(📡Radiostøj 📻) 1, 2, 3 Er der nogle der lytter med derude? Jeg sidder lige her på havetrappen, med kaffe og med kat og forsøger at gøre status.
Og jeg er ret sikker.
Mødet med mistroen og mødet med mistilliden har nok været noget af det hårdeste. For mig i hvert fald.
Mistroen og mistilliden. Tro og tillids to forvrængede genspejlinger.
En duo der, over tid, krøb ind og lagde sig som en tynd og næsten usynlig hinde over den optik, de linser igennem hvilke man kiggede på hinanden, her i vores lille søfartsnation.
Næsten ligesom troldsplinten i øjet på Kay i H.C Andersens eventyr om snedronningen.
De fleste mærkede intet eller næsten intet. Folk betalte fortsat for deres kartofler ved de ubemandede vejboder.
De bredeste skuldre bar også fortsat de tungeste læs, mens de stolt fortalte historier om kartoflerne og vejboderne til hinanden, til turister og til alle andre der gad lytte.
Hvornår skiftet helt præcist fandt sted og hvem der lukkede de to, mistroen og mistilliden, ind har fortabt sig et sted i mine tågede erindringer.
Det var i hvert fald før skærme og sociale medier for alvor gjorde deres indtog. Så dem kan vi godt stryge af skurkelisten.
Sammen med AI, i øvrigt.
Nu om dage er SoMe og AI “The usual suspects” men dengang var de begge stadigvæk rendyrket Hollywood underholdning. Tilgængeligt på DVD.
Hvis man ellers havde tid til den slags.
Det havde vi ikke rigtig. Anne og mig.
For børnene var begge ikke særligt gamle og begge nyligt udredte for autisme.
Jeg husker ej heller særligt tydeligt hvordan de ankom.
Ikke børnene, men mistroen og mistilliden .
Men jeg husker at jeg tænkte: “Hvad fanden sker der lige her?”
For pludselig var de der altså.
Mit bedste bud var, at de måtte være sejlet ind i vores fælles bevidsthed med solen i ryggen, så man først for sent genkendte dem, for hvad de reelt var.
Eller noget…
Helt sikkert er det dog, at de lagde til kaj lige ved siden af socialområdet og handicapområdet.
En kajplads der, har jeg efterfølgende tænkt, nok var alt andet end tilfældigt valgt.
Lige så sikkert er det, at det skete efter en rejse, hvor tidernes gunst for et nyt velfærdspolitisk kursskifte havde drevet mistroen og mistilliden frem med en hidtil uset hastighed og spændt deres storsejl til bristepunktet.
Tidernes gunst.
En kølig brise der gjorde at ordene i den nye arbejdsdialekt, der fulgte i kølvandet på de to, klang med en umiskendelig hårdhed.
En hårdhed jeg faktisk tror kom bag på mange af de socialfagligt uddannede, der blev nogle af de første til tage dialekten i brug.
En ny måde at skrive og snakke om -og til.
Skrive om -og snakke til sådan nogle som os, men faktisk også til hinanden
Mistroen og mistilliden slog nemlig ikke blot sproglige kiler ned mellem borgere og fagpersoner.
Men også mellem fagpersoner og deres ledelse og mellem ledelse og folkevalgte.
Ledelseslag der, over en kort periode, pludselig stod for at skulle indføre og indkøre nye politisk bestemte værktøjer og arbejdsgange.
“Og hvor fanden kom DE så lige fra?” Kan jeg huske, jeg tænkte.
Vores hjemkommune indførte for eksempel, med effektivisering for øje, et arbejdsflow i sagsbehandlingsprocessen der betød at sagerne i det daværende Borgercenter Handicap konstant skiftede hænder.
Så blev sagsbehandlerne heller ikke for tæt knyttet til deres klienter.
Den slags kunne nemlig vistnok føre til skævheder i sagsbehandlingen. Skævheder der betød at nogle familier fik hjælp de ikke var berettiget til.
Mente man…. Hvem “man” så end var?
Det var ret vildt og ret uhyggeligt.
