Jeg kommer med Obama! (-en historie om at kende sit barn, med autisme bedst)

(Udgivet første gang i februar 2017)

Secret service agenterne så fuldstændig ud som på film.

Sammenbidte, skarptskårne vagtsomme, primært mænd der, i deres karakteristiske lange sorte uldfrakker (det var vinter i Washington DC) og solbriller, virkede påfaldende anonyme –næsten ansigtsløse.

Men smile kunne de faktisk godt, som de stod der, foran tidligere præsident Clintons forholdsvis beskedne hus, overfor den danske ambassade, hvor Frejas moster arbejdede.

Det klassiske amerikanske høflige –og servicemindede ”ja-ja-jeg-smiler-ganske-vist-men-hvis-du-så-meget-som-prøver-på-noget-så-SKYDER-jeg-dig” –SMIL.

Efterfulgt af et afmålt nik.

Det var vel i virkeligheden nok også begrænset, hvor stor en sikkerhedsrisiko vi udgjorde –mig og så min to et halvt årige.

Vi tullede egentlig bare lidt rundt på må og få, med klapvogn og Bjørnen Bjørn bamse, i den Amerikanske hovedstad. Der drak vi Smoothies i Kramers Bookshop & Afterwoords Cafe, kiggede på agenter -og på kæmpe pandaer og flodheste i Zoo, mens Anne og hendes tvillingesøster lavede….tvillingeting…..

6 år senere så vores verden markant anderledes ud.

De globale finansielle markeder havde oplevet en historisk nedtur, til gengæld hed USA’s præsident så heldigvis ikke længere Bush.

Pigen i klapvognen havde fået sig en lillebror

-OG en autismediagnose!

Derfor stod jeg nu i Psykologisk Ressource Centers lokaler ved Søerne i København sammen med Psykolog Kirsten Callesen, foran et hold kursister – bestående af forældre, pårørende og et par professionelle.

Sammen havde vi tidligere afholdt workshoppen ’Struktur og Visualisering’ og stod nu og skulle til at runde endnu en workshop af – ’Sociale Historier’ , hed den.

Om få øjeblikke ville kursisterne forlade workshoppen med skemaer og pictogrammer i favnen –forhåbentlig tanket op med nye ideer til, hvordan at de, med visuel struktur og fortællinger kunne lette deres børns hverdag.

Jeg havde netop, med stor entusiasme, afsluttet et oplæg om, hvorledes at min familie og jeg, til trods for vores datters handicap, skam stadigvæk i et vist omfang, kunne deltage i sociale arrangementer, så længe at vi blot:

Kendte det præcise start og sluttidspunkt

Kendte gæstelisten

Kendte menuen (og i øvrigt kunne medbringe vores egen mad, samt plastikservice til vores datter)

Vidste at der var et rum hvor hun og KUN hun kunne trække sig tilbage til og spise og restituere.
I det rum skulle der være i øvrigt være en CD afspiller, samt en række andre effekter som jeg lykkeligt har glemt alt om.

Betingelserne for vores deltagelse skulle afstemmes med værterne i god tid, ligesom eventuelle ændringer skulle meddeles os –gerne uge forinden. Vi ville desuden medbringe et visuelt program over hele forløbet OG så skulle vores værter i øvrigt regne med at vi, til hver en tid ville kunne forlade arrangementet i stor hast –UDEN at sige farvel først.

Når alt dette var på plads. Ja så ville vi da gerne komme…….

Her var det så, at (selv) jeg godt kunne mærke et vist mismod snige sig ind blandt tilhørerne.

De fleste havde jo allerede, på egen krop, indenfor hjemmets fire vægge erfaret, hvordan at djævlen i den grad lå gemt i detaljen, når man havde børn med autisme samt hvorledes at selv de mindste afvigelse i rutinerne kunne få resterne af den i forvejen hårdt tilkæmpede familieidyl til at ramle.

Spørgsmålet, som et par kursister, med god ret stillede mig, var så blot :

Hvordan i ALVERDEN at man kunne forklare den slags til nære og fjerne slægtning, venner og andre UDEN at føle sig som den der mærkelige familie, der kom anstigende med ens mærkelige barn og stillede mærkelige krav –i øvrigt med favnen fuld af laminerede A4 ark (som en slags fysisk manifestation af mærkelighed)

Godt spørgsmål! Rigtig, rigtig godt spørgmål!

