En køn kop kaffe – Eftertanker om autisme og kønsidentitet.

Hvordan vil du have din kaffe? Min skal være mørkristet, friskkværnet, stærk som bare helvede, men med et lille skvæt sødmælk i. Mere rock’n Roll er jeg heller ikke.

Det er bemærkelsesværdigt i hvor høj grad vi, rent sprogligt, tilsyneladende har lettere ved at forholde os til nuancerne i forbindelse med brygning og indtag af kaffe, i sammenligning med hvor begrænsede vi kan være i vores sprogbrug, når det handler om vores egen og andres kønsidentitet.

Det hørte jeg en klog mand sige forleden.

Kønsidentitet. Altså nuancerne i hvordan vi identificerer -og udtrykker os i forhold til det feminine, det maskuline, alt det udenom og alt det ind i mellem.

Et fælles sprog fremmer ellers den fælles forståelse.

Tag nu for eksempel mit arbejdsområde.

Der er rigtig meget vi har til gode at forstå om sammenhængene mellem autisme og kønsidentitet.

Mest af alt fordi at der endnu ikke er produceret særligt meget forskning på området.

Her overhaler kaffeindustrien os med mange længder.

Det bliver der forhåbentlig snart rodet bod på. Efterspørgslen på viden er nemlig stødt stigende.

Sideløbende risikerer de tomrum der skabes i mellemrummet mellem hvor langt forskningen række ud og der hvor lægmandsgætterierne og spekulationer tager over, at blive fyldt op af mere eller mindre tilfældige synsninger.

Synsninger der alle trækker i vidt forskellige retninger på den kampplads kønsidentitetsdebatten efterhånden har udviklet sig til.

Den efterhånden noget slidte kliché om kaffelatte København vs. kaffemaskine Danmark er et godt eksempel på hvordan snart sagt hvad som helst har potentiale til at bliver brændstof i en værdipolitisk debat.

Her slår kønsidentitetsdebatten kaffe debatten med flere længder.

Også fordi at kaffelatte nu efterhånden er tilgængeligt i selv de fjerneste udkanter og mange derfor, måske i al hemmelighed har nippet til mælkeskummet (som man siger) og fundet ud af at det ikke er så farligt og ringe endda.

Men her holder sammenligningen mellem kaffepræferencer og kønsidentitet også op.

Kaffe er noget man drikker. Kønsidentitet kan være et spørgsmål om liv eller død.

Helt konkret. Statistikkerne er brutalt ærlige, i den sammenhæng.

Selvmordsstatistikkerne hos mennesker der fortryder kønsbekræftende behandlinger tåler ingen sammenligning med statistikkerne hos de, som gøres forkerte og afvises i deres udforskning af egen kønsidentitet.

Møder man et ungt menneske, der er undervejs i rejsen mod -eller er landet i en kønsidentitet vedkommende kan holde ud at være i, kan man , med andre ord, ikke bare bede vedkommende lukke øjnene trække vejret dybt og så ellers “drikke det samme brune halvlunken sprøjt som alle andre”

Her repræsenterer mennesker med autisme, af flere årsager, en gruppe vi bør have en særlig opmærksomhed på.

I den forbindelse er jeg glad for at kunne se tilbage på et par lærerige dage på Aalborg universitetshospital til konference om autisme, kønsidentitet og sexualitet, i selskab med nogle af dem, der har rigtig gode forudsætninger for at kunne sige noget, virkelig kvalificeret om emnet.

Dr Isabelle Hénault, leder af the Autism & Asperger’s Clinic at Montreal. Sexolog og psykolog fra University of Québec i Montréal, sluttede konferencen af med et inspirerende og levende online oplæg, der brændte effektivt igennem samtidige 6 tidszoner fra Montréal og ind i auditoriet på Aalborg Universitetshospital Syd.

Inden da havde pædagogisk vejleder, sexualvejleder og master i sexologi Thue Sommer og, dagen før, Ph.d. i psykologi og pædagogisk videnskab, Belgiske Peter Vermeulen i den grad været fysisk tilstede med deres viden og erfaringer.

Viden og erfaring var også rigt repræsenteret blandt mine 110 med konferencedeltagere.

