En diagnose i hånden er bedre end ti usynlige spark i knæhaserne

Hep. Jeg har fået en ny diagnose 🎺

I må godt kende den. Der er højt til loftet, her på matriklen. 

Faste læsere vil måske også efterhånden have bemærket at bloggen her, på snart 8 år fortsat lystrer navnet AUTISMEplusfar, så var autismen (just to mention) noget jeg ønskede at holde skjult for jer, ja så havde jeg, alt andet lige, virkelig ikke tænkt projektet voldsomt godt igennem. 

Desuden er jeg typen der godt kan blive lidt spids, træt og sarkastisk, når jeg, konfronteres med kollegaer og andre fagpersoner fra mit eget hjørne af dagbehandlingsområdet, der fortæller mig, at de foretrækker at lære mennesket at kende før de lærer diagnosen at kende. 

Det er sådan et rigtigt feel good statement, men også mere end bare mildt irriterende.

Egentlig måske blot en tilsyneladende mere sympatisk og lækker måde at sige, at man reelt ikke orker eller gider sætte sig ind i, hvad andre kloge mennesker har fundet ud af, før man selv kom på banen.

Min reaktion er som regel et dybt suk, en lang kunstpause og en forvisning om at jeg faktisk godt tænker at vedkommende kan overskue begge dele på en gang. 

At møde mennesket og diagnosen. (Hele to ting på samme tid. Jo. Det går faktisk) 

Vores famlilelæge gennem 11 år, Thomas, kender iøvrigt helt sikkert mine diagnoser bedre end han kender mig. 

Det har jeg det, sådan set også helt ok med.

Så. 

Diagnoser fortæller noget om den diagnosticerede og fortælle den diagnosticerede noget om sig selv.

Den lidelse jeg senest er blevet diagnosticeret med har for eksempel både vækket mig om natten og sparket mig hårdt i knæhaserne. Plus det løse. 

Det gør den i og for sig stadigvæk. 

Men nu kender jeg i det mindste navnet på idioten, der vækker mig og sparker mig. 

Og den idiot er ikke mig selv. 

I lang tid ellers mit mindst ringe bud på en årsag.

Ej hellere er jeg  sløv, uansvarlig, pivet, sart, hys eller sådan en, der mærker sig selv lidt for meget. 

Og fordi at jeg nu har krydset en grænse, hvor jeg opfylder et blandt flere kriterier, “forpintheds-kriteriet” kan man nu slå op i diagnosehåndbogen lade fingeren vandre ned ad siden og finde navnet på lidelsen og dens diagnosekode.

Og det til trods for at jeg i øvrigt spiser sundt, får min daglige motion, holde mit indtag af rødvin i en rimelig stram snor og prøver at få mine 8 timers skønhedssøvn. 

I den forstand er diagnoser altså en ret cool ting. Er stor fan af diagnoser.  

De giver ofte svar, der er langt bedre end dem man selv kan gætte sig frem til. 

Af selvsamme årsag, er jeg også ret stor fan af læger.

Folk der har gået absurd mange år i skole for, blandt andet, netop at kunne komme med bud der en bare en my mere kvalificerede end: “Du er både halvgammel og doven. Spis dine havregryn og få noget frisk luft” (Et andet af mine egne “greatest hits”) 

“Det her er ikke noget man slider sig til. Det er noget man arver” sagde lægen, Bjarke, øjeblikket før han officielt gav mig diagnosen. 

Jeg fik spontant lyst til at give ham en kæmpe og ekstra lang krammer, alene for den bemærkning, men han lignede ikke just krammetypen. 

Så jeg smilede. 

“Du har slidgigt, Morten, fortsatte han” 

Jeg smilede endnu mere og registrerede samtidig en let nervøs sitren ved hans  venstre øjenkrog, mens et udtryk af mild vantro bredte sig over hans ansigt. 

Nej. Han var afgjort ikke krammetypen. 

Hvad lægen Bjarke ikke vidste var, at jeg sad og drømte mig tilbage til den gang psykiateren Mogens sagde ordene. “Du har autisme og ADHD, Morten”

Same, but just a little different. 

Jeg havde længe mærket noget. 

Andre havde også mærket det. Mærket det rigtig meget. Mere end hvad godt var, faktisk. 

Tilmed havde jeg længe, i  mangel af bedre, skabt mit eget bedste eller værste bud på:

1. Hvad fanden det var, der var galt.
2. Hvis skyld det var. 
3. Hvordan jeg kunne slippe af med det jeg mærkede eller i det mindste så da for helvede bare mærke lidt mindre, eller noget…..

