“Keep calm and carry on” (Om at turde trække “autismekortet” og være sin søns hemmelige agent i sommerferien)

“Det er HAM jeg skal snakke med” Sekunderne før at jeg traf den endelige beslutning om at forcere afspærringsbåndet og springe køen over, havde jeg for længst indgående scannet personalet bag de 6 skranker og vurderet mine odds.

Alle de imaginære grønne pile, der synes at glide ind foran mit synsfelt som et ekstra visuelt lag, pegede entydigt på en lettere korpulent, venligt –næsten blidt udseende, men også sært slidt -og tynget mand, bag skranke nummer 5.

”Nu gør jeg lige noget” sagde jeg henvendt til de ventende foran og bagved –samtidig med at jeg bevidst trak et diskret strejf af udefinerbar accent ind i min ellers næsten perfekte udtale, så ingen herboende kunne være i tvivl om at jeg var på udebane. ”Vær venligst ikke vred på mig. Jeg har mine gode grunde”

Inderst inde tænkte jeg, at de for min skyld måtte være lige så edder splintrende rasende de ville, men sproget, spandt på en eller anden måde mine udsagn ind i en form for britisk naturlig, høflig autoritet, der forplantede sig til resten af kroppen og som aldrig ville have kunnet kommet tilsvarende til udtryk på dansk –hverken i tale –eller kropssprog.

Og det virkede. Ingen protesterede. En rødmosset, tålmodigt ventede og storsvedende (der var bagende varmt på St. Pancras International, den dag) familiefar bag mig, gik endda så langt som til med tyk skotsk dialekt at sige:

 ”Gør, hvad du skal gøre!”  ledsaget af et tungt klap på skulderen –samt et diskret smil, gemt bag et velplejet, omfangsrigt overskæg.

En flygtig gestus fra et medmenneske, der næsten virkede for autentisk til at kunne være sand -og som, ligesom så meget andet den dag, efterlod mig med en sær fornemmelse af at være en aktør i et Britisk drama, af den bundsolide slags som kun BBC kan lave dem.

Men den venlighed, forståelse –og i bedste fald samtykke jeg kunne mærke strømme fra de andre i køen, skyldtes nok også det faktum, at det efterhånden var mere end tydeligt for enhver, med eller uden den store indsigt i autismepædagogik, at min 13 årige søn, Toke havde det alt andet end godt.

Toke der, med sine fugtige øjne, og sin 182 cm lange, overspændte krop, nu stod presset op i fjern udkant af en alt for lang kø, adskillige etager under jorden, på en alt for varm station.

Som et offer for en næsten usynlig sprække i min planlægning, var han blevet fanget i et timeglas, hvor sandet der definerede den tid han og jeg havde til rådighed, på vores bevidst ultrakorte visit i den engelske hovestad, forsvandt under ham, i en hvirvelende malstrøm, der snart endegyldigt ville fortære hans fodfæste… Men mindre….

Jeg bed hovedet af alt skam, trak vejret dybt, rettede om muligt ryggen endnu mere, mens at jeg tunede blikket ind på ’stålsat’ som jeg havde set amerikanske agenter gøre det adskillige år forinden, foran det hvide hus i Washington DC, som jeg havde set Britiske agenter gøre det, for ganske få minutter siden, hvor de som rovfugle i mørke jakkesæt havde scannet mængden af nyligt ankomne passagerer fra Eurostar toget for potentielle trusler -OG som jeg havde set børnenes mor gøre det, et utal af gange i løbet af familiens efterhånden 10 år lange diagnosticerede tilværelse.

Herefter sendte jeg Toke et, ”No worries, mate! – Det skal nok gå” – blik mens at jeg, med hans ledsagerkort knuget i den venstre hånd, brugte den højre til at hive op i den grå nylon-afspærring og smuttede indenfor.

…….

Klokken havde været ubønhørlige 05:20 om morgenen, da jeg blidt vækkede Toke i hans eneværelse, i den palæ-agtige 1800 tals villa, der i de følgende 12 dage skulle danne rammerne om vores første reelle –og helt sikkert længste familieferie i mange år.

