(Udgivet første gang Juni 2017, ifbm. heftig debat i medierne om autisme, kost, skyld og skam m.m, men stadigvæk relevant – særligt i disse tider, hvor mange mener at vide lidt om rigtig meget)

God læsning 😊

så………. nu siger jeg lige noget.

Jeg skal forsøge at gøre det både kort, enkelt, faktuelt -og sobert. (Der har været så meget fnidder i medierne her på det seneste)

Autisme (jeg bruge her ordet ’autisme’ som samlebetegnelse for alle autismetilstandene) er et medfødt, i langt de fleste tilfælde livslangt -og muligvis også arveligt socialt handicap

Autisme kan ikke erhverves eller påføres –eksempelvis som følge af omsorgssvigt eller usund levevis…

Ok?!

Autisme kan til gengæld, i et vist omgang behandles –forstået på den måde, at man med den rette specialpædagogiske –og psykologiske vejledning, træning –og behandling kan lære at leve et mere eller mindre symptomfrit liv med sin autisme og dens følgetilstande.

Når man til at punkt i sit liv, hvor man fremstår 100% symptomfri og er ens autisme ikke længere en lidelse i den forstand, at den sætter hindringer for en i det daglige, kan man, i enkelte tilfælde overveje om det giver mening  at fjerne diagnosen fra sin journal.

Uanset hvad, vedbliver ens hjerne dog med at være den samme, som den man blev født med.

Det er i hvert fald de præmisser jeg selv, og langt de fleste af mine mange dygtige kollegaer inden dagbehandlingen og den øvrige børne –og unge psykiatri, arbejder ud fra.

Hvis jeg tager fagbrillerne af og dykker ind bag mine egne pandelapper, kan jeg jo passende tilføje, at ’vi med diagnoser’ (mine børn –og jeg selv) jo i en del henseender, ikke er så pokkers forskellige fra folk uden diagnoser.

Når vi sover godt, føler vi os friske og udhvilede.
Når vi motionerer bliver vi stærkere og kommer i bedre form.
Når vi spiser mad som er sundt, får vi det bare generelt godt.

Alle de valg vi træffer –eller som andre hjælper os med at træffe i forhold til hvordan vi behandler vores krop –herunder hvor hårdt vi presser den og hvad vi putter i den, ja dem mærker vi konsekvenserne af – på godt og ondt.

Ligeså vel som alle andre.

Hvor meget –eller hvor hårdt vi mærker konsekvenserne, afhænger imidlertid af en helt masse faktorer.

En del har at gøre med vores hjernedesign.
På det punkt, adskiller vi os fra de fleste andre.

Vi opfatter -og tolker ganske enkelt verden anderledes!

Lige præcis dette, er vigtigt at forstå, for det er, skåret helt ind til benet, hvad autisme handler om!

Ligeledes er det vigtigt at forstå, at det, at vi opfatter-og tolker verden anderledes, er et grundvilkår, som vi pinedød må forholde os til, hver eneste dag, resten af vores liv. På samme måde som vi måtte forholde os til det, hvis vi manglede vores ben.

Og det er måske, i virkeligheden et meget godt eksempel.

Man kan ikke gro sig et par nye ben, ved at spise sundt.

Til gengæld kan man, over tid, lære at bruge et sæt benproteser.

Det kræver imidlertid hårdt arbejde og mange timers tålmodig træning, har jeg ladet mig fortælle.

Èt skridt ad gangen.

Men selvom en livstil med god søvnhygiejne, fysisk træning af kropens øvrigt muskler -og sund mad ganske givet øger ens muligheder for at lære at holde balancen, er der alligevel mennesker, for hvem det aldrig lykkedes.

Min farmor, for eksempel.

Hun manglede det ene ben, men lærte aldrig at bruge en protese. Og Lizzie, som hun hed var ellers, vel at mærke, en dame med en forbilledlig viljestyrke og kampgejst.

Det er, i store træk det samme, der gør sig gældende for folk med autismetilstande.

For mange af os kan det variere utroligt meget hvornår, i hvor høj grad –og hvor længe ad gangen, vi kan holde balancen, rent mentalt uden at ryge tilbage i den tilstand, hvor vores autismehandicap amputerer os socialt og sætter os hindringer i vejen i forhold til, at vi kan få vores dagligdag til at hænge sammen.

Det kræver hårdt arbejde og mange timers tålmodig træning, at lære at holde balancen på et sæt sociale proteser.

Ét skridt ad gangen.

De heldigst stillede af os har, ligesom de fysisk handicappede, i det omfang vi har overskud til det, mulighed for, med søvn, fysisk aktivitet, –og sund kost at regulere og lindre graden af de udfordringer og gener, vi ellers ville opleve.

Det lyder måske enkelt og ligetil.

Men det er det ikke.

I uden diagnoser, som læser med her, kan jo passende kigge jeg i spejlet og samtidig stille jeg selv det spørgsmål, om I kan få ’hele pladen fuld’ på sund livsstil.

Nej vel 

Det er slet ikke let at ændre indgroede vaner –og rutiner.

I særdeleshed Ikke i autismeland.

Lad mig forklare.

Menneskehjernen er som udgangspunkt designet til at forholde sig til et grundlæggende spørgsmål:

“Er det farligt?”

For den autistiske hjernes vedkommende er standardsvaret for meste

“Ja, det er det – højst sandsynligt!”

Mange af de børn –og unge med autisme jeg arbejder med i det daglige (inklusive de to jeg har, af egen avl, at øve mig på derhjemme) kæmper således, oveni deres øvrige udfordringer, med overtændte, stressede, evigt vagtsomme hjerner –og der af følgende forhøjede mængder af stresshormon i blodet.

Børnene og de unge bliver således let udtrættede og mangler energi og overblik. De magter ikke at forholde sig til nye input og krav, i en grad der rækker ud det sociale handicap, de i forvejen slås med.

De kan således i perioder opleves som mere forpinte og indadvendte end normalt –ganske enkelt fordi at deres stressede hjerner (kroppens i øvrigt mest energikonsumerende organ) dræner dem for overskud.

Derfor er det måske heller ikke så svært at sætte sig ind i, hvorfor at rigtig mange børn og unge, med autisme forsøger, at indramme deres dagligdag, med en eller flere uhensigtsmæssige strategier som ensidig kost, lidt –eller ingen motion –samt et uregelmæssigt søvnmønster.

Alt sammen strategier som måske nok gør verden omkring dem tryg og overskuelig, men som i mange tilfælde også fastholder dem i en ond cirkel -og forstærker den tilstand, hvor deres autisme i kombination med stress og angsttilstande, bliver decideret invaliderende for dem.

Det er her, at jeg ofte møder dem, når de kommer til mig på Psykologisk Ressource Center, hvor jeg arbejder som psykologisk konsulent.

