Anmeldelse. RÆDSEL, Teater Grob, / Morten Gantzler Oschlag, AutismePlusFar
Jeg var ikke mange minutter inde i forestillingen “RÆDSEL”, som netop nu og frem til 21 marts (en måned der er gået før at du ved af det) kan opleves hos Teater GROB, på Nørrebro i København før at min egen medbragte bange anelse var forduftet som dug for solen.
Faktisk skulle der ikke meget mere til end en kontant skolelæreragtig rømmen fra skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, der i al sin kraftfulde skrøbelighed, pludselig havde materialiseret sig på scenen få meter væk, til at få mig til rette mig op i stolen og skærpe mine sanser på nøjagtigt den måde, man gør den slags på, når man allerede godt ved at man få øjeblikke senere skal til at opleve noget ud over det sædvanlige.
Få øjeblikke inden at lyset langsomt dæmpedes og dramatiker Anna Bro’s på en gang krystalklare enkle og til tider skræmmende afgrundsdybe tekst fik fri løb, form og krop hos de to skuespillere, havde jeg imidlertid, sandt at sige, ellers haft min tvivl i forhold til om det her overhovedet ville kunne lade sig forløse.
For ikke blot sad jeg nu der på række 2, sæde 10 i min egenskab af fagmand, med efterhånden mange års erfaring indenfor den komplekse ende af dag-behandlingen med autisme, angst og PTSD som arbejdsområder, jeg var i ligeså høj grad tilstede som far-mand til to unge mennesker på snart 15 og 18 år for hvem den RÆDSEL som her havde givet navn til 1 time og 15 minutters dramatik, havde været allerstedes nærværende i et antal år som vi, derhjemme, efterhånden havde opgivet at holde rede på.
Så i takt med at premieren havde nærmet sig og holdet bag havde markedsført hele herligheden som: “En fabulerende, humoristisk og tankevækkende forestilling om de øjeblikke hvor sammenbruddet rammer, og man bliver revet ud af verden. Og om hvordan man finder tilbage igen” Ja så havde jeg (indrømmet) siddet med korslagte arme i den anden ende af Teater GROBS facebookreklamer og tænkt.
“Yeah right. Vi får se”
10 minutter inde i forestillingen havde jeg allerede fået vekslet mindst et par indforståede blikke med ligeså indforståede smil fra min ledsager, lige så vel som jeg, til min egen store overraskelse, af flere omgange havde leet højlydt og længe.
Min ledsager skævede til mig. Jeg smilede. Hvis der var en person i salen der havde lov til at le, ja så var det mig.
Ida Cæcilie Rasmussen spiller med en sitrende energi og en timing der, på en gang flytter rummets tyngdepunkt så det konstant hviler på hende og hendes medspiller og som samtidig efterfølgende fik mig til at sværge på, at jeg fra første parket havde overværet hende tabe såvel ansigtskulør som adskillige kilo kropsvægt, som forestillingen skred frem, selvom hun stort sig ikke forlod scenen mere end et par sekunder ad gangen.
Alexander Clement er en både elegant-slesk og til tider brutale kropsliggørelse af angsten som den usynlige livsledsager, hvis ægteskabskontrakt man pludselig ikke kan komme ud af.
Han er et charmerende og farligt bekendskab, når han med affekteret Giro 413 dialekt og et diabolsk glimt i øjnene som en anden gadeprædikant, sætte foden i døren og minder Ida Cæcilie Rasmussens karakter, Eva, om at hun jo slet, slet ikke kan undvære ham.
Og netop med pointen om, at man rent faktisk kan blive så fortrolig med sin angst, at man næsten kan savne den, i det øjeblik den en dag kun er en fjern stemme og en sitren i en krop der aldrig glemmer helt, rammer Anna Bro med sin tekst ned i et afgørende og ofte overset aspekt af tilværelsen som angstramt.
Sjovt nok havde min datter Freja og jeg netop, for ganske nyligt, en sen nattetime en snak om dagligdagen og hvor skræmmende og uoverskueligt den kan tage sig ud, på den anden side af de “kridtstreger” der måske ellers en tid har skabt det reservat der, i al sin absurditet nu engang har været det liv man har kendt til og har kunnet navigere i.
