Lyttekraft er det nye sort. Autismeplusfars lettere forsinkede nytårstale. (Lidt nytår er det vel altid)

(Genudgivet i anledningen af Folketingets åbning)

Kære læsere. Kære følgere. Kære alle I som lige kigger forbi.

Kongen sagde det selv.

I sin nytårstale.

Nogle gange skal man tage sig tid til at lytte til sine børn- eller unge mennesker i stedet for straks at ville handle. 

Det var godt sagt og jeg er glad for at netop han sagde det. 

Så når jeg nu kommer med min egen lille tilføjelse, må han altså endelig ikke tage det ilde op. 

Faktisk er jeg sikker på han ville have sagt noget lignende, med lidt mere tid og et mindre stramt manuskript mellem hænderne. 

Kære alle. Særligt I pårørende og fagfolk med ansvar for sårbare børn og unge mennesker..

Kongen har ret. 

Det er altså ikke sikkert at I altid kan mødes med børnene -og de unge  på det handleplan I forestiller jer, er det rette. 

Det har I helt sikkert allerede erfaret. På den ene eller den anden måde. 

Jeg har i hvertfald. 

Stået på den udvendige side af et dørtrin, med tasken fuld af drømme, ambitioner, håb og alskens handleplan-er jeg nok mente ville kunne forløse det kæmpe potentiale, på den indvendige side af dørtrinnet. 

Mine alt for tydelige og larmende handleplaner der skulle få barnet- eller det unge mennesker ud og OP på MIT konkrete skridsikre, solide, erfaringsbaserede handleplan, hvorfra der ville være “fri bar” på min faglighed og min livsvisdom samt lige frit udsyn mod mulighedshorisonterne.

På den udvendige side af dørtrinet. 

På skolesiden, fremtidssiden, the sky is the limit-siden.

“Kom nu her ud. Du skal bare lige” siger man, lidt for ivrigt, og indser sekundet efter at man har været lidt for ivrig.

Det er ikke altid super let, vel? 

At stå der og have placeret hele ens opsparede faglighed og/eller ens blødende forældrehjerte på farven rød i et barn- eller ungt menneskes fremtidsroulette, blot for at se kuglen lande på sort.

Ens slet skjulte intentioner, hvor gode de end måtte være,  samt tanken, drømmen, håbet om det forventede udfald -og efterfølgende afkast af ens lidt for ivrige “investering” står nemlig ofte i vejen for ligeværdig dialog.

I stedet hører man måske sig selv holde en mere og mere desperat og skinger enetale, hvor man allerede har de næste tre til fire sætninger og/eller træk klar i baghovedet.

Mindst! 

Kender I det? Jeg gør. 

Heldigvis er der gode nyheder. 

Det at lytte og det at handle, er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger.

I hørte det her, fra Autismeplusfar 😉

At lytte er rent faktisk at handle på et helt særligt plan.

Et fælles plan. 

Også når man, som aktivt lyttende, intet forstår og intet kan stille op. 

Måske i virkeligheden lige præcis der, ja så stiller man jo rent faktisk alligevel op.

Bogstaveligt talt. 

Man stiller sig op, stiller sig frem, stiller sig selv til rådighed. 

Når man lytter.

“Let me lend you my ears” hedder det på engelsk. 

Jeg tror ikke vi har et tilsvarende udtryk på dansk, der forklarer det ligeså godt. 

Det med at låne sig selv ud. 

Det med at åbne op og lade det hele sive ind.

Det med at mødes på samme handleplan uden anden handleplan end at lytte og bliver lyttet til. 

Mødes og dele den samlede byrde af det uforståelige og af det uoverskuelig i to og lade den ene halvdel tage midlertidig bolig i den lyttendes krop.

En lyttende krop, der ikke på samme måde, som den krop, den deler byrde med, er fyldt op og tynget ned.

Men en lyttende krop som er rummelig og og frem for alt tålmodig. 

Også i forhold til det den ikke umiddelbart kan stille andet op imod- eller med, end ….at stille op og blive stående. 

