Hej
Der var to ting jeg ikke fik præciseret i min forrige artikel (jeg linker til den lige om lidt)
1. Vores to børn, Freja og Toke, har kendt sandheden om deres autismediagnoser, siden de blev udredt, da de var 6 -7 år gamle.
Den selvforståelse, selvindsigt og selvtillid den viden har givet de nu snart 14 og 17 årige søskende, kan ikke undervurderes.
2. Når de to har stillet spørgsmål til den verden -både den nære og den fjerne, som de på godt og ondt, er en del af, har vi svaret dem.
og vi har svaret dem ærligt og grundigt -omend vi naturligvis har vejet vores ord på en guldvægt.
Det jeg mener når jeg skriver, at det nogle gange er ok at fake, er at vi voksne (og det gælder sådan set uanset om vi har børn med diagnoser eller ej) af og til skal være bedre til at stoppe os selv og tænke:
“Behøver jeg at sige/dele det her -eller vil jeg egentlig mest sige det for min egen skyld, fordi at jeg ikke kan holde ud at være alene med min frustration/viden og har brug for at gøre børnene til mine fortrolige”
Den slags sproglige skriftemål kan man med fordel stoppe sig selv i, tænker jeg.
Eller ringe til en ven eller en psykolog.
Jeg selv har, som sagt, været slem til det en gang.
Det var sådan en slags giftig smalltalk, hvor assorterede fakta og udsagn bare fik lov til at hænge i luften, uden at blive fulgt til dørs.
Og det var noget rod 😉
I kan læse artiklen her.
/Morten
AutismePlusFar 
Ja, jeg ville ihvertfald ønske, at søn havde fået sin GUA tidligere. Og ikke først, som 15-årig, hvor det indre i forvejen takseres af hormonstorme og ønsket om at være fuldstændig som de andre.
LikeLike
*raseres… damn autocorrect 😃
LikeLike