Kære Morten. Der nogle ting omkring din hjerne, som jeg tænker, det er meget fedt at du kender til” (Brev fra Autismeplusfar til mig selv minus selvforståelse)

Jeg bliver ret ofte stillet spørgsmålet om hvorvidt jeg egentlig kunne have ønsket at jeg, som barn og ungt menneske, havde vidst hvad jeg ved i dag om mig selv og mine diagnoser. 

Skåret til i børne- eller teenagervenlige  bidder, naturligvis . 

Jo da. 

Det kunne jeg nu egentlig godt have ønsket mig.

Et argument der taler imod kunne være, at det jo egentlig er gået meget godt, på den lange bane. Så hvorfor dog?

Argumentet der taler for. Ja, det kommer her:

En god del af mine tidlige skoleår var jeg plaget af ret voldsomme nedsmeltninger. 

Så voldsomme, at jeg ofte havde ret begrænset eller slet ingen erindring om, hvad der var sket, når jeg vågnede på gulvet, i øjenhøjde med skoletaskerne og kunne konstatere, at en eller anden havde ommøbleret klasselokalet. 

Nogle få gange var jeg så “heldig”, at få lov at løse billet til min egen nedsmeltning.  

Når det skete blev min krop og bevidsthed  spaltet i to, hvorefter jeg, fra et sted, frit. svævende i lokalet kunne iagttage min krop gøre mærkelige ting og høre mig selv råbe og skrige, uden at jeg havde mulighed for at gribe ind.

Efterhånden som jeg voksede op blev de eksplosive vredesudbrud gradvist erstattet af en anden tilstand. 

I stedet for at svæve frit i rummet, havde jeg nu, fra tid anden, følelsen af at sidde et sted bagerst i min hjerne, afskilt fra den virkelighed alle omkring mig oplevede min fysiske krop tage del i. 

Her sad jeg, afskåret fra den fysiske verden af afskillige lag af mere eller mindre transparente skærme, hvor visuelle gengivelser af alt hvad jeg sansede omkring mig blev projekteret op.

Nogle gange blandet med mere eller mindre tilfældige, uinviterede minder fra min barndom, fra begivenheder tidligere på dagen, fra film jeg havde set, bøger jeg havde læst m.m.

Det var virkelig mærkeligt.

Sad der fire personer i rummet og førte en samtale, ja så fik jeg visuelle gengivelser af alt hvad de og jeg talte om. 

Både i levende billeder og som stillfotos. 

Jo flere lag skærme, der gled ind foran mit synsfelt, jo mere afsondret fra verden omkring mig blev jeg.

Samtidig huskede jeg hele musikstykker, tone for tone og hele spillefilm, billede for billede. 

Nogle gange var det rart, på denne måde,  at kunne afspille Beethovens piano sonate nr 8 i C-moll, Queens Bohemian Rhapsody  eller et hvilket som helt andet stykke musik. 

Ofte  kom både lyd og billeder dog væltende, når jeg mindst havde brug for det. 

Og selvom jeg, med tiden lærte mig selv at søge tilflugt og finde ro i musikkens mønstre, i dens genkendelighed og i andre strukturer og detaljer, kunne jeg også godt fornemme, at det var et farligt sted at blive hængende alt for længe ad gangen. 

Nogle gange kunne jeg føle, at jeg nærmest hang fast med det yderste af neglene.

Hang fast i virkeligheden.

Og jeg skulle kæmpe for ikke at blive suget tilbage til min plads bagerst i min hjerne, igennem svævende skærme med levende og frosne billeder, gennem brudstykker af stemmer, gennem viden jeg aldrig aktivt havde inviteret indenfor,  gennem symfonier og popmusik. 

Det i sig selv var hårdt. Hvad værre var så forstod jeg intet af det hele. 

Jeg forstod ikke hvad det var jeg oplevede, hvor det kom fra eller hvad det betød. 

Og lige så lidt som jeg forstod det, i lige så ringe grad havde jeg mulighed for at handle i forhold til det. 

Mit indre liv var ét stort kontinuerligt What the f… øjeblik. 

Efterhånden som jeg voksede op, kunne jeg til gengæld godt fornemme, at jeg nok ikke var helt ubegavet. Tværtimod.