Reelle, fordi at vi havde prøvekørt ferie-idéen et år forinden i Sydsverige. Ganske vist kun en uge, og med adskillige bagdøre, hvoriblandt den ultimative hed: ”Vi pakker bilen og er hjemme om max halvanden time”

Kort inden afrejsen hinsidan havde jeg ellers offentliggjort et frådende gravskrift over skolernes sommerferie, på min nystartede autismeblog. Og med god grund. For turde man kigge dybt i vores flossede ferieminder, ja så havde der, sandt for dyden, ikke været meget at grine at.

Af selvsamme årsag havde vi da også gradvist accepteret tanken om at ’ferie-hver-for-sig’ nok til tid og evighed vil være vores koncept, mens at resten af verden kørte ’all inclusive’ (jeg linker til indlægget nederst)

Skæbnens ironi ville at Sverigesturen faktisk mundede ud i at Anne og jeg, på den 6 dags aften kunne drikke en forsigtig forløsende lättöl i forvisning om at vi alle havde overlevet mødet med det store land.

(Vi havde realistisk set tippet Freja, til at ville hjem efter dag ét)

Nu stod jeg så her, præcis ét år senere, i et lyseblåt kammer med fransk altan, i kystbyen Dives-Sur-Mer i Normandiet. 30 minutters metro, 2 timers flyvning og 3 timers bilkørsel væk fra Vanløse og ruskede liv i en søvndrukken teenager.

Destinationen var nøje udvalgt og booket 6 måneder forinden og hele rejsen og dens succes, hvilede på nøjagtigt samme fundament som Sverigturen havde gjort det.

Planlægning, planlægning og planlægning.

Drengen foran mig der, 6 timer senere, 10:00 lokal tid, for en kort stund skulle komme til at opleve en byge af ubehag skylle ind over sig, var faktisk hovedårsagen til at vi (læs: Anne) havde valgt Normandiet, Dives-Sur-Mer og ægteparret Florent og Dephines pragtvilla.

Toke havde, både før og under sit 2 år lange skolevægringsforløb befundet sig i en intellektuel dvaletilstand, men gradvist var han nu vågnet op til dåd, i takt med at års hårdt arbejde, hjemme begyndte at bære frugt.

Forsigtigt var han begyndt at smage på alt den viden, han egentlig altid havde hungret efter, men som hans angst og autisme havde forhindret ham i at kunne optage nærring fra.

Og da historie, herunder Napoleon, 2 verdenskrig –og i særdeleshed operation Babarossa –også kendt som D-day, havde en høj stjerne hos Toke, ja så lå valget af den lille franske kystby ligefor.

Perfekt placeret i et behageligt klima (Freja og jeg kan ikke tåle varme) og med landgangsstrandene –samt storbyerne Paris og London inden for en (næsten) overskuelig rækkevide.

Åh, London, London, London….

Morgentågen kravlede fortsat ned af siderne af de bløde bakker der udgjorde grænsen til det vidstrakte spisekammer af agerland, der alle dage havde gjort Normandiet til en attraktiv perle i en enhver erobres samling, da vi tavst satte os tilrette i bilens mørke.

Kun en svag sitren i karosseriet afslørede at jeg havde trykket på startknappen og mens at vi langsomt gled ud af gitterporten, overvejede jeg om det måske havde været overkill at leje sådan en stor bil.

Det var en sortskinnende højbenet Ford med blændede ruder, af den, på en gang brutale og diskrete SUV-type, som livvagter –og andre solbrilleklædte typer ynder at bruge halve arbejdsliv i, mens at de tålmodigt afventer den katastrofe, som forhåbentlig aldrig indtræffer.

”Nej!” For det første så mente jeg selv, at have betalt så rigeligt aflad ved, som ’firstmover’ hjemme, at køre rundt i en miljørigtig -næsten komposterbar bil på størrelse med en håndtaske, længe før at det blev moderne.

Desuden krævede mission sommerferie, et køresygesikret fartøj med plads, komfort, pondus –og langtursegenskaber.

