Der findes ingen fotos af vores entré som den tog sig ud før jeg her i efterårsferien malede den lysegrøn (som håbet) og i det hele taget bare underkastede den en kærlig renovering.
For os havde entréen blot været det trange rum, man forlod som det sidste, når man tog afsted og trådte ind i som det første, når man kom hjem.
Lige præcis derfor var -og er den husets vigtigste rum. Det forstår vi nu.
Vi er alle fire på autismespektret herhjemme og har derfor også længe været enige om, at farvevalg og belysning betyder noget.
Så det har vi virkelig også prioriteret. Bare ikke i entréen. Ikke før nu, præcis 11 år efter vi fik overrakt nøglerne til hoveddøren.
Når Freja og jeg har holdt foredrag og har undervist sammen har vi ofte talt om de “usynlige mellemrum mellem skemabrikkerne”
Mange børn, unge- og voksne med autisme, trives med visuel struktur.
Der er gennem tiden blevet udviklet alle mulige kreative bud på visuelle pictogram og kalendersystemer.
Nogle husker måske pictogramsoftwaren Boardmaker. Det gør vi, i hvertfald, her på matriklen. Ligesåvel som vi husker den sødlige lugt af lamineret plastik og lyden af velcro på bagsiden af små skemabrikker med symboler printet på forsiden.
Som små laminerede trædesten kunne de som regel få vores børn nogenlunde tørskoede gennem dagen, da børnene var mindre.
Nogenlunde.
For når, nu voksne, Freja og jeg taler om de usynlige mellemrum mellem skemabrikkerne, ja så mener vi netop, helt konkret de rum, hvor ens ene fod netop har sluppet jorden ifm. den begivenhed man er ved at forlade, mens ens anden fod endnu ikke har fået kontakt med den begivenhed, man bevæger sig ind i.
Man er vægtløs. Man er i mellemrummet.
Det vigtigste rum af dem alle og måske nok det sted hvor man har allermest brug for blive taget i hånden og/eller blive grebet med et:
“Bare rolig. Jeg har dig!”
I min skoletid elskede jeg alt, hvad der havde med undervisning at gøre.
Frikvartererne gjorde mig derimod altid nervøs. Jeg vidste sjældent, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derfor brød jeg mig heller ikke meget om lyden af klokken, der ringede ud.
Klokken der ringede ind, frygtede jeg.
Det kan måske virke besynderligt, men hvor frikvarteret, kaotisk som det var, alt andet lige, var en afmålt størrelse rent tidsmæssigt, så var rejsen frem mod næste lokale og næste lektion, ad lange og praktisk men skingert oplyste gange, et mellemrum, der ikke rigtig eksisterede i virkeligheden.
På et gammeldags printet skema ville rejsen være det lille millimeter brede stykke blanke laminerede papir mellem brikken “frikvarter” og brikken “naturfag”
Derfor var det også en rejse der, til trods for at den måske blot varede få minutter, kunne suge mig fuldstændig tør for energi.
Som konsekvens deraf “snublede” jeg, billedligt talt, ind i skoledagens næste rum, mens et lille løsrevet stykke af min bevidsthed ofte fortsatte med at rende forvirret rundt på gangene i det enorme etplansbyggeri, der var min skole i 9 år.
Det blev til en del renden rundt som tiden gik.
Jeg tænker at mange vil kunne nikke genkendende til fornemmelsen af at være ankommet til et sted, fuldt ud bevist om hvad man ankommer fra og ligeså bevidst om, hvad man er ankommet til.
Og så alligevel ofte med en følelse af, at der mangler et eller andet.
At en del af en selv enten er gået tabt undervejs eller desperat prøver at indhente ens fysiske krop og et tab på alt fra minutter til hele tidszoner.
Jeg tror at mange af vi, med autisme og ADHD, har stor risiko for at miste mål, mening, retning og i værste fald os selv, i de usynlige mellemrum, altimens folk omkring os har blikkene fast rettede mod det, der lige har været eller mod det, der venter.
Jeg har tidlige skrevet om mit yndlingsmellemrum, det toldfri område i Københavns Lufthavn.
Et sted man kan ankomme til uden reelt at være ankommet til verden udenfor.
Et ikke-sted, der virker stressreducerende på mig, fordi at jeg har gjort det til mit og fordi jeg forstår, hvad det gør af gode ting for mig.
En social og kulturel dekomprimeringstank. Et stykke virkelighedstæt mellemlægspapir. Kært mellemrum har efterhånden mange navne.
Når Freja og jeg holder oplæg , nævner vi ofte operaen. Et sted vi begge elsker, selvom den umiddelbart kan virke som helvedes forgård, for et autistisk og sanseforstyrret menneske.
Der sidder man, i den bløde plys, omgivet til alle sider af op til 1700 andre pludrende tilskuere foran et orkester på omkring 100 mand, der ivrigt stemmer instrumenter og spiller skalaer op og ned.
Men Freja og jeg ved, at på et tidspunkt lyder der et par klokkeslag fra orkestergraven og så blive alle helt stille.
Dirigenten kommer ind, bukker, hilser på orkesterlederen og førsteviolinisten, lyset dæmpes og forestillingen går i gang.
Når klokken lyder bliver vi taget i hånden.
Og fordi vi ved, at klokkeslagene vil komme til at lyde, kan vi udholde tiden i mellemrummet før forestillingen begynder.
Ligeså vel som Nordisk Films ikoniske isbjørn, der brøler, mens lyset dæmpes i biografen, fortæller os at vi har overlevet reklamerne og nu bliver taget trygt i hånden af en stor isbjørnelab, der fører os ind i det magiske filmunivers, vi er kommet for at fortabe os i.
De 11 år vi har snublet ind og ud af vores entré var bestemt ikke gået sporløse hen over den.
Vores stakkels forsømte mellem-rum.
Dels var den virkelig ikke særlig pæn eller rar at opholde sig i. Vi havde sikkert tænkt, at eftersom rejsen gennem den ikke tog mere end et par minutter, så betød det nok ikke noget.
Men vi havde taget så grueligt fejl og det var blevet til rigtig mange minutter, som årene var gået.
Dels havde vi også dumpet alt muligt lort i entréen og i det store garderobeskab, der udgør en tredjedel af dens areal.
Hjemløst vraggods fra turene ud i virkeligheden og hjem igen.
Enlige sko der var tre numre og adskillige år for små og handsker ingen kunne huske at have købt.
Små stykker løsrevet bevidsthed.
Vores entré er det sidste rum man forlade og det første rum man vender hjem til.
Den har været vores i 11 år, men først nu har vi gjort den til vores egen
Et sted der tager os i hånden, når vi skal afsted og griber os, når vi vender hjem, med ordene:
“Bare rolig. Jeg har dig”
……………
Hej.
Tak fordi du læste med.
Hvis du har tid, kan du fortsætte med denne klassiker ⬇️ Den til dato mest læste artikel her på bloggen.
Mange hilsner
Morten
AutismePlusFar 
Skriv en kommentar