En fod foran den anden. Skolefravær handler ikke om skyld, men om årsager.

Folketinget er snart åbent, folkeskolen er, i hvertfald for en kort bemærkning, atter på manges læber og konceptet “skyld” er atter det nye sort.

Blot med det lille designtwist, at årets mode dikterer, at det er forældrene der har den.

Skylden altså.

For nogle år siden var det lærerne. Nogle gange er det ungdommen selv, der må holde for.

Det går sådan lidt op og ned med det.

Det er ganske givet en effektiv retorik, når der skal leveres letforståelige budskaber og udvises handlekraft.

Effektiv, men ikke særlig produktiv.

Tag nu for eksempel skolefravær. Lige præcis det emne har jeg beskæftiget mig en del med.

Skolefravær er ikke altid nødvendigvis entydigt nogens skyld.

Så enkelt er det langt fra.

Skolen er måske blot det sted man, som barn eller ung, en dag pludselig bare mangler.

Man er fraværende.

Ikke nødvendigvis fordi at man ikke ønsker at gå i skole eller har modstand mod læring, undervisning og pædagogik.

Ej hellere mangler man nødvendigvis fordi at man har dårlige lærere og pædagoger eller fordi at man bare ikke bryder sig om lærere og pædagoger, i al almindelighed.

Man mangler måske fordi at årsager man ikke selv er herre over, har ført til at man ikke længere kan holde balancen på den smalle sti der, hver eneste dag, fører en fra solopgang, til solnedgang, med skolen som en vigtig destination undervejs.

Når man en dag ikke længere kan sætte den ene fod foran den anden behøver det, med andre ord, ikke udelukkende at ha’ noget med selve skolen eller det gå i skole, at gøre.

Mange går bare, helt automatisk, ud fra at det nødvendigvis er sådan, det må forholde sig.

Og det er måske ikke så mærkeligt.

Alt afhængig af alder og klassetrin er skolen måske den af to arenaer i hvilken man tilbringer tæt ved hovedparten af ens vågne timer.

Så det bliver bemærket, når man mangler.

Kompetente og dedikerede lærere og pædagoger undres.

Måske fordi de føler, at de har gjort alt hvad de kan, med de rammer, den tid og den viden de har til deres rådighed.

Måske har de ret.

Hjemmet er ofte den anden af de to arenaer i hvilken man, som barn eller ungt menneske, tilbringer hovedparten af ens vågne timer.

Skolefravær er i heller ikke nødvendigvis altid hjemmets/forældrenes skyld.

Det ligger ellers ofte lige til højrebenet når/hvis frustrationen, rådvildheden og tidspresset og for alvor begynder at sparke nedad sig og “aben” (i ved, den der altid skal placeres et sted) går på omgang.

Men nej. Ikke nødvendigvis. Forholdsvist sjældent, faktisk.

Hjemmet kan også blot være det sted man er, når man mangler i skolen.

Ikke fordi man nødvendigvis har lyst til at det skal være sådan, men fordi at årsager man ikke er herre over, har gjort at sådan er det nu engang blevet.

Gode og kærlige forældre undres.

Alle undres, men sjældent længe nok til at kunne undres sammen i grad så der indfinder sig en en form for fælles sprog og forståelse.

Tiden går, ganske vist, men skylden melder som regel, ret hurtigt sin ankomst og lægger sig som en dialog og refleksionstæt membran mellem parterne.

Skyld.

Det er altså noget med det ord.

Jeg bryder mig meget lidt om det.

Ordet “skyld” følges ofte med ord som skam og stigmatisering.

Og så bringe det minder frem om hel -og halvdårlige krimiserier hvor fem skikkelser langs en væg i et dårligt oplyst lokale, venter på at et offer, fra den anden side af en blændet rude skal sige:

“Det var nummer 3 fra højre, der gjorde det.”

Måske er det blandt andet derfor at jeg meget kan bedre lide at tale om årsager end jeg bryder mig om at tale om skyld.

Årsager til skolefravær for eksempel.

Ordet “årsager”indbyder ligesom også mere til et bredere perspektiv og til et dybere opklarende blik.

Ordet “årsager” inviterer til fælles fremadrettet nysgerrighed, til udredning og heling.

