Hvad nu hvis det bare går godt?

(Udgivet første gang i juli 2024, men stadigvæk rasende aktuel.)

Da Danmark spillede 1/8 finale mod Tyskland forleden, lå jeg allerede i min seng.

Jeg interesserer mig ikke for fodbold, men havde dog alligevel ikke kunne sidde eksperternes væg-til-væg dækning af det bebudede nederlag overhørig

Så lige før jeg lukkede øjnene og samtidig registrerede at de manglende jubelbrøl fra nabovillaerne nok ikke ligefrem varslede folkefest og fællesbad i Storkespringvandet lod jeg, med en ganske sagte hvisken , og i den retning jeg nu en gang mente, at grønsværen i Dortmund måtte befinde sig, følgende sætning flakse ud i midsommernatten:

“Hvad nu hvis det bare går godt”

Hvad nu hvis det bare går godt” ….. Jeg syntes simpelthen Anne var så grænseløst irriterende, de første gange hun brugte sætningen

Mangen til sproglig kliché skulle man da lede længe efter.

Som om jeg var typen, der lod mig besnære eller berolige af den slags galojpakke-banaliteter 🙄

Der hænger en lille, indrammet tegning skabt af tegneren og forfatteren, Maren Uthaug, i vores stue.

På tegningen kan man se Marens alter ego, den rødvinsdrikkende, i don’t give a f…heltinde, ligge armen om en anden kvinde med ordene:

“Det er virkelig en empatisk og venlig og imødekommende måde at kommunikere på, men hvis du ikke holder op med at snakke sådan til mig, bliver jeg nok nødt til at smadre dig”

Den har vi grinet- og griner forsat meget af herhjemme.

Den lille ramme over bogskabet ved siden af kattenes klatre/sovetræ, er næsten gået hen og er blevet mit lille alter.

For hvor har hun ret.

Jeg kan, i hvert fald, næsten få isning i mine tandhalse og små trækninger ved øjnene, når jeg møder empati, imødekommenhed og venlighed sat på formel, “hældt på flaske” og solgt som dyre koncepter med dyrenavne.

“Mødte en der talte girafsprog” står der skrevet, i venstre hjørne af tegningen af de to kvinder.

Problemet…. Nej, mit problem er, at jeg, over tid har haft mistet evnen til genkende gode intentioner, når jeg har mødt dem. Ligeså vel som jeg har været mere end almindeligt udfordret på min evne til at forvente det bedste.

Ikke så heldigt.

For når alt kommer til alt, mener de fleste det jo godt. Også de, der har taget et dyrt kursus i at mene det godt.

Og i den forstand har girafsprogssatiren over bogskabet nok, længere end jeg selv vil være ved det, givet næring til en side af mig selv, der nok skulle være beskåret og tyndet ud i lidt tidligere. I hvertfald før den næsten endte med at lukke lyset ude.

En ting er at bede morgenbøn foran Maren-alteret og bruge det som den kærkomne sarkastiske overtryksventil, det er ment som.

En anden ting er at føle en mere eller mindre konstant tilskyndelse til at smadre sig vej gennem livet. Skyde på forhånd. Bare for en sikkerheds skyld.

Det er ikke udelukkende samfundets skyld, at det er blevet sådan. Jeg har jo hele tiden haft et valg.

Jeg vil dog strække mig så langt som til at hævde, at vi , i vores hastigt accelererende verden, efterhånden har lavet så mange krumspring, for at kunne følge med, at vi, uden at opdage det, har viklet os selv ind i et sindrigt net af strukturer, der nu strammer, snærer og begrænser os.

Bekvemt fordi det samtidig gør verden mindre. Ubekvemt fordi, der er ikke lige er en kluddermor til at vikle os ud igen.

Den må vi selv klare.

Men begrænsede som vi er, vælger nogle af os (mig) gang på gang at bevæge os ned af de samme korte stier, når vi skal hente næring til det sprog vi bruger om os selv pg de andre.

Sprog der, til sidst, bliver vores nye virkelighed.

Sprog der får den verden, der både snærer, strammer og buldrer derudaf, til at give mening eller, som minimum, gør den tålelig at være menneske i.

Anne og jeg har måtte tage ikke så få kampe i årenes løb, på børnenes og på egne vegne.

Det er ikke så meget udfaldene af kampene, der har gjort udslaget.

Vi har nemlig vundet dem alle sammen. Med blod, sved og printerblæk.

Ej måske ikke ligefrem med blod og sved.

Med printerblæk og tårer, så.

Men alting har jo, som bekendt, sin pris.

Alene det faktum at der overhovedet har været kampe, vi har kunnet gå slagne eller sejrrige videre fra, har sat sig dybt i os.

Meningsløse kampe hverken vi eller andre, i lignende situationer nogensinde burde have udkæmpet.

