Forestil dig, at du falder (om ufrivilligt skolefravær, stress, kattehår og autisme/ADHD) 

Prøv at forestille dig at:

Stress er som små kattehår, der klæber til tøjet. 

Fnugrullen (øverste foto)  repræsenterer de strategier du råder over, for at undgå at stressen sætter sig.

Det kører sådan set ok. Stress er jo ikke, som sådan, en ubetinget negativ ting. 

Blandet op i rette forhold mellem mængde og mening, kan stress potentielt være udviklende.

 Du bliver presset, men ser det komme.

Du ved også godt hvorfor, ligesom du har styr på hvornår, hvordan og hvor meget du skal “fnugge af”

“Coping mekanismer” hedder det på vist på moderne dansk. 

Når man, i kraft af sin viden og sine erfaringer, formår at skabe ligevægt mellem den indre og den ydre verden. 

Forestil dig så, at du på et tidspunkt, i første omgang måske uden selv at opdage det, krydser en grænse, hvor flere små hår sætter sig fast, end du kan nå at fjerne.

Det er den usunde stress.

Du er, på en eller anden måde, trådt ind i nogle arenaer, er blevet en del af nogle miljøer og underlagt nogle omstændigheder, socialt eller fysisk, der tømmer dig for energi og gør dig mere “statisk elektrisk” end andre mennesker. 

Det er min erfaring at børn, unge og voksne med autisme og/eller ADHD har en forhøjet risiko for blive statisk elektriske, billedligt talt.

I udgangspunktet ikke på grund af deres diagnose, men i mødet med verden. 

Verden af i dag. 

Når jeg er ude og undervise eller holde foredrag, bliver jeg ofte spurgt ind til, hvorfor vi, i disse år, synes at opleve en eksplosiv vækst i antallet af børn- og unge der diagnosticeres med ADHD og autisme.

Hertil svarer jeg gerne, med slet skjult sarkasme, at vi (for jeg er jo selv en af dem) nok altid har været her. 

Ellers ville evolutionen nok have gjort kål på os forlængst.

Og måske er det præcis, hvad vi helt aktuelt er vidner til. 

Årsagen til at I pludselig ser os, er jo netop fordi vi, i mødet med verden af i dag, krydser en usynlig grænse, hvor kløften mellem vores indre liv og det ydre liv vi prøver at række ud efter, bliver så  bred og så dyb at den kan rumme et helt ocean. 

Når det sker bliver vi  “statisk elektriske”, synlige for folk uden diagnoser, synligt forpinte og tyngede i en grad at mange af os falder. 

Forestil dig, at du falder.

Rækker ud, falder forover og synker mod bunden af kløften mellem  den indre og ydre verden og det nye ocean, den  har skabt .(Foto 2) 

Tynget af vægten af “stress-kattehår” og komorbide tilstande som angst og depression, der har let ved forankre sig i hårene.

Undervejs stiger trykket, alt i mens mørket lukker sig om dig. 

Din verden bliver komprimeret, mindre og på en mærkelig og helt igennem usund måde også omsider mere tryg. 

En del børn- og unge med autisme og/eller ADHD rammes også af langvarig ufrivilligt skolefravær.

I efterhånden en del år har det været min opgave, iført terapeutisk/pædagogisk tryksikker dykkerdragt, at hente dem op fra bunden af kløften mellem den indre og ydre verden. 

Det er en langvarig og omstændig proces der, ligesom ægte dykning på store dybder, kræver at man holder mange pauser undervejs, så man kan trykudligne. 

Når man når op i pædagogisk/terapeutiske arbejdsdybe, hvor solen når ned og man reelt kan se hvad man laver, står man ofte ansigt til ansigt, med en ligeså tidskrævende proces, som selve opstigningen.

Lag på lag af komorbide lidelser skal pilles af og stress-kattehår skal fjernes. Oftes et ad gangen og med pincet. 

Når barnet -eller den unge atter har fast grund under fødderne, består opgaven i, sammen med dem, at bygge strategier.

