Jeg befinder mig i et stort konferencecenter i Danmark. Vi skal nogle år tilbage i tiden.
Jeg er, som det ofte er tilfældet, når jeg befinder mig i store konferencecentre i embeds medfør, iklædt standard-uniformen.
Mørkeblå blazerjakke, lyseblå skjorte, mørkeblå jeans og semi-pæne sko.
Afslappet business – ish. Og, nå ja, så også en solsikkesnor. 🌻.
På et tidspunkt træder en skoleklasse ind i foyeren. De skal vist se en teaterforestilling i en af konferencecentrets mange sale.
Børnene, de er vel 8 – 10 år gamle, snakker, småråber og pjatter, som 8 – 10 årige gennemsnitsbørn, nu engang gør.
Ikke noget specielt påfaldende ved det. Tilsyneladende.
For først da jeg er ganske tæt på flokken, som har afskåret mig vejen til min endedestination, kaffe og kagebordet, omkring hvilke de mest interessante snakke altid folder sig ud, opdager jeg pigen.
Tydeligt beklemt ved situationen og, helt konkret, klemt inde mellem to heftigt gestikulerende drenge i fodboldtrøjer, står hun og ved øjensynligt ikke, hvad hun skal gøre af sig selv.
Om halsen har hun en snor 🌻 magen til min.
Hvorfor hun har den, får jeg aldrig at vide, men det er heller ikke vigtigt. Ikke i dette tilfælde.
Jeg søger hendes blik. Fanger det. Peger ned på min egen snor. Smiler. Laver thumps up👍🏼
“Hey. Du er ikke alene, lille solsikke. Jeg er her også og jeg ser dig”
Det smil jeg fik tilbage efterfulgt af en forsigtig, men dog synligt lille tommelfinger der skød i vejret 👍🏼, har jeg aldrig glemt.
“Jeg ser dig. Vi ser dig”
Det er det, det hele handler om. 🌻❤️
(Foto: undertegnede i Gatwick Lufthavn. Stedet der oprindeligt introducerede solsikkesnoren i 2016)
Morten Gantzler Oschlag / Autismeplusfar
———
Hey.
Tak fordi du læste med.
Jeg hedder Morten.
Jeg har lige rundet de 50år og er far til to unge mennesker på 23 og 20 år. Jeg er godt gift med Anne på 45.
Børnene og jeg har autisme og ADHD. Anne har “kun” autisme. 😉
Vi har, med andre ord, fuld plade på autisme her hjemme.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser, konsulent og behandler inden for dagbehandlingsområdet.
Både på Søstjerneskolen, hvor jeg var med fra starten og privat.
P.t er jeg VISO-specialist, fuld tid, for Søstjerneskolen, men tager også ud og underviser, superviserer og holder foredrag, når tiden er til det og muligheden byder sig.
At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi.
Bloggen har eksisteret i 8 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet. Bare slå dig løs 😉
Der findes ingen fotos af vores entré som den tog sig ud før jeg her i efterårsferien malede den lysegrøn (som håbet) og i det hele taget bare underkastede den en kærlig renovering.
For os havde entréen blot været det trange rum, man forlod som det sidste, når man tog afsted og trådte ind i som det første, når man kom hjem.
Lige præcis derfor var -og er den husets vigtigste rum. Det forstår vi nu.
Vi er alle fire på autismespektret herhjemme og har derfor også længe været enige om, at farvevalg og belysning betyder noget.
Så det har vi virkelig også prioriteret. Bare ikke i entréen. Ikke før nu, præcis 11 år efter vi fik overrakt nøglerne til hoveddøren.
Når Freja og jeg har holdt foredrag og har undervist sammen har vi ofte talt om de “usynlige mellemrum mellem skemabrikkerne”
Mange børn, unge- og voksne med autisme, trives med visuel struktur.
Der er gennem tiden blevet udviklet alle mulige kreative bud på visuelle pictogram og kalendersystemer.
Nogle husker måske pictogramsoftwaren Boardmaker. Det gør vi, i hvertfald, her på matriklen. Ligesåvel som vi husker den sødlige lugt af lamineret plastik og lyden af velcro på bagsiden af små skemabrikker med symboler printet på forsiden.
Som små laminerede trædesten kunne de som regel få vores børn nogenlunde tørskoede gennem dagen, da børnene var mindre.
Nogenlunde.
For når, nu voksne, Freja og jeg taler om de usynlige mellemrum mellem skemabrikkerne, ja så mener vi netop, helt konkret de rum, hvor ens ene fod netop har sluppet jorden ifm. den begivenhed man er ved at forlade, mens ens anden fod endnu ikke har fået kontakt med den begivenhed, man bevæger sig ind i.
Man er vægtløs. Man er i mellemrummet.
Det vigtigste rum af dem alle og måske nok det sted hvor man har allermest brug for blive taget i hånden og/eller blive grebet med et:
“Bare rolig. Jeg har dig!”
Fra vores oplæg om autisme, stress, beslastningsreaktioner og skolefravær.
I min skoletid elskede jeg alt, hvad der havde med undervisning at gøre.
Frikvartererne gjorde mig derimod altid nervøs. Jeg vidste sjældent, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derfor brød jeg mig heller ikke meget om lyden af klokken, der ringede ud.
Klokken der ringede ind, frygtede jeg.
Det kan måske virke besynderligt, men hvor frikvarteret, kaotisk som det var, alt andet lige, var en afmålt størrelse rent tidsmæssigt, så var rejsen frem mod næste lokale og næste lektion, ad lange og praktisk men skingert oplyste gange, et mellemrum, der ikke rigtig eksisterede i virkeligheden.
På et gammeldags printet skema ville rejsen være det lille millimeter brede stykke blanke laminerede papir mellem brikken “frikvarter” og brikken “naturfag”
“Jeg ved hvor jeg er på vej hen, men hvad sker der i mellemrummet?”
Derfor var det også en rejse der, til trods for at den måske blot varede få minutter, kunne suge mig fuldstændig tør for energi.
Som konsekvens deraf “snublede” jeg, billedligt talt, ind i skoledagens næste rum, mens et lille løsrevet stykke af min bevidsthed ofte fortsatte med at rende forvirret rundt på gangene i det enorme etplansbyggeri, der var min skole i 9 år.
Det blev til en del renden rundt som tiden gik.
Jeg tænker at mange vil kunne nikke genkendende til fornemmelsen af at være ankommet til et sted, fuldt ud bevist om hvad man ankommer fra og ligeså bevidst om, hvad man er ankommet til.
Og så alligevel ofte med en følelse af, at der mangler et eller andet.
At en del af en selv enten er gået tabt undervejs eller desperat prøver at indhente ens fysiske krop og et tab på alt fra minutter til hele tidszoner.
Jeg tror at mange af vi, med autisme og ADHD, har stor risiko for at miste mål, mening, retning og i værste fald os selv, i de usynlige mellemrum, altimens folk omkring os har blikkene fast rettede mod det, der lige har været eller mod det, der venter.
Jeg har tidlige skrevet om mit yndlingsmellemrum, det toldfri område i Københavns Lufthavn.
Et sted man kan ankomme til uden reelt at være ankommet til verden udenfor.
Et ikke-sted, der virker stressreducerende på mig, fordi at jeg har gjort det til mit og fordi jeg forstår, hvad det gør af gode ting for mig.
En social og kulturel dekomprimeringstank. Et stykke virkelighedstæt mellemlægspapir. Kært mellemrum har efterhånden mange navne.
