At modtage en isbjørn med posten (Et forsvar for diagnoserne)

IMG_7130
Tre generationer

“Nu om dage kan alle og enhver få en diagnose”

Den slags hører jeg en del af.

“Det er noget pjat med alle de diagnoser”

Tilføjer andre.

Her for nyligt havde jeg sågar en diskussion, hvor min modpart udtrykte sin skepsis -og undren over, hvorfor jeg dog går så højt op i at nærlæse journaler og sagsmapper på de børn -og unge menneske jeg arbejder med professionelt, fremfor blot at møde dem med et åbent sind….

“Alle skal vel have en chance for at starte på en frisk” -sagde hun.

Et rigtigt politiker statement, som det var svært at være uenig i.

På det tidspunkt orkede jeg imidlertid ikke at gå dybere ind i diskussionen og forklare, at det jo sådan set var lige præcis derfor, at jeg brugte så pokkers lang tid på at nærlæse de journaler!

Istedet lod jeg tankerne flyve og tænkte tilbage på min far.

Søren Gantzler Nielsen hed han. Det er ham I kan se på fotoet, med det eftertænksomme udtryk i øjnene og ølflasken i hånden.

Fotografen er ukendt, men jeg mener at vide, at fotoet er taget på en rasteplads i Holland under en fodboldrejse.

I år er det 21 år siden, at han døde.

Jeg er egentlig ret overbevist om, at han gjorde det bedste han nu engang kunne, for at være en god far.

Søren var på mange måder født i den forkerte tid, i den forkerte sociale klasse -og i en familie, hvor hans mor i lange perioder var fysisk og psykisk syg og hans far stort set altid var væk.

Overladt til sig selv, endte han med at gå ned ad en vej, der førte til, at han brugte en alt for stor del af sit korte liv på at lade alkohol og hash tøjle -og desværre også nedbryde den kraftfulde og komplekse hjerne og det skrøbelige sind han var blevet udstyret med.

Efter blot 46 år havde det hårde liv, omdannet den flotte mand til et levende skellet med et halvt ansigt og sømandskasket. Kræften fik ram på ham først.

Husk det, i øvrigt, næste gang du går forbi en bænk, hvor nedbrudte mennesker sidder og drikker.

Alle skæbner har en historie!

Fotoet her fanger ham, sådan som jeg gerne vil huske ham, men kun glimtvis oplevede ham (ok, måske lige bortset fra flasken)

I år ville han været blevet folkepensionist.

Søren fik aldrig en adhd eller en add diagnose -tiden var en anden den gang.

Jeg er imidlertid ret sikker på at han ville have fået en i dag.

Og hvem ved?

Måske kunne han, med den i hånden, have fået den fornødne hjælp -og ha’ mødt de rette mennesker, der kunne have skubbet hans livsbane væk fra den katastrofekurs, han meget tidligt i sit liv styrede ind på.

Det er ikke til at sige, hvordan at det kunne være gået hvis -og såfremt..

Nu gik det imidlertid, som det nu engang gik.

Søren forlod skolen efter 7 klasse og kom hurtigt i lære som maler i en tid, hvor der blev sløset med arbejdsmiljøet og drukket tæt fra morgen til aften.

Senere skiftede han til postvæsnet, hvor han drak videre -og arbejdede til sin død.

Han nåede lige at fejre 25 års jubilæum som ansat på Postterminalen ved Københavns Hovedbanegård -eller “skilsmissefabrikken” som den, med et lidet flatterende udtryk, blev kaldt.

Jeg ved, at Søren i sit korte liv formåede at gøre et stort indtryk på mange af de mennesker, der krydsede hans vej.

Enkelte af disse var desværre folk han, som en anden Baron Von Münchhausen der trækker sig selv op af sumpen, med hest og det hele, ved at hive i sin egen hestehale, prøvede at frelse fra den selvsamme afgrund, som han selv stod på bunden af.

Ædelt -og tragisk.

Selv nåede jeg desværre kun glimtvis at ane konturerne af et intelligent, følsomt, filosoferende, rastløst, skrøbeligt -og uden alkoholens og hashens selvmedicinerende effekt også meget introvert menneske, som jeg gerne ville have lært bedre at kende.

Kort tid efter at jeg havde bisat ham fra Gilleleje kirke, modtog jeg en isbjørn i kongeligt porcelæn -tiltænkt ham, som tak for en lang og tro tjeneste.

Jeg erfarede senere, at isbjørnen automatisk tilfaldt dem der glemte at vælge, blandt et ellers udemærket udvalg af jubilæumsgaver.

Sådan kan det gå…

På mange måder en trist historie, hvis det da ikke lige var fordi at manden jo rent faktisk formåede at træffet i hvert fald ét afgørende -og skulle det senere viser sig, rigtig valg i sit liv.

Et kæmpe stort et.

Min far Søren mødte min mor Wivi og sammen valgte de af sætte et barn i verden.

Mig!

5 år holdt han til livet i den almennyttige bolig i Gladsaxe, min far, så skulle han tilbage til det mørke Nørrebro og “realisere sig selv” -et hyppigt anvendt alibi for at gå i hundende, der tilbage i slut 70’erne.

Selvom jeg med jævne mellemrum løste pendlerbillet til den kaotiske -og ikke videre børnevenlige verden, der blev min fars slutdestination, voksede jeg imidlertid op, med en tryg base hos min mor i Søborg.