Jeg var tavs så længe, at det næsten blev pinligt, men blev lykkeligvis reddet at et minde, der pludselig poppede op i mit mit hoved. Det var et minde om frostklare Washington DC i december 2004, om udiagnosticerede Freja i klapvogn med Bjørn i favn OG om høfligt smilende, men dødsens farlige Secret Service agenter.

Ud af det blå fandt jeg på en historie, som jeg fortalte til kursisterne –og som jeg nu vil fortælle til jer.

OBAMA HISTORIEN. (Jeg nægter at sige Trump)

Når den amerikanske præsident skal besøge vores lille land ringer hans medarbejdere gerne i rigtig god tid i forvejen. Bare sådan lige for at sikre sig, at vi har tid til at forberede os.

Amerikanerne er, som udgangspunkt, et høflig folkefærd, men når det handler om deres præsident –og i særdeleshed når det handler om at flyve rundt med ham, udenfor deres eget territorium, ja så de det altså ret stramt med, hvis andre begynder at stille betingelser –eller i øvrigt sætter dem hindringer i vejen.

De vil helst gerne selv bestemme.

USA: ”Hello Denmark. Det er amerikanerne her. Vi tænkte at vi ville kigge forbi med præsidenten om 8 måneders tid.
DK: (Lettere benovet) ”Ih det lyder da skønt. Kom bare forbi. Vi sætter vand over til kaffe”
USA: ”Super. Vi kommer, men…..”
DK: ”Ja?”
USA: ”Der er lige et par ting”
DK: ”Åhh. Ja sikkerhed. Naturligvis. Ved I hvad. Der skal I slet ikke spekulere på. Vi sætter PET på sagen. De er smadder gode til den slags”
USA: ”Njaaaa. Vi vil altså helst gerne klare det med sikkerheden selv. Vi sender et par fly med sikkerhedsfolk. De første 400 lander hos jer om en uge”
DK: ”……..!!?”
USA: ”Og så er der broen”
DK: ”Broen?!!”
USA: ”Ja. Broen til Sverige. Når præsidenten lander om 8 måneder, er I så ikke søde at lukke broen, mens at han lander?! Vi er ikke så glade for broer. De gør os utrygge!”
DK: ”Men, helt ærligt. Det er jo Øresundsbroen for pokker!”
USA: ”OG motorvejsnettet rundt om jeres lufthavn. Det må I også gerne lige rydde”
DK: ”Midt i myldretiden!!?”
USA: ”Ellers kommer vi ikke!”

Og sådan fortsætter de og langsomt går det op for værterne at deres gæster er stanghamrende autistiske.

Præsidentens folk skal nemlig:

Kende start og sluttidspunkt
gæstelisten
-samt menuen (men i øvrigt medbringer de helt sikkert deres egen kok)
Og så videre…

Desuden skal der stå et rum klart til præsidenten, med en CD afspiller samt en lang række andre effekter. De sender listen i morgen.

Sidst, men ikke mindst, så skal danskerne altså bare vide, at hvis noget går galt, ja så forbeholder gæsterne sig ret til at skyde sig vej ud -og i øvrigt forsvinde i en sky af brændt gummi fra dækkene på den granatsikre limo, de selv har fået fløjet ind, før at nogen så meget som når at sige ”Goodbey Mr. President”

Men derudover glæder de sig i øvrigt til at komme…..

Og således foran et hold efterhånden temmelig trætte kursister, afrundede jeg ovenstående historie, som jeg har fortalt et utal af gange sidenhen, med ordene:

”HUSK!
I kender jeres barn bedst. Når I drager udenfor jeres hvide hus, så er I deres Secret Service. Høflige, måske oven i købet smilende, men hvis noget går galt….

Så skyder I jer vej ud!

For I kommer med en VIP.

I kommer med OBAMA!

Pigen fra klapvognen har sidenhen vokset sig stor, smuk og klog. Ligeså har hendes lillebror, der faktisk også var med i DC, i mors mave.

De to børn ved udmærket godt hvem de er. Og selvom guderne skal vide at deres mor og jeg har ’taget mange kugler’ for dem i årenes løb, er vi også blevet gode til at vide hvornår at vi IKKE skal gøre det.

Det er sådan nogle egenskaber, der kendetegner en god agent.

Har jeg læst…..et sted 🙂

God søndag.

(Indlægget her blev bragt for første gang i februar 2017)

Du kan følge mig på Facebook, på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 45 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 15 med autisme og Adhd. Noget de bestemt ikke har fra fremmede 😉

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 3 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, afholder workshops -eller supervision.

/Morten