Jeg kommer med Obama! (-en historie om at kende sit barn, med autisme bedst)

Secret Service -sure mig foran Det Hvide Hus, (kunne ikke modstå fristelsen) i en historie om ikke at være bange for at stille betingelser, ‘tage en kugle’ for sit barn -og i øvrigt skyde sig vej ud, hvis det bliver nødvendigt.

(Udgivet første gang i februar 2017)

Secret service agenterne så fuldstændig ud som på film.

Sammenbidte, skarptskårne vagtsomme, primært mænd der, i deres karakteristiske lange sorte uldfrakker (det var vinter i Washington DC) og solbriller, virkede påfaldende anonyme –næsten ansigtsløse.

Men smile kunne de faktisk godt, som de stod der, foran tidligere præsident Clintons forholdsvis beskedne hus, overfor den danske ambassade, hvor Frejas moster arbejdede.

Det klassiske amerikanske høflige –og servicemindede ”ja-ja-jeg-smiler-ganske-vist-men-hvis-du-så-meget-som-prøver-på-noget-så-SKYDER-jeg-dig” –SMIL.

Efterfulgt af et afmålt nik.

Det var vel i virkeligheden nok også begrænset, hvor stor en sikkerhedsrisiko vi udgjorde –mig og så min to et halvt årige.

Vi tullede egentlig bare lidt rundt på må og få, med klapvogn og Bjørnen Bjørn bamse, i den Amerikanske hovedstad. Der drak vi Smoothies i Kramers Bookshop & Afterwoords Cafe, kiggede på agenter -og på kæmpe pandaer og flodheste i Zoo, mens Anne og hendes tvillingesøster lavede….tvillingeting…..

6 år senere så vores verden markant anderledes ud.

De globale finansielle markeder havde oplevet en historisk nedtur, til gengæld hed USA’s præsident så heldigvis ikke længere Bush.

Pigen i klapvognen havde fået sig en lillebror

-OG en autismediagnose!

Derfor stod jeg nu i Psykologisk Ressource Centers lokaler ved Søerne i København sammen med Psykolog Kirsten Callesen, foran et hold kursister – bestående af forældre, pårørende og et par professionelle.

Sammen havde vi tidligere afholdt workshoppen ’Struktur og Visualisering’ og stod nu og skulle til at runde endnu en workshop af – ’Sociale Historier’ , hed den.

Om få øjeblikke ville kursisterne forlade workshoppen med skemaer og pictogrammer i favnen –forhåbentlig tanket op med nye ideer til, hvordan at de, med visuel struktur og fortællinger kunne lette deres børns hverdag.

Jeg havde netop, med stor entusiasme, afsluttet et oplæg om, hvorledes at min familie og jeg, til trods for vores datters handicap, skam stadigvæk i et vist omfang, kunne deltage i sociale arrangementer, så længe at vi blot:

Kendte det præcise start og sluttidspunkt

Kendte gæstelisten

Kendte menuen (og i øvrigt kunne medbringe vores egen mad, samt plastikservice til vores datter)

Vidste at der var et rum hvor hun og KUN hun kunne trække sig tilbage til og spise og restituere.
I det rum skulle der være i øvrigt være en CD afspiller, samt en række andre effekter som jeg lykkeligt har glemt alt om.

Betingelserne for vores deltagelse skulle afstemmes med værterne i god tid, ligesom eventuelle ændringer skulle meddeles os –gerne uge forinden. Vi ville desuden medbringe et visuelt program over hele forløbet OG så skulle vores værter i øvrigt regne med at vi, til hver en tid ville kunne forlade arrangementet i stor hast –UDEN at sige farvel først.

Når alt dette var på plads. Ja så ville vi da gerne komme…….

Her var det så, at (selv) jeg godt kunne mærke et vist mismod snige sig ind blandt tilhørerne.

De fleste havde jo allerede, på egen krop, indenfor hjemmets fire vægge erfaret, hvordan at djævlen i den grad lå gemt i detaljen, når man havde børn med autisme samt hvorledes at selv de mindste afvigelse i rutinerne kunne få resterne af den i forvejen hårdt tilkæmpede familieidyl til at ramle.

Spørgsmålet, som et par kursister, med god ret stillede mig, var så blot :

Hvordan i ALVERDEN at man kunne forklare den slags til nære og fjerne slægtning, venner og andre UDEN at føle sig som den der mærkelige familie, der kom anstigende med ens mærkelige barn og stillede mærkelige krav –i øvrigt med favnen fuld af laminerede A4 ark (som en slags fysisk manifestation af mærkelighed)

Godt spørgsmål! Rigtig, rigtig godt spørgmål!

