Som en troldsplint i øjet (Long time, no see)

Hej kære læsere

Long time, no see.

Apropos no see. Jeg ved det. Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.

Men bare rolig. Jeg er i proces, som man siger på moderne managementdansk.

Indtil videre spænder resultatet af min manglende evne fra kikset til arrogant.

Solbrillerne gør det ikke bedre 🙄

Men solbriller må der til. Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu.

Jeg har jo, trods alt, haft en troldsplint siddende i øjet temmelig længe.

Her kort før skolernes sommerferie 2023 havde jeg mulighed for at være medunderviser for to hold medicinstuderende på Københavns universitet.

Som fagperson og patient case.

Her fortalte jeg først om splinten og dernæst om, hvordan at den, fordi at den netop er en lille, tilsyneladende undseelige splint, man ikke mærker noget til, kun langsomt vrider ens perspektiv og hverdag ud af facon.

Langsomt, men sikkert.

“Faldet” indfinder sig først i det øjeblik hvor kløften mellem ens indre verden og den ydre virkelighed man lever, arbejder, bor, ånder og elsker i, er så stor at den åbner sig under en, uden mulighed for yderligere fodfæste på nogle af siderne.

………………

“Og stykkerne var knap så store som et Sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i Øinene, der blev de siddende”

Historien, groft forsimplet, i HC Andersens eventyr om Snedroningen, lyder:

◦ Djævlen laver et magisk spejl, fordi han er Djævlen og fordi han kan.

◦ Spejlet går i en million stykker.

◦ Stykkerne havner i folks øjne og bum, så har vi balladen.

Det smukke fremstår pludseligt forvrænget og uskønt. gode intentioner fremstår onde eller, i bedste fald, suspekte, det lette og ligetil synes pludselig uoverkommeligt o.s.v

For de som nu, uden at vide af det, anskuer verden omkring dem gennem en lille splint fra et magisk spejl.

….………

Hvis HC Andersen er en af mine store helte er Dr. Jill Bolte Taylor, hjerneforsker fra Harvard University, en af mine store heltinder.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg kommet lidt for sent i seng eller ud af døren fordi at jeg lige skulle se hendes berømte TED talk én gang til.

I foredraget beskriver hun, med stor indlevelse, entusiasme, sin tørre humor, lynende intellekt men også med en lettere sløret stemme og hæmmet ansigtsmimik, hvordan hun næsten fortabte sig i den nørdede optur, det var for hende, som hjerneforsker selv at blive ramt af en massiv hjerneblødning, at det næsten kostede hende livet.

Hun “glemte” at ringe efter hjælp og da hendes hastigt døende hjerne endeligt kunne løsrive sig fra alle de spændende videnskabelig observationer, den foretog af sin egen deroute, var det næsten for sent.

Tragisk, absurd, virkelig nørdet og takket være Dr. Jill Bolte Taylor, på en eller anden måde grotesk morsomt.

Jeg kan, i en eller anden grad, godt relatere til Dr. Jill Bolte Taylor.

Da jeg selv blev ramt af føleforstyrrelser i højre side af kroppen og glemte navne på folk jeg havde arbejdet sammen med i årevis, var jeg således dybt optaget af at gøre mig klogere på fænomenet stress hos børn- og unge med autisme, ADHD og andre komorbide tilstande.

Flot!

Jeg var så optaget af stress, og alt muligt andet, at jeg og folk omkring mig komplet overså min egen, selvom (eller måske nærmere fordi) at den sad plantet lige midt i mit synsfelt.

Så jeg mistede fodfæstet og faldt.

Der skulle faktisk en mindre blodprop og et knaldhøjt blodtryk til at sparke de sidste stykke knastøre klippeafsats væk, før jeg blev opmærksom på den.

Stressen eller troldsplinten. Same/same, potato/potahto.

Stress og troldsplint er det samme. Det havde I opdaget, ik?

Ikke at jeg højt og helligt kan love, at samtlige af de fremtidige læger, jeg havde fornøjelsen af at undervise før sommerferien, tager ordet “troldsplint” i anvendelse i deres fremtidige praksis, men man har vel lov at håbe.

Noget af det jeg selv længe havde kredset om, og var optaget af, helt ind i venteværelset på Hvidovre Akutmodtagelse, hvor mit arbejdsliv så til gengæld blev sat eftertrykkeligt på pause, 9 januar 2023, var det at mange børn- og unge med autisme m.m er særligt udsatte for at blive ramt af stress.

Samtidig havde års arbejde med børn- og unge med særligt komplekse profiler efterhånden efterladt mig med den klare opfattelse, at det er netop stressbelastningen og hvordan vi reducerer den, vi bør og skal forholde os til, som det alleførste, når vi møder dem, som professionelle.