Det er desuden et ord, der har tid nok.

Tid til fælles undren.

Jeg har altid gjort meget ud af at fortælle vores børn, at møder de folk der tilbyder dem hurtige og lidt for lette løsninger på komplekse problemstillinger og årsagssammenhæng , så skal de skynde sig at løbe deres vej uden at se sig tilbage.

Lige der, må det godt gå stærkt.

Der ud over har vi, her hjemme, altid dyrket fortællingen bag den lange, komplekse og ofte nedslående kæde af årsager og begivenheder der leder om bag den blændede rude i det rum hvor “nummer 3 fra højre” udpeges som den skyldige.

Der er ellers ikke noget så fristende som en hurtig domfældelse.

Og der er helt aktuelt rigeligt med let tilgængelige holdningsparaplyer at samles under, hvorfra man, i ro, mag og tørvejr kan plukke af lavthængende standpunkter der tilbyder lidt for enkle og lidt for hurtige løsninger samt en bekvem afklaring af skyldspørgsmål.

“Forældrene skal ud af klasseværelset” siger en.

“Specialområdet dræner almenområdet” lyder det fra en anden.

“Mindre skærm“ siger en tredje.

Her går det stærkt.

“Thi kendes for ret!. Problem solved”

……………

Og apropos hastighed.

For nogle måneder tilbage stiftede jeg, for første gang, bekendtskab med udtrykket “Det accelererende samfund”.

Danmark er åbenbart et sådant og har været det længe.

Et sted hvor alting går hurtigere og hurtigere.

Jeg ved ikke hvorfor jeg først hørte om det så sent.

Jeg har muligvis haft for travlt.

Udtrykket begyndte at finde vej ind i sociologien sideløbende med at den tidlige forskning ifm. den full blown stress epidemi , vi nu står midt i, viste at stresssygemeldingerne (fraværet) ofte var hverken udelukkende arbejdspladsens eller individets skyld.

Det var ellers der man, som det mest naturlige i verden, kiggede først.

Virker det bekendt?

Turde man anskue det hele i et lidt bredere perspektiv end blot individ vs. arbejdsplads (og det turde man) opdagede man, at der var en sammenhæng mellem forekomsten af arbejdspladsfravær og de stadig større hastigheder med hvilken alting udfoldede sig.

Ikke bare i hjemmet og på arbejdspladsen, men overalt.

En udvikling vi iøvrigt, ganske uforvarende har fået for vane at understøtte sprogligt ved at bagatellisere eller bortforklare de tidligere påvirkninger den øgede hastighed har på vores krop, sjæl og familie eller ved simpelthen at placere skylden ét sted, når det hele for alvor ramler.

Oftest hos os selv eller hos en let identificerbar gruppe.

Om ikke andet for at det hele skal give i hvert fald bare en lille smule mening.

Det accelererende samfund.

Et samfund der har bragt stadig flere små og større mennesker ud af balance, på den smalle sti der fører den fra solopgang til solnedgang.

Et samfund som definerer forventningerne til, hvor hurtigt de små og større efterfølgende kan komme på benene igen.

Når de lige pludselig mangler.

Det er en af flere årsager vi alle sammen er blevet en del af. Det er ikke entydigt nogen eller noget skyld, men det er åbenbart her vi står.

Sammen.

Og det skal vi være opmærksomme på.

Os voksne, altså. Sammen.

Opmærksomme på hinanden og de fortællinger vi skaber om de andre.

Fortællinger der, af og til, rummer lidt for lette og lidt for hurtige løsninger på komplekse problemer.

Det er meget menneskeligt, men ikke så smart.

Sproget skaber virkeligheden.

Måske vi skal sammen prøve at genkalde os dele af det sprog vi snakkede, før det hele begyndte at gå så stærkt.

Sproget fra før stress epidemien ramte og skolefraværet steg.

Der er ikke en let samlet løsning.

Det er heller ikke et eller flere quick fix.

Men at kigge nærmere på vores fælles sprog, er en virkelig god begyndelse.

Også kropssproget i øvrigt.

En fod foran den anden.

Så kan vi undres sammen. Længe. Stille og roligt. Fra solopgang til solnedgang.

For børnenes skyld.