AutismePlusFar plus “os” (om ikke at eje hinanden og om at sætte hinanden fri til at elske andre)

Ingen ejer månen, men de fleste elsker den.

Nå ja, forresten.

Anne og jeg lever polyarmorøst. Sådan har det altid været. I samtlige de 23 år vi har kendt hinanden.

Vi mødte hinanden bag et scenetæppe på Ærø i 1997 og nåede næsten omgående til den fælles forståelse at:

1. Vi var skabt for hinanden

2. Vi måtte også kunne elske andre.

Vi var henholdsvis 18 og 22 år den gang, og hey! Vi er her minsandten endnu.

Reelt har vi dog kun kunne praktisere idéen om den delte kærlighed de seneste 7 års tid.

Der var først lige noget med nogle sjove børn, I ved. Den del af historien er efterhånden ret velbeskrevet her på bloggen.

Hvad den anden del af historien angår…

Tja…

Jeg har, gentagende gange overvejet om ,hvorvidt jeg måske egentlig burde flette alt det med den delte kærlighed ind, i en af mine artikler, men jeg har foreløbig ladet det blive ved tanken.

Mest fordi at jeg har ledt efter den rette vinkel og har tænkt at emnet også skulle give mening, ifht. bloggens kernestof og ikke tage fokus fra andre, synes jeg selv, langt mere væsentlige fortællinger om livet som os.

Det ændrede sig imidlertid her i den forgangne weekend.

Dels gik det lige pludselig op for mig, at ordet “os” i relation til familien, jo skulle forståes i absolut flertal og også dækker over de andre vigtige, kloge og smukke mennesker, polyamorøse eller ej, der har været -og stadigvæk er medforfattere på krøniken om vores skramlede familie.

Dels gjorde et af disse helt særlige mennesker, der står mit hjerte ufatteligt nært, mig høfligt opmærksom på, at jeg måske skulle minde mig selv om, at det jo ikke sådan ligefrem er normen at leve som “os” på lige præcis det område.

Heller ikke på det område, burde man måske tilføje 🙄

En herregod pointe.

Faktisk en pointe jeg måske havde glemt at forholde mig til, fordi at der netop i forvejen har været så mange andre krøllede aspekter af vores liv, der ikke just har holdt sig inden for de kridtstreger der markerer grænsen mellem det normale og …..det andet.

Også bare fordi at jeg ikke ville gøre et stort nummer ud af det.

Men jo. Vi elsker altså flere. Efter bedste evne.

Ikke at det, på sin vis, nogensinde har været sådan super hemmeligt i vores allernærmeste omgangskreds

Men når jeg nu, i små fire år, alt andet lige har været så offentlig og bramfri omkring så meget andet, her på bloggen , er det måske også meget fair – både over for jer der læser med , og overfor førnævnte vigtige, kloge og smukke meddigtende mennesker, at den del af historien, der handler om den delte kærlighed, får sit eget lille kapitel.

For den jo er vigtig, den fortælling og dens persongalleri er vigtigt. For “os” som familie.

Den er et lille, stort nummer, som jeg måske i virkeligheden bør gøre lidt ud af.

Om ikke andet så måske alene for tilfældets skyld, at I skulle rende ind i os, et sted ude i den virkelige virkelighed og, med god ret, tænke:

“Hey. Wait a minut. Hvad fanden har han/hun gang i?! Jeg kender den ene, men hvem er lige den anden?!” Sådan en latterlig utro spade! AutismePlusFjols!

No worries. Det er bare “os” – sådan fortolket i bred forstand.

Skulle det hænde, behøver I ikke at ringe eller skrive til Anne eller til mig. Der er styr på det. 🙂

Spøg til side.

For mig er det at leve polyarmorøst, at kunne elske flere. Sådan rigtigt.

Elske, i den forstand, at man uden skyld og skam, åbent kan danne og indgå i tætte og dybe relationer med andre end den person man er kæreste med eller er gift med.

For sådan en som mig, der altid bare har snakket bedst med kvinderne, har det betydet, at jeg, i ro og mag og med skuldrene nede, har kunnet lade relationerne mellem mig og mine ligesindede og/eller indforståede kvindevenner udvikle sig frit. uden at jeg har skullet skelne til, at de var kvinder og jeg var en mand og tilmed en gift mand.