Med andre ord: lære hvor “fnugrullen” ligger samt hvordan, og hvornår de skal bruge den. 

I den forbindelse er det ret vigtigt at man, inden da, har fundet ud af, om barnet -eller det unge menneske overhovedet er klar over, hvordan og hvorfor det endte på dybt vand. 

Min erfaring er, at det er mange faktisk ikke helt klar over.

En del har vanskeligt ved at genkalde sig tiden før nedstigningen og er fejlagtigt kommet frem til at det måske nok af deres egen skyld, at de er endt hvor de er endt.

Her spiller noget så enkelt som levet liv, livserfaring og dermed også diagnoserfaring en stor rolle, har jeg efterhånden erfaret. 

Har du ramt bunden som 11 årige, blevet udredt for autisme som 13 årig og er blevet hjulpet op på land som 15 årig, ja så mangler du først og fremmest formative år af dit børne -og ungdomsliv. 

Og dermed også en essentiel del af din egenfortælling og selvforståelse. 

Du sidder billedligt talt, i mørket på bunden med en vandsøjles tryk af ubesvarede spørgsmål på dine skuldre. 

“Hvad skete der lige? Hvad i alverden laver jeg her?” Kunne være to af dem.

På det tidspunkt hvor forklaringsmodellen (diagnosen) er blevet tilgængelig for dig, har du været under så stort et tryk, at du sandsynligvis ikke har formået at tage diagnosen til dig og gøre den til del af din egenfortælling.

Den slags har jeg oplevet en del. 

Jeg har også selv begået fejlen, som et voksent menneske med både viden, levet liv og coping mekanismer på kontoen – at glemme at stille barnet -eller det unge menneske to helt enkle spørgsmål.

“Hey”

“Hvad ved du?”

“Hvor meget kan du huske?”

Fra før kattehårene ramte og du faldt. 

I dag har jeg efterhånden taget turen ned og op og ned igen, som fagperson, så mange gange, at jeg primært fungerer som dykkerinstrultør for andre. 

Som pårørende har jeg med beundring i øjnene iagttaget dygtige mennesker svømme opad med mine egne børn, mens jeg med lige dele bekymret mine har spekuleret på, hvem der mon ville komme for at redde børnenes mor.

Fra mit arbejde ved jeg nemlig at der, som regel kun er ilt nok til én tur til overfladen, med børnene. 

Der kom aldrig nogen og reddede hende.

………

“Forestil dig at stress er som små kattehår, der klæber til dig” 

Vi har to hvidhårede katte og nu iøvrigt nu også en sorthåret labrador servicehund herhjemme, så metaforen lå lige for.

Stress har altid været et grundvilkår i vi menneskers liv. 

Vi udfordres, tilpasser os, finder vores niche, vores flok.

Vi fnugger af.

Letter byrden Genopretter balancen, lukke kløften så vi, om ikke andet, kan skræve over den.

Men for flere og flere er kløften for bred.

I verden af i dag.

I den tidsalder nogle har valgt at kalde den accelererende tidsalder falder mennesker i stort antal og de falder dybt.

En del af dem er ganske unge.

En del, som børnenes mor, falder sammen og falde, sammen med børnene og de unge fordi at der ikke er andet valg.

En del af de, der falder, er en særlig slags mennesker.

Mennesker der nok altid har været her.

Nu med diagnoser.

Særlige mennesker, hvoraf nogle nu lyser op kortvarigt bliver synlige, og synligt forpinte, statisk elektriske som de er, før kattehårene dækker dem så meget at de atter forsvinde.

Synker. 

Ude af syne, ude af sind. 

På dybt vand.

Det bliver vi nødt til at forholde os til.

Ligesom vi må erkende at det tager lang tid at få dem op igen.

For op skal de.

Så de kan lære os, hvad det er vi måske, er ved at miste.

De har altid været her.

Vi har brug for dem og de har brug for os.