1. En ny socialfaglig arbejdsdialekt.
2. Et effektiviseringskoncept i sagsbehandlingen. Et koncept som oprindeligt var udviklet til samlebåndsarbejde i bilproduktion.
3. Et evigt og hastigt stigende flow af roterende sagsbunker med bekvemt indbygget ansvarsfraskrivelse.
Tilsammen tre trojanske heste, der løb alt og alle over ende og gav mistroen og mistilliden perfekte arbejdsbetingelser til at kappe fortøjninger og lade social -og handicapområdet drive for vind og vejr.
Alt dette udspillede sig over en relativt kort periode og banede vejen for den perfekte storm.
En perfekt storm der satte bølgeenergi bag det kollektive mentaliseringssvigt der snart skyldede ind over dækket på social- og handicapområdet og truede med at trække gode, erfarne og kompentente mennesker med sig i dybet.
Mit indtryk var, at mange af de fagpersoner der i stormen formåede at følge deres etiske kompasretning og surre deres faglige og menneskelige integritet fast til masten, enten skiftede “fartøj” og job undervejs, mens tid var, eller gik ned med mand, mus, mast og stress.
Det var voldsomt at være vidne til.
Og apropos voldsomt.
Det var den status, vi kom fra.
Suk.
Skal vi blive i skibsmetaforen, kan vi jo kaste et blik på vores egen lille besætning og den forfatning den er i.
Status er (med forbehold):
En hjemmeboende, voksen datter. Godt på vej. Tjek!
En udeboende voksen datter. Godt på vej -ish. Tjek.
To forældre ………. Holy shit.
Vi er her endnu, Anne og mig, men vi ligner godt nok to druknede mus.
Nuvel. Vi er hverken blevet skilt eller er døde. Eller begge dele.
Men det har godt nok været med lodder og trisser.
Der er også derfor at jeg, på bagkant af det hele, sidder her på en havetrappe, der hverken gynger eller tager vand ind, og prøver at gøre status.
Ikke for at forberede det store hævntogt.. Bevares! Nok mere for at forstå.
Jeg er ingen Odyseus.
Så langt fra.
Faktisk er jeg nok mere sådan en tilgivelses kind-of-guy.
Når det er sagt, så har jeg, når jeg nu sidder her, relativt meget i live, nok også bare brug for at minde mig selv om, at når det nu er gået så godt som det er gået med børnene, ja så er det da fordi at vi har kæmpet for dem
Anne og mig.
Kæmpet, kæmpet, kæmpet.
Kæmpet for at de kom de rigtige steder hen, så dygtige mennesker, der stadigvæk formåede at stå fast i deres faglighed, kunne få tid til at kende børnene bedst, på en anden måde end os.
(Forældre kender deres børn bedst, ved I nok. Bortset fra når de ikke gør)
Kæmpet for at Annes tabte arbejdsfortjeneste, igen og igen og igen kunne forlænges mere end til blot at ligne den slags planke man ufrivilligt går ud af, når man har forsøgt at begå mytteri.
Eller, hvilket måske er mere betegnende for vores situation, at kaptajnen har besluttet sig for at man udgør en eller anden form for dødvægt.
En skibs-gøgeunge der derfor må ud på planken og dumpes i havet for at holde skuden flydende.
Så vi har kæmpet.
Kæmpet for at over -og modbevise, dokumentere, afvise, tilbagevise, sandsynliggøre samt forklare.
Forklare noget der egentlig var ret enkelt.
1 Vores børn havde ikke bare brug for hjælp.
2. De havde brug for den helt rigtige hjælp. Nu.
3. Ellers ville alting bare blive meget værre (og i øvrigt væsentligt dyrere) på den lange bane.
Ret enkelt.
Men anskuet gennem optikken i de kikkerter mistroen og mistilliden havde forvrænget, fremstod det hele lige pludseligt meget komplekst.
Så komplekst at pilen i bebrejdelses-kompasset, sigtekornet og kanonerne hurtigt drejede i vores retning.