Bare det at jeg tager udtryk som sejr og nederlag i brug, er egentlig et nederlag i sig selv.

For mit eget vedkommende kan jeg nu, efterfølgende godt se, at der har været en periode, af mit liv, hvor jeg har været så fortættet kampklar at det har forurenet vandet i den brønd, hvor jeg har hentet mit dagligdagssprog.

Forurenet det med printerblæk fra hyldermetre af dokumentation. Fra alt for hudløse og alt for sårbare beskrivelser af det ubeskrivelige, fra partshøringssvar, fra klager.

Forfattet i et sprog der, som årene er skredet frem, i stadig højere grad er blevet støvsuget for de lyspunkter, jeg hurtigt lærte ville kunne åbne små sprækker af tvivl og mistro hos modtagerne

Det gør noget ved en.

Man bliver en anden. En person man ikke har lyst til at være, viklet ind i en dialekt, der får en til at lyde som en fremmed.

Fremmed for en selv og for dem, man elsker.

Og så kommer tårerne. Også glædestårerne, når endnu en kamp er vundet.

Men tårer grædt på bagkanten af meningsløse kampe, er nu engang meningsløse tårer.

Uanset om de fødes af sejr eller nederlag .

Og det, i forvejen printerblækfarvede vand i den brønd, hvor man henter sit hverdagssprog, bliver lige salt og udrikkeligt af begge slags.

Den eneste vandet giver næring til, er den side af en der, hvis den vokser ud af kontrol, ender med at lukke lyset ude.

I en eller anden forstand drikker vi alle sammen af de samme brønde.

Brønde hvis kilder er det sprog, der er tilgængeligt for os, når vi træder de samme korte stier, måske fordi vi efterhånden ikke kan huske at have trådt andre.

Og fordi at vi, når vi prøver at gøre vores verden større, mærker usynlige bånd der snærer og trækker os tilbage til det velkendte og mindst ringe.

Det ikke kun samfundets skyld, for vi har altid et valg, men nogle gange har vi brug for andre til at minde os om, at det valg findes.

Den 24 december 2023 fik jeg heldigvis et nyt lille kunstværk i julegave af Anne.

Det var iøvrigt også hende, der havde givet mig Maren Uthaug tegningen om girafsprog.

P.t står kunstværket lige under “Maren“ som en tiltrængt udbygning af mit stuealter.

I kan se det øverst i artiklen.

Kunstneren hedder Anette Zimmerlund.

Jeg brokkede mig ikke over gaven. Jeg kaldte den heller ikke banal og kliché agtig.

Jeg kaldte den helt perfekt og lige præcis den gave jeg havde brug for.

En udvidelsespakke.

Og så kyssede jeg giveren.

Jeg beder både morgen og aftenbøn til de to og har gjort det siden 25 december 2023.

Zinmerlund og Uthaug

Yin og Yang.

En hyldest til lyset og forventningen om det hele nok skal gå. Men også til nødvendigheden af at have et kulsort sted at gå hen, med sin rødvinsmarinerede, ventilerende galgenhumor, når det hele alligevel, en gang i mellem, bliver for meget.

Aldrig for at blive der, men i erkendelsen at det sted findes.

Som en ikke beboelsesegnet kælder det, fra tid til anden, kan være nødvendigt at gå ned og råbe i.

Og hey.

I burde faktisk kunne mærke mine bønner derude, allerede på nuværende tidspunkt.

Men hvad med den 1/8 finale mod tysken, spørger I så måske?

Jo, ser I.

Ganske vist blev kampen afbrudt af et gigantisk uvejr, der i øvrigt senere trak hen over Danmark og ramte Roskilde Festivalen lige i synet. Og ganske vist tabte Danmark 2-0, fordi at en spiller stak sin storetå 2 cm for langt frem og blev opdaget af en computer. (Nulfejl kulturen havde en fest, den aften)

Men altså.

Tænk engang, hvor galt det kunne være gået, hvis jeg ikke havde hvisket min sagte bøn i retningen af den, for fodboldfolket, så hellige by, Dortmund?

“Hvad nu hvis det bare går godt?”

Det eneste klip jeg efterfølgende så fra 1/8 finalen, var det med de to blege ungersvende, der brugte afbrydelsen af kampen til at danse rundt i deres bare overkroppe, mens kaskader af vand fra skybruddet væltede ned over dem.

Jeg vil næsten væde med, at det var min skyld.

Sproget skaber virkeligheden og er vores alle sammens kluddermor, hvis vi bruger det klogt og kærligt. Det er bare med at komme igang.

Tænk hvor mange uudforskede brønde med nye, klare, rene udtryk vi potentielt vil få adgang til.

Er jeg for happy go lucky agtig?

Har I lyst til at smadre mig?

Tro mig. Jeg kender fornemmelsen.

Men husk.

Jeg mener det godt.

Rigtig god sommer ❤️