Er det kommet så vidt, at børnene og deres forældre har brug for professionel hjælp, er det som udgangspunkt hverken børnenes/de unges –eller deres forældres skyld.

Jeg plejer at sige, at det er autismens skyld!

For autismen kan være en mægtig modstander –og stress og angst kan i den forbindelse, være dens mægtige allierede der som skjulte fremskudte bastioner gør det vanskeligt at nå ind til -og arbejde med det væsentlige.

I forbindelse med den behandlingstilgang jeg –og mine kollegaer i vid udstrækning praktiserer, sigter vi derfor ofte efter først og fremmest at finde frem til, hvordan at vi bedst muligt kan stressreducere vores unge klienter.

I den sammenhæng ligger den snublende nært straks at forsøge at hive børnene ud af deres forpinthed ved at prøve at skrue på knapperne med de store grundindstillinger – søvn, motion –og kost.

Når jeg kommer hjem fra arbejde og ’kun’ er mine børns far, er fristelsen til sådanne quick fixes noget jeg dagligt må kæmpe i mod.

I den henseende forstår jeg sådan set godt Ninka (for JA, der er naturligvis på grund af hende, at jeg skriver dette indlæg)

I virkeligheden gør hun bare det, mange forældre til børn med dianoser, har lyst til at gøre.

Hun handler.

Den professionelle side af mig ved imidlertid, at der ofte forestår et langt specialpædagogisk sejt træk før at man overhovedet kan nå til det punkt, hvor man kan begynde at tale med barnet –eller den unge om livstil.

I den forbindelse optræder treenigheden med god søvnhygiejne, regelmæssig motion –og sund kost, som hovedregel forholdsvist langt nede af min behandlingsliste som prisværdige delmål, der naturligvis er værd at stræbe efter, men altså IKKE som (mirakel)midlet i sig selv.

Derfor ærgrer det mig også grusomt at Ninka tager udgangspunkt i kosten –og i øvrigt spiller helbredelseskortet som en del af sin argumentation.

God og sund kost er der jo, som sådan ikke noget galt med. Det er bare ikke altid lige der, at man har mulighed for starte.

Langt fra, faktisk!

Min erfaring siger mig, at skal en behandlingsindsats for alvor bære frugt, ja så er det vigtigt at man går til opgaven på en måde, hvor man beskæftiger sig med én udfordring ad gangen –og at man herefter bevæger sig fremad gennem behandlingsforløbet med stor tålmodighed –og i øvrigt adresserer tingene i den rigtige rækkefølge.

Og det er netop den ene af mine to helt store bekymringer i forbindelse med de udtalelser Ninka er kommet med.

At nogle, sikkert i den bedste mening, men startende fra det forkerte udgangspunkt –og med falske forhåbninger, vil føle sig tilskyndet til at forsøge at løse alle deres børns problemer på én gang.

En fremgangsmåde der, i bedste fald kan stresse børnene unødigt og i værste fald kan have den konsekvens at dybereliggende og behandlingskrævende angstproblematikker bliver overset.

Min anden bekymring går på at Ninka nu, i et samfund, hvor snart sagt hvad som helst efterhånden kan bebrejdes enkelte individ, for alvor har åbnet døren på klem for den latent nagende tvivl -samt den evigt i øret hviskende dårlige samvittighedsdjævel, som selv mange af de hårdt kæmpende forældre, der reelt ved bedre (undertegnede inklusive), altid kæmper en lille smule med.

En djævel som hvisker ord som:

Er mit barns autismehandicap min skyld?

Kunne jeg have gjort noget anderledes?

Er jeg en dårlig mor/far?

…………..

Jeg siger det lige igen.

Autisme er et medfødt, i langt de fleste tilfælde livslangt -og muligvis også arveligt socialt handicap

Autisme kan ikke erhverves eller påføres –eksempelvis som følge af omsorgssvigt eller usund levevis…

Ok?!

Så kære forældre og pårørende -samt de professionelle der måtte lytte med.

Hvad jer selv angår.

Spis sundt, hvis I orker det.
Sov godt, hvis I kan.
Løb, hvis I har benene.

Det skader ikke.

Har I børn eller unge med autisme, i jeres omgangskreds, så har de, om ikke andet, jer at spejle sig i.

Og hvem ved, hvad det kan føre til.

Men husk, at for dem gælder det:
Èt skridt ad gangen.

/Morten

Tak for at du læste med.

(Udgivet første gang 23 april 2017)

Det er lidt ligesom, når man lejer en bil.

Hver morgen, når jeg vågner får jeg udleveret tændingsnøglerne til min hjerne, samt en lejekontrakt.

Har jeg sovet det antal timer jeg skal og har min søvn været af tilstrækkelig god kvalitet, kan jeg forvente at modtage en hjerne, der i nattens løb er blevet vasket, vokset, tømt for skrald (kaffekopper, bananskræller, slikpapir, vådt svømmetøj m.m), er blevet støvsuget, har fået pudset forruden har få et fyldt tanken op.

Har jeg derimod (hvilket desværre er det normale her på matriklen) sovet af helvede til og for lidt, overtaget jeg en møgbeskidt hjerne, som en eller anden idiot har røget i (jeg ryger ikke selv), som i øvrigt stinker af et eller andet ubestemmeligt, man ikke kan finde kilden til OG som tilmed ikke har fået fyldt sprinklervæske på, så første gang at man bruger vinduesviskerne sovser forruden til i skidt og vejsalt.

Generelt er det ellers en virkelig sej hjerne, som jeg er rigtig, rigtig glad for at køre.

Jeg mener. Jeg vender jo trods alt tilbage til den, hver eneste morgen.

Under de rette forhold, har den et perfekt vejgreb og kan virkelig sparke fra sig. Sammen har den og jeg været nede af mange små, kringlede veje med uforudsigelige kurver og løst underlag.

Andre gange er den pisse irriterende og lader mig konsekvent kun bruge de første to gear, så hele karrosseriet står og ryster ved motorvejskørsel.

Det sker, som regel de selvsamme dage, hvor GPS’en forslår en omvej på 350 kilometer gennem et indkøbscenter, en zoologisk have, over en pløjemark og ind i en rundkørsel. Her opdager jeg så først, efter 28 omgange, at destinationen burde været nået for længst.

Endelig er der de mange dage, hvor jeg rent faktisk når min destination, men vågner op med hænderne på rattet og motoren i tomgang og har seriøst svært ved at huske hvordan at jeg kom derhen.

Heldigvis har jeg altid en kopi af lejekontrakten til min hjerne liggende i handskerummet, men jeg skal være ærlig og indrømme at det ikke var før at først mine børn –og sidenhen jeg selv blev udredt af en mekan….undskyld en psykiater, at jeg for alvor tog mig sammen til at læse det med småt.

Man skal ALTID læse det med småt! Altid!