Derfor var det også så meget desto mere frustrerende at kløften mellem den ydre verden af viden og fakta, som jeg fortærrede  fordøjede og forstod i et stadigt højere tempo, og den indre verden jeg overhovedet ikke forstod, var afgrundsdyb. 

Så dyb og så bred at jeg langsomt var ved at blive flået i stykker af to modsatrettede kræfter.  

Den ene kraft prøvede konstant at udvide min horisont og den anden kraft  prøvede konstant at gøre min verden mindre.

Kampen mellem de to skabte et væld af sprækker, hvor energien frit kunne sive ud. 

Et tab af overskud, rækkevidde og potentiale, jeg tydeligt mærkede, uden at kunne redegøre for det.

Havde jeg været en ejendomsmæglersag og havde man taget et termisk foto af mig, var det blevet blodrødt af dårlig isolering og jeg var endt med en energimærkning et godt stykke nede i alfabetet. 

Så… mere end almindeligt godt begavet, men åbenbart ikke kvik nok til at besvare alle de spørgsmål, der bare hobede sig op.

Spørgsmål som: 

“Hvorfor bliver jeg så vanvittig træt?

Så vred?

Så forvirret?

Så overstadig?

Så fjern?”

“Hvad er de andre ude på?”

“Hvad vil de med mig?”

“Hvad har vi egentlig til fælles? “

“Hvor er det lige, jeg passer ind?”

“Hvor er min flok?”

“Findes min flok overhovedet? “

“Hvorfor har jeg lyst at skride?

Fra mødet

Fællessangen

Forelæsningen 

Ferien

Fejringen (herunder min egen)

Festen”

“Hvad er der med lyset?”

“Lyden?”

“Texturen?”

“Tøjet jeg har på?”

“Jeg kan mærke det hele og det dræner mig for energi”

“Hvad er der med de andre?”

“Hvad kan de mærke?”

“Hvorfor er de så tilsyneladende upåvirkede?”

“Hvordan kan de fortsætte, når jeg ikke kan?”

Og

“Hvorfor har jeg nogle gange bare lyst til at smadre dem? “

Jeg forstår det simpelthen ikke.

“Jeg som ellers er ret klog”

“Der er et eller andet, der ikke stemmer”

“Der faktisk rigtig, rigtig meget, der ikke stemmer”

“Måske er jeg i virkeligheden slet ikke rigtige klog”

“Måske er jeg sindssyg”

Tilstanden ‘sindssyg’ var faktisk i mange af mine unge år, mit mindst ringe bud på et enkelt svar på to virkelig komplekse nøglespørgsmål. 

Nøglespørgsmål fordi en besvarelse af de to potentielt kunne låse op for alt hvad der ellers havde hobet sig op inden i mig. 

Alt det meget jeg ikke forstod. 

De to nøglespørgsmål var: 

“Hvad er det, der sker med mig” 

Og

“Hvad fanden er meningen? “

Jeg var i slutningen af 30’erne og var blevet far til to børn med autisme (og senere ADHD), før låsene sagde klik og jeg forsigtigt kunne lette på låget til en dragkiste fyldt til randen med trekvart livs beholdning af ubekendte. 

Jeg havde selv fået diagnoserne Aspergers Syndrom og ADHD og kunne nu med en slut 30 årig fars tålmodighed begynde at læse bunker af usynlige breve fra mit børne- og ungdoms jeg til mit fremtidige voksen-jeg.

En voksen jeg nu var blevet.

En voksen med en viden.

“Til rette vedkommende (forhåbentlig mig selv)

“Hvorfor bliver jeg så vanvittig træt?

Så vred?

Så forvirret?

Så overstadig?

Så fjern?”

Mvh.

Morten XX år

………

Jeg er i dag 49 år gammel, betaler af på mit realkreditlån, sorterer mit skrald, taler med naboen over hækken og er gift på 22 år. 

Jeg kan konstatere følgende. 

Jeg smadrede mig heldigvis aldrig vej ud af rummet bagerst i min hjerne. 

Jeg smadrede heller ikke andre (selvom jeg var mere end fristet) eller smadrede mig selv. 

Jeg blev heller ikke siddende i rummet (endnu mere fristende) 

Der var meget, der kunne være gået rigtig galt.