Det samme har gjort og gør sig fortsat gældenden for Anne med mænd i hendes liv.

Åbenlyst, uden regler og uden hierarkier.

Men ikke uden ansvar!

At tage flere mennesker så tæt ind i ens liv og holde deres hjerter i ens hænder, kalder på meget af det samme gensidig ansvar, nærvær og engagement som i det monogame forhold.

Faktisk næsten i højere grad, fordi at der er flere hjerter og skæbner i spil.

“Man er ansvarlig, for det man har gjort tamt” som ræven siger, i Historien om Den Lille Prins”

Så når det er gået galt og indsatsen har været høj (fordi at vi ikke kan på anden anden måde) har det gjort ondt, som i et hvert andet forhold .

Det har vi begge to prøvet i varierede grad.

At leve polyarmorøst er hellere ikke en fri bar til ubegrænset sex og relation-surfing uden bindinger eller konsekvenser.

I hvert fald ikke for os.

Jeg kan således godt blive liiiidt træt, når den polyamorøse livsstil fremstilles, som et tag selv bord, hvor folk knalder til højre og venstre, fordi at de kan.

Indrømmet. Det er skidegodt fjernsyn og nok også en sikker clickbate på Ekstra Bladet, men sandheden, i hvert fald for os (m/k) er, at den dybe, fortrolige følelsesmæssige relation, oftest er mere intim end den sexuelle.

Jeg har endnu ikke oplevet det, men hvis jeg endelig skulle kunne blive bare en lille smule jaloux på Anne, er det når en anden forstår hende bedre, på et andet plan og har nøglekort til andre følelsesrum og kender vejen til andre kærlighedshaver end jeg.

Men det er faktisk der, de dybe poly relationer har kunnet lede os hen. Til de rum eller indre haver, vi næsten selv havde glemt eksistensen af.

Der er der, hvor man virkelig bliver belønnet for at kunne tage sine relationer hele vejen, men det er også der, hvor man virkelig sætter sig selv og hinanden på spil.

Den slags skal man kunne holde ud at være i, når man deler matrikel, realkreditlån, seng og børn, det meste af tiden.

Når det er sket. Når vi hver især, ved andres mellemkomst er nået helt derind, har Anne og jeg heldigvis været gode til at være glade på hinandens vegne og taknemmelig over for de som har ført os dertil.

Nogle af mine dybeste relationer og mit allermest dyrebare venskab er således over tid, nænsomt vokset frem af den porøse, polyarmorøse jord, hvor det kræver et godt rodnet at stå fast.

Det er nemlig krævende at elske og mere krævende at elske mere og flere og krævende at vande og kultivere kærligheden, men kan man og tør man og lader man hinanden gøre det, bliver man, over tid belønnet med mennesker og relationer, man ikke havde drømt om kunne finde vej ind i ens liv.

Og med frihed.

Ikke frihed blot til at være den man er, men også frihed til at være den man er -og afdækker nye sider af sig selv, sammen med andre.

Af og til også frihed i ordets bogstavelige forstand. Som i timer, minutter og sekunder.

Her bliver det særligt relevant for vores autismePlus familie.

I de mange år, (fra 2005 og til og med nu, sådan cirka) hvor Anne og jeg stort set aldrig har kunnet gå ud og spise sammen, gå på museum, i teatret eller tager på hotel sammen, på grund af børnene, har vores livstil og de mennesker den har bragt med sig, nemlig været en velsignelse.

De er det fortsat.

Og i takt med at relationer har vokset sig dybere, har skønheden i at ligge og flyde på en sofa og se en film trekvart færdig eller tage til coronatest med en man (også) elsker, åbenbaret sig under koncerter, restaurant og museumsbesøg.

Det stadie er jeg selv netop ankommet til. Poly Nirvana.

Andre gange har vores polyliv ført kærkomne forandringer med sig, ifht. børnenes udvikling.

Da Anne, i en periode var væk hjemmefra, og jeg stod alene ved roret, genopdagede børnene, der i mellemtiden var godt på vej til at blive to unge mennesker, for eksempel i den grad deres far, på det helt rigtige tidspunkt.

For Anne for dem og for mig.