Neurotypiske (normale) hjerner bliver som hovedregel leveret med fri kilometer (ligesom når man lejer bil i Sydeuropa). Hjerner som dem, mine børn og jeg selv er udstyret med, har gerne alle mulige restriktioner og begrænsninger skrevet ind i lejekontrakten.

Da jeg endelig fik nærlæst mine betingelser, opdagede jeg for eksempel alt det med den natlige rengøring og klargøring. Det kom egentlig ikke så meget bag på mig.

Derimod kunne jeg, til min store overraskelse konstatere at jeg, selv i udhvilet tilstand, tilsyneladende ’KUN’ har brændstof til at være social 100 kilometer om dagen i tanken.

Ikke fordi at jeg ikke kan køre længere, det kan jeg sådan set godt, men det betyder så bare kortere rækkevidde de følgende dage.

Problemet er, at min arbejdsdag er næsten 100 kilometer lang, så skal være noget Morten og far tilbage til min familie, efter fyraften, bliver jeg nødt til at være meget energiøkonomisk og nærmest snusfornuftig i min hjernekørsel.

Jeg arbejder på sagen -og lad os bare sige, at jeg gør fremskridt, selvom min ADHD fortsat visse dage, gør sit bedste for at anspore mig til at trykke speederen i bund.

Men så kan jeg jo, om ikke andet, glæde mig over mine børn.

Selvom hverken Freja eller Toke endnu er særlig rutinerede hjernebilister, kan jeg allerede nu se at de med tiden bliver bedre end mig.

Det var ellers, mildest talt både op ad bakke og i modvind, til at begynde med.

Særligt for Frejas vedkommende, for hun sov nemlig som udgangspunkt ikke.

Sådan havde det i og for sig altid været, men det var først da vi stod med hendes udredningspapirer i hånden, at vi for alvor fik fokus på det.

Inden da havde hendes søvnproblemer i øvrigt også ligget i læ af lillebrors astma, der i en årrække var så voldsom at han måtte have 20 minutters medicinmaske på hver tredje time, døgnet rundt der hjemme – eller på hospitalet.

For Freja galt det, at hun ikke kunne lukke ned for sin hjerne.

Når hun trak nøglen ud af tændingen, kørte hjernen bare videre –og bombarderede sig selv med et loop af usorterede billeder og øvrige sanseindtryk, mens at hendes virkelighedsopfattelses langsomt smuldrede og hun til sidst ikke kunne mærke, hvor hendes krop sluttede og resten af verden begyndte.

Da hun blev gammel nok til at sætte ord på, kunne jeg med det samme genkalde mig præcis den samme følelse fra min egen, pletvis søvnløse barndom og jeg kunne huske, hvordan at den havde skræmt livet af mig, fordi at jeg ganske enkelt ikke forstod, hvad fanden det var der skete.

Freja kaldte det, meget rammende, for ’Den bange fornemmelse’.

Konkret viden har altid haft en stor terapeutisk effekt på Freja og derfor kunne vi også hjælpe hende så langt som til at forklare hende, at det skam ’bare’ var hendes hjerne og hendes autisme, der kørte lidt rundt med hende.
”Og i øvrigt har far prøvet præcis det samme……”

(Flot, far)

Der ud over, følte vi os totalt magtesløse.

Vi forsøgte os ellers med et utal af soverutiner, lå hos hende og spolede dagen, der var gået, tilbage så alle oplevelser og sanseindtryk blev kategoriseret og lagt i de rigtige hjernekasser. Det hjalp overhovedet ikke.

Vi skrev sociale historier om ikke at kunne sove, selvom man nu så gerne vil. Dem hadede hun, hvilket hun understregede ved at flå dem i stykker foran vores trætte –og i stigende grad også desperate øjne.

(De første historier var også virkelig dårlige og i øvrigt fandt vi senere ud af at hun havde PDA, så det besvær kunne vi godt have sparet os)
Kugledynen brugte hun en uge, så røg den på loftet.

6 lange måneder, startende med en lang, varm sommer (vi husker den som sommeren fra helvede) vækkede vi hende konsekvent klokken 05.45 hver eneste f…… morgen 7 dagen om ugen, for at få hende ind i en stabil søvnrutine.
Virkede det? Næ!
Hendes hjerne tonsede derudaf –og hendes søvnmangel åd ad hendes overskud i en grad, at vi kunne skyde en hvid pind efter alt hvad vi ellers havde ambitioner om at opnå pædagogisk –og behandlingsmæssigt.

Så prøvede vi melatonin i tabletform. Det virkede helt vildt godt!
Melatonin er et hormon vi alle sammen danner i hjernen og i øjets nethinde.
Det er melatonin der stimulerer vores søvnbehov og som hen under aftenen giver kroppen besked om, at nu er det tid til at sove. Omvendt hæmmes produktionen af melatonin af kraftigt lys (også skærmlys)

Folk med autisme –og ADHD kan have vanskeligt ved at respondere på melatonin.

Årsagerne kan være talrige, men et generelt øget stressniveau og forekomst af stresshormonet kortisol i blodet (Frejas bange fornemmelse), i forbindelse med indsovning er angiveligt en af de store syndere.

En anderledes melatoninproduktion nævnes også som en mulig årsag.

Det hersker selvsagt en del kontrovers om brugen af kunstig melatonin, men hvis kommentarfelterne nu skulle komme til at gløde, når jeg offentliggør dette indlæg, står jeg gerne på mål for hvorfor vi valgte at bruge det – og fortsat bruger det.

For det første er melatonin ikke noget sovemiddel i traditionel forstand, om end vores lægemiddellov kun tillader speciallæger i psykiatri at udskrive det.

Syd for grænsen kan man få det i håndkøb -med kirsebærsmag…

Nuvel..

Vi har aldrig oplevet nogle bivirkninger, kun at det har virket og har hævet vores datters livskvalitet ganske betragteligt.

Derudover var valget, med at gå den kemiske -frem for den pædagogiske vej resultatet af en hel bevidst afvejning fra vores side, af fordele og eventuelle ulemper.

Da vi satte ind med behandlingen, havde Frejas søvnmangel nået et niveau, hvor den var decideret invaliderende for hende.

Freja havde ganske vist autisme og ADHD, men også et intellekt og en gryende selvindsigt, der allerede den gang gjorde at vi så et potentiale for, ret tidligt at kunne give vores datter kørekort til hendes egen hjerne.

Det var bare slet ikke der vi var, dengang.

Det behandlingsmæssige vindue der skulle åbnes for at det kunne lade sig gøre, var sømmet til med brædder, så solide at selv ikke de bedste søvnpædagogiske værktøjer kunne brække dem af.

Så hurra for melatonin. Vi har brugt det lige siden.
I forbindelse med mit arbejde har jeg været i kontakt med mange familier, hvor børnene gradvist har vendt op og ned på nat og dag for til sidst, som regel i teenagealderen, at vælge natten med dens beskyttende fravær af lys, lyde og snakkende familiemedlemmer, som deres foretrukne domæne.
Jeg forstår dem sådan set godt.

Selvom Freja nærmer sig de 15 i dag – og dermed er teenager med stort T, er hendes søvnhygiejne bedre end min nogensinde har været – og heldigvis for hendes hjerne har mange hestekræfter. 148 for at være præcis.

Hun er p.t hjemme fra skole, men har heldigvis verdens dygtigste psykolog, som hun besøger et par gange om ugen. Samme udvikler de to strategier og tankeøvelser, som hun aldrig ville være kommet i nærheden af, hvis ikke at der var kommet styr på hendes søvn.

Hun har ganske vist p.t ikke brændstof til mere end 10 daglige sociale kilometer. Men hun ved det –og har vidst det længe.

Hun har nemlig læst det med småt i lejekontrakten.

Det er derfor ikke uden en vis stolthed at jeg dagligt iagttager hende sætte nøglerne i tændingen for at starte hendes kringlede, vidunderlige hjerne op.

Om lidt over 3 år fylder hun 18…..

Shit!

En dag vil hun sikkert spørge om hun kan låne nøglerne til BILEN.

Glem det!

Det kommer aldrig til at ske!

/Morten

Tak fordi at du læser med.

Du kan følge mig her eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Nyttige links og velkomst til nye læsere (opdateret oktober 2019)

Links.

http://www.psyk-ressource.dk (psykologfirma og samarbejdspartner under ledelse af min mangeårige mentor Kirsten Callesen)

Min datters skole: https://basen.dk

Min og min søns skole http://soestjerneskolen.dk

AtoB STU (Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb for de 16 til 23 årige) : http://atob-cph.dk

 Autisme og Heste – en højt skattet samarbejdspartner (Freja var i aflastning der i 4 år) http://autismeogheste.dk

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 44 år og far til to børn – en pige på 17 og en dreng på 14 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 🙂

Heldigvis er jeg også godt gift.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 2 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

Du kan finde mig på facebook, her: www.facebook.com/AutismePlusFar

Har du ikke læst andet hos mig, end den korte artikel, du netop har færdiggjort, så prøv denne her.

https://autismeplusfar.com/2017/05/10/som-at-drukne-paa-land-om-roede-og-sorte-nedsmeltninger-5-sekunders-tiltraengt-bevidstloeshed-og-en-datter-guidet-tur-ind-i-et-naesten-glemt-univers-som-ingen-boer-besoege/

Jeg sad engang i et mødelokale, på et rådhus i det område nord for København der, i folkemunde, går under det lidet flatterende navn Whiskeybæltet, med tårerne løbende ned ad kinderne.

Det var, i den grad, absolut ubelejligt for det var et møde af den slags, hvor det helt store udtræk af psykologer, lærere, pædagoger og kommunale ledere var hentet ind. Dertil kom et forældrepar og så naturligvis jeg selv.

Jeg var der som forældrenes repræsentant.

Det er ingen hemmelighed, at møder som dette kan være så brutale og følelsesmæssigt medrivende, at de kan rumme adskillige anledninger til at lade en give tårekanalerne frit løb.

Den slags giver jeg mig nu ikke sådan af med –i hvert fald ikke når jeg optræder i embeds medfør.

Man skal jo for pokker kunne regne med mig.

Mødelederen besluttede, til min store lettelse, at holde en kort pause.

Alt imens at jeg stod og famlede efter mine allergipiller i bagagerummet –for det var naturligvis ’blot’ et allergianfald af den anden verden, der var skyllet ind over mig, kom jeg til at tænke på en anden rådhusepisode et par måneder forinden, hvor jeg rent faktisk var blevet følelsesmæssigt berørt i en grad, så jeg havde vanskeligt ved at skjule det.

Måske var det situationens uformelle karakter, der gjorde at jeg blev fanget med de professionelle parader nede.

Egentlig sad jeg bare, hensunket i tanker omkring næste uges madindkøb (i øvrigt ikke noget der bliver taget let på i vores hjem, hvor djævlen bor i detaljen) alt imens jeg ventede på et møde, jeg var kommet i alt for god tid til.

Det var her at jeg, helt tilfældigt, kom i snak med en venligt udseende ældre kvinde, som sad skråt over for mig og netop, med sommervarmen rasende udenfor, havde færdiglæst et antikvarisk rådhus-eksemplar af Ude og Hjemmets julespecial.

Det viste sig, at kvinden var nyligt pensioneret sagsbehandler og da hun hørte at jeg arbejdede med autisme, sagde hun følgende:

”Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at jeg og mine kollegaer havde vidst noget mere om det her –altså autisme og ADHD og hvad der ellers findes af diagnoser. Du skal regne med, at jeg jo er af den gamle skole, så når jeg kom ud i et hjem og kunne se, at barnet –eller børnene ikke var i skole, men sad og spillede computer og at familien måske tilmed ikke spiste sammen, men hver for sig, ja så tændte det jo en rød lampe oppe i mit hoved”

Her forsøgte jeg mig venligt med at påpege, at sådan skulle det jo helst også være –samt at det jo, i og for sig, var rigtig godt, at hun reagerede og…..

”Jo” svarede hun. ”Det var det måske nok. Problemet var blot at der tit og ofte kom til at stå noget med mistanke om tilknytniningsforstyrelser og samspilsproblemer mellem barn og forældre i mine rapporter, fordi at jeg ganske enkelt ikke vidste bedre…(…) og i hvor mange af de familier, har der mon ikke været noget autisme eller noget andet på spil? Det tænker jeg tit over”

Her efter fulgte en lang pause, hvor vi begge to sad og kiggede ud i luften, mens at lydende af navne -og nummeropråb fra skrankerne bag os, pludselig trådte frem med en ubehagelig skarphed, som havde de været gemt bag et dæmpende tæppe, mens at vi snakkede.

Jeg ville så gerne bryde tavsheden ved at sige noget pænt og opmuntrende, men en klump i halsen holdt mig tilbage. Jeg blev reddet af lyden af en ’skranke- stemme’ der sagde mit navn. Jeg rejste mig og tog, med et venligt nik afsked med den ældre kvinde.

Lige før at jeg trådte ind i mødelokalet, opdagede jeg at jeg havde fugtige øjenkroge? Jeg skyndte mig at tørre dem af i skjorteærmet. Gad vist om hun havde bemærket det. Det havde hun sikkert.

Havde hun mon så også gennemskuet, at jeg selv var en af den slags forældre, man skrev paragraf 50 rapporter om.

Et par måneder senere kunne jeg nu, fra parkeringspladsen foran rådhuset, vel selvsyn konstatere, hvad det var som denne gang havde fået mine øjne til at løbe i vand i en grad, at det ellers ret afgørende netværksmøde jeg deltog i måtte sættes på ’hold’ i adskillige minutter.

60’er arkitektur. Jeg burde have vidst det. Den var sikker hver gang. Fladt tag, beton og et indeklima som gjorde, at jeg alene af den grund skiftevis beundrede og havde ondt af de stakkels mennesker, der måske tilbragte et helt arbejdsliv i bygninger som denne.

Jeg tænkte på mine forældre. På min afdøde far, der var udlært som maler i netop den periode hvor der blev bygget allermest hensynsløst –også hvad arbejdsmiljø angik -og på min mor der var udlært laborant på Dyrups i samme periode.

Jeg gad nok vide hvilke farverige ’fingeraftryk’ deres erhverv havde sat sig i mit arvemateriale….

Nuvel. Man vidste jo ikke bedre den gang.

Så kom jeg atter til at tænke på den pensionerede sagsbehandler og at jeg faktisk stadigvæk ikke vidste, hvad jeg skulle have svaret hende.

For sandheden er jo at tusindvis af børn med autismetilstande –og andre psykiatriske diagnoser lige nu går hjemme hos deres forældre, fordi at de –børnene har skolevægring.

Det er også et faktum, at der bag mange af tilfældene af skolevægring gemmer sig angsttilstande hos børnene, der er så gennemgribende, at forældrene, hvor end de gerne ville, ikke alene magter opgaven med at få børnene i skole.

Og alligevel er det netop der de står, forældrene –alene!

Når børnene er i skole, er de, som udgangspunkt synlige og tilgængelige og lærere, pædagoger og psykologer kan hjælpe og tage hånd om deres udfordringer.

Så snart børnene er hjemme, ryger de i reglen udenfor radaren og forældrene står oftest alene med ansvaret for at få dem afsted og med den dårlige samvittighed når det gang på gang ikke lykkedes.

På et tidspunkt, når det har stået på så længe at barnets skolefravær ikke kan ignoreres mere, bliver der indkaldt til møde. Måske sender kommunen en sagsbehandler på besøg i det berørte hjem. Sagsbehandleren mødes ofte af synet af et barn, der måske i mellemtiden er blevet et ungt menneske, som har det rigtig dårligt.

”Sørg I nu blot for at børnene kommer i skole, så skal vi nok passe godt på dem” , lyder beskeden til forældrene ofte.

Problemet er blot, at har et barn først fået skolevægring i en grad at der tale om en decideret angstproblematik, ja så er det faktisk ofte selve det at komme fra hjemmet og til skolen, der er det allersværeste.

Selv i de tilfælde hvor viljen til, for eksempel at tage hjem og møde barnet i hjemmet, er til stede fra skolens personales side, går økonomiske -og personaletekniske hensyn ofte ind og blokkere for at det kan lade sig gøre.

Når rapporten efterfølgende skal skrives peger de negative pile desværre, i alt for mange tilfælde fortsat, helt uberettiget på de selvsamme forældre, som alt for længe har stået alene, med en opgave ingen bør stå alene med.

Alt dette nåede jeg at tænke, mens at jeg bevægede mig fra min bil og tilbage til mit møde, på rådhuset i whiskeybæltet, hvor at jeg, mens at mødet fortsatte, til alt held kunne mærke at allergipillerne gjorde deres pligt.

Lige inden at det blev min tur til at fremlægge, nåede jeg tilmed, i mine tanker, at stille mig selv følgende spørgsmål:

”Ved vi virkelig ikke bedre i dag? Er det med dette her, som det var den gang i 60’erne, da mine forældre blev udlært og opførte offentlige bygninger, som senere gik til i skimmelsvamp?”

”Nej” tænkte jeg. Vi er sgu blevet klogere, men den viden der i disse år genereres om autisme, angst og traumetilstande hos børn –og unge, er endnu langt fra at have fundet vej ud i de enkelte forvaltninger.

Samtidig sætte det stigende arbejdspres på de enkelte sagsbehandlere, en grænse for, i hvor høj grad de har adgang til -og mulighed for at søge den nødvendige faglige opkvalificering, inden for autismeområdet.

Taberne bliver børnene-og de unge selv, samt deres ofte hårdt pressede forældre.

Faktisk taber vi alle.

Og DET er altså bare til at græde over.

-sådan rigtigt!

Tusind tak fordi at Du læser med. Du kan også følge mig på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle udgave af mig, kan du finde her:

Kontakt

Kh. Morten

Omsider havde jeg fået sat mig ned, mellem to møder, med kaffe, Ipad og et par lånte støjreducerende høretelefoner.

Min i forvejen hårdt prøvede krop havde vundet værtsskabet for en serie alkoholfri helkrops-tømmermænd af den slags man får, når ens søn med autisme har holdt fødselsdag i weekenden og alt er gået godt (modsat sidste år).

Det føles lidt ligesom i gamle dage, hvor bankerne ikke opdaterede ens konto så ofte. Her kunne shoppe helt vildt igennem, velvidende at pengene reelt først ville blive trukket et par dage senere.

Jeg kunne i sandhed mærke at jeg havde et flercifret rødt tal stående på bundlinien.

Den negative forventning om alt det der kunne været gået galt , men som heldigvis ikke gjorde det – og den efterfølgende afspænding af mit alarmberedte legeme, havde aflejret sig i hele systemet og efterladt mine muskler ømme som efter en solid druktur med indlagt værtshusslagsmål.

Nok det tætteste jeg nogensinde kommer på at føre et rock’n roll liv –og tilmed væsentligt billigere.

Jeg havde egentlig sat mig for at få hul på et lovet blogindlæg om skolevægring, da jeg kunne mærke telefonen vibrere.

Telefonens display afslørede et kvindenavn, efterfulgt af bogstaverne HCK – Handicap Center København. Egentlig hedder det Borger Center Handicap og har heddet det et stykke tid.

Navneskiftet var vist et mere eller mindre desperat forsøg på at ryste en fortid af sig, med massive administrative problemer efterfulgt af timevis af dårlig medietid.

Men HCK havde, på en eller anden måde, bare hængt ved. Lidt ligesom fodboldklubben – bare med H i stedet for F.

HCKÅÅÅÅÅÅÅ!!!

Det der efterfølgende skete, både overraskede mig –og gjorde mig ked af det, selvom jeg et eller andet sted, inderst inde godt vidste, at det var sådan, at det forholdte sig.

Når man ringer til mig kan man være sikker på at få fat i mindst én af to personer.

Den ene hedder Morten og er professionel behandler, konsulent og underviser indenfor autismeområdet. Han har elever samt klienter i samtaleforløb og færdes jævnligt på diverse rådhuse og kommunale kontore (mest i de Københavnske omegnskommuner) samt på de psykiatriske afsnit, hvor han deltager i udrednings -og netværksmøder m.m.

Her er han sædvanligvis på særdeles god talefod med personalet –heriblandt sagsbehandlerne, som han opfatter som vigtige og kompentente samarbejdspartnere. Han kender deres arbejdsgange og ved hvilke administrative og rammemæssige udfordringer de kæmper med.

Ligeledes lytter han til deres historier om, hvorledes at sagsbunkerne bare vokser og vokser på deres skriveborde og han ved  hvilket følelsesmæssigt pres de er underlagt, fordi at deres handlemuligheder ofte er så forholdsvis begrænsede .

Omvendt bliver han lyttet til af dem samt af de øvrige faggrupper og hans specialviden vejer tungt i sager, hvor udfaldet kan få afgørende betydning for de implicerede.

Den anden hedder også Morten, er far til to børn med autisme –og dermed også klient i det selvsamme system som hans indre professionelle tvilling færdes så hjemmevandt i.

Selvom han besidder præcis den samme viden og indsigt som den anden Morten –og i øvrigt gør sit for at holde hovedet koldt og oven vande, i en presset hverdag, er han også ofte (heldigvis) i sine følelsers vold, for her er han jo først og fremmest bare sine børns far.

Men netop det følelsesmæssige element og de tre bogstaver F-A-R, gør tilsynelandende en verden til forskel i det kommunale system. De devaluerer på en eller anden mærkelig måde. De sår tvivl om gyldigheden af mange af de ting han siger og de forhaler processer.

Forhindringer som den profesionelle Morten kan løse med et enkelt telefonopkald, kan tage far-Morten måneder at overkomme og han føler sig langt fra altid lyttet til –eller forstået af systemet.

Derfor har han det også, hvor nødigt han end ønsker det, lidt svært med sagsbehandlerne.

Det var far-Morten der tog telefonen i mandags.

Jeg trak vejret dybt, mens jeg mærkede hvorledes at pulsen steg, mine ømme muskler spændets og blodet steg op i ansigtet på mig, efterhånden som alarmberedskabet fra weekenden alt for hurtigt lod sig reaktivere.

Herefter snakkede jeg hurtigt –uden at lytte særlig meget til hvad der blev sagt i den anden ende.

Faktisk bildte jeg mig ind, at jeg allerede, i store træk vidste hvad stemmen i røret ville sige.

Den lange sagsbehandlingstid ville endnu en gang blive beklaget (vores søn står p.t uden behandlingsskoletilbud) om end jeg ville blive garanteret at de skam gjorde alt hvad der stod i deres magt for at…..

Jeg kendte remsen og orkede ikke at høre den gentaget, så jeg gjorde mig hård og beredte mig på et massivt retorisk forhåndsangreb i et toneleje og med en stemme som jeg normalt helst ikke vil kendes ved, men som jeg ved er min egen.

”Morten. Er du sikker på, at du ved hvem du snakker med”

Stemmen i røret var blid, men undrende.

Det var her, at det gik op for mig, at sagsbehandleren som jeg var et splitsekund for at ’save midt over’ i telefonen, var en af mine samarbejdspartnere fra kommunen.. Hun ringede for at få min professionelle vurdering af en sag hun stod midt i.

Jeg undskyldte hurtigt for mine fejltagelse og fik ligeså hurtigt hevet min profesionelle, men alt andet lige, langt mere imødekommende –og nu næsten overdrevet joviale personlighedsskabelon frem.

Efter nogen tid afsluttede vi vores samtale i en kollegial og respektfuld tone. Hun takkede for mine råd. Råd der måske/måske ikke ville få betydning for en familie et eller andet sted.

Jeg nåede akkurat lige at tænke ”Fuck, shit…..” før at jeg endnu en gang blev afbrudt i mine tanker af telefonens brummen. Det var den anden sagsbehandler, som ringede.

Jeg gennemførte den efterfølgende samtale som en langt mere afdæmpet udgave af Freja og Tokes far, end den jeg oprindeligt havde tænkt mig at benytter mig af.

Jeg brokkede mig, javist, og sagde ord som ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at….” Hun beklagede forventeligt dybt. Det var næsten som om, at vi fulgte en drejebog.

Jeg kunne fornemme en påtaget og lidet overbevisende kølig undertone i sagsbehandlerens stemme, som mindede mig om min egen. Måske sad hun også lige nu og gjorde sig hård, så hun kunne overkommer at overbringe endnu en beklagelse til endnu en far.

Efterfølgende følte jeg mig helt tom indeni. Tom og desillusioneret.

Jeg besluttede mig for at forlade kontoret og gå ned til Langelinie for at se vandflyveren fra Århus lægge til kaj. Det gør jeg altid, når jeg har brug for at lade tankerne finde deres rette plads. Jeg kunne lige nå det. Det er sådan et fint syn.

Mens at jeg sad der, på den skrånende stensætning til venstre for den ombejlede lille havfrue og betragtede hvorledes propellerne på det smukke rød-hvide fly snurrede langsommere og langsommere, for til sidste at stå helt stille, prøvede jeg at få hoved og hale i det hele.

Hvordan fanden var det kommet så vidt?

Hvad var der lige sket med mig? Hvad var der, i det hele taget, lige sket med os alle sammen?!!

Hvorfor fik jeg hjertebanken når bogstavkombinationen HCK dukkede op i mine telefons display, hvorfor kunne jeg af og til fornemme hvorledes sagsbehandlerens stemme dirrede, når hun snakkede med mit ’far-jeg’?

Og hvad var det i øvrigt lige for en ubehagelig kulde der, tilsyneladende i al ubemærkethed havde sneget sig ind i min egen stemme?

Havde jeg ikke brugt den på den ’forkerte’ sagsbehandler, var jeg måske ikke blevet opmærksom på den….

Snakkede jeg mon også sådan til mine børn –og deres mor, fra tid til anden?

Shit, Fuck!

Inden at jeg rejste mig, gik jeg ind i min telefonbog og slettede bogstaverne HCK ud for alle de Københavnske sagsbehandleres navne (hende jeg arbejder med viste sig i øvrigt at sidde et helt andet sted i forvaltningen) og lod dem stå tilbage, som de mennesker de nu engang er.

Mens at vandflyveren på ny drønede afsted mod smilets by (Jeg må simpelthen prøve den en dag. Den vække min indre Tintin –den fine flyvemaskine) vendte jeg næsen hjem til min familie i Vanløse, med den sidste linie til mit næste blogindlæg i bevidstheden.

Den er super naiv -og lyder som følger.

Vi bliver simpelthen nødt til at snakke sammen om det her.

Tusind tak fordi at Du læste med.

Du kan også følge mig på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig, finder du her:

Kontakt

kh.

Morten

Her sad jeg, kun adskilt fra kvinden i mit liv, af 10 meter hårdt festende –og drikkende højskoleelever og indså, at jeg ikke havde det fjerneste begreb om, hvordan at man flirtede.

Til gengæld havde jeg lige præcis nærvær og social indsigt nok til at begribe, at uret tikkede og at der potentielt kunne være andre interesserede ’hanner’ i området.

Jeg traf derfor en rask beslutning og gjorde, hvad der instinktivt virkede som en vildt god idé, i situationen.

Jeg begyndte ganske enkelt at sende den smukke unge kvinde, jeg havde fået øje på, byger af groteske og absurd grimme ansigtsudtryk –lidt i stil med de som Discovery Channel havde lært mig, at den New Zealandske oprindelige befolkning brugte ved ceremonielle lejligheder.

Herefter holdt jeg vejret….

Havde kvinden, som jeg senere skulle ende med at blive gift med, nu været lidt mere vaks ved havelågen, havde hun nok kunnet tolke mine tilnærmelser, som en kraftig indikation på, hvilket slags ’sjove’ børn vi i fremtiden ville komme til at sætte i verden, hende og jeg.

En slags biologisk markør, om man vil…

Men musikken var høj, belysningen dæmpet –og desuden havde jeg lagt et kraftigt røgslør ud, ved at iføre mig en lidt for dyr aftershave, farve mit røde hår sort og skrue mig ned i et par lidt for stramme læderbukser.

Chanceløs som hun var, besvarede hun min akavede kurtisering med en horde af, om muligt, endnu hæsligere grimasser.

”Yes!” Tænkte jeg. ”Nailed” it! Og fortsatte.

Så alt imens mens at resten af festen tonsede derudaf rundt om ørene på os –og de resterende festdeltagere drak og dansede og drak og….gjorde det man nu gør, når man gerne vil tiltrække sig det modsatte –eller samme køns opmærksomhed –alt i mens at det fandt sted, ja da sad Anne og jeg, uden specielt meget alkohol i blodet og arbejdede os igennem 150 variationer af ’at række tunge’ til vores ansigtsmuskler gjorde ondt.

Det var i januar 1998, i teatersalen på Ærø Folkehøjskole, 5 dage inde i et 5 måneder langt skuespilforløb.

Resten er historie, som man siger.

Mange år senere stod jeg i en anden teatersal som underviser i fagene Drama/Performing Arts på Copehagen International School. Det var min sidste undervisningstime, på min sidste arbejdsdag.

Foran en etnisk broget samling af teenagere –primært børn af diplomatiet samt udstationerede medarbejdere fra en række store virksomheder, fandt jeg anledning til genfortælle historien om hvordan at jeg mødte mine børns mor.

Dagens tema var kropssprog og social adfærd, og den forståelse heraf, som er en del af fundamentet for skuespilkunsten.

Kropssprog og social adfærd stod for mig, personligt, som discipliner, jeg følte mig super sikker i, så længe at rammerne, vel at mærke var den laboratorie-agtige, kunstige frembragte virkelighed, som skuespil nu engang er.

En opvækst, hvor jeg fra jeg var 11 år til jeg var 22 var en del et børne og ungdomsteateret Gawenda -et sted med højt til loftet og plads til det skæve, eksperimenterende –og nørdede, havde betydet at scenen var blevet en slags kravlegård, hvor jeg frit kunne dyrke og eksperimentere med alt det, jeg senere fik papir på, at jeg rent faktisk havde svært ved.

Det sociale!

Og sandt var det, at jeg ude i den ’virkelige’ virkelighed, i ganske mange år havde en tendens til at bære mig anderledes ’kantet’ ad end på scenen, hvilket kærlighedshistorien fra den lille ø i det sydfynske, da også tjente som et lysende eksempel på.

At lave grimasser, var -på en eller anden måde, blevet min komfort-zone 🙃

Mine elever på CIS, hvoraf mange var produkter af det Brittiske og Amerikanske skolesystem –og som derfor tiltalte mig Mr. Oschlag, spidsede ører. Det var tydeligt at flere af dem følte sig intimideret af min pinagtige fortælling, men de var for høflige og for velafrettede til at give udtryk for dette.

Så jeg fortsatte min forelæsning ufortrødent.

På det tidspunkt i 2014, 16 år efter de skæbnesvangre grimmasser på Ærø befandt jeg mig i et interessant krydsfelt mellem at være far til to børn med autisme og ADHD og selv netop at være blev udredt -og udråbt som hovedleverandør af de sjove gener.

Professionelt havde jeg længe været min internationale arbejdsgiver utro og udført opgaver for Psykologisk RessourceCenter. Efter modne overvejelser var jeg blevet enig med mig selv om, at lægge dramaet bag mig og gå ’all in’ på autisme –både på Ressource Centeret, men også på Søstjerneskolen, som Psykolog Kirsten Callesen, var i færd med at starte.

Jeg havde defor netop afleveret min opsigelse til min amerikanske direktør Walther Plotkin –en lille mand der gik i jakkesæt og træsko og havde en fremtoning som ledte mine tanker i retningen af skuespilleren Gene Hackman.

Gene Hackman var –og er i øvrigt en af mine yndlingsskuespillere.

Han er et produkt af den skole indenfor branchen, som jeg selv sværger til, hvor der ikke er så meget pis og føleføle halløj. Man forbereder sig grundigt, husker sine replikker, undgår at støde ind i rekvisitterne, trykke på en knap inde i sin hjerne og bum! Så spiller man! I Hackmans tilfælde, som regel en eller anden semi-indebrændt type.

Jeg elsker Gene Hackman!

Jeg holdt også meget af min farfar.

Et halvt år før at jeg tog til Ærø og mødte kvinden jeg senere skulle blive gift –og få børn med, stod han foran det lille sorte hus, med de sprossede vinduer, ved Tinkerup Strandvej, vest for Gilleleje og pressede en 500 kroneseddel ned i min halvt åbne hånd.

Kort forinden havde vi sammen begravet hans søn, min far Søren og nu så den gamle mand det øjensynligt som sin opgave at sørge for, at jeg, hans eneste barnebarn, ikke led nød.

På det tidspunkt læste jeg på Universitetet og jeg er overbevist om at min farfar, som oprindeligt selv havde forladt 7 klasse for at gå i lære som smed, var oprigtig bekymret for om det der Kloge Åge-halløj, nu også var noget jeg, med tiden, kunne leve af.

Da jeg fortalte ham at jeg læste kommunikation, var hans korte svar:

”Ja, man skal kunne snakke med alle slags mennesker! Det må du aldrig glemme, Morten”

Det var der nu ingen umiddelbar risiko for at jeg gjorde. Jeg havde ikke tal på hvor mange gange at min farfar havde indprentede mig netop de ord, men det var mange!