Alligevel forlod jeg Aalborg med en følelse af kun lige af have kradset i overfladen.

Men det var sådan set ok. Det tager jo også tid at blive flydende i en ny dialekt.

Og netop værdien i at tage sig god tid, var en af de vigtigste pointe jeg tog med mig hjem til København.

Tid til at være nysgerrig og tid til at eliminere den “støj” og forudindtagethed man, som fagperson, let kan slæbe med sig.

For eksempel om at kønsidentitet og sexualitet/sexuelle præferencer nødvendigvis er to sider af samme sag.

For nogle mennesker med autisme er det nemlig langt fra altid tilfældet.

Ligeledes er kønstransition ikke altid ensbetydende med kirurgi. For nogle autistiske mennesker er det, men ikke for alle. Her er hormoner måske tilstrækkeligt, eller en helt tredje vej.

I et sundhedssystem hvor transition og kirurgi traditionelt har været to sider af samme sag, giver den slags nuancer selvsagt anledning til en del forvirring og desværre også til afvisninger fordi tiden ikke tillader af man når frem til en fælles forståelse af præmisserne for henvendelsen.

Noget kunne i det hele taget tyde på at nogle mennesker med autisme potientielt har en mere fleksibel indstilling til køn og udtryksformer fordi at de ikke føler sig bundet af samfundsmæssige normer.

Normer er ulogiske, forvirrende og stressende og så kan man ligeså godt ophæve dem og søge derhen hvor man identitetsmæssigt føler sig godt tilpas.

Ikke autistiske mennesker oplever potentielt den samme trang til at udforske sider af dem selv, men lader sig muligvis i højere grad hæmme af samfundsnormer og andre menneskers meninger.

For nogle autistiske mennesker bliver kønsidentitet først et spørgsmål om liv og død når de forkert gøres eller misforstås i mødet med den ikke autistiske omverden, hvor deres udforskning anskues og vurderes gennem en den ikke-autistiske optik.

Misforståelser mellem sundshedsfaglige, der ikke er uddannet i at kommunikere med patienter med autisme er i det hele taget en stor fejlkilde i sundhedssystemet.

Ikke blot på de sexologiske afdelinger, men mange andre steder.

Min bedre halvdel er kronisk hjertepatient og har autisme. Historien om hendes udredningsproces som kvinde med autisme, er en artikel værd i sig selv.

Så tid er en god ting. Tid til at stille de rigtige spørgsmål, som belgiske Peter Vermeulen sagde. Det var i øvrigt også ham der kom med eksemplet med vores sprog for kaffe.

Tid til at stille spørgsmålet: “Hvordan vil du have din kønsidentitet” på den rigtige måde.

Og tid til at lytte til og forstå de svar man får.

Jeg drak både den sygehuskaffe der blev serveret på konferencen og den skyndsomt skænkede SAS kaffe på vejen til bage mod københavn.

Men hey. Det er bare kaffe. Jeg klarer den nok.

Men jeg hviler også i mig selv. Jeg ved hvem jeg er, hvad jeg kan lide, hvorfor jeg kan lide det og hvor jeg kan finde det, i en verden af muligheder og nuancer.

Og jeg bliver mødt og forstået og accepterer for den måde jeg udtrykker mig på gennem mine kaffepræferencer.

Mørkristet, friskkværnet, stærk som bare helvede, men med et lille skvæt sødmælk.

Tænk hvis vi kunne have det på samme måde med menneskers forskellige neurologiske profiler og med deres kønsidentiteter.

“De drikker kaffe fra kaffemaskiner, hele formiddagen” sang Peter A.G engang om os danskere. Siden da er der kommet langt flere nuancer på smagspaletten.

Jeg tænker de fleste kan huske det efterfølgende omkvæd: “Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så er du velkommen her”

En særlig tak til psykolog Michelle Angelica Kaptain og overlæge og speciallæge i Psykiatri Lucia Pop og resten af personalet, fra Sexologisk Klinik ved Aalborg Universitetshospital for at have arrangeret konferencen.

En konference jeg deltog i som fagperson (VISO-specialist) men med en aktivt lyttende far-person, i bagagen.

…………

Tak fordi du læste ned.

Morten Gantzler Oschlak/ Autismeplusfar