Jeg var tavs så længe, at det næsten blev pinligt, men blev lykkeligvis reddet at et minde, der pludselig poppede op i mit mit hoved. Det var et minde om frostklare Washington DC i december 2004, om udiagnosticerede Freja i klapvogn med Bjørn i favn OG om høfligt smilende, men dødsens farlige Secret Service agenter.

Ud af det blå fandt jeg på en historie, som jeg fortalte til kursisterne –og som jeg nu vil fortælle til jer.

OBAMA HISTORIEN. (Jeg nægter at sige Trump)

Når den amerikanske præsident skal besøge vores lille land ringer hans medarbejdere gerne i rigtig god tid i forvejen. Bare sådan lige for at sikre sig, at vi har tid til at forberede os.

Amerikanerne er, som udgangspunkt, et høflig folkefærd, men når det handler om deres præsident –og i særdeleshed når det handler om at flyve rundt med ham, udenfor deres eget territorium, ja så de det altså ret stramt med, hvis andre begynder at stille betingelser –eller i øvrigt sætter dem hindringer i vejen.

De vil helst gerne selv bestemme.

USA: ”Hello Denmark. Det er amerikanerne her. Vi tænkte at vi ville kigge forbi med præsidenten om 8 måneders tid.
DK: (Lettere benovet) ”Ih det lyder da skønt. Kom bare forbi. Vi sætter vand over til kaffe”
USA: ”Super. Vi kommer, men…..”
DK: ”Ja?”
USA: ”Der er lige et par ting”
DK: ”Åhh. Ja sikkerhed. Naturligvis. Ved I hvad. Der skal I slet ikke spekulere på. Vi sætter PET på sagen. De er smadder gode til den slags”
USA: ”Njaaaa. Vi vil altså helst gerne klare det med sikkerheden selv. Vi sender et par fly med sikkerhedsfolk. De første 400 lander hos jer om en uge”
DK: ”……..!!?”
USA: ”Og så er der broen”
DK: ”Broen?!!”
USA: ”Ja. Broen til Sverige. Når præsidenten lander om 8 måneder, er I så ikke søde at lukke broen, mens at han lander?! Vi er ikke så glade for broer. De gør os utrygge!”
DK: ”Men, helt ærligt. Det er jo Øresundsbroen for pokker!”
USA: ”OG motorvejsnettet rundt om jeres lufthavn. Det må I også gerne lige rydde”
DK: ”Midt i myldretiden!!?”
USA: ”Ellers kommer vi ikke!”

Og sådan fortsætter de og langsomt går det op for værterne at deres gæster er stanghamrende autistiske.

Præsidentens folk skal nemlig:

Kende start og sluttidspunkt
gæstelisten
-samt menuen (men i øvrigt medbringer de helt sikkert deres egen kok)
Og så videre…

Desuden skal der stå et rum klart til præsidenten, med en CD afspiller samt en lang række andre effekter. De sender listen i morgen.

Sidst, men ikke mindst, så skal danskerne altså bare vide, at hvis noget går galt, ja så forbeholder gæsterne sig ret til at skyde sig vej ud -og i øvrigt forsvinde i en sky af brændt gummi fra dækkene på den granatsikre limo, de selv har fået fløjet ind, før at nogen så meget som når at sige ”Goodbey Mr. President”

Men derudover glæder de sig i øvrigt til at komme…..

Og således foran et hold efterhånden temmelig trætte kursister, afrundede jeg ovenstående historie, som jeg har fortalt et utal af gange sidenhen, med ordene:

”HUSK!
I kender jeres barn bedst. Når I drager udenfor jeres hvide hus, så er I deres Secret Service. Høflige, måske oven i købet smilende, men hvis noget går galt….

Så skyder I jer vej ud!

For I kommer med en VIP.

I kommer med OBAMA!

Pigen fra klapvognen har sidenhen vokset sig stor, smuk og klog. Ligeså har hendes lillebror, der faktisk også var med i DC, i mors mave.

De to børn ved udmærket godt hvem de er. Og selvom guderne skal vide at deres mor og jeg har ’taget mange kugler’ for dem i årenes løb, er vi også blevet gode til at vide hvornår at vi IKKE skal gøre det.

Det er sådan nogle egenskaber, der kendetegner en god agent.

Har jeg læst…..et sted 🙂

God søndag.