I den forstand var det heller ikke svært for mig at identificere mig med Ida Cæcilie Rasmussens succesfulde øjenkirurg der, til trods for at hun har både karriere, mand og barn langsomt hvirvles ind i en næsten kæresteagtig relation med Alexander Clements sært tillokkende angst-karakter.
Og jeg forstod hendes tilsyneladende “selvvalgte” isolation, hvor ringetonerne og bankelydene fra velmenende og bekymrede venner og bekendte vokser til en kakofoni af skyld og skam over ikke en gang at have overskuddet til at række ud efter hjælp.
I den forbindelse formår Jonas Vest med sit eminente lyddesign at skabe en slags tredje medspiller som bliver placeret så henholdvist massivt og så præcist i rummet at man gisper efter vejret – særligt når lyden i smukt samspil får Kristians Knudsens enkle, men fleksible scenografi og Frederik Dahl Houghs diskrete, støvede lys til virke næsten organisk og næsten FOR tæt på.
Instruktør Rune David Grue har med vanligt blik for detaljen i sin personinstruktion, været med til at give liv til et ægte, troværdigt menneske af kød, blod og truende sammenbrud i scenerummet på Nørrebrogade 37.
Et menneske der ligeså godt kunne være en selv eller en man kender.
Hendes angst føles tilsvarende så nærværende, ægte og ja… menneskelig, at man hurtigt køber illusionen og synes at man har kendt ham altid.
Og det har man måske også…
Anna Bro forløser RÆDSLEN i en let, ligetil, humoristisk, genkendeligt, intelligent tone der, som sådan ikke kræver den store sproglige samlevejledning eller teatererfaring hos publikum.
Og dette er absolut ment i positiv forstand.
For det er netop det som kunstnere kan og nogle gange skal, når de har 1 time og 15 minutter til deres rådighed til at formidle det kontroversielle, det potentielt skam -og sorgfulde, det usagte og det komplekse.
Med andre ord, ikke udelukkende sigte efter at tilfredsstille fag -og far-nørder som undertegnede, der måske visse steder sukker over småfejl og ønsker sig flere detaljer.
Men istedet på den fineste mest respektfulde vis bygge en bro af tankevækkende dramatik og mild forløsende humor, der kan og bør betrædes af alle unge -og voksne mennsker.
Apropos den milde forløsende humor.
På vej ud af døren spurgte min ledsager mig i øvrigt. “Må man egentlig le af angsten?”
“I den grad!” svarede jeg “Hvis man tør”.
………………………………
OG Apropos brobygning. Som så mange andre store “entreprenørprojekter” har byggeriet af RÆDSEL været undervejs i adskillige år. idéen blev således oprindeligt undfanget og sidenhen udviklet for 4 år siden af AHA produktion v. dramatiker Anna Bro og kreativ producent Hanna W Grue i samproduktion med Teater GROB
Tak fordi at I tog jer tiden og havde tålmodigheden, lyder det fra en der også er vandt til at arbejde på den helt lange bane.
Forestillingen RÆDSEL spiller på teater GROB, Nørrebrogade 37 i København frem til 21 marts 2020 og herefter på Teater NORDKRAFT i Aalborg fra 27 marts til 4 april og har mine varmeste anbefalinger.
Link til forestillingen
[Aflyst] RÆDSEL
Find mig på Facebook:
http://www.facebook.com/autismeplusfar
Jeg arbejder til dagligt som selvstændig Psykologisk konsulent og er desuden ansat på den højt specialiserede dagbehandlingsskole SØSTJERNESKOLEN på Østerbro i København.
Privat er jeg far til to unge mennesker som har autisme og angstproblematikkerne tæt inde på livet.
De har set ikke fra fremmede 😉
Her et Link til en artikel min datter og jeg har skrevet om angst:
(Se ældre artikler/indlæg nedenfor) ⬇️
Velkommen til 😊
AutismePlusFar 
Skriv et svar