Man kan sagtens holde virkelig meget af et sted og det selvsamme sted kan samtidig sagtens være et objektivt godt sted, uden altid at være det.
Stedet kan være smukt, praktisk og, i følge al logik, rigtigt for en og så alligevel, i nogle sammenhænge, føles forkert.
Så forkert, at man har brug for at blive omplantet eller brug for at omplante sig selv.
Midlertidigt eller permanent.
På kort sigt, for at kunne trække vejret helt ned i lungerne. På længere sigt for at kunne udvikle sig.
Vi bor ret godt. Det snakker vi tit om.
Centralt smukt, grønt og temmelig hemmeligt, bag en vildtvoksende lille park med høje gamle træer i et hus vi holder af, med en lille have og med hyggelige rum, vi har gjort til vores egne.
Huset ligger i den Københavnske bydel Vanløse og inden for en kilometers radius af hvor vi bor findes mindst 8 store og mindre supermarkeder, samt et væld af andre butikker.
Alligevel kører min voksne datter Freja og jeg ret ofte de tre en halv kilometer længere ind mod centrum, for at handle i Føtex på Vesterbrogade, selvom den har nøjagtigt det samme sortiment som den Føtex, der ligger 350 meter fra vores hoveddør.
Det var (naturligvis) Freja der blotlagde logikken bag, hvorfor det giver mening at tage ti gange længere væk end hvad der er praktisk nødvendigt.
Vi har boet her i Vanløse i 10 år.
Og selvom vi bor centralt og selvom her er smukt, hyggeligt, grønt, praktisk og hemmeligt er Vanløse også stedet, hvor vi har gennemlevet vores hårdeste tid, som familie.
For børnenes vedkommende halvdelen af deres liv. Med angst, ufrivilligt skolefravær, m.m.
Det var ingens skyld, men det var her det fandt sted.
Og den slags sætter sig.
I vejtræer, fortove, bygninger, facader, butiksruder, i byrummets lys, rytme, følelse og lyd.
Det er en grov forsimpling, når man siger at mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift.
Mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift, der ikke umiddelbart giver mening.
Ligesåvel som jeg tænker, det gør sig gældende for de fleste.
Diagnoser alle ej.
Vesterbro er ikke ligefrem verdens grønneste bydel. Bygningerne står tæt, skulder ved skulder og hæver sig op i 5 – 6 sals højde eller mere.
Vesterbrogade er både handelsgade og udfaldsvej. Trafikken er massiv. Især i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor vores Føtex ligger .
Sanseindtrykkene er mangfoldige og umulige at bestemmer retning og ophav på, klientellet spraglet, hurtigtgående og/eller højtsnakkende.
Fortovet foran Føtex er alt for smalt.
På mange måder alt det en autistisk hjerne potentielt ville have lyst til at løbe skrigende væk fra.
Men….
Vesterbro er en ubesmittet bydel. Den kender intet til vores fortid. Den er fri for potentielt re-traumatiserende aftryk og indtryk og når man spejler sig i butiksruderne mødes man af den person man er blevet til og ikke af den person man har været.
Åben og formbar ligger den der og venter, som en gæstebog med blanke sider på, at vi skriver os selv og vores ærinde ind.
Morten Gantzler Oschlak, Freja Gantzler Oschlak.
Far og datter.
Vi køber ind, omplanter os selv, digter en ny fortælling.
Apropos no see. Jeg ved det. Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.
Men bare rolig. Jeg er i proces, som man siger på moderne managementdansk.
Indtil videre spænder resultatet af min manglende evne fra kikset til arrogant.
Solbrillerne gør det ikke bedre 🙄
Men solbriller må der til. Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu.
Jeg har jo, trods alt, haft en troldsplint siddende i øjet temmelig længe.
Her kort før skolernes sommerferie 2023 havde jeg mulighed for at være medunderviser for to hold medicinstuderende på Københavns universitet.
Som fagperson og patient case.
Her fortalte jeg først om splinten og dernæst om, hvordan at den, fordi at den netop er en lille, tilsyneladende undseelige splint, man ikke mærker noget til, kun langsomt vrider ens perspektiv og hverdag ud af facon.
Langsomt, men sikkert.
“Faldet” indfinder sig først i det øjeblik hvor kløften mellem ens indre verden og den ydre virkelighed man lever, arbejder, bor, ånder og elsker i, er så stor at den åbner sig under en, uden mulighed for yderligere fodfæste på nogle af siderne.
………………
“Og stykkerne var knap så store som et Sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i Øinene, der blev de siddende”
Historien, groft forsimplet, i HC Andersens eventyr om Snedroningen, lyder:
◦ Djævlen laver et magisk spejl, fordi han er Djævlen og fordi han kan.
◦ Spejlet går i en million stykker.
◦ Stykkerne havner i folks øjne og bum, så har vi balladen.
Det smukke fremstår pludseligt forvrænget og uskønt. gode intentioner fremstår onde eller, i bedste fald, suspekte, det lette og ligetil synes pludselig uoverkommeligt o.s.v
For de som nu, uden at vide af det, anskuer verden omkring dem gennem en lille splint fra et magisk spejl.
….………
Hvis HC Andersen er en af mine store helte er Dr. Jill Bolte Taylor, hjerneforsker fra Harvard University, en af mine store heltinder.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg kommet lidt for sent i seng eller ud af døren fordi at jeg lige skulle se hendes berømte TED talk én gang til.
I foredraget beskriver hun, med stor indlevelse, entusiasme, sin tørre humor, lynende intellekt men også med en lettere sløret stemme og hæmmet ansigtsmimik, hvordan hun næsten fortabte sig i den nørdede optur, det var for hende, som hjerneforsker selv at blive ramt af en massiv hjerneblødning, at det næsten kostede hende livet.
Hun “glemte” at ringe efter hjælp og da hendes hastigt døende hjerne endeligt kunne løsrive sig fra alle de spændende videnskabelig observationer, den foretog af sin egen deroute, var det næsten for sent.
Tragisk, absurd, virkelig nørdet og takket være Dr. Jill Bolte Taylor, på en eller anden måde grotesk morsomt.
Jeg kan, i en eller anden grad, godt relatere til Dr. Jill Bolte Taylor.
Da jeg selv blev ramt af føleforstyrrelser i højre side af kroppen og glemte navne på folk jeg havde arbejdet sammen med i årevis, var jeg således dybt optaget af at gøre mig klogere på fænomenet stress hos børn- og unge med autisme, ADHD og andre komorbide tilstande.
Flot!
Jeg var så optaget af stress, og alt muligt andet, at jeg og folk omkring mig komplet overså min egen, selvom (eller måske nærmere fordi) at den sad plantet lige midt i mit synsfelt.
Så jeg mistede fodfæstet og faldt.
Der skulle faktisk en mindre blodprop og et knaldhøjt blodtryk til at sparke de sidste stykke knastøre klippeafsats væk, før jeg blev opmærksom på den.
Stressen eller troldsplinten. Same/same, potato/potahto.
Stress og troldsplint er det samme. Det havde I opdaget, ik?
Ikke at jeg højt og helligt kan love, at samtlige af de fremtidige læger, jeg havde fornøjelsen af at undervise før sommerferien, tager ordet “troldsplint” i anvendelse i deres fremtidige praksis, men man har vel lov at håbe.
Noget af det jeg selv længe havde kredset om, og var optaget af, helt ind i venteværelset på Hvidovre Akutmodtagelse, hvor mit arbejdsliv så til gengæld blev sat eftertrykkeligt på pause, 9 januar 2023, var det at mange børn- og unge med autisme m.m er særligt udsatte for at blive ramt af stress.
Samtidig havde års arbejde med børn- og unge med særligt komplekse profiler efterhånden efterladt mig med den klare opfattelse, at det er netop stressbelastningen og hvordan vi reducerer den, vi bør og skal forholde os til, som det alleførste, når vi møder dem, som professionelle.
Lettere forenklet, kan man tale om dem som særligt udsatte fordi at deres indre verden ofte er ude af sync. med den ydre verden de forsøger at færdes i.
Mange kæmper bravt en tid og spejler sig efter bedste evne i en virkelighed og hverdag med indtryk, udtryk, krav og koncepter der, i det store hele er designet til den ikke autistiske hjerne.
De spejler sig indtil spejlet brister i millioner af stykke og stressen, som en troldsplint i øjet, vrider deres perspektiv ud af facon.
En troldsplint der, når den har siddet der tilpas længe, som en djævelsk prisme spalter lyset fra den eneste verden man efterhånden kan huske at kende til.
Den forvreden verden, hvor det smukke (ofte en selv inklusive) fremstår uskønt, det gode fremstår ondt og hvor det lette og ligetil synes uoverkommeligt.
Jeg har været delvist sygemeldt i 6 måneder, nu. Det er også derfor at jeg har haft lukket mere eller mindre ned for bloggen.
3 af månederne har jeg været patient hos Arbejdsmiljømedicinsk afdelings stressreducerings klinik på Bispebjerg Hospital.
Det har været ret vildt. Og vildt lærerigt.
Den vigtigste erfaring, jeg tager med mig tilbage på arbejdet (jeg begynder igen på onsdag, på nedsat tid) er forståelsen af hvor lang tid det reelt tager at blive rask.
