Hvorfor skal det være sådan her? (Om at skrive til sine børns sagsbehandler en søndag morgen -og samtidig drømme om stramtsiddende dragt, kappe og gummistøvler)

IMG_6612

Hey…Jeg har brug for en overspringshandling.

Det er søndag, tidlig morgen, og jeg sidder og skal til at skrive et brev til mine børns sagsbehandler.

Endnu et brev, til endnu en sagsbehandler…

En søndag morgen…..

Hvor fedt er det lige??!!

Så her er en historie. En kort en!

Selvom min mor sikkert hårdnakket vil påstå, at jeg var verdens sødeste, klogeste dreng, så er sandheden nok, at jeg var lidt af en mundfuld.

Som lille nørd, opførte jeg mig nemlig ,til tider, ret akavet i sociale sammenhænge, var mere end almindeligt klodset og tilmed, hvad man nok med et diplomatisk udtryk ville betegne som ’kraftigt bygget’ .

Nogle gange var jeg ALLE tre ting på én gang.

Lidt ligesom sådan et lille temperamentsfuldt, (for det var jeg også) blegt kinderæg.

Til gengæld kunne jeg tale længe før at jeg kunne gå –og det var måske nok det mest irriterende ved mig.

Men det var også min superkraft –fandt jeg ud af.

Stort set alle mænd i min slægt havde været håndværkere. Jeg kunne ikke slå en pind i en lort uden at ødelægge begge dele. Det stod ret tidligt lysende klart.

Så jeg blev ordsnedker.

Som ung mand, på kommunikationsstudiet, satte min underviser mig til at oversætte fuldkommen ulæselige beskeder, fra det offentlige til borgerne, til almindeligt, letforståeligt dansk.

Jeg elskede det og drømte mig væk til en fremtid hvor jeg, iført stramtsiddende dragt og kappe og gummistøvler, skulle flyve rundt og hjælpe folk der ikke kunne forstå, hvad det store grumme kommune-monster skrev til dem

Så fik jeg børn.

Verdens sødeste, klogeste børn, hvis man spørger deres far.

Men, hvis sandheden skal frem, også mega nørdede, socialt akavede, temmelig klodsede, pletvis temperamentfulde –og udadreagerende, men til gengæld meget atletiske –og derfor også uhyggeligt hurtige.

Deres smukke, kloge mor, har nemlig meget lange ben.

I kølvandet på børnenes autismediagnoser fulgte en sky af papir.

Lidt ligesom i første bind af Eventyret om Harry Potter, hvor troldmandsskolen Hogwarts begraver familien Dursleys hus i ugler med breve.

Her følte vi os så blot som en troldmandsfamilie, der blev begravet i breve fra de ikke-magiske mugglere..

Mødeindkaldelser, afgørelser, afslag –og flere afslag.

Havde vi været enige i brevenes indhold, kunne vi sådan set bare have ladet os begrave i dem.

Det var vi langt fra altid. Enige, altså.

Brevene bar nemlig ofte præg af, at være skrevet på et grundlag af mangelfuld viden –og research.

Og da deres indhold ofte havde vidtrækkende konsekvenser for hele familien, var der ikke andet for, end at fare i blækhuset og skrive tilbage.

Vi blev et fantastisk team, børnenes mor og jeg selv. Hun tyggede sig igennem serviceloven, jeg skrev, hun læste og kasserede halvdelen. Jeg brokkede mig højlydt, indså at hun havde ret og begyndte forfra på:

Ansøgninger, beskrivelser af børnene, flere ansøgninger, klager og…….klager.

Det er fuldkomment langt ude, så meget tid, vi brugte på at skændtes, stresse -og på at skrive.

Tid vi kunne have brugt på at være kærester eller på at sove –for det hele foregik som regel om aften -eller om natten, efter af børnene havde fået deres Melatonin tabletter og var lagt i seng.

Den gode nyhed var, at lortet virkede…

Så….

Her sidder jeg så igen, en søndag morgen og skriver..

Endnu et brev til endnu en sagsbehandler.

Hvorfor skal det være sådan?

Jeg forstår det virkelig ikke.

Jeg fik i øvrigt heller aldrig den der stramtsiddende dragt…

-med kappe

Havde ellers, langt om længe, tabt mig.

Øv!

Tusind tak fordi at du læste med.

Du kan også følge mig på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Den professionelle side af mig kan du finde her
http://psyk-ressource.dk/kontakt/

De ældre indlæg kan du finde her på siden -eller på Facebook.

Læs eksempelvis denne her:

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1243317225756425&id=1241314972623317

God søndag (trods alt 😉)

Morten

Til eventuelle nye læsere.

Hej. Jeg hedder Morten. Jeg er 42 år far til to børn – en pige på 15 og en dreng på 12 med autisme – et handicap de angiveligt har arvet fra mig.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent inden for psykiatrien.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi

Posted in Far

2 thoughts on “Hvorfor skal det være sådan her? (Om at skrive til sine børns sagsbehandler en søndag morgen -og samtidig drømme om stramtsiddende dragt, kappe og gummistøvler)

  1. Hallo
    Det er super fedt at læse dine indlæg – jeg føler mig sgu hel ok og normal, når jeg læser hvad du går igennem.
    Normal er jeg ok dog heldigsvis ikke, men så ok da med en chance for at klare mig i livet også selv om jeg for nyligt led sedskibsbrud – kommunikationsproblem med min skoleleder
    Tak for din blok – din nye indlæg får mig igen til at mærke at det nok skal gå også med mit skæve liv, familie og børn der giver udfordringer og en far det nu også er uden fast arbejde. Nu pædagog vikar i et vikarbureau – lidt usikker indkomst.
    Tak igen

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s