“Kig ud af vinduet, skat! Prøv lige at se hvor hurtigt det går”
Den er god nok. Videoen øverst i denne artikel afspilles faktisk med normal hastighed.
Den er optaget umiddelbart efter min opfordring til min unge medpassager, om at kigge ud af vinduet, den 7 juli 2018 klokken 09:38 et sted syd for Ashford i sydengland.
Til højre uden for kameraet står et glas med mineralvand, hvor den spejlblanke overflade ikke så meget som antyder, at vi skyder gennem landskabet med kurs mod den engelske hovedstad, med lige under 300 km/t.
Til venstre uden for kameraet sidder benævnte medpassager, min yngste datter, og får det tiltagende dårligere.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen forklarede mig en gang at menneskehjernen, der i sit nuværende design er omkring 100.000 år gammel, som udgangspunkt er skabt til at kunne forholde sig til hastigheder svarende til let løb.
Alt hvad der går hurtigere end det, opfatter hjernen pr. definition som, om ikke foruroligende og ligefrem farligt, så i hvert fald som meget, meget mærkeligt.
Under alle omstændigheder mærkeligt nok til at der hejses et større eller mindre stressflag i den del af hjernen vi kalder amygdala.
Der hænger det så og blafrer som et tegn på et der, et eller andet sted, muligvis er noget riv rav ruskende galt, i strømmen af titusindevis af sanseintryk der, hvert sekunder opfattes, bearbejdes og fortolkes.
Det kan godt løbe op i en anseelig mængde flaghejsninger, når man, som vi, lever i en moderne verden så ny at malingen ikke en gang er tilnærmelsesvis tør.
Jeg har tænkt en hel del på min datters og min rejse med Eurostartoget i 2018, her på det sidste.
Alt imens debatten om skolefravær og tabte børn gradvis har foldet sig ud, trods undervisningsministerens trang til at banke den flad og lige med forkortelser og forenklinger af det svært begribelige.
Svært begribelig er egentlig også en meget god overskrift for turen vi sammen tog, min datter og jeg . Kort som den ellers var.
Grundets højhastighedsnettets specielle linieføring, steg min datter og jeg ombord på det højteknologiske vidunder af et tog, fra en undseelig station, ikke ulig en stor rektangulær duplo legoklods, et stykke uden for nordfranske Calais.
Et ikke-sted, der ud over svært bistert udseende, svært bevæbnede franske gendarmer og rullevis af pigtråd (vi befandt os tidsmæssigt på bagkanten af en stor flygtningestrøm op gennem Europa) var omgivet af marker og sanglærker så langt øjet rakte.
Kontrasten kunne dårligt blive mere udtalt. Men det blev den.
For efter kort tids let durvende kørsel gennem højsommersolen lod vi os med et dybt sug opsluge af det 52 kilometer lange tunnelrør under den engelske kanal og et pludseligt mørke.
Et mørke så langstrakt at man nåede at slutte fred med tanken om, at mørket, som det mest naturlige i verden ville fortsætte, når vi blev “spyttet ud” på den britiske hovedø i den anden ende.
Lyset udenfor kom naturligvis tilbage ligeså hurtigt som det var forsvundet. Og måske var den pludselige opvågnen medvirkende til blæse tågen af teknologibegejstring foran mit synsfelt væk, så jeg pludselig kunne se hvordan min datter havde det.
For mens jeg ivrigt filmede hvordan de snorlige skinner der, som var de et langt tværgående øksehug i landskabet, fra de vikingeforfædre der 1000 år tidligere hærgede de sydengelske strande, tillod toget af ramme svimlende 290, næsten lydløse kilometer i timen, udspillede der sig en ligeså lydløs indre nedsmeltning til venstre for kameraet.
Jeg erindrede pludselig en nu afdød hjerneforskers ord og forstod at verden på den anden side af de tykke ruder åbenbarede sig med en hastighed så høj, at min datters hjerne (og for den sags skyld min egen) simpelthen ikke kunne nå at opfatte, registre og risikovurdere hvad den så, før det var væk igen.
Og hvor komfortabelt min datters krop end var placeret i det støj og vibrationsfri miljø, ja så var hendes bevidsthed forlængst blevet efterladt på perronen af en af de stationer vi blæste forbi.
En tabt bevidsthed hos et tabt ungt højhastighedsramt menneske, med en hjerne dækket af en skov af hejste stressflag. Stadigvæk let blafrende i resterne fra togets trykbølge.
“Ved du ved hvad. Glem hvad jeg lige sagde. Prøv at lade være med at kigge ud af vinduet, skat” sagde jeg og rakte hende glasset med mineralvand.
Hun tog en slurk og lod blikket vandre væk fra den virkelige, uvirkelig verden og ned på sin Iphone.
Jeg forstod hende godt.
Vi ankom til de gigantiske tvillingestationer St. Pancras/Kings Cross i metropolen London, 3 minutter før vi var taget afsted fra Calais.
Det var den korte afstand, hastigheden og tidsforskellen mellem kontinentet og de Britiske øer, der gjorde os til tidsrejsende.
Da rejsen for ganske nyligt dukkede op i min bevidsthed, tænkte jeg som noget af det første på om de 3 forjættede minutter mon forsat stod og ventede på os, på en spærret tidskonto et sted.
Min næste tanke var, hvor gennemført dårlig en idé den rejse havde været.
Og her skylder jeg måske lige at huske at fortælle at vi rejste retur til Calais samme dag, 5 timer senere , blot for efterfølgende at kigge ind i 3 timers kørsel i den lejede bil tilbage til villaen i den lille Nordfranske kystby, som havde været vores udgangspunkt urimeligt tidligt samme morgen.
Pløk åndsvagt.
Men ikke desto mindre min idé.
Jeg, voksne Morten, bookede billetter, arrangerede, planlagde og udførte.
Med mine dengang 43 leveårs erfaring, at læne sig op af. Herunder ikke så få erfaringer med rejser til storbyer og en enkelt med det franske højhastighedstog TGV.
Jeg havde tilmed på daværende tidspunkt, i 7 år arbejdet for Psykolog Kirsten Callesen med den gruppe af børn- og unge vi i dag har lært at kende under betegnelsen “de tabte”.
I 2014, 4 år før jeg løste billet til Calais-London-Calais, havde Kirsten inviteret mig til at gå ombord i det projekt der i dag er kendt som Søstjerneskolen. En højt specialiseret behandlingsskole jeg snart kan fejre 12 års jubilæum sammen med.
Meget af det jeg i dag ved, om børn, unge, hjerner, autisme og skolefravær vidste jeg allerede på daværende tidspunkt.
Jeg havde, med andre ord, et temmelig oplyst grundlag at træffe mine beslutninger ud fra.
Som fagmand.
Men som farmand var jeg helt og aldeles fartblind, med min datter som intetanende, tillidsfuld passager.
Min datter som i øvrigt, som sin storesøster, tilhører selvsamme gruppe af skolefraværende børn- og unge med autisme, som jeg arbejdedede med- og fortsat arbejder med, professionelt.
Tankevækkende, synes jeg.
Det var journalist Jens Langhorns fremragende udsendelsesrække om skolefravær “Skolens tabte børn”, der for nyligt løb over skærmen på DR, der for alvor hev proppen af flasken med højhastigheds rejseminder.