Ikke helt rask, men rask nok til atter at kunne arbejde og til atter at kunne lære.
Ikke at det med at have dyb respekt for tidsperspektivet, ifm. stressreducering og restitution hos børn- og unge, har været noget jeg har forsømt at kloge mig over før i tiden.
Jeg snakkede om det konstant, før “faldet”.
Det var i den grad den hellige gral i mit professionelle virke.
Nu forstår jeg tilmed hvorfor.
Men som en anden Dr. Jill Bolte Taylor “ultralight” (bliver aldrig halvt så hardcore som hende) skulle jeg åbenbart være mit eget ufrivillige forsøgsobjekt, før jeg for alvor fattede det.
To ting.
1. Troldsplinter er porøse. De lader sig ikke bare fjerne i ét hug, men skal lempes ud over tid. Prøver man at forcere processen, går de blot i endnu flere stykke.
2. Arvævet. Selv når troldsplinten er fjernet helt, efterlader den et lille stykke arvæv, hvor den har siddet.
En lille blind plet, et minde og måske, hvor mærkeligt det end må lyde, en længsel.
En længsel efter et forvredent, men trygt perspektiv, der i lang tid kan virke som et mere fristende alternativ til den verden, men nu skal lære at begå sig i.
Det er blandt andet derfor jeg går så meget med de solbriller for tiden.
Inde, ude, i gråvejr. I hvert fald noget tid endnu. Det tætteste jeg kommer på VIP 😉
På et tidspunkt tænker jeg dog, at jeg vil begrænse brugen af dem til når solen reelt skinner. Som navnet jo også mere end antyder.
Sol-briller.
Og så må vi jo se om jeg, til den tid, også kan finde ud af at kigge ind kameraet, når jeg selfier den.
Jeg er en skovl til at kigge ind i et kamera. Jeg rammer altid lidt ved siden af.
Det er jo også bare det, at min hverdag og mit perspektiv åbenbart har været vredet godt og grundigt ud af facon i noget tid.
Lægerne og psykologerne mener at det i hvert fald drejer som om 10 år… ish.
Så jeg skal lige lære det.
Husk det, kære læsere. Pårørende såvel som profesionelle. (Og tak for at have hængt på, i den halvdøde periode, her på bloggen)
Stressreducering tager tid og der findes ikke en one size fits all model for, hvad stressreducering vil sige for den enkelte.
Heling tager tid.
Genoptræning tager tid.
Det gælder sådan set for alle.
Ramte børn- og unge, deres forældre, de fagfolk som arbejder med begge grupper og selv kan blive ramt.
Stress er en djævelsk og gennemgribende sygdom, som efterlader et aftryk, selv når man formelt er helbredt.
Mindet om- og den sære længsel efter det forvredne perspektiv, fortoner sig kun langsomt.
Arvævet skal man leve med for altid.
Been there. Got the sunglasses 😎
Vi ses derude
Sådan gradvist 😉
Ps. Udlover Dr. Jill Bolte Taylors fremragende TED talk (Google den) vil jeg naturligvis anbefale at man støver HC Andersens Snedronningen af. Den holder den dag i dag. Og så har politikeren Jacob Mark skrevet en klog og ærlig biografi med titlen: “Fartblind” Den handler sjovt nok også om stress og øjne. Læs den. Den kan varmt anbefales.
Ok. Jeg giver jer lige følgende billede, vel vidende at det muligvis, som udgangspunkt lyder fjollet, men forestil jer mig, en praktisk bygget mand, lidt for tæt på de 50.
Praktisk bygget, på duplo måden.
Legoklodsen, altså.
Skulle man, guderne forbyde det, få brug for at skille mig ad og samle mig igen, ville jeg nok højst bestå af 6 slagfaste elementer.
Min kone og mine børn, derimod, er de dyre sæt, forestillende Taj Mahal og andre arkitektoniske vidundere.
Godt så.
Forestil jer så midaldrende duplo Morten, iført sin lige så slidstærke Fjällrävenbuks, sine brune læderstøvler, solbriller, sweather, mørkeblå blazerjakke og skuldertaske, frosset i tid og sted omgivet af et hav af små blomster og med et saligt smil smurt ud over de blege læber.
Hvert år, ved samme tid, sådan omtrendt halvvejs gennem marts slår den samme lille, smukke, sarte blomst og dens tusinder af søskende ring om huset vi bor i.
I haven bagved, langs havegangen samt i parken foran. Blomster overalt.
Den melder gerne sin ankomst i takt med at det sidste tynde lag sne overgiver sig til solen.
Her blander den, med sin fremkomst, gradvist farvepaletten nedefra indtil alt hvidt, plet for plet, er erstattet af blåt.
Vil man væk fra vores lille hyggelige “familieplanet” i Vanløse går rejsen således, i hvert fald for en tid, gennem et sart men kompakt bælte af små blå asteroider i senvinter kredsløb.
Som det kan hænde med så meget andet her i livet, har blomsten og dens søskende, som ved et trylleslag, imidlertid været forsvundet, før jeg har været nået fra blot at passere dem, til rigtigt at kunne påskønne deres nærvær, blotte eksistens og skønhed.
Eller rettere, sådan har det været samtlige de 10 år vi har boet her.
Lige indtil en dag, her sådan omtrendt midtvejs gennem marts måned, hvor jeg gik i stå halvvejs gennem alt det blå.
Da jeg kom til mig selv var der tre tanker der omgående meldte sig:
For det første slog det mig at jeg ikke anede præcis hvor længe jeg havde stået stille, ligeså vel som jeg havde glemt, hvor jeg var på vej hen.
For det andet priste jeg mig lykkelig over at jeg ikke havde fulgt, hvad jeg svagt erindrede havde været min første indskydelse og havde lavet blomster udgaven af en sneengel.
Det havde været den rene duplo krop massakre af de kære små.
Min tredje tanke var, at jeg absurd nok, selv efter 10 års flygtigt on/off naboskab, ikke kendte navnet på blomsterne.
Et Facebook opslag senere var den sag klaret.
Jeg har i efterhånden mange år arbejdet med børn -og unge, der har tilbragt måneder og år i ufrivillige skolefraværende eksil på deres egne små planeter.
Altså virkelig små planeter. Nogle gange helt ned til værelsesstørrelse.
Billedligt talt og voldsomt forenklet, har min opgaver været at få børnene og de unge mennesker ud til “blomsterne”.
Mine egne to unge mennesker inklusive.
Set fra mit perspektiv har fordelene ved den verden jeg tålmodigt har prøvet at gøre børnene og de unge mennesker til statsborgere i på ny, altid været så åbenlyse og attraktive at jeg længe har undret mig over, hvorfor det ofte har taget så uforholdsmæssigt lang tid for dem at lægge tilværelsen som eneboere på de små mørke værelsesplaneter bag sig og følge med mig ud lyset.
Til skønhed, samfund, skole, fællesskab, fremtid, forår, luft, læring, liv,
Og skal jeg være piv ærlig, så var det faktisk først da jeg stod med fødderne dækket af små blå blomster, for første gang rigtig kiggede på dem, for første gang formåede at værdsætte deres flygtige skønhed og da jeg for første gang fik lyst til at lære deres navn at kende, at jeg helt forstod det.
Forstod hvor svært det kan være. Forstod hvorfor at det kan tage så lang tid.
…………
Befinder man sig på autismespektret og det gør mange ufrivilligt skolefraværende børn og unge, nogle endnu udiagnosticerede, er man som udgangspunkt udsat for at ramme stressloftet før mange andre.
Mange der har været genstand for traumatiske oplevelser og/eller er blevet ramt af svær stress, kan efterfølgende opleve at de har større eller mindre huller i deres hukommelse.
For personer på autismespektret kan det betyde at de udfordres yderligere på et område, hvor en del allerede kæmper, nemlig ift. at kunne danne kategorisere og anvende erfaringer.
I ved. Som når de fleste af os, ved dagens afslutning, med største selvfølgelighed ligger summen af alle oplevelser og indtryk på vægtskålen og med ret stor sikkerhed, kan konkludere at: “Dagen i dag var en god dag, fordi………………”
Man ved det bare. Det føles rigtigt. Man ved også at man nu er en erfaring rigere, som man efterfølgende kan husker og anvender fremadrettet.
Både som skabelon og målestok for strategier man kan støtte sig op af ifm. andre gode dage, men også ift. de mindre gode at slagsen.
Strategier.
For de fleste af os kører de bare.
Som den usynlige kode alle vores forestillinger, formodninger, forventninger valg og handlinger er skrevet i.
Vi har strategier for det meste, men ænser knap når vi anvender dem, fordi at de giver mening og får vores verden til at hænge sammen og virke logisk og tryg.
Bygget af vores erindringer og erfaringer fodrer strategier os således dagligt med mængder af energi og overskud, som frigøres til os fordi at vi ikke skal gøre alting, som var det første gang.
Forestil jer at skulle gøre alting, som var det første gang. Det er ikke rart, kan jeg afsløre og alternativet, at gøre næsten ingenting, kan hurigt blive det åbenlyst mest attraktive.
