Knirkende håb og brædder under fødderne.

Det er i dag d. 1 marts 2026 og kun 9 dage siden jeg tog dette foto. Vildt, ikke sandt?

Fotoet er taget på kanten af Frederiksdal Storskov kun 12 kilometer fra min hoveddør (større er København heller ikke) og udgangspunktet for mine langrendsture denne vinter.

Jeg var egentlig kommet for at tage afsked med sneen.

Det frøs 9 minusgrader og bedst som jeg stod og lod Islænderhestene, solopgangen og mine skamløst opstillede fjeldski indfange af kameraets linse, opdagede jeg at tårerne lige så stille trillede ned ad mine kinder.

Ikke på grund af frosten, sceneriets åbenlyse skønhed, det faktum at jeg netop er fyldt 51 og har let til tårer eller tanken om tøvejret der nu kun var få timer væk.

Jeg græd, gjorde jeg sgu, fordi jeg kom i tanke om en tur med “brædder under fødderne” der havde fundet sted, næsten præcis 9 år tidligere, ganske få kilometer fra hvor jeg nu stod.

En tur hvor min, nu voksne datter Freja, den ældste af de to, havde gjort mig selskab.

Dengang havde jeg også fældet en tåre eller to.

Turen med Freja og lyden af den knirkende sne havde vristet proppen af års savn, afsavn og alt hvad et bankende nybagt faderhjerte ellers kan fyldes op af, over tid, når drømme og forventning må deponeres på ubestemt tid.

I kælderen ved siden af posen med ski, stave støvle og voks.

Og der hvor savn og afsavn havde haft fast logi flyttede håbet nu ind.

Nuvel. Det havde boet der hele tiden, håbet. Men blot i langt mere ydmyge omgivelser end det hjerterum med højt til loftet og store panoramavinduer med udsigt til fremtiden, som det nu fik adgang til.

Ud over at efterlade mig med røde kinder med salte striber på havde turen fyldt mig med så meget håb, at jeg fik lyst til at dele ud af det.

Så jeg startede en blog. Bloggen Autismeplusfar. Som fagperson, som farperson og som nyslået diagnoseperson.

Den hellige treenighed.

Artiklen “En fars 8 år lange rejse mod langrend med datter” blev en af de første jeg udgav.

Det med de 8 år henviste til en mildest talt udfordrende tur til Norge med 3 årige Tove og 6 årige Freja.

En tur hvor den autisme og Adhd, der senere skulle vise sig at blive hele familiens, for alvor have skrevet sit navn i sneen.

Sne ❄️ Åh sne, altså.

17 år senere, på kanten af Frederiksdal Storskov med to Islænderheste der, alt imens jeg havde ladet tanker flyve, havde nærmet sig for at se om mon havde noget godt i lommen, kunne jeg konstatere følgende.

Min livslange kærlighed til den tyste, hvide frostklare magi og følelsen af “brædder under fødderne” var, alle omstændigheder til trods, så langt fra smeltet.

Smelte ville til gengæld det underlag jeg stod på, hvis jeg ikke kom i sving.

Så jeg hankede op i mig selv, for Gud hvilken gang, klikkede støvlerne i bindningerne og gled ned over skovegen ved Åsevang sheltetet, hvor Frejas lillesøster og jeg, i årenes løb havde overnattet i polarsoveposer, kæmpet mod jordhvepse og lavet altid mislykkede, men alligevel helt vidunderlige pandekager.

Når hjerterummet har været fyldt op af ubudne gæster og alle fysiske rum er blevet stort set umulige at opholde sig i, så kan naturen altså et eller andet.

Naturen. Det billige skidt.

Ved breden af Furesøs enorme frosne, snedækkede overflade, drak jeg et kop kaffe med kakaopulver og stirrede ud i den tågende intethed, mens solen langsomt fik mere og mere magt bag min ryg.

Sne, kaffe, pulvekakao og et tøbrud der, langsomt men sikkert, i dagens løb ville arbejde sig op gennem centraleuropa og på lidt over en uge iklæde landskabet forårsparate farver.

Ikke så ringe, faktisk.

Og nå ja. Håb for pokker.

Håb for to unge, smukke voksne og det til trods for at bloggens 9 årige liv, havde budt på mindst lige så mange udfordringer som de 8 år der ledte frem mod dens fødsel.

Ej. Flere faktisk. Og vildere end vi nogensinde havde kunnet forestille os. Børnenes kloge mor, Anne og så jeg.

Og vi har ellers begge en ualmindelig livlig og veludviklet fantasi.

Ved søens bred med solen i ryggen, blev jeg for alvor mindet om at håbet i den grad lever.

Jeg har efterhånden lært at få øje på det overalt. Anne har, i den forbindelse været en uvurderlig lærermester.

Jeg ser håbet i krusningen på læberne i hendes trætte ansigt. En helt særlig krusning, kun jeg ved er et overbærende og kærligt smil.

Jeg ser det hos de få og tætte venner, der vogter forskellige backup-kopier af mig, når/hvis der er behov for at genstarte systemet.

Jeg ser det i mit møde med naturen.

Piv ærlig og på en og samme tid rummelig og kompromisløs som den er. Uanset årstid pg vejrforhold.

Man siger at håbet er lysegrønt. Sandt nok.

Hos mig er det også hvidt, værd at vente på og så knirker det altså også bare på en helt vidunderlig måde når man er så heldig at have fået “brædder under fødderne”.

❄️❤️ Morten/
Autismeplusfar

(Jeg har sat artiklen fra februar 2017 om de 8 års venten ind nedenfor ⬇️