(Indlægget her blev bragt for første gang i februar 2017)

Du kan følge mig på Facebook, på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Til eventuelle nye læsere.

Hej.

Jeg hedder Morten. Jeg er 49 år og far til to unge mennesker på 22 og 19 år. Jeg er godt gift med Anne på 45. Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉

Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.

Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.

P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.

At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra.

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.

Jeg er glad for at du kiggede forbi.

Bloggen har eksisteret i 7 år nu, (opdateret november 2024) så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉

/Morten

19. februar 2017 4

En fars 8 år lange rejse mod langrend med datter

En far/datter historie om afsavn, tålmodighed, sne, håb -og det helt rigtige tidspunkt

(Udgivet første gang i februar 2017 som det andet indlæg på bloggen, der netop havde var blevet lanceret)

Da sneen væltede ned hele torsdag og jeg kunne se af den blev liggende, vidste jeg intuitivt at tiden var inde. Alligevel besluttede jeg mig for, at jeg hellere måtte vente med at spørge.

Fredag morgen klokken 06:15 (Freja havde lige akkurat spist den sidste skefuld havregrød) kunne jeg så til gengæld heller ikke holde mig tilbage længere. Så underspillet som jeg overhovedet kunne, nærmest mumlede jeg følgende sætning:

“Freja…. Kunne du måske tænke dig at tage ud og løbe langrend i Hareskov med mig i morgen….?”

“Ja” Svarede hun, uden ét sekunds tøven.

Fuldstændig overrumplet som jeg var, havde jeg mere end almindeligt svært ved at skjule, at mit hjerte var ved at smelte af akut lykke.

“Men” fortsatte hun “Det er bare os to ikke?”

Jeg nikkede ivrigt.

Freja så lettet ud, og sagde så i sit sædvandlige faktaprægede, konstaterende -næsten forretningsmæssige tonefald :

“For det første har vi kun to par ski OG for det andet… selv hvis vi tilbød Tove at komme med, ja så ville hun dels opfatte tilbuddet som et press og dels ville hun ikke kunne vælge mellem at tage med eller blive hjemme. Hun ville tøve hele dagen og vi ville aldrig komme af sted”

Hun er så knivskarp, min datter. Og så er hun verdens bedste storesøster, der for tiden tager et utal af hensyn til sin lillesøster.

Engang var det omvendt.

Et er, at hun havde ret i sin analyse af Toves udprægede modvilje mod krav og valg. Et andet er, at hendes deltagelse ville have været betinget af at turen fra Vanløse til Hareskov, på ski i skoven -og hjem igen, kunne gøres på under en time.

Umuligt!

Lillesøster Tove (der er hjemmegående for tiden og venter på et behandlingsskoletilbud) er nemlig for tiden, fanget i en selvpåført struktur, hun har trukket ned over alle sine vågne timer.

HVER hele timeslag SKAL hun gerne opholde sig på sit værelse -og helst foran computeren, således at hun kan se uret nede i hjørnet af skærmen skifte fra eksempelvis 15:59 til 16:00 og så 16:01…..

Når hun det ikke, kan det ske, at hun får et regulært angstanfald, hvor han skriger, banker hoved ind i døren og fægter med arme og ben.

Hun ved godt selv at det er helt skørt, men lige p.t er det umuligt for hende at bryde strukturen.

En anden skør ting er, at havde min datter været min klient, ville jeg have gået til opgaven med at bryde timestrukturen systematisk og med mit professionelle overblik i behold.

Som hendes far, derimod, er det bare, som udgangspunkt følelsesmæssigt umådelig hårdt at være vidne til -og så sætter det, som man måske nok kan regne ud, en naturlig grænse for hvor meget man kan nå med hende, sådan i løbet af en dag.

Vi arbejder dog på sagen, vel vidende, at den slags tager sin tid. Hvem ved? Måske 8 år……

(Klokken er i øvrigt nu 15:55 og jeg rejser mig fra tastaturet for at få hende ud af det bad, vi i dagevis har kæmpet for at få hende i…)

(16:02 Jeg er tilbage ved tastaturet)

Så DERFOR skulle Tove ikke med – selvom hun ville have haft ovenud godt af både sne, frisk luft -og den skov, som hun plejer at elske at komme i.

Lige nu er hun fanget af sin lave kravkapacitet (Nogle kalder det PDA) og af sine strukturer.

Jeg skal nok skrive meget mere om nedsat kravkapacitet i senere indlæg. Det lover jeg!