Når Freja og jeg holder oplæg , nævner vi ofte operaen. Et sted vi begge elsker, selvom den umiddelbart kan virke som helvedes forgård, for et autistisk og sanseforstyrret menneske.
Der sidder man, i den bløde plys, omgivet til alle sider af op til 1700 andre pludrende tilskuere foran et orkester på omkring 100 mand, der ivrigt stemmer instrumenter og spiller skalaer op og ned.
Men Freja og jeg ved, at på et tidspunkt lyder der et par klokkeslag fra orkestergraven og så blive alle helt stille.
Dirigenten kommer ind, bukker, hilser på orkesterlederen og førsteviolinisten, lyset dæmpes og forestillingen går i gang.
Når klokken lyder bliver vi taget i hånden.
Og fordi vi ved, at klokkeslagene vil komme til at lyde, kan vi udholde tiden i mellemrummet før forestillingen begynder.
Ligeså vel som Nordisk Films ikoniske isbjørn, der brøler, mens lyset dæmpes i biografen, fortæller os at vi har overlevet reklamerne og nu bliver taget trygt i hånden af en stor isbjørnelab, der fører os ind i det magiske filmunivers, vi er kommet for at fortabe os i.
De 11 år vi har snublet ind og ud af vores entré var bestemt ikke gået sporløse hen over den.
Vores stakkels forsømte mellem-rum.
Dels var den virkelig ikke særlig pæn eller rar at opholde sig i. Vi havde sikkert tænkt, at eftersom rejsen gennem den ikke tog mere end et par minutter, så betød det nok ikke noget.
Men vi havde taget så grueligt fejl og det var blevet til rigtig mange minutter, som årene var gået.
Dels havde vi også dumpet alt muligt lort i entréen og i det store garderobeskab, der udgør en tredjedel af dens areal.
Hjemløst vraggods fra turene ud i virkeligheden og hjem igen.
Enlige sko der var tre numre og adskillige år for små og handsker ingen kunne huske at have købt.
Små stykker løsrevet bevidsthed.
Vores entré er det sidste rum man forlade og det første rum man vender hjem til.
Den har været vores i 11 år, men først nu har vi gjort den til vores egen
Et sted der tager os i hånden, når vi skal afsted og griber os, når vi vender hjem, med ordene:
“Bare rolig. Jeg har dig”
……………
Hej.
Tak fordi du læste med.
Hvis du har tid, kan du fortsætte med denne klassiker ⬇️ Den til dato mest læste artikel her på bloggen.
Verdens. vel nok mest kendte astmatiker, elegant balancerende på mit højre knæ.
Hep. Jeg har fået en ny diagnose 🎺
I må godt kende den. Der er højt til loftet, her på matriklen.
Faste læsere vil måske også efterhånden have bemærket at bloggen her, på snart 8 år fortsat lystrer navnet AUTISMEplusfar, så var autismen (just to mention) noget jeg ønskede at holde skjult for jer, ja så havde jeg, alt andet lige, virkelig ikke tænkt projektet voldsomt godt igennem.
Desuden er jeg typen der godt kan blive lidt spids, træt og sarkastisk, når jeg, konfronteres med kollegaer og andre fagpersoner fra mit eget hjørne af dagbehandlingsområdet, der fortæller mig, at de foretrækker at lære mennesket at kende før de lærer diagnosen at kende.
Det er sådan et rigtigt feel good statement, men også mere end bare mildt irriterende.
Egentlig måske blot en tilsyneladende mere sympatisk og lækker måde at sige, at man reelt ikke orker eller gider sætte sig ind i, hvad andre kloge mennesker har fundet ud af, før man selv kom på banen.
Min reaktion er som regel et dybt suk, en lang kunstpause og en forvisning om at jeg faktisk godt tænker at vedkommende kan overskue begge dele på en gang.
At møde mennesket og diagnosen. (Hele to ting på samme tid. Jo. Det går faktisk)
Vores famlilelæge gennem 11 år, Thomas, kender iøvrigt helt sikkert mine diagnoser bedre end han kender mig.
Det har jeg det, sådan set også helt ok med.
Så.
Diagnoser fortæller noget om den diagnosticerede og fortælle den diagnosticerede noget om sig selv.
Den lidelse jeg senest er blevet diagnosticeret med har for eksempel både vækket mig om natten og sparket mig hårdt i knæhaserne. Plus det løse.
Det gør den i og for sig stadigvæk.
Men nu kender jeg i det mindste navnet på idioten, der vækker mig og sparker mig.
Og den idiot er ikke mig selv.
I lang tid ellers mit mindst ringe bud på en årsag.
Ej hellere er jeg sløv, uansvarlig, pivet, sart, hys eller sådan en, der mærker sig selv lidt for meget.
Og fordi at jeg nu har krydset en grænse, hvor jeg opfylder et blandt flere kriterier, “forpintheds-kriteriet” kan man nu slå op i diagnosehåndbogen lade fingeren vandre ned ad siden og finde navnet på lidelsen og dens diagnosekode.
Og det til trods for at jeg i øvrigt spiser sundt, får min daglige motion, holde mit indtag af rødvin i en rimelig stram snor og prøver at få mine 8 timers skønhedssøvn.
I den forstand er diagnoser altså en ret cool ting. Er stor fan af diagnoser.
De giver ofte svar, der er langt bedre end dem man selv kan gætte sig frem til.
Af selvsamme årsag, er jeg også ret stor fan af læger.
Folk der har gået absurd mange år i skole for, blandt andet, netop at kunne komme med bud der en bare en my mere kvalificerede end: “Du er både halvgammel og doven. Spis dine havregryn og få noget frisk luft” (Et andet af mine egne “greatest hits”)
“Det her er ikke noget man slider sig til. Det er noget man arver” sagde lægen, Bjarke, øjeblikket før han officielt gav mig diagnosen.
Jeg fik spontant lyst til at give ham en kæmpe og ekstra lang krammer, alene for den bemærkning, men han lignede ikke just krammetypen.
Så jeg smilede.
“Du har slidgigt, Morten, fortsatte han”
Jeg smilede endnu mere og registrerede samtidig en let nervøs sitren ved hans venstre øjenkrog, mens et udtryk af mild vantro bredte sig over hans ansigt.
Nej. Han var afgjort ikke krammetypen.
Hvad lægen Bjarke ikke vidste var, at jeg sad og drømte mig tilbage til den gang psykiateren Mogens sagde ordene. “Du har autisme og ADHD, Morten”
Same, but just a little different.
Jeg havde længe mærket noget.
Andre havde også mærket det. Mærket det rigtig meget. Mere end hvad godt var, faktisk.
Tilmed havde jeg længe, i mangel af bedre, skabt mit eget bedste eller værste bud på:
Hvad fanden det var, der var galt.
Hvis skyld det var.
Hvordan jeg kunne slippe af med det jeg mærkede eller i det mindste så da for helvede bare mærke lidt mindre, eller noget…..
Da jeg fik min ADHD og min autismediagnose i 2011 blev jeg både glad og lettet. Det hele gav pludselig mening.
Alligevel gik der dog mildest talt noget tid før realiteterne bag ordene, for alvor sank ind bag de, i forvejen hårdt prøvede frontallapper.
Da jeg fik min gigtdiagnose for et par uger siden, gik det væsentlig hurtigere.
Allerede et par minutter efter at jeg havde siddet i stolen hos Bjarke og kigget på røntgenbilleder lå jeg på en briks lidt længere nede ad gangen.