Vi forældre stod således i skudlinien når vi vedholdende stod fast på at de indsatser, man mente måtte kunne få børnene og os tørskoede i land, ikke altid var sødygtige.
Og selv når indsatserne var sødygtige, måtte vi af og til kæmpe imod at man lukkede bevillingerne og “lukkede luften” ud af dem selvom der var både land og bedre trivsel i sigte.
Så…
Med verbale knivblade i munden og tøjet foret ned stakkevis af partshøringssvar som værn mod afvisnings-kugler og krudt svingede vi os i torvene, forbi mistroen og forbi mistilliden.
“Til modangreb” råbte vi, med en hårdhed i vores stemmer og i en dialekt, jeg personligt havde vanskeligt ved at genkende, men som jeg, inderst inde udemærket godt vidste, nu også var blevet min.
Og så….
Og så hvad…?
Ja, vi vandt.
Men vandt vi?
Og hvad, eller rettere, hvem var det lige vi havde kæmpet imod?
Havde jeg turde kaste et blik over skuldrene den gang, ville jeg være blevet mødt af et syn, jeg udemærket godt vidste ville møde mig.
Mennesker der kæmpede mod andre mennesker.
Et enormt social- og handicappolitisk søslag, lyst op af skærene af nødblus fra alle de forældre til børn med særlige behov, der ikke, som vi, havde haft ressourcerne til at tage kampen.
Men af også nødblus fra mange fagfolk og folkevalgte, der var kommet etisk og moralsk ud af kurs.
Da Homer skrev Odysseen var den oldgræske betegnelse for det at begå en synd, ordet: ἁμαρτάνω (hamartano).
Verbet kommer oprindeligt fra bueskydning og betyder bogstaveligt talt at forfejle målet eller at ramme ved siden af.
Jeg tænker at nogle vildfarne fagfolk og folkevalgte blev “syndere”, ramte forbi målet, uden selv at indse hvad der var ved at ske. I hvert fald ikke til at begynde med.
Afvigelsen fra den etiske og moralske kompaskurs de justerede deres sigte efter, skete gradvist og de mål de ramte uforholdsmæssigt hårdt og tilføjede vitale skader, viste sig af og til at at være de selvsamme mennesker de var sat i søen for at hjælpe.
Så. Mennesker der kæmpede mod mennesker.
Et hav af skæbner.
I virkeligheden alle nødstedte, på hver deres måde. Taget af strømninger der langsomt, men sikkert øgede afstanden mellem de som kunne bære de tungeste byrder og de som knapt nok kunne bære sig selv og forblive oven vande.
Mange med forvrængede kikkerter. Kikkerter der gjorde navigation næsten umulig og som ofte heller ikke tillod dem at se hinanden som tro -og tillids-skibsbrudne, men som fjender.
Og næsten alle udstyret med de sociale mediers telegraf (som i mellemtiden var kommet til)
En telegraf som dog stort set kun sendte SOS til den gruppe man selv tilhørte.
Jeg har ikke set Christopher Nolan’s filmatisering af Odysséen, men har ladet mig fortælle at filmens morale, i bund og grund, er:
Krig er noget lort og alle taber.
Også de, der vinder.
Vi vandt, men er begge, blevet nogle andre, end dem vi kunne have været.
Ikke inderst inde. Dertil er vores kerner heldigvis for stærke.
Personligt kan jeg dog mærke, at mistroen og mistilliden har brændt sig ind i mine ydre lag. Og jeg må da jævnligt minde mig selv om, at de lag ikke er hele mig, men bare overflade.
Værre er det straks med det lille hul mistroen og mistilliden har brændt i nethinden i mit kikkertøje.
En lille blind plet jeg konstant skal huske at kompensere for, så den ikke gør mig kold og hård, slører mit blik og skærper mit sprogbrug, når jeg møder andre mennesker.
Nå ja. Hvem lukkede dem egentlig ind? Mistroen og mistilliden?
Det triste svar er jo nok desværre, at det gjorde vi alle sammen, på den ene eller den anden måde.