Da jeg fik min ADHD og min autismediagnose i 2011 blev jeg både glad og lettet. Det hele gav pludselig mening. 

Alligevel gik der dog  mildest talt noget tid før realiteterne bag ordene, for alvor sank ind bag de, i forvejen hårdt prøvede frontallapper.

Da jeg fik min gigtdiagnose for et par uger siden, gik det væsentlig hurtigere. 

Allerede et par minutter efter at jeg havde siddet i stolen hos Bjarke og kigget på røntgenbilleder lå jeg på en briks lidt længere nede ad gangen. 

Her kunne jeg, til min egen nørdede interesse iagttage en anden læge stikke  en kanyle i størrelsesordnen fra et sted midt mellem kødnål og stegetermometer ind i mit højre knæ for dernæst at lette det for et anseligt kvantum klar, gullig væske. 

Klar, gullig væske som straks efter blev erstattet med binyrebarkhormon. 

Ret klamt, men også ret sejt. 

Min ADHD og autisme kiggede misundeligt med og diskuterede lidt for entusiastisk om man mon kunne lave det samme trick med “stegetermometeret”, men bare med min hjerne i stedet. 

“Stop jer selv, venner” sagde jeg, men måtte alligevel indrømme, at tanken var fristende . 

Lige den dag, på den briks havde somatikken det bare lidt sjovere end psykiatrien. “Ud med lortet. Ind med noget andet” (binyrebarkhormon er så noget crazy shit, har jeg lært) 

Jeg tror i øvrigt også at de to (ADHD og autisme) drømte sig frem til den bedste af alle verdner, hvor det at være dem, ville blive betragte med samme selvfølgelighed som det at være ham den nye dreng i klassen. Slidgigten. 

Også selvom de to hverken er leveringsdygtige i røntgenbilleder, tykke kanyler eller klamt gulligt stads. 

Anyway.

1. Jeg har autisme, ADHD og nu også slidgigt. Tjuhej! 
2. Intet af det er noget jeg har slidt mig til. Det er noget jeg har arvet.
3. Og fordi jeg nu ved hvad jeg dealer med, så mærker jeg det, om ikke mindre, men så i hvert fald på den anden, man kunne kalde det, mere kvalificeret måde.

Viden er en god ting. 

Og her kan fagkundskabens bedste bud altså være et enormt kærkomment og godt alternativ til, hvad man, på en dårlig dag, kan trække ned over hovedet på sig selv af dunkle forklaringer og tvivlsomme quick fix. 

Læser i med, mænd?  (m/k) 

Det giver noget spillerum, at vide hvad man selv eller måske ens børn eller bedre halvdel dealer med. 

Spillerum og spilleregler. 

Alt andet lige bedre end  fri hærg, skyld, skam og usynlige spark i knæhaserne. 

For uden diagnosernes forklaringsrammer kan man hurtigt, i blinde og blottet for strategier, netop slide sig selv til følgetilstande og belastningsreaktioner der, i sidste ende kan vise sig at være langt mere alvorlige end grundtilstanden. 

Jeg havde ADHD og Autisme før psykiateren Mogens satte ord på i 2011

Jeg havde også slidgigt før lægen Bjarke sagde at det havde jeg, i 2024. 

Men det var godt, han sagde det. Og det var, i særdeleshed godt at han tog sig tid til at forklare mig, at det ikke var min skyld.

Jeg har en aftale med ham Bjarke en gang i april 2025. 

Så får sgu han den krammer. Hvad end han vil det eller ej. Sådan er lidt for lang en, hvor modtageren af krammet næsten bliver løftet fri af gulvet.

Hvis min knæ, vel at mærke, kan holde til det. Hvis ikke de kan, ved både han og jeg, i det mindste hvorfor. 

Han kender mig jo ikke så godt. Til gengæld ved han alt om min sidste nye diagnose. 

……………

Tak fordi du læste med.

Artiklen her ⬆️ var fra 2024. Men denne her ⬇️ , om tabte børn i en højhastighedsverden er faktisk spritny (november 2025) og pænt god – synes jeg. Kh. Morten / Autismeplusfar ⬇️

https://autismeplusfar.com/2025/11/09/tabte-boern-og-unge-i-et-hoejhastighedssamfund-med-skarpe-kurver-og-gamle-skinner/

⬆️ Fortsat god læsning 😊