Min tidligere mentor, Kirsten Callesen, som medvirker i samtlige 5 episoder, som en af flere fageksperter offentliggjorde efterfølgende en række debatindlæg.
Særligt følgende uddrag fik for alvor , for mit vedkommende, nogle brikker til at falde på plads, skønt jeg havde hørt Kirsten sige noget tilsvarende mange gange før.
Kirsten skriver blandt andet:
“Ingen af os kunne have forudset, at summen af reformer, besparelser og samfundsforandringer ville ende i et strukturelt system, hvor børn ikke længere kan holde til de fællesskaber, vi ellers havde tænkt som deres fundament.
Men nu står vi her. Vi kan stadig ændre kursen.
Det handler ikke om skyld, det handler om ansvar. Ansvar for at give børn stabile relationer og de voksne, de har brug for.
For strukturelt omsorgssvigt er ikke en naturlov – det er et resultat af de valg vi har truffet”
……….
Amen!
Vi kan stadig ændre kursen, men det indebærer at vi forstår hvad det er for nogle strukturer vi har bygget og som vores samfund kører på.
Lige skinner.
Tilsyneladende ideelle til højhastighed, men bygget af gammel stål fra den industrielle tidsalder og slet ikke fleksible nok til de skarpe kurver og pludselig skift i linieføringen, der åbenbarer sig i landskabet hurtigere end vi kan opfatte det.
Ligeledes kræves det at vi til fulde forstår hvad det er for et vildt fartøj vi, sammen med vores børne- og ungdomsgenerationer, har løst billet til.
Hastighed handler ikke kun om at flytte sin fysiske krop fra punkt A til punkt B. Hastighed er også en mental tilstand.
Hastighed er noget vi kan blive til, noget vi kan gøre, noget vi kan være.
Hastighed er måden vi er sammen på, måden hvorpå vi lever og udlever vores drømme, ambitioner og gensidige forventninger.
Hastighed er krav.
Krav om at ankomme, før man er taget afsted.
Hvorfor?
Fordi det er muligt!
Vi beder vores børn- og unge “kigge ud ad vinduerne” og beundre og værdsætte en udvikling, selv vores egen dybe biologi slet ikke er tilnærmelsesvis fortrolig med.
Vi ignorerer de hejste flag og forvente at vores børn skal gøre det samme.
Vi bilder os selv ind at mindre skærm og mere virkelig verden til de unge generation, kan være det quick fix der kan få det ubehag vi også selv mærker, men ikke har et sprog for, til at forsvinde.
Vi forkorter (PDO) og forenkler og forventer herefter at kompleksiteten er rettet ud og kan holde til hvad end vi udsætter den for.
Men det er stadigvæk de samme gamle stive skinner vi forsøger at banke lige, i det evigt foranderlige kringlede landskab, der burde blomstre af små lige så kringlede lokalbaner.
Et landskab hvor hastigheden efterlader mange på perronen mens ligeså mange ryger i de uundgåeligt skarpe kurver.
Tabte børn- og unge.
Videoen øverst i denne denne artikel er optaget og afspilles ved normal hastighed.
Men hvad er egentlig normal hastighed?
………
Calais-London-Calais 2018. Alternativ slutning.
“Prøv at lade være med kigge ud ad vinduet, skat” “Så finder jeg førerummet og prøver at overtale togføreren til at lade mig ændre hastigheden og kursen, så vi kan skifte spor.
“Men hvad nu hvis du ikke kan, far?”
“Bare rolig, skat. Lidt togfører er man vel altid”
Jeg befinder mig i et stort konferencecenter i Danmark. Vi skal nogle år tilbage i tiden.
Jeg er, som det ofte er tilfældet, når jeg befinder mig i store konferencecentre i embeds medfør, iklædt standard-uniformen.
Mørkeblå blazerjakke, lyseblå skjorte, mørkeblå jeans og semi-pæne sko.
Afslappet business – ish. Og, nå ja, så også en solsikkesnor. 🌻.
På et tidspunkt træder en skoleklasse ind i foyeren. De skal vist se en teaterforestilling i en af konferencecentrets mange sale.
Børnene, de er vel 8 – 10 år gamle, snakker, småråber og pjatter, som 8 – 10 årige gennemsnitsbørn, nu engang gør.
Ikke noget specielt påfaldende ved det. Tilsyneladende.
For først da jeg er ganske tæt på flokken, som har afskåret mig vejen til min endedestination, kaffe og kagebordet, omkring hvilke de mest interessante snakke altid folder sig ud, opdager jeg pigen.
Tydeligt beklemt ved situationen og, helt konkret, klemt inde mellem to heftigt gestikulerende drenge i fodboldtrøjer, står hun og ved øjensynligt ikke, hvad hun skal gøre af sig selv.
Om halsen har hun en snor 🌻 magen til min.
Hvorfor hun har den, får jeg aldrig at vide, men det er heller ikke vigtigt. Ikke i dette tilfælde.
Jeg søger hendes blik. Fanger det. Peger ned på min egen snor. Smiler. Laver thumps up👍🏼
“Hey. Du er ikke alene, lille solsikke. Jeg er her også og jeg ser dig”
Det smil jeg fik tilbage efterfulgt af en forsigtig, men dog synligt lille tommelfinger der skød i vejret 👍🏼, har jeg aldrig glemt.
“Jeg ser dig. Vi ser dig”
Det er det, det hele handler om. 🌻❤️
(Foto: undertegnede i Gatwick Lufthavn. Stedet der oprindeligt introducerede solsikkesnoren i 2016)
Morten Gantzler Oschlag / Autismeplusfar
———
Hey.
Tak fordi du læste med.
Jeg hedder Morten.
Jeg har lige rundet de 50år og er far til to unge mennesker på 23 og 20 år. Jeg er godt gift med Anne på 45.
Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉
Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.
Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.
P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 8 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉
Kære læsere. Kære følgere. Kære alle I som lige kigger forbi.
Kongen sagde det selv.
I sin nytårstale.
Nogle gange skal man tage sig tid til at lytte til sine børn- eller unge mennesker i stedet for straks at ville handle.
Det var godt sagt og jeg er glad for at netop han sagde det.
Så når jeg nu kommer med min egen lille tilføjelse, må han altså endelig ikke tage det ilde op.
Faktisk er jeg sikker på han ville have sagt noget lignende, med lidt mere tid og et mindre stramt manuskript mellem hænderne.
Kære alle. Særligt I pårørende og fagfolk med ansvar for sårbare børn og unge mennesker..
Kongen har ret.
Det er altså ikke sikkert at I altid kan mødes med børnene -og de unge på det handleplan I forestiller jer, er det rette.
Det har I helt sikkert allerede erfaret. På den ene eller den anden måde.
Jeg har i hvertfald.
Stået på den udvendige side af et dørtrin, med tasken fuld af drømme, ambitioner, håb og alskens handleplan-er jeg nok mente ville kunne forløse det kæmpe potentiale, på den indvendige side af dørtrinnet.
Mine alt for tydelige og larmende handleplaner der skulle få barnet- eller det unge mennesker ud og OP på MIT konkrete skridsikre, solide, erfaringsbaserede handleplan, hvorfra der ville være “fri bar” på min faglighed og min livsvisdom samt lige frit udsyn mod mulighedshorisonterne.