Nuvel…

Dagen efter, om lørdagen -tidligt om morgenen, mens solen endnu var rød, kunne jeg så, til gengæld glæde mig over, at min store, smukke datter sad ved siden af mig i vores lille VW Lupo 3L kun adskilt fra mig af skitasken med de to par langrendsski, som fyldte det meste af bilens længde.

30 minutter senere klikkede vi støvlerne i skiene og Freja, der atletisk er et naturtalent, lod sine næsten 180 cm glide gennem skovebunden med en elegance, som havde hun aldrig bestilt andet.

Som jeg stod der og fumlede med min vanter, mens jeg iagttog hvorledes hun hurtigt forsvandt over første bakke, kneb jeg en tåre. Det var en tåre af den slags, der i og for sig godt kunne være blevet fremprovokeret af den stride iskolde vind, men som reelt blev presset frem af et minde, der lige pludselig skyllede ind over mig.

For begyndelsen på historien om Frejas autisme og ADHD blev jo netop skrevet i sne -og bidende kulde i Kvittfjeld i Norge – for 8 år siden.

Det var der at hun, et par dage inde i ferien, kom lidt skævt op på en stolelift og faldt af. Det hele skete ved lav hastighed, for foden af bakken -og uden større dramatik, men for Freja var det voldsomt nok til at hun ALDRIG ville køre med den lift igen. ALDRIG!

Surt. For Liften var eneste vej fra hotellet i dalen og op på fjeldet.

Oplevelsen i Norge blev startskuddet på en ferieform vi senere, modvilligt har måtte praktisere et utal af gange…

‘Hver-for-sig – ferie’

I dette tilfælde blev det til at Tove og jeg stod på ski på fjeldet, mens at Freja og Anne tilbragte resten af ferien på hotellet.

Kvittfjeld blev også stedet hvor en række små tandhjul i Frejas hjerne (sådan forestiller jeg mig det i hvert fald) satte sig i bevægelse.

Autismen , som vi efterhånden havde luret, men som indtil videre primært havde gemt sig i læ af timevis af fantasifulde alenelege og lytten til lydbøger, -at den for alvor begyndte samtidig at vise sit sande ansigt.

Allerede mens at vi var i Norge oplevede vi en pige der lå på gulvet og skreg i spisesalen fordi at lyden af de andres stemmer -og lyden af bestikkets skramlen med servicet overvældede hende.

Senere samme år eksploderede det hele i hallucinationer og andre sanse -og adfærdsforstyrrelser, angst og en markant udadreagerende adfærd -særligt rettet mod små søde piger med strutskørter og rottehaler.

Resten er historie -både en benhård opslidende historie der bestemt ikke er for vordende forældre og sarte sjæle, men også en historie fyldt med håb og kærlige kyndige hænder der greb det vilde barn, formede hende og var med til at gøre hende til den unge kvinde hun er i dag.

Den kan jeg altid kan fortælle en anden god gang.

Tilbage til min snetåre.

For i det jeg satte gang i skiene for at indhente hende -noget jeg trods god fysisk form, har opgivet når hun har løbesko på, blev jeg simpelthen så rørt.

Rørt over endelig at stå der i sneen, med brædder under fødderne, med min store datter. Det var næsten mere end hvad en voksen mand kunne klare.

Når man har børn som vores med de massive udfordringer de har, kan udsigten til at tingene nogensinde skal blive bedre ,af og til synes helt udenfor rækkevidde.

Jeg har gennem årene efterhånden erfaret, at når mismodet i al ubemærkethed har sneget sig ind og har fået godt fat i en, ja så skyldes det som regel, at man står på bunden af en kurve der er gået nedad så længe at man slet ikke kan huske at det på noget tidspunkt har været anderledes.

Her er det at man med fordel kan træde et par skridt tilbage.

Måske orker man ikke engang det, og så skal man have hjælp til at gøre det. Lykkedes det, vil man måske, hvis man er heldig -og timingen er den rette, opdage at den tilsyneladende bund, man befinder sig på indgår i en lang kurve der, set på afstand faktisk stiger støt.

Sådan en oplevelse havde jeg, lørdag d. 11 februar 2017 i Hareskov.

Når det er sagt så fandt vores spotante skitur (åh, hvor jeg dog har drømt om at være spontan) faktisk sted, som kulminationen på en uge, hvor Freja af forskellige årsager, ikke havde kunne overkomme at komme i skole.

For selvom pigen på gulvet i spisesalen, på hotellet i Kvittfjeld er 8 år væk, så skal guderne vide, at vores skønne, kloge storesøster fortsat har meget at kæmpe med. Rigtig meget.