Her kunne jeg, til min egen nørdede interesse iagttage en anden læge stikke en kanyle i størrelsesordnen fra et sted midt mellem kødnål og stegetermometer ind i mit højre knæ for dernæst at lette det for et anseligt kvantum klar, gullig væske.
Klar, gullig væske som straks efter blev erstattet med binyrebarkhormon.
Ret klamt, men også ret sejt.
Min ADHD og autisme kiggede misundeligt med og diskuterede lidt for entusiastisk om man mon kunne lave det samme trick med “stegetermometeret”, men bare med min hjerne i stedet.
“Stop jer selv, venner” sagde jeg, men måtte alligevel indrømme, at tanken var fristende .
Lige den dag, på den briks havde somatikken det bare lidt sjovere end psykiatrien. “Ud med lortet. Ind med noget andet” (binyrebarkhormon er så noget crazy shit, har jeg lært)
Jeg tror i øvrigt også at de to (ADHD og autisme) drømte sig frem til den bedste af alle verdner, hvor det at være dem, ville blive betragte med samme selvfølgelighed som det at være ham den nye dreng i klassen. Slidgigten.
Også selvom de to hverken er leveringsdygtige i røntgenbilleder, tykke kanyler eller klamt gulligt stads.
Anyway.
Jeg har autisme, ADHD og nu også slidgigt. Tjuhej!
Intet af det er noget jeg har slidt mig til. Det er noget jeg har arvet.
Og fordi jeg nu ved hvad jeg dealer med, så mærker jeg det, om ikke mindre, men så i hvert fald på den anden, man kunne kalde det, mere kvalificeret måde.
Viden er en god ting.
Og her kan fagkundskabens bedste bud altså være et enormt kærkomment og godt alternativ til, hvad man, på en dårlig dag, kan trække ned over hovedet på sig selv af dunkle forklaringer og tvivlsomme quick fix.
Læser i med, mænd? (m/k)
Det giver noget spillerum, at vide hvad man selv eller måske ens børn eller bedre halvdel dealer med.
Spillerum og spilleregler.
Alt andet lige bedre end fri hærg, skyld, skam og usynlige spark i knæhaserne.
For uden diagnosernes forklaringsrammer kan man hurtigt, i blinde og blottet for strategier, netop slide sig selv til følgetilstande og belastningsreaktioner der, i sidste ende kan vise sig at være langt mere alvorlige end grundtilstanden.
Jeg havde ADHD og Autisme før psykiateren Mogens satte ord på i 2011
Jeg havde også slidgigt før lægen Bjarke sagde at det havde jeg, i 2024.
Men det var godt, han sagde det. Og det var, i særdeleshed godt at han tog sig tid til at forklare mig, at det ikke var min skyld.
Jeg har en aftale med ham Bjarke en gang i april 2025.
Så får sgu han den krammer. Hvad end han vil det eller ej. Sådan er lidt for lang en, hvor modtageren af krammet næsten bliver løftet fri af gulvet.
Hvis min knæ, vel at mærke, kan holde til det. Hvis ikke de kan, ved både han og jeg, i det mindste hvorfor.
Han kender mig jo ikke så godt. Til gengæld ved han alt om min sidste nye diagnose.
……………
Tak fordi du læste med.
Artiklen her ⬆️ var fra 2024. Men denne her ⬇️ , om tabte børn i en højhastighedsverden er faktisk spritny (november 2025) og pænt god – synes jeg. Kh. Morten / Autismeplusfar ⬇️
I Danmark fødes der hvert år børn med hjertefejl, sjældne genfejl eller mén fra en for tidlig fødsel. Børn får kræftsygdomme, får opdaget hjertefejl, og får pådragede hjerneskader.
Der er børn med nedsat immunforsvar, børn der ikke kan gå, og børn der får spiseforstyrrelser eller depressioner. Og 1,7% af alle børn har autisme, mens 4,5% har ADHD.
Bag alle disse børn står forældre, som kæmper uafbrudt for dem. For udredning, for afklaring, for at få hjælp, og allermest for at hjælpe – dag og nat.
Det er forældrene, der ikke sover om natten på 5. år, men alligevel vågner og smiler til deres børn. Det er kvinden med de vagtsomme øjne på legepladsen. Hun smalltalker ikke med de andre forældre, men ser alt, og er klar til hurtigt at reagere på et hvert tegn på konflikt.
Det er faren, der hver nytårsaften håber, at hans barn overlever det næste år.
Det er forældrene, der ikke har været ude at spise sammen i årevis, fordi ingen kan passe deres barn. Og dem, hvis barn sidder dag ud og dag ind på værelset, imens de kæmper for at hjælpe, uden at vide hvordan.
Det er mennesker, der troede at systemet greb dem og deres børn, og som nu ved bedre.
Det er moren der drømmer om en familieferie. Hun ser på sine gamle venners Instagram og forstår ikke, at det engang også var hendes liv.
Og der er faren, der aldrig har sin mobiltelefon på lydløs.
Det er forældrene, der hver dag bruger timer på at lave den eneste diæt, deres barn kan tåle. Eller som kæmper med at finde det mad, barnet kan overskue netop den dag. De køber kugledyner og fidget toys, og laver tomatsuppe til morgenmad. Imens de håber, at netop det vil gøre forskellen.
Det er forældre, der elsker deres børn grænseløst og gør alt for at hjælpe dem. De er utroligt taknemmelige for et kram, et restaurantbesøg der lykkedes, eller et ord, de troede aldrig ville komme. De ser glæden i selv de mindste ting, og de tænker altid på, hvad de kan gøre for at netop denne ting skal lykkedes for deres barn. Og de forsøger ikke at bebrejde sig selv, de gange det ikke lykkedes.
Det er forældrene, som er i sorg. Men ikke har tid til at sørge.
De planlægger, researcher, taler med eksperter og lægger uendelige skemaer.
Og de skriver side op og side ned til kommunen i håb om at få hjælp.
De bliver vrede, kede af det og ufatteligt frustrerede. De råber og siger ting, som de fortryder. Og de forsøger at tilgive sig selv og prøve igen.
Det er forældrene, der bruger timer på at få deres børn til at sove, blot for at blive vækket igen nogle få timer senere. De vågner så udmattede, at de næsten ikke kan stå op. Og giver så deres børn alt hvad de har hele dagen.
Det er forældrene der kæmper for den rigtige skole eller børnehave, og håber, at deres barn kan være der.
Og det er dem der ved, at deres barn aldrig kommer til at skrive eller læse.
De sætter ufatteligt stor pris på de familiemedlemmer og venner, der forstår og elsker deres børn. Men de mister også ofte næsten alle deres venner.
Det er forældre, der er isolerede. Og forældre, der har måtte opgive deres arbejde. De lever og ånder deres børn, og giver dem alt hvad de har. De bliver kaldt curlingforældre. Men de ved, at de er deres børns stillads, sikkerhedsnet og tætteste allierede.
Det er forældre der bliver mødt med den største kærlighed og de hårdeste ord.
De er fortvivlede, håbefulde, trætte, og evigt kæmpende.
Og de elsker deres barn mere end noget i verden.
Det er kort sagt forældre der lever i en anden verden, her midt i blandt os.
…………
Kære læsere.
I har netop læst indledningen til det, der meget gerne skal blive til en digtsamling om det at være forældre til børn med særlige behov.
Kvinden bag projektet hedder Helene Støvring, er min svigerinde og er selv mor til at barn på 7 år med autisme.
