Man skal have det bedre før man kan få det godt – i virkeligheden (om at rejse, ankomme og tillade sig selv at lande i det forventningsfrie transitområde, bag de to sluser og de fire dobbeltdøre)

“Man skal ofte have haft det bedre i temmelig lang tid, før man kan få det rigtig godt”

En sætning jeg, efterhånden, har haft taget i brug så ofte, at jeg begynder at have den mistænkt for at være temmelig vigtig.

Sætningen fik da også luft under vingerne, for ganske nyligt, til et møde ifm. en af de sager jeg rådgiver i.

Luft under vingerne…..

I bilen på vej tilbage mod kontorpladsen, på Østerbro i København, kom jeg i tanke om de gange jeg enten næsten er kommet for sent til et fly, samt de endnu flere gange hvor jeg, atter hjemvendt, har forladt først flyet og dernæst bagagebåndet som den sidste og dermed næsten er kommet for sent til den verden, jeg midlertidig har været tjekket ud af.

Det er det toldfri områdes skyld, er jeg efterhånden kommet frem til.

Ikke på grund af dets overflod af slik, parfume og spiritus, men fordi det er et sted, der ikke rigtig findes i virkeligheden.

Et uforpligtende, vægtløst næsten statsløst sted på kanten af lands lov og ret.

Jeg mærker det alle stærkest i forbindelse med mine hjemkomster.

Her er det toldfri område det sted, hvor fjernt grus under ens skosåler lige så stille drysser af og diskret fejes op, mens de tynde lag af duftene, af det man har lagt bag sig og som endnu svagt klæber til en, fortyndes og blandes op med duftene af alle de andre steder, der findes.

Dufte som i netop dette øjeblik passerer gennem et og samme toldfri rum og forvandler det til alle steder og intet sted, på samme tid.

På en rar måde. I hvert fald for mig.

For mig er det toldfri område en slags social og kulturel dekomprimeringstank. Et stykke virkelighedstæt mellemlægspapir, der kortvarigt beskytter mig mod det, der venter.

Man skal passere gennem to sluser med sammenlagt fire sæt automatiske døre for at forlade det toldfri område.

Jeg hader dem begge.

Først en aflang sluse der, som eneste udsmykning, har blå skilte der med overskriften “No re-entry beyond this point” minder en om at:

1. Nu er det alvor.

2. Det koster en bøde på op til 3000 kroner, hvis du ikke forstår det.

Slusen leder frem mod rummet med bagagebåndene. Et rum, der med sin hårde “klank, klank” gulvbelægning, sin brutale men praktiske belysningsløsning og sine små desperate toldfrie “du kan stadig nå det” – udsalg, ligner præcist hvad det er, nemlig et forkontor til virkeligheden.

Virkeligheden som venter for enden af den andens sluses automatiske dobbeltdøre.

Knitrende Dannebrogsflag, for mange og for lange knus, sætninger som: “Fortæl mig det hele. Helt fra begyndelsen” og alvorlige mørktklædte mænd og kvinder bærende små whiteboards med navne på ankomne, der nu må giver sig til kende og kaste den sidste rest af toldfri anonymitet fra sig.

Jeg bliver ramt, hver evigt eneste gang.

Ramt og i tvivl om hvorvidt jeg nu reelt vil kunne klare tilværelsen med alle dens krav, pligter og forventninger, som den tager sig ud på den anden side af sluserne.

Selv da jeg, for nyligt, fløj indenrigs ud og hjem samme dag (også lidt dumt, faktisk) blev jeg ramt.

Min ældste datter Freja og jeg havde været i Nordjylland for at holde foredrag om autisme og stress (meget apropos) og da vi, om aftenen, landede i København blev Freja kortvarig utilpas i et omfang, så vi måtte tage ophold i den toldfri område, til hun havde fået det bedre.

Det var helt vildt synd for hende og jeg skammede mig da derfor også lidt over den følelse af velbehag jeg selv fik, som følge af den ekstra vægtløse, pligtløse, told og tankefrie tid, hendes utilpashed købte os.

..…………

Jeg har gennem en lang årrække arbejdet med undervisning og behandling af børn og unge med autisme, ADHD og komplekse komorbide tilstande. Jeg rådgiver den dag i dag indenfor området, som VISO specialist.

