Det er aldrig for sent at skrive eller bygge en ny fortælling om sig selv. (“Enhver kvinde bør eje sin egen økse”)

Jeg har besluttet mig for at omskrive en fortælling.

En fortælling som blev grundlagt af en lidt for tyk, jævnt klodset, meget temperamentsfuld lille dreng, der til gengæld kunne tale solen sort og hvis stemme åbenbart stadigvæk trænger igennem her så mange år efter, at jeg var ham.

Fortællingen om, at det der med håndværk ikke er noget for mig.

Fortællingen om at jeg ikke dur til den slags, ikke har hænderne skruet korrekt på, ikke kan slå en pind i en lort uden at ødelægge begge dele.

Den fortælling slutter nu.

Jeg er den første akademiker i min familie. Jeg startede i gymnasiet uden reelt helt at vide hvad et gymnasium var.

Der var ikke så mange jeg kunne spørge, men til gengæld blev jeg sendt afsted hjemmefra min mor, som jeg boede alene med, med gode værdier i baggagen.

“Der er ikke noget job der er finere end et andet” og “Du skal kunne snakke med alle og behandle folk ordentligt, uanset hvor de kommer fra”

Der var flere i min familie, der var håndværkere. Min far blandt andet. Ham spurgte jeg aldrig om noget håndværksrelateret.

Den fortælling jeg nu har brudt med, satte sig i mig tidligere end jeg selv kan huske.

Så jeg spugte ham aldrig om noget.

Han flyttede godt nok, da jeg var kun 6 år gammel, men jeg havde masser af muligheder for at spørge, i årene der fulgte.

Da jeg endelig fik brug for det, var det alt for sent.

Min far døde i 1996 og jeg kunne virkelig godt have brugt ham i dag.

I mange år, alt for mange år, har jeg formået at overbevise mig selv om, at jeg så vidt muligt skulle afholde mig fra at bygge, vedligeholde eller reparere noget som helst.

Det ville alligevel bare gå galt, blive grimt, falde fra hinanden eller, i værste fald være til fare for andre folks liv og lemmer.

Min ældste datter, Freja, har aldrig haft det problem. Hun kaster sig frygtløst ud i det ene vilde projekt efter det andet.

Bygger, fletter, borer, banker. Hun har tilmeld sin egen økse hængende på væggen i et læderetui. “Enhver kvinde bør eje sin egen økse”, lyder et af de yndlingcitater hun har ladet indgå i sin personlige fortælling.

Man kunne starte en roman med den sætning. En roman jeg virkelig godt gad læse.

Her forleden kiggede hun alvorligt på mig og sagde følgende: “Far. Du bør altså finde dig en hobby eller i det hele taget bare bruge dine hænder til et eller andet. Jeg tror at det vil være godt for dig”

Jeg gøs.

Dels vidste jeg hun havde ret, men alt det fornuftige hun sagde druknede næsten i den skingre stemme fra den lille dreng dybt inde i mit indre.

Jeg har faktisk altid godt kunne lide at male. Og jeg er egentlig heller ikke helt tosset til det.

Male, altså som i male vægge, dørkamme, lofter…. vinduer.

På den ene side har det altid givet mig en ro i kroppen, på den anden side har mit håndværkertraume hevet og flået i mig og jeg har følt mig forkert og akavet i farvehandlere og byggemarkeder, overbevist om at alle har kunnet gennemskue mig og se, at jeg var det sorte får i håndværkerslægten.

Malerens søn. Ham med de bløde hænder.

Her i weekenden har jeg slebet, kittet og malet fællesvinduerne i vores lille ejerforeningen.

Timingen med at gøre det i 28 graders lummervarme kunne have været bedre, men resultatet er faktisk blevet hæderligt.

Men endnu vigtigere. Jeg har fået brudt min forbandelse.

Min far var udlært maler, men han var også misbruger. I stor stil.

Derudover er jeg næsten 100% sikker på at han, som jeg selv, var på spektret. Han havde sikkert også, som jeg selv, ADHD.

Men det var en anden tid dengang og min fars livsbane blev kort og tragisk.

Han var ikke nogen super dygtig maler, tror jeg, men det var sådan det blev.

Faktisk er jeg ret overbevist om, at han meget hellere ville have læst et bogligt fag.

Måske skulle jeg have været maler. Ej. Måske ikke, men der er i hvert fald ikke noget der skal holde mig tilbage fra at gøre det, der egentlig altid har gjort mig glad.

Bruge mine hænder (til andet end at skrive)

I dag, mens jeg stod der med penslen i hånden, forstod jeg at det aldrig har været håndværksfagene, det handlede om.

Det har været noget helt andet, der har holdt mig nede. Noget helt andet, der har skrevet min fortælling.

For eksempel en erindring om følelsen af at sidde på en brunt værtshus på Nørrebro, som ikke særlig gammel og kigge ned i en citronvand. Eller erindringen om min fars flotte skrivemaskine i ungkarlelejligheden, som han sjældent skrev på.

Følelsen af at være tæt på et uforløst, følsomt, og i glimt, decideret ulykkeligt menneske.

Et menneske der ville så meget og nåede så lidt.

Min far var maler. Ikke verdens dygtigste maler, tror jeg, men dog faglært.

Jeg kunne godt have brugt ham i dag. Jeg savnede ham faktisk for første gang i ret lang tid.

Det var egentlig ikke fordi jeg tror at han kunne have lært mig så meget, med de vinduer.

Dem havde jeg ret godt styr på.

Fair nok. Han kunne måske lære mig et malertrick eller to. Måske i bytte for et par af mine skrivetrick.

Men det kunne, i det hele taget, bare have været hyggeligt, at stå der sammen, med hver sin pensel og mærke den ro det giver i kroppen at påføre en vinduesramme et lag hvid maling i lange, elegante strøg.

Hvilken fortælling tænker du, at du har brug for at gøre op med? Enten hos dig selv eller hos en du holder af.

Måske hos et barn -eller hos et ungt menneske.

Det er godt at starte tidligt, med de gode fortællinger, men det er heller aldrig for sent at skrive, bygge eller male en ny.

Har jeg lige opdaget.