Og langtur var der i den grad tale om. Et kig i bilens computer afslørede, at vi havde 330 kilometers motorvejskørsel foran os før at vi nåede Eurostar Terminalen i Calais. Herfra var der så yderligere 1 times kørsel med tog før at vi, som følge af en kombination af togets høje højhastighed og tidforskellen mellem kontinentet og de Britiske øer, ville ankomme 09:58 – fire minutter ”før” afgangen fra Frankrig.

Bevidstheden om at vi så 3 timer senere atter ville skulle indfinde os på plads 55 og 56 i vogn 16 og forlade den Britiske hovedstad, sparkede for en kort bemærkning gang i endnu en tvivl i mit morgendøsige sind.

Hvad fanden var det egentlig, at vi havde gang i her?!

Det var mindre end 48 timer siden at vores Airfrance fly havde sat hjulene på asfalten i Charles De Gaulle lufthavnen i Paris, 3 timers kørsel fra huset og her sad jeg så i min rullende fæstning, på vej til London, med min søn……. med autisme og PDA!

Svaret kom prompte til mig i form af 3 ord.

Planlægning, planlægning og planlægning.

Jeg fodrede betalingsanlægget med 1,90 euro, rullede ud på den komplet øde motorvej A13, satte fartpiloten på 130 km/t, slap speederen og lod tankerne flyve tilbage til engang lige efter årsskiftet.  Alt i mens at Toke fordybede sig i den, på forhånd downloadede lydbog, gennemgik jeg de overvejelser, min med-agent Anne, -og jeg selv, havde gjort os da vi planlagde missionen.

Toke ville se London. Tjek. Han ville også rigtig gerne prøve at køre med højhastighedstoget Eurostar, under kanalen. Tjek.

Godt så!

Anne og jeg vidste, at når Toke sagde, at han ville SE London, ja så kunne vi godt tillade os at tage det ret bogstaveligt –sådan lidt på den amerikanske ”Been there, done that” –måde.

Selvom det ville være nærliggende -og ovenud fristende at servere London for Toke som et omfangsrigt og indbydende ”Five O’Clock tebord” med det helt store udtræk af seværdigheder, samt et par overnatning (når vi nu for pokker var der) vidste vi bare, at han ikke ville kunne konsumere meget mere end den ”halve scones med skrabet usaltet smør” som vores 3 timer i byen repræsenterede.

Til gengæld ville vi hurtigt kunne strege den fra Tokes ”to do liste” samtidig med at en kort, men veludført London mission, på klassisk autismemaner, med lidt held, ville kunne danne model og system for fremtidige og sikkert også længere udflugter.

Faktisk stod og faldt resten af ferien mere eller mindre med de kommende 14 timers indsats.

Og selvom at den tanke måske umiddelbart var lige til at få klamme rat-hænder af, vidste jeg at det var sådan, at det nu en gang forholdt sig.

Ligeså vel som mine børns autismehjerner kunne kodes til danne negative systemer på alt fra mad, til beklædning, aktiviteter –og personer – i lige så høj grad kunne det modsatte gøre sig gældende.

Lagde man snittet rigtigt, ville man senere kunne stå på skuldrene af en positiv ”kodning” og på den måde forsigtigt hæve barren et trin eller to.

Udfordringer i den forbindelse er så bare, at autismehjerner kører et andet styresystem end det gængse ”windows –agtige” af slagsen, som hovedparten af de neurotypiske hjerner bliver leveret med, så kompatibilitetsproblemer ifbm. installeringen af selv de mest almindelige programmer – herunder programmet ”udlandsrejser” er udbredte.  Andre gange går installationen i stå på 99% og man må tålmodigt starte forfra.

Jeg smilede, alt i mens vi krydsede en imponerende hængebro, fra hvilken at man, i små glimt kunne ane stålkonstruktionerne i industrihavnen i Le Harvre åbenbare sig gennem tågelaget.

Så det var altså det jeg var – en agent på vej til London, med en langhåret supercomputer, på bagsædet.

