Løvemødre og knudemænd (Når strukturel ulighed er virkelig og virkeligheden skaber sproget)

Der eksisterer nogle ret markante forskelle i de måder, der tales om henholdsvis fædre og om mødre til børn med særlige behov. 

Nogle ret markante forskelle iht. hvilke karaktertræk og egenskaber, henholdsvis mødre og fædre, til børn med særlige behov, ofte kædes sammen med.

Har jeg lige indset.

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk indset det hver dag, de sidste mange år. 

Men selvom jeg, nu på 7 år, er indehaver af en blog der, Gudhjælpemig bærer navnet Autisme-plus-far , er det faktisk et tema jeg endnu ikke, sådan for alvor, har taget livtag med. 

Egentlig ret besynderligt, for er der noget der i den grad har optaget mig, de sidste mange år så er det netop fortællinger. 

Fortællinger, vi selv skaber og  fortællingerne som skaber os. 

Jeg har for eksempel længe beskæftiget mig indgående med,  hvordan børn -og unge, med autisme og/eller ADHD, fordi de har autisme og/eller ADHD,  fra den ene dag til den anden, bliver hovedpersoner i en kollektiv fortælling. 

En fortælling mange mener, at eje en større eller mindre aktie i. 

Dygtige fagfolk, omsorgsfulde pårørende, men også alle mulige perifære og helt sikkert velmenende typer med personlige holdninger, lidt spredt anekdotisk viden og en internetforbindelse. 

Her kan det, som barn -og ungt menneske, være sin sag, at lande på begge ben i en identitet man kan kalde sig egen.

Lande på et fundament af en solid selvforståelse, der  understøtter en meningsfuld fortælling, man kan kigge ind i og genkende sit eget spejlbillede.

For mange andre kigger på én, gennem forskellige optikker. Kigger efter det de forventer, håber eller måske frygter at finde.

Nogle kigger efter særlige autismetalenter, andre efter ADHD superkræfter, eller noget helt tredje. 

Og kigger man samme vej tilbage, for at forstå hvad det reelt er de ser i en, er det spejlbillede man mødes af. selvom det fremstår forvrænget, måske et man ser sig selv repræsenteret i så ofte, at man til sidst tænker:

“Ah. Det ligner sgu da  egentlig meget godt. Det er nok mig”

Vel vidende eller i hvert fald med en snigende fornemmelse af, at fortællingen, et eller andet sted, ikke helt hænger sammen.

Da jeg trådte ind i kredsen af forældre til børn med autisme og ADHD, blev jeg, til min store overraskelse,  ret hurtigt tvunget til at forholde mig til faktum om mig selv, som jeg ellers aldrig har interesseret mig synderligt for, eller har tillagt den helt store betydning.

Det faktum, at jeg er en mand.  Det var åbenbart mit særlige talent.

En mand, hvis dybe barytonstemme beviseligt sparkede flere offentlige døre ind via telefonen end min kones sopran. 

Kunne vi hurtigt konstatere. 

Også i de mange tilfælde hvor hun var markant bedre forberedt, dybere inde i stoffet og retorisk skarpere end mig. 

På gode dage var det noget vi derhjemme kunne grine lidt af, men det meste af tiden virkede det bare utroligt mærkeligt.

Men herregud. Vi spillede spillet. 

Tjek. Far tog sig af telefonsamtalerne.

Far i tredjeperson. 

Det var lidt som at få anvist en rolle, jeg aldrig havde gået til casting til. 

I en fortælling med en karaktertegning og et plot, hvor der var smurt ret tykt på med klichéer. 

Det føltes som om, at mange af de kønsstereotyper resten af det omkringliggende samfund efterhånden  havde fået luget ud i, fortsat havde både jord at gro i og rigtig gunstige vækstbetingelserne, i autisme-plus land. 

Ligesom det er tilfældet med nogle af de børn og unge ,jeg arbejder med i dag, kunne jeg derfor, dengang godt fornemme, at jeg blev betragtet gennem en særligt optik samt talt om i et særligt sprog. 

Et sprog der afslørede nogle forestillinger om hvem henholdsvis  far og mor var, som jeg slet ikke kunne genkende, hverken mig selv eller børnenes mor i.  

Det meste af tiden var det ret subtilt, men den grundlæggende fortælling var ikke til at misforstå.

Eller jo. Det var den faktisk, fortællingen.

Den var der og den var der ikke. På samme tid.

Derfor var det også først her for nyligt, hvor summen af alle de gange jeg har grebet mig selv i at tænke: “Ej. Jeg må ha’ hørt forkert. Sagde han/hun virkelig det?” udkrystalliserede sig i erkendelsen:

“Jo. Den er sgu god nok”

Og nu hvor jeg, sådan for alvor, er begyndt at tænke det hele baglæns igennem, er det ligeledes gået op for mig, at  det jo egentligt ikke altid  er fordi at der tales så pokkers meget om far. 

Ikke sådan direkte.

I stedet sluttes der ofte en tavs overenskomst om, at far så nok repræsenterer alt det mor ikke er.

Og er der tilpas mange der køber ind på sådan en bekvem sandhed og reproducerer den tilpas mange gange i sprog og handling ja så har vi balladen. 