Det er meningen at digtene til digtsamlingen skal komme fra jer der, om nogen, ved hvad det vil sige, at færdes blandt andre forældre og børn og samtidig være indbyggere i en anden verden.
Jeg er, allerede før den første tekst er sendt, en kæmpe fan af Helenes projekt og jeg håber at I, kære læsere, med jeres alt jeres erfaring og jeres kloge og indsigtsfulde betragtninger, vil være med til at give det den litterære luft under vingerne, og omtale det fortjener.
Så spred ordet 📖 🖊️ ❤️ (bogstaveligt talt)
Læs mere om projektet og om hvordan I sender jeres tekster ind, her ⬇️
Man kan sagtens holde virkelig meget af et sted og det selvsamme sted kan samtidig sagtens være et objektivt godt sted, uden altid at være det.
Stedet kan være smukt, praktisk og, i følge al logik, rigtigt for en og så alligevel, i nogle sammenhænge, føles forkert.
Så forkert, at man har brug for at blive omplantet eller brug for at omplante sig selv.
Midlertidigt eller permanent.
På kort sigt, for at kunne trække vejret helt ned i lungerne. På længere sigt for at kunne udvikle sig.
Vi bor ret godt. Det snakker vi tit om.
Centralt smukt, grønt og temmelig hemmeligt, bag en vildtvoksende lille park med høje gamle træer i et hus vi holder af, med en lille have og med hyggelige rum, vi har gjort til vores egne.
Huset ligger i den Københavnske bydel Vanløse og inden for en kilometers radius af hvor vi bor findes mindst 8 store og mindre supermarkeder, samt et væld af andre butikker.
Alligevel kører min voksne datter Freja og jeg ret ofte de tre en halv kilometer længere ind mod centrum, for at handle i Føtex på Vesterbrogade, selvom den har nøjagtigt det samme sortiment som den Føtex, der ligger 350 meter fra vores hoveddør.
Det var (naturligvis) Freja der blotlagde logikken bag, hvorfor det giver mening at tage ti gange længere væk end hvad der er praktisk nødvendigt.
Vi har boet her i Vanløse i 10 år.
Og selvom vi bor centralt og selvom her er smukt, hyggeligt, grønt, praktisk og hemmeligt er Vanløse også stedet, hvor vi har gennemlevet vores hårdeste tid, som familie.
For børnenes vedkommende halvdelen af deres liv. Med angst, ufrivilligt skolefravær, m.m.
Det var ingens skyld, men det var her det fandt sted.
Og den slags sætter sig.
I vejtræer, fortove, bygninger, facader, butiksruder, i byrummets lys, rytme, følelse og lyd.
Det er en grov forsimpling, når man siger at mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift.
Mennesker på autismespektret har det svært med forandringer og miljøskift, der ikke umiddelbart giver mening.
Ligesåvel som jeg tænker, det gør sig gældende for de fleste.
Diagnoser alle ej.
Vesterbro er ikke ligefrem verdens grønneste bydel. Bygningerne står tæt, skulder ved skulder og hæver sig op i 5 – 6 sals højde eller mere.
Vesterbrogade er både handelsgade og udfaldsvej. Trafikken er massiv. Især i krydset ved Værnedamsvej og Frederiksberg Allé, hvor vores Føtex ligger .
Sanseindtrykkene er mangfoldige og umulige at bestemmer retning og ophav på, klientellet spraglet, hurtigtgående og/eller højtsnakkende.
Fortovet foran Føtex er alt for smalt.
På mange måder alt det en autistisk hjerne potentielt ville have lyst til at løbe skrigende væk fra.
Men….
Vesterbro er en ubesmittet bydel. Den kender intet til vores fortid. Den er fri for potentielt re-traumatiserende aftryk og indtryk og når man spejler sig i butiksruderne mødes man af den person man er blevet til og ikke af den person man har været.
Åben og formbar ligger den der og venter, som en gæstebog med blanke sider på, at vi skriver os selv og vores ærinde ind.
Morten Gantzler Oschlak, Freja Gantzler Oschlak.
Far og datter.
Vi køber ind, omplanter os selv, digter en ny fortælling.
Anne og jeg lever polyarmorøst. Sådan har det altid været. I samtlige de 23 år vi har kendt hinanden.
Vi mødte hinanden bag et scenetæppe på Ærø i 1997 og nåede næsten omgående til den fælles forståelse at:
1. Vi var skabt for hinanden
2. Vi måtte også kunne elske andre.
Vi var henholdsvis 18 og 22 år den gang, og hey! Vi er her minsandten endnu.
Reelt har vi dog kun kunne praktisere idéen om den delte kærlighed de seneste 7 års tid.
Der var først lige noget med nogle sjove børn, I ved. Den del af historien er efterhånden ret velbeskrevet her på bloggen.
Hvad den anden del af historien angår…
Tja…
Jeg har, gentagende gange overvejet om ,hvorvidt jeg måske egentlig burde flette alt det med den delte kærlighed ind, i en af mine artikler, men jeg har foreløbig ladet det blive ved tanken.
Mest fordi at jeg har ledt efter den rette vinkel og har tænkt at emnet også skulle give mening, ifht. bloggens kernestof og ikke tage fokus fra andre, synes jeg selv, langt mere væsentlige fortællinger om livet som os.
Det ændrede sig imidlertid her i den forgangne weekend.
Dels gik det lige pludselig op for mig, at ordet “os” i relation til familien, jo skulle forståes i absolut flertal og også dækker over de andre vigtige, kloge og smukke mennesker, polyamorøse eller ej, der har været -og stadigvæk er medforfattere på krøniken om vores skramlede familie.
Dels gjorde et af disse helt særlige mennesker, der står mit hjerte ufatteligt nært, mig høfligt opmærksom på, at jeg måske skulle minde mig selv om, at det jo ikke sådan ligefrem er normen at leve som “os” på lige præcis det område.
Heller ikke på det område, burde man måske tilføje 🙄
En herregod pointe.
Faktisk en pointe jeg måske havde glemt at forholde mig til, fordi at der netop i forvejen har været så mange andre krøllede aspekter af vores liv, der ikke just har holdt sig inden for de kridtstreger der markerer grænsen mellem det normale og …..det andet.
Også bare fordi at jeg ikke ville gøre et stort nummer ud af det.
Men jo. Vi elsker altså flere. Efter bedste evne.
Ikke at det, på sin vis, nogensinde har været sådan super hemmeligt i vores allernærmeste omgangskreds
Men når jeg nu, i små fire år, alt andet lige har været så offentlig og bramfri omkring så meget andet, her på bloggen , er det måske også meget fair – både over for jer der læser med , og overfor førnævnte vigtige, kloge og smukke meddigtende mennesker, at den del af historien, der handler om den delte kærlighed, får sit eget lille kapitel.
For den jo er vigtig, den fortælling og dens persongalleri er vigtigt. For “os” som familie.
Den er et lille, stort nummer, som jeg måske i virkeligheden bør gøre lidt ud af.
Om ikke andet så måske alene for tilfældets skyld, at I skulle rende ind i os, et sted ude i den virkelige virkelighed og, med god ret, tænke:
“Hey. Wait a minut. Hvad fanden har han/hun gang i?! Jeg kender den ene, men hvem er lige den anden?!” Sådan en latterlig utro spade! AutismePlusFjols!
No worries. Det er bare “os” – sådan fortolket i bred forstand.
Skulle det hænde, behøver I ikke at ringe eller skrive til Anne eller til mig. Der er styr på det. 🙂
Spøg til side.