Heldigvis havde jeg et fantastisk team i ryggen.

Anne (igen, igen) der, allerede mens januarmørket indhyllede landet, med sin mastermind –og overblik havde samlet trådene, lagt kursen og taget det lange seje træk, Freja der havde hjulpet til med at finde det helt rigtige hus og senest min svigerinde (som også var i huset med sin mand og to børn) som med en nålestiksoperation havde fået os igennem fast track i sikkerhedskontrollen i Kastrup ved at trække ’babykortet’ (sådan en havde hun nemlig -samt ’autismekortet’ (Freja og Toke)

Selv havde jeg, i Kastrup optrådt underligt perpleks og handlingslammet.

Jeg vidste godt, at der er åndsvagt, men en af flere grimme sandheder om mig er, at jeg fra tid til anden bliver lidt flov over den opmærksomhed, som pludseligt kan tilfalde familien.

Måske i virkeligheden fordi, at den er med til at løfte den usynlighedskappe som mine høje smukke børns udseende svøber omkring deres autisme, og dermed åbenbare over for resten af verden, -samt minde mig selv om, hvem de virkelig her.

Børnene selv er, for det meste helt cool med det. Anne er også bare benhård. Det er kun mig der, trods det faktum at jeg er pavestolt over dem begge to, konsekvent opfører mig som en idiot.

Men det rammer mig altså, til stadighed, lige i hjertet, med det resultat at jeg nærmest på Frank Hvam –agtig manér er tæt ved at forkludre de situationer, hvor mine børn, af alle i hele verden har brug for særbehandling –og rent faktisk kan få den.

Dumt –og ikke specielt agentagtigt.

Faktisk havde jeg opført mig som en idiot langt ind i ’Tax Free’

For ligesom at kompensere, havde jeg da også efterfølgende mandet mig op og talt med såvel store bogstaver som armbevægelser, da biludlejningsfirmaet SIXT (you asked for it 🤨) senere på ankomstdagen lod os vente halvanden time på en varm parkeringsplads i Charles de Gaulle lufthaven, på den bil vi havde bestilt måneder i forvejen, med det resultat, at vi blev ædt at den myldretidstrafik, som vi gennem valg af flytidspunkt, havde gjort alt for at forsøge at undgå.

De havde efterfølgende beklaget, tilbudt os en sølle kompensation på 25 euro og skrevet at de godt kunne forstå de følelser jeg stod med.

Det tror jeg nu ikke helt, at de kunne…..

På det tidspunkt i min tankerække, havde Calais øde beliggende, gudsforladte, vindblæste højhastighedsterminal åbenbaret sig for enden af en blind vej, hvor den omgivet af afsvedne marker, parkeringspladser og kilometervis af pigtråd, lignede modellen af en mindre vigtig bygning som en kæmpemæssig arkitekt havde tabt, på vej til en præsentation af sit seneste projekt.

Sikkerheden i Calais højhastighedsterminal var ikke til at spøge med –eller tale sig ud af.

De talrige soldater der bevogtede stedet var så svært bevæbnede og sammenbidte som det overhovedet var muligt for en fransk soldat at være det. Det eneste lyspunkt var da en ældre kvindelig fransk hundefører, med fuldt overlæg, gemte et magasin med skarpe skud i en lille drengs rygsæk, for at give hunden lidt udfordring.

Toke som stod pænt og ventede i køen blev tiltagende nervøs eftersom at vi sneglede os fremad samtidig med at urets visere hastigt nærmede sig afgangstidspunktet.

”Når vi det, far?” Spugte han.

”Naturligvis gør vi det!” Løj jeg. ”De kører ikke uden os”

Heldigvis fik jeg ret. De kørte ikke uden os.

Løgn kan være en virkelig, virkelig god ting, en gang i mellem. Og da vi vi minutterne efter lod os opsluge af tunnellens mørke, havde Toke den helt klare opfattelse, at det var mig der havde fået toget til at vente.

…..

300 km/t er virkelig hurtigt! Faktisk nærmer det sig den hastighed, et rutefly skal bruge for at kunne lette.