Men det gik jo meget godt. 

Op ad bakke. Lige vel meget op ad bakke.

Ikke at der ikke ligger en masse læring gemt  i det at møde modgang i sit liv. Det gør der sikkert. 

Man skal bare passe på at man ikke, set i bagklogskabens forvrængende lys, kommer til at romantisere over det, når man nu sidder der på havetrappen med kaffekoppen og friværdien og nusser katten. 

For der er en grænse. Især når det gælder børn -og unge og meningsløs modgang. 

Så er det en rigtig god idé, at lære sig selv at kende, så tidligt som muligt. 

Så står man stærkere og ved hvad der rammer en, indefra og og udefra. Hvis, eller når det rammer. 

Samtidig  har man rent faktisk en mulighed for at handle i forhold til det.

På en ikke (selv) destruktiv måde. 

Det er i dag mit job at rådgive ikke bare mit fortidige jeg, men også  voksne fagpersoner, der ønsker at vide mere om det komplekse hjørne af autismeområdet, der er blevet mit speciale. 

I den forbindelse bør de fleste, jeg har arbejdet med, kunne huske at jeg altid  taler varmt for vigtigheden af selvforståelse hos de børn- og unge, der er centrum for de dygtige menneskers faglige opmærksomhed og omsorg. 

Kan de dygtige mennesker ikke huske det, har jeg simpelthen ikke gjort mit arbejde godt nok. 

Så bare for en god ordens skyld.

Selvforståelse er selve det fundament en pædagogisk, didaktisk og behandlingsfaglig indsats bør bygges på.

Er det fundament ikke solidt og fleksibelt  nok, vil det før eller siden begynder at slå revner selvom man bruger de fineste materialer og de dygtigste pædagogiske og behandlingsfaglige håndværkere til at bygge ovenpå”

For der kan være stærke kræfter på spil i undergrunden hos et barn- eller ungt menneske med autisme og adhd.

Den ene kraft prøver konstant at udvide horisonten og den anden kraft prøver konstant at gøre verden mindre.

Det er ganske vist. Jeg har mærket kræfterne på egen krop. 

Det giver immervæk lidt ekstra tyngde bag min faglighed, når det nu ikke kunne være anderledes. 

At have været der

På gulvet i øjenhøjde med skoletaskerne, svævende frit oppe under loftet, siddende i rummet bagerst i egen hjerne bag lag af  skærme og lydtapeter. 

Steder jeg ved, det er farligt at blive hængende alt for længe ad gangen.

Og da slet ikke hvis man ikke aner hvad der sker med en og hvad fanden mening i øvrigt er. 

Så er det sat på plads. 

………

Jeg har overvejet at skrive til lille Morten på gulvet, at meningen med det hele, på den lange bane er, at han skal fortælle historien når han bliver voksen.

Det tror jeg imidlertid ikke, han kan bruge til ret meget. 

Til gengæld tror jeg, han vil have godt at vide om sig selv, hvad jeg ved i dag. 

Ikke bare at han har autisme og ADHD, men hvad præcis det betyder for ham.

Naturligvis skåret til og formuleret så det giver mening for en 7-8 årig. 

Jeg skriver til ham en af dagene. Ham og alle de andre ældre versioner.

“Kære Morten. Bare rolig. Du er hverken doven, dum, sindsyg eller hvad du ellers kan gå og bilde dig selv ind. Der er en form for mening med- og en forklaring på galskaben…. 

“Faktisk er det mest af alt verden der er skør og det er kun blevet vildere, mens du er vokset op og er blevet mig”

“Det egentlig også primært derfor du måske (mildest talt) føler dig lidt forkert en gang i mellem. Sådan burde det ikke være, men sådan er det”

“Jeg er ved at fikse det med verden, men i mellemtiden er der nogle ting omkring din hjerne, som jeg tænker det er meget fedt at du kender til”

Sidder du godt? Ok, godt så. Nu begynder vi. 

.………

Tak fordi du læste med. Artiklen du netop har læst, er fra august 2024.

Jeg hedder Morten.

Jeg er 50 år og far til to unge mennesker på 23 og 20 år. Jeg er godt gift med Anne på 45.

Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉

Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.

Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.

P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 7 år nu, (opdateret november 2024) så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

/Morten