På den udvendige side af dørtrinet.
På skolesiden, fremtidssiden, the sky is the limit-siden.
“Kom nu her ud. Du skal bare lige” siger man, lidt for ivrigt, og indser sekundet efter at man har været lidt for ivrig.
Det er ikke altid super let, vel?
At stå der og have placeret hele ens opsparede faglighed og/eller ens blødende forældrehjerte på farven rød i et barn- eller ungt menneskes fremtidsroulette, blot for at se kuglen lande på sort.
Ens slet skjulte intentioner, hvor gode de end måtte være, samt tanken, drømmen, håbet om det forventede udfald -og efterfølgende afkast af ens lidt for ivrige “investering” står nemlig ofte i vejen for ligeværdig dialog.
I stedet hører man måske sig selv holde en mere og mere desperat og skinger enetale, hvor man allerede har de næste tre til fire sætninger og/eller træk klar i baghovedet.
Mindst!
Kender I det? Jeg gør.
Heldigvis er der gode nyheder.
Det at lytte og det at handle, er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger.
I hørte det her, fra Autismeplusfar 😉
At lytte er rent faktisk at handle på et helt særligt plan.
Et fælles plan.
Også når man, som aktivt lyttende, intet forstår og intet kan stille op.
Måske i virkeligheden lige præcis der, ja så stiller man jo rent faktisk alligevel op.
Bogstaveligt talt.
Man stiller sig op, stiller sig frem, stiller sig selv til rådighed.
Når man lytter.
“Let me lend you my ears” hedder det på engelsk.
Jeg tror ikke vi har et tilsvarende udtryk på dansk, der forklarer det ligeså godt.
Det med at låne sig selv ud.
Det med at åbne op og lade det hele sive ind.
Det med at mødes på samme handleplan uden anden handleplan end at lytte og bliver lyttet til.
Mødes og dele den samlede byrde af det uforståelige og af det uoverskuelig i to og lade den ene halvdel tage midlertidig bolig i den lyttendes krop.
En lyttende krop, der ikke på samme måde, som den krop, den deler byrde med, er fyldt op og tynget ned.
Men en lyttende krop som er rummelig og og frem for alt tålmodig.
Også i forhold til det den ikke umiddelbart kan stille andet op imod- eller med, end ….at stille op og blive stående.
Altså sådan for alvor blive stående.
Rigtig længe. Lyttende. Også når svaret er rungende tavshed.
Min ældste datter kalder lige præcis det fænomen : “At man som fagperson eller far-person, rører forsigtigt rundt i det stillestående vand”
Rundt og rundt, så vandet og det barn-eller unge menneske, der er neddykket, lige præcis får tilført ilt nok.
Det går Ikke fremad. Det går heller ikke tilbage. Men dog er der bevægelse.
Bevægelse og handling.
Men det er ikke let.
Dels har mange af os ikke rigtig et sprog eller strategier for hvordan vi skal forholde os til den flade kurve i grafen.
Der hvor der tilsyneladende ikke sker nogen udvikling, i hvert fald ikke noget man kan genkende som udvikling, i rigtig, rigtig lang tid.
Den flade kurve gør os udtrykke og direkte konfronteret med den, går det op for os, i hvor høj grad vi mangler ord for den.
Enten går det op eller også går det ned og det der ikke slår os ihjel, gør os i hvert fald stærkere….. eller noget.
Dels sidder vi alle i den samme saks. Den saks der systematisk forkorter den tid vi har til rådighed til fordybelse og gensidige forståelse.
Tid til at røre i vandet. Udholde den flade kurve. Lytte.
Lytte til et skolefraværende barn -eller ungt menneske, på den anden side af dørtrinnet. På indersiden af en lukket dør. En dør både barnet/den unge, men måske også en selv, måske har glemt hvordan og hvorfor blev lukket.
………
Dagen efter at kongen havde fremhævet værdien i at lytte, frem for straks at handle, roste statsministeren danskernes handlekraft i sin nytårstale.
“Men hov. Det er jo til at blive helt forvirret af” kunne man, med rette sige.
“Hvem af de to skal vi lytte til?”
Svaret er: Man skal naturligvis lytte til dem begge!
Ellers ryger hele præmissen for årets nytårstale (altså min) ligesom på gulvet.
Og synes man stadigvæk at det er lidt svært at vælge mellem “mor” eller “far”, ja så har jeg heldigvis til lejligheden opfundet et nyt begreb, der kan minde os alle sammen om, at aktiv, empatisk lytning og handling er to sider af samme sag.
Er i klar?
Her kommer det!
LYTTEKRAFT!
Jeg tror det bliver kæmpe stort.
At kunne lytte er en særlig kraft, som kræver en særlig kraft.
En særlig kraft vi alle besidder. (Jeg er selv i proces i forhold til at lære at bruge den, vil jeg gerne indrømme)
Det tænker jeg i øvrigt at førnævnte statsminister i den grad har erfaret, i denne “de mange dekreters tid”, hvor lyttekraften for alvor skal bestå sin stordiplomatiske tryktest.
Jeg vil personligt gerne satse min pensionsopsparing og mit bedste kaffekrus på at den holder, på den lange bane.
Så.
Gør trygt jeres indsatser, for indsatser må der til.
Sæt fagligheden og de bankede hjerter på spil, lån jeres ører rentefrit ud, rør rundt i vandet.
Og del så gevinsten med de børn-og unge som møder jer på jeres og deres fælles handleplan.
PÅ dørtrinet.
I det magiske mellemrum, hvor man hverken er ude eller inde, men dog på vej.
Lyttekraft er det nye sort.
Og alle vinder hver gang.
Rigtig godt nytår, alle sammen. Og læser du denne artikel på enhver anden tid på året, så husk. Lidt nytår er det vel altid.
Kh. Morten Gantzler Oschlak aka Autismeplusfar
.………
Tak fordi du læste med.
Jeg hedder Morten.
Jeg har netop passeret de 50 år og er far til to unge mennesker på 23 og 20 år. Jeg er godt gift med Anne på 45.
Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉
Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.
Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.
P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 8 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉
/Morten
(Kom du ikke herind via Facebook, så find mig og følg mig der på
Kære fagspecialister (mig) kære pårørende til børn-og unge med diagnoser (også mig) og kære I voksne med diagnoser, i det omfang I har overskud (også, også mig)
Kære politikere.
Jeg beskæftiger mig til dagligt, professionelt, med autisme, kombinationsproblematikker (komorbide tilstande) og skolefravær hos børn -og unge.
Privat har jeg, i den grad, også haft ovenstående tæt inde på livet.
Kære alle sammen.
Hvis I, af og til tænker at de udfordringer, I kigger ind i, fremstår virkelig komplekse og vanskeligt overkommelige, ja så er det højst sandsynligt fordi at de ER virkelig komplekse og vanskeligt overkommelige.
Kan I blive enige om det, ja så står I et ret godt sted.
Et komplekst og vanskeligt overkommeligt sted, ganske vist, men I står der sammen.
Der findes sjældent lette løsninger på komplekse udfordringer.
I hate to say it.
Det har historien vist efterhånden lært os.
Både den vi skriver i datid og den, der skrives for øjnene af os netop nu.