Da jeg bestilte biletterne til Eurostar toget tilbage i marts var det med hvordan at farten ville påvirke en, i forvejen søvnig Tokes autismehjerne, ikke noget jeg skænkede en tanke. Jeg var bare drevet af en nørdet far/søn glæde over udsigten til en tur med det hurtige tog.

Efter noget der minder om en 40 minutter lang tur ud af en startbane, var Toke imidlertid godt stegt af at forsøge at afkode de visuelle indtryk der med stor hast for forbi vinduet og han prøvede derfor så vidt muligt at lade være med at kigge ud.

Jeg havde trøstet ham -og mig selv med, at vi lige straks ville være fremme på St. Pancras International -og at jeg i øvrigt havde helt styr på det med undergrunden.

Troede jeg.

Det var varmt og vi var omgivet af et mylder af travle lokale, da en venlig medarbejde på Kings Cross undergrundstation, gjorde mig opmærksom på at Toke og mig havde brug for hvert vores kontaktløse Dankort, for at kunne bruge det som betalingsmiddel i undergrunden.

Jeg havde kun ét. Shit! Og jeg som ellers havde læst på lektien hjemmefra.

Vi blev henvist til en kø i et visitor billetcenter lidt derfra. Køerne til de alt for få automater, havde jeg afskrevet som en mulighed.

Jeg kunne mærke at Toke begyndte at gå i panik –og at en nedsmeltning var under opsejling.

”Far. Hvorfor var du ikke forberedt på det her?!!” sagde han.

Mit synsfelt snævrede sig ind, mens lydene fra Toke, der messende gentog sine fuldt ud berettigede bebrejdelser –samt de øvrige tusinder af medrejsende, blev komprimeret som havde jeg fået Tokes støjdæmpende høretelefoner sat for ørene. …

Og det var HER at jeg fik øje på ham: en lettere korpulent, venligt –næsten blidt udseende, men også sært slidt -og tynget mand bag skranke nummer 5.

…..

 

”God formiddag. Jeg er frygtelig ked af det her, men du må virkelig hjælpe mig. Min søn, Toke med autisme står der ovre i køen og har det virkelig dårligt, vi har kun få timer i London –og vi har desperat brug for en dagsbillet til ham”

Manden bag skranke nummer 5 skævede ud over sin halvbrille ned på fotoet af Toke, som på bedste autismemaner stirrede mere eller mindre udtryksløst tilbage op på ham fra det ledsagerkort jeg øjeblikket forinden, havde smækket ned på disken, med en autoritet der havde fået den ældre japanske dame, som egentlig havde været den næste i køen, til at stoppe brat op og stirre formålsløst ind i en plakat med et print af Londons vidtstrakte undergrundsnet.

Manden drejede derpå roligt hovedet og skævede diskret over til Toke, som jeg havde efterladt i køen –og som jeg bildte mig ind, så en smule mere rolig ud, end han havde gjort for blot få sekunder siden.

”Jeg forstår” sagde han, og smilede forsigtigt. ”Du ved. Jeg har selv en søn med autisme der hjemme” (Jeg vidste det bare!!) Han holdt en kort pause. ”Og vi fædre må vel hjælpe hinanden – ikke sandt?” Jeg nikkede, lidt for ivrigt, og smilede tilbage. ”Så nu gør jeg lige noget…”

Printerede til højre for ham gik med en lav summen i gang, og spyttede kort efter et lille papstykke med en magnestrimmel bagpå ud.

Det sidste han sagde, før at han med et indforstået blink med det ene øje, sendte Toke og mig ud i menneskemylderet igen, lader sig kun gengive på originalsproget.

”One last thing before you leave. You know. You could actually have bought your tickets in advance… I guess I won’t have to tell you this, because you probably already know it, but with kids like ours, preparation really is everything”

Få minutter efter sad vi i et varmt, klaustrofobisk undergrundstog på vej mod Londog Bridge Station.

Jeg rakte en flad hånd i vejret og modtog øjeblikkeligt et high-five klask fra Tokes efterhånden ligeså store hånd.