Og her har mennesker med udsyn, indblik, magt og indflydelse haft et skærpet ansvar.
Det er jeg udemærket godt klar over.
Mistroen og mistilliden sejlede ind i vores territoriale farvand på nogens vagt. Og nogen stod på broen da det skete.
Jeg gad nok vide hvad det var de så, og hvad de tænkte.
Da jeg læste på universitetet i midten af halvfemserne blev jeg af en underviser præsenteret for en, syntes jeg dengang såvel som nu, ret vild teori.
Og igen. Her befinder vi os altså endnu årtier væk fra Snapchat, X, TikTok , Facebook m.m.
Teorien gik på, at hørte man til blandt de som mente at den offentlige sektor var en klods om benet på det private initiativ og det frie valg, ja så kunne man, med fordel, plante små fortællinger i folkehavet.
Små fortællinger om, eksempelvis folkeskolens dalende kvalitet og snarlige forfald.
Plantede man fortællingerne rigtigt og var man ellers udstyret med den fornødne tålmodighed , ja så ville de små fortællinger langsomt sprede sig som ringe i vandet.
Og helt upåagtet af hvor sande og hvor forankrede fortællingerne reelt var, ville en grundlæggende menneskelig grundfølelse, med tiden sørge for at de reelt blev sande.
Den grundfølelse var -og er frygt.
De med ressourcer ville hive deres børn ud af folkeskolen. Bare for en sikkerheds skyld.
Tilsvarende ville social -og sundhedssektoren langsomt blive udvandet og gøre plads for noget bedre.
Små ringe i vandet ville, over tid, rejse sig som bølger. Bølger så høje at de til sidst ville kunne påvirke hele det politiske klima og lade nye vinde blæser hen over landskabet.
I overgangsperioden ville der uundgåeligt være ofre . “Collateral damage” kalder man vist den slags hvis man forstår sig på millitærjagon.
Men så ville alting blive godt.
Var forråelsen af sproget om os, mon collateral damage i et velfærdseksperiment?
Var vi selv collateral damage? Acceptable tab på en rejse mod…… Ja mod hvad?
Jeg aner ikke om det var sådan det hele begyndte. Med små dryp af malurt i folkehavet. Små fortællinger.
Nagende tvivl. Tvivl som blev til frygt. Frygt der banede vej.
Banede vej for at mistroen og mistilliden kunne sejle upåagtede ind.
Måske under dækker af at være det redningshold, den dynamiske duo, man kunne gemme sig selv og sin frygt bag ved.
Jeg ved det ikke.
Jeg har bare aldrig glemt min undervisers ord. De markerede det vildeste uskyldstab for mig.
Tænk engang hvis nogen virkelig førte den slags ud i livet.
Jeg har i mellemtiden efterhånden levet længe nok til at erfare noget andet min underviser fortalte mig.
At mange idéer, uanset hvor tossede de som udgangspunkt fremstår og uanset hvor voldsomme og utilsigtede konsekvenser de senere får, rent faktisk ofte undfanges i den bedste mening.
Nogle gange tilmed i en højere sags tjeneste.
Jeg siger det ikke som en undskyldning, men mere som et bud på den forklaring, jeg så desperat leder efter.
For hvordan kom vi lige hertil?
Et svar jeg måske nok søger fordi jeg bilder mig selv ind at svarer vil give mig en eller anden form for sjælefred.
Fred i sjælen hvis jeg dog bare kunne pege et eller andet sted hen og sige:
“Ha! Se! Det var ham/hende!
Ham/hende der satte alt der her i søen.
Med vilje.
En eller anden vilje .
God eller ond vilje, med eller mod bedre vidende, men i hvert fald med vilje”
Jeg forstiller mig én rød startknap. Ét “ground zero”
Men måske var den knap jeg leder efter over det hele og blev trykket i bund over det hele. På én gang.
Reelt ved jeg ikke en skid. Så lad for Guds skyld være, hvis I kan, med at fylde eventuelle kommentarspor med verbale fakler og høtyve.
Mistroen og mistilliden vil elske det.
Jeg ved blot, at der skete noget de år.
I det første årti af det nye årtusinde.
Noget der måske kunne være stoppet i tide. Selv efter det var sat i gang. Eller satte sig selv i gang.
Og jeg ved også, og det har jeg af en eller anden grund fortsat behov for at sige højt, at det i hvert fald ikke var børnenes eller vores skyld.
Vores to blev født i 2002 og 2005.
I årene der fulgte, afløste den ene reform den anden.
Dagpengereformer, strukturreformer, efterlønsreformer, kontanthjælpsreformer, folkeskolereformer.
Næsten alle med det til fælles at skruen blev strammet og retorikken skærpet og overfor de, hvis skuldre var midlertidigt eller permanent smalle.
Reformerne ankom med en frekvens som var de båret af tidevand.
Tidevand der, når det trak sig tilbage, blotlagde store og små indhug i den del af den socialpolitiske kystlinje, hvor de sikre havne for samfundets svageste var placeret.
Jeg anerkender at reformer ofte, rent samfundsøkonomisk, kan være være forankrede i en form for bydende nødvendighed og være udtryk for rettidig omhu.
Årene omkring finanskrisen var ret vilde.
Men den måde hvorpå man eksekverede reformener, den måde hvorpå man lagde snittet, den måde man omfordelte byrder mellem smalle og brede skuldre, var udtryk for aktive valg.
Retorikken. Måde at tale på -og til mennesker, var et valg.
Nok var mange påvirkede af mistroen og mistillidens offensiv, men ikke alle var magtesløse.
I særdeleshed ikke de med reel magt.
Alle som en repræsenterede reformerne aktive valg.
Nedslagspunkter, hvor folk med udsyn, indblik, magt og indflydelse havde muligheden for at stoppe op, sætte kikkerten for øjet og vælge enten den ene eller den anden kurs eller, hvem ved, måske ligefrem bygge diger omkring sikre havne.
Kikkerten…. Ja vi har været omkring den et par gange. Det er heller ikke en undskyldning.
For med magt følger ansvar. Blandt andet ansvaret for jævnligt at rense og pudse den optik, den linse man kigger igennem.
Indblik og udsyn kræver nemlig også klarsyn.
Nå. (Næsten) ikke mere udenomssnak
Hvad er egentlig status?
Jeg tror jeg lander på at:
1. Det gik som det gik.
2. Jeg er ingen Odysseus.
3.. Men jeg har været stærk.
Vi, Anne og jeg, har været stærke.
Vi havde virkeligt også brede skuldre.
Det har vi fortsat – på en måde.
Mine er brede-brede, mens Annes er brede på overfladen, men reelt hærgede af utallige “kravebensbrud”
Den epidemi af systemstress som mistilliden og mistroen førte med sig, afkalkede selv de stærkeste knogler og gjorde dem skrøbelige som glas.
I overført betydning, naturligvis.
Alligevel var Anne den af os, der bar byrden hjemme, i de mange skolefraværende år, hvor børnene havde det allerværst og jeg fortsat gik på arbejde.
Den slags gør man ikke ustraffet. Uanset om man er den stærkeste af de stærke. Og det er hun.
Eller var.
I dag er hun og samfundet et arbejdsliv fattigere.
Altså. Hun betaler skam skat af sin førtidspension, men I forstår forhåbentlig pointen.
Det er så dumt. Dumt og meningsløst.
Jeg får det decideret dårligt, når jeg tænker tilbage på, hvor stærke vi har måtte være.
For vi var ikke bare stærke på bekostning af eget helbred, men også på bekostning af de, der ikke var det.
De mest nødstedte af alle familier, hvoraf de som ikke er gået til bunds, fortsat driver rundt et sted derude.
Vi var stærke og fik ret, men det var aldrig meningen at det skulle være sådan.
På den måde var vi vel nok desværre en slags first movere, for netop den stærkes ret har tilsyneladende fået en slags revival, her de senere år.
Ikke kun på det geopolitiske plan, men helt ned i de kommentarfelter, hvor vi sender vores ensomme SOS.
“Godt brølt” var der for nyligt en der skrev til mig. Kommentaren der helt sikkert velment, faldt i forbindelse en af de utallige “os mod de andre” tråde sociale medier flyder over med. En tråd jeg havde så letsindig at tage del i.
Jeg kunne godt mærke at det gav mig et kick, at få at vide at jeg var en god brøler. Det var lige før jeg stillede mig foran spejlet og vred ansigtet ud af facon for rigtig at kunne se hvor farlig jeg var.
Heldigvis kom jeg ret hurtigt i tanke om den blinde plet mistilliden og mistroen havde efterladt i min nethinde.
Jeg koncentrerede mig, kiggede forbi den og så reflektionen af en træt mand i begyndelsen af 50’erne stirre tilbage på mig, mens han rystede på hovedet.
For hvis jeg nu alligevel var Odysseus, var det vel nok sådan nogenlunde omkring her, ved rejsens afslutning at jeg, som han gjorde det, skulle slagte alle mine modstandere i et sidste sanseløst blodbad.
Hævne min Penelope, hævne det hele, stille til ansvar, stille til skue, lade gå planken ud. Just to show them.
Selvom jeg ikke har set Christopher Nolan’s langfilm, ved jeg jo udemærket godt hvordan den slags ender.
Verden bliver ikke et bedre sted og jeg får ikke sjælefred. Tværtimod.
Desuden er jeg jo nok mere en tilgivelses-kind-of-guy, husker I nok.
Er i øvrigt også ret stor fan af forsoning.
Jeg tror simpelthen de er kommet for at blive.
Tilgivelse og forsoning. En duo jeg personligt tror kan få mistro og mistillid til at ryste i piratbukserne.
Men husk. Det her er min historie, min havetrappestatus.
Jeg befinder mig et sted i mit liv, hvor jeg kan kan holde familien og mig selv flydende tilstrækkeligt lang tid af gangen til at jeg overhovedet kan tillade mig at tænke tanken.
Tillade mig at tænke tanken om at tilgivelse og forsoning nok er mit bedste bud på bærende elementer i en ny fortælling om mødet med mistroen og mistilliden.
En ny fortælling, der kan holde holde vandet ude permanent og give mig fred.
Jeg ved godt og jeg forstår godt at der er mange, for hvem tilgivelse og forsoning er en luksus, der endnu ligger et godt stykke nede på prioritetslisten.
En liste hvor dag til dag overlevelse og alene det at holde “pumperne i gang” står væsentlig højere.
Faktisk kan jeg kun tale for mig selv, så lad os bare aftale at jeg starter.
Starter med sproget.
Inklusive sproget om dem jeg, i følge al Hollywood-logik, burde lade hævnen og ukvemsordene regne ned over ved at stryge en tændstik og lade alverdens kommentarspor brænde.
Et nyligt overstået møde mellem tre regeringledere i New York har givet mit projekt lige præcis så meget rygvind, at jeg begynder at tænke, at tidernes gunst måske er ligefrem er med mig.
Diplomatiet og samtalen viste jo netop sit værd som den mellemmenneskelige pudseklud, der åbenbart stadigvæk kan rense selv de mest håbeløst forvrængede kikkertlinser som årevis af møgfald, i kommentarspor på sociale medier har sværtet til.
Win, win og win 😉 Ingen nævnt. Ingen glemt.
Og nu vi er ved det.
Tilgivelse og forsoning er ikke ensbetydende med at alt er glemt og nu bliver det hele godt.
Tilgivelse og forsoning er heller ikke ens betydende med fornægtelse af ansvar og dårlige beslutninger.
Skiftende regeringskonstellationer har stået på broen, mens alt det, jeg netop har beskrevet, har fået lov at udfolde sig.
Upåagtet af hvor meget vi alle sammen er blevet taget på sengen, må de til enhver tid øverst ansvarlige tilgive sig selv og forsone sig med, at det altså skete på deres vagt.
Med tyk streg under at DET SKETE!
Og så ellers håbe (håb er en virkelig god strategi) på at andres tilgivelse og forsoning finder vej til dem.
Og måske er der en vej. Eller rettere, en kanal.
Tilgivelse og forsoning er (og nu bliver det lidt langhåret, men hæng på lidt endnu) måske den fælles radiokanal, den fælles nødfrekvens, den sproglige redningskrans 🛟 vi kan mødes på.
En sproglige redningskrans med en rækkevidde og en dybde der tillade os at genfinde os selv og hinanden.
Som mennesker og som tro og tillidsnation.
Hver gang det lykkes at nå ud til enten vildfarne beslutningstagere eller skibsbrudne familie kan vi så efterfølgende fjerne det første S i SOS.
Og ja, så er der faktisk bare OS tilbage.
Os alle sammen. Brede og smalle. På samme frekvens.
Ligesom i den romantiske nationalfortælling vi fortsat holder i kog, hver gang et internationalt magasin kårer os til de bedste i et eller andet.
Ja. Jeg ved det godt.
Af en engang næsten druknet mus at være, er jeg fortsat en håbløs romantiker.
En håbløs romantiker der bor i den kerne mistroen og mistilliden aldrig kunne nå ind til.
Så selvom der efterhånden er kommet kameraovervågning i mange vejboder, inde på land, så tror jeg sgu på “projekt OS“
Pletten i mit øje er på allerede på tilbagetog alene ved tanken om det.
Omend den nok aldrig forsvinder helt.
Og der er da fortsat dage, hvor pletten ansporer mig til at skyde først og spørge bagefter.
Ligesom der er dage hvor den giver mig ondt i maven, når jeg skal tjekket Annes eller min egen e-boks for, hvad der ofte viser sig at være helt uskadelige meddelelser om trafikomlægning og anlæg af regnvandsbassiner.
Jeg tjekker begge e-bokse. Anne kan ikke.
Til gengæld kan hun, som har betalt den hårdeste pris af os to, som ingen anden, holde håbet oppe og se det bedste i snart sagt hvad- og hvem som helst.
Det var da også hende, der forærede mig dette kunsttryk. Nok fordi hun tænkte at jeg havde brug for det. Hun havde ret. Det har hun ofte.
Kunsttrykket har været væk et stykke tid, men her forleden fandt jeg da, støvede det af og købte en god ramme.
En af dagene finder vi en god plads på væggen og så skal det være mit alter.
Et alter der kan holde min blinde plet i skak, minde mig om, det der står skrevet:
“Hvad nu hvis det bare går godt”
Samt minde mig om at kærligheden, det billige skidt 😉 overvinder alt.
Derfor smider jeg også lige kærligheden oven i puljen med tilgivelse og forsoning og sender hele baduljen ud på den fælles kanal. Vores fælles nødfrekvens.
Og mon ikke også tro og tillid sidder et sted derude og lytter med fra deres eksil. Måske har de i virkeligheden været her i blandt os hele tiden. Et hemmeligt sted, klinet til radiomodtageren, ventende på det lige så hemmelige signal.
(Radiostøj)
“📡Host, host. 1, 2, 3. 📻
Det er 🛟 OS der kalder. Tro og tillid. Where ever you are.
I må godt komme frem nu”
Over and out. Her fra havetrappen…….
Eller vent..
Lige en “honourable mention”
Twister (“skibs”katten i baggrunden)
Hun er også et slags alter.
Hun har været en del af familien i virkelig mange år.
Hun gjorde sin entré i 2014. Året hvor såvel folkeskolereformen som kontanthjælpsreformen skyldede ind over landet.
Hun har ligeledes været vidne til meget af alt det, der har hevet og flået i vores lille familiebesætning i årenes løb.
Twister er fuldstændig upåvirket. Som i fuldstændig upåvirket.
Til gengæld bliver hun vred hvis man ikke overholder fodringstiderne.
Så lille og enkel er hendes verden.
Ret forfriskende, egentlig. Og, alt efter dagsform og temperament, også en lille smule provokerende.
Roger over 🛟😉
Skriv et svar