Der kan være mange årsager til ufrivilligt skolefravær.
Jeg får muligvis hug for det her, but so be it.
Ufrivilligt skolefravær behøver ikke nødvendigvis altid at være nogens skyld.
Autismes skyld, måske, fordi at den og dens følgesvende, angst, OCD mfl. er så pokkers komplekse og kan sætte enhver på prøve.
De dygtigste, de mest kærlige, de med de bedste hensigter og ikke mindst de som lever med autismen, oplever hvordan at den griber ind i deres tilværelse, men ikke altid kender alle mellemregningerne og derfor er handlingslammede.
Kæder af uforudsete begivenheder, der ikke nødvendigvis alle har noget med skolen at gøre, kan hurtigt griber ind i hinanden.
Omstændighederne river og flår i en. Man ser dem sjældent komme, men mærker dem tydeligt og før man ved af det og uden at man nødvendigvis ved hvorfor, har skolen forvandlet sig fra et sted man plejede at komme til en fjern flimrende lysplet, man kan iagttage gennem et teleskop.
…………
I det følgende tager jeg udgangspunkt i at skaden er sket.
Godt så
Prøv at forstille jer, at man sidder der, på sin egen lille planet, på den forkerte side af en lukket dør og at strategierne der passer på verden uden for enten mangler eller i bedste fald er hullede, usorterede og uden label.
Forestil jer ligeledes måske kun at have energi, overskud og udsyn der knap og nap lige rækker fra en dag og til den næste.
Direkte adspurgt, ville man måske tilmed have mere end vanskeligt ved at redegøre for, hvordan i alverden man, i første omgang, lige endte bag den dør.
Noget kan man huske , meget har man glemt. Fortællingen hænger ikke sammen.
Først var man lille, så større, så stor, man gik i skole, der skete et eller andet og pludselig en dag var man der bare.
Bag døren, på værelsesplaneten. Uden overskud til at kunne lære. Bare være.
Og værst af alt, uden en sammenhængende kronologisk fortælling om -eller en forklaring på hvorfor.
I hvert fald ikke en der giver mening.
“Hvad skete der lige?
“Hvad laver jeg her?
Kunne man med rette rette spørge.
Uden for døren tales der måske om skolevægring, autisme, angst, OCD og skønt man måske kender ordene og har nikket overbevisende, mens at man fik deres betydning forklaret, har man måske alligevel i al hemmelighed efterfølgende googlet dem.
Og undret sig.
For hvad betyder ordene i relation til en selv?
“Hvad fanden sker der egentlig?”
Langsomt går det måske op for en, at man er hovedpersonen i en fortælling, hvor hele kapitler føjes til i ens ufrivillige fravær, og hovedpersonen i møder man ikke selv deltager i.
Man er måske tilmed en kampplads for andres følelser af skyld, skam, magtesløshed, sorg og frustration.
En andre snakker om. En andre vil noget med.
Det, i sig selv, kan være stressende.
Hører man det ikke gennem døren, kan man mærker det, som en sitren i luften mellem en selv og alle de aktører i ens liv der, drevet af kærlighed og professionel stolthed vittigligt vil en det bedste, når de kigger ind fra en verden der, set fra deres perspektiv er et åbenlyst mere attraktivt alternativ til den som man, i mangel af bedre, har bygget til sig selv.
På et tidspunkt, hvis man kan mønstre bare det mindste overskud, gør man måske hvad andre børn og unge, før eller siden gør.
Skaber en simpel (mod) fortælling der hænger sammen og lige akkurat kan klemmes ind på ganske få kvadratmeter. En fortælling man kan se sig selv i.
Man udfylder de tomme pladser i et manuskript om diagnoser og selvforståelse andre måske tror at man kender og har styr på.
Man skaber en ny kronologi hvor den gamle er gået i stykker. Skaber mening, hvor der ingen mening er.
Bygger en ny verden. En ny virkelighed.
Og lever fra dag til dag.
Alt det her jeg læst om, arbejdet med professionelt og gennemlevet som far til mine egne ufrivilligt skolefraværende børn med autisme, på begge sider af lukkede døre
Men det var først sådan omtrendt halvvejs gennem marts måned, da det sidste lag sne overgav sig til solens stråler, at erkendelsen for alvor indfandt sig.
Erkendelsen af hvorfor at det er så svært. Hvorfor at det kan tage så lang tid.
En erkendelse jeg ikke havde kunne gøre mig blot 6 måneder forinden.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg p.t er delvist sygemeldt med stress, har været det siden årsskiftet og skal være det en rum tid endnu.
Havde man spurgt mig dagen før jeg røg ind på akutafdelingen ville jeg have svaret, at jeg da skam havde det fint.
Da lægerne og psykologerne efterfølgende prøvede at forklare mig, at det her jo nok var noget jeg gradvist havde arbejdet mig frem imod over de sidste 10 års tid, strittede jeg først voldsomt imod.
Min hukommelse var så godt nok også jævnt udfordret af store huller i -og bekvemme omskrivninger af historien om mig selv.
En fortælling der virkede sært velkendt, nu blot med mig i den helt forkerte rolle.
Hvad pokker var der sket?
Hvad lavede jeg lige her?
Da de rare mennesker, som jeg ville have gjort det i deres sted, havde hjulpet mig med at få kronologien på plads, og havde toppet det hele med en diagnosekode, som jeg udemærket kendte, passede pengene imidlertid.
10 år.
10 blå vækstsæsoner, som jeg trofast havde padlet mig igennem, så blind for den vidstrakte, åbenlyse blomstrende skønhed, for mine fødder, at selv ikke et kor af kongerigets mest charmerende botanikere, ville have kunne vækket min interesser.
Her stod jeg så, den dag i marts, 2 måneder inde i min sygemelding, praktisk bygget, smilende, åben, sansende, med lyst til at lave blomsteregle og åbenbart også (et udtryk jeg ellers hader) i en form for proces.
Og jeg kom til at tænke på alle de ufrivilligt skolefraværende børn og unge jeg vidste, hvert år vågnede op rundt omkring på deres værelsesstore planeter.
Konge og dronninger af deres mindst ringe alternativer til en, set fra andres perspektiv, åbenlyst attraktiv verden med skønhed, samfund, skole, fællesskab, fremtid, forår, luft, læring, liv.
Men også en verden, jeg nu for alvor indså, de ikke ville kunne påskønne, lære blomsternavne i eller have strategierne til genvinde deres statsborgerskab til, før at mindst to spørgsmål som udgangspunkt ville være blevet besvaret.
Spørsmål gode mennesker, drevet af kærlighed og professionel stolthed måske ville tænke at børnene og de unge selv ville kende svaret på.
1. “Hvad skete der lige?
2. “Hvad i alverden laver jeg her?
To tilsyneladende enkle spørgsmål, som jeg, som stressramt, al min profesionelle erfaring til trods, var ude af stand til selv at besvare, uden andres hjælp.
…………
Hvor end man nu måtte befinde sig i omsorgs, undervisnings eller behandlingskredsløbet bør besvarelsen af disse to spørgsmål være selve fundamentet man bygger på.
Bagudrettet opklaring der giver mening og skaber mening.
Så kan der gendannes erindringer, dannes erfaringer skabes strategier og tidsnok indlæres blomsternavne, kongerækker og algebra med den unge spørger, som aktør i egen og ikke blot i andres fortælling.
………
Afslutningsvist.
Apropos tallet to.
Ud over den (for mig) helt store erkendelse, har jeg i hvert fald lært mindst to ting yderligere under mit ufrivillige arbejdspladsfravær.
1. Seks store duploklodser med otte knopper, kan kombineres på 915 millioner måder (jeg er , med andre ord, mere kompleks end først antaget OG der er plads til forbedring)
2. Navnet på den blå blomst og dens tusinde at søskende, der hvert år slår ring om huset vi bor i, på planeten vi bor på.
Man overser den let, “Mètre étalon”, en lille hylde af marmor, der er installeret under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.
Jeg overså den ikke. Slet ikke.
Faktisk havde jeg gjort det til min mission at finde netop den hylde, da jeg som ranglet, nørdet teenager, for en kort bemærkning, var raget uklar med min mor, under et besøg i byernes by.
Hvori uenigheden med mor helt nøjagtigt bestod, kan jeg simpelthen ikke genkalde mig (vi er gode venner i dag), men det var i hvert fald så meget liv eller død for 16-årige mig, at jeg i en hel lang dag konsekvent nægtede at følges med hende.
Så efter en kop tavs kaffe og nogle tørre, men alligevel vidunderlige små stykker brød med usaltet smør og abrikosmarmelade, som vores ældre franske værtinde serverede for os, i en herskabsstue prydet med udstoppede zebrahovedet, gazellehoveder, træmasker spyd og amuletter, som værtindens afdøde opdagelsesrejsende mand havde hjembragt, gik vi hver til sit. Min mor og så jeg.
Ha! Så kunne hun lære det!
Det viste sig senere hen, til min utilslørede weltschmerz marinerede teenager ærgrelse, at vi naturligvis havde været på stort set de samme lokationer, med ganske få timer, nogle gange minutters mellemrum.
Marmorhylden fik min mor dog aldrig at se. Den oplevelse var helt min egen. Og hvilken oplevelse. Jeg tror at jeg stirrede intens på den hylde i næsten en halv time.
Hylden var den ene af to overlevende af i alt 16, der blev installeret efter den 26. marts 1791 for at udbrede kendskabet til et nyt og revolutionerende stykke videnskab.
Slut skulle det være med at knibe øjnene sammen i lyset fra stråleglansen der før var udsprunget fra solkongens forbandende, forgyldte slot i Versailles.
Vive La revolution, Vive la republique, Vive la France.
En ny ære var begyndt. En videnskabens og oplysningens tid, hvor man skuede mod fjerne horisonter, men ingen horisont så fjern at rejsen mod den ikke lod sig udmåle i den nye enhed.
Meteren!
Defineret i øvrigt samme år af de franske astronomer Delambre og Méchain som 10 milliontedele af afstanden fra Nordpolen til Ækvator gennem en Parismeridian (naturellement) som man i øvrigt stadig kan finde i centrum af Paris Observatorium.
Den godt gemte og næsten glemte marmorhylde, som sure, nørdede teenager Morten stod og stirrede på, så han fik tårer i øjnene, der en gang tilbage i 1991 på 200 året for dens indførelse, var – og er præcis én standardmeter lang.
Præcis!
Et magisk, en lille smule farligt, men også særdeles kærkomment faktum tilbage i 1791.
Royale hoveder og gamle dogme stod for fald og der var, alt forandringen til trods (eller måske netop derfor), en stor del af tiden, sandt for dyden ikke ret meget at grine af.
Til gengæld kunne indbyggerne i Paris nu til hver en tid opsøge en af de 16 små måle-marmorhylder og finde ro og måske trøst i, at der da i hvert fald var én konstant, der fik verden til at hænge bare en lille smule sammen.
De kunne naturligvis også blot forvisse sig om, at de havde fået den længde reb, pølse eller hvidløgsranke de havde betalt for på markedet.
Eller, for at sige den på en anden måde.
I marts 1791 var der endnu små to år til at Marie-Antoinette og Ludwig den 16 skulle endes deres liv foran folkemasserne i guillotinen på Place de La Concorde præcis 2600 nye standardmeter væk, men tronskiftet havde for længst fundet sted.
Et tronskifte med den lille marmorhylde under arkaden på 36, Rue Vaugirard og dens 15 brødre og søstre, som de nye konger og dronninger.
Små sole af oplysning i folkets tjeneste.
Når alt andet ramlede (og det gjorde det i den grad i 1791) var en meter altid præcis en meter lang.
Magnifique.
…………
Ok. Hold godt fast. Nu tager vi lige et ordentligt spring i fortællingen. Og så alligevel ikke.
Året er 2023 Jeg er 48 år gammel og jeg har stress!
Sådan for alvor stress…. åbenbart
Så meget stress, at en lille blodprop listede sig ind på mig og kortvarigt satte min højre side ud af drift sammen med min evne til at kunne huske navnene på folk, jeg havde arbejdet sammen med i årevis.
Så meget stress at jeg vel p.t er 80 -90% sygemeldt og reelt ikke har en tidshorisont for hvornår jeg, med fuld styrke kan vende tilbage til det job jeg elsker og er virkelig god til, men som jeg nu tilsyneladende er for syg til at kunne passe.
Jeg skriver “tilsyneladende” for jeg forstår det faktisk ikke rigtigt, men lægerne og psykologerne er meget entydige på det område og de må vel forventes at vide en ting eller to.
Og undskyld, du som er nået så langt som hertil i teksten, men det her er ikke bare en fortælling om en marmorhylde i Paris.
Det er også en slags skriftemål.
I metermål.
For alt det her med at jeg tilsyneladende har stress, er simpelthen så vanskeligt for mig helt at begribe, selvom fire læger og to psykologer samstemmende har fortalt mig det.
Derfor har jeg brug for at dele det med dig.
Ikke for at du skal have ondt af mig (ej, fair nok, lidt måske) men mere for at få lov til at sige det rigtig højt. (Har allerde prøvet ude i min lille have foran kattene, og på en mark lidt uden for København, men det her fungerer bedre)
Således deklareret, kan fortællingen nu fortsætte.
En fortælling der dybest set også er en hyldest til de mennesker der p.t hjælper mig med en slags rekonstruktion.
For når stressen rammer, skal man ikke være alene.
Heller ikke selvom der måske nok står “Konge af egen hjerne” -samt “enmandshær” med svungen guldskrift på ens visitkort.
………
Attention!
Stress er snigeren med det lange tilløb. (også en unfair kombi)
Før man aner sine levende råd, står den foran gitterporten med fakler og høtyve og kræver ens ubetingede kapitulation.
Og når man rejser sig for at råbe. ”Hey! Stop en halv” og for at kæmpe med hvad man hurtigt opdager er tillært pondus, kollapser man til sin egen yderligere overraskelse under vægten af alle de lag, der i årenes løb er groet ud over ens oprindelige kerne.
Kernen.
Den fine skabning man i bund og grund selv tænker man er og gerne vil kendes som.
Med etik, drømme, håb, principper, visioner, kærlighed og overskud.
Lagene der sender en med næsen først direkte ned i perlegruset, repræsenterer så omvendt alle de ydre fortællinger om en selv.
Det kunne for eksempel være fortællinger om ens Job, karriere eller ens arbejde.
Bare for nu at nævne tre tilfældige.
Fortællinger som man, på en eller anden måde, ad åre har tillagt uforholdsmæssig stor værdi, som var det de hundredvis af kilo bladguld, der dækker træpanelerne, på den hovedløse og derfor også forlængst meget afdøde franske adels slot i Versailles.
Når tyngdepunktet mellem det indre og det ydre på et eller andet tidspunkt har forskubbet sig tilpas meget, kan selv den stærkeste kerne ikke holde sammen på skidtet.
Jeg overværede en gang hvorledes en artiskok (garanteret en fransk en af slagsen) der netop var blevet neddyppet i minus 200 grader koldt flydende kvælstof, blev fravristet sine rustning af kronblade med et let slag fra en hammer.
Det så vildt ud.
De mange nu frostsprøde lag raslede af som papirstyndt krystal i en omvendt kogleformet lysekrone og efterlod artiskokkens kerne og eftertragtede delikatesse, kaldet “hjertet” intakt og frostfrit, men også næste tragikomisk hjælpeløst i al dets lillebitte ikke videre prangende mørkegrønhed.
Havde man efterfølgende bedt artiskokken kigge sig selv i spejlet ville den næppe have kunnet genkende sit eget spejlbillede.
Sådan var det også med mig.
Der første par dage og uger efter sygemeldingen havde jeg, som mand uden lag, slot uden bladguld, artiskokhjerte uden kronblade, mere end vanskeligt ved at forholde mig til min indre, nu blotlagte kernes højde, bredde, dybde, skønhed og nytteværdi.
Jeg havde, med andre ord, desperat brug for en standard meter at holde det hele op imod.
Ikke i form af en undseelig marmorhylde, i Paris, men personificeret i kød og blod af mennesker, der i årenes løb, enten havde turde grave sig helt ind til den blegfis der gemte sig i midten af manden eller havde kendt ham længe nok til kende plantegningerne over og dimensionerne på den oprindelig skabelon.
Morten version 1.0
Jeg ringede til en af de sidstnævnte og fik lov til at lufte ham, hans hund samt så mange spørgsmål, at jeg få timer senere, kunne lægge mig til at sove, med mere end pletvist ro i sindet.
Og det selvom halvdelen af min standardmeters svar var blevet taget af den stride vind og de hvide skumsprøjt ved Sjællands nordkyst, hvor vi gik.
Den var god nok. Jeg fandtes endnu. Skællet og skravlet men med et hjerte der var både intakt og frostfrit.
I den seneste tid har jeg haft travlt med at kontakte, lytte til og lære af mine menneskelige standardmetre.
Mine hyldemeter af omvandrende målestokke, mine livsvidner, mine hukommelser.
Der er færre end 16, men helt sikkert flere end 2.
Det er faktisk ret godt.
Har du snakket med en af dine menneskelige standardmetre for nyligt?
Eller drukket et glas vin?
Det er vigtigt.
Særligt hvis man lever et liv der, selv uden klinisk stress, godt kan se lidt skørt ud, når man står udenfor og kigge ind.
Man overser så let, hvor vigtige de er.
Ligesom man let kan overse en lille hylde af marmor i byernes by.
Nu ved I heldigvis hvor I kan finde den.
“Mètre étalon”
Den sidder under arkaden på 36, Rue Vaugirard, lige overfor Senatet i Palais du Luxembourg.
Herfra får den en verden hvor der, sandt for dyden, ikke altid er tilstrækkeligt at grine af, til at hænge bare en lille smule sammen.
For hvis det hele ramler, kan man stille sig foran den og forvisse sig om, at en meter stadigvæk er præcis en meter lang.
C’est bon.
………
Hej og velkommen til (opdateret marts 2024)
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak.
Jeg har haft bloggen her siden 2017.
I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (21 Toke (19) Anne (44) samt undertegnede (49)
Vi har alle autisme. Freja, Toke og jeg har også ADHD.
Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien. Så der er nok at skrive om. Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig.
Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Sikkerhedsbriller. Det tætteste jeg p.t kommer på professionel badass.
Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.
Ren muskelhukommelse. Kultiveret, lagret, pakket og jævnligt reaktiveret ifm. utallige kolde og varme situationer gennem års tjeneste og vedligeholdende træning.
Jeg er ikke bodyguard jeg er heller ikke jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.
Jeg er far til to unge mennesker som har haft det rigtig svært i en stor del af deres leveår, fordi at de har autisme, Adhd, angst m.m
De to har, på trods af at de elsker viden og læring, i længere perioder været ufrivilligt skolefraværende.
Min makker og jeg har, uden synlig bagkant udlånt vores nervesystem og nattesøvn til de to.
Vi har trukket vejret i takt med dem, tænkt frem og trukket os tilbage fra det værst tænkelige til det mindst ringe i en sky af pædagogisk krudtrøg og brændt gummi fra familiebilens hvinende dæk.
Alt for mange kugler har vi taget.
Så mange at kroppene nogle gange føles tunge som bly.
Men vi er fortsat ufortrødent og har slidt os selv og hinanden op i hvert vores fjerne, evigt årvågne ringhjørne.
Kort før jul var vi sammen (uden unge mennesker!!), min makker og jeg, i Vor Frue Kirke, for at høre min makkers tvillingesøster læse digte op.
Efterfølgende var der reception med gløgg æbleskiver og voksentid i Rotunden, kirkens smukke meninghedslokaler.
På et tidspunkt greb tvillingensøsteren ud efter sit halstørklæde. Ikke fordi at hun ville gå, men fordi at hun frøs lidt.
Hurtigere end vi selv kunne nå at fatte det, var min makker og jeg selv på benene og i tøjet.
Jeg er temmelig sikker på, at jeg kunne have plaffet i hvert fald 4 – 5 attentatmænd (m/k) ned inden for de første 2 sekunder. Min makker og bedre halvdel ville have taget sig af de eventuelt resterende, alt imens hun dækkede min og vidnets flugt mod nærmeste sikre udgang.
Men der var ingen attentatmænd -eller kvinder og heller intet gidsel (barn) der skulle beskyttes og i al hast fragtes ud af bagdøren.
Der var blot en (lettere målløs) kvinde på vores egen alder, med et halstørklæde i hånden.
Og der var gløgg, æbleskiver, poesi og absolut inden fare på færde.
Jeg er hverken bodyguard, jægersoldat, efterretningsagent eller triggerhappy freelancer.
Men jeg er godt nok en lille smule fucked up.
Mit nytårsfortsæt (mit første i mange år. Har ikke rigtig turde) skal være:
“Mere poesi, sødt bagværk og alkohol og mindre skyd-først-og-spørg-bagefter”
Og så huske at det ikke kun er kugler man behøver tage imod. Kærligheden er faktisk også en mulighed.
“Folk omkring mig forventer, at jeg kan bygge en diamant (= gode strategier) men jeg har næsten kun mudder ( = traumer og andre blandede dårlige minder) at bygge af”
Vedkommende havde for nyligt fået det bedre. I fuld offentlighed.
Jeg har efterfølgende ikke kunne få det unge menneskes ord ud af mit hoved og her forleden satte jeg mig foran mit stuevindue og skrev følgende lille historie.
At få det bedre er ikke altid let.
At få det bedre kan være som at få overrakt nøglerne til et lille slot.
Et slot med lyse rummelige, herskabelige højloftede rum på mindst 500 mentale kvadratmeter hver.
Mentale kvadratmeter, man ikke har den fjerneste idé om hvordan man skal indrette.
Og alle ved at man er blevet slotsejer.
Alle taler om hvor heldig man er og hvor mange muligheder for indretning slottet rummer.
At få det bedre er ikke altid let, når bedringen får følgeskab af muligheder.
At få det bedre kan være som at blive forfremmet fra bonde til dronning (m/k), i et spil skak.
En dronning med lov til -og mulighed for at bevæge sig i alle retninger.
Og det ville man da også, hvis ikke det var fordi at ens fødder føltes så forbandet tunge og man i øvrigt ikke rigtigt ved hvilken retning man, i givet fald bør starte med at gå i.
Så man slæber sig hen til vinduet i et af de lyse, herskabelige, højloftede – i bedste fald kikset indrettede rum og kigger forsigtigt ud mod horisonterne.
Mulighedshorisonten og handlehorisonten.
At få det bedre, er ikke altid let.
At få det bedre kan være ensbetydende med at ens mulighedshorisont en dag, for første gang i lang tid, står helt knivskarpt, når man sådan står der og kigge ud af slotvinduet.
Mulighedshorisonten. Den yderste grænse for det rige man pludselig potentielt kan regere over.
Samtidig bliver man smerteligt bevidst om, at ens reelle handlehorisont måske i virkeligheden ligger så tæt på som ens udstrakte arme kan række.
Og ligeledes bliver man smerteligt bevidst om, at det ingenmandsland der samtidig åbenbarer sig mellem de to horisonter – Mulighedshorisonten og handlehorisonten, føles skamfuldt og uoverskueligt at skulle betræde.
Særligt nu hvor man, i fuld offentlighed har fået det bedre, er blevet dronning med eget slot og alle i øvrigt taler om hvor priviligeret man er, og hvordan at verden nu ligger for ens fødder.
Og de lytter ikke eller bliver fraværende, når man prøver at forklare dem, at det faktisk mere føles som om at verden ligger PÅ ens fødder, når man, en sjælden gang vover sig uden for handlehorisonten for at vinde nyt land til kongeriget.
Ligger på eller måske ligefrem klæber til ens fødder.
Som mudder.
“Hey. Skal du ikke have nogle juveler, nu du er blevet dronning. En diamant eller sådan noget…?” Råber en eller anden.
“Men jeg har jo kun et lille slot, som jeg ikke en gang har haft overskud til at indrette, og så en masse….. mudder” svarer man, høfligt på grænsen til irritabelt .
“Mudder er også kulstof” lyder det fra en eller anden klog, på grænsen til bedrevidende type.
“Du skal bare presse hårdt nok. Så bliver det til diamant”
“Yeah right” tænker man
“Hurra! Dronningen har fået det bedre. Længe leve dronningen” råber nogle lidt for begejstrede type.
De er ikke engang på grænsen til. De ER alt for begejstrede.
Men man vinker og smiler anstrengt og pligtskyldigt, som man står der foran slottet med verden på fødderne.
Og solen går ned i alle retninger, bag mulighedshorisonten.
Forleden dag, alt imens jeg stod med hånden på kogepladen genlæste jeg en besked fra en læser, som har fulgt bloggen her gennem en længere periode.
Hun skrev at hun savnede mine fortællinger (skriverier) fra det virkelige liv.
Jeg var rygende enig. Bogstaveligt talt. (Forklaring følger)
Jeg savnede dem skam også, skriverierne.
Ikke at kilden med potentielle emner var tørret ud. Tværtimod. Der havde, som vanligt, været mere end nok at berette om.
Autisme, angst, datters armlægning med jobcenter, medicinskift, mutisme, ansøgning om servicehund, selvskade, træghed i voksenpsykiatrien….
Alt det og mere til, havde længe givet mig den velkendte lyst til at løbe langt, langt væk.
Helt ud forbi byskiltet, ud på min faste pløjemark for at råbe….
Råbe højt og længe.
Metaforisk set, naturligvis.
Billedligt talt sådan som katten Tom gør det på tegnefilm, når Gud ved hvilket af hans evige, resultatløse forsøg på af fange musen Jerry, har sendt endnu en ambolt (er det som regel ) eller en anden massiv genstand, fra hans egen snedigt udtænkte fælde ned over en fod eller en tommelfinger .
Meget apropos har jeg faktisk altid lidt tænkt bloggen her, som den virtuelle pløjemark, tegneseriefiguren Autismeplusfar tilsvarende kunne løbe ud og råbe på.
Så da jeg læste min trofaste læsers besked drev min første umiddelbare impuls mig da også straks i retningen af plovfurerne , så jeg hurtigst muligt kunne få sat nogle ord på det dersens virkelige liv.
Jeg stoppede lige før jeg nåede til byskiltet.
Det var i første omgang synet af min hånd, hvis tydelige røgfane endnu hang i luften langs min rute , der fik mig til at sætte hælene i.
Hånden så forfærdelig ud.
En hurtigt inspektion afslørede at det hverken var en ambolt, et pengeskab eller noget andet tegneserietungt der havde været på spil.
Det var kogepladen, den lede satan.
“Hånden på kogepladen, frøen i gryden”, snedigt barn har mange navne.
Udtrykket dækker over det faktum at vi mennesker har en evne til at kunne tolerere absurd høje temperaturer på mærkeligheds skalaen, når disse blot bliver hævet et lille nøk ad gangen over tilpas lang tid.
Den reelle fare er, at man på et tidspunkt, med sin brændende hånd, uden helt at have opdaget det, har antændt og futtet alt hvad man har rørt ved, herunder det meste af normaliteten i sit liv, af.