Skal vi sammen udforske og omfavne kompleksitet og se nuancer kræver det at vi af og til står på den samme platform, når vi kigger ind i det svært begribelige.
At bygge en sådan platform kræver tid.
At stå på den sammen kræver tålmodighed.
Ligesom det kræver tid og tålmodighed at blive flydende på det fælles sprog, vi sammen må prøve at tilegne os.
Tid og tålmodighed.
Derfor er det også meget menneskeligt når en eller flere parter sætter deres lid til mere forenklende bærende hypoteser.
Den slags ser jeg en del af.
Lige så menneskeligt er det når, man (“man” kunne sagtens være mig, på en dårlig dag) prøver at skyde genvej med stigmatiserende sort/hvide fortællinger og prædikater.
Virkeligheden bliver simpelthen nogle gange så mangekantet, at man får lyst til (brug for) at banke den ind i en form, man kan forholde sig til.
Her er det så at nogle har en større hammer end andre.
Men….
Kære alle. Alle sammen.
Det er menneskeligt. Det er forståeligt, men det går simpelthen ikke!
Jeg siger det lige en gang til.
Det går simpelthen ikke!
Jeg har dagligt fornøjelsen af at møde jer alle sammen, fagspecialister, pårørende, politikere og, ikke mindst, I med diagnoser.
Både børn -og unge med diagnoser, men også voksne, der måske med nød og næppe har klaret sig igennem.
Det er de voksne, fra alle grupper, jeg taler til.
I besidder en viden, hver især, som må ud og virke i fællesskab, hvis vi skal løfte den opgave, der ligger foran os.
Jeg møder jer både i forbindelse med mit fuldtidsjob som VISO-specialist, men også når jeg, udenfor normal arbejdstid holder foredrag og underviser og, fra tid til anden, er så heldig at opleve alle grupper nogenlunde ligeligt fordelt under et og samme tag.
Jeg møder kun gode mennesker med gode intentioner.
Gode mennesker med gode intentioner, som alle kigger ind i det komplekse, det vanskeligt overkommelige og det svært begribelige.
Ofte fra hver deres platform, hvor de prøver at beskrive det de ser, ved hjælp af den erfaring, det begrebsapparat og det sprog, de nu engang har til rådighed.
Platforme hvorfra de hverisær skaber mening og prøver få det de kigger ind i til at give mening.
Det mindede min fagfælle Kamilla Kobæk mig om, forleden, da hun ifm. et kursus jeg deltog i, genopfriskede hvad den Nederlandske forsker i Psykologi og pædagogisk videnskab Peter Vermeulen siger om netop det.
Kære fagspecialister, pårørende, politikere og voksne med diagnoser.
I og vi (for jeg er jo næsten jer alle sammen på én gang, husker I nok) lever i den samme verden, i den samme tid.
Den tyske sociolog Hartmus Rosa anvender begrebet “højhastighedssamfundet” om den tid vi lever i.
En stadigt accelererende tidsalder.
Den hastighed hvormed alt udvikler sig, er kommet bag på os alle sammen.
Og måske, som en afledt effekt heraf:
Stigningen i antallet af mennesker der diagnosticeres med autisme med adhd med angst? Mistrivsel blandt børn og unge.? Skolefravær?
Hvor kommer det fra? Hvad er der slet?
Hvornår er det sket. Hvad har vi overset?
Hvad har vi mistet?
Hvem eller hvad kan vi, i bedste fald, bebrejde?
Fordi at vi knapt nok selv er landet på begge ben i den tid vi lever i, mangler vi ofte ord, der kan beskrive den.
Ligeledes er der ganske få fælles erfaringer og stort set ingen samlende fortælling, vi kan læne os op af.
Så vi griber ud efter det forhåndenværende, det vi kan huske fik verden til at hænge sammen engang og bygger vores egne hastigt sammenflikkede fortællinger., forkortelser, forenklinger.
Det kan ikke blive ved. Hvis der er nogen der skal sige det, må det hellere være mig.
For jeg ved at I alle sammen er bedre end jeres rygte.
Langt bedre.
Desuden sidder I alle i den samme saks.
Den saks der systematisk forkorter den tid I har til rådighed til fordybelse og gensidige forståelse.
Så.
Ryk sammen, tal sammen, find et fælles sprog. Find meningen hos de andre.
Jeg er efterhånden holdt op med at tro på idéen om helte og skurke for jeg møder kun gode mennesker.
Med gode intentioner.
Gode intentioner der nogle gange smutter ud mellem fingrene, rider afsted og kastes til højre og venstre på en bølge af afklippet, tabt tid, frustrationer og hastværk, indtil de er svære at genkende, som det de engang var.
Kære alle.
Tag tiden tilbage. Genskab den. Læg puslespillet sammen.
Griber I synkront ud efter den, tænker jeg godt I kan indfange den.
Og pas så godt på den. Tiden. Den tilhører os alle.
Man kan sagtens holde virkelig meget af et sted og det selvsamme sted kan samtidig sagtens være et objektivt godt sted, uden altid at være det.
Stedet kan være smukt, praktisk og, i følge al logik, rigtigt for en og så alligevel, i nogle sammenhænge, føles forkert.
Så forkert, at man har brug for at blive omplantet eller brug for at omplante sig selv.
Midlertidigt eller permanent.
På kort sigt, for at kunne trække vejret helt ned i lungerne. På længere sigt for at kunne udvikle sig.
Vi bor ret godt. Det snakker vi tit om.
Centralt smukt, grønt og temmelig hemmeligt, bag en vildtvoksende lille park med høje gamle træer i et hus vi holder af, med en lille have og med hyggelige rum, vi har gjort til vores egne.
Huset ligger i den Københavnske bydel Vanløse og inden for en kilometers radius af hvor vi bor findes mindst 8 store og mindre supermarkeder, samt et væld af andre butikker.
Alligevel kører min voksne datter Freja og jeg ret ofte de tre en halv kilometer længere ind mod centrum, for at handle i Føtex på Vesterbrogade, selvom den har nøjagtigt det samme sortiment som den Føtex, der ligger 350 meter fra vores hoveddør.
Det var (naturligvis) Freja der blotlagde logikken bag, hvorfor det giver mening at tage ti gange længere væk end hvad der er praktisk nødvendigt.
Vi har boet her i Vanløse i 10 år.
Og selvom vi bor centralt og selvom her er smukt, hyggeligt, grønt, praktisk og hemmeligt er Vanløse også stedet, hvor vi har gennemlevet vores hårdeste tid, som familie.
For børnenes vedkommende halvdelen af deres liv. Med angst, ufrivilligt skolefravær, m.m.
Det var ingens skyld, men det var her det fandt sted.
Og den slags sætter sig.
I vejtræer, fortove, bygninger, facader, butiksruder, i byrummets lys, rytme, følelse og lyd.
Det er en grov forsimpling, når man siger at mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift.
Mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift, der ikke umiddelbart giver mening.
Ligesåvel som jeg tænker, det gør sig gældende for de fleste.
Diagnoser alle ej.
Vesterbro er ikke ligefrem verdens grønneste bydel. Bygningerne står tæt, skulder ved skulder og hæver sig op i 5 – 6 sals højde eller mere.
