Som fodgænger i Rom lærte jeg hurtigt, at havde jeg ambitioner om at vokse op og blive en gammel, livsklog mand (og det havde jeg) ja, så skulle jeg stirre de lokale billister stift i øjnene, så de forstod, hvad det reelt var de havde kurs mod. Et levende væsen.
De stoppede altid i sidste sekund.
Så jeg overlevede mødet med den italienske hovedstad og hjembragte mindet om min, til dato, bedste kop kaffe og mit til dato bedste stykke friskbagte brød.
Af leveregler hjembragte jeg følgende tre af slagsen som en, tilsyneladende livsklog, pensioneret Italiensk Oberst, som jeg faldt i snak med på en lille restaurant i Trastevere kvarteret, gav mig.
1. Køb en hurtig italiensk bil.
2. Lad være med at gifte dig.
3. Lad være med at få børn
Jeg valgte efterfølgende at ignorere dem alle.
Få år senere var jeg således en godt gift indehaver af en lille bitte, fornuftigt TYSK bil, samt far til to børn.
Og hvilke børn!!!
Da Freja og Toke fik deres autismediagnoser havde jeg, (apropos kaffe og nybagt brød) i øvrigt forlængst lugtet både ‘kaffen” OG ‘duften fra bageriet’
-som man siger..
Vi fædretyper kan måske nogle gange give indtryk af ikke helt at være med på vognen, rent erkendelsesmæssigt, når det bliver rigtig følsomt -og svært (same/same)
Det er vi altså som regel!!
Selv var jeg, selvom jeg sandt for dyden ikke brød mig synderligt meget om tanken, da også udemærket godt klar over hvilken vej vi skulle ned af, som familie.
Vejen lod umiddelbart ikke til at føre til Rom.
Alligevel gik der, hvad børnenes mor nok ville betegne som, urimelig lang tid, hvor jeg mest af alt gik og ‘sparkede dæk’
Nogle gange i overført betydning ved at stirre tomt ud i luften. Andre gang ved, helt reelt at sparke til de små, smalle dæk på min lille bitte VW Lupo.
Erkendelse er også bare sådan en led satan.
Ik’?!
For jeg vidste jo udemærket godt, at i selvsamme øjeblik, at jeg anråbte monsteret ved dets rette navn, ja så ville det prompte materialiserer sig ud af det blå og placere sin omfangsrige nyvundne krop, lige præcis der, på den imaginære, lige dele solbeskinnede og skyggefulde middelhavs grund, hvor det ellers var meningen at fastlægger campingvognen med alt det behagelige og sorgløse indhold i Annes og mit liv, skulle stå klodset op til tid og evighed.
Derfor søgte jeg da også længe, med fast og myndig/mandig basstemme at bilde mig selv ind, at jeg ikke havde fattet en brik af det hele.
Jeg kan være ganske overbevisende, når det kommer over mig.
Jeg husker for eksempel en gang hvor jeg, min eminente stedsans til trods, var faret ubehjælpsomt vild, men alligevel fik overbevist Anne og børnene om at jeg vidste præcis hvor vi var.
“Alle veje fører alligevel til Rom” sagde jeg, for ligesom at løfte stemningen, da sandheden omsider gik op for dem.
Der var ingen der grinede.
Denne gang var det omvendt. Jeg havde virkelig lyst til at være faret ubehjælpsomt vild, for jeg vidste præcis, hvor at vi var, i forhold til børnenes diagnoser -samt hvad vi potentielt havde kurs mod, som familie.
Men fordi, at jeg kunne mærke et ydre pres i forhold til at vise verden, at jeg skam havde forstået alt, ved med stålsat blik -og høj og klar stemme at lade de ord komme over mine læber, som jeg havde så forbandet svært ved at sige….., ja, så sænkede jeg i stedet blikket, indstillede det på ‘uendeligt’ og sparkede.
Nu siger jeg så, til gengæld, lige noget…
Som manden der droppede drømmen om en rød Ferrari (det er jo for helvede bare en bil) , giftede sig til op over begge ører med verdens smukkeste kvinde (Yeah) -og ikke mindst som manden der fik børn med autisme (…..)
Nogle gange kan det hjælpe, hvis man(d) får fornemmelsen af at man(d) er herrer i egen hjerne og selv opdager det hele…
En gang til..
Eller, med andre ord: kører ruten stille og roligt, ved landevejsfart, hvor man(d) rent faktisk kan nå at erfare konturerne og detaljerne i det følelsesmæssige landskab man(d) bevæger sig igennem.
For i den gryende erkendelses blinde vinkel gemmer sorgen sig nemlig ganske ofte.
Og selvom at sorgen ganske vist hverken har farve, form -eller masse….
-ja så slår den altså, alt andet lige hårdt nok til at udløse samtlige mentale airbags, hvis man (m/k) rammer den med for høj fart og samtidigt passerer igennem den uden, rigtig at nå at se den i øjnene.
Lidt ligesom med fodgængerne i Rom…
-eller noget…
Giver det mening?
“Kør efter forholdene, Morten” sagde Jesper, min meget sindige, danske kørerlærer altid til mig.
Og DET råd har jeg aldrig glemt!
Men den rute vi følger her på matriklen , er ganske langt fra den slagne vej og hvis jeg skal holde til turen -og være noget som helst for nogen som helst, ja så kræver det at jeg en gang i mellem lige trækker ind til siden…..
-og ‘sparker lidt dæk…’
Det ser åndsvagt ud. I know!
Og jeg ved ligeledes at børnenes mor kan syntes, at det kan virke herre provokerende og svært gennemskueligt ifht. den samlede nytteværdi for vores lille dysfunktionelle familie….
-at jeg sådan skal stå der og ‘sparke’
“Finder der overhovedet nogen som helst form for tankevirksomhed sted hos den mand?!!” Kan hun, med rette spørge sig selv.
“Jep! Det gør der i den grad.
Jeg er mega klog, faktisk”
Også selvom jeg valgte at overhøre de tre råd, som den pensionerede italienske oberst (den tøsedreng) i sin selvbestaltede livsvisdom valgte at hælde ud over mig, på den lille restaurant i Trastevere kvarteret for efterhånden 21 år siden.
Børnene, som nu har vokset sig store og kloge, vil i øvrigt helt vildt gerne til Rom.
Absurd!
Efter i mange år overhovedet ikke at ville nogen steder hen, vil de lige pludselig helt vildt gerne til Rom..
Af alle steder…
Således sluttes ringen.
Men det er jo også til Rom, at alle veje fører.
Ik’?
Jeg kan allerede dufte kaffen -og brødet.
Tak fordi at du læste med og pas på i trafikken (bare kig de andre lige i øjnene)
🙂
Morten
Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar
AutismePlusFar 
Skriv et svar