Toget skramlede.

Over for os sad en trio bestående af en ung, gammeldags klædt kvinde med Harry Potter briller og Shakespeare bog flankeret af en tatoveret gut med en t-shirt der afslørede firmanavnet på e lokal vvs-entreprenør. Til venstre for kvinden sad en mørk fyr i hiphop tøj med en flaske Jack Daniels under armen, i heftig diskussion med sin dragqueen ven/veninde der sad overfor ved siden af Toke.

Oh yeah! Vi var i sandhed i London.

Ved nedgangen til undergrunden havde Tokes kort virket upåklageligt, mens at mit kontaktløse dankort naturligvis havde strejket. Et hurtigt vift med ledsagerkortet, som jeg stadigvæk knugede i min venstre hånd, fik mig igennem slusen – om til Toke. Og sådan fortsatte det. Toke gik igennem og venlige hænder lukkede mig gratis ind til ham

”Hvordan gjorde du det, far?”

Vi gik en tur langs Themsen, mellem London Bridge og Tower Bridge, hvor Toke gjorde store øjne over pludselig at stå over for det mægtige museumsskib HMS BELFAST, som havde overlevet såvel D-Day som Koreakrigen og en tur i arktisk farvand. Vi købte en bog i museumsshoppen, men gik ikke om bord.

Efter ikke så lang tid, indtraf det øjeblik jeg havde regnet med ville indtræffe, nemlig det hvor Toke sådan set gerne ville tilbage igen.

Jeg vidste at det var en rigtig god idé at være i god tid forud for sikkerhedstjek og boarding af eurostar toget på St Pancras, men køen som vi endte i var alligevel usædvanlig lang… 45 minutter lang, for at være helt præcis.

Toke virkede dog til at tage det hele med ophøjet ro. I hans verden var der tilsyneladende intet der kunne galt mere…

Altså lige til det øjeblik, hvor jeg havde scannet min billet ind for efterfølgende at se Tokes billet blive afvist sammen med sin ejemand, som nu befandt sig……….. på den anden side af to sikkerhedsdøre.

Toke kiggede spørgende –og overraskende roligt på mig, mens at jeg råbte ud til ham, at jeg nok skulle fikse det.

Mit blik faldt hurtigt på et glaskontor, hvor der sad en, meget officielt –og også meget britisk udsende mand i uniform.

”God eftermiddag. Min søn, der har autisme, er blevet fanget på den forkerte side af sikkerhedsslusen. Hans billet virkede ikke. Kan du hjælpe mig?”

”Naturligvis kan jeg da hjælpe dig” svarede han. Og til Toke råbte han. ”Hey, du. Kom her!” hvorefter han pegede i retningen under et afspærringsbånd i gråt nylon, af samme type som det Tokes far havde forceret et par timer tidligere.

Toke tøvede først, men kravlede så under.

Et øjeblik senere stod vi begge i glaskontoret, sammen med manden og tre andre ansatte –og betragtede det tiltagende boarding-kaos udenfor.

”Ja. Jeg er altså frygtelig ked af alt det her……rod” sagde manden, uden at løfte blikket fra den computer, som han nu –på en og samme tid roligt og hurtigt , tastede vores oplysning ind i. Hans kollegaer, over for hvem han utvivlsomt fungerede som en overordnet, skævede diskret i vores retning.

”Det er de franske jernbanearbejdere”

 

”Undskyld, hvad?”

”Jo ser I” (han sukkede og kiggede for første gang op) ”Vores …..kollegaer på den anden side, har åbenbart nogle….. bemandingsproblemer. Og derfor…” (han pegede ud på den lange kø, for på den måde at afslutte sin sætning)

”Hvor er I to egentlig fra?”

 

”Danmark”

 

”Danmark! Meget vel. Følg med mig”!

Manden rejste sig resolut, trykkede to boardingkort ned i min højre hånd -og gav tegn til at vi skulle følge med ham gennem glaskontoret.

”Hvad laver du?” spurgte en af hans kollegaer forsigtigt.