Tanket op med en blanding af kærlige, gode menneskers bevidste eller tilfældige mellemkomst, tidernes gunst og held satte jeg kursen ind på en livsbane som skulle vise sig at blive meget anderledes end den der blev min far beskåret.

Men på trods af at æblet lige så stille rullede væk fra stammen, rummede dets kernehus fortsat et tikkende genetisk testamente, hvori jeg figurerede som eneste tvangsarving -lidt ligesom med isbjørnen.

Der skulle gå en rum tid, før at jeg havde fået samlet mod nok til at vende blikket indad og læse det.

Da var jeg forlængst blevet en voksen mand. En far på skærpede vilkår, til to nyligt udredte børn, der selv måtte gå til psykiater for at få hjælp til at administrere det bo og den arv han nyligt havde vedkendt sig -og som, nu hvor hans nye liv havde sat ham ekstraordinært under pres, efterhånden rev og flåede godt og grundigt i hans frontallapper.

Min egen journal var både interesant og nyttig læsning, der satte en masse ting i perspektiv.

Blandt andet slog det mig, i hvor høj grad det var lykkedes mig at styre uden mange af de faldgruber, jeg ret beset burde være styrtet i.

I min fars uforudsigelig selskab havde jeg som barn -båret af ren og skær overlevelses trang, lært at sno mig, falde i med omgivelserne, holde tilbage, beherske og i det hele taget afkode miljøer og intentioner i en grad der i et vist omfang kompenserede for min medfødte, akavethed og haltende impulsregulering.

Hans triste endeligt var ligeledes med til at markere nogle stier, som jeg på forhånd vidste -eller hurtigt lærte, at jeg gjorde klogt i ikke at betræde.

Dyrekøbte erfaringer, som jeg egentlig helst ville have været foruden, omend de formede mig -på godt og på ondt.

Nu gik det imidlertid, som det nu engang gik.

Godt.

Og fremtiden ser forholdsvis lys ud!

Sørens søn blev diagnosticeret som 38 årige.

Hans børnebørn var begge 6 år.

I dag er de henholdvis 12 og 15 og kender allerede sig selv væsentlig bedre end jeg tænker at deres farfar og jeg gjorde, da vi var på deres alder.

Samtidig sikrer det profesionelle arbejdsredskab, som en psykiatrisk diagnose ret beset er, at de i princippet (men ikke altid i praksis) har adgang til hjælp og støtte i et omfang, der gør at de i vid udstrækning kan møde verden -og blive mødt og forstået, som de fantastiske og unikke mennesker de nu engang er.

Det må da siges at være et fremskridt.

Og heldigvis for det, for alt til trods er de p.t begge skoleværgende -og har været det længe, fra deres ellers dygtige og dedikerede specialskoletilbud.

Nuvel.

For mit vedkommende vedbliver jeg, trods min diskussionspartners udtalte -og helt sikkert velmente skepsis, med at nærlæse hvad dygtige fagfolk har skrevet før mig, hver gang et barns eller et ungt menneskes journal -og sagsmappe lander på mit skrivebord. Netop for at skabe de bedste forudsætninger for at kunne hjælpe.

Og SÅ kigger jeg naturligvis på mennesket bag diagnosen.

Naturligvis! Alt andet ville da slet ikke give mening 🙂

Skulle der nu alligevel sidde en nostalgiker eller to, blandt mine læsere, med den (ganske forståelige) grundholdning, at tingene som udgangspunkt var meget bedre i gamle dage og at der bliver uddelt ALT for mange diagnoser til nutidens børn og unge -og voksne, ja så håber jeg da at vedkommende så, om ikke andet, vil tage min korte halv triste beretning her til efterretning, og måske endda stille sig selv spørgsmålet om det ikke også kunne skyldes det faktum, at verden i dag er en langt mere kompleks størrelse, at navigere rundt i?

Og ….. at vi rent faktisk, måske tilmed er blevet en lille smule klogere?

Det tænker jeg, at vi er!

Personligt vil jeg i hvert fald gøre alt hvad der står i min magt for at Sørens barnebarn, min søn (I kan se ham øverst på fotoet) ikke en dag skal modtage sin fars isbjørn med pakkeposten.

Kærlig hilsen

Morten

Tak for at du læste med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme og Adhd– Handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Posted in Far

4 thoughts on “At modtage en isbjørn med posten (Et forsvar for diagnoserne)

  1. Hvis du ikke allerede havde et job, du var god til og glad for, så burde du så afgjort blive forfatter! Du skriver eminent – især om dit forhold til din far ovenfor! Og så er jeg i øvrigt enig med dig i, at vi har gavn af, at finde frem til menneskers evt. diagnoser, hvis de synes livet er svært.

    Like

  2. Din historie minder så meget på min egen, er også vokset op med en far som havde trang til alkohol, han døde med 45 år. Begge mine piger er blevet udredt med Asperger og ADHD, og jeg fik min diagnose med 37 år…fordomme som “folkesygdom” og diagnoser er til de børn hvor forældrene ikke kan klare mosten, er i perioder svært at håndtere.
    Tak for dit skriv, rart at vide at man ikke er alene 😉

    Like

    • Hej Morten. Mange mange tak for din blog. Du er en klog mand, og din selvindsigt og refleksioner har det sidste halve års tid hjulpet mig meget længere med at forstå mine to børn (9 og 16 år), min kone og mig selv (46 og 47), og vores indbyrdes relationer, end mange års løbende kontakt med forskellige velmenende familiebehandlere, psykologer, psykiatere osv. Der er godt nok meget der er genkendeligt fra vores familie… Pas på dig selv og dine

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s