Min farfar Hans var egentlig på bunden en stille mand, der holdt af sine daglige rutiner og gøremål… -og af øl.. Som jeg tidligere har skrevet i et andet indlæg, kunne jeg godt mistænke hans slægtled for at have spædet lidt til med aspergers-gener, men jeg er ikke sikker.

I efterkrigstiden kørte min farfar Danmark tyndt som oliefyrssælger for firmaet Calpam. Det var et job der krævede en udadvendthed som jeg tænker, ikke umiddelbart lå til ham.

Tiden og omstændighederne som eneforsørger med en kronisk syg kone, min farmor Lizcie hjemme, tvang ham imidlertid til, ligesom Gene Hackman, at trykke på en knap inde i sin hjerne og finde det langt mere udadvendte alter ago, spradebassen ’Onkel Hans’ frem.

Ellers solgte han ingen oliefyr.

Når han kom til Sønderjylland holdt han gerne sin kæft de første 10 minutter og lod de lokale drikke ham til, mens at de på det lokale tungemål, bagtalte ham Kjøvenhavneren –om end de måtte indrømme at han kørte en mindre og mere ydmyg bil end de andre sælgere (hvilket naturligvis var et helt bevidst valg fra min farfars side)

Det var så her at han afslørede overfor de lokale bønder at hans far var fra Haderslev –og at han derfor forstod alt hvad de sagde.

SÅ blev der skrevet købsaftaler!

Men min farfar var ikke ’Onkel Hans’. Det var bare en rolle han spillede. Eller på moderne dansk. Han fakede. Og efter at han var gået på pension og havde begravet sine kone –og ulykkeligvis også sin søn –lagde han også endegyldigt ’Onkel Hans’ i graven og blev den han nok mest af alt, i virkeligheden var.

En stille (i dag ville man kalde ham introvert) mand, som stod foran sit hus ved Tinkerup Strandvej og pressede en 500 kroneseddel ned i hans eneste barnebarns halvt åbne hånd.

Selvom han døde i 2002, var min farfar og hans bedrifter allesteds nærværende, da jeg i teatersalen anno 2014 afsluttede min lille score-forelæsning foran mine, nu utilsløret måbende dramaelever, med en pointe om at skuespil, som jeg ser det, for en stor dels vedkommende handler mere om benhård teknik end om dybe følelser -samt om at kende til, kunne aflure –og imitere social adfærd.

I den sammenhæng fremhævede jeg mit akavede scoringsforsøg i 1998 som et klasseeksempel på, hvordan man, i langt de fleste tilfælde, IKKE skulle bære sig ad. Når det så nu alligevel var lykkedes kunne det givetvis tilskrives et kombination af dumhed, held –samt at vi befandt os et sted, hvor det at se grim ud med fuldt overlæg, til en vis grad kunne retfærdiggøres.

Jeg afsluttede mine talestrøm og tog afsked med mine elever, med en opfordring til dem om være en lille smule dumme –bare en gang i mellem.

Herefter afleverede jeg mine nøgler på kontoret og gik herefter op i biblioteket for at nyde et glas køligt hvidvin og lytte til alle de pæne ord, den lille træskosbesatte Gene Hackman-klon nu havde at sige om mig.

Da han var færdig, takkede jeg, og tog for en kort bemærkning selv ordet.

Jeg bad mine kollegaer –og min ledelse love mig at se efter –og passe godt på ’gardinbørnene’.

I de 7 år jeg havde undervist i drama, havde jeg haft hundredevis af børn og unge fra over 50 forskellige lande igennem min teatersal.

I den forbindelse havde jeg hæftet mig ved, at der på hvert hold altid var en enkelt eller et par stykker, der langt hellere ville nyde den beskyttelse salens 5 meter høje tunge, sorte gardiner gav dem, end de ville sidde frit eksponeret, blandt de øvrige, rundt om scenen.

Ligeledes brød gardinbørnene sig meget lidt om at står spotlyset, på scenen, hvis at der vel at mærke var et publikum, der kiggede på dem.

Hver gang at der blev afholdt prøver –eller eksamener i faget (og det blev der ofte) havde jeg derfor den særaftale med gardinbørnene om, at de –som de eneste kunne få lov til at lave deres fremlæggelse med mig som eneste anden person i salen.

Igennem årene var jeg blevet både rørt og overvældet af de præstationer, gardinbørnene havde leveret, som hørte til i blandt de bedste jeg nogensiden havde overværet.

Der, på scenen, kunne de i ro og mag –og til deres store lettelse erfare, at alt adfærd ikke nødvendigvis behøvede at være dybtfølt. Man kunne bare lære sine replikker, indgå at støde ind i rekvisitterne -og så ellers ’ lade som om’

Således sluttede min sidste arbejdsdag, på den Internationale skole.

Jeg har sidenhen, i min nye branche, haft rig mulighed til at forske videre i de tanker jeg har gjort mig, om hvorvidt det er muligt at bygge bro mellem det som skuespillere kan og de værktøjer vi med diagnoser ofte mangler –eller ikke ved hvordan at vi skal bruge.

Jeg arbejder fortsat på sagen –og har i den forbindelse ikke holdt mig for fin til at eksperimenterer med mine egne hjemmelavede børn.

Således øver vi, min søn, datter -og jeg selv os, i ny og næ, i at ’lege’ at vi er normale.

Ikke fordi at vi på nogen måde skammer os over at være os, men fordi at det at være ’normal’ kan være ganske praktisk i visse sammenhænge.

Min datter på snart 15 har således for længst, med sin mor som observatør, gennemført tøjkøb i H&M, hvor hun næsten har formået at smile af ekspedientens velmente forsøg på smalltalk.. 🙂

Min venne –og bekendtskabskreds som tæller både professionelle skuespillere, instruktører og andre med relation til kunstverdenen, har ud over at måtte lægge ører til mine idéer, kunnet bekræfte mig i at nørde-faktoren i hvert fald er tårnhøj indenfor deres branche og at mange af dem egentlig har det bedst -og er aller mest trygge, når de arbejder.

Men fair nok. En del af de læger, jurister –og håndværkere jeg kender, sige faktisk nogenlunde det samme.

Så hurra for os gardinbørn! Vi er over alt.❤️

Pas godt på os!

Hurra, også, for Gene Hackman. En film han er med i, er altid en god film!

OG æret være min farfars minde.

Nå ja, for resten.

I vil vel gerne vide, hvad der efterfølgende skete, da Anne og jeg var blevet trætte af at skære ansigter af hinanden, den gang i teatersalen på Ærø i 1998.

Jamen, det er såmænd ingen hemmelighed.

Mens at festen ligeså langsomt ebbede ud og lysene slukkede, trak vi i al ubemærkethed om bag et 5 meter højt, sort, tungt gardin.

Og så kyssede vi.

Tak fordi at du læste med. Del gerne.

Du kan følge mig her -eller på http://www.facebook.com/autismeplusfar

kh. Morten