For mig er det at leve polyarmorøst, at kunne elske flere. Sådan rigtigt.
Elske, i den forstand, at man uden skyld og skam, åbent kan danne og indgå i tætte og dybe relationer med andre end den person man er kæreste med eller er gift med.
For sådan en som mig, der altid bare har snakket bedst med kvinderne, har det betydet, at jeg, i ro og mag og med skuldrene nede, har kunnet lade relationerne mellem mig og mine ligesindede og/eller indforståede kvindevenner udvikle sig frit. uden at jeg har skullet skelne til, at de var kvinder og jeg var en mand og tilmed en gift mand.
Det samme har gjort og gør sig fortsat gældenden for Anne med mænd i hendes liv.
Åbenlyst, uden regler og uden hierarkier.
Men ikke uden ansvar!
At tage flere mennesker så tæt ind i ens liv og holde deres hjerter i ens hænder, kalder på meget af det samme gensidig ansvar, nærvær og engagement som i det monogame forhold.
Faktisk næsten i højere grad, fordi at der er flere hjerter og skæbner i spil.
“Man er ansvarlig, for det man har gjort tamt” som ræven siger, i Historien om Den Lille Prins”
Så når det er gået galt og indsatsen har været høj (fordi at vi ikke kan på anden anden måde) har det gjort ondt, som i et hvert andet forhold .
Det har vi begge to prøvet i varierede grad.
At leve polyarmorøst er hellere ikke en fri bar til ubegrænset sex og relation-surfing uden bindinger eller konsekvenser.
I hvert fald ikke for os.
Jeg kan således godt blive liiiidt træt, når den polyamorøse livsstil fremstilles, som et tag selv bord, hvor folk knalder til højre og venstre, fordi at de kan.
Indrømmet. Det er skidegodt fjernsyn og nok også en sikker clickbate på Ekstra Bladet, men sandheden, i hvert fald for os (m/k) er, at den dybe, fortrolige følelsesmæssige relation, oftest er mere intim end den sexuelle.
Jeg har endnu ikke oplevet det, men hvis jeg endelig skulle kunne blive bare en lille smule jaloux på Anne, er det når en anden forstår hende bedre, på et andet plan og har nøglekort til andre følelsesrum og kender vejen til andre kærlighedshaver end jeg.
Men det er faktisk der, de dybe poly relationer har kunnet lede os hen. Til de rum eller indre haver, vi næsten selv havde glemt eksistensen af.
Der er der, hvor man virkelig bliver belønnet for at kunne tage sine relationer hele vejen, men det er også der, hvor man virkelig sætter sig selv og hinanden på spil.
Den slags skal man kunne holde ud at være i, når man deler matrikel, realkreditlån, seng og børn, det meste af tiden.
Når det er sket. Når vi hver især, ved andres mellemkomst er nået helt derind, har Anne og jeg heldigvis været gode til at være glade på hinandens vegne og taknemmelig over for de som har ført os dertil.
Nogle af mine dybeste relationer og mit allermest dyrebare venskab er således over tid, nænsomt vokset frem af den porøse, polyarmorøse jord, hvor det kræver et godt rodnet at stå fast.
Det er nemlig krævende at elske og mere krævende at elske mere og flere og krævende at vande og kultivere kærligheden, men kan man og tør man og lader man hinanden gøre det, bliver man, over tid belønnet med mennesker og relationer, man ikke havde drømt om kunne finde vej ind i ens liv.
Og med frihed.
Ikke frihed blot til at være den man er, men også frihed til at være den man er -og afdækker nye sider af sig selv, sammen med andre.
Af og til også frihed i ordets bogstavelige forstand. Som i timer, minutter og sekunder.
Her bliver det særligt relevant for vores autismePlus familie.
I de mange år, (fra 2005 og til og med nu, sådan cirka) hvor Anne og jeg stort set aldrig har kunnet gå ud og spise sammen, gå på museum, i teatret eller tager på hotel sammen, på grund af børnene, har vores livstil og de mennesker den har bragt med sig, nemlig været en velsignelse.
De er det fortsat.
Og i takt med at relationer har vokset sig dybere, har skønheden i at ligge og flyde på en sofa og se en film trekvart færdig eller tage til coronatest med en man (også) elsker, åbenbaret sig under koncerter, restaurant og museumsbesøg.
Det stadie er jeg selv netop ankommet til. Poly Nirvana.
Andre gange har vores polyliv ført kærkomne forandringer med sig, ifht. børnenes udvikling.
Da Anne, i en periode var væk hjemmefra, og jeg stod alene ved roret, genopdagede børnene, der i mellemtiden var godt på vej til at blive to unge mennesker, for eksempel i den grad deres far, på det helt rigtige tidspunkt.
For Anne for dem og for mig.
Faktisk er nogle af de gennembrud og skift, der er sket ifht. de to og deres funktionsniveau og modning, blevet hjulpet på vej af at de havde to forældre, der hver især tillod sig selv, i perioder og på afgørende tidspunkter, at være væk, undværlige og blive elsket, af andre.
Ikke fordi at kærligheden imellem de to forældre var væk, men fordi at omstændighederne havde efterladt den med få “kvadratmeter” og minutter til sin rådighed i et hjem, hvor fortællingen om børnenes udfordringer, kampen og traumerne havde sat sig i væggene var løbet nedad og var groet ind i fundamentet.
Giver det mening?
Ovennævnte unge mennesker ved i øvrigt udemærket godt hvem deres forældre er.
I mere end én forstand.
Bare rolig.
Da vi, på et tidligt tidspunkt, troede at vi skulle breake nyheden, havde vores datter forlængst lagt to og to sammen, var helt cool og i øvrigt selv langt mere fremme i skoene, end vi havde fattet.
Men ok. Det har altid været højt til loftet her hjemme.
At leve som vi gør, er ikke nødvendigvis lykken for alle.
Måske fungerer vi i det fordi at vi er lige præcis dem vi er og har levet og fortsat lever underlagt de særlige vilkår som livet har bragt os.
Måske havde vi fungeret i det, under alle omstændigheder.
Anyway.
Der er mange versioner af fortællingen om sandheden om det polyarmorøse, såvel som det monogame liv, i omløb derude.
De er alle sammen rigtige og giver mening, for de som efterlever dem. Indtil at de ikke giver mening længere.
Det skal man huske og respektere.
Vores fortælling om den delte kærlighed har, i hvert fald i det store hele, givet god mening, so far.
For Anne og for mig for nogle af de vigtige, kloge og smukke mennesker som sammen med Anne og mig udgør “os”.
AutismePlusFar plus “os”
To seje, benhårde forældre til to fantastiske unge med udfordring, men også to mennesker med intellekt, krop, sjæl, drømme, længsler og lyst til at lære og vokse sammen og hver for sig.
Og hey. Vi er her endnu. Sammen med de andre og en 23 år gammel nyhed.
At.
Vi ikke kan eje hinanden eller andre. Lidt ligesom månen. Den er der heller ingen der ejer.
Men vi kan elske hinanden og sætte hinanden fri til at elske andre.
Efter bedste evne.
Der er kærlighed nok derude.
……………..
Tak fordi at du læste med hele vejen.
Find mig på Facebook på http://www.facebook.com/autismeplusfar og skriv gerne en kommentar der, (på Facebook, altså) med ris eller ros, under linket til artiklen. Jeg læser det hele
Klik HER (nedenfor) for at lytte til den podcast jeg medvirker i, om skolefravær. Her taler jeg med Maise Njor om langsommelighed samt nogle af de dilemmaer, man som far- og farmand, nogle gange finder sig selv i. Jeg medvirker i episode 4, men lyt til hele serien. Den er god.
