alle. Alle sammen.
Det er menneskeligt. Det er forståeligt, men det går simpelthen ikke!
Jeg siger det lige en gang til.
Det går simpelthen ikke!
Jeg har dagligt fornøjelsen af at møde jer alle sammen, fagspecialister, pårørende, politikere og, ikke mindst, I med diagnoser.
Både børn -og unge med diagnoser, men også voksne, der måske med nød og næppe har klaret sig igennem.
Det er de voksne, fra alle grupper, jeg taler til.
I besidder en viden, hver især, som må ud og virke i fællesskab, hvis vi skal løfte den opgave, der ligger foran os.
Jeg møder jer både i forbindelse med mit fuldtidsjob som VISO-specialist, men også når jeg, udenfor normal arbejdstid holder foredrag og underviser og, fra tid til anden, er så heldig at opleve alle grupper nogenlunde ligeligt fordelt under et og samme tag.
Jeg møder kun gode mennesker med gode intentioner.
Gode mennesker med gode intentioner, som alle kigger ind i det komplekse, det vanskeligt overkommelige og det svært begribelige.
Ofte fra hver deres platform, hvor de prøver at beskrive det de ser, ved hjælp af den erfaring, det begrebsapparat og det sprog, de nu engang har til rådighed.
Platforme hvorfra de hverisær skaber mening og prøver få det de kigger ind i til at give mening.
Det mindede min fagfælle Kamilla Kobæk mig om, forleden, da hun ifm. et kursus jeg deltog i, genopfriskede hvad den Nederlandske forsker i Psykologi og pædagogisk videnskab Peter Vermeulen siger om netop det.
Kære fagspecialister, pårørende, politikere og voksne med diagnoser.
I og vi (for jeg er jo næsten jer alle sammen på én gang, husker I nok) lever i den samme verden, i den samme tid.
Den tyske sociolog Hartmus Rosa anvender begrebet “højhastighedssamfundet” om den tid vi lever i.
En stadigt accelererende tidsalder.
Den hastighed hvormed alt udvikler sig, er kommet bag på os alle sammen.
Og måske, som en afledt effekt heraf:
Stigningen i antallet af mennesker der diagnosticeres med autisme med adhd med angst? Mistrivsel blandt børn og unge.? Skolefravær?
Hvor kommer det fra? Hvad er der slet?
Hvornår er det sket. Hvad har vi overset?
Hvad har vi mistet?
Hvem eller hvad kan vi, i bedste fald, bebrejde?
Fordi at vi knapt nok selv er landet på begge ben i den tid vi lever i, mangler vi ofte ord, der kan beskrive den.
Ligeledes er der ganske få fælles erfaringer og stort set ingen samlende fortælling, vi kan læne os op af.
Så vi griber ud efter det forhåndenværende, det vi kan huske fik verden til at hænge sammen engang og bygger vores egne hastigt sammenflikkede fortællinger., forkortelser, forenklinger.
Det kan ikke blive ved. Hvis der er nogen der skal sige det, må det hellere være mig.
For jeg ved at I alle sammen er bedre end jeres rygte.
Langt bedre.
Desuden sidder I alle i den samme saks.
Den saks der systematisk forkorter den tid I har til rådighed til fordybelse og gensidige forståelse.
Så.
Ryk sammen, tal sammen, find et fælles sprog. Find meningen hos de andre.
Jeg er efterhånden holdt op med at tro på idéen om helte og skurke for jeg møder kun gode mennesker.
Med gode intentioner.
Gode intentioner der nogle gange smutter ud mellem fingrene, rider afsted og kastes til højre og venstre på en bølge af afklippet, tabt tid, frustrationer og hastværk, indtil de er svære at genkende, som det de engang var.
Kære alle.
Tag tiden tilbage. Genskab den. Læg puslespillet sammen.
Griber I synkront ud efter den, tænker jeg godt I kan indfange den.
Og pas så godt på den. Tiden. Den tilhører os alle.
Fremtiden tilhører børnene.
Og pas så godt på hinanden.
Jeg tror på jer.
Jeg tror på os.
Kh. Morten / Autismeplusfar
AutismePlusFar 
Skriv en kommentar