Og så står man lige pludselig der iført det eneste rene anstrengte smil, der var i skuffen og danser det bedste man har lært på det glødende kul, der engang udgjorde broerne tilbage til det rimelige, det overkommelige, det tålelige, det begribelige og det menneskeligt mulige.
Man får måske tilmed, i samme moment, forvisset sig selv om at dans på glødende kul lavet af brændte broer, skam er et helt naturligt forekommende, måske ligefrem forventeligt indslag i standardudgaven af et virkeligt liv.
Det er det ikke. Det er fucking mærkeligt, kan jeg så fortælle.
Men man danser videre. Ramt som man er af galopperende Stockholmssyndrom, med tilværelsen som gidseltager……
Mellem os sagt.
Jeg savner ikke kun skriverierne. Jeg savner faktisk også virkelig, et virkeligt liv.
Et liv langt fra pløjemarken, på den anden side af de brændte broer.
Et liv som få eller slet ingen ville gide læse om, hvis jeg beskrev det.
Et liv med nul følgere.
Et lige ved og næsten, men så alligevel i virkeligheden overhovedet ikke kedeligt liv.
Et vægtløst og i virkeligheden ret forudsigeligt liv.
Forudsigeligt og vægtløst som boblernes færd mod overfladen af et glas mousserende vin, man har tid til at nippe til med den ene hånd, mens at man i den anden hånd holder endnu et glas mousserende vin.
Så er der nemlig ingen frie hænder tilbage til at lade hvile på kogepladen.
Jeg ved godt at sådan et mousserende liv nok ikke helt findes i virkeligheden.
Men omvendt.
At være Stockholmssyndrom ramt i symbiose med den mindst ringe tilværelse, som far til “sjove børn, på særlige vilkår, er i bedste fald, heller ikke helt normalt.
Og det, har jeg lige lært, er det faktisk ok, at være smerteligt bevidst om, selv om det…… smerter i kogepladehånden.
Smerteligt bevidst om, at der findes noget andet. Et sted. Derude. Et mindre uvirkeligt liv.
Så..
Kære læser
Jeg råber mine små kvalificerede fortællinger ud så ofte jeg kan.
Korrespondenten fra pløjemarken. Det er mig.
Råber om det urimelige, det uoverkommelige, det utålelige, det ubegribelige og det menneskeligt umulige.
Råber om den p.t mindst ringe tilværelse, hvor gidselforhandlingerne øvrigt rygtes at gøre store fremskridt.
Lige nu og her er det min forkullede virkelighed i yderste plovfure.
Men det må aldrig blive MIT virkelige liv, DIT virkelige liv eller DET virkelige liv.
Et “sådan er det bare – liv” man tager for givet, selv når temperaturen på mærkelighedsskalaen er helt deroppe, hvor ikke blot normaliteten, men også integriteten og virkelighedsfornemmelsen lige så stille futter af.
Derfor vil jeg da også lige minde om at:
Hvis det, i et øjebliks smertelig bevidsthed, føles hårdt og hvis det ser hårdt ud anskuet udefra (gælder også jer, kære pårørende og fagprofessionelle).
Ja så er det nok fordi at det er hårdt.
Skørt og hårdt.
I virkeligheden.
Men det bliver bedre. Det skal det blive. Når blot man husker, at “bedre” eksisterer.
Nå ja, forresten. Nu vi er ved det.
Det går allerde bedre med hånden.
Med lidt blid ADL træning vil dens ejermand nok snart kunne holde forsigtigt fast om et langstilket glas, tålmodigt følge boblernes dansende og snørklede rejse mod deres forudsigelig destination – overfladen og nippe lidt….
til livet.
Kh. Autismeplusfar aka Morten (eller omvendt)
………
Hej og velkommen til.
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2020 gjorde min datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (21) Toke (18) Anne (44) samt undertegnede (48) Vi har alle autisme. Freja og jeg har også ADHD.
Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser, familiebehandler og konsulent inden for dagbehandlingsområdet. P.t er jeg VISO specialist for Søstjerneskolen og Social -og Boligstyrelsen.
Så der er nok at skrive om.
Men kig dig omkring. Arkivet er et godt sted at starte.
Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Vi er glade for at du er her 🙂
Mvh.
Freja og Morten
Er dette din første artikel så prøv eventuelt denne her:
Jeg havde sidste år den glæde, sammen med min datter Freja, at afholde et kursus om autisme, skolefravær og belastningsreaktioner for en blandet gruppe dygtige, erfarne fagfolk.
Vi havde netop sammen udforsket den dybere mening bag udsagnet: “forældre kender deres børn bedst”.
Et udsagn en del af vores kursister, sympatisk nok, var begyndt at bruge som rettesnor i deres arbejde.
Det åbenlyse spørgsmål var så bare:
Hvor var det lige at fagfolkene selv kom ind i billedet, hvis forældrene altid var eksperterne?
Både som far og som fagmand var jeg ret nysgerrig.
Kort før kaffepausen gav Freja kursisterne følgende råd:
“Nogle gange har man det så dårligt, at man ikke en gang kan tåle, at folk som jer eksplicit stiller krav til- eller sætter mål for en”
“End ikke mål og krav, man selv drømmer om at kunne opfylde- og leve op til”
“Billedligt talt er alt hvad I kan gøre, i det første lange stykke tid, at røre ganske langsomt rundt i det stillestående vand og skabe lige præcis så meget cirkulation, at vandet iltes, ikke rådner og der ikke dannes bundfald”
Ret klogt sagt af hende, tænker jeg.
Og ikke helt enkelt at udføre.
Faktisk vil jeg, som fagperson med en del år på tælleren, vove den påstand, at netop det at “ilte stillestående vand” nok er den vanskeligste behandlingsdisciplin, at lære at mestre, af dem jeg kender til.
Jo langsommere man rører, jo vanskeligere er det.
Selv, eller måske i virkeligheden, hvis man i øvrigt, i alle mulige andre sammenhænge er verdens dygtigste psykolog, læge, lærer eller den leder der har ansvaret for det hele.
Nogle gange skal man røre så langsomt, at man selv (eller eventuelle måbende udenforstående) næsten ikke kan se bevægelsen, samtidig med at man skal ramme en hårfin balance.
Den balance hvor vandet bærer lige præcis ilt nok med sig til at barnet- eller den unge tænker:
“Yes!”
“Der er nogle, der vil noget med mig, et sted der oppe.”
“De er ikke mine forældre, men jeg kan virkelig godt lide deres måde at røre rundt på.”
“Jeg er ikke på vej frem. Jeg er heller ikke på vej tilbage. Alligevel er jeg i bevægelse”
“Det kan jeg lige være i”
“Der er håb”
Pointen vores kursister gik til pause med var derfor følgende:
“Det er måden I rører rundt på”
“Lige der kender I nogle gange børnene bedst”
“Det må I sådan set godt være stolte af. Det smitter”
“Og nogle gang er det faktisk lige præcis det man drømmer om, som hårdt prøvet forældre. At andre, i små glimt, vil kende ens barn bedst. Bare på en anden måde”
“Måske tilmed en måde, man ikke umiddelbart kan gennemskue, før at øjeblikket indtræffer, hvor vandet klarer op og man, for første gang i lang tid, kan se bunden”
“Forældre kender deres børn bedst. Inden at i skriver det på alt jeres brevpapir, alle jeres kuglepenne og de 500 muleposer i er kommet til at bestille, så overvej lige om der ikke også skal stå noget i retningen:
“men vi er til gengæld helt vildt gode til at røre rundt og ilte det stillestående vand på den der helt særlige måde”
“Hvis I tænker, at det måske nok alligevel bliver lidt for langt at skrive, så bare husk det”
Herefter var der kaffepause.
Hej og velkommen til.
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017. I 2022 gjorde min datter Freja mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende. Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende.
Vores familie består af Freja (23) TOVE (20) Anne (46) samt undertegnede (50) Vi har alle autisme. Freja, Tove og jeg har også ADHD.
Jeg er oprindeligt kandidat i pædagogik og kommunikation, men har sideløbende i over 20 år arbejdet som lærer. Først indenfor normalområdet i den danske og det internationale skolesystem.
Efter mine børns udredning i 2009/2011 var jeg en årrække tilknyttet Psykologisk Ressource Center, som konsulent. Jeg har løbende videreuddannet mig og har de sidste 12 år arbejdet som underviser, konsulent og behandler indenfor dagbehandlingen, børne -og unge psykiatrien samt med efteruddannelse af lærere, pædagoger og socialrådgivere, blandt andet på Københavns Professionshøjskole.
Fra 2021 har jeg været specialist for Socialstyrelsens VISO enhed via Søstjerneskolen i København, som jeg har arbejdet fast for, som underviser og terapeut siden åbningen i 2014.
Far, diagnosemenneske, nogens bedre halvdel, professionel.
Der har været nok at skrive om.
Freja og jeg prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Men kig dig omkring. Arkivet er et godt sted at starte.
Vi er glade for at du er her 🙂
Mvh.