Men hun kæmper……!

Lige nu, mens at jeg skrive de sidste linier på dagens indlæg, er hun for eksempel ved at krybe i løbetøjet. Hun ‘æder’ 5 -8 kilometer grus og asfalt om dagen, bare for at holde sin potente, kringlede -til tider angstfyldte, men også helt fantastiske hjerne bare sådan nogenlunde i skak.

Langrendsturen i morges var åbenbart ikke tilstrækkeligt.

Hermed er rollerne også byttet om.

Freja stod på ski med sin far -i Hareskov mens lillesøster blev på ‘hotellet’ i Vanløse, endnu en dag.

Retfærdigvis skal det siges at hun jo nåede sit bad inden 16:00 og hoppede på trampolinen i 20 minutter.

Bedre blev det ikke i dag. Hun kæmper også -og det skal nok gå!

Apropos sejhed…

Børnenes mor kommer hjem om 10 minutter efter en dukkert i 2 grader kolde Øresund -hendes eneste p.t eneste fristed i den fodlænke lignende virkelighed hun befinder sig i 5 ud af ugens 7 dage.

Hun er er godt nok også sej, hende Anne.

Sejheden har de heller ikke fra fremmede -vores børn.

Der er stadigvæk håb -især hvis man anskuer det hele lidt på afstand.

Håb og sne -selvom den så godt nok smelter på tirsdag.

Jeg skynder mig at nyde begge dele.

…..

Tak fordi at du læste med. Følg mig på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Morten Gantzler Oschlag

11. februar 2017 4

Kat!! Aldrig i livet -sagde børnenes far, og blev dobbelt terapi-katteejer.

En historie om ‘Pelsmagi’ -samt om det at gå og være en lille smule sur, på forhånd – bare for en sikkerheds skyld, for dernæst at finde sig selv snakkende med en lys, pussenusset stemme, til ens børns katte, i en anfald at kamp-lykke over at de er kommet ind i deres liv.

(Blog indlæg nummer to af , efterhånden rigtig mange. Udgivet 2 feb, 2017)

Børnenes mor har to forskellige stemmer.

En ‘DET KOMMER IKKE TIL AT SKE!’ -stemme. Og en ‘DET KOMMER TIL AT SKE!’ -stemme.

Stemmerne (måske er jeg den eneste, der kan høre dem 🤔) går altid hånd i hånd med et fast, glødende blik, der heller ikke er til at misforstå.

Når hun bruger den første stemme, er hun en helt fantastisk, dedikeret -praktisk talt uovervindelig forbundsfælle.

Når hun bruger den anden stemme, er hun en helt vildt irriterende, dedikeret -praktisk talt uovervindelig modstander.

Men hvorfor nu det?

Jo, ser I. Kvinden er jo gift med en mand, der har det lidt stramt med de fleste tilløb til forandringer og krav der ikke har ophav i hans egen hjernebark.

Ret dumt, egentlig….

For lidt over to år siden kiggede Anne på mig med et glødende ‘vi-burde-nu-købe-os-en-kat-til-vores-børn’ blik.

Hun behøvede ikke engang at bruge ‘Det kommer til at ske’ stemmen. Jeg vidste intuitivt, at løbet var kørt.

Lidt ligesom de to gange hun havde kigget på mig med ‘baby-blikket’. I begge tilfælde havde jeg sjovt nok ikke gjort det mindste forsøg på modstand (og se lige hvad det har ført til) MEN det gjorde jeg her.

Vild, voldsom, barnlig modstand.

Det var fuldkommen åndsvagt for mens at ham den store dramaqueen sprang op, ‘spændte bælter’, fægtede med arme og ben -og råbte sit rituelle “KAT! (indsæt hvilket som helst andet ord) ALDRIG I LIVET!!” Så stod hans usynlige, fornuftige diagnosefri tvilling ved siden af og iagttog optrinnet med stor undren.

For sandheden er jo at jeg elsker katte og desuden vidste jeg at Annes research i forhold til at bruge katte som terapidyr, var uangribelig.

Sådan er det altid med hende. Hun sætter sig ind i tingene!

Nu sagde jeg katte…..-i flertal, for vi købte jo to. Og faktisk blev vi hurtigt enige om, at vi egentlig ikke brød os om ordet ‘købte’ så i dag hedder det sig blot, at Bora og Twister (for det hedder de) blev adopteret ind i vores familie.

