
Ikke al kravundgående adfærd hos personer med autisme falder ind under kategorien ekstrem. Ekstrem i den forstand at adfærden kan være angstdrevet og potentielt invaliderende.
Det har jeg tidligere skrevet en del om.
Min yngste var en gang fanget i et mellemrum hun ikke kunne bryde ud af. En lukket båndsløjfe. På den forkerte side af en lukket dør til hendes værelse.
Da hun omsider kom ud af sit værelse igen (jeg tror det tog 8 måneders tid) skulle jeg lige genlære alle afvisningstyperne.
Gen-forstå at ikke al afvisningsadfærd er farlig.
Jeg var simpelthen så bange at hun skulle ende bag den lukkede dør igen, at jeg i en periode opfattede stort set alt som et tegn på ekstrem kravundgående adfærd og tænkte:
“Oh no! It’s happening again!!”
Så jeg måtte gå på opdagelse i min specialistviden og min autismefaglighed og fortælle min far-lighed (get it😉) , som var totalt i de irrationelle følelsernes vold, en masse ting jeg egentlig godt vidste i forvejen.
Fortælle at der er en masse kravundgående adfærd vi mere eller mindre alle deler.
Uanset hjernetype.
Kravundgående adfærd der kan være selvafgrænsensende på en positiv måde.
Også selvom adfærden fremstår virkelig besynderlig for udenforstående.
Så besynderlig at det være vanskeligt at se forskel.
Man behøver ikke have autisme for at benytte sig af virkelig besynderlige, meningsfulde hverdagsstrategier.
Det tror jeg de fleste kan nikke genkendende til.
Vi har alle vores ritualer og vaner. Små mellemrum og pusterum, man gør til sine egne og træder ind og ud af.
Fordi man kan. Fordi det giver mening.
Fordi det får én fra solopgang til solnedgang i ét stykke.
Og så er der den type kravundgående adfærd vores krop påfører os.
Fordi vi, som evolutionsmæssigt ældgamle individer, render rundt i en moderne verden og foretager os ting som vores dybe biologi tolker som pløkåndssvagt.
Det kan godt skabe en konflikt mellem intellekt og krop, som jeg også tænker de fleste, i et eller andet omfang vil kunne spejle sig i.
Min livslange kærlighed til svømning er er godt eksempel.
Jeg elsker at svømme!
Vand er bare et super ærligt element at opholde sig i. Trækker man vejret på det forkerte tidspunkt, når man svømmer, opdager man det ret hurtigt.
Det er ikke så meget fnidder med vand.
I en tid, hvor man godt kan blive lidt shaky over tingenes tilstand, kan man tilmed trøste sig ved at verden i en svømmehal næsten altid er præcis 25 eller præcis 50 meter lang.
Jeg elsker, elsker, elsker at svømme!
Hvis man er ked af det, kan man græde sammen med vandet, er man sur og har lyst til at smadre et eller andet, ja så vinder vandet altid til sidst.
Er man glad, er det bare fedt og man kan plaske lidt ekstra.
Intet slår den ro og lykkefølelse, det fokus, den naturlige træthed og den styrke jeg finder i vandet.
Alligevel må jeg lytte til den samme omgang voksenskældud fra min hjerne (gerne i ledtog med resten af kroppen) hver evigt eneste dag.
Det lyder sådan her: “Hey, store idiot. Ja dig! Det der du gjorde i går (svømmede) det må du aldrig nogensinde (som i never ever) gøre mod mig igen. Er du med?!”
Det er blandt andet min dybe, flere hundrede tusinde år gamle biologi der prøver at tale mig til fornuft.
Den forstår grundlæggende ikke hvorfor jeg bevæger mig for sjov. Ligeledes er den bekymret over om mine svindende fedtdepoter vil få mig levende gennem næste vinter.
Det lykkes mig næsten dagligt at hacke min dybe biologi med min viden, min sunde fornuft og mine positive erindringer/erfaringer (fra dagen før og fra hele mit øvrige liv🙄) om hvor godt det bliver.
Således snyder jeg mig selv ned i bassinet, selvom jeg spræller og skælder ud hele vejen fra min hoveddør til svømmehallen sølle 1 km væk.
Mit intellekt tillader mig at se de hele krystalklart. Og jeg beroliger mig selv.
Ømheden i min krop er ikke farlig. Min fysik har forlængst vænnet sig til belastningen. Det er godt for min gigt at jeg bevæger mig.
Jeg bliver mega glad lige om lidt!
Jeg har 48 års positive erfaringer og med vand og svømning og mit gode hovede at stå på skuldrende af.
Alligevel hader min krop mig for det jeg gør mod den…….lige indtil den elsker mig for det.
Dagen efter starter vi forfra.
Min evne til, på denne måde, dagligt at overvinde min krops kravundgående adfærd, har bragt mig langt.
Sidste år svømmede jeg 520 km (Og ja. Jeg tæller! 🙄)
Jeg har meget at takke den evne for.
Da min yngste sad på den forkerte side af en lukket dør, var det bare desværre den evne jeg bedst kunne relatere til som løsningen på hendes forpinthed.
At tage sig sammen! “Hoppe i vandet” “Kom nu for fanden. Hvis jeg kan, så kan du også”
Jeg sagde det ikke, men jeg tænkte det – lidt.
Ret maskulint, på den ret dumme måde.
For det var slet ikke det, der var brug for.
Der var derimod brug for kærlighed, omsorg og tid.
Rigtig, rigtig meget tid.
Ikke til at lade stå til og lade alting sejle. (Min store frygt)
Men tid til at finde små mellemrum barnet på den anden side af døren kunne holde ud at opholde sig i.
Og herefter lige så stille bygge bro.
Det havde jeg mere end svært ved at være i.
Også selvom jeg allerede dengang, rent specialfagligt, var mere end godt klædt på.
Men mit blødende faderhjerte kunne ikke være i det.
Jeg er heldigvis godt gift.
Hvis man søger på ordet “anslagsfølsomhed” her på Autismeplusfar , kommer man hen til en anden artikel – et slags vidnesbyrd, som jeg skrev i 2018.
Nuvel.
Alt kravundgående adfærd er altså ikke ekstrem (nogen kalder det PDA)
Det var egentlig bare det, jeg ville sige.
Både til jer, men også lidt til mig selv.
For jeg har stadigvæk svært ved at sidde på hænderne, når ting tager tid.
Og jeg går stadigvæk lidt i panik, når jeg oplever adfærd hos mine, nu voksne, børn som minder mig om dengang deres kravundgående adfærd virkelig var ekstrem.
Mest som farmand. Som fagmand er jeg anderledes tålmodig.
Hvis alt glipper og jeg kan mærke at jeg er 5 minutter i utålmodig idiot og jeg har lyst til at græde eller smadre et eller andet, ja så ligger svømmehallen heldigvis kun 1 kilometer og en kortvarig omgang voksenskældud væk.
Vandet og fornuften og kærligheden (just to mention❤️) vinder altid til sidst.
Skriv en kommentar