Jeg er 46 år og far til to børn – en pige på 18 og en dreng på 16 med autisme og Adhd. Noget de angiveligt ikke har fra fremmede, hvis I forstår hvad jeg mener.
Heldigvis er jeg også godt gift.
Professionelt beskæftiger jeg mig med komplekse autismetilstande og angstprofiler og har gjort det i en årrække – som underviser inden for dagbehandlingsområdet og som selvstændig psykologisk konsulent.
I den forbindelse tager jeg gerne ud og holder foredrag, undervisning, supervision og workshops.
Ring eller skriv for et tilbud. At jeg er den jeg er, med de børn jeg har og beskæftiger mig med det jeg gør, giver mig unik mulighed for at anskue autismeområdet fra vidt forskellige synspunkter og vinkler.
Både indefra –og udefra.
En gang i mellem prøver jeg at så, efter bedste evne, at samle trådene fra alle de hjørner jeg befinder mig i, i denne blog.
Jeg er glad for at du kiggede forbi. Bloggen har eksisteret i 4 år nu, så der er rigeligt med artikler i arkivet.
Besøger politiet en børnefamilie og kan konstatere at der mangler sengelinned på dynerne og mad i køleskabet, skal de i princippet reagere på det og bringe oplysningen videre. Og med god grund. De to markører kan være et tegn på mistrivsel.
Det må være et forbandet vanskeligt dilemma at stå i.
Man har måske et øjeblik eller mindre, hvor et kort glimt af information åbenbarer en verden der er helt og aldeles fremmed fra den verden man selv færdes hjemmevant i, som privatperson.
Hvad er det egentlig talt lige man ser eller ikke ser ?
Hvad fortælle ens intuition en, er det rigtig at gøre, hvad står der i håndbogen og hvad i alverden stiller man i det hele taget op, som professionel, når ressourcerne i øvrigt er knappe og tvivlen samtidig banker på?
Jeg er glad for, at jeg ikke er ansat i politiet, med den enorme menneskelige berøringsflade, man som betjent skal navigere indenfor, med den flygtige kontakt man ofte har med borgeren og det ansvar, man samtidig skal forvalter.
Jeg har i midlertid den allerdybeste respekt for folk som har det job, kan forvalte det ansvar der følger med og samtidige bevare et klarsyn der, i sidste indstats, kan vise sig at have afgørende indflydelse på et medmenneskes videre skæbne.
Det var en kursist på det efteruddannelseskursus i autisme og ADHD hos børn og unge, som jeg i en årrække underviste på, på Københavns Professionshøjskole, der tilbage i 2018 gjorde mig opmærksom på tommelfingerreglen ifht. den manglende mad og det manglende sengelinned.
Hans bemærkning faldt som en del af en debat, i forbindelse mit undervisningsmodul om angst og belastningsreaktioner.
Kursisterne, alle erfarne fagfolk, havde i plenum netop udvekslet erfaringer fra sagsarbejde med børn- og unge med komplekse PDA lignede følgetilstande samt, ikke mindst, erfaringer fra arbejdet med deres hårdt prøvede familier.
Flere af kursisterne havde oplevet, at arbejde i og omkring private hjem.
Hjem hvor det var tydeligt at alvorlige og ubehandlede autisme og belastningstilstande hos børnene -og de unge, med tiden havde sat gode strukturer, samt sunde værdier og principper under et så enormt pres, at de til sidst var kolapset under vægten af barnets eller det unge menneskes forpinthed.
Forældre, søskende og andre pårørende var således ufrivilligt blevet gidsler i hjem, der, som små og store rumskibe drev formålsløst rundt for solvinden.
Det meste af tiden, med tomme stole i cockpittet.
I andre hjem viste der sig, ved nærmere eftersyn, at være en både mening med galskaben samt styr på både fart og retning.
Forældrene vidste hvad de lavede. Og det til trods for at den verden, man for en kort bemærkning kunne kigge ind i, ved første øjekast kunne tage sig ud som noget der, holdt op imod en standart familiemålestok, i bedste fald, ville kunne betegnes som: det glade vanvid.
Et vanvid uden sengelinned eller syninger i sokkerne, men til gengæld med plastikservice samt ensformigt mad uden farve eller tekstur.
Alt sammen på grund af et barn eller et ungt menneskes sansefølsomhed, men tålt og udholdt af familien for, på sigt, at kunne frigive energi og overskud til en langt vigtigere behandlingsindsats og, i sidste ende, måske “en tilværelse i farver”
Som udefra kommende observatør, kunne man således hurtigt finde sig selv balancerende på en knivsæg, når man skulle tage afgørende beslutninger.
Det krævede nemlig, som udgangspunkt, mere end et trænet øje og et skarpt blik at kunne skelne det ene fra det andet for, efterfølgende, at kunne sætte ind med en relevant indsats.
Det havde alle på kurset erfaret.
“Sådan kunne der faktisk, i princippet godt have set ud, i mit hjem og i mit køleskab” svarede jeg kursisten, alt imens at jeg forsøgte at genkalde mig et særligt vanvittigt kapitel i historien om mine egne to særlige unge menneskers lysår lange rejse mod bedre trivsel.
En rejse og en vej der havde være brolagt med et hav af særhensyn, afsavn og kompromiser, samt med jænvlige rituelle afbrændinger af en god del af det arvegods og de idealer, som børnenes mor og jeg forestillede os at grundpillerne til vores familieliv skulle støbes af.
Der var selvsagt en rum tid, hvor vi sjældent fik gæster, men de få vi fik, ville med god ret kunne stille sig selv spørgsmålet:
“Hvad fanden foregår der her”
Alle øvrige, private såvel som offentlige og profesionelle relationer og kontakter, var pænt henvist til en plads i mindst ét planet kredsløbs afstand fra vores lille familie og således også fra begivenhedernes centrum.
Derfra kunne de, efter bedste evne og intentioner, tolke på de små bidder af information, der nu engang undslap matriklen.
Information der, som lyset der bøjes gennem en prisme og efterfølgende spredes i alle retninger og farvernuancer, blev set og gransket af modtagerne ud fra deres erfaringer, deres aktuelle ståsted -samt ud fra den professionelle og følelsesmæssige arv, de nu engang var rundet af.
Alt sammen forståeligt og i grunden meget menneskeligt.
Udfordringen var blot, at den bedste version af sandheden om vores lille familie, lå spredt som brikkerne i et puslespil hos venner, familie, socialforvaltning, PPR, skole o.s.v.
Hovedparten af brikkerne lå hos os.
Hver og en havde de forskellige aktører, os selv inklusive, deres helt egen idé om, hvad det færdige familiemotiv ville forestille. Men reelt var der ingen, der helt vidste det.
Jeg ved, fra fysikkens verden, at man netop ved at måle på det synlige og usynlige lys, selv fjerne himmellegeme udsender, kan sige ret præcist hvilke grundstoffer, eller puslespilsbrikker – om man vil, de består af.
Hvordan at de fjerne planter, stjerner og galakser helt præcis ser ud, kan man dog kun gisne om, da de enorme afstande i universet reelt gør rejser uden for vores eget solsystemer umulige at gennemføre.
…
Hvad Annes og mit lille familiekosmos angik, var sandheden at vi, i det store hele, havde styr på hvad vi lavede.
Der var en mening med galskaben.