”Jeg viser bare danskerne hvordan at VI briter arbejder!” svarede han, med en stemme der klang af stolthed, underspillet anarki –samt den sorte humor, jeg personligt elsker briterne for.

Manden ledte os ud i et roligt område (hvor pokker det så end lige kom fra), uden særlig meget kø og trængsel, rakte hånden op til farvel, hvorpå han blinkede med det ene øje, på nøjagtig samme måde som manden i billetinformation havde gjort det, og forsvandt ind i glaskontoret.

”You travel light” sagde den venlige –og igen utroligt britiske sikkerhedsvagt, med et blik på vores enlige halvfyldte rygsæk, som hun var i gang med at fodre røntgenscanneren med.

”If you only knew” sagde jeg, smilende og ordløst til mig selv –mens at jeg tænkte tilbage på de sidste par timers prøvelser.

…..

Klask! Tokes håndflade (var den vokset yderligere!??) mødte min, mens at ændringerne i landskabet, fra det flade til det mere blødt kupperede, afslørede at vi nærmede os ’basen’.

”Er du sikker på, at du ikke udøvede en eller anden form for jedi-agtig mindcontrol på dem, far” spurgte Toke, og henviste til alle de døre, som på magisk vis havde åbne sig for os.

Turen fra Calais og sydpå var fløjet afsted. Toke var rykket fra bagsædet og frem på passagersædet til højre for mig ,og vi havde på skift underholdt hinanden med historier om sammenbidte, svært bevæbnede franskmænd og lune briter.

”Næ du”. Svarede jeg. ”Verden er simpelthen bare fyldt mere flinke mennesker, som gerne vil hjælpe”

 ”Jeg vil gerne tilbage til London” sagde Toke. ”Ved du hvad jeg rigtig godt kunne lide ved byen?”

”Krigskibet?” gættede jeg.

”Næ. Jeg kan ikke rigtig huske det danske ord for det” svarede han.

”Så brug det engelske”

”Det var bare så meget….. diversity”

Mine mundvige trak sig opad.

Mission accomplished !

….

Toke blev på sit værelse de næste 2 dage, kun afbrudt af ture i poolen. Og mens at Storesøster Freja søsatte sit ferieprojekt, der gik ud på, hver morgen at gå de 800 meter ind til vores husværters bageri i byen og smage én ny fransk kage, ja så gennemførte Toke og mig, –og senere også Anne flere længere missioner sammen.

Blandt andet til landgangsstrandene Omaha og Sword Beach -samt én til Paris (hurtigt ind, hurtigt ud) , hvor såvel parkeringsbilet og adgang til Eiffeltårnet naturligvis var købt på forhånd.

Med DET er en helt anden historie.

I mellemtiden, til alle agenter (blink, blink) i ind –og udland:

Som briterne siger:

KEEP CALM AND CARRY ON! 😉

Ps. På vej hjem, i Paris Charles De Gaulle (helvedes drivhusagtige forgård) havde jeg, med to rejseramte børn, omsider fået mod og agent-hjerte nok til at, trække autismekortet og spørge Air France personalet, om vi måske ikke kunne boarde flyet før alle andre.

”Oh oui, Monsieur! Of course you can!”

Tak fordi at du læste med.

/Morten

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her

http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 43 år far til to børn – en pige på 16 og en dreng på 13 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Posted in Far

2 thoughts on ““Keep calm and carry on” (Om at turde trække “autismekortet” og være sin søns hemmelige agent i sommerferien)

  1. Tak til dig, Morten, at du og din familie tager os andre med på jeres opdagelsesrejser med autismen som mere (eller mindre) blind passager. Tak for din inspiration til at tænke ud over stepperne og de vante rutiner.

    Like

  2. RESPEKT! Hvor er det stærkt gået af jer alle fire. Set herfra kan London og Paris ligeså vel ligge på månen (og er ca lige så vildt at forestille sig som feriemål) så hvor er det vildt fantastisk at høre, at I kan og tør og gør det (selvom, det ved man nok ikke helt, før man er landet helt igen?)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s