Freja og Morten
Er dette din første artikel så prøv eventuelt denne her:
Nå, men…jeg læste her forleden, i et af de aflagte eksemplarer af Illustreret Videnskab, som vores genboer Henning og Bente gavmildt donerer til børnene – og som nu fylder godt op på vores badeværelse, at en læderskildpadde kan holde sig neddykket i op til 7 timer. ”Ha!” Tænkte jeg. ”Jeg må le” (uden at jeg dog, af den grund gjorde det) ”Vi forældre med sjove børn, kan forblive neddykket i 7 år!! Eller mere, hvis det skal være!”
Og således, stadigvæk med det åbne magasin i hånden, der på relativt lidt spalteplads og med farverige illustrationer, på pædagogisk vis prøvede at redegøre for det ældgamle slægtskab mellem skildpadder og fugle, åbnede jeg lige så stille, for gud ved hvilken gang, døren til min bevidsthed på klem og inviterede en velkendt erkendelse indenfor.
Erkendelsen havde første gang materialiseret sig for mig, omkring begyndelsen af skolernes sommerferie 2019. Først som en diskret, endnu luftig og sjælden gæst der dog, som sommeren skred frem, efterhånden blev fortættet i en grad, så at den til sidst fik både form, farve og selvtillid nok til at den turde melde sin ankomst dagligt.
Erkendelsen, som sjovt nok også virkede sært skræmmende på mig, var –og er:
”Det går faktisk ret godt med vores to børn”
It’s true.
”Det går faktisk ret godt med vores to børn”
Alt den behandling samt den følelsesmæssige og autismepædagogiske opsparing, som især Anne, men også jeg selv, i årenes løb har ladet rulle ind på to spærrede hjernekonti hos Freja og Tove og som vi reelt ikke har vidst, hvornår at vi -eller de ville få adgang til. Den opsparing – vores reelle arv til dem, har forrentet sig og bliver p.t udbetalt til børnene i stadig større rater i takt med at andre kyndige hænder end vores, gradvist er med til bære dem fremad.
Så jo. Det går faktisk ret godt med de to. Sgu!
Men hey!
Altså ikke så godt, at vores søde og dygtige sagsbehandler, som måske også læser med her, og som jo egentlig faktisk godt ved -og forstår, at alt det, der virker ligetil, i virkeheden er møg-komplekst og at ting bare sådan generelt taget tid, at hun (-eller måske nærmere hendes ledelse) skal foranlediges til at tro, at familiens behov for behandlingsskolepladser og øvrig støtte, bare sådan uden videre fordamper som vanddråberne, i tropesolen, på skjoldet af en læderskildpadde der, for en kort bemærkning, er oppe for at trække frisk luft i sandet på en ø med en enlig palme.
Sådan er det slet ikke – ikke endnu i hvert fald.….
Og hey, igen.
Hvor er det i grunden åndsvagt at jeg overhovedet bruger spalteplads på sådan at forklare mig. Jeg havde ellers egentlig forsvoret, at jeg ville gøre det. But here we are.
For, når sandheden skal frem, er det er faktisk i langt mindre grad omverdens mulige fejltolkninger af min forsigtige optimisme, der skræmmer mig, så meget som det er tanken om den verden –og den tilværelse der venter over det ”vandspejl”, som Anne og jeg, før eller siden kommer til at gennembryde permanent, når børnene får det så godt, at vi kan forlade vores neddykkede tilstand, trækker vejret – ikke i små gisp, men helt ned i lungerne OG
-for alvor mærke os selv.
Hvem ”os selv” så, i det hele taget, er?
………………………………………………….
Et af de mest følsomme, kontroversielle og derfor, i hvert fald officielt, mindre debatterede fænomener inden for den professionelle del af min verden, dagbehandlingsområdet, er når forældre til børn med særlige behov, bevidst eller ubevidst sætter hindringer i vejen for deres børns udvikling.
I langt, langt de fleste tilfælde sker dette ikke fordi at forældrene er uvidende eller ondskabsfulde. Ej hellere ikke fordi, at de lider af Münchausen by proxy, som reelt er et virkelig, virkelig sjældent forekommende fænomen. Nogle forældre sætter bevidst eller ubevidst hindringer i vejen for deres børns udvikling fordi at de – forældrene, har stået så længe og så alene i rollen som omsorgsperson, behandler m.m, at de enten ikke tør -eller ganske enkelt ikke kan give ansvaret videre, selvom det er lige netop det, de ønsker sig mere end noget andet, at kunne gøre.
En del af dem mener, af bitter erfaring at have lært, at hvis ikke det er lige præcis er dem – og ingen andre, der er der for deres barn, når det gælder (for der har måske hidtil reelt kun været dem til at løfte opgaven) , ja så bliver tingene enten ikke gjort, ELLER de bliver gjort forkert.
Og så er det, at det går galt.
Og er det først kommet dertil, ja så er det alligevel dem, forældrene, der efterfølgende skal samle det ødelagte barn –samt hvad barnet eventuelt har ødelagt op og bære det hele på deres skuldre.
Barnets smerte, glasskår, omverdens bebrejdelser – det hele!
I den forstand forstår jeg dem godt, forældrene.
Jeg har tidligere, her på bloggen, brugt udtrykket sekundær traumatisering som et udtryk for en tilstand hvor barnets og forældrene nervesystemer, efter mange års belastning, på det nærmeste gror ind i hinanden.
Barnets smerte bliver forældrenes smerte – en smerte der, sammen med en følelse af evig parathed, tager bo i en krop, hvor hver en celle måske nok skriger efter ilt, men hvor en fortsat neddykning i det eneste element, forældrene efterhånden kan huske at kunne navigere i, føles som et trygt alternativt til, hvad end der måtte vente på den anden side af den flimrende overflade i det skarpe lys.
Her kan det være fristende, at prøve at hive andre med ned i dybet. Dels for at bryde ensomheden, men ligeså meget for at også DE, bare et øjeblik, for helvede da også skal mærke og forstå, hvad det er for en verden man har levet i.
Og det er måske tilmed her – lige præcis her, at man ud af øjenkrogen, til sine egen delte glæde og frustration, ser sit eget barn gøre sig fri af ens nervesystem og tage et par raske svømmetag forbi en, rækkende armen skråt opad.
Som den behandler, som den pædagog –eller som den lærer, der står oven vande og rækker armen skråt nedad, kan det være en overordentlig vanskelig situation at stå i.
For hvem skal man egentlig redde først? Trækker man et velbehandlet barn op, men lader en endnu hårdt ramt far eller mor svæve under overfladen. Hvad sker der så?
Risikere barnet at blive trukket tilbage i vandet af fars eller mors dødvægt?
Disse er blot få ud af mange etiske dilemmaer, man ofte stilles overfor i den del af et langt behandlingsforløb, hvor ens indsats, som professionel rent faktisk begynder at bære frugt.
Ovenstående konkrete dilemma er, som udgangspunkt, ganske ligetil. I hverfald som ressourcerne og prioriteterne er fordelt i dagbehandlingssystemet, hvor jeg selv har min daglige gange – både som privat og som professionel. Her er det p.t barnet der bliver prioriteret højest, selvom alle aktører omkring tit og ofte kan være enige om behovet for en mere gennemgribende og koordineret indsats, der strengt taget også burde omfatte de forældre -samt eventuelle søskende, der måske i årevis har befundet sig i et ugæstfrit miljø, på varierende dybder.
Så ja.
Jeg forstår, som nævnt, udemærket godt de forældre der, selvom de måske ikke siger det højt, frygter den positive forandring der, med andre gode –og dygtige menneskers mellemkomst forhåbentlig før eller siden skyller ind over deres børn, når de rammer overfladen.
Forældre som måske netop derfor sænker tempoet mere end hvad godt er.
Men guderne skal da også vide, at jeg har hørt om -og været vidne til en del situationer, hvor både børn med autisme og angst m.m –samt deres forældre er blevet underlagt krav om en opstigning der, i bedste mening, men mod bedre vidende, har skullet foregår i et mildest talt usundt tempo.
Jeg nåede ganske vist, i sin tid – før at jeg fik børn, aldrig at fuldende mit rigtige dykkerkursus. Noget af det første vi lærte på modul 1 var, imidlertid hvad en alt for hurtigt opstigning fra dybderne, kan føre med sig af uhyrligheder.
Trykfaldssyge! (populært dykkersyge) Noget som alle dykkere frygte! Et grufuldt fænomen hvor dannelse af kvælstofbobler i blodet kan føre til en tilstand, som i værste fald kan ende med at tage livet af en.
Før at det kommer så vidt, og man reelt mister bevidstheden, kan der optræde symptomer som: hovedpine, svimmelhed træthed, ledsmerter, føleforstyrrelser og lammelser.
Som far til to børn med autisme, adhd og angst/PDA, har jeg ”sjovt nok” været hele rækken igennem – undtaget, naturligvis, død. (faste læsere ved nok, at det er forbudt at dø her hjemme 😉 )
Alle symptomer, på nær et, er kommet hånd i hånd med stress i forskellige afskygninger. Besvimelsen indtraf så til gengæld den gang at min yngste datter, i en forbigående tilstand af affekt, ramte mig så uheldigt på halspulsåren, at jeg lige var væk i et par sekunder.