Vesterbrogade er både handelsgade og udfaldsvej. Trafikken er massiv. Især i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor vores Føtex ligger .
Sanseindtrykkene er mangfoldige og umulige at bestemmer retning og ophav på, klientellet spraglet, hurtigtgående og/eller højtsnakkende.
Fortovet foran Føtex er alt for smalt.
På mange måder alt det en autistisk hjerne potentielt ville have lyst til at løbe skrigende væk fra.
Men….
Vesterbro er en ubesmittet bydel. Den kender intet til vores fortid. Den er fri for potentielt re-traumatiserende aftryk og indtryk og når man spejler sig i butiksruderne mødes man af den person man er blevet til og ikke af den person man har været.
Åben og formbar ligger den der og venter, som en gæstebog med blanke sider på, at vi skriver os selv og vores ærinde ind.
Morten Gantzler Oschlak, Freja Gantzler Oschlak.
Far og datter.
Vi køber ind, omplanter os selv, digter en ny fortælling.
“Det er HAM jeg skal snakke med” Sekunderne før at jeg traf den endelige beslutning om at forcere afspærringsbåndet og springe køen over, havde jeg for længst indgående scannet personalet bag de 6 skranker og vurderet mine odds.
Alle de imaginære grønne pile, der synes at glide ind foran mit synsfelt som et ekstra visuelt lag, pegede entydigt på en lettere korpulent, venligt –næsten blidt udseende, men også sært slidt -og tynget mand, bag skranke nummer 5.
”Nu gør jeg lige noget” sagde jeg henvendt til de ventende foran og bagved –samtidig med at jeg bevidst trak et diskret strejf af udefinerbar accent ind i min ellers næsten perfekte udtale, så ingen herboende kunne være i tvivl om at jeg var på udebane. ”Vær venligst ikke vred på mig. Jeg har mine gode grunde”
Inderst inde tænkte jeg, at de for min skyld måtte være lige så edder splintrende rasende de ville, men sproget, spandt på en eller anden måde mine udsagn ind i en form for britisk naturlig, høflig autoritet, der forplantede sig til resten af kroppen og som aldrig ville have kunnet kommet tilsvarende til udtryk på dansk –hverken i tale –eller kropssprog.
Og det virkede. Ingen protesterede. En rødmosset, tålmodigt ventede og storsvedende (der var bagende varmt på St. Pancras International, den dag) familiefar bag mig, gik endda så langt som til med tyk skotsk dialekt at sige:
”Gør, hvad du skal gøre!” ledsaget af et tungt klap på skulderen –samt et diskret smil, gemt bag et velplejet, omfangsrigt overskæg.
En flygtig gestus fra et medmenneske, der næsten virkede for autentisk til at kunne være sand -og som, ligesom så meget andet den dag, efterlod mig med en sær fornemmelse af at være en aktør i et Britisk drama, af den bundsolide slags som kun BBC kan lave dem.
Men den venlighed, forståelse –og i bedste fald samtykke jeg kunne mærke strømme fra de andre i køen, skyldtes nok også det faktum, at det efterhånden var mere end tydeligt for enhver, med eller uden den store indsigt i autismepædagogik, at min 13 årige søn, Toke havde det alt andet end godt.
Toke der, med sine fugtige øjne, og sin 182 cm lange, overspændte krop, nu stod presset op i fjern udkant af en alt for lang kø, adskillige etager under jorden, på en alt for varm station.
Som et offer for en næsten usynlig sprække i min planlægning, var han blevet fanget i et timeglas, hvor sandet der definerede den tid han og jeg havde til rådighed, på vores bevidst ultrakorte visit i den engelske hovestad, forsvandt under ham, i en hvirvelende malstrøm, der snart endegyldigt ville fortære hans fodfæste… Men mindre….
Jeg bed hovedet af alt skam, trak vejret dybt, rettede om muligt ryggen endnu mere, mens at jeg tunede blikket ind på ’stålsat’ som jeg havde set amerikanske agenter gøre det adskillige år forinden, foran det hvide hus i Washington DC, som jeg havde set Britiske agenter gøre det, for ganske få minutter siden, hvor de som rovfugle i mørke jakkesæt havde scannet mængden af nyligt ankomne passagerer fra Eurostar toget for potentielle trusler -OG som jeg havde set børnenes mor gøre det, et utal af gange i løbet af familiens efterhånden 10 år lange diagnosticerede tilværelse.
Herefter sendte jeg Toke et, ”No worries, mate! – Det skal nok gå” – blik mens at jeg, med hans ledsagerkort knuget i den venstre hånd, brugte den højre til at hive op i den grå nylon-afspærring og smuttede indenfor.
…….
Klokken havde været ubønhørlige 05:20 om morgenen, da jeg blidt vækkede Toke i hans eneværelse, i den palæ-agtige 1800 tals villa, der i de følgende 12 dage skulle danne rammerne om vores første reelle –og helt sikkert længste familieferie i mange år.
Reelle, fordi at vi havde prøvekørt ferie-idéen et år forinden i Sydsverige. Ganske vist kun en uge, og med adskillige bagdøre, hvoriblandt den ultimative hed: ”Vi pakker bilen og er hjemme om max halvanden time”
Kort inden afrejsen hinsidan havde jeg ellers offentliggjort et frådende gravskrift over skolernes sommerferie, på min nystartede autismeblog. Og med god grund. For turde man kigge dybt i vores flossede ferieminder, ja så havde der, sandt for dyden, ikke været meget at grine at.
Af selvsamme årsag havde vi da også gradvist accepteret tanken om at ’ferie-hver-for-sig’ nok til tid og evighed vil være vores koncept, mens at resten af verden kørte ’all inclusive’ (jeg linker til indlægget nederst)
Skæbnens ironi ville at Sverigesturen faktisk mundede ud i at Anne og jeg, på den 6 dags aften kunne drikke en forsigtig forløsende lättöl i forvisning om at vi alle havde overlevet mødet med det store land.
(Vi havde realistisk set tippet Freja, til at ville hjem efter dag ét)
Nu stod jeg så her, præcis ét år senere, i et lyseblåt kammer med fransk altan, i kystbyen Dives-Sur-Mer i Normandiet. 30 minutters metro, 2 timers flyvning og 3 timers bilkørsel væk fra Vanløse og ruskede liv i en søvndrukken teenager.
Destinationen var nøje udvalgt og booket 6 måneder forinden og hele rejsen og dens succes, hvilede på nøjagtigt samme fundament som Sverigturen havde gjort det.
Planlægning, planlægning og planlægning.
Drengen foran mig der, 6 timer senere, 10:00 lokal tid, for en kort stund skulle komme til at opleve en byge af ubehag skylle ind over sig, var faktisk hovedårsagen til at vi (læs: Anne) havde valgt Normandiet, Dives-Sur-Mer og ægteparret Florent og Dephines pragtvilla.
Toke havde, både før og under sit 2 år lange skolevægringsforløb befundet sig i en intellektuel dvaletilstand, men gradvist var han nu vågnet op til dåd, i takt med at års hårdt arbejde, hjemme begyndte at bære frugt.
Forsigtigt var han begyndt at smage på alt den viden, han egentlig altid havde hungret efter, men som hans angst og autisme havde forhindret ham i at kunne optage nærring fra.