Også selvom køleskabet på udvalgte dage måske kun havde de syltede agurker og den bløde farveløse kødpølse som børnene. spiste, som dets eneste triste logerende, sammen med den evigheds- hvidvin, som vi voksne havde liggende på køl til den dag med uforstyrret kvalitetstid, vi udemærket godt vidste befandt sig uden for det spektrum, der var synligt for det blotte øje.
Det var autisme, angst og sanseforstyrrelser hos børnene fulgt af en udmattende, undtagelses- og stresstilstand hos os voksne, der var på spil i vores hjem og ikke at mistrivsel, socialt armod og manglende forældreevne.
Autisme hos børn og unge mennesker, kan imidlertid være en overordentlig svært gennemskuelig størrelse.
Og når belastningsreaktionerne tilmed begynder at klumpe sig sammen om barnet -eller det unge menneske, for efterfølgende at trække i ressourcer fra familien, skolen og socialforvaltningen som et sort hul, kan det , som udenforstående fjern observatør være fristende at trække i det største håndtag af dem alle, for i det mindste bare at kunne pege pilen i en eller anden retning.
Jeg har således oplevet en kommune bestille en forældrekompetenceundersøgelse, i noget der bedst kunne betegnes som en tilstand af afmagt, fordi at de simpelthen ikke kunne se, hvad der reelt var på spil i familien.
Der var intet galt med forældrene.
Det forbandede er bare, at en sjælden gang er der noget galt med forældrene.
De er selv syge og den manglende mad og den manglende sengelinned er lige præcis hvad det giver sig ud for at være.
Et råb om hjælp.
Andre gange er forældrene “blot” pressede og stressede, men i øvrigt kompentente indbyggere i en fjern autismekoloni med undtagelsestilstand og delvist udgangsforbud, på ubestemt tid.
Djævlen bor i detaljen og detaljer er der lige så mange af, som der er stjerner på himlen.
Derfor er det godt at have årvågne og observante ordenshåndhæver, lærere, sagsbehandlere, pædagoger samt psykologer og psykiatere, der ved hvad de skal kigge efter og kender forskellene.
Den erfarne fagprofessionelles klarsyn og dømmekraft i forhold til, hvilken type hjælp der er brug for, kan være lige præcis det sikre hus, man behøver.
Særligt hvis ens nye tilværelse som kolonist i autismekosmos er blevet en iltfattig kampplads, hvor man har mistet grebet såvel som håbet og alt, i bedste fald, er til forhandling.
Også hvis man, som vores familie, har styr på det autismepædagogiske (omend alt tager sig mærkeligt ud, set udefra) og man egentlig bare har brug for støtte i form af tillid, anerkendelse samt ro og tid til at føre projekt barn/ung med autisme ud i livet- samt måske lidt hjælpemidler og en nogenlunde stabil økonomi.
I den sammenhæng er det afgørende at de observerende parter har de fornødne forudsætninger for efterfølgende, at kunne tolke korrekte på – eller i hvert fald danne sig et overblik over, hvad det egentlig er de er vidner til.
Selv i forhold til de helt politi-korte glimt mange overbebyrdede sagsbehandlere eksempelvis, oftest må stille sig tilfreds med at få mulighed for at se.
Som en der, i snart 15 år har stået med et ben i henholdsvis det professionelle og det personlige hjørne at den galakse som autismeområdet inden for børne -og unge psykiatrien udgør, kan jeg afsløre, at det, set fra det profesionelle perspektiv selvsagt langtfra altid er helt let, at være ham der trækker stregen i sandet mellem godt og skidt, sundt og usund, samt rigtigt og forkert
Det er heller ikke altid super let, efterfølgende, at komme med et kvalificeret bud på, hvad der egentlig er vi , fra tid til anden, kigger ind i.
Tingene er nemlig sjældent, hvad de giver sig ud for at være og derfor bliver stregen i sandet stort set heller aldrig lige eller helt sammenhængende.
Jeg er imidlertid glad for have fået muligheden for at være manden med stregen.
Tilsvarende holder jeg af at få besøg af folk som mig selv, når jeg, som farmand, et øjeblik bliver (for)blændet af det lys mine egne børn udsender og derfor, i lige præcis det moment ikke er den person, der kender dem og deres behov bedst, selvom de og jeg er indbyggere i den samme verden.
Og det hænder faktisk.
Det er langtfra altid let at se klart. Hverken udefra eller indefra.
Så drømme man om lette løsninger på komplekse problemstillinger er der, med andre ord, så absolut bestemt andre brancher, der er langt mere tillokkende end dem mine nysgerrige kursister havde sat kurs mod på Københavns Professionshøjskole tilbage i 2018.
Ikke fordi jeg gør mig nogle illusionerne om at astrofysik er mindre komplekst.
Men i mine brancher kan vi tale sammen. Og det er dog noget.
Spørgsmål og svar er ikke lysår undervejs og den støj og flimren der til tider gør det vanskeligt for os at se klart og høre klart, har vi faktisk en god mulighed for at eliminere.
Og der er brug for at vi tør række ud mod hinanden og mod stjernerne – børnene og de unge.
Særligt i en tid, hvor stadig mere snævre bevillingsrammer, længere afstande mellem borger og professionelle, kortere observationstider og faldende normeringer, i årenes løb har dannet tvivlsomme parløb med en stigende efterspørgsel efter regnearksvenlige næsten naturvidenskabeligt kvantificerbare data, entydige konklusioner og hurtige billige indsatser.
Vel at mærke i en verden, hvor vi , som professionelle, i takt med at vi bliver klogere, gradvist også bare må indse, hvad vi sådan set har vidst længe, nemlig at den grad af kompleksitet vi stirrer ind i, er dybere og rummer langt flere farvenuancer end hvad vi kan observere fra måske “femte planetkredsløb”.
Set fra et pårørendeperspektiv, så ved alle bedsteforældre, der har fristet en tilværelse blot ét enkelt planetkredsløb væk fra deres særlige børnebørn, hvor uendeligt langt væk “tæt på” pludselig kan føles.
Lige så forholder det sig for de mange, primært fædre, der, som en slags astronauter dagligt lader sig affyre væk fra børnene og børnenes mor på tabt arbejdsfortjeneste, til en dag i vægtløshed på deres arbejdeplads, når de lander igen, åbner døren til følelsernes kampplads, stirrer ind i lyset fra deres børn og stiller dig selv spørgsmålet:
“Hvad fanden sker der lige her?”
Autismeområdet hvor jeg arbejder og den øvrige børne- og unge psykiatri er ikke på sammen måde som astrofysikkens verden underlagt de samme lovmæssigheder og konstanter, omend det nogle gange kunne være rart.
Men i hvertfaldt på et område er vi sidestillet, astrofysikerne og vi (og politifolkene som åbner døren til en verden der ikke ligner deres egen)
Ud fra de observationer vi, som professionelle, foretager kan vi nemlig kun nå frem til det bedste bud på sandheden.
Astrofysikerne har dog ikke den fordel og det privilegium som vi har, rent faktisk at kunne kommunikere med de fantastiske og forunderlige væsner der findes derude.
I vores tilfælde, børnene, de unge og deres familier der står med fødderne plantet i verdner, de imidlertid ikke altid selv ser klart og ånder frit i, og som vi professionelle, for det meste er henvist til at måtte observere på afstand.
Derfor har vi brug for hinanden. Vi professionelle , familierne der modvilligt har koloniseret autismekosmos samt deres pårørende.
Det lyder muligvis banalt, men det er sådan at det forholder sig.