Lettere forenklet, kan man tale om dem som særligt udsatte fordi at deres indre verden ofte er ude af sync. med den ydre verden de forsøger at færdes i.

Mange kæmper bravt en tid og spejler sig efter bedste evne i en virkelighed og hverdag med indtryk, udtryk, krav og koncepter der, i det store hele er designet til den ikke autistiske hjerne.

De spejler sig indtil spejlet brister i millioner af stykke og stressen, som en troldsplint i øjet, vrider deres perspektiv ud af facon.

En troldsplint der, når den har siddet der tilpas længe, som en djævelsk prisme spalter lyset fra den eneste verden man efterhånden kan huske at kende til.

Den forvreden verden, hvor det smukke (ofte en selv inklusive) fremstår uskønt, det gode fremstår ondt og hvor det lette og ligetil synes uoverkommeligt.

Jeg har været delvist sygemeldt i 6 måneder, nu. Det er også derfor at jeg har haft lukket mere eller mindre ned for bloggen.

3 af månederne har jeg været patient hos Arbejdsmiljømedicinsk afdelings stressreducerings klinik på Bispebjerg Hospital.

Det har været ret vildt. Og vildt lærerigt.

Den vigtigste erfaring, jeg tager med mig tilbage på arbejdet (jeg begynder igen på onsdag, på nedsat tid) er forståelsen af hvor lang tid det reelt tager at blive rask.

Ikke helt rask, men rask nok til atter at kunne arbejde og til atter at kunne lære.

Ikke at det med at have dyb respekt for tidsperspektivet, ifm. stressreducering og restitution hos børn- og unge, har været noget jeg har forsømt at kloge mig over før i tiden.

Jeg snakkede om det konstant, før “faldet”.

Det var i den grad den hellige gral i mit professionelle virke.

Nu forstår jeg tilmed hvorfor.

Men som en anden Dr. Jill Bolte Taylor “ultralight” (bliver aldrig halvt så hardcore som hende) skulle jeg åbenbart være mit eget ufrivillige forsøgsobjekt, før jeg for alvor fattede det.

To ting.

1. Troldsplinter er porøse. De lader sig ikke bare fjerne i ét hug, men skal lempes ud over tid. Prøver man at forcere processen, går de blot i endnu flere stykke.

2. Arvævet. Selv når troldsplinten er fjernet helt, efterlader den et lille stykke arvæv, hvor den har siddet.

En lille blind plet, et minde og måske, hvor mærkeligt det end må lyde, en længsel.

En længsel efter et forvredent, men trygt perspektiv, der i lang tid kan virke som et mere fristende alternativ til den verden, men nu skal lære at begå sig i.

Det er blandt andet derfor jeg går så meget med de solbriller for tiden.

Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu. Det tætteste jeg kommer på VIP 😉

På et tidspunkt tænker jeg dog, at jeg vil begrænse brugen af dem til når solen reelt skinner. Som navnet jo også mere end antyder.

Sol-briller.

Og så må vi jo se om jeg, til den tid, også kan finde ud af at kigge ind kameraet, når jeg selfier den.

Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.

Det er jo også bare det, at min hverdag og mit perspektiv åbenbart har været vredet godt og grundigt ud af facon i noget tid.

Lægerne og psykologerne mener at det i hvert fald drejer som om 10 år… ish.

Så jeg skal lige lære det.

Husk det, kære læsere. Pårørende såvel som profesionelle. (Og tak for at have hængt på, i den halvdøde periode, her på bloggen)

Stressreducering tager tid og der findes ikke en one size fits all model for, hvad stressreducering vil sige for den enkelte.

Heling tager tid.

Genoptræning tager tid.

Det gælder sådan set for alle.

Ramte børn- og unge, deres forældre, de fagfolk som arbejder med begge grupper og selv kan blive ramt.

Stress er en djævelsk og gennemgribende sygdom, som efterlader et aftryk, selv når man formelt er helbredt.

Mindet om- og den sære længsel efter det forvredne perspektiv, fortoner sig kun langsomt.

Arvævet skal man leve med for altid.

Been there. Got the sunglasses 😎

Vi ses derude

Sådan gradvist 😉

Ps. Udlover Dr. Jill Bolte Taylors fremragende TED talk (Google den) vil jeg naturligvis anbefale at man støver HC Andersens Snedronningen af. Den holder den dag i dag. Og så har politikeren Jacob Mark skrevet en klog og ærlig biografi med titlen: “Fartblind” Den handler sjovt nok også om stress og øjne. Læs den. Den kan varmt anbefales.