
(Blog indlæg nummer to af , efterhånden rigtig mange. Udgivet 2 feb, 2017)
Børnenes mor har to forskellige stemmer.
En ‘DET KOMMER IKKE TIL AT SKE!’ -stemme. Og en ‘DET KOMMER TIL AT SKE!’ -stemme.
Stemmerne (måske er jeg den eneste, der kan høre dem 🤔) går altid hånd i hånd med et fast, glødende blik, der heller ikke er til at misforstå.
Når hun bruger den første stemme, er hun en helt fantastisk, dedikeret -praktisk talt uovervindelig forbundsfælle.
Når hun bruger den anden stemme, er hun en helt vildt irriterende, dedikeret -praktisk talt uovervindelig modstander.
Men hvorfor nu det?
Jo, ser I. Kvinden er jo gift med en mand, der har det lidt stramt med de fleste tilløb til forandringer og krav der ikke har ophav i hans egen hjernebark.
Ret dumt, egentlig….
For lidt over to år siden kiggede Anne på mig med et glødende ‘vi-burde-nu-købe-os-en-kat-til-vores-børn’ blik.
Hun behøvede ikke engang at bruge ‘Det kommer til at ske’ stemmen. Jeg vidste intuitivt, at løbet var kørt.
Lidt ligesom de to gange hun havde kigget på mig med ‘baby-blikket’. I begge tilfælde havde jeg sjovt nok ikke gjort det mindste forsøg på modstand (og se lige hvad det har ført til) MEN det gjorde jeg her.
Vild, voldsom, barnlig modstand.
Det var fuldkommen åndsvagt for mens at ham den store dramaqueen sprang op, ‘spændte bælter’, fægtede med arme og ben -og råbte sit rituelle “KAT! (indsæt hvilket som helst andet ord) ALDRIG I LIVET!!” Så stod hans usynlige, fornuftige diagnosefri tvilling ved siden af og iagttog optrinnet med stor undren.
For sandheden er jo at jeg elsker katte og desuden vidste jeg at Annes research i forhold til at bruge katte som terapidyr, var uangribelig.
Sådan er det altid med hende. Hun sætter sig ind i tingene!
Nu sagde jeg katte…..-i flertal, for vi købte jo to. Og faktisk blev vi hurtigt enige om, at vi egentlig ikke brød os om ordet ‘købte’ så i dag hedder det sig blot, at Bora og Twister (for det hedder de) blev adopteret ind i vores familie.
‘TOSSETØSERNE’ -ja der kalder vi dem også, er ubetinget det BEDSTE der er sket for vores børn, siden at de blev udredt for deres autisme og vi kan slet ikke forestille os et liv uden de to pelskugler. De kan simpelthen noget, som vi ikke kan.
Nogle gange er det som om at barn og dyr smelter sammen og bliver et.
Når lillebror, Toke, som p.t er den hårdest ramte af de to, for eksempel har et af sine angstanfald, hvor han kan blive både fysisk udadreagerende og svær at komme kontakt med, ja så kan man med fordel give ham Bora i favnen -eller bede ham finde hende.
Mødet med den varme lille krop og den bløde pels har en fuldstændig magisk terapeutisk effekt som indtræder øjeblikkeligt. Og det barn der lige har stået og slået løs på en, i ren og skær affekt, falder fuldstændig til ro.
For en kat er jo et levende væsen (modsat en far eller mor 😊)

Den pels-magi vi har oplevet fra det øjeblik Bora og Twister første gang satte deres poter på matriklen, var os langtfra ukendt.
Et par år forinden stod vi og troede ikke vores egne øjne, da vi så vores datter gribe fat i en hov på en flere hundrede kilo tung islænder hest, for med største tålmodighed og rolige bevægelser, at begynde at rense den, som havde hun aldrig bestilt andet.
Freja, med det eksplosive temperament, som den gang var så sanseforstyret at hun knap nok kunne have tøj på -og så ramt af sin ADHD at hun konstant var i bevægelse, var kommet i de kyndigste hænder hos Vibeke Andersen og hendes ansatte i ride-aflastningstilbudet for Pige Club Kamille på Egemosegård.
Her havde Freja 4 gode år, hvor hun lærte at håndtere og ride de store dyr. Vi er overbeviste om at en del af fundamentet til den kropsbevidsthed og selvforståelse Freja har i dag, blev lagt i sammen med hestene Birtingur og Vigdis.
(Det kalder vist på et rent heste blogindlæg senere?)
Selvom de første skridt blev trådt med hestesko har Frejas kat Twister sammen med søster Bora, nu ikke haft nogle problemer med fylde fodsporene ud.
Ud over at kunne være varme, bløde lynafledere for affektudbrud, er de to også evige kilde til samtaleemner, hvilket nogle gange kan gøre det lettere for Freja og Toke at udtrykke deres følelser og hensigter.
“Bora (læs: jeg) syntes at der er for mange mennesker i rummet (…) Twister (jeg) er træt” o.s.v
‘Kattebasserne’ (endnu et kært navn) er naturligvis ikke udvalgt helt tilfældigt. De er begge af racen Ragdoll, som er kendt for at være ekstremt rolig og kærlig, med nærmest hundeagtig hengivenhed og egenskaber. Alt sammen pakket ind i kaninblød pels.
Vi købt… undskyld, ADOPTERDE dem hos ‘Kattemor’ Louise en godkendt opdrætter.
Vi besøgte egentlig Louise i Vordingborg med den hensigt at kigge på én killling, Bora, men da killingerne valgte hvert deres barn, var den sagt hurtigt afgjort.
Heldigt for de to kan slet ikke undvære hinanden.
Den kemiske hemmelighed bag pelsmagien hedder i øvrigt Oxytocin, (populært krammehormon). Oxytocin dannes i hypothalamus, udløses ved berøring -og virker blandt andet stressreducerende.
For undertegnede ‘på-forhånd-sure-far’ har det haft den effekt at jeg dagligt finder mig selv stående alene, med enten den ene eller begge ‘søstre’ snakkende til dem med en lys pussenusset stemme, som jeg slet ikke anede var min.
Andre gange hører jeg mig selv argumentere indgående for at kattebasserne altså bedst kan lide mig….
Jeg ved naturligvis godt, inderst inde, at det ikke passer.
Hvad ‘På-forhånd-surhed’ angår, ja så falder jeg fortsat jævnligt i, med begge ben og nogle gange også med fuldt overlæg. Det ligger til mig….. Jeg har oven i købet papir på det.
Men så får jeg bare stukket en kat i favnen.
Miav!
/Morten
Her har I et link til Autisme og Heste, hvor fantastiske Vibeke gennem 4 år udførte små og store mirakler med Freja, på hesteryg
Følg mig på http://www.facebook.com/autismeplusfar
Tusind tak fordi at du læste med.
Super godt indlæg. Med en stor genkendelighed
Hos os er det bare en hund der gør tricket.
Når vores søn er sur eller ked er hunden den eneste der dur.
Så selvom mor er den bedste i verden, må jeg se mig slået af det firbenede pelsdyr. 😀
LikeLike
Hvilken race er jeres kattebasser?
LikeLiked by 1 person
Basserne er begge Ragdolls. Vi har p.t Twister på 8 år og Berlioz på 6 måneder. Twisters søster, Bora døde desværre pludseligt her i August, men “tante” Twister har taget godt imod lille Berlioz
LikeLike
Tusind tak for svar 🤗 er de inde katte? Ude? Racen er den specielt god til terapi kat?
LikeLike