Jeg har selv Aspergers syndrom og ADHD, er gift med en kvinde med Aspergers Syndrom og sammen er vi forældre til to unge voksne, med autisme og ADHD.

Vi har fuld plade på diagnoser hos os.

Jeg kan, uden at overdrive, sige at de sidste mange år har været både vilde og temmelig hårde for vores familie.

Faktisk har det stået på så længe, at “vildt og hårdt” på en eller anden besynderlig måde er blevet et grundvilkår.

En forvrænget komorbid verden vi, uden at bede om det, har fået tildelt dobbelt statsborgerskab til.

Men nu vejrer vi omsider morgenluft.

Der er klare tegn i både sol, måne, stjerner, i trivsel og i E-boks på at vi, over en bred kam, har taget fat på indflyvningen fra en rejse så lang, at vi har vanskeligt ved at erindre nogensinde at have foretaget os andet.

Hvilket fører os tilbage til udsagnet, jeg indledte denne artikel med:

“Man skal ofte have haft det bedre i temmelig lang tid, før man kan få det rigtig godt”

Når eksempelvis et ungt menneske, der længe har haft det svært, efter lang tids rejse omsider når dertil, hvor det begynder at gå bedre, kan omgivelserne, selvsagt, have mere end vanskeligt ved at tøjle forventningens glæde og holde Dannebrogs flagene i ro.

Inden man, som en del af en velkomstkomité, ansporer den unge rejsende til at søge direkte mod sluser og dobbeltdøre, kan det imidlertid være værd at huske på at der ikke, som sådan, er nogen øvre grænse for hvor længe man kan opholde sig i det, jeg har valgt at kalde det “forventningsfrie” transitområde.

Det sted hvor man, i ro og mag, kan udforske -og blive fortrolig med “at have det bedre” – navnet på den destination, man netop er ankommet til.

For selvom alle papirer i princippet er i orden, passet er stemplet og opholdstilladelsen er gjort permanent. Og selvom der er betalt både overvægt og told af den groteske mængde bagage man har medbragt fra Angstens Natmørke Rige eller en anden lidet misundelsesværdig destination, kan de sidste skridt mod kram, flag og det lille whiteboard med ens navn på hurtigt vise sig at blive de sværeste.

Ens “all inklusive” armbånd fra helvede”, der måske i årevis har gjort ens verden lille bitte, er ganske vist klippet men mærkerne fra der hvor armbåndet har skåret sig ind i huden, er stadigvæk synlige og minde en om, at tilstanden, “at have det svært” måske er den tilstand man kender bedst og er mest fortrolig med.

Som var man vokset op langt væk, som udenlandsdansker, og først nu returneret til sit fædreland, som en indfødt fremmed.

Det “forventningsfrie transitområde” er en metafor for den sted man som ungt menneske kan befinde sig, når man efter eksempelvis langvarig skolefravær, angst og mistrivsel måske omsider lander i det helt rette skole/behandlingstilbud, hos de rette pædagoger, lærere, psykologer m.m.

Det forventningsfrie transitområde er måske stedet hvor en langvarig behandlingsindsats begynder at bære frugt. Der hvor medicinen og/eller terapien omsider virker og perspektiver, håb og drømme hos én selv og ens omgivelser åbenbarer sig under skylaget.

Men det er også det sted, man skal have lov til -og tillade sig selv at nyde at opholde sig, før man tager de sidste skridt ud af dobbeltdørene.

Også selvom de, som måske har betalt en formue for rejse, told og overvægt, men har betragtet det hele på afstand eller de. som har været tæt på, og nu vejrer morgenluft i en grad, at de ikke kan tøjle forventninger, der måske handler mere om dem selv, samstemmende siger.

“Ej. Nu er du kommet så langt. Kom nu ud til os andre”

Lige præcis her må man gerne citere undertegnede og svare:

“Det er virkelig sødt af jer, men jeg er lige landet. Derfor skal jeg altså også have lov at få gjort mig lidt flere erfaringer med at have det bedre, før at jeg kan få det sådan rigtig godt – hos jer, i virkeligheden”