Og da historie, herunder Napoleon, 2 verdenskrig –og i særdeleshed operation Babarossa –også kendt som D-day, havde en høj stjerne hos Toke, ja så lå valget af den lille franske kystby ligefor.
Perfekt placeret i et behageligt klima (Freja og jeg kan ikke tåle varme) og med landgangsstrandene –samt storbyerne Paris og London inden for en (næsten) overskuelig rækkevide.
Åh, London, London, London….
Morgentågen kravlede fortsat ned af siderne af de bløde bakker der udgjorde grænsen til det vidstrakte spisekammer af agerland, der alle dage havde gjort Normandiet til en attraktiv perle i en enhver erobres samling, da vi tavst satte os tilrette i bilens mørke.
Kun en svag sitren i karosseriet afslørede at jeg havde trykket på startknappen og mens at vi langsomt gled ud af gitterporten, overvejede jeg om det måske havde været overkill at leje sådan en stor bil.
Det var en sortskinnende højbenet Ford med blændede ruder, af den, på en gang brutale og diskrete SUV-type, som livvagter –og andre solbrilleklædte typer ynder at bruge halve arbejdsliv i, mens at de tålmodigt afventer den katastrofe, som forhåbentlig aldrig indtræffer.
”Nej!” For det første så mente jeg selv, at have betalt så rigeligt aflad ved, som ’firstmover’ hjemme, at køre rundt i en miljørigtig -næsten komposterbar bil på størrelse med en håndtaske, længe før at det blev moderne.
Desuden krævede mission sommerferie, et køresygesikret fartøj med plads, komfort, pondus –og langtursegenskaber.
Og langtur var der i den grad tale om. Et kig i bilens computer afslørede, at vi havde 330 kilometers motorvejskørsel foran os før at vi nåede Eurostar Terminalen i Calais. Herfra var der så yderligere 1 times kørsel med tog før at vi, som følge af en kombination af togets høje højhastighed og tidforskellen mellem kontinentet og de Britiske øer, ville ankomme 09:58 – fire minutter ”før” afgangen fra Frankrig.
Bevidstheden om at vi så 3 timer senere atter ville skulle indfinde os på plads 55 og 56 i vogn 16 og forlade den Britiske hovedstad, sparkede for en kort bemærkning gang i endnu en tvivl i mit morgendøsige sind.
Hvad fanden var det egentlig, at vi havde gang i her?!
Det var mindre end 48 timer siden at vores Airfrance fly havde sat hjulene på asfalten i Charles De Gaulle lufthavnen i Paris, 3 timers kørsel fra huset og her sad jeg så i min rullende fæstning, på vej til London, med min søn……. med autisme og PDA!
Svaret kom prompte til mig i form af 3 ord.
Planlægning, planlægning og planlægning.
Jeg fodrede betalingsanlægget med 1,90 euro, rullede ud på den komplet øde motorvej A13, satte fartpiloten på 130 km/t, slap speederen og lod tankerne flyve tilbage til engang lige efter årsskiftet. Alt i mens at Toke fordybede sig i den, på forhånd downloadede lydbog, gennemgik jeg de overvejelser, min med-agent Anne, -og jeg selv, havde gjort os da vi planlagde missionen.
Toke ville se London. Tjek. Han ville også rigtig gerne prøve at køre med højhastighedstoget Eurostar, under kanalen. Tjek.
Godt så!
Anne og jeg vidste, at når Toke sagde, at han ville SE London, ja så kunne vi godt tillade os at tage det ret bogstaveligt –sådan lidt på den amerikanske ”Been there, done that” –måde.
Selvom det ville være nærliggende -og ovenud fristende at servere London for Toke som et omfangsrigt og indbydende ”Five O’Clock tebord” med det helt store udtræk af seværdigheder, samt et par overnatning (når vi nu for pokker var der) vidste vi bare, at han ikke ville kunne konsumere meget mere end den ”halve scones med skrabet usaltet smør” som vores 3 timer i byen repræsenterede.
Til gengæld ville vi hurtigt kunne strege den fra Tokes ”to do liste” samtidig med at en kort, men veludført London mission, på klassisk autismemaner, med lidt held, ville kunne danne model og system for fremtidige og sikkert også længere udflugter.
Faktisk stod og faldt resten af ferien mere eller mindre med de kommende 14 timers indsats.
Og selvom at den tanke måske umiddelbart var lige til at få klamme rat-hænder af, vidste jeg at det var sådan, at det nu en gang forholdt sig.
Ligeså vel som mine børns autismehjerner kunne kodes til danne negative systemer på alt fra mad, til beklædning, aktiviteter –og personer – i lige så høj grad kunne det modsatte gøre sig gældende.
Lagde man snittet rigtigt, ville man senere kunne stå på skuldrene af en positiv ”kodning” og på den måde forsigtigt hæve barren et trin eller to.
Udfordringer i den forbindelse er så bare, at autismehjerner kører et andet styresystem end det gængse ”windows –agtige” af slagsen, som hovedparten af de neurotypiske hjerner bliver leveret med, så kompatibilitetsproblemer ifbm. installeringen af selv de mest almindelige programmer – herunder programmet ”udlandsrejser” er udbredte. Andre gange går installationen i stå på 99% og man må tålmodigt starte forfra.
Jeg smilede, alt i mens vi krydsede en imponerende hængebro, fra hvilken at man, i små glimt kunne ane stålkonstruktionerne i industrihavnen i Le Harvre åbenbare sig gennem tågelaget.
Så det var altså det jeg var – en agent på vej til London, med en langhåret supercomputer, på bagsædet.
Heldigvis havde jeg et fantastisk team i ryggen.
Anne (igen, igen) der, allerede mens januarmørket indhyllede landet, med sin mastermind –og overblik havde samlet trådene, lagt kursen og taget det lange seje træk, Freja der havde hjulpet til med at finde det helt rigtige hus og senest min svigerinde (som også var i huset med sin mand og to børn) som med en nålestiksoperation havde fået os igennem fast track i sikkerhedskontrollen i Kastrup ved at trække ’babykortet’ (sådan en havde hun nemlig -samt ’autismekortet’ (Freja og Toke)
Selv havde jeg, i Kastrup optrådt underligt perpleks og handlingslammet.
Jeg vidste godt, at der er åndsvagt, men en af flere grimme sandheder om mig er, at jeg fra tid til anden bliver lidt flov over den opmærksomhed, som pludseligt kan tilfalde familien.
Måske i virkeligheden fordi, at den er med til at løfte den usynlighedskappe som mine høje smukke børns udseende svøber omkring deres autisme, og dermed åbenbare over for resten af verden, -samt minde mig selv om, hvem de virkelig her.
Børnene selv er, for det meste helt cool med det. Anne er også bare benhård. Det er kun mig der, trods det faktum at jeg er pavestolt over dem begge to, konsekvent opfører mig som en idiot.
Men det rammer mig altså, til stadighed, lige i hjertet, med det resultat at jeg nærmest på Frank Hvam –agtig manér er tæt ved at forkludre de situationer, hvor mine børn, af alle i hele verden har brug for særbehandling –og rent faktisk kan få den.
Dumt –og ikke specielt agentagtigt.
