Den helt rette, uforudsigelige timing

Udgivet første gang juni 2021

Hey. Min skønne søn på 16 forstod først for alvor her forleden, hvad det vil sige at have autisme – altså for ham.

Jeg har fået tilladelse af ham, til at fortælle den korte historie her.

Også bare for at sætte en streg under, i hvor høj grad at man, som afsender, er ansvarlig for at ens budskab bliver forstået korrekt.

Min søns erkendelse indfandt sig umiddelbart efter at jeg havde afsluttet en standart forelæsning om autisme, hjernen, sanser og sociale input, plus det løse.

Bare sådan kort fortalt og i overskrifter, som respons på hans selvbebrejdende undren over hele tiden at føle sig så udmattet.

“Det har at gøre med din autisme” sagde jeg, nærmest for sjov.

“Min autisme?”

“Jep” svarede jeg, Altså din autisme gør dig jo mere følsom over for stress og i nogle tilfælde også den angst som du har oplevet”

Jeg kunne høre at han lyttede.

“Du bliver ganske enkelt lettere og hurtigere træt, i nogle sammenhænge”

Intet svar.

“Og det er jo fordi at din hjerne er udfordret i forhold til at skulle analysere og kategorisere sanseindtryk. Altså lys, lyd, farver, berøring, teksturer, skift fra et fysisk miljø til at andet og så videre.

“Sociale sammenhænge og afkodning og andre menneskers kropssprog, stemmer og intentioner, kan også udtrætte dig helt enormt”

“Så kommer hjerne og krop på overarbejde med at opfange, afkode og kategorisere verden omkring dig. Og det kan mærkes”

“Hos ikke autistiske menneske kører mange af hjernens programmer og algoritmer helt af sig selv stort set uden at de bemærker energiforbruget og energitabet”

“Folk som os to og søster (og måske også mor, som er under udredning) skal nogle gange nærmest indlæse programmerne manuelt og manuelt forholde os til alle de data der kommer ind”

“Kender du ikke det, aktivt næsten at skulle skubbe en tanke frem inde i hovedet og forholde dig til den, mens alt muligt andet halløj, man ikke har bedt om, eller måske har hevet ned fra den forkerte tankehylde, trænger sig på og forvirrer? ”

“Jo” svarede han.

“Det kan man godt blive rigtig udmattet af og der er altså bare en grænse for, hvor meget af det hele, man kan klare over tid. Skift, sanseindtryk, sociale indtryk, løbske tanker m.m”

“Aha…”

“Hvorfor har du aldrig fortalt det her til mig før, far?” Spurgte han efterfølgende

“Han laver sjov” tænkte jeg. Men nej.

Og han fortsatte:

“Altså jeg ved jo godt, at du arbejder med det her professionelt og at du og mor og søster har fortalt det hele rigtig mange gange tidligere, siden at jeg var 7 år og fik at vide at jeg havde autisme, men måske var jeg først rigtig klar til sådan for alvor at tage det ind nu -altså hvad det helt konkret betyder for mig”

“Eller også….”

“Ja…?”

“Eller også har har du bare ikke været god nok til at forklare det til mig”

“Næ” svarede jeg, mens at jeg grinede af situationens absurditet. “Det har jeg sgu nok ikke”

“Altså, jeg lever jo, som sagt, godt nok af, at være pænt god til at kunne forklare lige netop den slags til alle mulige andre og jeg har tilmed været flabet nok til at kalde min blog for AutismePlusFar”

“Men hey, søn. Du har ret”

………

Så hey, læsere. Det er ikke helt ukompliceret, det her!

Der er kilometer højt til loftet her hjemme. Alle har vi en til flere diagnoser, jeg har diagnoser som min profession og der bliver snakket autisme og psykiatri til den store guldmedalje over kaffen og jordbærtærten.

Men nogle gange kræver erkendelsen bare virkelig god tid for at kunne indfinde sig.

Godt hjulpet på vej af gode forklaringer, gensidig forståelse -samt den helt rette uforudsigelige timing.

Man kender det godt fra sig selv, ik’? 😉

God weekend🍓