‘TOSSETØSERNE’ -ja der kalder vi dem også, er ubetinget det BEDSTE der er sket for vores børn, siden at de blev udredt for deres autisme og vi kan slet ikke forestille os et liv uden de to pelskugler. De kan simpelthen noget, som vi ikke kan.

Nogle gange er det som om at barn og dyr smelter sammen og bliver et.

Når lillebror, Toke, som p.t er den hårdest ramte af de to, for eksempel har et af sine angstanfald, hvor han kan blive både fysisk udadreagerende og svær at komme kontakt med, ja så kan man med fordel give ham Bora i favnen -eller bede ham finde hende.

Mødet med den varme lille krop og den bløde pels har en fuldstændig magisk terapeutisk effekt som indtræder øjeblikkeligt. Og det barn der lige har stået og slået løs på en, i ren og skær affekt, falder fuldstændig til ro.

For en kat er jo et levende væsen (modsat en far eller mor 😊)

Freja og Vigdis i Klub Kamille på Egemosegård

Den pels-magi vi har oplevet fra det øjeblik Bora og Twister første gang satte deres poter på matriklen, var os langtfra ukendt.

Et par år forinden stod vi og troede ikke vores egne øjne, da vi så vores datter gribe fat i en hov på en flere hundrede kilo tung islænder hest, for med største tålmodighed og rolige bevægelser, at begynde at rense den, som havde hun aldrig bestilt andet.

Freja, med det eksplosive temperament, som den gang var så sanseforstyret at hun knap nok kunne have tøj på -og så ramt af sin ADHD at hun konstant var i bevægelse, var kommet i de kyndigste hænder hos Vibeke Andersen og hendes ansatte i ride-aflastningstilbudet for Pige Club Kamille på Egemosegård.

Her havde Freja 4 gode år, hvor hun lærte at håndtere og ride de store dyr. Vi er overbeviste om at en del af fundamentet til den kropsbevidsthed og selvforståelse Freja har i dag, blev lagt i sammen med hestene Birtingur og Vigdis.

(Det kalder vist på et rent heste blogindlæg senere?)

Selvom de første skridt blev trådt med hestesko har Frejas kat Twister sammen med søster Bora, nu ikke haft nogle problemer med fylde fodsporene ud.

Ud over at kunne være varme, bløde lynafledere for affektudbrud, er de to også evige kilde til samtaleemner, hvilket nogle gange kan gøre det lettere for Freja og Toke at udtrykke deres følelser og hensigter.

“Bora (læs: jeg) syntes at der er for mange mennesker i rummet (…) Twister (jeg) er træt” o.s.v

‘Kattebasserne’ (endnu et kært navn) er naturligvis ikke udvalgt helt tilfældigt. De er begge af racen Ragdoll, som er kendt for at være ekstremt rolig og kærlig, med nærmest hundeagtig hengivenhed og egenskaber. Alt sammen pakket ind i kaninblød pels.

Vi købt… undskyld, ADOPTERDE dem hos ‘Kattemor’ Louise en godkendt opdrætter.

Vi besøgte egentlig Louise i Vordingborg med den hensigt at kigge på én killling, Bora, men da killingerne valgte hvert deres barn, var den sagt hurtigt afgjort.

Heldigt for de to kan slet ikke undvære hinanden.

Den kemiske hemmelighed bag pelsmagien hedder i øvrigt Oxytocin, (populært krammehormon). Oxytocin dannes i hypothalamus, udløses ved berøring -og virker blandt andet stressreducerende.

For undertegnede ‘på-forhånd-sure-far’ har det haft den effekt at jeg dagligt finder mig selv stående alene, med enten den ene eller begge ‘søstre’ snakkende til dem med en lys pussenusset stemme, som jeg slet ikke anede var min.

Andre gange hører jeg mig selv argumentere indgående for at kattebasserne altså bedst kan lide mig….

Jeg ved naturligvis godt, inderst inde, at det ikke passer.

Hvad ‘På-forhånd-surhed’ angår, ja så falder jeg fortsat jævnligt i, med begge ben og nogle gange også med fuldt overlæg. Det ligger til mig….. Jeg har oven i købet papir på det.

Men så får jeg bare stukket en kat i favnen.

Miav!

/Morten

Her har I et link til Autisme og Heste, hvor fantastiske Vibeke gennem 4 år udførte små og store mirakler med Freja, på hesteryg

http://autismeogheste.dk

Følg mig på http://www.facebook.com/autismeplusfar

Tusind tak fordi at du læste med.