Faktisk havde jeg opført mig som en idiot langt ind i ’Tax Free’
For ligesom at kompensere, havde jeg da også efterfølgende mandet mig op og talt med såvel store bogstaver som armbevægelser, da biludlejningsfirmaet SIXT (you asked for it 🤨) senere på ankomstdagen lod os vente halvanden time på en varm parkeringsplads i Charles de Gaulle lufthaven, på den bil vi havde bestilt måneder i forvejen, med det resultat, at vi blev ædt at den myldretidstrafik, som vi gennem valg af flytidspunkt, havde gjort alt for at forsøge at undgå.
De havde efterfølgende beklaget, tilbudt os en sølle kompensation på 25 euro og skrevet at de godt kunne forstå de følelser jeg stod med.
Det tror jeg nu ikke helt, at de kunne…..
På det tidspunkt i min tankerække, havde Calais øde beliggende, gudsforladte, vindblæste højhastighedsterminal åbenbaret sig for enden af en blind vej, hvor den omgivet af afsvedne marker, parkeringspladser og kilometervis af pigtråd, lignede modellen af en mindre vigtig bygning som en kæmpemæssig arkitekt havde tabt, på vej til en præsentation af sit seneste projekt.
Sikkerheden i Calais højhastighedsterminal var ikke til at spøge med –eller tale sig ud af.
De talrige soldater der bevogtede stedet var så svært bevæbnede og sammenbidte som det overhovedet var muligt for en fransk soldat at være det. Det eneste lyspunkt var da en ældre kvindelig fransk hundefører, med fuldt overlæg, gemte et magasin med skarpe skud i en lille drengs rygsæk, for at give hunden lidt udfordring.
Toke som stod pænt og ventede i køen blev tiltagende nervøs eftersom at vi sneglede os fremad samtidig med at urets visere hastigt nærmede sig afgangstidspunktet.
”Når vi det, far?” Spugte han.
”Naturligvis gør vi det!” Løj jeg. ”De kører ikke uden os”
Heldigvis fik jeg ret. De kørte ikke uden os.
Løgn kan være en virkelig, virkelig god ting, en gang i mellem. Og da vi vi minutterne efter lod os opsluge af tunnellens mørke, havde Toke den helt klare opfattelse, at det var mig der havde fået toget til at vente.
…..
300 km/t er virkelig hurtigt! Faktisk nærmer det sig den hastighed, et rutefly skal bruge for at kunne lette.
Da jeg bestilte biletterne til Eurostar toget tilbage i marts var det med hvordan at farten ville påvirke en, i forvejen søvnig Tokes autismehjerne, ikke noget jeg skænkede en tanke. Jeg var bare drevet af en nørdet far/søn glæde over udsigten til en tur med det hurtige tog.
Efter noget der minder om en 40 minutter lang tur ud af en startbane, var Toke imidlertid godt stegt af at forsøge at afkode de visuelle indtryk der med stor hast for forbi vinduet og han prøvede derfor så vidt muligt at lade være med at kigge ud.
Jeg havde trøstet ham -og mig selv med, at vi lige straks ville være fremme på St. Pancras International -og at jeg i øvrigt havde helt styr på det med undergrunden.
Troede jeg.
Det var varmt og vi var omgivet af et mylder af travle lokale, da en venlig medarbejde på Kings Cross undergrundstation, gjorde mig opmærksom på at Toke og mig havde brug for hvert vores kontaktløse Dankort, for at kunne bruge det som betalingsmiddel i undergrunden.
Jeg havde kun ét. Shit! Og jeg som ellers havde læst på lektien hjemmefra.
Vi blev henvist til en kø i et visitor billetcenter lidt derfra. Køerne til de alt for få automater, havde jeg afskrevet som en mulighed.
Jeg kunne mærke at Toke begyndte at gå i panik –og at en nedsmeltning var under opsejling.
”Far. Hvorfor var du ikke forberedt på det her?!!” sagde han.
Mit synsfelt snævrede sig ind, mens lydene fra Toke, der messende gentog sine fuldt ud berettigede bebrejdelser –samt de øvrige tusinder af medrejsende, blev komprimeret som havde jeg fået Tokes støjdæmpende høretelefoner sat for ørene. …
Og det var HER at jeg fik øje på ham: en lettere korpulent, venligt –næsten blidt udseende, men også sært slidt -og tynget mand bag skranke nummer 5.
…..
”God formiddag. Jeg er frygtelig ked af det her, men du må virkelig hjælpe mig. Min søn, Toke med autisme står der ovre i køen og har det virkelig dårligt, vi har kun få timer i London –og vi har desperat brug for en dagsbillet til ham”
Manden bag skranke nummer 5 skævede ud over sin halvbrille ned på fotoet af Toke, som på bedste autismemaner stirrede mere eller mindre udtryksløst tilbage op på ham fra det ledsagerkort jeg øjeblikket forinden, havde smækket ned på disken, med en autoritet der havde fået den ældre japanske dame, som egentlig havde været den næste i køen, til at stoppe brat op og stirre formålsløst ind i en plakat med et print af Londons vidtstrakte undergrundsnet.
Manden drejede derpå roligt hovedet og skævede diskret over til Toke, som jeg havde efterladt i køen –og som jeg bildte mig ind, så en smule mere rolig ud, end han havde gjort for blot få sekunder siden.
”Jeg forstår” sagde han, og smilede forsigtigt. ”Du ved. Jeg har selv en søn med autisme der hjemme” (Jeg vidste det bare!!) Han holdt en kort pause. ”Og vi fædre må vel hjælpe hinanden – ikke sandt?” Jeg nikkede, lidt for ivrigt, og smilede tilbage. ”Så nu gør jeg lige noget…”
Printerede til højre for ham gik med en lav summen i gang, og spyttede kort efter et lille papstykke med en magnestrimmel bagpå ud.
Det sidste han sagde, før at han med et indforstået blink med det ene øje, sendte Toke og mig ud i menneskemylderet igen, lader sig kun gengive på originalsproget.
”One last thing before you leave. You know. You could actually have bought your tickets in advance… I guess I won’t have to tell you this, because you probably already know it, but with kids like ours, preparation really is everything”
Få minutter efter sad vi i et varmt, klaustrofobisk undergrundstog på vej mod Londog Bridge Station.
Jeg rakte en flad hånd i vejret og modtog øjeblikkeligt et high-five klask fra Tokes efterhånden ligeså store hånd.
Toget skramlede.
Over for os sad en trio bestående af en ung, gammeldags klædt kvinde med Harry Potter briller og Shakespeare bog flankeret af en tatoveret gut med en t-shirt der afslørede firmanavnet på e lokal vvs-entreprenør. Til venstre for kvinden sad en mørk fyr i hiphop tøj med en flaske Jack Daniels under armen, i heftig diskussion med sin dragqueen ven/veninde der sad overfor ved siden af Toke.
Oh yeah! Vi var i sandhed i London.
Ved nedgangen til undergrunden havde Tokes kort virket upåklageligt, mens at mit kontaktløse dankort naturligvis havde strejket. Et hurtigt vift med ledsagerkortet, som jeg stadigvæk knugede i min venstre hånd, fik mig igennem slusen – om til Toke. Og sådan fortsatte det. Toke gik igennem og venlige hænder lukkede mig gratis ind til ham
”Hvordan gjorde du det, far?”
