Nogle gange har man bare brug for at omplante sig selv, eller brug for at blive omplantet.

Man kan sagtens holde virkelig meget af et sted og det selvsamme sted kan samtidig sagtens være et objektivt godt sted, uden altid at være det.

Stedet kan være smukt, praktisk og, i følge al logik, rigtigt for en og så alligevel, i nogle sammenhænge, føles forkert.

Så forkert, at man har brug for at blive omplantet eller brug for at omplante sig selv.

Midlertidigt eller permanent.

På kort sigt, for at kunne trække vejret helt ned i lungerne. På længere sigt for at kunne udvikle sig.

Vi bor ret godt. Det snakker vi tit om.

Centralt smukt, grønt og temmelig hemmeligt, bag en vildtvoksende lille park med høje gamle træer i et hus vi holder af, med en lille have og med hyggelige rum, vi har gjort til vores egne.

Huset ligger i den Københavnske bydel Vanløse og inden for en kilometers radius af hvor vi bor findes mindst 8 store og mindre supermarkeder, samt et væld af andre butikker.

Alligevel kører min voksne datter Freja og jeg ret ofte de tre en halv kilometer længere ind mod centrum, for at handle i Føtex på Vesterbrogade, selvom den har nøjagtigt det samme sortiment som den Føtex, der ligger 350 meter fra vores hoveddør.

Det var (naturligvis) Freja der blotlagde logikken bag, hvorfor det giver mening at tage ti gange længere væk end hvad der er praktisk nødvendigt.

Vi har boet her i Vanløse i 10 år.

Og selvom vi bor centralt og selvom her er smukt, hyggeligt, grønt, praktisk og hemmeligt er Vanløse også stedet, hvor vi har gennemlevet vores hårdeste tid, som familie.

For børnenes vedkommende halvdelen af deres liv. Med angst, ufrivilligt skolefravær, m.m.

Det var ingens skyld, men det var her det fandt sted.

Og den slags sætter sig.

I vejtræer, fortove, bygninger, facader, butiksruder, i byrummets lys, rytme, følelse og lyd.

Det er en grov forsimpling, når man siger at mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift.

Mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift, der ikke umiddelbart giver mening.

Ligesåvel som jeg tænker, det gør sig gældende for de fleste.

Diagnoser alle ej.

Vesterbro er ikke ligefrem verdens grønneste bydel. Bygningerne står tæt, skulder ved skulder og hæver sig op i 5 – 6 sals højde eller mere.

Vesterbrogade er både handelsgade og udfaldsvej. Trafikken er massiv. Især i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor vores Føtex ligger .

Sanseindtrykkene er mangfoldige og umulige at bestemmer retning og ophav på, klientellet spraglet, hurtigtgående og/eller højtsnakkende.

Fortovet foran Føtex er alt for smalt.

På mange måder alt det en autistisk hjerne potentielt ville have lyst til at løbe skrigende væk fra.

Men….

Vesterbro er en ubesmittet bydel. Den kender intet til vores fortid. Den er fri for potentielt re-traumatiserende aftryk og indtryk og når man spejler sig i butiksruderne mødes man af den person man er blevet til og ikke af den person man har været.

Åben og formbar ligger den der og venter, som en gæstebog med blanke sider på, at vi skriver os selv og vores ærinde ind.

Morten Gantzler Oschlak, Freja Gantzler Oschlak.

Far og datter.

Vi køber ind, omplanter os selv, digter en ny fortælling.

Igen.

Giver det mening?