Altså sådan for alvor blive stående.

Rigtig længe. Lyttende. Også når svaret er rungende tavshed. 

Min ældste datter kalder lige præcis det fænomen : “At man som fagperson eller far-person, rører forsigtigt rundt i det stillestående vand” 

Rundt og rundt, så vandet og det barn-eller unge menneske, der er neddykket, lige præcis får tilført ilt nok. 

Det går Ikke fremad. Det går heller ikke tilbage. Men dog er der bevægelse. 

Bevægelse og handling.

Men det er ikke let.

Dels har mange af os ikke rigtig et sprog eller strategier for hvordan vi skal forholde os til den flade kurve i grafen.

Der hvor der tilsyneladende ikke sker nogen udvikling, i hvert fald ikke noget man kan genkende som udvikling, i rigtig, rigtig lang tid.

Den flade kurve gør os udtrykke og direkte konfronteret med den, går det op for os, i hvor høj grad vi mangler ord for den.

Enten går det op eller også går det ned og det der ikke slår os ihjel, gør os i hvert fald stærkere….. eller noget.

Dels sidder vi alle i den samme saks. Den saks der systematisk forkorter den tid vi har til rådighed til fordybelse og gensidige forståelse. 

Tid til at røre i vandet. Udholde den flade kurve. Lytte.

Lytte til et skolefraværende barn -eller ungt menneske, på den anden side af dørtrinnet. På indersiden af en lukket dør. En dør både barnet/den unge, men måske også en selv, måske har glemt hvordan og hvorfor blev lukket.

………

Dagen efter at kongen havde fremhævet værdien i at lytte, frem for straks at handle, roste statsministeren danskernes handlekraft i sin nytårstale.

“Men hov. Det er jo til at blive helt forvirret af” kunne man, med rette sige.

“Hvem af de to skal vi lytte til?”

Svaret er: Man skal naturligvis lytte til dem begge! 

Ellers ryger hele præmissen for årets nytårstale (altså min) ligesom på gulvet.

Og synes man stadigvæk at det er lidt svært at vælge mellem “mor” eller “far”, ja så har jeg heldigvis til lejligheden opfundet et nyt begreb, der kan minde os alle sammen om, at aktiv, empatisk lytning og handling er to sider af samme sag.

Er i klar? 

Her kommer det! 

LYTTEKRAFT! 

Jeg tror det bliver kæmpe stort.

At kunne lytte er en særlig kraft, som kræver en særlig kraft.

En særlig kraft vi alle besidder. (Jeg er selv i proces i forhold til at lære at bruge den, vil jeg gerne indrømme)

Det tænker jeg i øvrigt at førnævnte  statsminister i den grad har erfaret,  i denne “de mange dekreters tid”, hvor lyttekraften for alvor skal bestå sin stordiplomatiske tryktest.

Jeg vil personligt gerne satse min pensionsopsparing og mit bedste kaffekrus på at den holder, på den lange bane.

Så.

Gør trygt jeres indsatser, for indsatser må der til.

Sæt fagligheden og de bankede hjerter på spil, lån jeres ører rentefrit ud, rør rundt i vandet. 

Og del så gevinsten med de børn-og unge som møder jer på jeres og deres fælles handleplan. 

PÅ dørtrinet.

I det magiske mellemrum, hvor man hverken er ude eller inde, men dog på vej.

Lyttekraft er det nye sort. 

Og alle vinder hver gang. 

Rigtig godt nytår, alle sammen. Og læser du denne artikel på enhver anden tid på året, så husk. Lidt nytår er det vel altid.

Kh. Morten Gantzler Oschlak aka Autismeplusfar

.………

Tak fordi du læste med.

Jeg hedder Morten. 

Jeg har netop passeret de 50 år og er far til to unge mennesker på 23 og 20 år. Jeg er godt gift med Anne på 45. 

Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉

Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.

Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.

P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 8 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

/Morten

(Kom du ikke herind via Facebook, så find mig og følg mig der på

http://www.facebook.com/autismeplusfar