Kritiske anfald af ægte dykkersyge behandles effektivt, ved at patienten anbringes i et trykkammer. Så meget har jeg læst mig til.
Men hvordan behandler man egentlig forældre, hvor børnene måske, med hjælp fra et kompetent hold af behandlere, pædagoger og lærere, har holdt de obligatoriske pauser, for hver 5 meters opstigning fra autisme –og angsthavet, men hvor forældrene, anderledes uforberedte, intet andet valg har end at følge hurtigt efter, når vandspejlet pludselig brydes af deres børn?
HER må vores søde, dygtige sagsbehandler –samt alle de andre hårdarbejdende, samvittighedsfulde godhjertede mennesker i forvaltningerne, som jeg ved findes –og som jeg jævnligt møder, som samarbejdspartnere, gerne læse med.
Realiteten er, at mange forældre til børn – ikke bare med autisme, men med alle mulige typer handicap, kæmper en ulige kamp når de forsøger at genoptage den tilværelse de engang drømte om skulle være deres – med job og med fritid.
Mange ønsker måske nok, at vende tilbage til det ”rigtige” arbejdsmarked, efter reelt at have sparet det offentlige for store udgifter, ved ofte, i årevis 24/7 365 dage om året at have løftet en opgave så tung som en flere hundrede meter høj vandsøjle over deres børns hoveder, til gengæld for den relativt beskedne og tidsbegrænsede indkomst som en tabt arbejdsfortjeneste udgør.
For nogle lykkedes det at vende tilbage og dem skal vi glæde os over.
Men samtidig må vi også forholde os til det åbenlyse faktum, at opholdet i dybet, det konstante tryk –samt opstigningen til tilværelsen, gør at enkelte forældre er så påvirkede og helt konkret syge, at de har brug for hjælp og støtte for at kunne rejse sig igen og hjælpe med at vedligeholde de gode strategier som deres velbehandlede børn har fået med sig.
I denne gruppe finder man tillige forældre hvor de professionelle kvalifikationer de måske en gang havde –og som måske var relevante og tidssvarende, da de smed alt hvad de havde i hænderne for at passe børnene, tilsvarende for længst er blevet smidt som uddateret dødvægt og nu befinder sig der, hvor lyset ikke når ned.
Så….
Hvordan sikre man sig, at der står et ”trykkammer” parat til den gruppe, hvor de bobler af posttraumatiske stress, en del af dem lider af, nænsomt -og i et tempo der er mennesker værdige, kan presses ud af deres systemer?
Et godt spørgsmål. Ikke sandt?
En langsom trykudligning i form af et revalideringsforløb, med en kombination af behandling og professionel omskoling, vil måske være en rigtig god løsning for nogle (i den grad også samfundsøkonomisk), mens at nogle igen vil have gavn af andre typer individuelt tilpassede forløb.
Her på matriklen i Vanløse har undertegnede været så privilegeret altid at have haft en arbejdsplads, hvor han, som på øen med den enlige palme, har kunnet ligge og gispe lidt i sandet fra tid til anden.
Børnenes mor, derimod, har for længst brugt tiden på sit dykkerur og en lang tur i ”kammeret” synes at virke som en overordentlig god idé for hende, når børnene ellers atter kan holde balancen på landjorden.
Og apropos børnene.
Det fylder os stolthed og glæde at være vidner til den transformation vores to fantastiske unge mennesker gennemgår, og det fylder os med håb for fremtiden, sådan at se dem stå og tørre langsomt i solen.
Men vi, deres forældre, skal altså også se at komme ud af det dersens hav.
Efterfølgende, skal vi have presset havet ud af os, hvilket nok kommer til at tage en del længere tid.
For vi er IKKE læderskildpadder.
Læderhalse, måske, 😉 men det er så også det.
Og vi hører slet, slet ikke til dernede.
I dybet.
🐢
Tak fordi du læste med.
Hej og velkommen til (opdateret april 2025)
Mit navn er Morten Gantzler Oschlak. Jeg har haft bloggen her siden 2017.
I 2020 gjorde min ældste datter mig selskab som skribent og redaktør, hvilket i og for sig var fair nok, eftersom jeg årevis havde skrevet om hende.
Freja og jeg holder også foredrag for -og supervision af fagfolk og pårørende. Vores familie består af Freja (22) Tove (20) Anne (45) samt undertegnede (50)
Vi har alle autisme. Freja, Tove og jeg har også ADHD. Jeg har tillige, i mange år arbejdet som professionel underviser og behandler inde for dagbehandlingen og børne -og unge psykiatrien. Jeg var med fra starten, da Søstjerneskolen i København blev grundlagt og her er jeg fortsat, som VISO specialist i et udbud vi har for Social -og boligstyrelsen.
Privat har familien gennem årene taget favntag med ufrivilligt skolefravær, systemstress, angst, fysisk sygdom og nærmeste charmerende nabolag.
Men vi er også familien der har redet stormene af sammen, har fundet vej, bidt os fast har kæmpet er faldet og har rejst os igen.
Så der er nok at skrive om her fra krydsfeltet mellem fagspecialist, pårørende, klient, patient, nogens far og nogens mand.
Vi prøver løbende at gøre bloggen mere brugervenlig og overskuelig. Lige nu ligger det projekt imidlertid et stykke nede i “to do bunken”
Freja og jeg tager gerne ud og superviserer og underviser sammen.
Det har vi gjort i efterhånden mange år, siden den gang skolefraværende Freja tog med som min assistens når jeg underviste på Københavns Professionshøjskole….. fordi at det gav mening.
Helt aktuelt prioriterer Freja dog sine studier, så skal det være må man nøjes med mig.
🔐 “Det er menneskeligt at fejle” Jeg har ofte spekuleret på, hvad der mon blev af den navnløse unge mand bagerst til venstre i klassen , i Adjunkt Langhaves Latintime, i filmen “Det forsømte forår” fra 1991.
Adjunkt Langhave, den unge visionære sympatiske lærer der, for en kort stund, vikarierer for den ondskabsfulde Lektor Blomme.
Hvor Lektor Blomme tæsker pensum ind med koporligt, men i særdeleshed også psykisk terror, har Adjunkt Langhave forstået, at læring (som alt andet i øvrigt) hænger ved og indlejrer sig, hvis det fremstår meningsfuldt.
Langhave lader således sit nøglebundt gå på omgang på kryds og tværs i klassen, for at øve forskellige former af det latinske ord for nøgle, “clavis”
Og det virker! Når elevernes fingre lukker sig om nøglebundtet, husker kroppen.
Det går naturligvis hverken værre eller bedre end at en elev, ved et uheld får kastet nøglebundtet ud af vinduet og da skolens hidsige gymnastiklærer returnerer dem, koster det en rude livet.
Og det er så her at den rare Adjunkt Langhave med en lunt smil og ordene “errare humanum est” fisker nøglerne op fra bunken af glasskår.
Den unge mand, bagerst til venstre, får lov at oversætte.
“Det er menneskeligt at fejle”
Har man læst bogen eller set filmen, ved man kun alt for godt, hvordan det sidenhen går Lektor Blommes latinklasse fra Metropolitanskolen.
Som voksne indtager de stort set alle de positioner i samfundets top, som fra begyndelsen af var tiltænkt dem.
Menneskeligt, er de imidlertid forkrøblede og en enkelt af dem har et liv på samvittigheden.
Trist. Hvis det da ikke lige var for ham bagerst til venstre.
Jeg forestiller mig, af en eller anden grund, at han voksede han op og fik et barn med særlige behov. Eller også valgte han en levevej som professionel indenfor autisme området.
Måske begge dele på én gang.
Sikkert er det i hvert fald, at selvom Lektor Blomme genoptog sit terrorregime og Adjunkt Langhave, i hvert fald for en tid, måtte vige pladsen, så forlod de ord, der blev sagt, den helt særlige dag, på det helt perfekte tidspunkt aldrig den unge mands bevidsthed.
Så selvom hans krøllede familie liv måske nok en gang i mellem kunne synes udfordrende og selvom han professionelt af og til, fandt sig selv stirrende ind i, hvad der til forveksling kunne ligne behandlingsmæssige blindgyder, så vidste han, at det alt sammen nok skulle gå, for:
“Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive” (hvem ved, måske selv alverdens Lektor Blomme typer….)
Desuden huskede han, at det meste bliver lettere eller i hvert fald til at holde ud, (herunder livet i al almindelighed😉) i de glimt hvor det fremstår meningsfuldt.
Som når et ungt, usikkert menneskes hånd lukker sig om et nøglebundt.
Den 17 årige skuespilleraspirant (mig), der fik lov til at forløse rollen som den unge navnløse mand bagerst til venstre, i et bagende varmt Risby Studie, der år senere skulle lægge rum til Badehotellet på TV2, voksede i øvrigt selv op, fik sjove børn, en blog samt et komplekst, men fantastisk job inden for autismeområdet …. plus det løse.
Som farmand og som fagmand begik han masser af fejl, altså virkelig mange, i sin søgen efter de små fortættede øjeblikke af tid og rum, hvor man kan være heldig og dygtig nok til kunne skabe små glimt af noget der måske kan virke meningsfuldt 🔑
AutismePlusFar 