Vi gik en tur langs Themsen, mellem London Bridge og Tower Bridge, hvor Toke gjorde store øjne over pludselig at stå over for det mægtige museumsskib HMS BELFAST, som havde overlevet såvel D-Day som Koreakrigen og en tur i arktisk farvand. Vi købte en bog i museumsshoppen, men gik ikke om bord.
Efter ikke så lang tid, indtraf det øjeblik jeg havde regnet med ville indtræffe, nemlig det hvor Toke sådan set gerne ville tilbage igen.
Jeg vidste at det var en rigtig god idé at være i god tid forud for sikkerhedstjek og boarding af eurostar toget på St Pancras, men køen som vi endte i var alligevel usædvanlig lang… 45 minutter lang, for at være helt præcis.
Toke virkede dog til at tage det hele med ophøjet ro. I hans verden var der tilsyneladende intet der kunne galt mere…
Altså lige til det øjeblik, hvor jeg havde scannet min billet ind for efterfølgende at se Tokes billet blive afvist sammen med sin ejemand, som nu befandt sig……….. på den anden side af to sikkerhedsdøre.
Toke kiggede spørgende –og overraskende roligt på mig, mens at jeg råbte ud til ham, at jeg nok skulle fikse det.
Mit blik faldt hurtigt på et glaskontor, hvor der sad en, meget officielt –og også meget britisk udsende mand i uniform.
”God eftermiddag. Min søn, der har autisme, er blevet fanget på den forkerte side af sikkerhedsslusen. Hans billet virkede ikke. Kan du hjælpe mig?”
”Naturligvis kan jeg da hjælpe dig” svarede han. Og til Toke råbte han. ”Hey, du. Kom her!” hvorefter han pegede i retningen under et afspærringsbånd i gråt nylon, af samme type som det Tokes far havde forceret et par timer tidligere.
Toke tøvede først, men kravlede så under.
Et øjeblik senere stod vi begge i glaskontoret, sammen med manden og tre andre ansatte –og betragtede det tiltagende boarding-kaos udenfor.
”Ja. Jeg er altså frygtelig ked af alt det her……rod” sagde manden, uden at løfte blikket fra den computer, som han nu –på en og samme tid roligt og hurtigt , tastede vores oplysning ind i. Hans kollegaer, over for hvem han utvivlsomt fungerede som en overordnet, skævede diskret i vores retning.
”Det er de franske jernbanearbejdere”
”Undskyld, hvad?”
”Jo ser I” (han sukkede og kiggede for første gang op) ”Vores …..kollegaer på den anden side, har åbenbart nogle….. bemandingsproblemer. Og derfor…” (han pegede ud på den lange kø, for på den måde at afslutte sin sætning)
”Hvor er I to egentlig fra?”
”Danmark”
”Danmark! Meget vel. Følg med mig”!
Manden rejste sig resolut, trykkede to boardingkort ned i min højre hånd -og gav tegn til at vi skulle følge med ham gennem glaskontoret.
”Hvad laver du?” spurgte en af hans kollegaer forsigtigt.
”Jeg viser bare danskerne hvordan at VI briter arbejder!” svarede han, med en stemme der klang af stolthed, underspillet anarki –samt den sorte humor, jeg personligt elsker briterne for.
Manden ledte os ud i et roligt område (hvor pokker det så end lige kom fra), uden særlig meget kø og trængsel, rakte hånden op til farvel, hvorpå han blinkede med det ene øje, på nøjagtig samme måde som manden i billetinformation havde gjort det, og forsvandt ind i glaskontoret.
”You travel light” sagde den venlige –og igen utroligt britiske sikkerhedsvagt, med et blik på vores enlige halvfyldte rygsæk, som hun var i gang med at fodre røntgenscanneren med.
”If you only knew” sagde jeg, smilende og ordløst til mig selv –mens at jeg tænkte tilbage på de sidste par timers prøvelser.
…..
Klask! Tokes håndflade (var den vokset yderligere!??) mødte min, mens at ændringerne i landskabet, fra det flade til det mere blødt kupperede, afslørede at vi nærmede os ’basen’.
”Er du sikker på, at du ikke udøvede en eller anden form for jedi-agtig mindcontrol på dem, far” spurgte Toke, og henviste til alle de døre, som på magisk vis havde åbne sig for os.
Turen fra Calais og sydpå var fløjet afsted. Toke var rykket fra bagsædet og frem på passagersædet til højre for mig ,og vi havde på skift underholdt hinanden med historier om sammenbidte, svært bevæbnede franskmænd og lune briter.
”Næ du”. Svarede jeg. ”Verden er simpelthen bare fyldt mere flinke mennesker, som gerne vil hjælpe”
”Jeg vil gerne tilbage til London” sagde Toke. ”Ved du hvad jeg rigtig godt kunne lide ved byen?”
”Krigskibet?” gættede jeg.
”Næ. Jeg kan ikke rigtig huske det danske ord for det” svarede han.
”Så brug det engelske”
”Det var bare så meget….. diversity”
Mine mundvige trak sig opad.
Mission accomplished !
….
Toke blev på sit værelse de næste 2 dage, kun afbrudt af ture i poolen. Og mens at Storesøster Freja søsatte sit ferieprojekt, der gik ud på, hver morgen at gå de 800 meter ind til vores husværters bageri i byen og smage én ny fransk kage, ja så gennemførte Toke og mig, –og senere også Anne flere længere missioner sammen.
Blandt andet til landgangsstrandene Omaha og Sword Beach -samt én til Paris (hurtigt ind, hurtigt ud) , hvor såvel parkeringsbilet og adgang til Eiffeltårnet naturligvis var købt på forhånd.
Med DET er en helt anden historie.
I mellemtiden, til alle agenter (blink, blink) i ind –og udland:
Som briterne siger:
KEEP CALM AND CARRY ON! 😉
Ps. På vej hjem, i Paris Charles De Gaulle (helvedes drivhusagtige forgård) havde jeg, med to rejseramte børn, omsider fået mod og agent-hjerte nok til at, trække autismekortet og spørge Air France personalet, om vi måske ikke kunne boarde flyet før alle andre.
Jeg tager gerne ud og holder foredrag, afholder workshops -eller udfører supervisionsopgave.
Til eventuelle nye læsere.
Hej. (Opdateret 2024)
Jeg hedder Morten. Jeg er 49 år far til to unge voksne – på 22 og en 19 med autisme og Adhd. Noget de vi først tænkte de udelukkende havde arvet fra mig indtil deres mor, Anne (44) , kom med på vognen for et par år siden.
Så nu har vi “fuld plade”, her hjemme.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande, komorbide tilstande og ufrivilligt skolefravær og har gjort det i en årrække – som pioner underviser og familiebehandler inden for den højt specialiserede del af dagbehandlingsområdet, som selvstændig psykologisk konsulent, underviser og foredragsholder og, de sidste 3 år også som VISO-specialist for Søstjerneskolen, som jeg har arbejdet for, fra dag et, de sidste 10 år.
At jeg er den jeg er, med de børn Anne og jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler. Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
For efterhånden en del år tilbage, gjorde min ældste, Freja, mig selskab som underviser og foredragsholder. Hun skriver også, fra tid til anden, her på bloggen.
AutismePlusFar 