Ligeledes har vi brug for alle de ressourcer, som fælles forståelse og viden kan gro og slå rødder i, når jordbunden på den fremmede grund synes gold og ugæstfri.
Ikke mindst behøver vi tid.
Tid, tid, tid.
Kommunikation og rejser over store afstande kræver tålmodighed. Tid til at lytte, være nysgerrige stille skarpt og tid til at filtrere støj og flimmer fra. Ikke mindst den støj og flimmer vi selv bringe med os.
Det bedste bud på sandheden findes et sted derude.
Har jeg hørt.
Så viden, arbejdsro og tid.
Både til de som næsten stirrer sig blinde på ét punkt på autismehimlen og til de, som er henvist til at bevæger sig fra det ene flygtigt glimt til det næste.
Som fagmand opdager jeg til stadighed nye verdener, der udsender lys i nuancer jeg ikke vidste fandtes.
Det er smukt og frusterende på én og samme tid, på den måde, næsten dagligt at skulle revidere meget af det man troede man vidste.
Men det holder blikket skarpt.
Som farmand opdager jeg ligeledes, stort set dagligt, mine to unge mennesker på ny.
I særlig grad når jeg pludselig ser dem skinne gennem den knivskarpe stjernekigger optik i andre kloge og gode menneskers øjne.
Kosmiske hilsner
Morten Gantzler Oschlag/AutismePlusFar, fag- og farmand, intergalaktisk brobygger og rejsende dobbeltagent.
(Ps. Vi har stadigvæk hvidvin på køl. I må gerne kigge efter)
Find mig på Facebook og følg mig der, hvis det giver mening.
Bloggen her huser efterhånden 50 – 60 artikler fra de sidste 7 års tid.
Jeg var en af den slags elever, som havde læst eller hørt et sted, at man åbenbart koncentrerer sig bedre om undervisningen, hvis man står op.
Jeg havde herre svært ved at koncentrere mig, men til gengæld huskede jeg alt, behøvede sjældent repetition og lavede kun nødtvungent lektier.
Jeg spurgte min lærer om jeg måtte stå op i timen.
Det måtte jeg godt.
Jeg tror at jeg holdt til det én dag. Så blev jeg træt i benene.
Jeg var også typen der ikke kunne forstå, hvorfor at filosofi ikke for længst var kommet på skoleskemaet.
Jeg interesserede mig desuden for meteorologi, hørte fusionsjazz, spillede teater, stillede spørgsmålstegn ved det meste, var gammelklog og i øvrigt i opposition til alle former for regler, som jeg ikke umiddelbart kunne se logikken i.
Til gengæld snakkede jeg som et vandfald.
Jeg var vel 12- 13 år på det tidspunkt og pænt mærkelig.
Af en eller anden årsag blev jeg aldrig drillet eller mobbet i skolen. Eller også lagde jeg bare ikke mærke til.
Havde jeg ikke fundet mit fristed, i det kunstneriske ungdomsmiljø, hvor jeg tilbragte hovedparten af mine vågne skolefrie timer, som teenager og ung voksen, havde jeg nok alligevel følt at jeg stod lidt vel alene, blandt andre jævnaldrende, i al min filosofiske, kreative, speedsnakkende og jazzede nørdethed.
Men i stedet for at ende med at stå alene, endte jeg med at føle mig enestående.
Den følelse har heldigvis hængt ved og som voksenudredt far på særlige vilkår til to sjove og enestående børn, har jeg, sammen med deres mor, fra starten spundet dem ind i en kærlig fortælling om vores særlige familie.
Ikke en “os mod dem” – fortælling.
Men en “I står ikke alene ” – fortælling.
Samtidig har jeg efterhånden samlet mig min helt egen voksen-flok.
Enkelte er fulgt med fra min fortid. Andre er kommet til.
Det er næsten som at have bygget sig en familie.
En samling blandede bolcher af mennesker som jeg tør stå alene med og føle mig enestående sammen med.
Livet med børn med gennemgribende udfordringer, har selv grebet dybt i lommerne.
Lommerne hvor tidligere gangbare forestillinger om frihed, lykke og kærlighed ellers har været syet ind i foret, som en startkapital til, hvad der end måtte være tilbage af det liv, der skulle være ens helt eget, plus til én eller flere modige ledsagere.
Det er sjovt. De værdier jeg tænkte jeg med tiden ville savner, stræbe efter og en gang ville få udbetalt, den gang at jeg deponerede min tilværelse og lod tålmodigheden forrente den, er nogle andre nu hvor jeg omsider har fået adgang til boksen.
Tiden er gået. Der har været valutaombytning og en del af mit endelig afkast har antaget en form, som jeg nok engang ikke ville have kunnet begribe værdien af.
Mennesker.
De få, særligt mennesker, som er blevet en gennemgribende del af mit liv. De som griber gennem det panser, som jeg nødtvunget har båret det meste af tiden.
Her holder de mit hjerte, holder det varmt og holder deres hoveder kolde, når jeg ikke selv kan.
De få særlige mennesker som kender historien og kan lytte til den uden af lægge hovederne på skrå.
Mennesker der kan se og elske ham jeg er blevet til.
Takket være dem, en på mange måder mere ægte, pletvis klogere, og mangefacetteret udgave af ham jeg var engang.
Så hvis de. Mit menneskelige aktieudbytte ellers bare er inden for rækkevidde, så er jeg faktisk allerede nærmest lykkelig og velpolstret med kærlighed, forståelse og klogskab, i en grad der nok skulle kunne holde til hvad der end måtte være tilbage af det liv, der er helt mit eget.
Premiere. 😊 🎧Podcast med mig, om Skolefravær, produceret for Børns Vilkår (lyt og del) 🎧
Tak for alle jeres god bedring hilsner på bloggens Facebook side. Vi er stadigvæk herre syge, men dagens premiere (som jeg har glædet mig til) har alligevel sparket lidt liv i mig.
Før jul satte jeg mig til rette i Heartbeats lille bitte studie på Værnedamsvej på Vesterbro i København sammen med Journalist og forfatter Maise Njor og indspillede, hvad der endte med at blive klippet bed til 28 rigtig vellykkede minutter, om skolefravær.
Jeg medvirker i afsnit 4 (linket til hele serien kommer nederst) hvor jeg taler, både som far og som fagperson, om den tålmodighed der kræves, samt hvad det gør ved familien, når børn- og unge (som mine egne) med særlige udfordringer er skolefraværende i længere tid og skal hjælpes tilbage til noget der minder om en hverdag.
I afsnit 5 har Maise Njor inviteret psykologen Helle Lund i studiet. De sammenfatter nogle af de vigtigste pointer fra serien og taler om, hvad man kan gøre, hvis man er bekymret for sit barn trivsel i skolen. Hvordan taler man med sit barn om de ting, der kan være svære at sætte ord på? Og hvordan håndterer man det bedst som familie?
Lyt og del, del, DEL , meget gerne. (Og skriv meget gerne i opslaget, hvad det handler om)
Så kan vi få de vigtige budskaber ud, som jeg selv og de øvrige medvirkende kommer rundt om, i løbet af seriens 5 episoder som alle er tilgængelige nu. 🙏
Mange kærlige hilsner, god lytning og hold øje med Børns Vilkårs kampagne, hvor der, i den kommende tid sættes ekstra fokus på et fænomen, som desværre bliver mere og mere udbedt.
Årsagerne er talrige og komplekse. Løsningerne ligeså. Men én ting er sikkert.
AutismePlusFar 