Bekvem kan sandheden være fordi den, i en eller anden grad “farvesorterer” det spektre af kompleksitet man ofte kigger ind i, hos mere end almindeligt udfordrede familier, i farverne sort og hvid.

Mor og far.

Derved kan mere end almindeligt pressede    forældre  pludseligt fremstå som henholdsvis skingre løvemødre i deres følelsers vold og som tavse, men dog rationelt, konkret tænkende knudemænd. 

Måske lidt  på en anden planet følelsesmæssigt og erkendelsesmæssigt iht. deres børn, men trods alt nogle man, om ikke andet, så i hvertfald kan føre nogenlunde fornuftige og sammenhængende samtaler med. 

Med dyyyyybe. rolige stemmer. 

Eller noget….

Jeg har også tænkt en del over, hvor  skræmmende kort vejen kan være, fra blot at være ham telefonskuespilleren med den myndige far-manderøst, til all in på rollen og “skrive kontrakt” på alt for mange sæsoner af en pænt dårlig serie om far, mor og børn med særlige behov. 

For der jo en tilsyneladende et publikum til den. 

På bagkanten af alle mine erkendelser og overvejelser, er jeg blevet  ramt af en nysgerrighed efter at finde ud af, hvor i alverden de fortællinger dog stammer fra og fra hvilke kilder de henter deres næring. 

Bliver de skabt, skaber vi dem selv?

Skaber jeg mig  i virkeligheden og skaber jeg dem, når jeg påstår at de findes?

Javist har jeg da registeret dem, som en understrøm, der har trukket i mange af de sager jeg har været involveret i, i min egenskab af fagmand. 

Ligesom jeg i den grad  har følt deres allestedsnærvær,  som farmand. 

Men det er jo også bare ret fluffy snak, hvis man skal være brutalt ærlig. 

Fluffy snak der hurtigt kan få en til at fremstå som “endnu af den slags debattører”

En perifær og helt sikkert velmenende type med en personlig holdning, lidt spredt anekdotisk viden og en internetforbindelse.

Her har jeg heldigvis lært, at det, i tilfælde som dette,  altid en god idé at kigge sig om efter noget man tegne en graf over eller sætte ind i et regneark.

Og man behøver ikke lede længe for at finde en kilde, der måske ikke ligefrem skaber en grundfortælling, men så, om ikke andet giver den rigtig gode vækstbetingelserne.

En strukturel ulighed, der er til at få øje på. 

Før 1 januar 2011, var det ikke noget loft over det beløb, man kunne modtage i kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis man, i kortere eller længere tid, blev bragt i en situation, hvor man ville være nødt til at gå hjemme med sit barn. 

Da loftet blev indført skabte man samtidig  et økonomisk incitament til, at det var den i husstanden med den højeste indkomst, der fortsatte med at gå på arbejde.

Man ændrede, med andre ord, ved betingelserne for, hvem der muligvis var nødsaget til, for nu ag bruge metaforen fra før “at opholde sig på en anden planet”

Et løngab blev dermed potentielt også et videns, erkendelsesgab samt, ikke mindst, et nedslidningsgab.

Samtidig blotlagde lovændringen en social skævvridning mellem de, der var privilegerede nok til ikke at behøve vælge, hvem de sendte “ud i rummet” og de, for hvem der ikke var noget valg.  

I følge Danmarks Statistik var løngabet mellem mænd og kvinder 15,6% i 2011.

Løngabet mellem mænd og kvinder er sidenhen blevet mindre, men der er stadigvæk et løngab. 

Loftet for hvor meget man kan få udbetalt i kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er ligeledes løbende blevet regulereret.

Men der er stadigvæk et loft.

Sproget skaber virkeligheden. Men virkeligheden skaber også sproget. 

Og hvis virkeligheden er, at strukturel ulighed, baseret på køn, fortsat findes, ja  så kan man  jo heller ikke afvise at der kunne være en sammenhæng mellem lige netop det og så nogle, til tider, ret markante forskelle i den måde der tales om henholdsvis fædre og mødre til børn med særlige behov. 

Så tænker man at diskussionen om køn og fortællinger bliver en kende for fluffy, er der heldigvis nogle dejlige lovgivningsknapper, man kan begynde at dreje lystigt på, allerede i morgen. 

Det er en rigtig god begyndelse. Både sådan i overført betydning, men faktisk også konkret. 

En god begyndelse på en ny fortælling. 

At dreje på lovgivningsknapper, lukke løngab og bryde indtægtslofter ned.

Også hvis man er sådan en lidt rationelt og konkret tænkende type (M/K) med adgang til -og redigeringsrettigheder over finans -samt social og serviceloven.

Og i øvrigt ønsker at gøre en forskel.

Jeg, for mit eget vedkommende, fortsætter med at skrive under navnet AutismePlusFar.

Nu en my mindre kønsnaiv end tidligere.

Det er nok min måde at dreje på.

Dreje på sproget i virkeligheden. 

Autismeplusfar. Et navn der iøvrigt, helt i tråd med min nu tabte naivitet, aldrig var tænkt som en del af et kønsmanifest.

Overhovedet ikke. 

Jeg syntes egentlig bare navnet lå rigtig godt i munden. 

Kh

Morten Gantzler Oschlak/Autismeplusfar