Faktisk er nogle af de gennembrud og skift, der er sket ifht. de to og deres funktionsniveau og modning, blevet hjulpet på vej af at de havde to forældre, der hver især tillod sig selv, i perioder og på afgørende tidspunkter, at være væk, undværlige og blive elsket, af andre.

Ikke fordi at kærligheden imellem de to forældre var væk, men fordi at omstændighederne havde efterladt den med få “kvadratmeter” og minutter til sin rådighed i et hjem, hvor fortællingen om børnenes udfordringer, kampen og traumerne havde sat sig i væggene var løbet nedad og var groet ind i fundamentet.

Giver det mening?

Ovennævnte unge mennesker ved i øvrigt udemærket godt hvem deres forældre er.

I mere end én forstand.

Bare rolig.

Da vi, på et tidligt tidspunkt, troede at vi skulle breake nyheden, havde vores datter forlængst lagt to og to sammen, var helt cool og i øvrigt selv langt mere fremme i skoene, end vi havde fattet.

Men ok. Det har altid været højt til loftet her hjemme.

At leve som vi gør, er ikke nødvendigvis lykken for alle.

Måske fungerer vi i det fordi at vi er lige præcis dem vi er og har levet og fortsat lever underlagt de særlige vilkår som livet har bragt os.

Måske havde vi fungeret i det, under alle omstændigheder.

Anyway.

Der er mange versioner af fortællingen om sandheden om det polyarmorøse, såvel som det monogame liv, i omløb derude.

De er alle sammen rigtige og giver mening, for de som efterlever dem. Indtil at de ikke giver mening længere.

Det skal man huske og respektere.

Vores fortælling om den delte kærlighed har, i hvert fald i det store hele, givet god mening, so far.

For Anne og for mig for nogle af de vigtige, kloge og smukke mennesker som sammen med Anne og mig udgør “os”.

AutismePlusFar plus “os”

To seje, benhårde forældre til to fantastiske unge med udfordring, men også to mennesker med intellekt, krop, sjæl, drømme, længsler og lyst til at lære og vokse sammen og hver for sig.

Og hey. Vi er her endnu. Sammen med de andre og en 23 år gammel nyhed.

At.

Vi ikke kan eje hinanden eller andre. Lidt ligesom månen. Den er der heller ingen der ejer.

Men vi kan elske hinanden og sætte hinanden fri til at elske andre.

Efter bedste evne.

Der er kærlighed nok derude.

……………..

Tak fordi at du læste med hele vejen.

Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele 

Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.

https://bornsvilkar.dk/podcast/?utm_source=facebook&utm_medium=social&utm_campaign=foraeldremoedet&utm_content=episode4

Til eventuelle nye læsere. 

Hej. Jeg hedder Morten. 

Jeg er 46 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener. 

Heldigvis er jeg også godt gift. 

Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent. 

I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops

Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.

Både indefra –og udefra. 

En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog. 

Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. 

Bare slå dig løs

🙂

Morten

3 thoughts on “AutismePlusFar plus “os” (om ikke at eje hinanden og om at sætte hinanden fri til at elske andre)

Add yours

  1. Dit indlæg er meget interessant for mig.
    Jeg mener jeg selv har lettere autistiske træk, jeg er ikke udredt, men har snakket med et par fagfolk der giver mig ret i det …

    Og jeg har mildt sagt heller aldrig haft det let med tanken om det monogame parforhold.
    Jeg kan sagtens blive tiltrukket af kvinder, både erotisk og mentalt, men jeg har aldrig haft oplevelsen af en eksklusiv og altgennemtrængende tiltrækning – (og) jeg har aldrig været forelsket.

    Det er en svær begrænsning, det har faktisk været medvirkende årsag til at jeg efter min skilsmisse for 30 år siden aldrig har haft en kæreste.
    Jeg tør ikke for alvor, jeg er bange for den meget fordomsfulde / fordømmende holdning de fleste mennesker har, i forhold til at se nuancer i forhold til monogami og hvad kærlighed er.

    Længere historie, og jeg ville sådan ønske at det kunne debatteres uden ‘Gå-i-Terapi’ eller ‘Nåh-du-vil-bare-bolle-til-højre-og-venstre’ kortet bliver trukket …

    Like

Skriv et svar til Dorthe Blicher Dam Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: